Januar 2013 Liahona - The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints

af sted. Så sagde en af mine religionslærere noget, der
ændrede mit liv: »Herren kan ikke køre en bil, der holder
parkeret.« Jeg besluttede at handle.
Jeg sendte mine papirer af sted, fik min kaldelse, købte
tøj til min mission og kørte hjem fra Utah til North Carolina
– alt imens jeg forberedte mig til min mission i oprigtig
bøn, studium og faste.
Da jeg var kommet hjem til North Carolina, kom en
ung mand, jeg havde mødt på universitetet, med fly for
at besøge mig, og vi havde en alvorlig samtale om vores
forhold.
Mine bønner blev igen alvorlige og indtrængende, men
jeg følte fortsat, at Herren stolede på, at jeg kunne træffe
min egen beslutning. Jeg følte tyngden af ansvaret, men
også en behagelig forsikring om, at så længe jeg valgte
i tro, ville Herren støtte mig i min beslutning.
Ti dage før jeg skulle af sted, friede min ven til mig. Jeg
udsatte min mission for at give mig selv tid til at tænke.
Da jeg besluttede at forlove mig, bekræftede Ånden for
min forlovede og mig, at det var rigtigt.
Selv om jeg ikke kom på fuldtidsmission, ændrede forberedelserne
til den mit liv. At komme tæt på Herren hjalp
mig til at blive den person, han havde brug for, jeg skulle
være, til min mission som hustru og mor.
Cassie Randall
Oplevelser for livet
Jeg har været velsignet med et stærkt vidnesbyrd om
og kærlighed til evangeliet i en ung alder, men jeg husker
ikke et bestemt øjeblik, hvor jeg vidste, det var rigtigt for
mig at tage på mission. Jeg har bare altid vidst, at jeg ville
tage af sted. Jeg satte mål om at leve på en måde, der ville
gøre mig i stand til at tage på mission.
Da jeg begyndte at forberede min missionsansøgning,
fastede og bad jeg og tog til templet. I perioden med samtaler
med min biskop følte jeg fortsat den fred, jeg havde
følt hele mit liv om at tage på mission.
Det var til tider en vanskelig proces: Det syntes pludseligt
at blive dyrere at leve, og skolen og arbejdet krævede
mere. Jeg gik på universitet og var væk fra min familie,
og det forekom mig, at alle mine venner blev gift. Det var
skræmmende at opdage, at mennesker, jeg holdt af, ville
blive ved med at ændre sig, mens jeg var væk.
Eftersom jeg ikke havde en specifik åndelig tilkendegivelse,
der havde bekræftet min beslutning om at tjene,
var det nemt at blive i tvivl, når tingene blev svære. Men
Herren velsignede mig, da jeg havde modtaget min kaldelse
til Santiago Øst-Missionen i Chile, med at udvikle en
kærlighed til folket i min mission, selv før jeg tog af sted.
Jeg har nu oplevelser for livet, der har båret vidnesbyrd
om, at mission var et godt valg for mig. ◼
Madeleine Bailey
NOTER
1. Thomas S. Monson, »Velkommen til konference«, Liahona,
nov. 2012, s. 4-5.
2. Gordon B. Hinckley, »Til Kirkens biskopper«, Verdensomspændende
oplæringsmøde for ledere, juni 2004, s. 27.
BESVARELSE AF SPØRGSMÅL
Kræves det, at alle sidste dages hellige tager på
mission? Nej, al missionering er frivillig. Unge
mænd forventes at tage af sted, unge kvinder er
velkomne, og seniorer og ægtepar opmuntres til
at tjene, hvis de er i stand til det. Unge mænd kan
begynde at tjene, fra de er 18, og tjener i to år. Unge
kvinder kan begynde, fra de er 19, og tjener i 1½ år.
Pensionerede seniorer og ægtepar kan tjene i en lang
række opgaver i 6 til 23 måneder.
Kirkemedlemmer betragter det som et privilegium
at vise deres kærlighed til andre mennesker og Herren
ved at følge hans anvisning: »Gå derfor hen og
gør alle folkeslagene til mine disciple« (Matt 28:19).
Se flere oplysninger på mormon.org/faq og klik
på emnet om missionærer.
Januar 2013 35