forord

Cicero mod Verres - indledning - s. 6 - 1/13/2012 12:58
der havde haft embedet som konsul engang. Det var en vanskelig ting at
præstere, fordi Cicero ikke havde en lang række af forfædre bag sig, der alle
havde spillet en rolle i det romerske samfund; han kom end ikke fra selve byen
Rom, men fra den lille provinsby Arpinum - han var af fødsel en outsider, hvad
man i Rom kaldte ‘en ny mand’, homo novus.
Det romerske samfund var bestemt af personlige forbindelser. Ligestillede
personer indgik ‘venskaber’, amicitiae, der forpligtede dem til at støtte
hinanden; overfor personer, der stod lavere i det sociale system, optrådte man
som patronus, ‘beskytter’, og man havde så en moralsk forpligtelse til at træde
til, når disse personer kom i vanskeligheder - f. eks. blev anklaget for retten.
Teknisk hedder den, man er patronus for, en cliens; det, man viser ham, er et
beneficium, en ‘velgerning’, og han bør til gengæld yde en tjenester til gengæld,
officia. Herefter er begge parter bundet af en moralsk forpligtelse, gratia,
‘taknemmelighed’. Den gruppe personer, man som fremtrædende person i
Rom samler om sig, hedder clientela (og hele systemet kaldes i moderne tid for
‘clientela-samfundet’). En af de vigtigste tjenester, man som cliens kunne yde
sin patronus, var at stemme for ham, når han selv stillede op til et valg, eller for
hans amici, når de stillede op.
Det er uimodsigeligt, at der er et vist mafia-agtigt præg over dette system. Det,
Cicero som outsider ikke har haft, er først og fremmest amici, der kunne stille
deres klienters stemmer til rådighed, og egne clientes. Måske har han idealistisk
villet kompensere for denne mangel ved personlig hæderlighed og dygtighed,
saglig indsigt i administrative, juridiske, politiske og andre forhold. I så fald
har han nok været lovlig naiv. Det er i hvert fald det billede, han tegner af sig
selv 15-20 år senere. Han fortæller i en tale, han holdt i 54 fvt., hvordan han selv
oplevede det at vende tilbage til Rom fra Sicilien, hvor han havde været
quaestor i Lilybaeum (NB!) i året 75 fvt. - og hvilken lære han drog af den
oplevelse. Det er en munter passage, hvor Cicero ironiserer svært over sin egen
naivitet (Pro Plancio 64 - 66):
Sed ita multa Romae geruntur, ut vix
ea, quae fiunt in provinciis, audiantur.
Non vereor, ne mihi aliquid, judices,
videar arrogare, si de quaestura mea
dixero. Quamvis enim illa floruerit,
eum me postea fuisse in maximis
imperiis arbitror, ut non ita multum
mihi gloriae sit ex quaesturae laude
repetendum.
Der sker så meget i Rom; det er
dårligt nok, at man hører, hvad der
foregår i provinserne.
Jeg er ikke bange for at virke selvglad,
mine herrer dommere, hvis jeg siger
et par ord om min tid som kvæstor.
Min indsats var ganske vist
fremragende, men jeg tror at turde
sige, at jeg siden har ført mig sådan
frem i de mest fremtrædende hverv,
at jeg ikke behøver at hente mig så
megen prestige ved at fremhæve,
hvad jeg præsterede som kvæstor.