Lange, smalle snit i Ærøs forhistorie

Copyright © Langelands Museum og forfatteren
Artiklen har tidligere været bragt i Årsskrift 2004, Museerne i Ærøskøbing kommune.
Lange, smalle snit i Ærøs forhistorie.
Otto Uldum, museumsinspektør, Langelands Museum.
Ærøskøbing kommune har gennem godt et års tid stået for to store kloakeringsprojekter, som
omfatter strækninger omkring Leby, Skovby og videre mod Søby, og i området omkring Dunkær,
St. Rise og Stokkeby. Som altid, når store anlægsarbejder skal sættes i værk, blev museumsfolk
inddraget i arbejdet. På Ærø er det Langelands Museum, som har ansvar for arkæologien, og
museets folk har gennem det sidste år set mere til den ærøske muld end sædvanligt.
Museumsloven stiller krav om museernes medvirken i forbindelse med alle anlægsarbejder, men det
fører ikke altid til at arkæologerne drager i felten. Da kloakeringen af de vestlige ærøske landsbyer
var besluttet, var det dog med det samme klart, at her måtte der arkæologiske undersøgelser til.
Langelands Museum har tidligere undersøgt en del lokaliteter omkring Vitsø Nor, hvor
fortidsminderne spænder over bosættelse fra bronzealder og jernalder, til pladser fra middelalderen.
Det mest markante fortidsminde i dette område er voldstedet Søby Volde, lige nord for Søbygård.
På de lavtliggende bredder af det nu inddæmmede nor har tidligere været undersøgt rester af en
ladeplads som har været i brug igennem en stor del af middelalderen. Midt på øen er det
arkæologiske landkort præget af dysser fra yngre stenalder og gravpladser fra jernalderen, som for
de flestes vedkommende er registreret gennem mange år, men de færreste af disse har været
undersøgt.
Store Rise Landevej
I området omkring St. Rise og videre mod Stokkeby, er der også registreret en del dysser og
dyssetomter, og der er desuden undersøgt en del spor af bopladser fra ældre jernalder. Nogle af
registreringerne stammer fra Nationalmuseets berejsninger i 1930’erne, man mange er kommet til
ved anmeldelse til Langelands Museum i de senere år.
I stedet for at foretage egentlige prøvegravninger, blev det aftalt at følge efter gravemaskinerne
efterhånden som de fik arbejdet sig frem. Kloaktracéet inde i landsbyerne blev lagt i vejene, og her
var ikke de store chancer for at støde på fortidsminder, da undergrunden har været grundigt
gennemgravet og fyldt op med materiale til vejbyggeriet. Mellem landsbyerne derimod, var
chancerne langt større, da kloakken blev lagt ved siden af landevejene, ude i marken. Museet
allierede sig med lokale kræfter på Ærø, og der kunne på denne måde holdes et vågent øje med
gravemaskinernes fremfærd, og hurtigt skaffes arkæologisk forstærkning hvis det blev nødvendigt.
Kun få dage efter at maskinerne var gået i gang, var der bid. Lige øst for St. Rise kirke skulle
kloakken lægges langs den sydlige side af landevejen mod Dunkær, og her skrabede maskinen en
mængde plamager af mørk jord frem, og desuden en del pletter med stenblandet jord. Der havde
helt tydeligt været gravet og bygget på stedet en gang. For at få rede på hvor gamle de mørke
plamager var, og måske også på hvad de var spor efter, blev nogle af dem gravet tværs igennem. I
en af de første nedgravninger, der blev taget fat på, dukkede en del skår af keramik op, og dermed
var det straks klart, at der i hvert fald var tale om anlægsspor, der var flere hundrede år gamle.
Skårene blev bragt til museet, og dateret til middelalderen. Udgravningsmandskabet blev nu
forstærket, og arbejdet blev fortsat som en arkæologisk prøveundersøgelse på fuld tid, eller i hvert
så længe som dagslyset tillod på dette tidspunkt i december 2003.
1

Oversigt over udgravningsfelterne i området omkring St. Rise, med angivelse af de omtalte fund.
Grafik: Langelands Museum.
Kloakgrøften som skulle undersøges, lå langs sydsiden af St. Rise Landevej fra Rise kirke i vest til
Kongeballevej i øst. Det var nødvendigt, at afrense fladen som maskinen havde efterladt yderligere
med håndskovl, og der dukkede i løber af dette arbejde endnu flere anlægsspor op, hovedsageligt i
form af stolpehuller. Undergrunden bestod af stift gult moræneler, stedvist noget sandblandet og
meget stenfyldt. På grund af de mange sten var det vanskeligt at opnå en helt plan overflade. De
mørke plamager - anlægssporene - blev tegnet nøjagtigt ind på et sæt planer, og udvalgte gruber og
stolpehuller desuden snittet igennem på tværs og tegnet i profil. En del af anlæggene blev snittet
med en minigravemaskine for at spare tid. Særligt lovende anlægsspor blev derefter tømt for at
skaffe et oldsagsmateriale, som forhåbentlig kunne hjælpe med at datere bosættelsen nærmere.
Oldsagsmaterialet bestod hovedsagligt af middelalderlig keramik, og lerklining, som helt tydeligt er
spor efter huse på stedet. Desuden blev der fundet en del dyreknogler som er rester af
husholdningsaffald. Anlægssporene kan desværre ikke sættes sammen til samlede strukturer som
eksempelvis hustomter. Selvom de givetvis er rester af huse, ligger de nu for sammenblandet med
andre huller efter affaldsgruber og senere huse til at enkelte konstruktioner kan udskilles. Efter
denne undersøgelse ved vi dog nu, at der lige øst for St. Rise kirke, i 1300-tallet har ligget en
bebyggelse. Hvis der senere bliver mulighed for det, kan der sikkert findes mere af den længere
2

mod syd, ude i marken, og med et bredere udgravningsfelt vil muligheden for at få forbundet
virvaret af stolpehuller til tydelige vægforløb være bedre.
I marts måned 2004, blev et nyt område afdækket nær feltets allerøstligste ende, ved Vestballevej.
Her dukkede et par anlægsspor op, som viste sig at indeholde skår af en keramikform kaldet
østersøkeramik. Østersøkeramik dateres til 1000- og 1100-tallet, og har sin oprindelse i de vendiske
samfund på den sydlige østersøkyst, men blev efterhånden også fremstillet i Danmark. Fundet her
viser at området har været bebygget også i de tidligste århundreder af middelalderen, men der er
ingen direkte sammenhæng med de lidt senere bebyggelsesspor ved Rise kirke.
Stokkebyvejen.
Langs Stokkebyvejen nord for kirken, dukkede en del mørke, aflange plamager frem, som lå
parallelt side om side, og i et par dage håbede arkæologerne at man her havde fat i et gravfelt med
jordfæstegrave. I så fald skulle en egentlig udgravning have været udsat til foråret 2004. Efter en
nærmere efterprøvelse hvor en af ”gravene” blev snittet igennem, blev det desværre klart at der var
tale om et naturfænomen - en lumsk form for grube som en gang imellem har snydt arkæologer. Når
en samling store træer vælter i en storm, og rodnettet bliver trukket op i den ene side, og skraber et
aflangt stykke fri i den anden, skabes nogle huller som med tiden kommer til at ligne to grave ved
siden af hinanden. I ”gravene” langs Stokkebyvej, var en stor mængde trækul, som givetvis
stammer fra, at man kort tid efter at træerne var væltet – hvornår kan ikke fastlås – har afbrændt
stubbene, og trækul er blevet skyllet ned langs siderne af rodvælterne. På den måde ser det ud som
om hullet er skabt af mennesker, og det fik dem til at se endnu mere besnærende ud.
På det højeste sted ad Stokkebyvejen fra St. Rise mod Stokkeby løber et stendige mod øst, ind over
marken. Her blev allerede i 1774 afbildet en velbevaret langdysse på det udskiftningskort der blev
tegnet på det tidspunkt. Men da Nationalmuseet i 1884 var på berejsning på Ærø fandtes dyssen
ikke længere. Den var dog synlig som et område med brændt flint og rester af tørmursfliser i 1981,
da Langelands Museum nyberejste området i forbindelse med et forskningsprojekt om yngre
stenalder. Sådan var situationen stadig i slutningen af 2003, og det var derfor med spændt
forventning at museet afventede den tracé der skulle gå langs nordsiden af diget. Der viste sig at
være spor af dyssen i form af to stenkoncentrationer og nogle ødelagte tørmursfliser, men alle spor
af de store sten som havde indgået i dens synlige konstruktion var forsvundet. I maj 2004 blev den
del af dyssetomten som lå frit i kloaktracéet dokumenteret, men der kom desværre ikke mange
yderligere oplysninger frem. I forbindelse med den ene stenkoncentration fandtes skår af keramik
fra tragtbægerkulturens sidste fase – omkring 3000 f. Kr - og der fandtes også lidt bearbejdet flint. I
dyssetomtens sydvestlige rand fandtes en brandgrav, som viste sig som en rund nedgravning på ca.
80 cm i diameter, med en fyld af trækulsblandet jord og små stumper af brændte knogler. Graven
var uden urne. Der blev fundet lidt keramik af jernalderkarakter i graven, og det er en meget
sandsynlig datering, idet det ikke er ualmindeligt at man i jernalderen genbrugte højen omkring
stenalderdysserne til begravelser.
Mere held var der til gengæld i kloaktracéets allernordligste ende, helt nede ved Kattemose Rende,
hvor et stort aflangt fyldskifte – fagudtryk for en ændring i jordtype – efter nærmere undersøgelse
viste sig at være tomten af et hus fra yngre stenalder. Dette blev klart da feltet nogle dage efter
frilæggelsen blev afsøgt med metaldetektor, og på det tidspunkt var keramik og stumper af
lerklining friskyllet efter flere dages regn. Indtil da havde der ikke været noget særligt at bemærke i
den stive lerjord. Først da blev hvad der havde været afskrevet som en stor, men ikke videre
interessant grube, tolket som tomten af et hus fra yngre stenalder. Keramikken var meget
3

karakteristisk udsmykket med lodrette striber på nogle af skårene, og kunne med det samme dateres
til en fase midt i tragtbægerkulturen tid, hvor udsmykningen af lerkarrene var på sit højeste,
omkring 3300 f. Kr.
Nogle af de karakteristiske skår fra stenalderhustomten ved Kattemose Rende.
Foto: Langelands Museum.
Hustomten er orienteret nordøst-sydvest, med en længde på 9,7 m og en bredde på 4,9 m. Anlægget
blev afrenset med minigravemaskine, og fremtrådte derefter som et rektangulært fyldskifte
bestående af et mørkt, gråbrunt kulturlag med et meget stort indhold af rødbrune, brændte
lerklumper. Indenfor hustomten sås flere forskelligt farvede fyldskifter, og de blev ridset op med
graveske, og tegnet nøjagtigt ind på en opmålingsplan. Huset blev delt op i tre sektioner på tværs af
hustomten, og de blev derefter udgravet med graveske.
På nordsiden af hustomten førte et grøftformet fyldskifte fra ca. midt på langsiden i nordøstlig
retning nedad mod Kattemose Rende, og var indledningsvis tolket som værende samtidig med
hustomten, men dette viste sig efter fundet af et middelalderligt eller nyere stjertpotteskår ikke at
holde stik. Mod syd var det derimod tydeligt, at en anden grøft nøje fulgte husets ene langside, og
det viste sig at den hørte til huset. Flere fyldskifter rummede store mængder keramik. I en
nedgravning blev fundet et forarbejde til en grønstensøkse – en form for økse som ikke er til
arbejdsbrug som flintøkserne, men til ”pralebrug” eller krig. Flere steder blev der fundet
stolpehuller, men ikke i klar orden. To af dem kan dog være rester af tagbærende stolper placeret
langs husets midterakse, og der er på denne måde gode grunde til at tolke dette fund som rester af et
rigtigt hus, som hvis det holder stik, klart er Ærøs ældste!
Søby Landevej.
I februar 2004 blev et 3,2 km langt tracé langs Søby Landevej på det vestlige Ærø gravet, og
Langelands Museum udførte en prøveundersøgelse. Under denne undersøgelse som foregik i den
4

vådeste og koldeste del af vinteren, blev en stor mængde - omkring 600 - anlægsspor registreret.
Seks lokaliteter blev udvalgt til egentlig udgravning, og denne blev foretaget i april-maj 2004.
Leby kloak
I den allersydligste del af tracéet fremkom straks efter arbejdets begyndelse en samling mørke
fyldskifter. Efter forundersøgelsen var det håbet at lokaliteten ville vise sig at rumme
sammenhængende anlæg, således at eksempelvis hustomter kunne identificeres. Dette viste sig
hurtigt efter afrensningen ikke at være tilfældet, og derfor blev dokumentationsindsatsen på denne
lokalitet nedprioriteret i forhold til de øvrige. Der blev dog konstateret en mængde anlægsspor som
tydeligt viser bosættelse på stedet, og efter snitning fremkom et keramikmateriale som daterer
denne til ældre jernalder, formodentlig fra de første par århundreder efter Kr. f. Tracébredden på 3
m giver kun ringe mulighed for at lokalisere sikre hustomter, men ved en udvidelse af feltet ville
man med stor sandsynlighed kunne få bedre hold på denne bebyggelse.
Søbygårddæmningen.
I lavningen vest for landevejen, lige syd for Søbygård, blev ved forundersøgelsen fundet en række
pæle og en tydeligvis menneskeskabt mørkfarvning i tracéprofilen. Udgravningen viste at der med
meget stor sandsynlighed har ligget en vandmølle på stedet, og at denne formentlig har fungeret i
det mindste gennem nogle årtier. Møllen har haft sin funktionsperiode i 1200-tallet, og måske en
smule ind i det følgende århundrede. Ved bygningen af mølleanlægget havde man fyldt op med jord
fra fugtige affaldslag, som udelukkende indeholdt keramik af 1200-tals karakter.
Plantegning af vandmølletomten ved Søbygårddæmningen. Til venstre ses en samling store sten
som har udgjort en opstemning af vandløbet, møllerenden ses som forskellige jordlag med
bogstavbetegnelser, på nordsiden af renden ses en bevaret tømmerstok. De stiplede linier er
udgravningens grænser og snitgrøfter.
Tegning: Langelands Museum.
5

Der kan på baggrund af undersøgelsen gives en generel beskrivelse af selve mølleanlæggets
konstruktion. Området omkring Søbygård er det eneste vådområde i nærheden, og vandet til møllen
må have kommet herfra. I møllens funktionsperiode fandtes hverken Søbygård eller vejdæmningen
hvor Landevejen nu går, men ved undersøgelsen blev fundet en række af meget store sten, som
havde en retning parallelt med vejdæmningen, men nede i lavningen vest for vejen. Denne
stenkonstruktion tolkes som rester af en mølledæmning, der har opstemmet et vandløb fra søen ved
Søbygård med retning mod sydvest. Vinkelret på denne stendæmning blev der afdækket et
fyldskifte af næsten sort fugtig jord, og dette tolkes som rester af den rende hvor vandhjulet har
stået. Den nordlige side af renden var afgrænset af en bjælke af fuldkantet tømmer, som desværre
var for dårligt bevaret til at en dateringsprøve kunne skæres. Den nordlige side af kloaktracéet viste
sig lige ud for møllerenden at rumme flere tynde vandrette lag, som blev tolket som gulvlag i en
møllebygning. Midten af gulvlagene var lige ud for midten af den formodede møllerende, og passer
fint med at gavlen af huset har haft en retning parallelt med denne. Det sorte lag blev mod syd
afgrænset af et helt ensartet leret gruslag, som tolkes som kunstigt påført. Her har formodentlig
været en ”ø” eller banke, som den sydlige ende af møllens hjulaksel har hvilet på. Syd for øen har
man så kunnet omdirigere vandet for at regulere den vandmængde der blev ledt ind i selve
møllerenden.
Øst for stendæmningen blev fundet to pælerækker, som givetvis har været slået i for at skabe en
banke med lodrette sider. Pælerækkerne er formodentlig ikke samtidige, og består af to forskellige
træsorter - den ene af dem egetræ - ligesom lagmæssige forhold tyder på at disse pælerækker er
yngre end møllen. Der blev forsøgt at få en datering af pælene ved hjælp af dendrokronologi
(årringsanalyse), men dette lykkedes ikke på trods af at tilsammen tre prøver kunne sammenregnes
til en middelkurve med 106 årringe. Det kunne dog fastslås at træet var fældet samtidig, og på et
tidspunkt i sommerhalvåret.
Ny Søbygård SØ
Hvor tracéet lige vest for Søby Volde slår et knæk mod vest ind på marken, blev fundet et område
med mørk kulturjord. Her blev fundet et antal gulvlag og desuden nogle kulturlag og kogegruber,
samt store mængder påfyldt strandsand. Langs med landevejen var et påfyldningslag orienteret
nord-syd, og dette er formodentlig lagt på i middelalderen som en opfyldning mellem bebyggelsen
og en vej mod Søby Volde. Bebyggelsen har været i brug i perioden 1100-1350, og fundet af
bearbejdet kronhjortetak fra forundersøgelserne bekræfter museets tidligere undersøgelsesresultater,
om handels- eller ladepladsaktiviteter i området. For nylig er der i nærheden af lokaliteten med
metaldetektor fundet flere klinknagler og andre klart middelalderlige jerngenstande, som
eksempelvis en jagtspids til en armbrøstbolt. Mere spektakulært er fundet af en mønt slået i
Nørrejylland under Christoffer II (konge 1319-1332), og et lille spænde af bronze.
Ny Søbygård Kloak
Lidt sydvest for Ny Søbygård, vest for landevejen, dukkede en koncentration af meget forskellige
fyldskifter frem. Ved udgravningens start blev det på baggrund af de fund der var gjort ved
forundersøgelsen – hovedsageligt keramik – forventet at anlægssporene var rester af en bosættelse
fra ældre jernalder. Dette viste sig hurtigt ikke at holde stik, da de fleste fund der fremkom ved
afrensningen var af middelalderkarakter. Det lykkedes ikke at identificere egentlige hustomter,
selvom de mange stolpehuller og andre fyldskifter helt klart er spor efter en bebyggelse. Især i
kloakgrøftens vestlige side sås et helt ensartet lerlag som var 10 cm tykt, i den sydlige ende og 30-
40 cm tykt i den nordlige. Dets overflade var helt vandret, og det er en mulighed at det er kunstigt
6

påført for at skabe et plant underlagt for bebyggelse. Situationen kan sammenlignes med den
middelalderbebyggelse som blev dokumenteret ved Rise kirke, tracéet var for smalt til at et klart
billede kunne opnås.
Ved snit af en stor grube i feltets nordlige ende, blev et meget stort lerkar fundet. Det må oprindeligt
have målt mindst 60 cm i diameter, og have haft en nærmest kuglerund facon. Karret var
fuldstændig trykket ind af den omgivende jord, og lå nu i flere lag af store, meget porøse skårflager.
Man kan tænke sig at karret har været gravet ned i gulvet i et hus som forråd, dels fordi det blev
fundet så dybt som tilfældet var, dels fordi det på grund af sin størrelse har været meget
uhåndterligt. Dokumentationen og optagelsen af karret var tidskrævende, men desværre er
keramikken i så dårlig stand at en rekonstruktion ikke er mulig.
Kraniekalotten fra affaldsgruben ved Ny Søbygård. Til højre i billedet ses hugsporet.
Foto: Langelands Museum.
I en anden grube blev der ved snitning fundet kalotten af et mandskranie og et par andre
menneskeknogler. Kraniet havde en skade på den ene tinding som sandsynligvis er et hugspor.
Skelettet var meget mangelfuldt, og bestod kun af nogle kraniedele, nogle ribben og lidt
lemmeknogler, og var smidt ned sammen med hvad der tolkes som almindeligt husholdningsaffald.
Fylden i gruben rummede store mængder skår af hårdtbrændt middelalderkeramik, og tydede
bortset fra skeletdelene ikke på andet end en almindelig affaldsgrube. Man kommer dog næppe til
uden videre at smide en begravelse ud med husholdningsskraldet, så konklusionen må være at den
afdøde ikke har været en af bebyggelsens indfødte, men snarere en fremmed, måske en fjende efter
hugsporet at dømme. Nærheden til Søby Volde er her interessant, ligesom ladepladsaktiviteterne i
området må have betydet at mange fremmede kom til stedet. Funktionsperioden af bebyggelsen kan
efter den fundne keramik at dømme ikke bestemmes nærmere end højmiddelalder 1100-1300, men
er dermed samtidig med Søby Volde, ligesom der er et klart tidsmæssigt sammenfald med
kulturlagene ved Ny Søbygård SØ.
7

Søby Gruber
I nærheden af Ny Søbygård fandtes et antal gruber som ikke alle havde relation til hinanden, men
alligevel blev undersøgt samlet. På forhånd blev det dog antaget at der var sammenhæng med de
middelalderlige bebyggelsesspor.
Middelalderlige stude?
Denne grube lå ca. 1,5 m under jordoverfladen, og der var ingen nedgravningsspor gennem nyere
lag over den. Den var fuld af dyreskeletter som stammede fra unge kreaturer. Dyrene ser ud til at
være smidt ned i hullet hulter til bulter, de lå både ved siden af hinanden og delvist hen over
hinanden. At dømme efter kranierne er der mindst seks dyr. I gruben blev fundet lidt skår af
højmiddelalderlig keramik, og desuden et par teglstykker, hvilket sandsynligvis daterer nedkulingen
af dyrene til højmiddelalderen, med det forbehold at skårene ikke tilfældigvis har ligget i den
omgivende jord ved en nedkuling i nyere tid. I hvert fald må der have været tale om en nødslagtning
af syge dyr.
Skjulte værdier fra svenskekrigene?
Lidt nord for lokaliteten Ny Søbygård kloak, lå denne grube, hvis nedgravning og fyld tydeligt
kunne ses mod det hvide undergrundssand. En ca. 30x20 cm stor oval jerngenstand lå ca. 80 cm
under markoverfladen. Det drejer sig formentlig om et låg eller et fad. Den er nedgravet med vilje,
formentlig som låg til en nu forsvunden beholder. Et skår blev fundet i fylden under fadet, og er
formentlig fra en tallerken, og er fra en tid efter middelalderen. Det hele tolkes som en
depotnedlæggelse, hvor fadet har udgjort låget på en beholder af organisk materiale, der ikke
længere er bevaret. Indholdet af beholderen er også forsvundet. Formentlig er nedlæggelsen sket i
ufredstid; svenskekrigene er et oplagt bud.
Røntgenfoto af fadet har ikke vist tegn på ornamentik, og det er ikke vurderet rimeligt at foretage
yderligere konservering end en grov afrensning.
Middelalderligt fiskeri?
To små gruber lidt nord for bebyggelsen Ny Søbygård Kloak, viste sig efter et regnskyl at indeholde
fiskeknogler i store mængder. Den første blev snittet på langs, og var kun ca. 6 cm dyb, fylden
bestod af brun sandet muld der var helt fuld af fiskeknogler, og var gravet ned i undergrunden af
orange sand. Der var ingen daterende oldsager i gruben, men nærheden til middelalderbebyggelsen
Ny Søbygård kloak, indicerer en datering til middelalder. Fiskeknoglerne er blevet bestemt på
Zoologisk Museum. Denne bestemmelse viser, at der er knogler fra sild, torsk, skrubbe og fra
ubestemmelige fladfisk, med klar overvægt af fladfisk.
Nabogruben var ca. 5 cm dyb og fyldt med gråt sand og fiskeknogler. Der var ingen daterende
oldsager i gruben, men fundforholdene er som den første fiskeaffaldsgrube, og de to er helt oplagt
samtidige. Knoglerne herfra er også blevet bestemt, og viser at der er knogler fra torsk, skrubbe og
en del fra diverse fladfisk. Knogler af fladfisk dominerer også her stærkt. Indholdet af de to gruber
er nok rester af to fisketure på Vitsø Nor, og viser formodentlig hvad der kunne fanges på Vitsø Nor
i et enkelt garn.
Selvom der er tale om et meget smalt snit langs Søby Landevej, har det alligevel resulteret i en ny
viden om især den middelalderlige bebyggelse ved Vitsø Nors inderste bredder. Komplekset
omkring Søby Volde kan nu beskrives mere nuanceret, og det er tydeligt at voldstedet har været
kernen i et større samfund som har omfattet beboelse, håndværksvirksomhed og handel, udover de
militære funktioner. Kongens borg ved Vitsø har været områdets, hvis ikke hele øens, politiske
8

centrum med repræsentation af øvrigheden. Her har en af rigets sydlige forposter ligget, i en tid
hvor grænserne ikke var sikre. Søby Volde har sikkert som militært anlæg fungeret snævert sammen
med søforsvaret, og tidligere udgravninger har vist at skibe i middelalderen har været repareret ved
Vitsø. Fremtidige undersøgelser kan sikkert bringe større sammenhæng i de mindre indblik vi indtil
nu har om områdets middelalderlige historie, og med resultaterne opnået i forbindelse med
kloakprojektet ved vi mere om hvilke spørgsmål der skal stilles, og om hvor vi skal lede for at
besvare dem.
Note:
I undersøgelserne deltog følgende personer:
Jens Arne Rasmussen, Ærøskøbing
Jens Bech, arkæolog, Strynø (udgravningsleder)
Lars Erik Skov Larsen, Svendborg
Lene Jørgensen, arkæologistuderende, Århus
Jeppe Ravn, arkæologistuderende, Århus
Otto Uldum, museumsinspektør, Langelands Museum
9