Lange, smalle snit i Ærøs forhistorie

mod syd, ude i marken, og med et bredere udgravningsfelt vil muligheden for at få forbundet
virvaret af stolpehuller til tydelige vægforløb være bedre.
I marts måned 2004, blev et nyt område afdækket nær feltets allerøstligste ende, ved Vestballevej.
Her dukkede et par anlægsspor op, som viste sig at indeholde skår af en keramikform kaldet
østersøkeramik. Østersøkeramik dateres til 1000- og 1100-tallet, og har sin oprindelse i de vendiske
samfund på den sydlige østersøkyst, men blev efterhånden også fremstillet i Danmark. Fundet her
viser at området har været bebygget også i de tidligste århundreder af middelalderen, men der er
ingen direkte sammenhæng med de lidt senere bebyggelsesspor ved Rise kirke.
Stokkebyvejen.
Langs Stokkebyvejen nord for kirken, dukkede en del mørke, aflange plamager frem, som lå
parallelt side om side, og i et par dage håbede arkæologerne at man her havde fat i et gravfelt med
jordfæstegrave. I så fald skulle en egentlig udgravning have været udsat til foråret 2004. Efter en
nærmere efterprøvelse hvor en af ”gravene” blev snittet igennem, blev det desværre klart at der var
tale om et naturfænomen - en lumsk form for grube som en gang imellem har snydt arkæologer. Når
en samling store træer vælter i en storm, og rodnettet bliver trukket op i den ene side, og skraber et
aflangt stykke fri i den anden, skabes nogle huller som med tiden kommer til at ligne to grave ved
siden af hinanden. I ”gravene” langs Stokkebyvej, var en stor mængde trækul, som givetvis
stammer fra, at man kort tid efter at træerne var væltet – hvornår kan ikke fastlås – har afbrændt
stubbene, og trækul er blevet skyllet ned langs siderne af rodvælterne. På den måde ser det ud som
om hullet er skabt af mennesker, og det fik dem til at se endnu mere besnærende ud.
På det højeste sted ad Stokkebyvejen fra St. Rise mod Stokkeby løber et stendige mod øst, ind over
marken. Her blev allerede i 1774 afbildet en velbevaret langdysse på det udskiftningskort der blev
tegnet på det tidspunkt. Men da Nationalmuseet i 1884 var på berejsning på Ærø fandtes dyssen
ikke længere. Den var dog synlig som et område med brændt flint og rester af tørmursfliser i 1981,
da Langelands Museum nyberejste området i forbindelse med et forskningsprojekt om yngre
stenalder. Sådan var situationen stadig i slutningen af 2003, og det var derfor med spændt
forventning at museet afventede den tracé der skulle gå langs nordsiden af diget. Der viste sig at
være spor af dyssen i form af to stenkoncentrationer og nogle ødelagte tørmursfliser, men alle spor
af de store sten som havde indgået i dens synlige konstruktion var forsvundet. I maj 2004 blev den
del af dyssetomten som lå frit i kloaktracéet dokumenteret, men der kom desværre ikke mange
yderligere oplysninger frem. I forbindelse med den ene stenkoncentration fandtes skår af keramik
fra tragtbægerkulturens sidste fase – omkring 3000 f. Kr - og der fandtes også lidt bearbejdet flint. I
dyssetomtens sydvestlige rand fandtes en brandgrav, som viste sig som en rund nedgravning på ca.
80 cm i diameter, med en fyld af trækulsblandet jord og små stumper af brændte knogler. Graven
var uden urne. Der blev fundet lidt keramik af jernalderkarakter i graven, og det er en meget
sandsynlig datering, idet det ikke er ualmindeligt at man i jernalderen genbrugte højen omkring
stenalderdysserne til begravelser.
Mere held var der til gengæld i kloaktracéets allernordligste ende, helt nede ved Kattemose Rende,
hvor et stort aflangt fyldskifte – fagudtryk for en ændring i jordtype – efter nærmere undersøgelse
viste sig at være tomten af et hus fra yngre stenalder. Dette blev klart da feltet nogle dage efter
frilæggelsen blev afsøgt med metaldetektor, og på det tidspunkt var keramik og stumper af
lerklining friskyllet efter flere dages regn. Indtil da havde der ikke været noget særligt at bemærke i
den stive lerjord. Først da blev hvad der havde været afskrevet som en stor, men ikke videre
interessant grube, tolket som tomten af et hus fra yngre stenalder. Keramikken var meget
3