forord

Indledning
Cicero mod Verres - indledning - s. 1 - 1/13/2012 12:58
Året 70 fvt. var afgørende ikke bare i Roms historie, men også for Ciceros
politiske karriere.
Forfatningen blev ændret. To fremtrædende politiske personligheder, Cn.
Pompejus og M. Licinius Crassus, havde det år ladet sig vælge til konsuler med
det program at ophæve den senatsdominerede forfatning, L. Cornelius Sulla
havde indført i 81 fvt. Senatet, der ellers opfattede sig selv som al magts
arnested, måtte i løbet af det år se kontrollen med en lang række funktioner i
den romerske statsadministration, ikke mindst retsvæsenet, glide sig af hænde.
Dette skulle blive den sidste store forfatningsændring, før Augustus satte sig på
magten.
Cicero blev valgt til ædil, trin nr. 2 på vejen mod at blive consul - Ciceros store
ambition, adgangen til kernen af senatet. I løbet af året anklagede han et
medlem af den herskende senatsadel, C. Verres, for udplyndring af provinsen
Sicilien. Verres blev forsvaret af senatorernes mest ansete advokat, Q. Hortensius
Hortalus, der var valgt til consul for året 69 fvt., men Cicero vandt sagen, og
hans karriere tog et kæmpespring fremad. Fra dette tidspunkt forblev han til
sin død Roms førende advokat, og vejen mod at blive en ledende politiker,
medlem af den mægtige insidergruppe i senatet, lå åben.
Provinsen: Sicilien
I de første flere hundrede år af deres ekspansion indgik romerne traktater med
de folkeslag, de besejrede, om de forpligtelser, de gensidigt havde. I sagens
natur havde de besejrede langt de fleste, men de fik dog lov til at fortsætte som
en slags frie folkeslag under et romersk herredømme, der kunne variere
betydeligt. Denne måde at organisere erobringerne på fortsatte, til romerne
havde erobret hele Italien omkring år 300 fvt.
I 264 fvt. brød den første puniske krig ud. Modstanderen var kong Hieron af
Syrakus og især den nordafrikanske bystat Karthago, som havde store interesser
overalt på Sicilien. Romerne tvang allerede i 263 fvt. Hieron til at slutte en fred,
der gjorde ham til Roms allierede; men kampene mod Karthago trak ud i 23 år
og tvang bl. a. romerne til at bygge en flåde. Først i 241 fvt. kunne romerne
afslutte krigen ved at annektere hele Sicilien på nær de områder i øst, der hørte
til kong Hieron.
For første gang indgik romerne ikke traktater med de besejrede, men greb til
direkte styre. Enkelte byer forblev dog ‘frie’ (civitates liberae), nogle med status
af ‘allierede’ (foederatae), andre med særlige privilegier (immunes, heriblandt
byen Halicyae), især frihed for at betale den faste skat på 10% af kornhøsten. Det
har sikkert taget nogen tid, før systemet var færdigt, men i hvert fald siden 228
fvt. valgte man årligt i Rom en særlig praetor, hvis virkeområde, provincia, netop
var styret af øen Sicilien. Prætoren var på alle måder Roms forlængede arm og

Cicero mod Verres - indledning - s. 2 - 1/13/2012 12:58
havde i princippet ubegrænset magt (imperium) i såvel militære som civile
spørgsmål. Det var første gang, romerne forsøgte sig med denne
administrationsform, der siden skulle blive den normale for deres oversøiske
besiddelser. Prætoren havde sit hovedsæde i byen Lilybaeum, som lå lige
overfor Karthago.
Da den anden puniske krig brød ud i 218 fvt., og Hannibal gik over Alperne ned
i Italien, stod Sicilien inklusive kongeriget Syrakus først ubrydeligt sammen
med Rom. Men da kong Hieron døde i 215 kort efter Roms katastrofale
nederlag til Hannibal ved Cannae i Syditalien, faldt hans efterfølger fra Rom og
sluttede sig til karthaginienserne. Romerne erobrede Syrakus i 211, men
behandlede kongeriget mildt og indlemmede det i provinsen uden at øge de
forpligtelser, det før havde haft overfor kongen - man overtog simpelthen kong
Hierons beskatningsnøgle og kaldte den for lex Hieronica. Man gjorde nu
Syrakus til provinsens hovedstad og lod siden Lilybaeum styre af en quaestor
valgt årligt i Rom som prætorens stedfortræder. En anden quaestor havde sæde
i Syrakus.
På nær to gigantiske slaveopstande i 135-2 og 104-1 fvt. forløb provinsens
historie siden nærmest begivenhedsløst. Øen forblev rig, skønt noget af
overskuddet naturligvis gik til Rom; og der har ikke været meget motiv
hverken for øens indbyggere til at gøre oprør eller for romerne til at ændre det
administrative system. Kun i 131 fvt. synes den romerske konsul, der
nedkæmpede slaverne, P. Rupilius, at have lavet en større revision af retstilstanden
på øen, den såkaldte lex eller decretum Rupili, tilsyneladende efter
indstilling fra en ti mand stor kommission (se Cic. Verr. II 2, 32). De store krav
til administrationen i Rom betød fra 80 fvt., at man ikke længere sendte en
prætor, men en stedfortræder, pro-prætor til Sicilien; hans myndighed var dog
ganske den samme. Cicero var selv quaestor i Lilybaeum i 75 fvt.
For Rom var naturligvis det væsentlige spørgsmål, om Sicilien betalte det, den
skulle ifølge lex Hieronica. Skatteopkrævningen i de romerske provinser blev
normalt ikke varetaget af de romerske embedsmænd, men udliciteret til
private, de såkaldte publicani. Retten til at opkræve skatten i et område gik så
simpelthen til den højestbydende; hvad det lykkedes rettighedshaveren at
opkræve ud over det, han havde lovet i Rom, kunne han beholde. For de fleste
provinsers vedkommende foregik udliciteringen i Rom, men i Siciliens tilfælde
påhvilede det statholderen at foretage den decentralt, på øen selv. Betegnelsen
for en skatteopkræver på øen er decumanus, en ‘tiendedels-mand’ (skatten var
på 10%, en decuma). Den centrale kontrol med, hvad der foregik, kunne være
svag nok med de skatteopkrævninger, der blev udliciteret i Rom. Det giver sig
selv, at den blev endnu svagere, hvad Sicilien angår.
Sagen: Verres
Ansvaret for, at der ikke foregik overgreb på den skattepligtige befolkning,
påhvilede provinsens statholder, i Siciliens tilfælde prætoren eller pro-

Cicero mod Verres - indledning - s. 3 - 1/13/2012 12:58
prætoren. Eftersom denne havde uindskrænket magt i sit område, i hvert fald i
princippet, kunne han til enhver tid gribe ind overfor også skatteopkræverne. I
realiteten skete der dog som regel det, at statholderen så igennem fingre med,
hvad opkræverne foretog sig, mod en passende økonomisk kompensation. En
politisk karriere i Rom var vanvittigt kostbar, og de fleste anså provinserne for
pengemaskiner, der skulle rette op på deres finanser. Det var derfor ganske
følgerigtigt, at det var statholderen, og senere også hans nærmeste
medarbejdere, der kom til at stå til ansvar, hvis der kom et retsligt efterspil.
Den domstol, der tog sig af udplyndring af provinser, hed quaestio de repetundis
(pecuniis), ‘undersøgelsesret vedr. pengebeløb, der skal betales tilbage’. Retten
stod i Rom og var del af kriminalretsplejen. Den blev oprettet i 149 fvt. og var
siden genstand for flere reformer, der gjorde dens myndighed stadig større.
En kriminalretssag i Rom begyndte ved, at man anmeldte sin sag for den
praetor, der tog sig af den relevante quaestio; i Rom havde prætorerne nemlig
især retsplejen som deres område (provincia). Anmelderen skulle være romersk
borger (dvs. de skadelidte i en repetundesag kunne ikke selv gå i retten); hvis
mere end én person anmeldte sagen, gennemførtes en procedure (divinatio), der
fastlagde, hvem af anmelderne der skulle have lov at føre sagen. Herefter
vurderede prætor, om sagen kunne bære, og hvis den kunne, berammede han
den. Sagen blev i en repetundesag behandlet i to runder, en actio prior og en
actio posterior. Juryen kunne være på helt op til 75 medlemmer, der hedder
judices; i 70 fvt. var alle senatorer. Den anklagede forsvarer i princippet sig selv,
men som regel finder man andre personer, såkaldte patroni, der taler hans sag;
udover disse kommer andre fremtrædende personer tilstede som advocati og
lægger ved deres tilstedeværelse hele deres autoritet på anklagedes side. Det er
judices, der afgør skyldsspørgsmålet; men dommen forkyndes og straffen
fastsættes af prætor; i en repetundesag vurderes dog det beløb, der skal betales,
også af judices.
Straffen for provinsudbytning var ikke bare tilbagebetaling af det uretmæssigt
erhvervede (hvis det stadig forefandtes), men også ærestab (infamia eller
ignominia) og dermed udstødelse fra senatet, tabet af pladsen i magtens
centrum.
Kilderne til de love, der ligger bag domstolens aktivitet, giver ikke noget helt
færdigt billede af dem. Den første lov, lex Calpurnia, fra 149 fvt. synes at have
været beregnet på at give Roms forbundsfæller (socii) mulighed for at søge
erstatning; provinsernes befolkning var der ikke tænkt på. Med en lov fra
Gracchernes tid synes domstolens virkefelt at være blevet udvidet meget, også
til provinsboerne; og ridderne fik monopol på at være judices. Begge dele betød
begrænsninger for Roms ledende klasse, senatorerne, og i det hele taget er
domstolene og især repetunde-domstolen en vigtig brik i magtkampen i Rom
mellem senatspartiet og Gracchernes parti, popularerne. Sullas stærkt
reaktionære og meget senat-venlige forfatning fra 79 fvt. lagde domstolene helt
under senatets kontrol; en lex Aurelia fra 70 fvt. bragte så ridderne tilbage til en

Cicero mod Verres - indledning - s. 4 - 1/13/2012 12:58
vis kontrol med dem igen (se ramme på s. 10 i noterne). I 59 fvt. synes C. Julius
Caesar, der var konsul det år, at have fået vedtaget en lov, der var en slags
opsamling af regler, og delvis en udvidelse til at dække magtmisbrug i
almindelighed, enten det fandt sted i provinserne eller i Italien. I hvert fald var
det i lex Julia de repetundis (som loven hedder teknisk) forbudt at tage imod
bestikkelse i retsplejen - man måtte ikke ‘tage imod penge for at sige sin mening
eller afgive en dom i senatet eller i en offentlig forsamling eller for at anklage
eller at undlade at anklage’; men straffen for forbrydelsen synes at have
udviklet sig med tiden - omkring 200 evt. skriver en retslærd i et værk om de
offentlige domstole, at man ‘i dag normalt straffes med eksil eller også
strengere, alt efter tilståelsen. For hvad nu, hvis nogen har taget imod penge for
at lade en mand slå ihjel?’.
Det var ikke kun på det store plan, i kampen om, hvem der skulle have
kontrollen med retssystemet, man kunne bruge domstolene i det politiske
magt-spil. Man kunne også bruge en retssag til at markere sig politisk (som
Cicero gjorde), eller ligefrem til at skaffe en modstander af vejen - straffen i en
repetunde-proces var jo bl. a. tab af de fleste politiske rettigheder, herunder
pladsen i senatet. Der er derfor flere faktorer i spil ved en repetunde-proces end
bare de skadelidte og deres evt. erstatning. Faktisk er det ikke helt forkert at
sige, at den væsentligste grund til udviklingen af denne del af det romerske
retssystem er romernes eget ønske om at kunne kontrollere deres stadig mere
magtfulde statholdere - grunden er sikkert rent indenrigspolitisk. Domstolene er
til dels blot et af de mange redskaber, de stridende politiske kliker brugte imod
hinanden i forsøget på at vinde den centrale placering i Rom.
C. Verres havde været praetor urbanus (den mest prestigefyldte post, med det
mest grundlæggende ansvar for retsplejen) i Rom i 74 fvt.; og i tre år derefter
havde han haft styret på Sicilien. Hans far var også medlem af senatet; men
længere tilbage kan man ikke følge familien. Verres har altså ikke selv været en
egentlig insider, medlem af den ældgamle senatsadel. Hans regime på Sicilien
havde været enestående pengegrisk og havde efterladt øen delvis næsten øde,
og som man ventede, meldte det meste af Sicilien sig i Rom med ønsket om en
proces om tilbagebetaling af, hvad han uretmæssigt havde erhvervet sig.
Sikelioterne henvendte sig til Marcus Tullius Cicero, der som kvæstor i 75 fvt.
havde vundet deres respekt som en hæderlig og effektiv mand, og bad ham om
at påtage sig anklagen. Med nogen tøven anmeldte Cicero sagen for prætor;
men som et modtræk anmeldtes sagen også af en vis Q. Caecilius Niger, der
havde været kvæstor under Verres (og sikkert i virkeligheden var medskyldig).
Cicero vandt dog uden besvær den efterfølgende divinatio, fik sagen og en frist
på 110 dage til at samle materiale. Cicero rejste straks til Sicilien og samlede et
enormt materiale, på trods af, at den siddende statholder, L. Caecilius Metellus,
var blandt Verres’ støtter og bevidst modarbejdede Ciceros forehavende.

Cicero mod Verres - indledning - s. 5 - 1/13/2012 12:58
Cicero nåede tilbage inden fristens udløb; kun for at konstatere, at det var
lykkedes Verres’ forbindelser at mase en anden sag ind foran hans egen, så det
tog flere måneder, før hans sag kom for. Dette var problematisk, da netop året
70 fvt. ikke havde mange retsdage i efteråret.
Sagen var berammet til 5. august. På Verres’ side stod Roms bedste forsvarer,
Q. Hortensius Hortalus, klar; han var netop blevet valgt til konsul for det
følgende år sammen med en anden af Verres’ forbindelser, Quintus Caecilius
Metellus, bror til statholderen på Sicilien; endnu en bror og Verres-støtte,
Marcus Caecilius Metellus var blevet valgt til prætor. Hele dette opbud af politisk
autoritet, så at sige senatets insidere, stod på Verres’ side, da sagen begyndte.
Med lidt held ville sagen komme til at vare så længe, at man nåede årsskiftet
uden afslutning; i så fald skulle sagen gå om under en ny prætor - og denne
prætor ville netop være Marcus Caecilius Metellus!
I stedet for at holde den sædvanlige lange tale til anklage (actio prior), greb
Cicero til at føre vidner med det samme. I dagene fra den 6. til den 13. august
forelagde han så uhyrlige mængder bevismateriale, at Verres’ juridiske bagland
simpelthen rådede ham til at gå i frivilligt exil før sagens andenbehandling
(actio posterior); forsvar var umuligt. Verres rejste til Massilia (nu Marseille) og
levede der med sine kunstskatte til sidst på 40’erne fvt.
Cicero havde aldrig fået mulighed for at formulere og fremlægge sit materiale
systematisk. Ikke desto mindre offentliggjorde han sine indlæg, uanset om han
havde holdt dem eller ej. Disse taler fylder over 600 tryksider; divinatio mod
Caecilius og actio prior, ganske lidt, mens actio posterior, der aldrig fandt sted,
breder sig over hundredvis af sider med veloplagte satirer, skarpe analyser,
brede skildringer og besk karakteristik af de misbrug, det romerske samfund
dengang var vidne til. Disse taler er en hovedkilde til vort kendskab til
forholdene på Sicilien ikke kun under Verres, men i det hele taget; og de er på
mange måder noget af det bedste, Cicero har skrevet.
Cicero skrev fem kæmpemæssige taler med det materiale, han ville have
fremlagt under sagens anden del. Den første tale fortæller om Verres’ administration
af retsplejen i Rom i 74 fvt.; Cicero bruger dette, der jo egentlig ikke har
med sagen at gøre, til at tegne et karakterbillede af Verres. Den anden tale
handler om Verres’ retspleje på Sicilien; det er den tale, uddragene i dette
materiale er taget fra. Den tredje fokuserer på Siciliens kornproduktion, set fra
Roms side det centrale spørgsmål. Den fjerde tale handler om Verres’
forkærlighed for kunstgenstande og de utallige krumspring, han gjorde for at
frarøve såvel privatpersoner som helligdomme og bysamfund deres skatte;
endelig viser femte tale, hvor ringe Verres’ håndtering af den militære side af
hans hverv var.
Anklageren: Cicero
Cicero havde, som nævnt, store ambitioner - han ville ind i centrum af det
romerske samfund, i insider-kredsen i senatet, helst som consularis, et medlem,

Cicero mod Verres - indledning - s. 6 - 1/13/2012 12:58
der havde haft embedet som konsul engang. Det var en vanskelig ting at
præstere, fordi Cicero ikke havde en lang række af forfædre bag sig, der alle
havde spillet en rolle i det romerske samfund; han kom end ikke fra selve byen
Rom, men fra den lille provinsby Arpinum - han var af fødsel en outsider, hvad
man i Rom kaldte ‘en ny mand’, homo novus.
Det romerske samfund var bestemt af personlige forbindelser. Ligestillede
personer indgik ‘venskaber’, amicitiae, der forpligtede dem til at støtte
hinanden; overfor personer, der stod lavere i det sociale system, optrådte man
som patronus, ‘beskytter’, og man havde så en moralsk forpligtelse til at træde
til, når disse personer kom i vanskeligheder - f. eks. blev anklaget for retten.
Teknisk hedder den, man er patronus for, en cliens; det, man viser ham, er et
beneficium, en ‘velgerning’, og han bør til gengæld yde en tjenester til gengæld,
officia. Herefter er begge parter bundet af en moralsk forpligtelse, gratia,
‘taknemmelighed’. Den gruppe personer, man som fremtrædende person i
Rom samler om sig, hedder clientela (og hele systemet kaldes i moderne tid for
‘clientela-samfundet’). En af de vigtigste tjenester, man som cliens kunne yde
sin patronus, var at stemme for ham, når han selv stillede op til et valg, eller for
hans amici, når de stillede op.
Det er uimodsigeligt, at der er et vist mafia-agtigt præg over dette system. Det,
Cicero som outsider ikke har haft, er først og fremmest amici, der kunne stille
deres klienters stemmer til rådighed, og egne clientes. Måske har han idealistisk
villet kompensere for denne mangel ved personlig hæderlighed og dygtighed,
saglig indsigt i administrative, juridiske, politiske og andre forhold. I så fald
har han nok været lovlig naiv. Det er i hvert fald det billede, han tegner af sig
selv 15-20 år senere. Han fortæller i en tale, han holdt i 54 fvt., hvordan han selv
oplevede det at vende tilbage til Rom fra Sicilien, hvor han havde været
quaestor i Lilybaeum (NB!) i året 75 fvt. - og hvilken lære han drog af den
oplevelse. Det er en munter passage, hvor Cicero ironiserer svært over sin egen
naivitet (Pro Plancio 64 - 66):
Sed ita multa Romae geruntur, ut vix
ea, quae fiunt in provinciis, audiantur.
Non vereor, ne mihi aliquid, judices,
videar arrogare, si de quaestura mea
dixero. Quamvis enim illa floruerit,
eum me postea fuisse in maximis
imperiis arbitror, ut non ita multum
mihi gloriae sit ex quaesturae laude
repetendum.
Der sker så meget i Rom; det er
dårligt nok, at man hører, hvad der
foregår i provinserne.
Jeg er ikke bange for at virke selvglad,
mine herrer dommere, hvis jeg siger
et par ord om min tid som kvæstor.
Min indsats var ganske vist
fremragende, men jeg tror at turde
sige, at jeg siden har ført mig sådan
frem i de mest fremtrædende hverv,
at jeg ikke behøver at hente mig så
megen prestige ved at fremhæve,
hvad jeg præsterede som kvæstor.

Sed tamen non vereor, ne quis audeat
dicere ullius in Sicilia quaesturam aut
clariorem aut gratiorem fuisse. Vere
me hercule hoc dicam: sic tum
existimabam, nihil homines aliud
Romae nisi de quaestura mea loqui.
Frumenti in summa caritate
maximum numerum miseram;
negotiatioribus comis, mercatoribus
justus, mancipibus liberalis, sociis
abstinens, omnibus eram visus in
omni officio diligentissimus;
excogitati quidam erant a Siculis
honores in me inauditi.
Itaque hac spe decedebam, ut mihi
populum Romanum ultro omnia
delaturum putarem. At ego cum casu
diebus eis itineris faciendi causa
decedens e provincia Puteolos forte
venissem, cum plurimi et lautissimi in
eis locis solent esse, concidi paene,
judices, cum ex me quidam
quaesisset, quo die Roma exissem, et
num quidnam esset novi. Cui ego
cum respondissem me e provincia
decedere:
‘Etiam me hercule,’ inquit, ‘ut opinor,
ex Africa.’
Huic ego jam stomachans fastidiose:
‘Immo ex Sicilia,’ inquam.
Tum quidam, quasi qui omnia sciret:
‘Quid? Tu nescis,’ inquit, ‘hunc
quaestorem Syracusis fuisse?’
Quid multa? Destiti stomachari et me
unum ex eis feci, qui ad aquas
venissent.
Cicero mod Verres - indledning - s. 7 - 1/13/2012 12:58
Men jeg er altså ikke bange for, at
nogen skal sige, at der har været en
kvæstor på Sicilien, der forvaltede sit
embede enten med bedre omtale eller
til større tilfredshed. Jeg tør vitterlig
sige det sådan: jeg mente dengang, at
folk i Rom ikke talte om andet end
min forvaltning som kvæstor. Jeg
havde sendt en stor mængde korn til
Rom, da der netop manglede særdeles
meget af det; jeg var bevisligt fleksibel
over for forretningsfolkene, jeg havde
vist handelsfolkene fuld retfærdighed,
havde ikke været nøjeregnende over
for forpagterne, havde holdt mig fra
vore allieredes ejendom - jeg havde
kort sagt været omhuen selv i
udførelsen af alle mine pligter. Folk
på Sicilien havde da også fundet på
ganske uhørte æresbevisninger over
for mig.
Jeg forlod derfor provinsen med den
håbefulde forestilling, at folket i Rom
siden ville overbringe mig alt på et
sølvfad. Men da jeg på vejen hjem fra
provinsen på et tidspunkt befandt
mig i Puteoli i de dage, hvor stedet
bliver overrendt af jet-settet, var jeg
lige ved at få en kollaps. Der var
nemlig en, der havde spurgt mig,
hvornår jeg havde forladt Rom og om
der var noget nyt derfra. Jeg svarede
ham, at jeg var på vej hjem fra min
provins, og han sagde:
‘Nå ja, det er s’gu’ da sandt; Afrika,
ikke?’
Jeg blev noget mavesur og sagde
spidst:
‘Nej, nej, Sicilien.’
Her brød en anden ind, der vist
troede at vide alt:
‘Nådada; du ved ikke, at vor ven her
har været kvæstor i Syrakus?’
Jeg behøver vel ikke at fortsætte. Jeg
besluttede mig for at glemme min
mavesurhed og blandede mig med
badegæsterne.

Cicero mod Verres - indledning - s. 8 - 1/13/2012 12:58
Sed ea res, judices, haud scio an plus
mihi profuerit quam, si mihi tum
essent omnes gratulati. Nam postea
quam sensi populi Romani auris
hebetiores, oculos autem esse acris
atque acutos, destiti quid de me
audituri essent homines cogitare; feci,
ut postea cotidie praesentem me
viderent, habitavi in oculis, pressi
forum; neminem a congressu meo
neque janitor neque somnus
absterruit.
Jeg ved bare ikke, mine herrer
dommere, om jeg ikke fik mere ud af
den situation, end hvis alle havde
taget imod mig med åbne arme
dengang. For da jeg havde fået øjnene
op for, at folket i Rom er døvt på
begge ører, men har det skarpeste og
mest kritiske blik, der findes,
besluttede jeg mig for ikke at
interessere mig for, hvad folk fik at
høre om mig; i stedet sørgede jeg for,
at de dagligt så mig for deres øjne -
jeg simpelthen boede i deres øjne, gik
forum tyndt; hverken min dørmand
eller min morgensøvn fik lov til at
afvise så meget som én eneste person.
Al Ciceros omhu som administrator, hans hæderlighed, respekten fra undersåtterne
ude i den perifere provins, var altså til ingen nytte. Romersk politik
foregik i Roms midte - fra meget tidligt på morgenen, hvor man tog imod ved
morgenmaden, til sent på aftenen, og fremfor alt på offentlige steder. Det var
de personlige forbindelser, den evige opmærksomhed på ikke at fornærme de
forkerte (men nok de rigtige), der banede vejen for en politisk karriere. Cicero
selv slog sig siden op som forsvarer, patronus, for enhver klient, der måtte
ønske det, og hvis sag lod sig forsvare, og samlede sig på den måde
efterhånden en clientela, og især mange amici. Cicero var i 70’erne fvt. aldeles
ikke i en position, hvor han kunne tillade sig at støde nogen fra sig ved at
optræde som anklager, og han gjorde det da næsten heller aldrig.
Hvorfor påtog Cicero sig så anklagen af Verres? Den gruppe senatorer, der stod
over for ham, repræsenterede noget nær den absolutte top af det politiske liv;
hændelserne i provinsen Sicilien interesserede derimod måske ikke ret mange.
Var det virkelig formålstjenligt for en outsider med store politiske ambitioner at
angribe selve den politiske elite, alle insiderne?
Sagen er, at senatsspidsen måske netop det år var det rigtige mål at angribe.
Den store forfatningsreform imod senatets enorme magt skabte en vind, der
meget vel kunne blæse Cicero længere frem i karrieren, hvis han passede på
ikke at gå for vidt - han kunne næppe tillade sig at angribe senatsadelen selv.
Cicero var ingen revolutionær og ønskede ikke systemet afskaffet; tværtimod
ønskede han at blive en (vigtig) del af det. Men så måtte han også fremstille sig
som et alternativ til den korrupte Verres. Han måtte gøre en dyd af
nødvendigheden og fremstille sig som netop det, han var: en fornyelse, en homo
novus både i den almindelige betydning af en mand uden gammel familie i
senatet, og i en anden: en ny og ubesmittet mand med højere og bedre
principper.

Cicero mod Verres - indledning - s. 9 - 1/13/2012 12:58
I indledningen til den tredje tale (In Verr. 2 III 6; 7 - 9) er det da også netop,
hvad Cicero gør:
Saepe a me quaeris, Hortensi, quibus
inimicitiis aut qua injuria adductus ad
accusandum descenderim? (Mitto jam
rationem officii mei necessitudinisque
Siculorum)
...
Si qua in re contra rem meam
decrevisset aliquid injuria, jure ei me
inimicum esse arbitrarere: cum omnia
contra omnium bonorum rem,
causam, rationem, utilitatem
voluntatemque fecerit, quaeris, cur ei
sim inimicus, cui populus Romanus
infestus est.
Qui praesertim plus etiam, quam pars
virilis postulat, pro voluntate populi
Romani oneris ac muneris suscipere
debeam. Quid? Illa, quae leviora
videntur esse, non cujusvis animum
possunt movere, quod ad tuam ipsius
amicitiam ceterorumque hominum
magnorum atque nobilium faciliorem
aditum istius habet nequitia et
audacia quam cujusquam nostrum
virtus et integritas? Odistis hominum
novorum industriam; despicitis
eorum frugalitatem; pudorem
contemnitis; ingenium vero et
virtutem depressam extinctamque
cupitis -
Du spørger mig igen og igen, Hortensius,
hvad det er for et fjendskab,
hvad det er for en uret, der har fået
mig til at træde til som anklager. (Jeg
lader lige sammenhængen med mine
forpligtelser over for og mit nære
forhold til folk på Sicilien ligge)
...
Hvis han uretmæssigt havde truffet
en beslutning imod mine private
interesser, ville du mene jeg med rette
var imod ham - men nu, hvor han har
forbrudt sig mod alle ordentlige
menneskers interesser, sag, nytte og
ønsker, spørger du, hvorfor jeg er
imod ham; en mand, som folket i Rom
selv betragter med uvilje!
Det forholder sig jo sådan, at ikke
mindst jeg må tage mere på mig,
større byrder, end min del, for at opnå
folkets yndest. Og så er der en ting til!
Det ser godt nok mindst alvorligt ud -
men kan det ikke bringe enhver ud af
fatning, at det netop er træk som hans
kriminelle og anmassende
egenskaber, der skaffer ham let
adgang til de gode forbindelser, dig
selv og de øvrige store, adelige mænd
i byen, når folk som os med vores
redelige og pletfri livsførelse ikke kan
komme til? I hader de nye mænds
arbejdsglæde; I ser ned på deres
ufordærvethed; foragter deres moral;
deres talenter og effektivitet så I helst
undergravet, deres stjerne slukket -
Verrem amatis! men Verres kan I lide!
Ita credo - si non virtute, non indus-
tria, non innocentia, non pudore, non
pudicitia, at sermone, at litteris, at
humanitate ejus delectamini. Nihil
eorum est! Contraque sunt omnia
Javel, ja: når det nu ikke kan være
hans dygtighed, hans engagement,
hans gode vilje, moral eller
selvkontrol, I bliver så indtaget af, så
må det vel være hans behagelige
selskab, jeres brevvekslinger, eller
hans personlighed! Han ejer bare
ingen af delene! Tværtimod er alt ved

Cicero mod Verres - indledning - s. 10 - 1/13/2012 12:58
cum summo dedecore ac turpitudine,
tum singulari stultitia atque
inhumanitate oblita.
Huic homini si cujus domus patet,
utrum ea patere an hiare an poscere
aliquid videtur? Hunc vestri janitores,
hunc cubicularii diligunt; hunc liberti
vestri, hunc servi ancillaeque amant;
hic cum venit, extra ordinem vocatur;
hic solus introducitur; ceteri saepe
frugalissimi homines excluduntur.
Ex quo intellegi potest eos vobis esse
carissimos, qui ita vixerint, ut sine
vestro praesidio salvi esse non
possint.
Quid? Hoc cuiquam ferendum putas
esse, nos ita vivere in pecunia tenui,
ut prorsus nihil adquirere velimus, ut
dignitatem nostram populique
Romani beneficia non copiis sed
virtute tueamur, istum rebus omnibus
undique ereptis impune eludentem
circumfluere atque abundare? Hujus
argento dominia vestra, hujus signis
et tabulis forum comitiumque ornari,
praesertim cum vos vestro Marte his
rebus omnibus abundetis?
ham smurt ind i såvel et topmål af
smuds og svineri som en enestående
mangel på intelligens og simpel
medmenneskelighed.
Hvis et hus står åbent for den herre
her, hvad er det så rigtigst at sige? At
det står åbent, at det gaber glubende
op eller direkte kræver sin betaling?
Jeres dørmænd og tjenerne ved jeres
morgen-reception sætter ham her
over alt på jorden; jeres tidligere såvel
som nuværende slaver og jeres
tjenestepiger elsker ham højt; og når
han kommer, kaldes han ind foran de
andre i køen og bliver modtaget
alene. Alle de andre holdes udenfor,
ofte folk med et fuldstændig
ubeklikket omdømme!
Enhver kan begribe heraf, at det er
den slags folk, I sætter størst pris på,
som har levet deres liv på en sådan
måde, at de ikke kan føle sig sikre
uden jeres beskyttelse.
Tror du virkelig, at det er til at holde
ud at leve med så begrænsede midler,
at vi rent ud sagt ikke vil anskaffe os
noget som helst, at vi beskytter vor
egen værdighed og de privilegier,
folket i Rom har givet os, ikke i kraft
af vore rigdomme, men ved vores
egen indsats og dygtighed, når den
herre dér leger med retssystemet og
ustraffet flyder rundt i en overflod af
ting, han har stjålet overalt? At jeres
ejendomme udsmykkes for hans
penge, og forum og mødeplads med
hans statuer og malerier, især når I
allerede har til overflod af alt muligt,
takket være jeres egen indsats?
Med omhu undgår Cicero at beskylde Hortensius selv for korruption og mangel
på moral. Det er Verres og ikke senatsadelen, Cicero anklager her - eller rettere,
han lader det stå åbent for Hortensius og eliten i øvrigt at skille sig af med
Verres med æren i behold. Det betyder ikke, at der ikke er megen ægtefølt
bitterhed i beskrivelsen af systemets måde at virke på. Det har ikke været let at
være outsider i det politiske spil i Rom, når ens evner og uddannelse ellers
berettigede til en central placering. Måske har Cicero selv prøvet at sidde
blandt de folk, der måtte vente i venteværelset, mens Verres kom foran; har han
ikke, taler i han i hvert fald på vegne af mange, mange andre, der havde

Cicero mod Verres - indledning - s. 11 - 1/13/2012 12:58
politiske ambitioner, drømte den samme drøm som Cicero om at være en
insider. Et system som det romerske clientela-samfund, hvor enkelte personer
stiller sig i centrum af en skare clientes som solen i hver deres eget lille
solsystem, bliver meget centripetalt - det drejer sig om at være så tæt på midten
som muligt; man må ind i senatet, ind i centrum af senatet! Og med anklagen af
Verres - og netop ikke af senatsadelen som sådan - forsøger Cicero at tage
springet helt derind.
Strategien virkede: Ciceros politiske karriere blev en stor succes. Han opnåede
noget nær alt, hvad han satte sig for at opnå; ingen homo novus kunne bryste sig
af en løbebane så perfekt som hans. Men selv om han altså fandt ind i hjertet af
det romerske samfund og blev en ikke så lille sol på senatets stjernehimmel,
skete det alligevel ofte i årene, der fulgte, at han blev sat udenfor - og når det
sker, kan vi se, hvor han lider, i hans personlige breve (mange af Ciceros
personlige breve er, som noget helt enestående, overleveret til nutiden). Selv
om hans indsats i romersk politik bestemt er al ære værd, er det aldrig ham, der
bestemmer, hvad vej udviklingen går. Da de to konsuler fra 70 fvt., Pompejus og
Crassus, igen vil bestemme romersk politik, slår de sig sammen med en relativt
ung, fremstormende politisk begavelse, C. Julius Caesar, og danner det såkaldte
1. triumvirat (60 fvt.) - og Cicero er ikke med. Han lider endda den tort (eller
den ære?) at blive ryddet af vejen; man sender ham i landflygtighed i
Grækenland, anklaget for forbrydelser begået under nedkæmpelsen af Catilina
og hans kumpaner i 63 fvt. Og senere, langt senere, da Caesar er kommet af
med de andre to medlemmer af triumviratet og står med al magt i sine hænder,
og både gamle fjender og gamle venner slår sig sammen om et attentat imod
tyrannen, holdes Cicero igen uden for - og igen til sin store fortrydelse. Det
lykkes Cicero at spille hovedrollen i forsøget på at genetablere senatets magt
efter mordet på Cæsar - men det forsøg mislykkes netop og fører i sidste ende
til, at kejserdømmet vinder fodfæste i romersk politik. Det er Cicero selv, der
introducerer den senere kejser Augustus på den politiske scene. Og med
kejserdømmet kom den tid, hvor der kun var én sol på det romerske politiske
firmament.
Cicero kunne ikke taget noget for givet - han måtte altid bevise sit værd, i
modsætning til folk, der kom fra gamle, fornemme kredse. Det kunne
naturligvis ses på hans politiske indsats, men det tvang ham også til, altid, at
yde sit ypperste, når han rejste sig for at holde tale. Cicero var uden tvivl den
største taler i Roms historie; han mestrede alle facetter af den vanskelige kunst
at tale til folk. Men endnu større betydning fik måske andre dele af hans
forfatterskab - ikke bare de retoriske værker, hvor han forsøgte at udvikle den
teoretiske basis for de talegaver, han selv besad, men nok frem for alt de mange
bøger, han skrev for at introducere den samtidige græske filosofi i Rom. I sine
breve fortæller han ofte om de store vanskeligheder, han har, med at få det

Cicero mod Verres - indledning - s. 12 - 1/13/2012 12:58
latinske sprog til at udtrykke de komplicerede græske tankegange; han
kæmper, skriver om og begynder helt forfra - og sejrer! Det er Ciceros sprog,
der tales overalt i Europa i dag; det er Cicero, der skabte det ordforråd, der
stadigvæk er kernen i europæernes intellektuelle sprog.
Det var som forfatter, ikke som politiker, Cicero erobrede den centrale plads,
han så brændende ønskede at besidde.