IN THE NEWS - Perfect Storm Homepage

15
Den pavelige legat var yderst tilfreds ved meddelelsen om Luthers ankomst til Augsburg.
Nu sa_ det ud til, at den besvårlige kåtter, der vakte hele verdens opmårksomhed, var i Roms
magt, og legaten var besluttet pa_, at han ikke skulle undslippe. Reformatoren havde ikke søgt
frit lejde. Hans venner ra_dede ham indtrångende til ikke at fremstille sig for legaten uden, og
de pa_tog sig at skaffe et lejdebrev fra kejseren. Legaten regnede med at tvinge Luther til at
tilbagekalde sine ord, eller—hvis det ikke lykkedes—at sørge for, at han blev ført til Rom for
at dele skåbne med Huss og Hieronymus. Derfor søgte han gennem sine forbindelser at fa_
Luther til at fremstille sig uden lejdebrev og stole pa_ hans barmhjertighed. Dette afslog
reformatoren med bestemthed. Først da han havde modtaget det dokument, der sikrede ham
kejserens beskyttelse, viste han sig for den pavelige ambassadør.
LUTHER PÅ PRØVE
Papisterne havde besluttet at prøve at vinde Luther ved at foregive mildhed. I sine samtaler
med ham foregav legaten stor venlighed< men han forlangte, at Luther ubetinget skulle
underkaste sig kirkens myndighed og frafalde alt uden modsigelse eller spørgsma_l< men han
havde ikke forsta_et at vurdere karakteren hos den mand, han havde med at gøre. I sit svar
udtrykte Luther sin agtelse over for kirken, sit ønske om at holde sig til sandheden, sin villighed
til at svare pa_ alle indvendinger mod sin låre, og at underkaste sine låresåtninger visse førende
universiteters bedømmelse. Men samtidig protesterede han mod, at kardinalen ville have ham
til at tilbagekalde noget uden bevis for, at han havde taget fejl.
Det eneste svar var> ‹Tilbagekald, tilbagekald!¤ Reformatoren viste, at skriften gav ham
medhold i hans standpunkt, og erklårede med fasthed, at han ikke kunne fornågte sandheden.
Legaten kunne ikke gendrive Luthers argumenter og overvåldede ham med en storm af
bebrejdelser, ha_n og smiger, afbrudt af citater fra fådrenes overleveringer og udtalelser, uden
at give reformatoren nogen lejlighed til at tale. Luther indsa_, at hvis mødet fortsatte pa_ denne
ma_de, ville det våre helt forma_lsløst, og det lykkedes ham at fa_ lov til, om end modvilligt, at
svare skriftligt.
Ved det nåste møde fremsatte Luther en klar, kortfattet og overbevisende redegørelse for
sine synspunkter, støttet af mange citater fra skriften. Efter at have låst dette dokument op,
rakte han kardinalen det< men denne smed det foragteligt til side og erklårede, at det var en
masse tomme ord og uvedkommende citater. Nu mødte den opildnede Luther den hovne prålat
pa_ hans egen grund—kirkens traditioner og låre—og omstyrtede hans pa_stande helt og aldeles.
»JEG VIL LYSE DIG I BAND«
Da prålaten sa_, at han ikke havde noget svar pa_ Luthers råsonnementer, mistede han al
selvbeherskelse og skreg i raseri> ‹Tilbagekald det, eller jeg skal sende dig til Rom, sa_ du kan
blive stillet for de dommere, der har fuldmagt til at tage sig af din sag. Jeg skal lyse jer i band,
dig og alle dine tilhångere og enhver, der pa_ noget tidspunkt yder dig støtte, udelukke af
kirken.¤ -D&Aubigne;, London ed., b. 4, ch. 8.
Reformatoren trak sig straks tilbage med sine venner og erklårede derved klart og tydeligt,
at der ikke kunne ventes nogen tilbagekaldelse fra hans side. Det var ikke det, kardinalen havde
regnet med. Han havde bildt sig ind, at han ved sin voldsomhed kunne true Luther til
underkastelse. Nu stod han alene tilbage med sine egne tilhångere og sa_ fra den ene til den
anden, dybt krånket over den uventede fiasko, han havde lidt.