fokus på Børn

Anders’ historie
Min historie med Anders begynder med
en henvisning fra Pædagogisk Psykologisk
Rådgivning. Anders er på daværende
tidspunkt 15 år. Vores møde med Anders
har gjort et dybt indtryk, og jeg vil gerne
formidle hans historie videre til såvel
pårørende som professionelle der oplever,
hvordan en spiseforstyrrelse kan forstyrre
på mange niveauer. Anders’ historie er også
en historie om, hvordan tabu er en forhindring,
der må overvindes, og om vigtigheden
af et godt tværfagligt samarbejde.
Forud for Anders’ gruppeforløb forsøger
vi i teamet at gå i dialog med moderen.
Målet er at motivere hende til at starte
i behandling. Derpå kan vi arbejde på at
forandre Anders’ situation og få ham tilbage
i skolen. Moderen er imidlertid hverken
motiveret eller interesseret i behandling,
men vi beslutter alligevel at kalde Anders
til en samtale under forudsætning af, at
sagsbehandleren deltager.
Anders voksede op med en mor der led af en spiseforstyrrelse.
Han lukkede sig inde og stod længe alene med ansvaret
og med angsten for at miste.
Når børn tager ansvaret
Af Jan Sandberg, pædagogisk konsulent
temA: når mor hAr en spiseforstyrrelse
Et gruppeforløb i 2008 i ”Team børn af psykisk syge i Nordjylland” får 15-årige Anders til at forandre sit liv.
Han er ellers droppet ud af skolen, fordi hans mor lider af anoreksi og vejer 30 kilo. Hans far har svært ved at
håndtere situationen og Anders påtager sig ansvaret for moderen. Jan Sandberg, pædagogisk konsulent i
”Team børn af psykisk syge i Nordjylland”, arbejder til daglig med børn, der vokser op med forældre der har
en psykisk lidelse. Han oplever på tæt hold, hvordan psykiske lidelser kan forstyrre familien og gøre hverdagen
uforudsigelig i et omfang, der kan få omfattende konsekvenser for børnenes trivsel og udvikling.
Da jeg møder Anders første gang, er han
skamfuld. Han holder ikke øjenkontakt
og han søger skjul under en hue, som
er trukket ned over øjnene. Anders skal
hjælpes til at åbne op, men får fortalt, at han
ikke går i skole, fordi han er bange for at
der sker moderen noget. Han forlader kun
hjemmet og taget til fodboldtræning, når
han er sikker på, at der er andre til at holde
øje med hende.
Det blev meget klart og tydeligt, at Anders
var meget presset. Han bliver tilbudt og
siger ja til en plads i en støttegruppe på
trods af, at vi ikke lykkedes at nå til en aftale
med hans forældre.
Samtidig undersøger sagsbehandleren
moderens behandling. Det viser sig, at
hendes praktiserende læge har opgivet og
ikke har set hende længe. Moderen viser
ingen motivation i forhold til behandling.
Sagsbehandleren orienterer løbende
forældrene om vores samtaler og bekymring
for Anders, men der er ingen
åbning i forhold til hverken en dialog eller
anden reaktion i øvrigt.
Alene i verden
Anders’ hverdag går med at passe på sin
mor og beskytte hende imod en far, der
i sin frustration og afmagt er efter hende,
fordi hun kaster op. Anders er alene i
verden, han skal passe sig selv og samtidig
tilpasse sig de uforudsigelige voksne. Han
føler, at ansvaret for at mor overlever hviler
på hans skuldre. Hvis det ikke lykkedes, er
det hans skyld, og skammen over ikke at
kunne helbrede og redde mor fylder det
hele og er ikke til at bære.
Han gør sit bedste, og henter dagligt
proteindrik og afføringsmiddel på apoteket,
men det er pinligt og skamfuldt at stå
ansigt til ansigt med personalet på apoteket
dagligt, og de er nu begyndt at spørge ind
til, om produkterne er til eget forbrug.
Anders vender op og ned på nat og dag, og
går først i seng klokken fire om morgenen.
Han fortæller, at nætterne er hans frirum.
At han slapper af og er sig selv, når mor og
far sover. Han er ved at brænde ud og er
bekymret for, om han ender med at gå på
Jan Sandberg arbejder med børn, der vokser op med forældre der har en
psykisk lidelse. Han oplever på tæt hold, hvordan psykiske lidelser kan forstyrre
familien og gøre hverdagen uforudsigelig i et omfang, der kan få omfattende
konsekvenser for børnenes trivsel og udvikling.
Han har arbejdet i ”Team børn af psykisk syge i Nordjylland” siden december
2004 og er i 2010 i gang med sit gruppeforløb nummer 32. Han har mødt
mange børn og familier, der har vist mod til at invitere ham inden for i deres
familieliv. Et liv, der er uforudsigeligt og ligefrem kaotisk, når sygdommen
forstyrrer.
”Team børn af psykisk syge i Nordjylland” tilbyder med udgangspunkt i voksenpsykiatrien
familiesamtaler og samtalegrupper til familierne og børnene samt
konsultation, supervision og undervisning til relevante samarbejdspartnere.
Tilbuddet omfatter alle børn i regionen og teamet modtager henvisninger fra et
bredt felt af professionelle, der kommer i kontakt med børnene. Men også
forældre og pårørende kan få adgang til tilbuddet, hvis en psykiatrisk diagnose
kan dokumenteres på skrift.
gaden og blive en del af et miljø med stoffer
og kriminalitet.
Anders er ved at miste de sidste kræfter og
den sidste rest af tro på og tillid til, at der
nogle voksne, der kan hjælpe. Han giver
udtryk for sin afmagt og siger, ”alle vil tale
med mig om min situation, men ingen kan
gøre noget. Der er alt for mange møder,
men der sker jo ingenting”.
Han kan ikke overskue at komme i skole
og kan ikke koncentrere sig da angsten for,
hvad der sker, hvis han ikke er hjemme,
fylder hans tanker. Han er kommet så langt
bagud fagligt, at det er helt håbløst, og han
skammer sig. Han fortæller, at hans forældre
aldrig har vist interesse for hans skolegang,
og at de aldrig har deltaget i skolearrangementer,
men at klassekammeraternes
forældre har været en støtte, hvilket han er
meget taknemmelig for.
Håb og lys forude
Anders får et fantastisk gruppeforløb og
mødet med de andre børn kommer til at
gøre en verden til forskel. Han får mere
og mere mod på at fortælle sin historie, og
de andre børn kan bekræfte ham i, at hans
følelser er helt normale set i lyset af hans
vilkår. De giver ham en følelse af, at han er
værd at være sammen med, og at han giver
noget værdifuldt til de andre i gruppen.
Da jeg mødte Anders første gang, skjulte han
sig under huen, men da han kommer den
sidste gang, er huen væk, han er nyklippet,
der er lys i øjnene, og han kan smile som
et udtryk for, at han har fået et nyt håb, på
trods af at moderens spiseforstyrrelse ikke
har forandret sig.
Men håb kan også være, når noget giver
mening, selv om det ikke går godt. Anders
havde fået redskaber til at forstå sig selv og
kan se, at hvis hans liv skal forandres, må
han flytte hjemmefra. Anders bor nu hos sin
storesøster. Det er vigtigt for ham, at han
bliver i miljøet nær sin mor og i nærheden
af foldboldklubben, som var hans eneste
kontakt med jævnaldrene. Han ønsker
egentlig bare at være en del af en almindelig
familie med almindelige krav til ham om at
stå op om morgenen og lave lektier.
Jeg har flere samtaler med Anders siden
gruppeforløbet. Hans mor er stadig ikke
i behandling for sin spiseforstyrrelse, men
Anders trives og har mange spændende
planer for fremtiden. For mig viser Anders’
forløb at tabu om psykisk sygdom kan overvindes.
Og at et tværfagligt samarbejde er
vigtigt.
Tabu – den største
udfordring
tabu er den største udfordring i mit arbejde
med børnene og familierne. tabu er, når
vi ikke har et fælles sprog, når noget er så
smertefuldt, at vi ikke har ord for det, og
når vi oplever, at vi har forsøgt at tale med
Jan Sandberg møder dagligt gennem sit arbejde
som pædagogisk konsulent børn og unge, der
vokser op i en ofte uforudsigelig verden med en
psykisk syg mor eller far.
nogen om det svære, men ikke bliver set,
hørt, forstået eller endda bliver misforstået.
tabu er myter, fordomme og følelsen af
afmagt - både den familierne oplever, men
det kan også være svært som professionel
at tale åbent om utilstrækkeligheden, når
man møder noget, der vækker usikkerhed,
og man mangler viden for at kunne handle.
I vores team begynder et forløb med en
familiesamtale. Vi har den holdning, at tabu
skal brydes sammen med den, som er
bundet af det, og at det er en forudsætning
for at tale med børnene om forældrenes
psykiske lidelse, at børnene er med i en
proces, hvor vi skaber tillid og åbenhed.
Fra tabu til tilladelse
Min erfaring er, at når en forælder lider af
en spiseforstyrrelse, kan bevægelsen fra
tabu til tilladelse være en særlig udfordring.
Skamfølelsen synes at fylde meget, og
spiseforstyrrelsen er forbundet med en
følelsesmæssig urørlighedszone. Det kan
derfor kræve mere tid og nænsomhed,
hvis vi skal lykkedes med at åbne for en
samtale om, hvordan spiseforstyrrelsen
også forstyrrer børnenes indre liv og
trivsel i hverdagen. Skamfølelsen og
urørlighedszonen medvirker til, at vi kun
modtager få henvisninger om børn, hvor en
forælder lider af en spiseforstyrrelse.
6 7