Qajaqrejse i Qeqertarssup Tunua Mediearbejdet opprioriteret ...

Af Christian Nørr
Et par skrigende måger bryder stilheden
på lystbådehavnen i Grenå. Men ellers
er alt stille denne søndag formiddag på
Danmarks næsetip. En velordnet dyne
af ro har lagt sig over stedet, og kun tre
par-kerede biler ved molen vidner om, at
der overhovedet er mennesker på den øde
havn.
Én af dem er Jens Christensen, som er
formand for Grenaa Kajakklub. I klubbens
beskedne lokaler efterser han de 13
fælleskajakker, der sirligt er stablet i to stativer.
Hånden glider søgende over skroget
på den ene af kajakkerne på jagt efter små
revner, der ikke skal være der. Jens er alene.
Det har han været så mange gange før.
”Men det er nu ikke så underligt, når vi
kun er 30 medlemmer i klubben,” griner
han og lader øjnene glide rundt i det sparsomme
lokale, hvor kun de to stativer med
kajakker, et skab med pagajer og redningsveste,
en opslagstavle og et falmet navneskilt
vidner om, at det er en kajakklub, der
holder til på havnen i Grenå.
Sådan har det været lige siden Jens og tre
andre mænd startede klubben for tre år
siden. Og sådan vil det nok blive ved med
at være en rum tid fremover. For her i det
kolde klublokale i Grenå er diskussionen
om en fremtidig klubstruktur med større
klubber og en øget professionalisering med
betalte trænere, nogenlunde ligeså langt
væk som forbundskontoret i Idrættens Hus
i København.
”For os handler det ikke om at blive
store. Det gider vi slet ikke. Vi vil hellere
have kvalitet frem for kvantitet, hvor
vi kan stå inde for det, vi laver,” siger
Jens Christensen, der åbent fortæller, at
klub-ben har nedtonet hvervningen af
12 KANO & KAJAK 2/2003
SMÅT ER GODT
Med sine 30 medlemmer er Grenaa Kajakklub en af landets mindste
klubber i DKF-regi. Alle kender alle i den østjyske kajakfamilie.
Og det har de det helt fint med. De har i øjeblikket ingen ønsker om
at blive større.
nye medlemmer og forsøg på at profilere
sporten og klubben i den lokale presse.
Parolen er: Hvis flere vil være med, er det
fint, men det er absolut ikke noget must.
Ingen unge
Som en naturlig følge heraf optager Grenaa
Kajakklub heller ikke unge mennesker
under 18 år i klubben. Kun hvis det er
børn af allerede eksisterende medlemmer,
får de lov at blive optaget i klubben. ”Der
er for meget arbejde og ansvar forbundet
med andres børn,” lyder melding-en fra
formanden, der dog håber, at det på sigt
bliver muligt at åbne op for andre, når der
er nok frivillige ledere og trænere til det.
Jens Christensen er ikke bange for at sige
”For os handler det ikke om at blive
store. Det gider vi slet ikke. Vi vil hellere
have kvalitet frem for kvantitet,
hvor vi kan stå inde for det, vi laver”
”småt er godt”. I hvert fald ikke når det
kommer til ”familien” i Grenaa Kajakklub,
hvor alle kender alle. Men i diskussionen
om den fremtidige klubstruktur og en
øget professionalisering i klubberne, er
det ifølge Jens Christensen tydeligt, at forbundet
ikke kender virkeligheden ude i de
små klubber, hvor økonomien er mere end
almindelig stram.
”Udgangspunktet er vidt forskelligt, når
man ser på det fra forbundets side og fra
de små kano- og kajakklubbers side. Hos
os sidder vi og prioriterer på kroner og
ører. Vi havde ikke engang råd til at sende
mig til årsmødet i 2002, så enhver snak
om betalte trænere eller ledere er helt udelukket,”
siger han.
Jens Christensen understreger, at han på
ingen måde er imod store klubber med en
mere professionel tilgang til tingene. De er
nødvendige for at udvikle eliten i kano- og
kajaksporten og sikre fødekæden til fremtidens
landshold. Men samtidig advarer
han imod, at man smadrer den gamle
klubstruktur og dens traditioner.
Formanden har talt sig varm. Om lidt skal
han selv på vandet på en lille træningstur
akkompagneret af mågeskrigene og ellers
stilheden. For stille det er der i Grenaa
Kajakklub. Og sådan må det gerne vedblive
med at være, hvis det står til Jens
Christensen, der er formand i en klub,
hvor det mest professionelle er de private
kajakker, de 30 medlemmer selv har investeret
i.