kan downloades her - Green Cities

Green Cities i front
for biodiversiteten
Rapport, maj 2013

Kolofon:
Rapportens forfattere:
Landskabsarkitekt Jan Holm, Albertslund Kommune,
naturmedarbejder Ole Dahlqvist Sørensen, Allerød Kommune,
biolog Benny Wiendel Jakobsen, Ballerup Kommune, biolog
Gert Thorhauge Andersen, Herning Kommune, miljøtekniker
Lone Güldner Kolenda, Kolding Kommune og biolog Ayla Nurkan
Gretoft, Københavns Kommune, Byplanlægger Rikke Hedegaard
Christensen, Københavns Kommune.
Proceskonsulent: Kirsten Ramskov Galamba, Rambøll
RedaKtion:
Jan Holm, Ole Dahlqvist Sørensen, Gert Thorhauge Andersen,
Ayla Nurkan Gretoft, Astrid Cramer, Green Cities-sekretariatet
Udgiver: Green Cities, greencities.dk
layout: Mette Kirstine Lund, Manoevre.dk
forsidefoto: Stor Kærguldsmed, ansvarsart i Allerød Kommune
Green Cities i front
for biodiversiteten
Rapport, maj 2013

Købehavns Kommune har registreret fl ora
og fauna på Tåsinge Plads på Østerbro.
Kilde: Habitats
1. forord 7
2. bag rapporten 8
3. Sammenfatning og anbefalinger 10
Rapportens anbefalinger 11
4. Grøn-blå struktur som strategi for øget biodiversitet 14
ABCD-natur 14
Cases med ABCD-natur og grøn-blå struktur 19
5. helhedssyn og tværfagligt samarbejde skal bane vejen 24
5.1 Samarbejde på tværs i organisati onen 25
5.2 Samarbejde med samfundets aktører 26
Borgere 27
Lodsejere 28
Andre kommuner 30
Universiteter og videncentre 31
Interesseorganisationer 33
6. Politisk prioritering er en forudsætning for succes 34
6.1 Eff ektmålinger 35
6.2 Værdisætning af natur 36
7. lovgivning og planlægning for øget biodiversitet 40
7.1 Mål om øget biodiversitet integreres i planlægningen 41
7.2 Planloven som ramme 42
8. eksempler på konkrete strategier i Green Cities kommunerne 46
9. debat-oplæg 52
Hvor svært kan det være 52
Skal vi have en aktiv naturforvaltning? 56
Interessekonfl ikter i naturforvaltningen 57
4 5

6
Naturpleje Råmosen, Ballerup Kommune
1. foRoRd
Med denne rapport ønsker Green Cities at være med til at gøre
biodiversitet mere nærværende og fl ytte den højere op på de
kommunale og statslige dagsordner. Baggrunden er en konstatering
af, at det er nødvendigt, dels at øge fokus på området, dels at fi nde
nye veje, hvis det skal lykkedes at stoppe den nuværende udvikling
med tab af biodiversitet. Danmark tilsluttede sig i 2002 til FN’s
biodiversitets-konvention, der havde som mål at stoppe tabet af
biodiversitet inden 2010. Et mål, som FN på verdensplan rykkede til
2020.
I følge en rapport fra 2010 om biodiversitet fra Danmarks
Miljøundersøgelser (nu DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi),
er biodiversitet et forsømt indsatsområde, hvor naturen stadigt bliver
fattigere, generation for generation. Rapporten fra DMU påpeger,
at myndighederne ikke bare mangler vilje, men også i betydeligt
omfang viden, hvis vi skal kunne løfte den store opgave det er at
standse tabet af biodiversitet.
Biodiversitet er et af Green Cities-kommunernes fokusområder og de
seks deltagende kommuner har sat sig et særdeles ambitiøst mål:
At øge den biologiske mangfoldighed inden 2015. Hvis det mål skal
lykkedes, er der i kommunale sammenhænge behov for erkendelsen
af, hvordan indsatsen kan målrettes og derefter prioritere den.
Målet med rapporten er, at den skal være med til at sætte
retningen for arbejdet med biologisk mangfoldighed i Green Citieskommunerne
de kommende år, men hensigten er også, at rapporten
kan være med til at igangsætte en debat, en dialog og en videnog
erfaringsudveksling, der kan være med til at styrke indsatsen
for biodiversiteten i hele Danmark. Rapporten er en blanding af
faglige betragtninger og redegørelser, Best Practice-cases, samt
debatindlæg. Håbet er tillige, at rapporten kan bidrage som en
trædesten i arbejdet med at lave en national strategi for øget
biodiversitet.
Green Cities
Green Cities består af kommunerne Albertslund, Allerød, Ballerup,
Herning, Kolding og København og repræsenterer dermed både
7

8
land- og bykommuner. Green Cities har udpeget seks temaer, Klima,
Økologi, Natur, Vand, Trafi k og Affald og sat en række ambitiøse
mål, som går videre end den nationale målsætning for hvert
område. For natur-temaet er Green Cities-målsætningen: At øge den
biologiske mangfoldighed inden 2015 og at øge tilgængeligheden til,
anvendelsen af og kendskabet til vores natur, herunder bynær natur.
2. baG RaPPoRten
Denne rapport er resultatet af et projektarbejde i regi af Green
Cities-samarbejdet, som blev gennemført i perioden fra august 2012
– marts 2013. Formålet med projektet var at fi nde svar på, hvordan
kommunerne proaktivt kan bidrage til en øget biodiversitet.
Biodiversitet er svært at defi nere og endnu sværere at måle på.
Det er en udfordring for Green Cities- kommunerne at fi nde nye
veje til at nå målet med øget biologisk mangfoldighed. Resultatet
af projektarbejdet afspejler, hvilke overvejelser kommunale
naturmedarbejdere har været i gennem for at nå frem til konkrete
løsningsforslag.
Der er mange bevægelser i samfundet som tegner en søgeproces
mod nye måder at imødegå de samfundsmæssige udfordringer.
Der tales bredt om en bæredygtig omstilling af samfundet,
som indbefatter en teknologisk/teknisk omstilling såvel som et
styringsmæssigt skift. Et væsentligt nøgleord er helhedsorientering,
og der eksperimenteres fl ere steder med at etablere samarbejder på
tværs af samfundets aktører, for dermed at identifi cere åbninger og
udvikle nye måder til at løse meget komplekse problemstillinger. Det
er i denne kontekst projektarbejdet og rapporten indskriver sig.
Projektarbejdet er nu afsluttet og rapporten er afl everet – men
læreprocessen fortsætter, men nu med et nedskrevet fælles
udgangspunkt. I forlængelse af denne rapport, vil rapportens
forfattere, som det første skridt videre i egne rækker, distribuere
pixi-udgaver af rapporten målrettet beslutningstagerne,
samarbejdspartnere og kolleger. Pixi’erne kan downloades på
www.greencities.dk, sammen med rapporten. Tanken er at
benytte pixi’erne som udgangspunkt for dialog mellem teknik
Kongenshave huse og blomster, Københavns Kommune.
Spidssnudet frø i Albertslund Kommune.
Foto: John Frisenvænge
9

og miljøforvaltningerne og andre kommunale forvaltninger og
beslutningstagere.
Rapportens forfattere:
Landskabsarkitekt Jan Holm, naturmedarbejder Ole Dahlqvist
Sørensen, Allerød Kommune, biolog Benny Wiendel Jakobsen,
Ballerup Kommune, biolog Gert Thorhauge Andersen, Herning
Kommune, miljøtekniker Lone Güldner Kolenda, Kolding
Kommune og biolog Ayla Nurkan Gretoft, Københavns Kommune,
Byplanlægger Rikke Hedegaard Christensen Københavns Kommune.
Proceskonsulent: Kirsten Ramskov Galamba, Rambøll
3. SammenfatninG oG anbefalinGeR
Rapporten introducerer begrebet ‘ABCD-natur’, for at inkludere den
natur, som lovgivningen ikke omfatter og som ikke altid tænkes
med, når der tales om naturforvaltning/ naturbeskyttelse i den
kommunale planlægning. A= Natura2000-områder og tilsvarende
ved lov beskyttede områder, B = arealer, der er beskyttet af
naturbeskyttelseslovens § 3, C = al anden natur og D = potentialet
for ny natur. Tanken er med andre ord at inddrage ‘den lille natur’,
som ofte bliver overset, når vi taler biodiversitet. For at styrke
indsatsen for biodiversiteten i den danske natur, er ingen plet for
lille til at udgøre en ressource eller et potentiale for at bevare eller
udvikle noget.
tværfaglighed er nødvendig for at skabe en 360° indsats
Naturforvaltningen i kommunerne er i dag primært forankret hos
medarbejdere med et naturfagligt udgangspunkt. For at skabe
helhedsorienterede løsninger som bidrager til en bæredygtig
omstilling af samfundet og for at opfylde målsætningen, kræves
imidlertid et øget tværfagligt samarbejde. En bæredygtig
udvikling skal således sættes på dagsordenen også indenfor andre
forvaltningsområder. I dag kan samarbejdet mellem byplanlægger og
naturmedarbejder være begrænset eller manglende.
Politisk opbakning
Der er kamp om opmærksomheden og pengene i kommunernes
komplekse virkelighed. Når der som i dag er nedskæringer i forhold
til alle kommunens opgaver, bliver det en udfordring at skabe
interesse for den ’almindelige natur’. Den kan ikke desto mindre
være af stor værdi, og det er nødvendigt, at vi tænker værdisætning
af naturen ind i arbejdet for biodiversitet. Værdisætning af
naturen giver mulighed for et andet udgangspunkt i forhold til
kommunikationen til politikere, borgere og kolleger, og kan være
med til at flytte naturen frem på de kommunale dagsordner.
Formidling og debat om naturen kan sætte nyt fokus på den politiske
dagsorden.
Kommune- og lokalplaner er vigtige rammer
Når kommunerne arbejder med den grønne og blå struktur er
det nødvendigt, at den tænkes sammen med kommuneplanen
og kommunens øvrige udvikling. Al natur bør integreres som
fokusområde, ikke bare i kommuneplanen, men i alle lokalplaner,
sektorplaner, strategier og politikker. Lovgivningsmæssigt er det
planloven, som bliver rammen for arbejdet med biodiversitet
i kommunerne, da det er den, der vedrører anvendelsen og
udformningen af vores fysiske omgivelser, herunder særligt
spørgsmål om anvendelsen af landets areal- og naturressourcer.
RaPPoRtenS anbefalinGeR
Med baggrund i rapporten anbefaler Green Cities følgende tiltag
og ændrede arbejdsgange for at få biodiversitet og den grøn-blå
struktur på dagsordenen:
Al natur, i denne rapport kaldet ABCD-naturen, introduceres i den
kommunale forvaltning som begreb og inddrages i forvaltningens
beslutningsprocesser. Dette skal sætte fokus på den natur, der ikke
beskyttes af lovgivningen.
◦ VVM-screeningsskemaer ændres, så ikke kun AB-natur, men
ABCD-natur systematisk indgår
◦ Konklusioner fra naturvurderinger og konsekvensvurderinger
indgår som en obligatorisk del af det politiske
beslutningsgrundlag og sættes på dagsordener som punkt
under afledte konsekvenser
• Kommunerne skal opbygge interne forvaltningsmæssige
procedurer, der styrker den eksisterende natur og potentialer samt
10 11

tværfaglige tilgang, så naturpotentialet i projektforslag, mv. kan
komme med på dagsordenen tidligt i processen. Tværfagligheden
skal styrkes.
◦ I alle relevante projektudkast eller lokalplanudarbejdelse er
der adgang til oplysninger om undersøgelse af naturpotentialet
i det konkrete projekt
◦ Prioriterede (herunder beskyttede) arter/ansvarsarter
i kommunen udpeges og fastholdes og anvendes som
fokuspunkter for formidling og synliggørelse af biodiversiteten
som samfundsinteresseområde og muligheder for beskyttelse.
◦ Prioriterede arter er parameter for at måle udviklingen i
biodiverstiet
◦ Hvert år udvælges en prioriteret art, som genstand for en
særlig indsats.
◦ Naturmedarbejderne får mandat og plads til at kommunikere/
invitere sig selv til dialog om budskaber og viden til andre
fagområder vedrørende potentialet for biodiversitet.
• Politisk prioritering er en forudsætning for succes. Kommunerne
har behov for et stærkt politisk redskab for at få biodiversitet på
dagsordenen. Udarbejdelse af en naturpolitik eller naturkvalitetsplan,
vel at mærke en plan med et politisk mandat til at blive vægtet i
beslutningsprocesserne, er afgørende for at naturen får sin plads i
prioriteringerne i kommunens arbejde.
• Forbedret monitering og effektmålinger på konkrete
naturprojekter. Viden om biodiversiteten og dennes udvikling i
kommunen er ofte sporadisk især når det handler om effektmåling
af konkrete projekter. En plan og et konkret mål for en styrkelse
af moniteringen af naturen bør defi neres i kommunernes arbejde,
herunder også i samarbejde med Naturstyrelsen og deres
forpligtelser og opgaver til monitering af naturen, som vurderes at
være blevet nedprioriteret de senere år efter strukturreformen og
med amternes nedlæggelse.
• Værdisætning af naturen bør indgå i planarbejder på linje
med andre værdisætningsvurderinger så som tilfl yttere,
arbejdspladser mv. Dermed kan vi opnå et helhedsbillede f.eks.
af en ændret arealanvendelse og dermed give politikere et bedre
beslutningsgrundlag
• Naturmedarbejderne bør således inviteres med til en gensidig
dialog allerede i idefasen til alle større anlægsprojekter
• Kommunerne forankrer biodiversiteten gennem en stærk
planlægningsmæssig tilgang:
◦ Kommuneplanerne indeholder en status for kommunens natur
og det åbne land (biodiversitet og landskaber).
• Kommunen udarbejder en biodiversitetsstrategi, hvis en sådan
ikke allerede er udarbejdet.
• Kommunerne styrker den brede formidling af naturværdierne til de
som ejer og bruger naturen for at øge ansvarsfølelsen og ejerskabet
til naturen og biodiversiteten.
• Biodiversiteten sikres gennem fl eksible økonomiske rammer,
der giver naturmedarbejderne råderum til hurtig omprioritering af
ressourcer ud fra naturens tilstand.
Hulkravet Kodriver i Kolding Kommune.
12 13

4. GRøn-blå StRUKtUR Som StRateGi foR øGet
biodiveRSitet
Formålet med at beskrive en grøn-blå struktur er at udvikle et
plangrundlag, der kan bidrage til at vende udviklingen med tab af
biodiversitet. At beskytte biodiversiteten betyder, at vi vil sikre, at
arterne overlever, at vi beskytter vore mange naturtyper og at den
genetiske variation bevares. Dette kræver først og fremmest mere
plads til naturen og bedre sammenhæng mellem naturområderne.
Udvikling af en grøn-blå struktur er derfor både en nødvendighed og
en forudsætning. Plads er en begrænset ressource.
Vi har som mange andre konkluderet, at når vi snakker biodiversitet,
så er det ikke tilstrækkeligt at arbejde med den natur, der er
beskyttet af EU-regler og dansk lovgivning. Biodiversitet handler ikke
kun om lysåbne terrestriske naturtyper. Vi skal have al natur med.
Grøn-blå struktur er derfor også skove, vandløb, søer og marine
områder og arternes levesteder.
Da diskussionen ofte har gået på frygten for, at der kun
er ressourcer til at beskytte den prioriterede natur, er den
beskyttede natur derfor blevet inddelt i en A og en B natur. Det
er utilstrækkeligt, og det er derfor nødvendigt også at se på den
ikke-beskyttede natur, C-naturen og potentiel natur, D-natur. Vi
introducerer derfor et nyt begreb: ABCD-natur.
ABCD-natur – definitioner
a-natur er den natur, der primært omfatter de arealer, der er
beskyttet af Habitatdirektivet og Fuglebeskyttelsesdirektivet, de
såkaldte Natura 2000-områder, herunder de arter, der er tilknyttet
udpegningsgrundlaget. A-naturen omfatter også de danske
nationalparker.
b-natur er natur, der på anden vis er beskyttet, det vil primært sige
arealer, der er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3, herunder
alle de traditionelle lysåbne naturtyper som heder, ferske enge,
overdrev, strandenge og moser samt søer og vandløb. Det kan også
være skovnatur og egekrat, der er beskyttet efter skovloven eller
arealer, der er omfattet af en fredningskendelse eller vildtreservatbestemmelser
samt fredede eller på anden vis beskyttede arter.
Både A og B-natur omfatter således arealer, hvor det primære
formål er naturbeskyttelse og arter, der er fredede eller på anden vis
beskyttet.
C-natur er al anden natur, herunder naturelementer, der ikke er
knyttet til egentlige traditionelle naturområder, og ikke beskyttede
arter, der ofte er afhængige af levesteder, der ligger udenfor
den beskyttede A og B natur. C-naturen er således knyttet til og
afhængig af arealer, hvor naturbeskyttelse ikke er det primære
formål. Den marine natur er ofte C-natur og omfatter mange
rødlistede arter. C-natur kan også være jernbane-terræn, private
haver, parker, byggetomter og grønne områder.
d-natur er potentiel natur, det vil sige områder, der på grund af
deres beliggenhed og/eller kvaliteter kan bruges til at udvide og/
eller skabe bedre sammenhæng mellem eksisterende naturarealer.
Når vi snakker beskyttelse af arter, kan vi ikke direkte målrette en
indsats for alle vore arter i Danmark. Vi er nødt til at vælge og har
derfor i hver Green Cities-kommune opstillet lister med prioriterede
arter/ansvarsarter. Det er primært truede arter, som vi mener det er
relevant at gøre en indsats for lokalt. Listerne er ikke endelige, men
skal udvikles i takt med, at vi får ny viden om arterne. Prioriterede
arter bliver således et billede på biodiversiteten. Ved at beskytte
disse enkeltarter kvalificerer vi samtidigt naturbeskyttelsen generelt.
Prioriterede arter/ansvarsarter
Prioriterede arter/ansvarsarter er truede arter eller arter i
tilbagegang, som vi lokalt har valgt at prioritere og tage ansvar for.
Ved valg af arter er en række forhold overvejet:
Arterne skal kunne findes i eller lige uden for kommunen.
Kommunen skal rumme potentielle levesteder for arten.
Arten skal gerne være omfattet af en eller flere
beskyttelsesordninger, for eksempel fredning, bilag IV art,
udpegningsgrundlag for Natura 2000 områder eller lignende
Arten skal gerne være rødlistet
14 15

Arten må gerne have en spændende naturhistorie, så den kan
bruges formidlingsmæssigt
Arten må gerne være almindeligt kendt.
Arterne skal gerne repræsentere forskellige artsgrupper og
forskellige levesteder/naturtyper
Prioriterede arter/ansvarsarter
Plangrundlaget for biodiversitet - den grøn-blå struktur - bliver
herefter en sum af arealer og arealanvendelser, der fastlægges ud
fra beskyttet natur, ikke-beskyttet natur, arternes levesteder og
krav til disse samt den potentielle natur, der kan øge naturarealet
og binde den eksisterende natur sammen. Dette er komplekst, men
kan beskrives som summen af en række lag, der hver beskriver et
aspekt af biodiversiteten.
tænkt eksempel på en grøn-blå struktur med en
række lag:
◦ Arealer omfattet af en Natura 2000 udpegning
◦ Arealer beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3
◦ Skovarealer, herunder træer med lungelav og en skovlysning
med mange sommerfuglearter.
◦ En gruppe gamle træer, der bruges som raste- og
ynglelokalitet af flagermus
◦ Et læhegn, der er ledelinje for flagermusene mellem raste- og
fourageringsområder
◦ Levesteder for frøer og tudser tæt ved et beskyttet vandhul,
der bruges som ynglelokalitet
◦ En mindre skrænt op til en mose, der er levested for birkemus
◦ Nogle arealer der kan skabe sammenhæng mellem de
beskyttede § 3 arealer.
Den grøn-blå struktur skal kunne bruges i mange sammenhænge,
fra den store skala, hvor man fx. snakker naturnetværk på EUniveau
og ned til planlægning og gennemførelse af den enkelte
borgers projekter. Der er således både tale om store naturområder
som kyststrækninger, skovområder og ådale, der ofte dækker flere
kommuner, og om ’den lille natur,’ hvor man lokalt i en lokalplan eller
en naturplan for en enkelt ejendom ser på enkelt-elementer som
læhegn, et skovbryn, et vandhul, en tagflade eller en konkret yngle-,
fouragerings eller rasteplads og så videre.
Grøn-blå strukturer skabes dels med store naturområder og
sammenhængen mellem disse og dels gennem sammenhængen
mellem de beskyttede områder og den såkaldte ubeskyttede natur.
Det er vigtigt at sikre en vis variation i de grønne områder, både i
forhold til størrelse og typer af habitater. Desuden er det vigtigt at
arbejde målrettet mod at skabe fysisk sammenhæng mellem de
grønne områder, enten via grønne korridorer eller ledelinjer.
Den regionale grøn-blå struktur omfatter de overordnede
landskabstræk som kyster, større naturområder samt skove og
ådale. Disse spiller en stor rolle for dyre- og plantelivet. Naturen får
her plads til at udvikle sig, og det er derfor vigtigt, at kommunerne,
i samarbejde med regionerne og staten, sikrer, at den eksisterende
grøn/blå struktur bevares og udvikles. Det er væsentligt, at
arbejdet med at stoppe tabet af biodiversitet også må ske på tværs
af landegrænser, og at samarbejde med nabolande derfor også
kan være en forudsætning for spredning af arter, hvis levesteder
overskrider landegrænserne.
Den kommunale grøn-blå struktur omfatter de overordnede grønne
sammenhænge inden for kommunegrænsen, og er meget forskellige
i forhold til den enkelte kommunes størrelse og demografi m.m.
Den overordnede struktur dannes ofte af ådale, kuperet terræn,
kyststrækninger og skovområder. Retningslinjerne for udvikling af
de fysiske rammer for den kommunale grøn-blå struktur udstikkes
i kommuneplanen, og et samarbejde med nabokommuner omkring
målsætning og strategi er derfor ofte en forudsætning for at der kan
skabes meningsfulde, sammenhængende naturområder.
16 17

Lokalt kan der arbejdes med den grøn-blå struktur på mange
forskellige måder. I byen omfatter den lokale grønne struktur
gadetræer, vejrabatter, private haver, grønne fællesarealer,
lommeparker og grønne tage. I det åbne land omfatter den grøn/
blå struktur sammenhæng mellem de enkelte naturområder, men
også vandløb, levende hegn, vejrabatter og grønne stier m.m. Det er
vigtigt, at indsatsen med grøn-blå strukturer forankres lokalt så man
med optimal pleje af området kan opnå mere biodiversitet.
Eksempler på grøn-blå struktur er Vadehavet, den Københavnske
fi ngerplan, Skjern Å-dalen, Vestskoven, et overdrev, et læhegn, en
grøft eller grøftekant, en gravhøj, et stenrev eller en havnemole,
et enkelt eller en gruppe af gamle træer i byen, grønne tage, en
havedam, et græsareal eller en kvasbunke bagest i haven – med
andre ord, opererer vi her både i lille og stor skala i forhold til
naturen.
Seksplettet køllesværmer, prioriteret art i København.
CaSeS med abCd-natUR oG GRøn-blå StRUKtUR
lommeparker som element i den grønne struktur
De Københavnske lommeparker tager afsæt i idéen om den lille
afgrænsede rekreative lomme i byen. Lommeparkerne er indrettet
forskelligt afhængigt af, hvor de ligger og hvem der skal bruge
dem. Lommeparkerne anses som en del af byens grønne struktur
og supplerer på den måde byens større parker og naturområder.
Lommeparkerne kan være en del af en grøn forbindelse gennem
byen og hermed bidrage til at gøre byens infrastruktur mere attraktiv
for fodgængere og cyklister.
tåsinge plads som eksempel på lokal, grøn struktur og samarbejder
på tværs af fagligheder
I klimakvarteret Skt. Kjelds Kvarter på Østerbro i København
arbejder Københavns Kommune bevidst med at fremme
biodiversiteten. Kommunen har indledningsvist i projektarbejdet
fået udarbejdet en registrering af fl ora og fauna på i kvarteret,
herunder Tåsinge Plads. Registreringerne skal bruges som
en base-line for projektets succeskriterier for forøgelse af
biodiversiteten. Derudover er der foretaget en registrering af
strukturelle elementer og mangel på samme, der kan være
afgørende for, om naturen bliver styrket i projektet.
På Tåsinge Plads kendes nu den eksisterende fl ora og fauna, de
strukturelle elementer og potentialet for spredning fra oplandet.
Dermed kan vi helt præcist pege på, hvilke strukturer, der
mangler, så som tilstedeværelse af vand, skjulesteder for smådyr,
mindre befæstning og mere naturlig vegetation. Beplantningen
skal være med danske træarter og vilde blomster, og den
fremtidige drift skal være mere ekstensiv, dvs. høslet frem for
græsslåning etc.
18 19

20
fingerplanen som eksempel på planlægning af en regional
grøn/blå struktur
De grønne kiler har været en væsentlig bestanddel af
hovedstadsregionens grønne struktur siden Fingerplanen blev
introduceret i 1947. Fingerplanen kombinerer de trafi kale og
bosætningsmæssige behov samtidig med, at den sikrer bevaring
og udvikling af landskabet. Fingerplanen blev først juridisk
bindende overfor kommunerne i 1980’erne, men siden den blev
introduceret, har den haft en vigtig betydning for de efterfølgende
kommuneplaner. Resultatet har været en udbygning af de grønne
ringe og kiler, som nu udgør et meget karakteristisk element i
regionens grønne struktur. Fingerplanen har således sikret en
vis sammenhæng og forbindelse mellem hovedstadsregionens
naturområder.
ådale er en bærende del af den grøn/blå struktur i herning
Kommune
Ådale er vigtige for udviklingen af en grøn-blå struktur i Herning
Kommune. Ådale omfatter typisk, udover vandløbene også beskyttede
enge og moser langs dette, og i nogle tilfælde mere tørre naturtyper
som over- drev, heder og egekrat på de lidt højere liggende
arealer. Ådalene omfatter en stor del af den beskyttede natur i
kommunen og er også levested for en række af vores ansvarsarter
(prioriterede arter). Samtidigt er ådalene i sig selv økologiske forbindelseslinjer
i landskabet.
Ådalene omfatter i Herning Kommune arealer langs de tre
hovedvandløb Karup Å, Storå og Skjern Å samt arealer langs en
lang række tilløb til disse. De tre vandløbssystemer afvander til
henholdsvis Limfjorden, Nissum Fjord og Ringkøbing Fjord.
Ådale er en vigtig del af den grønne struktur i Herning
Finnestribet ferskvandsulk, en ansvarsart i Herning.
21

Småsøer som afsæt for en styrket kommunal grøn struktur
Småsøer er en vigtig biotoptype for den grøn-blå struktur i
kommunerne, både i det åbne land, men ikke mindst i byerne,
hvor søer ofte er den eneste naturtype, der bevarer lovmæssig
beskyttelse i naturbeskyttelsesloven, når et areal bliver byzone.
Allerød Kommune arbejder målrettet med småsøer. Kommunen
indgår i fl ere projekter, der sigter på at forbedre forvaltningen
af småsøer og åbne muligheden for fl ere småsøer. Senest er
kommunen gået ind i et EU-interreg projekt om sø-forvaltning,
hvor fokus i Allerød netop er små søer og deres funktion i den
grøn-blå struktur. Flere småsøer er til gavn for især padder og
krybdyr og har i Allerød kommune de seneste år set dagens
lys i forbindelse med klimatilpasningsprojekter og løsninger
på regnvandshåndtering. Således blev der i 2011 etableret og
oprenset små vandhuller i forbindelse med etablering af 20.000
m3 regnvandsbassin i området Rørmosen. Byens cirkusplads
blev i 2011 også beriget med et temporært vandhul for at løse
en periodevis oversvømmelse af en vej, til glæde for padder og
guldsmede.
Regnvandssøer i albertslund
Ved etableringen af Albertslund som ’ny’ by i Vestegnens fl ade
landbrugs- og gartnerilandskab blev besluttet at separatkloakere,
så regnvand fra veje og stier er adskilt fra spildevand. I
bebyggelsesplanerne er etableret ’regnvandsbassiner’ udformet
som søer i nærrekreative områder indimellem de forskellige
boligområder. Med tiden har plante- og dyreliv taget søerne i
besiddelse – enkelte steder er orkidéer dukket op på bredden, der
er frøer og padder og ynglende ænder, blishøns og svaner. I det
fl ade landskab er også opnået en forsinkelse af afstrømningen til
de få vandløb og en rensning af vandet inden udløbet i åerne. Flere
steder er på lavtliggende arealer anlagt ’våde enge’, hvor vandet
bidrager yderligere til en stor variation i biotoptyper, og der er
således tale om både værdi for biodiversitet og klimasikring.
Grusgravssøerne i Allerød.
Egesøen—regnvandsbassin i et boligområde i
Albertslund Kommune.
22 23

5. helhedSSyn oG tvæRfaGliGt SamaRbejde
SKal bane vejen
Naturforvaltningen har historisk været reguleret gennem
lovgivningen med et fokus på de naturområder som har været
kategoriseret som særlig værdifulde. Det lovgivnings- og
forvaltningsmæssige ophæng betyder, at forvaltning og udvikling
af naturen traditionelt udføres af faglige eksperter med ekspertise
indenfor biologi og/eller naturforvaltning. Indtil kommunalreformen
lå ansvaret for naturforvaltningen hos amterne, hvilket gav
muligheder for en planlægning og pleje af større, regionale
sammenhængende naturområder, samt en systematisk og ensartet
opfølgning på indsatsen.
Med strukturreformen i 2007 blev ansvaret for naturforvaltningen
lagt ud til kommunerne, hvilket i praksis betød en reduktion
i størrelsen af forvaltningsenhederne. Samtidig betød
strukturreformen en forvaltningsmæssig større nærhed til borgerne.
De forvaltningsmæssige ændringer kalder således på
tværkommunalt samarbejde i udvikling og forvaltning af
større, sammenhængende naturområder. Samtidig åbner den
større nærhed til borgerne for at naturforvaltningen i højere
grad kan demokratiseres, blandt andet gennem inddragelse af
borgere og interesseorganisationer i planlægningsprocessen.
Det, at naturforvalterne nu er tættere på de øvrige kommunale
forvaltningsområder, åbner også for muligheden for, at naturhensyn i
højere grad kan integreres i den kommunale planlægning.
Den særlige udfordring kommunerne står overfor i dag med at
skulle håndtere en stadig stigende kompleksitet i forvaltning af de
fysiske områder, kræver således både faglig viden indenfor natur
og miljøområdet, politisk flair og forvaltningsmæssig ekspertise.
Derudover fordres kompetencer til at facilitere et samarbejde med
andre kommuner, interesseorganisationer og borgere. Hver enkelt
medarbejder skal således forstå og kunne navigere i krydsfeltet
mellem politiske ønsker, ledelsesmæssige prioriteringer og den
faglige forankring. Samtidig foregår dele af udviklingsarbejdet
og koordinering af indsatser i sociale relationer – internt i
organisationen, i samarbejde med andre offentlige institutioner, med
interesseorganisationer samt borgere.
faglig vurdering
Politiske værdier
naturforvalter
ledelsesmæssige
prioriteringer
Figur 1: Naturforvalteren skal kunne navigere i et krydsfelt mellem forskellige
rationaler og værdier.
5.1 Samarbejde på tværs i organisationen
I arbejdet med at sætte biodiversitet på dagsordenen, er det
vigtigt, at vi i kommunerne i højere grad begynder at tænke
naturprojekterne ind i andre sammenhænge og i andre projekter.
Der ligger et stort potentiale i at udnytte de synergieffekter, der kan
opstå ved, at naturhensynet integreres i projekter, der har politisk
bevågenhed, eller allerede er finansieret. I dag bliver den biologiske
mangfoldighed ikke som en selvfølge medtænkt i projekter og
planer. Det betyder at naturprojekter altid skal igangsættes og
finansieres af naturforvaltningerne, hvilket er svært pga. den
manglende økonomiske prioritering.
Den manglende tværfaglighed skyldes blandt andet et manglende
kendskab til biologisk mangfoldighed i de øvrige fagforvaltninger,
og manglende fantasi i forhold til de mulige potentialer, der er i at
integrere hensyn til natur og biodiversitet i f.eks. anlægsprojekter.
En strategi kan derfor være, at naturforvaltningerne fokuserer
på en kortlægning af aktuelle projekter, hvor der kunne opstå en
synergieffekt ved at medtænke naturtiltag og kortlægning af emner,
der har politisk medvind. I den sammenhæng er det vigtigt, at
naturforvalterne bliver bedre til at kommunikere budskaber og viden
til andre fagområder, så biologisk mangfoldighed kan blive en del af
kommunens øvrige planarbejde.
Det kræver aktiv handling at invitere sig selv i dialog med
medarbejdere fra andre forvaltningsområder. Det indebærer
24 25

imidlertid også muligheden for at der kan skabes nye,
innovative løsninger på flere af de komplekse samfundsmæssige
problemstillinger.
St. vejleådalen i albertslund – fællesforvaltning af et landskab
med naturindhold.
Ådalen ligger som et markant landskabstræk i kanten af hedesletten
med åen som naturlig grænse mellem Albertslund, Høje-
Taastrup, Ishøj og Vallensbæk kommuner. Trods gennemskæring
af flere motorveje og jernbaner er ådalen en af de ’grønne ringe’
i Fingerplanen og er med landbrugsarealer, enge, vådområder og
græssletter et værdifuldt rekreativt område. De fire kommuner
har tidligt erkendt behovet for en fælles Visions- og Handleplan,
som navnlig skal sikre naturværdier, rekreative værdier og være
retningsgivende for arealanvendelse og krav til kvaliteten af tilledt
vand til åen og dens tilløb.
Planens målsætninger og forslag til handlinger udgjorde da
også de fire kommuners høringssvar til vandplanen for Køge
Bugts opland og er i det daglige rettesnor for forvaltningers
og forsyningsselskabers arbejde. Planens tilblivelse skete
blandt andet med udgangspunkt i flere borgermøder, og lokale
interesseforeninger har ydet sit bidrag. Der er dermed en stærk
lokal interesse i at bevare ådalen som rekreativt område med stort
naturindhold, og interesseforeninger har taget skridtet videre og
formuleret sin egen plan, hvor ådalen betragtes som et samlet
hele uden skelen til kommuneskel og administrative grænser.
5.2 Samarbejde med samfundets aktører
Naturen afgrænses ikke af ejerforhold eller forvaltningsmæssige
grænsedragninger. Det er derfor væsentligt, at naturforvalteren
samarbejder bredt på tværs i samfundet. I Figur 2 er et udsnit af
de aktører som er væsentlige samarbejdsparter, for at skabe hele
løsninger for sammenhængende og spændende grønne strukturer,
som bidrager til en øget biodiversitet.
Universiteter og
videncentre
Figur 2: Naturforvaltere skal i samarbejde med mange aktører i samfundet for at skabe
sammenhængende naturområder.
boRGeRe
Ikke alle borgere har et kendskab til den lokale natur lige omkring dem.
En forudsætning for at forankre et ønske om at passe på naturen hos
borgerne, er imidlertid, at de enkelte kender til og har en personlig
relation til naturen. Et lokalt forankret ønske om natur af høj kvalitet, vil
kunne bidrage til at sætte biodiversitet på den politiske dagsorden. For
at skabe et større ejerskab til naturen hos befolkningen generelt er der
forskellige muligheder, hvoraf et par skitseres nedenfor.
• Bedre formidling af naturværdier.
andre kommuner
• Samarbejde med læreanstalter og NGO’ere om formidling af den
nære natur i undervisningen, evt. som obligatorisk læreblog.
• Lokale prioriterede ansvarsarter formidles ud til grundejerforeninger,
skoler, lokalsamfund, virksomheder osv., så borgerne involveres i at
holde øje med at arterne trives.
• Etablering af naturkunst i byen, der henviser til prioriterede arter mv.
• Etablering af korps af frivillige naturplejere, hvor borgere, skoleklasser
m.m. inddrages i det praktiske arbejde i naturen: ‘hive dunhammer opdag’,
smide sten i bunker, smide sten i åen, bygge fuglekasser etc.’
26 27
lodsejere
Universiteter og
interesseorganisationer
Politiske værdier
naturforvalter
borgere

fugleognatur.dk i albertslund
Naturhjemmesiden fugleognatur.dk indeholder borgernes egne
indberetninger af fund og iagttagelser af plante- og dyreliv i
Danmark. På få år er siden nu oppe på at indeholde mere end
200.000 indberetninger.
Siden 2009 har det været muligt at linke direkte fra Albertslund
Kommunes hjemmeside, hvilket formentlig har været med til
hurtigere at udbrede kendskabet. Der er navnlig takket være
ildsjæle med stor interesse for og kendskab til planter og dyr sket
mange indberetninger også i Albertslund, og der er dermed en stor
– om end usystematisk - viden om den lokale natur – samlet af
borgerne.
frivillige naturplejere i Utterslev mose
Københavns Kommune har i 2013 etableret en gruppe af frivillige
naturplejere i Utterslev Mose ”Mosens Venner” indtil 2013 skal
være et forsøgs-år, hvor der både skal rekrutteres fl ere frivillige til
projekterne, og der skal laves en drejebog for, hvordan konceptet
kan spredes ud til andre grønne områder i København. I år skal
der bruges tid på at rekruttere folk, at introducere naturplejerne
for området og events hvor naturplejen iværksættes, eksempelvis
handler det om kratrydning, slåning af Gyldenris, rydning af
overdrev, og lave slet på udvalgte plænearealer. Årets arbejde
fejres med et fælles ”spis naturen” arrangement. Projektet skal
evalueres og fotodokumenteres.
lodSejeRe
Samarbejdet med lodsejerne er helt centralt for arbejdet med biodiversitet.
Dette hænger sammen med, at mere plads til naturen er en
klar forudsætning for at vi kan sikre biodiversiteten.
Udfordringen er, at for mange lodsejere er sikring af biodiversiteten
ikke formålet med at eje jord. Langt størstedelen af den privatejede
jord i Danmark er landbrugsjord, der drives kommercielt. Dette
kræver at jorden bearbejdes, gødskes, vandes og drænes m.m.
Alt sammen aktiviteter, der på et givet areal er i konfl ikt med
naturbeskyttelse og sikring af biodiversiteten.
Frivillige naturplejere i Utterslev Mose
i Københavns Kommune. Foto: Habitats
Mølleåen, et af Allerøds to Natura 2000 områder.
28 29

Udfordringen er, hvordan vi både får plads til biodiversitet og
landbrugsproduktion. Hertil har vi brug for at få udviklet en række
virkemidler, der optimerer arealudnyttelsen. Et centralt virkemiddel
er her udvikling af en grøn-blå struktur (kan være C og D naturen),
der kan bruges til at sikre biodiversiteten i den fysiske planlægning i
Danmark og synliggøre, hvor der skal være plads til naturen og hvor
der skal være plads til landbrug.
andRe KommUneR
Naturen og den grøn-blå struktur stopper ikke ved kommunegrænsen.
Tværtimod udgør natur så som vandløb mv. ofte selve kommunegrænsen.
Da kommunerne overtog dele af amternes naturopgaver,
blev dette af nogle fremhævet som et potentielt problem. Intet
kunne være mere forkert. I dag foregår der på flere plan samarbejder
mellem kommuner. Både over kommunegrænsen er der samarbejder,
men også i større målestok samarbejder kommuner, for eksempel
i hele vandoplande, ådalssystemer og indenfor Natura 2000
områder. Heri indgår ofte også andre aktører, som Naturstyrelsen,
interesseorganisationer mv. Derudover er der etableret regionale og
landsdækkende netværk til erfaringsudveksling og kursusaktiviteter.
Endelig har Kommunernes Landsforening etableret faglige netværk
for kommunerne. Så kommuneskellet er ikke en naturbarriere.
algae be Gone: et eU projekt i samarbejde mellem allerød,
hørsholm og Rudersdal kommuner samt svenske kommuner
om forbedring af tilstanden i Sjælsø og Ringsjön i Sverige.
Allerød Kommune indgik i 2011 i et EU-samarbejde med Hørsholm
og Ruderdal om forbedring af Sjælsøs tilstand. Sjælsø ligger i
alle tre kommuner, hvoraf alle har en del af oplandet og to af
kommunerne må leve med den dårlige vandkvalitet fra søen
i nedstrøms-åer. Dette samarbejde kom i stand efter massivt
iltsvind, fiskedød og opblomstring af giftige alger.
Projektet går ud på, i samarbejde med kommunerne omkring
Ringsjön i Midtskåne i Sverige, at mindske næringstofbelastningen
af søerne, se på den interne forurening fra sedimenter samt udføre
og forbedre metoder i f.m. biomanipulering dvs. opfiskning af fisk
for at skabe den rigtige fiskebalance i søen. Projektet omfatter
også en formidling til offentligheden af projektet og søers økologi.
naturforvalternetværk på vestegnen
Indtil for nylig eksisterede Vestegnssamarbejdet,
som et formaliseret samarbejde mellem en række
kommuner i Hovedstadens nabolag. Blandt andet mødtes
natursagsmedarbejderne i en Naturgruppe, hvis formaliserede
ophæng selvsagt forsvandt, da samarbejdet ophørte.
Imidlertid er værdien af at ’kende’ sin nabo særligt stor, når det
gælder naturforvaltning, og større naturområder og vandløb typisk
findes på tværs af kommunegrænsen. I det daglige er det derfor
betydeligt nemmere lige at tage telefonen og drøfte en fælles
problemstilling eller eventuelt mødes på stedet, når man kender
hinanden. I forhold til planlægning opnås et større kendskab til
planer og projekter i nabokommunen, og der er mulighed for at
være opdateret på en anden måde. Sidder man med et eller andet
særligt, er det så meget nemmere at kontakte kollegaen – eller
bringe det op på et af de korte erfa-møder, som holdes i en af de
syv kommuner på skift.
Et konkret resultat af dette ’uformelle’ samarbejde har været et
fælles (enslydende) brev til Vejdirektoratet og til Banedanmark
om at huske rettidig bekæmpelse af bjørneklo langs motorveje
og jernbaner gennem kommunerne. Et andet var da Friluftsrådet
inviterede forslag til pilotprojekter for naturparker; på meget kort
tid kunne de fire kommuner langs St. Vejleå formulere et forslag
og få det sendt ind.
UniveRSiteteR oG videnCentRe
Mange kommuner har løbende kontakt til og samarbejde
med universiteter og videncentre. Et samarbejde med
uddannelsesinstitutioner kan være relevant i forbindelse med
større forskningsprojekter, hvor kommunerne enten sætter arealer
af til forskning, inddrager studerende i igangværende projekter
eller bidrager med generel erfaringsudveksling. Dette samarbejde
kan også være særdeles værdifuldt, hvis man ønsker at løse
nogle helt konkrete problemstillinger af mindre omfang. Navnlig
specialestuderende og ph.d.- studerende kan være relevante
samarbejdspartnere og en god kilde til viden for kommunerne. Når
den almindelige sagsbehandler ikke har tid til fordybelse, kan en
30 31

studerende således træde til. På den måde kan kommunerne få
indsamlet viden og løst en opgave, samtidig med at den studerende
får et projekt stillet til rådighed med relevante samarbejdwspartnere,
etablerede rammer og strukturer, mulighed for netværk og en
oplevelse af at bidrage til noget meningsfyldt. Eksempelvis har
Københavns Kommune haft et tæt samarbejde med Statens
Naturhistoriske Museum vedr. flagermus og KU-Life om vand i byer –
’lad det regne med frøer’, hvor også Albertslund og Allerød deltager.
borgerdrevne initiativer – naturpleje i albertslund
Der er i Albertslund flere eksempler på, at interesseforeninger
har taget initiativ til at foretage noget aktivt for pleje af
naturområderne og på anden måde medvirke til opfyldelse af
Green Cities-målene – uden at dette dog har været det primære.
Snarere ud fra en opfattelse af medansvar og idealisme.
Kulturøkologisk Forening foretager aktiv bekæmpelse af Kæmpe-
Bjørneklo i udvalgte områder og på særligt vanskeligt tilgængelige
steder, hvor anden bekæmpelse ikke altid lader sig gøre. En
tre-fire aftener i foråret og forsommeren sætter medlemmerne
hinanden stævne og går så i nogle timer ud og bekæmper.
Danmarks Naturfredningsforening har sin årlige
affaldsindsamlingsdag, og som det seneste initiativ har den lokale
Sportsfiskerforening Bjørnen oprettet en naturskole, med i første
omgang vand og liv i og omkring vandløb som tema. I 2012 så
initiativet dagens lys med undervisning af 6. klasser på en af
kommunens skoler, inden eleverne over tre dage skulle deltage i
blandt andet praktisk vandløbspleje med udlægning af gydegrus og
skjulesten i St. Vejleå. Projektet gentages i år, og på sigt kommer
forventeligt flere af Albertslunds skoler med. Den kommunale
naturforvaltnings rolle har været indskrænket til det rent praktiske
– at sørge for indkøb af grus, sten og støvler m.v. til eleverne – og
selvfølgelig også til at godkende placeringen af gydebankerne!
Pointen er, at det er vigtigt med et godt og tillidsfuldt forhold til
de lokale foreninger og for naturforvalteren at være lydhør overfor
forslag og se perspektiverne i at understøtte den frivillige indsats,
frem for alene at betragte naturpleje som en forvaltningsopgave.
inteReSSeoRGaniSationeR
De fleste kommuner har en tæt kontakt med diverse
interesseorganisationer og deres lokale foreninger, enten gennem
dialog i konkrete sager og arrangementer for borgere mv. eller
mere organiseret for eksempel gennem de såkaldte Kommunale
Grønne Råd, hvor organisationerne med mellemrum kan mødes med
kommunens naturfolk og planlæggere og diskutere sager, ønsker,
ny naturviden med videre. Interesseorganisationerne er meget
vigtige da de ofte kan bidrage med ny og konkret viden om naturen
eller kan formidle borgernes ønsker til anvendelse af naturen til for
eksempel rekreative formål. Endvidere kan interesseorganisationerne
indgå i borgerkontakten og formidlingen af naturen på en ofte meget
konstruktiv måde. Kort sagt uundværlige samarbejdspartnere
Sortemosen: et lokalt grønt partnerskab med grundejerforening,
danmarks naturfredningsforening og allerød
kommune
Allerød Kommune indgik i 2010 i et samarbejde med Sortemose
Skov Grundejerforening og Danmarks Naturfredningsforening
om at naturgenoprette og naturpleje et 14 ha stort fattigkær
ejet af Grundejerforeningen. Arbejdet blev i 2010/2011 udført i
samarbejde med Allerød kommunes naturplejere samt frivillige
fra grundejerforeningen og Danmarks Naturfredningsforenings
lokale afdeling. Projektet var delvis finansieret fra en statslig
pulje. Mosearealer og hængesækarealer blev ryddet for opvækst,
små vandhuller genetableret, skyggende træer i kanten af
mosearealerne blev fældet og lavet til brænde til beboerne og flis
til forbedring af de rekreative stier, informationsskilte om området
blev produceret og sat op. Efterfølgende har grundejerforeningen
yderligere med kommunens hjælp skaffet midler fra en privat
fond til opfølgende naturpleje. Arealet fremstår i dag lysåbent
med bedre mulighed for de, på Sjælland, sjældne arter som
f.eks. soldug, tranebær, porse samt forskellige padder at trives.
På sigt er håbet at den sjældne Stor Kærguldsmed, der er Allerød
kommunes ansvarsart, vil indvandre i området.
32 33

6. PolitiSK PRioRiteRinG eR en foRUdSætninG
foR SUCCeS
De danske kommuner oplever et stadig stigende pres på de grønne
områder. Der er kamp om arealerne og derfor nedprioriteres de
grønne områder ofte til fordel for udbygning af infrastrukturen,
landbruget samt erhvervs- og boligområder. Det kan være svært at
få politisk opbakning til aktiv forvaltning af naturområder, som falder
udenfor lovgivning om beskyttede områder eller arter. Det skyldes
primært en manglende forståelse af værdien af ’almindelig natur’.
Gevinsterne ved en bevidst og dedikeret indsats for at skabe grønblå
strukturer for øget biodiversitet skal derfor synliggøres, og der
skal skabes handlingsrum for, at hensynet til naturen i højere grad
integreres i den kommunale planlægning.
naturkvalitetsplanen som adgangskort til den politiske dagsorden
Kolding Kommune har gennem udarbejdelse af Naturkvalitets-planen
fået et redskab til at sætte naturen og biodiversiteten på den
politiske dagsorden. Med vedtagelse af planen, er der givet politisk
accept af de naturmæssige tiltag, som er beskrevet i planen. Det
fremgår således, at Kolding Kommune vil arbejde for at:
◦ Øge kvaliteten af eksisterende natur, og skabe mere natur.
◦ Natur med målsætning I overvåges ved tilsyn hvert 3. år. Hvis
der ved tilsyn konstateres uhensigtsmæssig eller manglende
pleje, vil kommunen gennem dialog og økonomisk bidrag til
f.eks. hegnssætning forsøge at få etableret den nødvendige pleje
på arealet.
◦ Al natur med den højeste målsætning skal til enhver tid plejes
optimalt i det omfang, lodsejeren vil være med, og det kan gøres
inden for en rimelig økonomisk ressource.
◦ Natur med målsætning II, som har opnået sin målsætning,
overvåges ved tilsyn hvert 5.år. Hvis der ved tilsyn konstateres
uhensigtsmæssig eller manglende pleje, vil kommunen gennem
dialog og økonomisk bidrag til f.eks. hegnssætning forsøge at få
etableret den nødvendige pleje.
◦ Blandt naturområder med målsætning II, hvor målsætningen
er nået, vil kommunen hvert år kontakte 10 lodsejere med
henblik på at fremme pleje af arealet. Målet er at opnå
plejeaftaler med mindst halvdelen af de adspurgte.
6.1 effektmålinger
Styringsmæssigt er der i kommunerne et stigende fokus på
ramme og målstyring, hvilket blandt andet giver sig til udtryk i
et øget krav om dokumentation og effektmålinger. Dette bør som
en selvfølgelighed også gælde også inden for naturområdet, ikke
mindst for at kunne sige noget kvalificeret om, hvorvidt naturplejen
af et vandhul, en eng eller et overdrev har haft den ønskede
effekt. For at skabe politisk fokus på biodiversitet kan en målrettet
kommunikationsindsats med udgangspunkt i effektmål derfor være
en god strategi. Det er vigtigt for den politiske prioritering, at
forvaltningen kan argumentere for, hvorfor kommunen skal investere
i naturen.
På trods af pres om effektmålinger og gode ønsker fra
naturforvaltningerne viser det sig imidlertid i praksis at være svært
at gennemføre. En målrettet effektbaseret naturforvaltning kræver
jo at der afsættes ressourcer til at gennemføre effektmålinger af
igangsatte naturprojekter. Det kan være svært at finde ressourcer
hertil, og det er ofte også uklart hvad man skal måle på og om man
umiddelbart kan måle en effekt af indsatsen.
For at kunne arbejde med effektmålinger er der behov for klare
mål. Målenes karakter kan være forskellig, afhængig af det politiske
fokus, og i praksis også ud fra hvad der rent faktisk kan måles.
• Ved indsatser som har det primære mål at skabe øget
biodiversitet, må der anvendes metoder, som siger noget om
artsantal og evt. udvikling af nye levesteder for dyr og planter
(økologiske nicher).
• Ved indsatser som har til formål at øge adgangen til naturen
for borgere, kan der laves kvantitative såvel som kvalitative
undersøgelser, som belyser, hvor mange der bruger naturen, samt
hvilke oplevelser dette giver.
34 35

En opgørelse af borgernes ønsker til lokal natur kan være en god
indgang til at skabe politisk fokus. Borgertilfredshedsundersøgelser,
hvor borgernes holdning og ønsker til den lokale natur kortlægges,
kan derfor være en effektfuld vej at gå. Naturforvalterne får således
mulighed for at skabe legitimitet omkring arbejdet med lokal natur,
også selv om ikke alle borgere har fokus på netop biodiversitet.
jagten på gode, valide data – oplæg til debat
Manglende eller utilgængelig viden om naturens tilstand er et stort
problem. Data i tilgængelige databaser er ikke altid opdateret, og
der mangler procedurer for en systematisk indrapportering til en
central database fra de mange formelle og uformelle kortlægninger,
der løbende foretages.
Et skridt mod en løsning på dette problem kan være, at behovet
for monitering synliggøres i Green Cities-kommunernes strategier,
og at problemstillingen drøftes med Naturstyrelsen. Derudover vil
en dialog med staten om sammentænkning af div. databaser, samt
en generelt bedre monitering af naturen kunne føre til åbninger
mod et bedre naturforvaltningsgrundlag.
En mulig strategi er derudover, at kommunerne tager initiativ
til, at der indføres en bredere monitering af naturen ved
nye lokalplaner, VVM/SMV planer/screeninger, byggerier,
infrastrukturprojekter mv., hvor kommunen i forvejen er centralt
placeret i myndighedssagsbehandlingen. Dette gælder al natur,
altså ABCD-naturen. Dette kræver også at kontakten til lokale
NGO’ere og deres netværk samt lodsejere sættes i system, da
disse besidder en stor mængde tavs viden.
6.2 værdisætning af natur
For at få politisk opbakning til en rettidig indsats for naturen kan et
forsøg på at sætte værdi på naturen være en god strategi. Globalt og
nationalt vurderes værdien af naturområder allerede, men ud fra en
almen interesse i at bibeholde særlige naturområder for fremtiden.
En beskyttelse af disse områder rammesættes lovgivningsmæssigt.
Naturområder, som ikke er kategoriseret som særlige værdifulde i
en global eller national kontekst, nyder ikke samme opmærksomhed
og beskyttelse. Den ’almindelige’ natur kan imidlertid have
stor betydning for oplevelse af livskvalitet, ligesom større
sammenhængende naturområder giver mulighed for at spændende
naturtyper og arter kan spredes og udvikles.
En værdisætning af naturen kan bidrage til beslutningsgrundlaget,
når politikerne skal tage stilling til hvad der skal ske på naturområdet.
Værdisætningen kan foretages som en mere eller mindre kvantitativ
undersøgelse. I politiske sammenhænge er det ofte en fordel at
kunne argumentere for naturens værdi i kroner og øre.
Denne form for værdisætning af naturen kom første gang for på
den politiske dagsorden i Danmark slutningen af 90’erne, men det
var først ved oprettelse af Institut for Miljøvurdering ved Bjørn
Lomborg, at der for alvor kom gang i den samfundsmæssige debat
om emnet. Der er sket meget siden da, og i dag taler selv Danmarks
Vridsløselille Å—afl øbsrende fra regnvandsbassin
udviklet til strømvandslokalitet i Albertslund Kommune.
36 37

Naturfredningsforening om nødvendigheden i at sætte værdi på
naturen.
En værdisætning af naturen muliggør en anderledes kommunikation
til politikerne, borgerne og andre fagforvaltninger, og kan dermed
være med til at bane vejen for at hensyn til naturen i højere grad
integreres som et legitimt hensyn i beslutningsprocesserne. I det
følgende gives et par forslag til hvilke vinkler, der kan være på
værdisætningen.
Maj-gøgeurt i Kolding.
ejendomspriser
38 39
turisme
Sundhed
Social værdi
miljøværdien
De kommunale forvaltninger kan vælge at fokusere på
naturens værdi ud fra en vurdering af ejendomspriserne. Det
er påvist, at adgang eller udsigt til natur har stor indfl ydelse på
ejendomspriserne. Især kommuner med særlige naturværdier
eller bykommunerne, der har problemer med at etablere grønne
områder i nye byudviklingsområder kan få et stort udbytte af at
kunne påvise denne værdi.
Naturen har en stor værdi for turismen. Særlige naturområder
tiltrækker turister og en promovering af disse naturværdier
kan medføre øget turisme og dermed en øget indtjening
til kommunen. I forbindelse med turisme er det vigtigt at
naturforvaltningerne sætter fokus på kommunikation af
naturoplevelser og naturområdernes særegenheder.
Det er påvist, at de grønne områder har stor betydning for vores
fysiske og psykiske velbefi ndende. En måde at få naturen på den
politiske dagsorden er derfor at sætte fokus på sammenhængen
mellem brugen af natur og sundhed. Et øget fokus på naturens
sundhedsmæssige værdi kan bruges som argumentation for at
få arealplanlæggende myndigheder og kommuner at indtænke
adgang til natur og grønne områder for befolkningen i politik og
planlægning.
Grønne områder har også en stor social værdi. Frivilligt arbejde i
det grønne eller lokale grønne projekter er ofte med til at styrke
det sociale fællesskab og forankre naturprojekterne lokalt. Den
sociale agenda har stor politisk bevågenhed, og det er derfor en
god indgang til at få forankret naturprojekterne.
Naturområder, træer og parker har en stor betydning for miljøet,
og særligt i indsatsen for klimatilpasning kan naturområderne
spille ind. Forvaltningerne kan sætte fokus på at formidle
det grønnes evne til at forbedre luftkvaliteten, til at håndtere
regnvand, til at regulere temperaturen og til at forbedre bymiljøet.

Skovrejsning giver velfærdsøkonomisk fordel
Eksempler på den velfærdsøkonomisk fordel ved natur er
1990’erne:
Ved et skovrejsningsprojekt ved Vollerup nær Kalundborg, hvor
160 ha tilplantedes, blev der beregnet et velfærdsøkonomisk
overskud på 1.000 kr. pr. ha årligt, i forhold til værdien af den
tidligere landbrugsmæssige drift af de samme arealer.
I forbindelse med skovrejsning ved Drastrup-projektet sydvest for
Aalborg i 1990’erne blev der tilplantet 500 ha skov, samtidig med
at 400 ha blev udlagt til vedvarende græs. Der blev her beregnet
en årlig velfærdsøkonomisk overskud på ca. 4.000 kr. pr. ha.
Kilde: En rig natur i et rigt samfund Wilhjelmudvalget, november 2001
7. lovGivninG oG PlanlæGninG foR øGet biodiveRSitet
Ved COP10, FN´s topmøde for biodiversitet i Japan i 2010, blev der
sat nye mål og delmål for 2020 pga. manglende målopfyldelse 2010.
For at nå målet om stop for tabet af biodiversitet bør der nationalt
og lokalt udarbejdes nye metoder og værktøjer til at opfylde målene
i 2020. Green Cities kommunerne har med vores mål om at øge
biodiversiteten i 2015 sat et skrappere mål med tidligere deadline
end FN, EU og Danmark.
I EU har man i en længere periode arbejdet med den grønblå
struktur med høj naturkvalitet som en strategi for en øget
biodiversitet. Der er fokus på hvordan en bevidst udvikling af den
grøn-blå struktur i kommunerne kan bidrage til at styrke netværket
af naturlige biotoper, for dermed at sikre levesteder for dyre- og
planteliv. Dette indebærer også et fokus på ’den blå struktur’,
hvor planlægning af vandhåndtering integreres med udviklingen af
sammenhængende natur.
Naturstyrelsen peger på en række redskaber, som kan anvendes i
arbejdet for en øget biodiversitet, men gør samtidig klart, at det er
kommunernes ansvar at sikre handling i forhold til de kommunale
arealer, samt i samarbejde med lodsejere og private. Green Cities-
kommunerne ønsker at tage dette seriøst og arbejde aktivt med at
udvikle en praksis, som sikrer en varieret og rig natur i såvel by som
land– nu og for de kommende generationer. Dette indebærer også
en bred formidling til de, som ejer og bruger naturen samt projekter,
der sigter mod en øget ansvarsfølelse og ejerskab til den fælles
udfordring det er at skabe en rig og spændende natur i Danmark.
Green Cities kommunerne byder derfor den seneste rapport
”Biodiversitet i byer”, udgivet af Naturstyrelsen, velkommen.
7.1 mål om øget biodiversitet integreres i planlægningen
Hvis der skal ske en forøgelse af biodiversiteten gennem udvikling
af den grøn-blå struktur, er det vigtigt, at udvikling af byens grønne
områder sammentænkes med kommunens øvrige planlægning.
Udvikling af naturen skal derfor integreres som fokusområde i
kommunernes kommuneplaner, lokalplaner, sektorplaner, strategier,
politikker mm.
Kommuneplanen fungerer som en samlet rammeplan for
arealanvendelsen i en given kommune og indeholder oplysninger
om de tilsigtede tiltag inden for blandt andet naturområder,
friarealer, fredninger mm. Kommuneplanen er et juridisk bindende
plandokument, der udstikker retningslinjer for kommunens
fremtidige aktiviteter. Det er altså i Kommuneplanen, at naturhensyn
kan indskrives i et større perspektiv, og den er derfor en god
indgang til at få fastsat målsætninger for naturen og den grønne
struktur.
Lokalplanerne giver mulighed for at fastsætte rammer for kvaliteten
af den grønne struktur i et specifikt lokalplanområde. Formålet
med at udarbejde en lokalplan er, at offentligheden så vidt muligt
bliver inddraget i arbejdet med den detaljerede udformning
af vores omgivelser. Lokalplaner indeholder – med grundlag i
kommuneplanen og andre planer – detaljerede bestemmelser for
eksempel om, hvordan et område må benyttes eller hvordan et
projekt konkret skal udføres. Lokalplanerne giver mulighed for at
stille krav til kvaliteten af friarealer, hvorigennem den biologiske
mangfoldighed kan prioriteres. I lokalplanerne kan der stilles krav til
artsvalg, udformning og anvendelse af et grønt område.
40 41

Foruden kommuneplanerne og lokalplanerne, som er kommunernes
lovmæssige ophæng, har flere kommuner udviklet forskellige
handlingsplaner og sektorplaner, der skal facilitere et tværfagligt
samarbejde omkring udvikling af den grønne struktur. Det er vigtigt,
at der skabes nogle fælles planlægningsværktøjer, der beskriver
rammerne for den overordnede grønne planlægning, udpeger
potentielle sammenhænge og koordinerer kommunernes indsatser
indenfor f.eks. klimatilpasning, biologisk mangfoldighed, rekreative
og kulturhistoriske værdier.
7.2 Planloven som ramme
I dag findes der over 1.000 EU-direktiver, love, bekendtgørelser,
vejledninger og cirkulærer på miljøområdet. Mange af dem har stor
betydning for den lokale beskyttelse af natur og miljø (se www.
naturstyrelsen.dk/Naturbeskyttelse).
I det følgende gives en selekteret gennemgang af ’lov om
planlægning’ (Planloven) som kan bruges som løftestang for at
styrke biodiversiteten. Denne lov udstikker de grundlæggende
regler, som offentlige myndigheder skal følge i planlægningen.
Planloven omhandler den planlægning, som vedrører anvendelsen
og udformningen af vores fysiske omgivelser, herunder særligt
spørgsmål om anvendelsen af landets areal- og naturressourcer.
Hovedformålene med planloven er at forene de samfundsmæssige
interesser, at medvirke til at værne landets natur og miljø, at skabe
og bevare værdifulde bebyggelser samt at sikre en inddragelse af
offentligheden i planlægningen.
Herunder er emner fra planloven trukket ud, der kan have
indflydelse på det forvaltningsmæssige arbejde for øget biodiversitet
i Danmark.
Selve lovformålet:
lovbekendtgørelse
fra 24.09.09 om
planlægning
eksempel på
landsplandirektiv.
fingerplanen 2007
Loven skal sikre, at den sammenfattende planlægning
forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen
og medvirker til at værne om landets natur og miljø, så
samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i
respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelse af dyre- og
plantelivet.’
I Fingerplanen 2007 (pt. gældende landsplansdirektiv for
hovedstadsområdets 34 kommuner) er det primært de
rekreative grønne strukturer der er interesse for, samt en
sikring af det skarpe skel mellem by og land. Ifølge planloven
skal kommunerne tage et regionalt ansvar- og finde sin
regionale rolle i landsplandirektiverne. I Københavns centrum
er det den kollektive trafikbetjening der fremhæves. Kun ved
de grønne kiler mellem byfingrene og på tværs af byfingrene
står det klart, at kilerne ikke må inddrages til byzone eller
anvendes til bymæssige fritidsanlæg.
På regionalt niveau udarbejdes en regional udviklingsplan, der
bl.a. skal tage højde for natur og miljø (Planlov kap. 3, § 10a,
stk. 3, nr. 1), herunder rekreative formål. Formålet er at øge
og forbedre de grønne og blå områder, fordi det giver borgerne
sundhed og velvære, men også fordi, regionens grønne og
blå områder spiller en stor rolle for dyre- og plantelivet. Det
er målet at sætte mere fokus på kvaliteten af de rekreative
områder, fordi bedre rekreative områder kan styrke regionens
attraktivitet. Med kvalitet menes gode stier, adgangsforhold,
forbindelser til andre områder, udstyr og renholdelse. Der kan
også arbejdes for større biologisk mangfoldighed, hvilket også
vil bidrage til at skabe mulighed for mere varierede oplevelser
ved ophold i naturen.
Kommuneplanen er bindeleddet mellem landsplanlægning
og lokalplanens bestemmelse om anvendelse og bebyggelse
af de enkelte delområder, og mellem landsplanlægningen
og den konkrete administration i det åbne land. Det er
forskelligt, hvor meget biodiversitet er tænkt ind i de forskellige
kommuneplaner, men der fremgår (kap. 4. § 11a stk. 14) at
42 43
eksempel
på Regional
udviklingsplan
Kommuneplanen

vvm (eU-direktiv
implementeret i
planloven)
lokal agenda 21
kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for varetagelsen
af naturbeskyttelsesinteresserne, herunder beliggenheden
af eksisterende og potentielle naturområder med særlig
naturbeskyttelsesinteresser, samt eksisterende og potentielle
økologiske forbindelser.
I planlovens kapitel 4 § 11 g står der, at ’enkeltanlæg, der må
antages at påvirke miljøet væsentligt må ikke påbegyndes,
før der er tilvejebragt retningslinjer i kommuneplanen om
beliggenheden og udformningen af anlægget med tilhørende
redegørelse’ (VVM-pligt). VVM er en vurdering af anlæggets
virkninger på miljøet. VVM er baseret på et EU-direktiv og der
gælder derfor tilsvarende regler i andre EU-lande.
Kapitel 6 § 33 a stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal løbende
offentliggøre strategi og målsætninger for bl.a. indsatsområdet
”fremme af den biologiske mangfoldighed”.
biodiversitet i kommuneplanen og som selvstændig strategi
Danmark har sammen med de øvrige EU-lande tilsluttet sig et fælles
mål om at stoppe tilbagegangen i biodiversitet inden udgangen af
år 2020. Dette skal afspejle sig i kommuneplanerne, så det sikres
at vejanlæg ikke blokerer for spredning af dyr og planter, og at
nye byområder ikke ødelægger vigtige biotoper. Naturen skal have
mere plads, der skal være mere af den, og den skal hænge bedre
sammen, så dyr og planter kan spredes og trives uden for mange
forstyrrelser. En stærk planlægningsmæssig forankring kan sikres
ved:
◦ At kommuneplanerne indeholder en status for kommunens
natur og dens potentialer også i det åbne land (biodiversitet og
landskaber).
◦ At kommunen udarbejder en biodiversitetsstrategi,
hvorunder der udvælges en liste af prioriterede arter.
En strategi og en status vil gøre det muligt at måle og vurdere,
om forholdene forbedres eller forringes i overensstemmelse eller i
strid med kommunale, nationale og internationale målsætninger, og
tydeliggøre på hvilke områder indsatser og midler bør prioriteres.
fra kommuneplan til praksis i København – hvordan
forenes de forskellige interesser?
Hvis der skal ske en forøgelse af den biologiske mangfoldighed er
det essentielt, at naturen prioriteres og integreres i den kommunale
planlægning. I Københavns Kommune har man i kommuneplan
2011 formuleret følgende målsætning for natur og fritid:
’Københavns grønne områder, vandområder og kystlandskaber
skal udfylde mange funktioner som levesteder og spredningsveje
for dyr og planter, som grønne og blå elementer i byens struktur
og som rammer om væsentlige dele af borgernes fritidsliv og
oplevelser. København er en grøn og blå by, men der er behov
for fokus på områdernes kvalitet og borgernes aktivitets- og
oplevelsesmuligheder.’
Målsætningen i Københavns Kommuneplan er et eksempel
på hvor svært det er at skabe fokus på biodiversitet, fordi
målsætninger ofte defineres ud fra et natursyn, hvor naturen er til
for menneskets skyld. Og med god grund, da der kommer flere
og flere københavnere der øger presset på de grønne arealer.
Politikere og planlæggere har fokus på borgernes aktivitets- og
oplevelsesmuligheder frem for naturindhold, hvilket betyder
at hensyn til naturen ofte ikke får plads i byplanlægningen.
Det har høj prioritet i Københavns Kommune, at byens grønne
områder skal danne ramme om mange aktiviteter, ligesom det er
kommunens målsætning, at antallet af besøgende i byens parker,
naturområder og strande fordobles frem mod 2015.
Det burde være muligt at finde en middelvej, hvor de grønne og
blå elementer i byens struktur bliver forbundne og indeholder
kvaliteter som både mennesker, flora og fauna kan have gavn af.
Således kan vi overholde målsætningen i kommuneplanen, men
også kommunens ønske om at opnå en øget biodiversitet.
Grøn og blå strukturplan for København – et eksempel
Københavns Kommune er i gang med at udarbejde en ’Grøn og
Blå strukturplan for København’. Formålet med planen er at koordinere
kommunens klimatilpasningsindsatser med en udvikling af
den grønne struktur. ’Grøn og Blå strukturplan for København’ er
44 45

en samlet beskrivelse af Københavns grønne og blå hovedtræk.
Planen har til formål at skabe et overblik over kommunens visioner
og indsatser indenfor parkudvikling, klimatilpasning, grønne cykelruter,
biologisk mangfoldighed, rekreative tilbud mm. Planen skal
medvirke til at skabe overblik og skærpe fokusset på kommunens
aktiviteter i byens overordnede planlægning
’Grøn og Blå strukturplan for København’ skal ses som et
fælles planlægningsværktøj, der beskriver rammerne for
den overordnede grønne planlægning og udpeger potentielle
udviklingsmuligheder af byens grønne struktur. Analysen skal
sikre, at der fremadrettet sker en koordinering af klimatilpasning
og udvikling af den grønne struktur, hvor der sikres plads til
sammenhængende grønne korridorer, opsamling og håndtering
af regnvand, biologisk mangfoldighed og rekreative og
kulturhistoriske værdier.
8. eKSemPleR På KonKRete StRateGieR i GReen
CitieS KommUneRne
fleksibilitet i rammerne for naturplejen
Traditionelt har naturarbejdet i Allerød Kommune været fokuseret
på kommunens egne arealer. I forbindelse med kommunalreformen,
overgik en række naturopgaver og naturmidler til Allerød
kommune fra amtet. Da Allerød kommune kort efter gik ind
i Green Cities, blev fokus på natur og biodiversitet betragteligt
udvidet. Allerød kommune udarbejdede derfor tre nye arbejdsdokumenter
som ramme for det nye naturarbejde med fokus på
biodiversitet.
◦ Strategi for biologisk mangfoldighed
◦ Handleplan for biologisk mangfoldighed
◦ Ydelseskatalog for naturplejen
Disse tre dokumenter udgør i dag grundstammen i arbejdet
med biodiversitet. Strategien danner rammen om en grundig
undersøgelse af kommunens natur, og har herved fremdraget
kommunens mest værdifulde arter, herunder kommunens
21 prioriterede arter. Ud fra denne strategi er handleplanen
udarbejdet. Den sætter de økonomiske rammer, samt konkrete
mål for indsatsen til og med 2015 ud fra tre fokusområder: Viden,
naturprojekter og formidling.
Vi følger løbende udviklingen i anvendelsen af ressourcer på
området, og der fokuseres blandt andet på en bredere tilgang
til naturprojekter, herunder samarbejde med private lodsejere,
fundraising, fokus på de prioriterede arter, og endelig på at øge
formidling og naturfaciliteter for borgerne, for dermed at gøre
naturen mere ’nærværende’ i borgernes dagligdag.
Ydelseskataloget er ramme om en fleksibel naturpleje på de
kommunale arealer, hvor indsats og økonomi smidigt kan flyttes
rundt, alt efter muligheder og ny viden om f.eks. sjældne arters
levesteder. Alle naturmidler i forvaltningen er afsat som faste
driftsmidler, hvilket gør at forvaltningen relativt let og hurtigt kan
udnytte opståede muligheder for naturindsatser, som f.eks. at søge
eksterne midler samt indgå aftaler med private lodsejere, uden at
skulle igennem hele ’systemet’ hver gang.
Ovenstående giver en meget fleksibel arbejdstilgang til
naturarbejdet og gør fokuseringen på biodiversitet lettere.
Resultatet har blandt andet været at vi har deltaget i i flere
EU-biodiversitets-projekter, samt gennemført tværgående
samarbejder med lokale borgere og foreninger i flere vigtige
naturprojekter. Alt i alt betyder det, at naturpilen peger opad i
Allerød kommune.
Plads til naturen – en strategi for øget biodiversitet
I Københavns Kommune vedtog politikerne i 2011 ’Plads til naturen’
– en strategi for biologisk mangfoldighed. Med den kan naturforvalterne
i København nu gå mere målrettet til værks. Før strategien
var naturplejeindsatsen præget af tilfældigheder, og hvor der
lå et politisk fokus. Nu er der tre indsatsområder foruden Green
Cities-aftalen om årligt at gøre noget for mindst én prioriteret art.
Vi arbejder med vidensindsamling (overvågninger af udpegede
46 47

områder), fysiske tiltag (ofte tiltag der ligger i kølvandet på resul-
tater af vidensindsamlingen) og til slut formidling (dels af interes-
sante naturemner, ’plads til naturen’ og de fysiske tiltag).
Kolding spiller på flere strenge i arbejdet for øget
biodiversitet
I Kolding kommune forsøger vi at skabe øget biodiversitet på flere
fronter:
1. Hvert år afsættes et beløb på 100.000 kr. hvor borgere kan
søge om 50-50 tilskud til egne naturprojekter.
2. Der udpeges i kommuneplanen potentiel natur, som binder § 3
arealerne sammen.
3. På vegne af borgergrupper søger vi penge fra Fødevareerhverv
til naturgenopretningsprojekter. Vi fik i december 2012 tilsagn
om midler til et stort rydnings-hegnings-projekt med 25
lodsejere, et mindre naturgenopretningsprojekt i samarbejde
med 2 lodsejere, omfattende genslyngning af mindre
vandløbsstrækning samt rydning og hegning af tilstødende
arealer.
4. Inden 2015 skal vi have kortlagt alle særlig næringsfølsomme
naturtyper (§ 7 - arealer i Husdyrloven) og indledt
5. pleje på 75 % af disse
6. Med udgangen af 2014 skal vi have udarbejdet et program for
overvågning af de prioriterede arter i Kolding Kommune.
48 49

naturformidling som metode for øget biodiversitet? –
hvordan kan det lade sig gøre?
Naturen bliver ikke prioriteret, hvis man ikke grundlæggende
gør et arbejde for at formidle den. Den vil kun være for de få,
naturelskerne og nørderne, hvis man ikke åbner døren til naturen
for almindelige borgere også. Der er for få muligheder for børn til
at få nærkontakt med naturen, for få guidede ture og mangelfuld
skiltning. Ligeledes mangler der faciliteter, der trækker børn og
deres forældre ud i naturen.
Udfordringen er på den anden side, at formidling af naturens
vidundere ikke i sig selv forøger biodiversiteten, men blot er et
middel til at få sat biodiversitet på den politiske dagsorden. Og
ikke al natur kan holde til gæster. En måde at imødekomme denne
udfordring er at designe infrastrukturen på en måde, som styrer
publikum væk fra de sårbare biotoper og ind i andre og mere
robuste naturområder.
Der er mange måder at gribe problemstillingen an på, for at
udbrede en større viden om natur i samfundet. Man kan være
mere fokuseret på naturen i folkeskolen, prioritere flere midler til
’skoven i skolen’ og lignende projekter. Men det er også vigtigt,
at naturen sættes på skemaet på uddannelser som udklækker
landskabsarkitekter, byudviklere, arkitekter, ingeniører m.v. Man
kan også gå målrettet efter de store interesserede borgergrupper,
som findes blandt haveejere, friluftsfolk og lignende. Et vigtigt
emne, der skal formidles bedre, er bynaturen, som berører en
meget stor del af danskernes hverdag. Frivillige naturplejere
vinder indpas og styrker både naturformidlingen og naturplejen.
Ingen tvivl om, at naturoplevelser og det at tilbringe mange timer
i naturen er sundt for alle, inkl. naturen. Naturoplevelser kan
skabe en øget forståelse for og relation til denne. Artskundskab,
biotoper, biodiversitet og økosystemer bliver relevante begreber
for mennesker, der har et forhold til naturen, og dermed kan der
være flere om at skabe en debat om biodiversitet iblandt danskere
generelt.
naturplan2009, visions- og handleplan og friluftsliv i Store
vejleådalen – planlægning og ejerskab i albertslund
Kommunale planer kan se ud på mange måder, og Albertslunds
første Naturplan fra 1999 var i høj grad borgerdrevet, udsprunget
af det lokale Agenda21-arbejde og indeholdt mange tiltag i
områder, som borgerne kendte, holdt af og færdedes i dagligt.
Der var derfor også ejerskab til planen, og i forbindelse med
en revision i 2009 blev da også stillet spørgsmål til, om det
overhovedet var nødvendigt! En revision var imidlertid nødvendig
dels ovenpå kommunalreformen, dels på grund af et efterhånden
opstået virvar af ’målsætninger’ for naturforvaltningen. Den
reviderede plans første del var en strategidel, som samlede de
mange målsætninger i de to begreber Beskyttelse og Benyttelse
og beskrev overordnet, hvordan det skulle lade sig gøre i
kommunens naturområder at forene de to. Høringsfasen affødte
kun ét svar, og generelt har der ikke været megen interesse.
Anderledes forholdt det sig med Handlingsdelen, som var mere
konkret og videreførte mange af forslagene og tankerne fra den
første naturplan.
Visions- og Handleplanen for St. Vejleådalen har været nævnt
som et vigtigt fælleskommunalt strategipapir som udtryk for
fælles holdninger og målsætninger for ådalen og som rettesnor
for forvaltningernes arbejde med naturforvaltning, klimasikring og
forbedring af vandmiljøet. Men også interesseforeningerne er gået
sammen og har – blandt andet med afsæt i planen – formuleret
et friluftsoplæg, som ikke er rettet til én kommune, men til fire,
og omhandler et fælles naturområde. Et af de mange konkrete
forslag i oplægget er, at der etableres et ådals-laug til fælles
administration og udvikling af natur- og rekreative interesser.
Oplægget blev afleveret til de fire borgmestre ved et særligt
arrangement i foråret 2012, og flere af de stillede forslag er
allerede gennemført og flere forventes gennemført som følge af
indsatserne i vandplanen.
Fælles for de to planer er, at der jævnligt spørges til, hvordan
det går med gennemførelse af forslagene – der er et ejerskab
på grund af det arbejde og de følelser, der er lagt i det fra
foreningernes side, og et sådant engagement kan ikke købes for
penge! Pointen er derfor, at den kommunale naturforvalter skal
50 51

være opmærksom på, hvem det er, der skrives planer for, og er
der et lokalt engagement, da er det i den grad værd at støtte –
indenfor de rammer der er sat for én som ansat – men i et arbejde
mod et fælles mål.
9. debat-oPlæG
debatoPlæG 1: hvoR SvæRt Kan det væRe
Er det muligt at opnå en øget biodiversitet i Danmark med den
gældende lovgivning i ryggen? Det spørgsmål stillede vi i Green
Cities naturgruppen os selv i slutningen af 2012, baseret på en
antagelse af at dette ikke var tilfældet. Rationalet var, at hvis
lovgivningen er tilstrækkelig, burde der jo ikke være et problem med
at stoppe tabet af biodiversitet i Danmark.
En nøje granskning af den danske lovgivning har vist, at der sådan
set lovgivningsmæssigt er ret godt styr på store dele af Danmarks
værdifulde natur. Staten har yderligere formuleret en række krav
vedrørende naturindholdet i kommuneplanen, i et dokument om
statslige interesser til kommuneplanerne. Alligevel fortsætter
kurven, som viser antallet af arter, i en bue nedad – hvad er så
problemet?
biodiversitetskortet København - få viden ud til alle
Københavns Kommune har fået udarbejdet et GIS-kort med samtlige
artsregistreringer siden 1980. Disse GIS-lag skal implementeres
i ”kk-kort”, som er et forvaltningsværktøj for bl.a. planlæggere.
Det vil bla være muligt at se bilag IV arter, eller ”hotspots af fl ere
arter”.
Hensigten med dette er, at kendskabet til Københavns natur øges,
og dermed ikke overses i byudviklingen.
Det pragmatiske svar er, at der er andre målsætninger på spil –så må
man jo afveje interesserne. Og det er naturligvis en del af sandheden.
Men man kunne vel egentlig godt forestille sig, at man ved at tænke
en strategi for øget biodiversitet ind tidligt i planlægningsfasen i større,
kommunale projekter, kunne få en skønnere og mere rig natur, uden at
det kostede mere. Eller hvad?
© Københavns Kommune, Kort og data er vejledende.
Københavns biodiversitetskort med
lokaliteter og observationer
Målforhold 1:40000
Dato 27/5-2013
Det ville imidlertid kræve en holdningsændring i natursynet og et
kompetenceløft hos de kommunale planlæggere, så planlovens
hensigter i forhold til en bæredygtig udvikling af det fysiske miljø
kunne blive grundtonen i al kommunal planlægning. Til glæde for
naturen – og til glæde for alle os, som elsker at kunne besøge en rig
og varieret natur.
Der bør også skabes en dialog med staten om, hvordan man på
landsplan sikrer den natur, der ikke er dækket af lovgivningen.
Grønne arealer bliver i planlægningen alt for let reduceret til grønne
streger på et kort, reserveret til rekreation med risiko for at naturens
kvalitative værdier overses. Biodiversiteten kan ikke reddes af
grønne streger eller af begrebet ’grøn/blå struktur’, hvis vi ikke også
fokuserer på kvaliteten af disse. Visse arter kræver en særlig pleje,
der ikke altid stemmer overens med pleje af grønne arealer med
rekreation til formål.
52 53
Signaturforklaring
Københavns GIS-baserede
biodiversitetskort med
lokaliteter og observationer

Når der laves lokalplaner bliver eksisterende naturværdier ofte
overset, fordi der kun screenes for ’beskyttet natur’. Dette kan
medføre at spændende naturindhold ryddes med henblik på f.eks.
at etablere ny beplantning, hvilket kan betyde et tab af variation
i udbuddet af økologiske nicher – og dermed et potentielt tab af
biodiversitet.
Desuden er det endnu ikke et krav, at der i forbindelse med
lokalplanforslag tænkes i hjemmehørende arter. Dette er en
forudsætning for at opnå større biodiversitet.
Green Cities vil hermed benytte lejligheden og invitere til en
gensidig dialog, og vi stiller gerne op til idefasen i alle større
anlægsprojekter!! Vi vil gerne have et tæt samarbejde med
kommuneplanlæggerne, så vi gensidigt kan styrke vores
kompetencer i forhold til at integrere hensynet til naturen i den
kommunale planlægning.
Konkret mener vi, at det ville være fantastisk, hvis planlæggerne
og sagsbehandlere på miljø og teknikområdet kunne få en større
viden om eksisterende og potentielle naturområder med særlige
beskyttelsesinteresser samt økologiske forbindelser.
Og så mangler der synliggørelse af problemstillingen på politisk
niveau. Vores drøm ville være, hvis der i forbindelse med
beslutningssager kunne skabes et samlet biodiversitets scenarie,
hvor muligheder og trusler synliggøres for politikerne. Det ville skabe
et bredere og mere oplyst grundlag, hvorpå politiske beslutninger
kunne tages.
Strategien for lokal agenda 21 er lovbestemt og den direkte vej til
kommunikationen med politikerne, og det er muligt, at det er her,
at politikerne kan klædes på til at træffe de rigtige og nødvendige
beslutninger og prioriteringer. Således vil politikerne også løbende
kunne gøre rede for bl.a. kommunernes arbejde med at fremme
den biologiske mangfoldighed. Green Cities-kommunerne ønsker at
implementere dette formål i deres kommuneplaner, for dermed at
være forbilleder for andre kommuner, der ønsker det samme.
debatoPlæG 2: SKal vi have en aKtiv natURfoRvaltninG?
mennesket før naturen?
Som naturforvalter kan det være en udfordring at tilpasse sig det
politiske standpunkt, at naturen kun har en værdi i forhold til, hvad
vi mennesker vil med den. Et sådant standpunkt kan give mulighed
for, at de fleste har en holdning til naturen, men også at den natur,
der kræver førstehjælp, ikke bliver tilset i tide. Hvis naturen ikke kan
have en værdi i sig selv, kan konsekvensen eksempelvis medføre, at
det ikke vækker bekymring, at arter, der ikke tåler forstyrrelser, vil
forsvinde. Økonomiske eller rekreative interesser, som i realiteten
ikke nødvendigvis handler om natur, vil også let kunne fortrænge
naturen, eller nærmere kvaliteten af den.
naturen før mennesket?
Selv ud fra en livsanskuelse, hvor mennesket er centrum i verden,
kan man argumentere for at bevarelsen af biodiversiteten er
lig med naturens ressourcer og økosystemer. Mennesket er
grundlæggende afhængigt af de økosystemer, der gør menneskeligt
liv på jorden muligt. Økosystemer producerer det ilt, vi indånder,
nedbrydelsesprocesser gør jorden frugtbar, så vi kan dyrke den,
og af jorden produceres direkte eller indirekte den mad, vi lever
af. Økosystemer sikrer tilgangen til rent drikkevand og stabiliserer
klimaet, så temperatur og vejrforhold er til at leve i. Naturen giver
muligheder for rekreative oplevelser og livskvalitet for mange
mennesker. Forringer vi naturen og økosystemerne, vil vi også
forringe de ovenstående processer og sammenhænge og dermed
vores egne livsbetingelser. Mangfoldigheden af naturtyper, arter
og gener udgør sammen med det abiotiske miljø økosystemerne.
Samspillet mellem disse systemer er så komplekse, at det ikke er
muligt at identificere enkelte naturtyper, arter eller gener, som vi kan
være foruden.
hvilken faglig holdning?
Blandt planlæggere og naturforvaltere er der forskellige faglige holdninger
til, hvordan naturen skal forvaltes, hvilket blandt andet skyldes,
at den danske naturlovgivning ikke er entydig nok, når det drejer
sig om naturforvaltning. Lovgivningen er klar nok, når det drejer sig
54 55

om særligt beskyttede naturtyper eller arter ”A og B”- natur, men
den øvrige natur ”C og D” forsvinder væk, eller kan til nød findes i
de ”grønne strukturer”, som p.t er grønne linjer på et kort uden krav
om et biologisk værdifuldt indhold. Man får ikke en øget biodiversitet
af cykelstinet og kortklippede græsarealer, hvis man ikke indtænker
muligheder for funktionelle økologiske levesteder for dyr og planter,
desuden er der endnu ingen krav til at der plantes med hjemmehørende
arter.
natursyn
Natursyn er vores holdning til naturen, der omgiver os. Der eksisterer
ikke et entydigt, endsige et officielt natursyn. Det handler
om, hvad vi vil bruge naturen til, hvordan vi skal behandle den, og
i hvilken grad vi vil udnytte den. Det ene yderpunkt er, at naturen
kun har værdi i forhold til, hvad vi vil med den. Det andet yderpunkt
er, at naturen har en værdi i sig selv, en førsteret i forhold til
mennesket, der betyder, at vi skal underordne os den. Kilde: Gyldendal,
den store danske encyklopædi.
hvorfor naturpleje?
Selv blandt naturforvaltere er der ligeledes delte meninger om,
hvordan naturen skal forvaltes. Faktum er, at den danske natur
primært er et kulturlandskab, som man ved pleje ønsker at fastholde
i et øjebliksbillede. Pladsen til naturen er knap, og det bliver næppe
den naturlige naturforvaltning (de store vilde græssere), der får lov
til at overtage forvaltningen af den kommende natur. I Danmark
er der ikke meget plads til naturen, så hvis vi skal leve op til Riokonventionen
eller de senere aftaler om at stoppe tilbagegangen
af arter, må der gøres noget aktivt. Green Cities-kommunerne har
ligeledes en fælles målsætning; ”Green Cities arbejder for at øge den
biologiske mangfoldighed inden 2015”. Aktiv målrettet naturpleje
er en forudsætning for at opnå en varieret natur med en høj
biodiversitet. Danmarks natur består i høj grad af kulturbetingede
naturtyper, og da vores landskab samt plante- og dyreliv er stærkt
modificeret og formet af århundreders udnyttelse og indgreb, vil
bevarelse af Danmarks biodiversitet være betinget af fortsat drift
eller pleje af de kulturbetingede naturtyper. Hvis naturen ikke plejes
med udgangspunkt i nutidens fragtmenterede og forringede natur,
hvor grundlaget for mange naturlige processer er fraværende, bliver
resultatet en homogen natur og dermed færre arter.
Hvordan naturen skal plejes, kan anskues ud fra, om der ønskes en
bestemt naturtype eller pleje på artsniveau. Hvis man eksempelvis
plejer en lysåben naturtype efter alle kunstens regler, kan man
miste arter på arealet, der har behov for variation i den plejede
urtevegetation. Ønsker man en høj biodiversitet, må man kende
udgangspunktet for den naturpleje, man ønsker at iværksætte, og
pleje med hensyn til både naturtyper og arter på arealet. Ønsker
man så mange arter som muligt eller kun de sjældne? Eller ønsker
man at arbejde mod en så naturlig artssammensætning som muligt?
Naturforvaltere har ligeledes behov for at vide, om man ønsker
at ”genmanipulere”, f.eks. om man vil flytte rundt på bestande af
spidssnudet frø for at undgå indavl, eller om man vil reintroducere
arter, hvis naturgrundlaget er egnet til det?
natursynet skal besluttes politisk
Mange af disse spørgsmål kan afklares ved politiske beslutninger
om selve grundlaget for prioriteringerne. Skal udgangspunktet være
øget biodiversitet, eller skal udgangspunktet være imødekommelse
af den almene holding til naturen? Under alle omstændigheder skal
det besluttes, hvordan natursynet i kommunen skal anskues. Det
politiske beslutningsgrundlag bør indeholde en kombination af den
faglige forståelseshorisont og af borgernes forståelseshorisont.
Borgernes direkte involvering i naturplanlægningen vil kunne
medføre et større engagement i processen fra den enkelte og
fra forskellige interessegrupper. Udfordringen ligger så i at
sammenkæde borgernes ønsker og behov med den naturfaglige
og administrative indsigt. Målet er at give det politiske niveau det
bedst mulige grundlag for at træffe beslutninger, som tilgodeser
forvaltningen af naturen på en sådan måde, at borgerne opnår
forståelse for de elementer i naturplanen, som måske i nogle tilfælde
sætter hensynet til naturen før borgeren.
debatoPlæG 3: inteReSSeKonfliKteR i natURfoRvaltninGen
Når det overhovedet er kommet så vidt, at biodiversitet er
kommet på den globale og nationale dagsorden som et væsentligt
fokusområde, skyldes det at der skal en særlig indsats til at undgå
tab af biodiversitet. Siden publikationen ’Limits to Growth’ blev
56 57

udgivet af Romklubben i 1972, har der været en iboende konflikt
forbundet med balancen mellem benyttelse og beskyttelse af klodens
ressourcer. Kritiske røster siger at der er grænser for vækst fordi
klodens ressourcer er begrænsede, mens andre mener at vækst og
bæredygtighed kan gå hånd i hånd.
Også i Danmark opstår interessekonflikter omkring anvendelsen
af natur-arealer. Interessekonflikter opstår fordi forskellige aktører
har forskellige dagsordener og mål, og derfor ofte, på væsentlige
områder, modarbejder en nødvendig fælles indsats for at sikre
biodiversiteten. Plads er en begrænset ressource, og beskyttelse
af biodiversitet kræver både plads og sammenhænge mellem
naturområder.
En konkret kilde til konflikter er, at man som lodsejer, i et samfund
med privat ejendomsret , naturligt har en forventning om at kunne
gøre hvad man vil på egen jord. Et centralt spørgsmål er hvilken ret
den private ejendomsret giver i forhold til naturen, og hvad dette
betyder for hvordan vi kan sikre biodiversiteten.
På den ene side er en række naturgoder klart knyttet til den
private ejendomsret, så som jagt, fiskeri, retten til at fælde træer,
dyrke jorden og dræne arealer. På den anden side er der gennem
lovgivningen en række begrænsninger for hvordan naturen kan
anvendes, samt anvisninger for hvordan visse naturformer skal
beskyttes. Derudover er der i lovgivningen sikret mulighed for
fredning af særlig naturområder, dyr og planter, samt opstillet
miljøkrav der indirekte har betydning for naturens kvalitet.
58 59