DET GAMLE HEGN, OH LAD DET STÅ Hegnene – en del af den ...

DET GAMLE HEGN, OH LAD DET STÅ
Hegnene – en del af den levende kulturarv.
Helle Ravn, Langelands Museum
Artiklen har været bragt i Fyns Amts Avis i 2006
De står der og trækker bånd gennem landskabet, når vi suser forbi i bilerne. Hegnene, langs vejene
og mellem markerne. Og få steder i Danmark er de så smukke og blomstrende som netop på
Sydfyn. Vi hilser dem velkommen hvert forår, når de står blomstrende og duftende, og vi nyder
synet af de mange skiftende farver om efteråret, men ellers lægger vi knapt nok mærke til hegnene,
og tænker langt mindre på dem som forskellige fra egn til egn.
Hegnene bliver også mere og mere ens rundt i landet, og det er synd og skam, for de er en del af
vores levende kulturarv, de har været der i århundreder, og de viser, hvor i landet, man befinder sig,
og selv indenfor en region som Sydfyn er der forskelle fra egn til egn. Forskelle som både er af
kulturelle og naturmæssige årsager.
De levende hegn blev oprindelig plantede for at indhegne dyrkede marker, så løsgående husdyr ikke
brød ind og gjorde skade på afgrøderne. Omkring herregårdene blev der ofte lavet stendiger, hvorpå
der også kunne være plantet træer, og som adskillelse mellem landsbyernes ejerlaug, blev der ofte
lavet jorddiger. De kan ofte være adskillige hundrede år gamle, og man kan mange steder endnu se
sporene af dem.
I Østsønderjylland kan man endnu se nogle af de gamle hegn, som oprindelig indhegnede markerne.
Det er de såkaldte knikhegn, hvor grene blev bøjet ned i vandretliggende stilling, så de lukkede
effektivt.
Som indhegning af bøndernes marker blev der ofte plantet levende hegn eller flettet gærder af
nedskårne grene. Enkelte steder står der endnu de gamle stynede pile og popler i hegnene, og de står

gerne med nogle meters afstand. De ældst bevarede popler og pile blev plantet omkring den tid, da
driftsfællesskabet ophørte - det vil sige omkring 1800 - hvor den enkelte bonde skulle til at
indhegne sine egne marker. Poppel eller pil blev plantet med tilpas afstand, så de grene, der blev
skåret af dem ved styningen, netop svarede til den mængde, der skulle bruges til at lave et flettet
gærde. Ganske praktisk, for på den måde undgik man at skulle transportere grenene.
Det Kongelige Danske Husholdningsselskab blev stiftet i 1769, og en af de ting, som man helt fra
begyndelsen præmierede, var plantning af poppel og pil som hegning af markerne. Men de hegn der
eksisterer i dag, er i mindst lige så høj grad blevet plantet for at skabe læ mellem marker og ind til
haver. Eller de blev plantet langs landevejene bl.a. for at fungere som snehegn. Og det er for en stor
del disse hegn, der i dag står der med de mange forskelligartede træer og buske. Først senere er man
begyndt at plante hegn for at skabe visuelle bånd, der markerer vejforløbet. Og vi skal heller ikke
glemme, at der er plantet mange levende hegn langs jernbanestrækninger, såvel i nutiden som i
jernbanernes barndom. Mange steder kan man stadig se, hvor Svendborgbanen og Fåborgbanen gik,
fordi der endnu går levende hegn tværs gennem landskabet
De sydfynske hegn
På Sydfyn har vi i dag meget blandede hegn med mirabeller, vilde æbler, naur, hassel og tjørn.
Disse blandede hegn skifter udseende hele året rundt. Om foråret starter det med, at mirabellerne
blomstrer, og hegnene står som hvide skyer fulde af blomster. Og derefter følger mange andre
forskellige blomstrende træer og buske: Hæg, syren, vilde æbler, tjørn, seljerøn, vild rose og til slut
hyldens tunge og sødmefyldte blomsterstande. I omkring to måneder afløser den ene blomstring den
anden, og fra august og helt frem til november får vi igen syn for sagen – og endda til tider også
smag – for da kommer først mirabellerne, og derefter de vilde æbler (som regel hvinende sure, men
de er vanskelige at holde sig fra), hyben, hyldebær, slåen og tjørnens bær.
Der står mirabellehegn langs mange landeveje på Sydfyn.

Men bevæger vi os lige på den anden side af Faaborg eller midt på øen til Espe, så begynder
hegnene at skifte karakter. For her består de på lange strækninger udelukkende af syrener, og
hvilket syn i blomstringstiden med de lange lilla bånd gennem landskabet. Kommer man så nord for
motorvejen eller den gamle hovedvej A 1, skifter hegnene igen karakter til i hovedsagen at bestå af
tjørn. Så selv om man mener, at alle på Fyn er mere eller mindre ens, kan de gamle kulturgrænser
stadig ses i landskabet.
Hegnene er også en del af kulturarven på en anden måde end med hensyn til selve planterne: De
fortæller hvilke typer landbrug, der er og har været på stedet. I de områder, hvor ejendommene har
været små, er der ikke langt mellem hegnene, for de skulle også markere ejendomsskellet. Man ser
derfor tydeligt, at der er mange levende hegn i områder, hvor der har været husmandsudstykninger,
men der sjældent er levende hegn mellem de store godsmarker. Derfor kan vi den dag i dag opleve
stor forskel i landskabet, når vi kommer fra et husmandsområde ind i et godsområde.
De jyske hegn
På lignende vis er der forskel på de levende hegn andre steder i landet. I det meste af Jylland så man
kilometer efter kilometer af grantræer plantet som læbælte, men det jyske karakteristika er snart
forsvundet. Kun hist og her er der i dag nåletræer tilbage, og de er gamle og giver kun meget dårligt
læ, fordi de nederste grene for længst er gået ud.
På trods af at mange granhegn er forsvundet, kan man stadig se dem rundt i Midt- og Vestjylland.
I stedet er der igennem mange år blevet plantet blandede løvtræshegn, som Hedeselskabet står for at
plante, og der bliver givet tilskud til at plante læhegn, såfremt det foregår efter de anvisninger, som
”lov om læhegn og læplantning” udstikker. Heri står der: ”Ved anlæg af læhegn, skal der ved
plantevalg og plantemetode tages hensyn til, at læhegnet i videst mulig omfang tilpasses det
omgivende landskab”. Men samtidig står der, at der skal plantes mindst 75% løvfældende planter,
og det stemmer rigtig dårligt overens med de jyske traditioner.

Det har resulteret i, at det jyske kulturlandskab for en stor grad er ændret, så der i stedet for de lange
rækker af mørke grantræer står fem– og syvrækkede løvfældende hegn, hvori der yderst sjældent er
så meget som et eneste stedsegrønt træ. Selvfølgelig var de gamle læhegn af gran eller fyr i lige så
høj grad en nyhed på heden efter Hedeselskabets stiftelse i 1866, men også de er i dag en del af
kulturarven – en del som viser, at der en gang har været hede på stedet. I dag er det vanskeligere at
se, hvor landbrugslandet førhen gik over i det barske hedelandskab.
Bevar egnspræget
Noget af det besøgende lægger mærke til, når de kommer til Fyn, er de levende hegn. Mange af
dem forsvinder i disse år, men heldigvis bliver der også plantet ny, og her er det, der ofte sker
kulturelle ulykker! For i bedste mening planter Hedeselskabet også på Fyn trerækkede, løvfældende
hegn. Vel at mærke hegn som i det store og hele har den samme plantebestand som i Jylland. Disse
hegn kan være smukke i sig selv og være sammensat af mange forskellige typer træer og buske,
men de er hverken typiske for den ene eller den anden danske egn, og dermed forsvinder en del af
vores levende kulturarv og gør os alle til en lidt mere ensartet, grå (eller grøn?) masse.
Og får hegnsejeren tilskud til at plante denne type hegn – og hvorfor skulle de ikke det, når der er
mulighed for det? – ja så skal hegnet ifølge loven blive stående i mindst 15 år!
Selvfølgelig vedbliver man på denne måde med at have levende hegn, men den eneste forskel
bliver, om de består af tre eller fem rækker.
Heldigvis bliver der da også plantet egnstypiske hegn en gang imellem, og det er rent faktisk sket et
sted, som mange kommer forbi ganske ofte. På A 9 blev der for nogle år siden på en strækning
mellem Ringe og Årslev plantet et enrækket syrenhegn, og syrenhegn hører netop hjemme på disse
kanter. Ligeledes står der i dag et flot hegn af Seljerøn på Siø. Her blæser det næsten konstant ind
fra øhavet, men seljerøn kan tåle meget vind, og det er derfor korrekt at plante seljerøn sådan et
sted.
Det er initiativer, som man kun kan håbe, at såvel privatpersoner som offentlige instanser vil gøre
efter.