kan downloades her - Green Cities

naturformidling som metode for øget biodiversitet? –
hvordan kan det lade sig gøre?
Naturen bliver ikke prioriteret, hvis man ikke grundlæggende
gør et arbejde for at formidle den. Den vil kun være for de få,
naturelskerne og nørderne, hvis man ikke åbner døren til naturen
for almindelige borgere også. Der er for få muligheder for børn til
at få nærkontakt med naturen, for få guidede ture og mangelfuld
skiltning. Ligeledes mangler der faciliteter, der trækker børn og
deres forældre ud i naturen.
Udfordringen er på den anden side, at formidling af naturens
vidundere ikke i sig selv forøger biodiversiteten, men blot er et
middel til at få sat biodiversitet på den politiske dagsorden. Og
ikke al natur kan holde til gæster. En måde at imødekomme denne
udfordring er at designe infrastrukturen på en måde, som styrer
publikum væk fra de sårbare biotoper og ind i andre og mere
robuste naturområder.
Der er mange måder at gribe problemstillingen an på, for at
udbrede en større viden om natur i samfundet. Man kan være
mere fokuseret på naturen i folkeskolen, prioritere flere midler til
’skoven i skolen’ og lignende projekter. Men det er også vigtigt,
at naturen sættes på skemaet på uddannelser som udklækker
landskabsarkitekter, byudviklere, arkitekter, ingeniører m.v. Man
kan også gå målrettet efter de store interesserede borgergrupper,
som findes blandt haveejere, friluftsfolk og lignende. Et vigtigt
emne, der skal formidles bedre, er bynaturen, som berører en
meget stor del af danskernes hverdag. Frivillige naturplejere
vinder indpas og styrker både naturformidlingen og naturplejen.
Ingen tvivl om, at naturoplevelser og det at tilbringe mange timer
i naturen er sundt for alle, inkl. naturen. Naturoplevelser kan
skabe en øget forståelse for og relation til denne. Artskundskab,
biotoper, biodiversitet og økosystemer bliver relevante begreber
for mennesker, der har et forhold til naturen, og dermed kan der
være flere om at skabe en debat om biodiversitet iblandt danskere
generelt.
naturplan2009, visions- og handleplan og friluftsliv i Store
vejleådalen – planlægning og ejerskab i albertslund
Kommunale planer kan se ud på mange måder, og Albertslunds
første Naturplan fra 1999 var i høj grad borgerdrevet, udsprunget
af det lokale Agenda21-arbejde og indeholdt mange tiltag i
områder, som borgerne kendte, holdt af og færdedes i dagligt.
Der var derfor også ejerskab til planen, og i forbindelse med
en revision i 2009 blev da også stillet spørgsmål til, om det
overhovedet var nødvendigt! En revision var imidlertid nødvendig
dels ovenpå kommunalreformen, dels på grund af et efterhånden
opstået virvar af ’målsætninger’ for naturforvaltningen. Den
reviderede plans første del var en strategidel, som samlede de
mange målsætninger i de to begreber Beskyttelse og Benyttelse
og beskrev overordnet, hvordan det skulle lade sig gøre i
kommunens naturområder at forene de to. Høringsfasen affødte
kun ét svar, og generelt har der ikke været megen interesse.
Anderledes forholdt det sig med Handlingsdelen, som var mere
konkret og videreførte mange af forslagene og tankerne fra den
første naturplan.
Visions- og Handleplanen for St. Vejleådalen har været nævnt
som et vigtigt fælleskommunalt strategipapir som udtryk for
fælles holdninger og målsætninger for ådalen og som rettesnor
for forvaltningernes arbejde med naturforvaltning, klimasikring og
forbedring af vandmiljøet. Men også interesseforeningerne er gået
sammen og har – blandt andet med afsæt i planen – formuleret
et friluftsoplæg, som ikke er rettet til én kommune, men til fire,
og omhandler et fælles naturområde. Et af de mange konkrete
forslag i oplægget er, at der etableres et ådals-laug til fælles
administration og udvikling af natur- og rekreative interesser.
Oplægget blev afleveret til de fire borgmestre ved et særligt
arrangement i foråret 2012, og flere af de stillede forslag er
allerede gennemført og flere forventes gennemført som følge af
indsatserne i vandplanen.
Fælles for de to planer er, at der jævnligt spørges til, hvordan
det går med gennemførelse af forslagene – der er et ejerskab
på grund af det arbejde og de følelser, der er lagt i det fra
foreningernes side, og et sådant engagement kan ikke købes for
penge! Pointen er derfor, at den kommunale naturforvalter skal
50 51