forord

Cicero mod Verres - indledning - s. 8 - 1/13/2012 12:58
Sed ea res, judices, haud scio an plus
mihi profuerit quam, si mihi tum
essent omnes gratulati. Nam postea
quam sensi populi Romani auris
hebetiores, oculos autem esse acris
atque acutos, destiti quid de me
audituri essent homines cogitare; feci,
ut postea cotidie praesentem me
viderent, habitavi in oculis, pressi
forum; neminem a congressu meo
neque janitor neque somnus
absterruit.
Jeg ved bare ikke, mine herrer
dommere, om jeg ikke fik mere ud af
den situation, end hvis alle havde
taget imod mig med åbne arme
dengang. For da jeg havde fået øjnene
op for, at folket i Rom er døvt på
begge ører, men har det skarpeste og
mest kritiske blik, der findes,
besluttede jeg mig for ikke at
interessere mig for, hvad folk fik at
høre om mig; i stedet sørgede jeg for,
at de dagligt så mig for deres øjne -
jeg simpelthen boede i deres øjne, gik
forum tyndt; hverken min dørmand
eller min morgensøvn fik lov til at
afvise så meget som én eneste person.
Al Ciceros omhu som administrator, hans hæderlighed, respekten fra undersåtterne
ude i den perifere provins, var altså til ingen nytte. Romersk politik
foregik i Roms midte - fra meget tidligt på morgenen, hvor man tog imod ved
morgenmaden, til sent på aftenen, og fremfor alt på offentlige steder. Det var
de personlige forbindelser, den evige opmærksomhed på ikke at fornærme de
forkerte (men nok de rigtige), der banede vejen for en politisk karriere. Cicero
selv slog sig siden op som forsvarer, patronus, for enhver klient, der måtte
ønske det, og hvis sag lod sig forsvare, og samlede sig på den måde
efterhånden en clientela, og især mange amici. Cicero var i 70’erne fvt. aldeles
ikke i en position, hvor han kunne tillade sig at støde nogen fra sig ved at
optræde som anklager, og han gjorde det da næsten heller aldrig.
Hvorfor påtog Cicero sig så anklagen af Verres? Den gruppe senatorer, der stod
over for ham, repræsenterede noget nær den absolutte top af det politiske liv;
hændelserne i provinsen Sicilien interesserede derimod måske ikke ret mange.
Var det virkelig formålstjenligt for en outsider med store politiske ambitioner at
angribe selve den politiske elite, alle insiderne?
Sagen er, at senatsspidsen måske netop det år var det rigtige mål at angribe.
Den store forfatningsreform imod senatets enorme magt skabte en vind, der
meget vel kunne blæse Cicero længere frem i karrieren, hvis han passede på
ikke at gå for vidt - han kunne næppe tillade sig at angribe senatsadelen selv.
Cicero var ingen revolutionær og ønskede ikke systemet afskaffet; tværtimod
ønskede han at blive en (vigtig) del af det. Men så måtte han også fremstille sig
som et alternativ til den korrupte Verres. Han måtte gøre en dyd af
nødvendigheden og fremstille sig som netop det, han var: en fornyelse, en homo
novus både i den almindelige betydning af en mand uden gammel familie i
senatet, og i en anden: en ny og ubesmittet mand med højere og bedre
principper.