FREDeRIKSBERG HF HF VINKLER 2001 - Frederiksberg HF Kursus

Tre år
efter
46
Af Kristina Stoltz
De mødes rundt omkring på de videregående uddannelser, de gamle FHF’ere. Også
på Litteraturvidenskab har vi fundet en enklave, og de nøjes ikke med at studere litteraturen,
de skriver den også selv. Kristina Stoltz debuterede i efteråret 2000, Per
Halstrøm har afleveret manuskript til en roman der udkommer på Gyldendal næste
år, og Mette Bjørn Hansen vil ikke udelukke at der kommer noget fra hendes hånd en
dag, men foreløbig holder hun sig til billedkunsten når der indimellem er ro til kreative
udfoldelser.
Kristina har tænkt sig at holde orlov fra studierne for at hellige sig sit næste skriveprojekt,
så måske går det hende som det gik Naja Marie Aidt, en anden tidligere
FHF’er, der efter en vellykket debut i 1991 fik så meget gang i skriveriet at universitetsstudier
blev til selvstudier til fordel for et efterhånden omfattende forfatterskab.
Per Halstrøm har planer om at skifte fra litteraturvidenskab til arabisk. Mette har allerede
foretaget et lykkeligt studieskifte, fra arkitektskolen til litteraturvidenskab. Og
hun er stadig lige fascineret af det emne der optog hende meget som studerende og
‘forskerspire’ på FHF, nemlig forførelsens element.
Skoleklokken ringer
stadigvæk en gang imellem
DET MESTE af vinterhalvåret før jeg startede
på Frederiksberg HF-kursus, tilbragte
jeg i en lille toværelses lejlighed i Prag.
Det var den vinter mellem 1995 og 1996 hvor
Europa for første gang i mange år oplevede en
regulær isvinter. Varmeapparaterne fungerede
ikke i lejligheden, så jeg måtte tilbringe mine
dage indendørs med frakke på og gasovnen
tændt. Jeg var taget til Østeuropa for at skrive en
bog. Et stort projekt eller en fiks idé jeg havde
fået året før da jeg boede i Stockholm og var i
gang med at uddanne mig som danser.
Allerede inden jeg kom til Prag, havde jeg
skrevet mange hundrede håndskrevne sider i
store sorte skitsebøger, men jeg følte mig overbevist
om at jeg måtte tilbringe en tid i Østeuropa
for at projektet kunne fuldføres. Jeg var
stensikker på at plottet lå og gemte sig et sted i
Tjekkiet eller Polen, og at guldkornene ville
springe mig i møde så snart jeg skred ind over
den slaviske jord.
Så let blev det dog ikke, og selvom jeg fik
skrevet meget, samt rejste gennem det meste af
Polen på jagt efter den store åbenbaring, sejlede
jeg alligevel fra Swinoujscie tilbage til København
uden en færdigskrevet bog, om end rygsækken
var fuld af tætskrevne skitsebøger.
Tiden i Østeuropa blev først og fremmest en
slags dannelsesrejse i mit eget sprog. Det var en
spændende, men også svær tid hvor jeg hårdt og
brutalt blev konfronteret med mine mangler.
Hverken polakkerne eller tjekkerne åbenbarede
kernen i mit kunstneriske projekt for mig. Derimod
indså jeg undervejs på min rejse at det der
primært skabte komplikationer for mig i min
skriveproces, var manglen på almen viden samt
evne til at strukturere og indkredse mit emneområde.
Jeg savnede ganske enkelt de fornødne
redskaber til at fuldføre min ambition.
Hvor lidt jeg end ønskede det, måtte jeg erkende
at en grunduddannelse i hvert fald måtte