Lange, smalle snit i Ærøs forhistorie

More documents

Recommendations

Info

Oversigt over udgravningsfelterne i området omkring St. Rise, med angivelse af de omtalte fund. Grafik: Langelands Museum. Kloakgrøften som skulle undersøges, lå langs sydsiden af St. Rise Landevej fra Rise kirke i vest til Kongeballevej i øst. Det var nødvendigt, at afrense fladen som maskinen havde efterladt yderligere med håndskovl, og der dukkede i løber af dette arbejde endnu flere anlægsspor op, hovedsageligt i form af stolpehuller. Undergrunden bestod af stift gult moræneler, stedvist noget sandblandet og meget stenfyldt. På grund af de mange sten var det vanskeligt at opnå en helt plan overflade. De mørke plamager - anlægssporene - blev tegnet nøjagtigt ind på et sæt planer, og udvalgte gruber og stolpehuller desuden snittet igennem på tværs og tegnet i profil. En del af anlæggene blev snittet med en minigravemaskine for at spare tid. Særligt lovende anlægsspor blev derefter tømt for at skaffe et oldsagsmateriale, som forhåbentlig kunne hjælpe med at datere bosættelsen nærmere. Oldsagsmaterialet bestod hovedsagligt af middelalderlig keramik, og lerklining, som helt tydeligt er spor efter huse på stedet. Desuden blev der fundet en del dyreknogler som er rester af husholdningsaffald. Anlægssporene kan desværre ikke sættes sammen til samlede strukturer som eksempelvis hustomter. Selvom de givetvis er rester af huse, ligger de nu for sammenblandet med andre huller efter affaldsgruber og senere huse til at enkelte konstruktioner kan udskilles. Efter denne undersøgelse ved vi dog nu, at der lige øst for St. Rise kirke, i 1300-tallet har ligget en bebyggelse. Hvis der senere bliver mulighed for det, kan der sikkert findes mere af den længere 2
mod syd, ude i marken, og med et bredere udgravningsfelt vil muligheden for at få forbundet virvaret af stolpehuller til tydelige vægforløb være bedre. I marts måned 2004, blev et nyt område afdækket nær feltets allerøstligste ende, ved Vestballevej. Her dukkede et par anlægsspor op, som viste sig at indeholde skår af en keramikform kaldet østersøkeramik. Østersøkeramik dateres til 1000- og 1100-tallet, og har sin oprindelse i de vendiske samfund på den sydlige østersøkyst, men blev efterhånden også fremstillet i Danmark. Fundet her viser at området har været bebygget også i de tidligste århundreder af middelalderen, men der er ingen direkte sammenhæng med de lidt senere bebyggelsesspor ved Rise kirke. Stokkebyvejen. Langs Stokkebyvejen nord for kirken, dukkede en del mørke, aflange plamager frem, som lå parallelt side om side, og i et par dage håbede arkæologerne at man her havde fat i et gravfelt med jordfæstegrave. I så fald skulle en egentlig udgravning have været udsat til foråret 2004. Efter en nærmere efterprøvelse hvor en af ”gravene” blev snittet igennem, blev det desværre klart at der var tale om et naturfænomen - en lumsk form for grube som en gang imellem har snydt arkæologer. Når en samling store træer vælter i en storm, og rodnettet bliver trukket op i den ene side, og skraber et aflangt stykke fri i den anden, skabes nogle huller som med tiden kommer til at ligne to grave ved siden af hinanden. I ”gravene” langs Stokkebyvej, var en stor mængde trækul, som givetvis stammer fra, at man kort tid efter at træerne var væltet – hvornår kan ikke fastlås – har afbrændt stubbene, og trækul er blevet skyllet ned langs siderne af rodvælterne. På den måde ser det ud som om hullet er skabt af mennesker, og det fik dem til at se endnu mere besnærende ud. På det højeste sted ad Stokkebyvejen fra St. Rise mod Stokkeby løber et stendige mod øst, ind over marken. Her blev allerede i 1774 afbildet en velbevaret langdysse på det udskiftningskort der blev tegnet på det tidspunkt. Men da Nationalmuseet i 1884 var på berejsning på Ærø fandtes dyssen ikke længere. Den var dog synlig som et område med brændt flint og rester af tørmursfliser i 1981, da Langelands Museum nyberejste området i forbindelse med et forskningsprojekt om yngre stenalder. Sådan var situationen stadig i slutningen af 2003, og det var derfor med spændt forventning at museet afventede den tracé der skulle gå langs nordsiden af diget. Der viste sig at være spor af dyssen i form af to stenkoncentrationer og nogle ødelagte tørmursfliser, men alle spor af de store sten som havde indgået i dens synlige konstruktion var forsvundet. I maj 2004 blev den del af dyssetomten som lå frit i kloaktracéet dokumenteret, men der kom desværre ikke mange yderligere oplysninger frem. I forbindelse med den ene stenkoncentration fandtes skår af keramik fra tragtbægerkulturens sidste fase – omkring 3000 f. Kr - og der fandtes også lidt bearbejdet flint. I dyssetomtens sydvestlige rand fandtes en brandgrav, som viste sig som en rund nedgravning på ca. 80 cm i diameter, med en fyld af trækulsblandet jord og små stumper af brændte knogler. Graven var uden urne. Der blev fundet lidt keramik af jernalderkarakter i graven, og det er en meget sandsynlig datering, idet det ikke er ualmindeligt at man i jernalderen genbrugte højen omkring stenalderdysserne til begravelser. Mere held var der til gengæld i kloaktracéets allernordligste ende, helt nede ved Kattemose Rende, hvor et stort aflangt fyldskifte – fagudtryk for en ændring i jordtype – efter nærmere undersøgelse viste sig at være tomten af et hus fra yngre stenalder. Dette blev klart da feltet nogle dage efter frilæggelsen blev afsøgt med metaldetektor, og på det tidspunkt var keramik og stumper af lerklining friskyllet efter flere dages regn. Indtil da havde der ikke været noget særligt at bemærke i den stive lerjord. Først da blev hvad der havde været afskrevet som en stor, men ikke videre interessant grube, tolket som tomten af et hus fra yngre stenalder. Keramikken var meget 3
Page 1: Copyright © Langelands Museum og f
Page 5 and 6: vådeste og koldeste del af vintere
Page 7 and 8: påført for at skabe et plant unde
Page 9: centrum med repræsentation af øvr

Lange, smalle snit i Ærøs forhistorie

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?