kan downloades her - Green Cities

Arten må gerne have en spændende naturhistorie, så den kan
bruges formidlingsmæssigt
Arten må gerne være almindeligt kendt.
Arterne skal gerne repræsentere forskellige artsgrupper og
forskellige levesteder/naturtyper
Prioriterede arter/ansvarsarter
Plangrundlaget for biodiversitet - den grøn-blå struktur - bliver
herefter en sum af arealer og arealanvendelser, der fastlægges ud
fra beskyttet natur, ikke-beskyttet natur, arternes levesteder og
krav til disse samt den potentielle natur, der kan øge naturarealet
og binde den eksisterende natur sammen. Dette er komplekst, men
kan beskrives som summen af en række lag, der hver beskriver et
aspekt af biodiversiteten.
tænkt eksempel på en grøn-blå struktur med en
række lag:
◦ Arealer omfattet af en Natura 2000 udpegning
◦ Arealer beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3
◦ Skovarealer, herunder træer med lungelav og en skovlysning
med mange sommerfuglearter.
◦ En gruppe gamle træer, der bruges som raste- og
ynglelokalitet af flagermus
◦ Et læhegn, der er ledelinje for flagermusene mellem raste- og
fourageringsområder
◦ Levesteder for frøer og tudser tæt ved et beskyttet vandhul,
der bruges som ynglelokalitet
◦ En mindre skrænt op til en mose, der er levested for birkemus
◦ Nogle arealer der kan skabe sammenhæng mellem de
beskyttede § 3 arealer.
Den grøn-blå struktur skal kunne bruges i mange sammenhænge,
fra den store skala, hvor man fx. snakker naturnetværk på EUniveau
og ned til planlægning og gennemførelse af den enkelte
borgers projekter. Der er således både tale om store naturområder
som kyststrækninger, skovområder og ådale, der ofte dækker flere
kommuner, og om ’den lille natur,’ hvor man lokalt i en lokalplan eller
en naturplan for en enkelt ejendom ser på enkelt-elementer som
læhegn, et skovbryn, et vandhul, en tagflade eller en konkret yngle-,
fouragerings eller rasteplads og så videre.
Grøn-blå strukturer skabes dels med store naturområder og
sammenhængen mellem disse og dels gennem sammenhængen
mellem de beskyttede områder og den såkaldte ubeskyttede natur.
Det er vigtigt at sikre en vis variation i de grønne områder, både i
forhold til størrelse og typer af habitater. Desuden er det vigtigt at
arbejde målrettet mod at skabe fysisk sammenhæng mellem de
grønne områder, enten via grønne korridorer eller ledelinjer.
Den regionale grøn-blå struktur omfatter de overordnede
landskabstræk som kyster, større naturområder samt skove og
ådale. Disse spiller en stor rolle for dyre- og plantelivet. Naturen får
her plads til at udvikle sig, og det er derfor vigtigt, at kommunerne,
i samarbejde med regionerne og staten, sikrer, at den eksisterende
grøn/blå struktur bevares og udvikles. Det er væsentligt, at
arbejdet med at stoppe tabet af biodiversitet også må ske på tværs
af landegrænser, og at samarbejde med nabolande derfor også
kan være en forudsætning for spredning af arter, hvis levesteder
overskrider landegrænserne.
Den kommunale grøn-blå struktur omfatter de overordnede grønne
sammenhænge inden for kommunegrænsen, og er meget forskellige
i forhold til den enkelte kommunes størrelse og demografi m.m.
Den overordnede struktur dannes ofte af ådale, kuperet terræn,
kyststrækninger og skovområder. Retningslinjerne for udvikling af
de fysiske rammer for den kommunale grøn-blå struktur udstikkes
i kommuneplanen, og et samarbejde med nabokommuner omkring
målsætning og strategi er derfor ofte en forudsætning for at der kan
skabes meningsfulde, sammenhængende naturområder.
16 17