forord

Cicero mod Verres - indledning - s. 4 - 1/13/2012 12:58
vis kontrol med dem igen (se ramme på s. 10 i noterne). I 59 fvt. synes C. Julius
Caesar, der var konsul det år, at have fået vedtaget en lov, der var en slags
opsamling af regler, og delvis en udvidelse til at dække magtmisbrug i
almindelighed, enten det fandt sted i provinserne eller i Italien. I hvert fald var
det i lex Julia de repetundis (som loven hedder teknisk) forbudt at tage imod
bestikkelse i retsplejen - man måtte ikke ‘tage imod penge for at sige sin mening
eller afgive en dom i senatet eller i en offentlig forsamling eller for at anklage
eller at undlade at anklage’; men straffen for forbrydelsen synes at have
udviklet sig med tiden - omkring 200 evt. skriver en retslærd i et værk om de
offentlige domstole, at man ‘i dag normalt straffes med eksil eller også
strengere, alt efter tilståelsen. For hvad nu, hvis nogen har taget imod penge for
at lade en mand slå ihjel?’.
Det var ikke kun på det store plan, i kampen om, hvem der skulle have
kontrollen med retssystemet, man kunne bruge domstolene i det politiske
magt-spil. Man kunne også bruge en retssag til at markere sig politisk (som
Cicero gjorde), eller ligefrem til at skaffe en modstander af vejen - straffen i en
repetunde-proces var jo bl. a. tab af de fleste politiske rettigheder, herunder
pladsen i senatet. Der er derfor flere faktorer i spil ved en repetunde-proces end
bare de skadelidte og deres evt. erstatning. Faktisk er det ikke helt forkert at
sige, at den væsentligste grund til udviklingen af denne del af det romerske
retssystem er romernes eget ønske om at kunne kontrollere deres stadig mere
magtfulde statholdere - grunden er sikkert rent indenrigspolitisk. Domstolene er
til dels blot et af de mange redskaber, de stridende politiske kliker brugte imod
hinanden i forsøget på at vinde den centrale placering i Rom.
C. Verres havde været praetor urbanus (den mest prestigefyldte post, med det
mest grundlæggende ansvar for retsplejen) i Rom i 74 fvt.; og i tre år derefter
havde han haft styret på Sicilien. Hans far var også medlem af senatet; men
længere tilbage kan man ikke følge familien. Verres har altså ikke selv været en
egentlig insider, medlem af den ældgamle senatsadel. Hans regime på Sicilien
havde været enestående pengegrisk og havde efterladt øen delvis næsten øde,
og som man ventede, meldte det meste af Sicilien sig i Rom med ønsket om en
proces om tilbagebetaling af, hvad han uretmæssigt havde erhvervet sig.
Sikelioterne henvendte sig til Marcus Tullius Cicero, der som kvæstor i 75 fvt.
havde vundet deres respekt som en hæderlig og effektiv mand, og bad ham om
at påtage sig anklagen. Med nogen tøven anmeldte Cicero sagen for prætor;
men som et modtræk anmeldtes sagen også af en vis Q. Caecilius Niger, der
havde været kvæstor under Verres (og sikkert i virkeligheden var medskyldig).
Cicero vandt dog uden besvær den efterfølgende divinatio, fik sagen og en frist
på 110 dage til at samle materiale. Cicero rejste straks til Sicilien og samlede et
enormt materiale, på trods af, at den siddende statholder, L. Caecilius Metellus,
var blandt Verres’ støtter og bevidst modarbejdede Ciceros forehavende.