DGI badminton

Kursus 1
DGI badminton

Badminton kursus 1
2. udgave 2005
[ 2 ]

Indholdsfortegnelse K1
Indledning ................................................................ side 4
“Fagsprog for fagidioter” ............................................. side 5
Programskitse ........................................................... side 6
Lektionsoversigt ........................................................ side 7
Teoridel
1. Tekniske elementer
• Indledning ...................................................... side 8-9
• Før-teknik....................................................... side 10-13
• Benarbejde ..................................................... side 14-21
• Slagteknik ...................................................... side 22-37
2. Taktiske elementer
• Indledning ...................................................... side 38
• Double ........................................................... side 39-43
3. Fysiske elementer
• Kroppens udvikling.......................................... side 44-49
• Opvarmning ................................................... side 50-52
[ 3 ]

For år tilbage kunne man betegne de eksisterende materialer om
badmintonteknik og badmintontaktik som ”manualer”. Trænerens
undervisning af spillere lagde uvægerligt op til instruktionsmetoden,
hvor indlæringen foregik ved præsentation af ”det rigtige”, som
spillerne roligt og trygt kunne kopiere – og som trænerne let kunne
undervise i.
I dag er det ganske anderledes.
Alle foreslåede retningslinier, som er beskrevet i dette materiale,
kan diskuteres – og bør diskuteres.
Det gør trænergerningen – og rollen som badmintonbegynder –
langt mere kompliceret, men også langt mere nuanceret og dynamisk.
[ 4 ]
Indledning til kursusmaterialet
Badminton bliver dermed en idræt i konstant udvikling – en udvikling,
som smitter af på de mennesker, som involverer sig i den – en
udvikling hvori holdning, oplysning og kvalitet vil være nøglebegreber,
lige som eksperimentering, leg og fællesskab vil være bærende
elementer.
Brug materialet konstruktivt og tilføj selv dine erfaringer og ideer.
God fornøjelse!

Frimærket
Grøften
Grøften
Ulige servefelt
Lige servefelt
“Fagsprog for fagidioter”
Mixfeltet
Mixfeltet
Lige servefelt
Ulige servefelt
Mixfeltet
Grøften
Mixfeltet
Grøften
Grøften
Frimærket Frimærket
[ 5 ]
Frimærket
Grøften

[ 6 ]
Programskitse
Lørdag K1 K2
09.15 – 09.45 Start på kurset Start på kurset
1 09.45 – 10.30 Før teknik 1 ”Gennemgang af slag”
2 10.30 – 11.15 Før teknik 2 ”Gennemgang af slag”
3 11.15 – 12.00 Før teknik 3 ”Gennemgang af slag”
12.00 – 13.00 Frokost Frokost
4 13.00 – 13.45 Kroppens udvikling Træningsplanlægning
5 13.45 – 14.30 Benarbejde 1 Benarbejde 1
6 14.30 – 15.15 Benarbejde 2 Benarbejde 2
15.15 – 15.45 Kaffe Kaffe
7 15.45 – 16.30 Opvarmning Den positive idrætsoplevelse
8 16.30 – 17.15 Slagteknik 1 ”Indledning til teknik” Slagteknik 4 ”Gennemgang af slag”
9 17.15 – 18.00 Slagteknik 2 ”Gennemgang af slag” Slagteknik 5 ”Efter instruktionen”
18.00 – 19.00 Aftensmad Aftensmad
10 19.00 – 19.45 Dialogspil 1 Idræt og samfund 1
11 19.45 – 20.30 Dialogspil 2 Idræt og samfund 2
12 20.30 – 21.15 Slagteknik 3 ”Gennemgang af slag” Slagteknik 6 ”Appetitvækkerslag”
Søndag K1 K2
07.45 – 08.45 Morgenmad Morgenmad
13 08.45 – 09.30 Slagteknik 4 ”Gennemgang af slag” Singletaktik
14 09.30 – 10.15 Slagteknik 5 ”Gennemgang af slag” Mixdoubletaktik
10.15 – 10.30 Kaffe Kaffe
15 10.30 – 11.15 Doubletaktik 1 Undervisningslære
16 11.15 – 12.00 Doubletaktik 2 Elevøvelser 1
12.00 – 13.00 Middagsmad Middagsmad
17 13.00 – 13.45 Ledelsesformer Skadeforebyggelse 1
18 13.45 – 14.30 Elevøvelser 1 Skadeforebyggelse 2
14.30 – 14.45 Kaffe Kaffe
19 14.45 – 15.15 Elevøvelser 2 Elevøvelser 2
20 15.15 – 16.00 Slut på kurset Elevøvelser 3
21 16.00 – 16.45 Slut på kurset

Oversigt over K1 og K2 indhold
Område Lektioner Indhold K1- lektioner K2- lektioner Lektioner
Teknik 18 Før teknik 3 3
Benarbejde 2 2 4
Slagteknik 5 6 11
Taktik 4 Double 2 2
Single 1 1
Mixeddouble 1 1
Fysik 4 Kroppens udvikling 1 1
Opvarmning 1 1
Skadeforebyggelse 2 2
Elevøvelser 4 Elevøvelser 1 1 /2 2 1 /2 4
Alment stof 11 Start på kurset 1
/2
1
/2 1
Slut på kurset 1 1 2
Dialogspil 2 2
Ledelsesformer
Den positive
1 1
idrætsoplevelse 1 1
Undervisningsmetoder 1 1
Træningsplanlægning 1 1
Idræt og samfund 2 2
Lektioner i alt 41 21 20
[ 7 ]

Indledning
En hundehvalp udforsker, afprøver, koordinerer og udvikler sig eksplosivt
i de første ca. 6 måneder af sit hundeliv. Hvalpen prøver sig
selv af - balancerer på selv de mest umulige områder, falder, kommer
i ubalance, prøver igen og igen - og udvikler således sine færdigheder
for på den måde at være klar til de opgaver, den præsenteres
for efterfølgende.
I badminton er det at studere tekniske detaljer en videnskab. En
videnskab på lige fod med f.eks. astronomi. Ligesom der af og til
opdages nye stjerner og mønstre på stjernehimmelen, så udvikles
der konstant nye teorier og idéer om teknik i badminton. Nye badmintonstjerner
fødes løbende, og af og til dukker der én op med et
slag eller benarbejde, som syntes udført mere effektivt end eksisterende
teknikker. Dermed er grundlaget for en ”ny” viden om teknik
født.
Lig hvalpen er det vigtigt for den enkelte spiller, at tekniske færdigheder,
balance og viljen til at udforske og afprøve nyt konstant
udvikles for at “komme videre”.
[ 8 ]
Teknik i badminton
Denne konstante søgen efter nye og bedre metoder til at udføre slagene
har medført store forandringer hvad angår opfattelsen af teknik.
Nye teknologiske redskaber til analysearbejdet i form af videooptagelser,
der kan ”fryse” slagets tekniske udførelse, har åbnet
øjnene for detaljer, som kan være svære at få øje på med det blotte
øje. Detaljer som kan være afgørende for bl.a. slagets kraft, præcision
og sikkerhed og dermed viden, som kan være afgørende for
trænerens evne til at formidle teknik.
I nærværende kapitel vil vi præsentere teknik i badminton, som vi
ser den i dag, samt idéer til hvordan teknik kan formidles i den daglige
træning. Beskrivelsen af de forskellige slag er baseret på videoanalyser
af internationale topspillere – heraf en stor del danske –
samt mange års erfaringer med formidling af teknik til badmintonspillere
på alle niveauer.
Selvom beskrivelserne af de enkelte slag er baseret på gode spillere,
henvender kapitlet sig primært til trænere, der har med nybegyndere
at gøre. Spillere for hvem teknik er en meget vigtig del i den daglige
træning – og man kan vel ligeså godt lære det rigtige første gang.
Rejsen til den ”perfekte” teknik er lang, og mange spillere når slet
ikke derhen. Det vigtigste er dog, at træneren er bevidst om, at
vejen til at blive en bedre badmintonspiller i høj grad går gennem
en bedre teknisk forståelse og formåen.
[ ]
[ ]
Teknik er læren om, hvordan de
forskellige slag, inklusivt benarbejde,
skal udføres.
I kursusmaterialet arbejdes der konsekvent med
ordet ”træner” som begreb for den person, der skal
udøve instruktion/træning af badmintonspillere.

Vi har valgt at dele kapitlet op i tre overordnede afsnit:
• Før-teknik
• Benarbejde
• Slagteknik
Kapitlet er opbygget kronologisk efter, hvad man som træner bør
starte med, når man har med nybegyndere at gøre.
• Før-teknik drejer sig om nogle elementer/færdigheder, som indgår
i langt de fleste slag, og som spilleren derfor bør mestre, før der
arbejdes med specifikke slag. Dvs. elementer, som træneren bør
være meget opmærksom på, når den tekniske træning for nybegyndere
skal planlægges. Det er ofte en manglende beherskelse af disse
færdigheder, som er kilden til fejl i spillernes udførelse af de tekniske
slag, og træneren bør derfor hele tiden have disse elementer for øje.
• Benarbejde har vi valgt at inddrage i et særskilt afsnit, fordi det
ofte har været et overset element i den tekniske træning. Det er dog
et område, som har gennemgået store forandringer i de senere år,
ligesom opmærksomheden om emnet har været stærkt stigende.
Det skyldes erkendelsen af, at det kan være lige meget, om slaget
kan slåes perfekt, hvis vi ikke kan nå ud til slagstedet i tide.
Når spillerne mestrer ”Før-teknik”-elementerne samt benarbejdet,
kan træneren begynde at koncentrere sig om selve slagene. I afsnittet
om slagteknik vil det derfor fremgå, hvordan de enkelte slag skal
udføres.
Hvert afsnit indeholder naturligvis en konkret beskrivelse af de elementer,
der hører under det overordnede emne. Derudover indeholder
det enkelte afsnit en beskrivelse af de ”værktøjer”, træneren har
til rådighed ved indlæring af teknik. Til denne ”værktøjskasse” har vi
valgt at tage tilvænningsøvelser, leg og pædagogik med. Altså flere
aspekter, som træneren skal være opmærksom på, når teknik skal
indlæres.
Tilvænningsøvelser
Leg
Pædagogik
• Tilvænningsøvelser er taget med, fordi vi gerne vil understrege
vigtigheden i, at indlæringen af tekniske elementer opdeles i nogle
mindre øvelser, som således vænner spilleren til et bevægemønster,
som bruges i et eller flere givne slag. Her isolerer man således en
ønsket bevægelse og giver dermed spilleren mulighed for at koncentrere
sig 100% om et givent element. Hvert afsnit vil indeholde
eksempler på sådanne tilvænningsøvelser.
• Leg er en vigtig indlæringsmetode, og vi må ikke glemme, at det
skal være sjovt at gå til badminton, og ofte kan vi lege bevægemønstre
ind i vore spillere. Når noget er sjovt, vil spilleren være mere
motiveret og engageret i ”øvelsen”, hvorved indlæringen er optimal.
Legen er altså ikke her taget med for legens skyld men for bevægelsen
og indlæringen. Den er dermed samtidig en tilvænningsøvelse. I
modsætning til tilvænningsøvelser, er der dog et altafgørende krav
til legen, som aldrig må fraviges. Den skal være sjov! Afsnittene vil
derfor indeholde forslag til lege med indlæring af tekniske elementer
for øje.
Endelig suppleres hvert afsnit med nogle pædagogiske ”fif”, som kan
være nyttige i forbindelse med indlæring. Det er ikke tilstrækkeligt
som træner at være i besiddelse af en stor faglig viden, hvis man
ikke formår at formidle sin viden til andre. Det er derfor en god idé
at supplere sin ”værktøjskasse” med disse pædagogiske overvejelser.
Kapitlets opbygning er illustreret i nedenstående figur.
Figur 1 – kapitlets opbygning
Før teknik Benarbejde Slagteknik
[ 9 ]

Langt de fleste badmintonslag indeholder nogle vigtige bevægemønstre
– grundprincipper - som er ens for mange slag. Det er derfor
vigtigt, at træneren er opmærksom på disse aspekter, så den
tekniske træning kan planlægges optimalt. Derudover kan opmærksomheden
på disse aspekter forbedre trænerens muligheder for at
finde de fejl, som eventuelt er skyld i et mislykket slag.
Overordnet kan man sige, at spillerne har svært ved at træne deciderede
badmintonslag, før de mestrer disse grundprincipper. Der
opstår samtidig en fare for, at forkerte slagteknikker indøves og bliver
vane. Imidlertid giver kombinationen af træning af de nedenfor
beskrevne grundprincipper og træning af deciderede badmintonslag
den fordel, at spillerne undervejs opdager betydningen af at
udføre de grundlæggende bevægelser korrekt – det kan ganske
enkelt ses og mærkes på kvaliteten af slaget. Derfor er budskabet,
at selvom spillerne principielt bør mestre de grundlæggende
bevægelser før den deciderede slagtekniktræning, så er det en god
idé at kombinere de to træningsmetoder – det kræver dog, at træneren
er meget opmærksom på teknikkens udførelse og er i stand til at
udpege den eller de grundlæggende bevægelser, som eventuelt skal
trænes for at forbedre teknikken.
Grundbevægelser/grundelementer er basale i langt de fleste badmintonslag:
• Orientering/koordination
• Rotation/vægtoverførsel
• Løbeformer
• Afsæt/forspænding
• Balance
– forkortet ORLA B.
På de følgende sider er de enkelte elementer kort beskrevet. Afsnittet
afsluttes med forslag til øvelser, lege og pædagogiske fif.
[ 10 ]
Før-teknik
Orientering/koordination
Orientering/koordination er et af de
væsentligste elementer i badminton.
Det er samtidig et af de elementer,
som specielt børn har svært ved at
mestre. Orientering/koordination drejer
sig om evnen til at koordinere sine
bevægelser i overensstemmelse med hinanden.
Et badmintonslag udføres ikke alene
med armen. Et badmintonslag er derimod et
slutprodukt af en mængde underliggende bevægelser –
fra bevægelse af benene til hofte, bryst, skulder, hoved, albue, overarm,
underarm osv. Alle delbevægelser, som skal sættes i gang på
bestemte tidspunkter i forhold til hinanden. Det er således ikke tilstrækkeligt
alene at mestre de enkelte bevægelser individuelt. Spilleren
skal også kunne koordinere bevægelserne, så der dannes et
slag. I relation til badmintontræningen er det her trænerens opgave
at identificere det eller de områder, hvor det eventuelt kniber og
efterfølgende isolere bevægelsen i en øvelse.
Rotation/vægtoverførsel
Rotation og vægtoverførsel er slået sammen,
fordi der ofte er tale om en vægtoverførsel i
forbindelse med en rotation. I relation til et
badmintonslag laves der adskillige rotationer
ved udførelsen. Dels sker der en kropsrotation
(dvs. hofte og skulder roterer), men
også underarmen roterer ved udførelsen.
Fælles for disse to typer rotationer er, at
rotationens formål er at give slaget kraft. En
mere detaljeret beskrivelse af de specifikke rotationer
forefindes i afsnittet omkring de enkelte slag.
Løbeformer
I badminton er bevægelsen rundt
på banen yderst vigtig. Som det
senere beskrives i afsnittet om
benarbejde, er læren om, hvordan
man optimalt bevæger sig på badmintonbanen
en vigtig del af det at

træne teknik. Inden vi som trænere kommer så langt som til at se på
de specifikke måder at bevæge sig på - på banen, er det vigtigt, at
spillerne mestrer de mest basale løbeformer. I badminton bruges
ofte chasseskridt og løb, hvor benene krydser foran og bagom hinanden.
Løb som kan være vanskelige for unge spillere.
Afsæt og forspænding
Der foretages afsæt og forspænding
konstant under en badmintonduel.
Primært i forbindelse med slagets
udførelse og bevægelsen ved slagstedet
og spillecentrum. I princippet
laves der dog afsæt, hver gang vi
løfter benene ved gang og løb.
Det er ikke sådanne ”bløde”
afsæt, vi tænker på i denne forbindelse.
Det er derimod afsæt,
som typisk er meget kraftfulde.
Kraftige afsæt i badminton foretages
f.eks. lige inden, vi slår slaget
– det er med andre ord delbevægelsen, som sætter den overordnede
bevægelse til slaget i gang ved slagstedet. F.eks. er der et
afsæt med højre ben (for en højrehåndsspiller), lige inden der laves
et saks, når der f.eks. skal slåes et clear eller et smash. Derudover
laves der afsæt, når spilleren bevæger sig fra nettet tilbage til spillecentrum.
Forspænding laves i forbindelse med et afsæt, fordi forspændingen
øger kraften i afsættet. En forspænding er en modsatrettet
bevægelse i forhold til den ønskede og skal gennemføres med
stor hastighed og kraft. Når vi f.eks. ønsker at lave et kraftfuldt hop,
vil vi gå ned i knæ. Det, der derved sker er, at der foretages en forspænding
i læggen samt i lårmusklen. Musklerne arbejder i forspændingen
ligesom en elastik, først strækkes de ud for derefter med
stor kraft at trække sig sammen. Et andet eksempel er, at der foretages
forspænding i armen, lige inden vi laver den fremadrettede
underarmsrotation ved f.eks. clear.
Balance
En god balance er nødvendig for at kontrollere de forskellige slag og
benarbejde. Der laves ganske enkelt for mange fejl, hvis spilleren
ikke er i god balance før, under og efter at have slået et slag, og det
er ofte svært at få den fornødne kraft i slaget. Det skyldes, at det er
svært/umuligt for spilleren at gennemføre en kropsrotation og
vægtoverføring, hvis ikke balancen er i orden. Det ses f.eks. ofte, at
spilleren ikke når ordentligt ind
under bolden, når der skal laves et
clear fra baglinien. Andre situationer,
hvor der kan konstateres
manglende balance hos mange
spillere, er ved de mange retningsskift,
der laves i forbindelse med
løb. Her ses det nogle gange, at
spillerne ”sejler” rundt, inden de
reelt er parat til at bevæge sig mod slagstedet. Det får naturligvis
ofte den konsekvens, at spillerne ikke når ud til slagstedet i tide,
ikke er i god balance ved slagstedet, ikke kan gennemføre rotationen,
ikke får kraft nok i slaget osv. En god balance kan med andre
ord være forudsætningen for de øvrige elementer.
Tilvænningsøvelser
Øvelse 1: Træning af koordination, afsæt og
rotation
Placer alle spillerne på en linie ned gennem hallen, sådan at de står
med siden til nettet med et ben på hver side af linien og slagarmen
bagud mod baglinien (gerne med en ketsjer i hånden). Stil dig foran
rækken i en afstand, så de alle kan se dine bevægelser. Lav så et
saks, hvor armen svinges samtidig med sakset, så det i virkeligheden
er en clearbevægelse, der gennemføres. Afhængig af niveau kan
fokus på de enkelte elementer variere.
Øvelsen kan suppleres med et tilbageløb, hvorved de forskellige
løbeformer trænes. Det afhænger naturligvis igen af niveauet på
spillerne.
Øvelse 2: Træning af løbeformer, balance og
afsæt/forspænding
Placer spillerne på en lang række med fronten mod dig. Der skal
være ca. en meter imellem hver spiller. Når du peger mod højre og
venstre, skal spillerne lave chasseløb mod siderne. Når du peger
ned, skal spillerne løbe frem og ”markere” et netdrop (som skyggeslag).
Når du peger op, skal spillerne løbe tilbage og ”markere” et
clear. Det hele skal foregå i et højt tempo og med lavt tyngdepunkt
(nede i knæ).
Øvelse 3: Træning af rotation
Spillerne skal enkeltvis spille bolden op i luften og alene fokusere på
underarmsrotationen. Vi kan kalde det et ”vinduesvisker-slag”.
Øvelse 4: Træning af koordination
Badmintoncirkus. Spillerne laver spektakulære slag – dvs. bag ved
ryggen, imellem benene, liggende på ryggen, spil med 2 bolde, spil
double med 1 ketsjer pr. par, brug eventuelt skumbolde osv.
Øvelse 5: Træning af løbeformer, koordination,
rotation og forspænding/afsæt
Skyggebadminton. 2 sammen, hvor den ene laver skyggebadminton,
mens den anden peger. Kan også laves som “spejlvendt skyggebadminton”.
[ 11 ]

Leg
Leg 1: Træning af løbeformer og balance
Fangeleg på stregerne. 5-6 sammen på en den ene side af nettet.
Fangelegen går i sin enkelthed ud på, at der kun må løbes chasseløb
og kun på stregerne (badmintonbanen).
Leg 2: Træning af balance
Stå på et ben med lukkede øjne, skubbelege (ryg mod ryg, skulder
mod skulder osv.). Stafet med ketsjer og bold. Spillerne løber stafet
med en bold balancerende på ketsjeren. Kan laves med små forhindringer,
man skal løbe forbi.
Leg 3: Træning af rotation, afsæt og koordination
Længdekast med fjerbold. Dødbold med en blød bold.
Leg 4: Træning af løbeformer
Fange haler. Hver spiller har en ”hale” (kan være markeringsbånd),
som sættes fast bag på kanten af shortsene/bukserne. Det gælder
nu om at fange så mange haler som muligt. Bevægelserne ved denne
leg bliver små chasseskridt. Øvelsen kan også laves med badmintonbolde
i strømpekanten.
Leg 5: Træning af afsæt/forspænding
Hammer, saks og papir. Spillerne står overfor hinanden ved midten
af hallen med ca. 1 meters mellemrum. De laver så saks, papir eller
sten med hånden, og det gælder så om, at taberen skal fange vinderen,
inden denne når ned for enden af hallen.
Leg 6: Træning af løbeformer og balance
Fangeleg på den ene side af nettet. Alle spillere på holdet må kun
bevæge sig på én halvbane. 2 og 2 er sammen. Den ene skal fange
den anden. Der er meget trængt på halvbanen, så spillerne er tvunget
til at løbe med chasse og med lavt tyngdepunkt for at lave hurtige
retningsskift.
[ 12 ]
Pædagogik før-teknik
Til trods for, at der findes mange voksne, der ved udførelsen af badmintonslag
har problemer med disse grundlæggende bevægelser,
har nærværende afsnit primært været rettet mod træning af børn
og unge – specielt forslagene til tilvænningsøvelser og lege.
Opmærksomheden på elementerne er dog et effektivt værktøj til at
forbedre teknikken på selv voksne spillere på divisionsniveau.
Måske syntes færdighederne basale, elementære og unødvendige at
beskæftige sig med. I så fald begår man en stor fejl. De ovenfor
beskrevne elementer er svære for børn og unge og kræver derfor stor
energi, opmærksomhed og engagement fra trænerens side. Specielt
overfor børn kan trænerens pædagogiske evner være afgørende for
effektiviteten af formidlingen af disse før-tekniske færdigheder. Vi
vil derfor nævne nogle pædagogiske fif i forbindelse med træning af
før-tekniske elementer:
• Overdriv gerne bevægelsen
Få f.eks. spilleren til at lave et ekstra stort afsæt ved saks.
• Lav øvelsen sammen med en eller flere spillere
Placer dig foran spillerne, hvor du selv står med ryggen til spillerne
(hvis de og du selv er højrehåndet). Derved kan du lave bevægelsen
i takt med spillerne, som hele tiden kan visualisere bevægelsen.
Hvis spilleren er venstrehåndet (og du selv er højrehåndet), kan du
stille dig med fronten mod spilleren, da denne nu blot kan betragte
dig ”som et spejl”.
• Start med det nemme men sørg også for at udfordre børnene
Det er vigtigt, at børnene ikke får unødvendige fiaskoer. Ved disse
basale bevægelser, kan man hurtigt ”føle sig dum”, hvis man ikke
kan udføre bevægelsen. Mange af os kan måske endnu huske, da vi
i vores ungdomsår snublede, da vi skulle krydse benene foran og
bagved hinanden. På den anden side er det vigtigt, at børnene bliver
udfordret, idet det ellers bliver for kedeligt.
• Når man retter børnene, bør man rette de grove bevægelser
I relation til ovenstående bør man, når man retter børnene, starte
med de store ”ting”. Lad være med at starte med petitesserne.
Nævn 2-3 aspekter og lad børnene prøve øvelsen igen.
• Del elementerne op
Hvis øvelsen er for svær, er det vigtigt, at du sørger for at dele øvelsen
op, så spillerne træner den i ”små bidder”.

• Variér træningen og øvelserne
Træningen skal være inspirerende, og det er derfor vigtigt, at der
varieres meget i træningen med småøvelser, lege, slag, stafetter
osv. Derfor er det bedst at tilvænningsøvelsen har en varighed af
3-4 minutter. Til gengæld kan øvelsen være et fast element hver
gang til træning.
• Brug lege så meget som muligt
Men glem ikke formålet.
• Snak ikke for meget
Pas på med at tale ”ørerne af” børnene. Lad dem komme i gang
med øvelsen. Du behøver ikke altid at forklare børnene formålet
med øvelsen. Nævn blot de 3 væsentligste ting, børnene skal være
opmærksomme på (f.eks. løbe chasse, nede i knæ osv.). Det kan
dog være en fordel at fortælle ældre børn, hvad formålet er med en
given tilvænningsøvelse – især hvis øvelsen er en smule kedelig
(f.eks.”Vi laver øvelsen, fordi det faktisk er den bevægelse, man
laver, hvis man skal slå et clear helt ned til modstanderens baglinie.”).
• Få børnene til at tænke selv
Det ultimative er, hvis man som træner kan opnå, at børnene får
en forståelse for bevægelsens nødvendighed. En metode til at give
børnene denne forståelse er at lade dem nå erkendelsen gennem
afprøvning på egen krop. Bed dem nogle gange om selv at komme
med bud på, i hvilke slag en given bevægelse bliver brugt.
• Differentier gerne træningen
Nogle børn er bedre end andre. Sørg derfor for, at alle spillere bliver
udfordret og sæt eventuelt ekstra elementer på ved de bedre
spillere.
[ 13 ]

Indledende betragtninger
På dette kursus arbejder vi kun med benarbejde fremme i banen,
benarbejde bagud i banen gennemgåes på kursus 2.
Når vi beskæftiger os med benarbejde i badminton i et overordnet
perspektiv, ses et aspekt af spillet, som kan gøres meget komplekst,
såfremt man tager hensyn til de mange bevægelsesvarianter, der er
til hvert slag. Nærværende afsnit skal give en forståelse af denne
kompleksitet, men mere på et overordnet niveau end opdelt på de
enkelte slags muligheder for bevægelse.
Indledningsvis vil der blive opbygget en forståelsesramme gennem
en kort præsentation af begreber og termer, som siden hen bliver
taget i anvendelse under den mere konkrete gennemgang.
Dernæst bliver der opstillet nogle generelle betragtninger, som bliver
uddybet i de enkelte afsnit, men som skaber et overblik over visse
emneområder. Den egentlige bevægelse på banen tager sit
udgangspunkt i bevægelsen til og fra 4 hjørner på banen. Dermed
BEGYNDEREN
[ 14 ]
Benarbejde
også sagt, at der ikke er tale om en udtømmende gennemgang af
alle aspekter af bevægelse på badmintonbanen.
Afslutningsvis bliver der givet eksempler på, hvordan man som
træner kan arbejde med sine spilleres bevægelse på banen. Herunder
hvordan man griber dette aspekt af træningen an på det mere
formidlingsmæssige plan.
Kendetegn på niveauer
Kendetegnene er store bevægelser, som umiddelbart kan virke klodsede. Desuden er der
manglende evne til at arbejde med et lavt tyngdepunkt, og der mangler styrke i benene, hvilket
resulterer i mange bagudhink ved baglinien og fald ud over stemskridtet. Der er ikke
nogen fornemmelse for rytme i bevægelserne, som er konstant mod næste bold.
Det er umiddelbart svært at dele spillere op på niveauer omkring
benarbejdet i badminton ved hjælp af gængse termer, som begynder,
øvet og god. Det hænger sammen med, at en begynder kan
have tilegnet sig bevægelsesmæssige fortrin gennem anden aktivitet
end badminton. Herved vil bevægelsesniveauet umiddelbart
være højere end andre begynderes uden samme forudsætninger.
Grundlæggende kan forskellene beskrives som følger:
DEN ØVEDE
Kendetegnene er en god kropsbeherskelse, når man er i balance. Man er i stand til at bevæge sig ubesværet rundt
til banens 4 hjørner, og man behersker diverse afsæt, saks og stemskridt. Ofte er der tendens til faste benarbejdsmønstre
og dermed færre variationsmuligheder i forhold til spilsituationen. Man har opbygget en styrke i benene,
der giver hurtigere afsæt og hurtighed. Tyngdepunktet er lavt, og man bevæger sig rytmisk.
DEN GODE
Kendetegnene er en perfekt kropsbeherskelse, der gør at man lynhurtigt kan genvinde balancen selv i pressede
situationer. Bevægelsen på banen er optimeret i og med, at man anticiperer modstanderens næste
træk og tilpasser sine bevægelser hertil – udpræget rytmisk. Man har opbygget stor eksplosiv styrke i
benene og kan omsætte denne styrke til hurtigere spil. Bevægelsen er automatiseret hos den gode spiller,
og man vælger instinktivt, hvilken type bevægelse der er mest hensigtsmæssig.

Tekniske grundelementer
Indledningsvis skal det præciseres at al teknik er beskrevet ud fra
en højrehåndsspiller. Hvis ikke andet er anført kan
bevægelserne/slagene frit overføres til venstrehåndede med præcis
samme formål og effekt blot ved at skifte alle højre/venstre betegnelser
ud.
Som udgangspunkt for de kommende beskrivelser af benarbejdet
til banens 4 hjørner følger her en række generelle definitioner.
Chassetrin
Sidelænsløb, hvor det ene ben
føres op til det andet, som flyttes
videre i bevægelsesretningen.
Spillecentrum
Er det sted på banen, hvor
man udfører sit
forspændingshop.
Krydsløb
Som chassetrin, men nu føres
benet enten foran eller bagved det
andet ben, som flyttes videre i
bevægelsesretningen.
Et- og tobens-afsæt
Bruges ved overhåndsslag med forhånden. Et hop enten
med foden der er nærmest bevægelsesretningen eller med
begge ben, som bruges til at ”skære” ind i boldens bane. Ved
landingen skal man være opmærksom på, at bagerste fod
peger mod hjørnet, således at bevægelsen kan stoppes og
minimum belastning påføres benet.
Korrektionsskridt
Vender man ”forkert” efter sit forspændingshop
bruges korrektionsskridt
til at få den ”rette” benstilling.
Stemskridt
Bruges ved alle slag ved nettet, og når
man er presset i yderstillinger andre steder
på banen. Der er tale om et længere
udfald på højre ben, som sættes i gulvet
foran kroppen inden slagets udførelse.
Forspændingshop
Er forberedelsen til at bevæge sig
til næste slag.
Forspændingshoppet behandles
særskilt i kommende afsnit.
Hink
Hop på støttefoden i bevægelsesretningen,
som kan bruges til at
give længde i bevægelsen og til at
dreje kroppens positur.
Klarstilling
Er en bredstående positur, svagt bøjede
ben med lavt tyngdepunkt og vægten
på det forreste af fødderne.
Saks
Bruges ved overhåndsslag med forhånden. Formålet er at få
kraft i slaget gennem kropsrotationen samt at nå bolde i det
lange baghåndshjørne med forhånden. Sakset er en kropsrotation,
hvor man sætter af på højre ben. Mens man er i luften, drejer
man nærved 180º, hvorefter man lander på venstre ben. Venstre
fod skal lande nogenlunde parallelt med baglinien, således at
bevægelsen bagud stoppes, og belastningen på benet minimeres.
Højre ben sættes herefter i gulvet foran kroppen.
Generelle betragtninger
omkring benarbejde
Ved gennemgang og arbejde med al konkret benarbejde
er der tre forhold, der er vigtige at holde sig for
øje. Et godt benarbejde er karakteriseret ved at:
Være flydende og rytmisk.
Spilleren hele tiden er i bevægelse.
Spilleren ønsker at nå næste bold så tidligt som
muligt.
[ 15 ]

Forspændingshop
Som tidligere nævnt er forspændingshoppet selve forberedelsen til
at bevæge sig til næste slag. Gennem forspændingen udvikler man
kraft, som vil være optimal ved en vinkel på 130º i knæene. Det kan
diskuteres, om der er tale om et egentligt hop, eller om det snarere
er en slags synken ned i klarstilling. Man kan sige, at jo mere
bevægelse der er krævet efter forspændingshoppet, jo kraftigere bør
det være, og man udfører således et forholdsvis højt forspændingshop.
Er der ikke brug for ret meget bevægelse, vil det ikke
kræve den store forspænding, og man hopper således ikke ret
meget - i yderste konsekvens så godt som slet ikke. Dette vil syne
som en “synken ned i klarstilling”.
Forspændingshoppet foretages lige før modstanderen slår til bolden.
Efter slag fra hjørnerne vil spilleren oftest søge mod et område
omkring banens midte og forspændingshoppet vil typisk blive foretaget
her. Dog ses det, at man i nogle situationer foretager forspændingshoppet
allerede umiddelbart efter slaget i hjørnet. Dette
sker når man har forudset - anticiperet - hvor næste bold kommer.
Da forspændingshoppet foretages før modstanderen slår til bolden,
ved man som udgangspunkt ikke, hvor bolden bliver slået hen. Derfor
skal man lande på samme måde hver gang, dvs. med højre ben
en anelse foran venstre. Derved vil man som højrehåndsspiller lande
uhensigtsmæssigt i forhold til slag ved kort baghåndshjørne og
langt forhåndshjørne, hvorfor man må korrigere sin benstilling
efterfølgende.
Ved et givent niveau vil spilleren efterhånden få en fornemmelse af,
hvor den næste bold vil blive spillet hen. Spilleren anticiperer spillets
gang.
Denne anticipering gør, at spilleren kan dreje sig i luften, således at
man vender i den retning, hvor næste bold skal slås. Det betyder i
praksis, at spilleren vælger den netop beskrevne fodstilling til kort
forhåndshjørne og langt baghåndshjørne, mens man til langt forhåndshjørne
og kort baghåndshjørne vælger at lande med venstre
fod lidt foran højre. Dog ses det, at spillere, der forventer at kunne
slå offensivt i kort baghåndshjørne, lander med højre fod forrest og
pegende ud mod hjørnet.
[ 16 ]
Spillecentrum
Spillecentrum er defineret, som
[ ]
det sted på banen hvor
forspændingshoppet
foretages.
Udfra ovenstående betragtninger ses det, at spillecentrum således
ikke er et fast punkt, men typisk ligger i et område omkring banens
midte.
I de følgende beskrivelser af benarbejde til de enkelte hjørner tages
der således udgangspunkt i et forspændingshop, der foretages nær
banens midte.
Bevægelse til 4 hjørner
Når man beskæftiger sig med bevægelsen fra spillecentrum og ud til
de to forreste og de to bagerste hjørner, er det vigtigt at gøre sig
klart, at der er flere mulige bevægelsesmønstre. Hvilken bevægelse
man vælger, afhænger af hvor langt man er fra det pågældende hjørne,
hvor presset man er – altså hvor meget tid man har, og i hvilken
vinkel man bevæger sig mod hjørnet.
I de næste afsnit bliver de forskellige muligheder til hvert hjørne
beskrevet nærmere. Benarbejdet vil som udgangspunkt blive
beskrevet ud fra en forudsætning om, at der ikke anticiperes
omkring næste bold, således at man hver gang lander på samme
måde i sit forspændingshop - altså med højre ben forrest. Dette
gøres ud fra en betragtning om, at eneste forskel er et korrektionsskridt
ved bevægelse mod kort baghåndshjørne og ved langt forhåndshjørne.
Derefter er benarbejdet det samme.

Kort forhåndshjørne
Der er grundlæggende 3 brugbare bevægelsesmønstre til kort forhåndshjørne.
Chasse-løb [a]
- bruges primært, når man er i en upresset situation langt fremme
på banen. Det er det hurtigste benarbejde, da det er den korteste
bevægelse.
I forspændingshoppet landes med højre fod tydeligt foran venstre.
Da man typisk er i en upresset situation, vil forspændingshoppet
være et retningsskifte, hvor landingen tydeligt angiver retningen
mod hjørnet.
Venstre fod føres op til højre fod.
Højre fod sættes ud i stemskridt ved nettet.
[a]
Kryds bagom [b]
- bruges når man har lidt længere til nettet. Dvs. anvendes hovedsageligt
når man er i en mere defensiv position.
I forspændingshoppet landes med højre fod en anelse foran venstre.
Venstre fod føres bagom og forbi højre fod.
Højre fod sættes ud i stemskridt ved nettet.
[b]
[ 17 ]

Kryds forover / almindelig løbeskridt [a]
- anvendes når man laver sit forspændingshop langt tilbage på
banen. Man er under pres og har behov for at tilbagelægge så stor
afstand hurtigt.
I forspændingshoppet landes med højre fod en anelse foran venstre.
Venstre fod føres forover og forbi højre fod. Et langt skridt.
Højre fod sættes ud i stemskridt ved nettet.
[a]
[ 18 ]
Ved dette benarbejde kan man godt have brug for flere almindelige
løbeskridt. Således kan man have brug for en afstandskorrektion.
Denne foretages ved et hink på venstre ben eller et chasse umiddelbart
inden stemskridtet på højre fod.
Bevægelsen tilbage mod banens midte vil enten være chassetrin,
kryds bagom eller almindeligt løb. Hvis man har tilstrækkelig styrke
i sit højre ben, vil tilbageløbet begyndes med et afsæt på højre fod,
som med fordel kan suppleres ved at trække venstre fod op til højre.
Hvor meget venstre ben trækkes op mod højre, vil være afhængig af
spillerens styrke samt hvor dybt et stemskridt man er ude i.

Kort baghåndshjørne
Til dette hjørne beskrives kun grundbenarbejdet - det ikke anticiperede
benarbejde. Det anticiperede benarbejde må anses som liggende
uden for dette materiales sammenhæng.
[a]
Ikke anticiperet benarbejde [a]
I forspændingshoppet landes med højre fod en anelse foran venstre.
På venstre fod tager man et normalt løbeskridt mod hjørnet.
Højre fod sættes ud i stemskridt ved nettet.
Der kan korrigeres for afstand enten ved et hink på venstre fod
inden stemskridt, et ekstra løbeskridt eller ekstra chasse-trin – vel
at mærke efter at højre fod er ført forbi venstre ud mod hjørnet.
Bevægelsen tilbage mod banens midte vil enten være chassetrin,
kryds forover med højre fod eller almindeligt løb. Igen kan der indledes
med et afsæt på højre ben som understøttes ved at trække venstre
fod op mod højre.
[ 19 ]

Øvelser til forspændingshop
1. Start ved baglinien på halv bane. Venstre fod krydses forover,
hvorefter der udføres et forspændingshop. Højre fod krydses forover,
hvorefter der udføres et forspændingshop. Når nettet nås
udføres samme benarbejde baglæns, hvorved der nu krydses
bagom.
2. Fremad løb på langs af hallen. På træners signal udføres forspændingshop
og udfald mod et valgfrit hjørne.
Øvelser til saks
1. Placer spillerne på baglinien med slagarm og stemskridtsben
mod nærmeste væg. Benene placeres på hver sin side af baglinien.
På træners signal udføres saks, hvorefter det efterses om
stemskridtsbenet nu er inde på banen.
2. Som 1 men efterfulgt af et skridt frem på venstre fod og derefter
et skridt tilbage på højre, hvorefter der igen kan sakses (gælder
højrehåndede).
[ 20 ]
Øvelser
3. Spiller markerer et slag fra langt forhåndshjørne og bevæger sig
mod SC. Der udføres et forspændingshop i SC, hvorefter træner/oplægger
kaster bold til højre for spilleren, som spilleren returnerer.
4. Som 3 men valgfrit hvilken side oplægger kaster til.
5. Som 4 men spillers tilbageløb skal være i samme side som den
kastede bold.
3. Som 1 men med benarbejde fra midten af banen.
4. Fremad løb på langs af hallen. På træners signal stoppes op, der
foretages et chasse baglæns efterfulgt af et saks og videre løb
fremad.

Generelle øvelser
til træning af benarbejdet
1. Bevægelse til de fire hjørner trænes uden bold.
2. En feeder placeres ved nettet, og spilleren skal udføre valgt slag
på feederens oplæg men have fokus på korrekt benarbejde.
3. En feeder med ketsjer placeres på en halvbane. Højt oplæg til
valgt slag fra baglinien, hvor fokus for spilleren er på korrekt
udført benarbejde.
4. Slagtræningsøvelser med fokus på korrekt benarbejde.
[ 21 ]

Fællesbetegnelser
At påstå at dette materiale nu vil præsentere teknikken i 17 badmintonslag
ville være forkert. At påstå at det oven i købet var 17 af
de mest brugte, vil slet ikke kunne forsvares!
Tiden hvor et badmintonslag var et badmintonslag er nemlig for
længst forbi – hvis den da i det hele taget har eksisteret!
Ude i hallerne ses tusindvis af forskellige varianter af de slag, som vi
et eller andet sted forsøger at give fællesbetegnelser som clear, drop
og lob.
Alle disse varianter er udslag af individuelle forskelle af en hver art:
niveau, fysisk styrke, spillestil, alder – og i det hele taget folks små
personlige krummelurer.
At den virkelige verden nu engang ser sådan ud, stiller store krav til
[ 22 ]
Slagteknik
klubtræneren, som nok hurtigt vil stille sig selv spørgsmålet “Hvad
er det, jeg skal rette?”
For at kunne forholde sig til dette og for at kunne give spilleren en
kvalitativ feedback, er det vigtigt for træneren at have en teknisk
basisviden om det skelet, som alle disse slag er bygget op om, og en
vis mening om hvordan slagene kan slås hensigtsmæssigt.
Og det er DET, som dette materiale giver et bud på.
Kendetegn på forskellige niveauer
BEGYNDEREN
- i alle aldre, er først og fremmest kendetegnende ved, at der anvendes meget store sving
grundet manglende funktionel styrke. Begynderen benytter sjældent finter og rammer således
alle bolde “rent” og arbejder udelukkende med ubrudte bevægelser. Ligeledes er det kendetegnende,
at spilleren kun anvender ét eller meget få greb.
Som udgangspunkt skal træneren naturligvis kunne forholde sig til
teknikken på forskellige spillemæssige niveauer – for alt andet lige,
vil man møde de samme tekniske tendenser hos spillere på samme
niveau.
DEN ØVEDE
– som jo dækker en meget stor gruppe spillere – vil korte en del ned på svingsløjferne som følge af en styrkemæssig
udvikling. Spilleren vil have hurtigere svingsløjfer og dermed større mulighed for simple finter. Typisk enkle cut og
clear/drop finter.
Den øvede spiller vil anvende flere greb – men stadig med udgangspunkt i et traditionelt forhånds- og baghåndsgreb.
DEN GODE
- vil være kendetegnende ved en generel optimering i alle faser. Svingsløjferne er kortet så meget ned som
muligt – især tilbagesvinget er meget kort eller helt væk. På flade og stejle bolde vil spilleren typisk arbejde
helt uden svingsløjfe og benytte sig af “Finger-Power”. Spilleren arbejder med mange forskellige greb alt
efter boldens nøjagtige placering.
Endelig vil den gode spiller have et stort slagrepertoire, der er præget af mange finter som holdte slag og
mange forskellige former for cut.

Generelt kan det siges, at progressionen i slagteknikken går mod at
udvikle større kraft med mindre bevægelser – alt sammen i et samlet
forsøg på at spille hurtigere og hårdere og derved accelerere spillet
op.
Hvordan griber vi træningen an?
Hvad skal træneren så stille op med den nye spiller – hvad er det spilleren
skal lære for at kunne indgå i ovenstående udvikling?
Det kræver naturligvis en række overvejelser fra trænerens side.
Nogle overvejelser, som indbefatter tanker som:
Teknisk formåen: Hvad kan en begynder allerede inden ankomst?
Hvordan holder spilleren - helt af sig selv - på ketsjeren? Hvordan
bevæger spilleren sig på en badmintonbane?
Interesse: Hvad er “sjovt” at kunne som ny spiller? Hvad er det spilleren
ønsker at kunne? Hvad er spilleren inspireret af?
Spiludvikling: Hvad kan hurtigt løfte spilleren til et rimeligt højt
spillemæssigt niveau?
Hvad kan give spilleren nogle fordele, som mange mere garvede
spillere måske har set bort fra?
Overordnet kunne nogle af svarene gå på, at man nok brugte noget,
der lignede et tæppebankergreb, ikke bevæger sig synderligt optimalt,
gerne vil kunne afgøre boldene og især gerne vil kunne lave
lidt spændende og “specielle slag”, som man kender fra fjernsynet.
Øvrige overvejelser overlades til læseren, men outputtet kunne
meget vel være, at det ville være en fordel at starte fremme på
banen – ved nettet – og arbejde med nogle af de “sjovere” slag her.
Tap, forskellige netdrop mv. ville være en god begyndelse!
Tekniske grundelementer
Der er et par elementer, som er grundlæggende i alle slag. Det drejer
sig om greb, underarmsrotationer og endelig det, som binder det
hele sammen, svingsløjfen.
Greb
Badmintonspillet som udgangspunkt opererer med 2 forskellige
greb: Et forhåndsgreb og et baghåndsgreb.
Forhåndsgreb [a]
[a]
Kaldes også for udgangsgreb. Anvendes som udgangspunkt til slag i
forhåndssiden, hvilket for den højrehåndede spiller vil sige højre
side.
Hånden lægges omkring ketsjerens greb, så ramme og skafts højre
kant flugter med højre pegefingers kno - og V`et mellem tommelog
pegefinger flugter med skaftets venstre side. Holdes ketsjeren ud
fra kroppen, kan venstre side af strengene ses.
Pegefingeren er den øverste, herefter tommel-, lange-, ringe- og lillefinger.
De to sidstnævnte fingre er de eneste, der rører hinanden.
Lillefingeren er placeret ca. 2-3 cm fra håndtagets afslutning. Der
holdes ”løst” på ketsjeren. Håndleddet er bøjet ”opad” – hvilket sikrer
vinkel mellem håndled og underarm, så der kan roteres i underarmen.
[ 23 ]

Baghåndsgreb [a]
Anvendes som udgangspunkt til slag i baghåndssiden, hvilket for
den højrehåndede spiller vil sige venstre side.
Fra udgangsgreb drejes ketsjeren ca. 1/8 runde med uret.
Tommelfingeren placeres, så den ligger lige på kanten mellem håndtagets
smalle og brede side – 2/3 på den brede, 1/3 på den smalle.
Øvrige forhold omkring håndled, løst greb m.m. er som udgangsgreb.
[ 24 ]
[a]
Tæppebankergreb [b]
Der holdes rent tæppebankergreb, således at hele ketsjerens slagflade
er parallel med nettet.
Man holder kun fast med tommel- og pegefinger, mens de øvrige
fingre blidt støtter håndtaget. Ketsjeren vipper let bagover, således
at der er 3-4 cm luft mellem håndfladen og grebet.
I træfpunktet trykker "støttefingrene" håndtaget ind i håndfladen.
Tommelfingergreb [c]
[b]
Der holdes rent tommelfingergreb, således at hele ketsjerens slagflade
er parallel med nettet.
Ketsjeren hælder let bagover og lænes op af tommelfingeren. Den
støttes på forsiden løst af de 4 øvrige fingre. Der er 3-4 cm luft mellem
håndfladen og grebet.
I træfpunktet trykker "støttefingrene" håndtaget ind i håndfladen,
mens tommelfingeren trykker fremad.
[c]

Grebsvarianter
At tale om to greb i badminton er en underdrivelse. Som tidligere
nævnt er netop det at kunne skifte greb et must i badminton på
bare lidt højere niveau.
Udfor
kroppen
Slag ved
nettet
Slag ved
baglinien
Som træner skal man vide, at grundtanken bag grebsskifte er at
ramme bolden så rent som muligt. Udgangspunktet er således at
træffe bolden med et ketsjerhoved, der er parallelt med nettet. Alt
efter hvor bolden træffes i forhold til kroppen, skal grebet altså drejes.
Forhånd Baghånd
Det er vigtigt at holde sig for øje, at grebsskifte ikke kun er forbeholdt
eliten. At det i dag mest er her, det bruges, betyder jo
ikke at det skal blive ved med at være sådan. Allerede fra en tidlig
alder/ tidligt i en spillers udvikling er det derfor en god ide at
træne grebsskifte. Naturligvis startende med simple skift mellem
for- og baghåndsgreb for at ende med hurtige skifte mellem
mange greb.
Lige ud for
kroppen /
på siden af
kroppen holdes
udgangsgreb
Jo længere
frem foran
kroppen, jo
mere drejes
mod tæppebankergreb
Jo længere bag
kroppen, jo
længere drejes
mod tommelfingergreb
Et eksempel kunne være:
Badminton målmand. 2 spillere sammen. Den ene spiller hårde
bolde (med måde) mod den anden, som skal forsøge at ”redde”
bolden ved at sætte ketsjeren på med korrekt greb.
Lige ud for
kroppen / på
siden af kroppen
holdes
baghåndsgreb
[ 25 ]
Jo længere
frem foran
kroppen, jo
mere drejes
mod tommelfingergreb
Jo længere bag
kroppen, jo
længere drejes
mod tæppebankergreb

Underarmsrotationer
Indadrotationer (pronation) danner basis i alle forhåndsslag, og
udadrotationer (supination) er grundelementet i alle baghåndsslag.
Udadrotation
Som træner er det vigtigt at fokusere på netop disse rotationer i al
tekniktræning og sørge for at give spilleren forståelse af deres vigtige
betydning. Især er det vigtigt at fokusere på, at det vitterlig er
hele underarmen/overarmen der drejer – at det ikke blot ender som
et vrik i håndleddet.
Når dette er sagt, er det samtidig et udtryk for, at al brug af håndled
som kraftgiver i badminton er en saga blot. Håndleddet er ikke i
stand til at lægge så meget kraft i slagene, som moderne badminton
kræver, og det bruges i dag kun som retningsgiver – mere om
det under de enkelte slag.
[ 26 ]
Indadrotation
Svingsløjfer
Trods slagenes forskellighed er de alle bygget om omkring samme
skelet – svingsløjfen.
Svingsløjfen er en betegnelse for hele den bevægelse – hele den bane
– ketsjeren udfører før, under og efter bolden rammes. Svingsløjfen
består af fire faser:
Tilbagesvinget:
Fasen hvor ketsjeren bevæger sig væk fra bolden, forspændingen
sker og slaget forberedes.
Fremsvinget:
Fasen hvor ketsjeren bevæger sig frem mod bolden. Det er oftest
fasen, hvor forspændingen afsluttes og den “rigtige” rotation begynder.
Træfpunktet:
Det nøjagtige sted hvor bolden rammes. Beskrives i forhold til kroppen.
Gennemsvinget:
Ketsjerens bane efter bolden er ramt. Rummer bevægelse væk fra
træfpunktet og tilbage mod udgangsstilling
Ved at få disse betegnelser på slagets faser, bliver det enkelte slag
langt nemmere at behandle teknisk. Man kan se på, hvad der sker i
bestemte dele af et slag og ved disse betegnelser, ved alle – både
spillere og trænere – præcis hvilken del af slaget, der tales om.

Slagbeskrivelser
Her følger beskrivelsen af grunduddannelsens slag. Som med benarbejdet
er al teknik som tidligere beskrevet ud fra en højrehåndsspiller.
Al teknik kan således ”oversættes” til venstrehåndede ved at
udbytte højre og venstre begreberne. Kun ved de spindende netdrop
forholder det sig ikke således, men her er teknikken beskrevet
særskilt for venstrehåndede.
I slagteknikken beskrives der ikke benarbejde. Det er ud fra den tidligere
nævnte forudsætning om, at et badmintonslag ikke kun er et
badmintonslag, men er afhængig af spilsituationen. Således er det
op til den enkelte at kombinere et benarbejde til et givent hjørne
med et givent slag. Alt sammen under hensyntagen til spilsituationen
og de argumenter herom, som beskrives i benarbejdsafsnittet.
Pædagogik
Instruktion
Ethvert træningsforløb med nyt teknisk element vil starte med en
eller anden form for instruktion.
Denne instruktion er uhyre vigtig, idet den danner grundlag for spillerens
opfattelse af og dermed indstilling til slaget.
Er instruktionen ikke informativ nok, for detaljeret, for hurtig eller
måske bare uklar, opnår spilleren ikke præcis kendskab til arbejdets
art og omfang, og træningsprocessen besværliggøres.
Der er to dele i en god instruktion:
Fagligheden skal være i orden og tydelig.
Formidlingen skal være forståelig og fængende.
Fagligheden er måske det letteste at forholde sig til. Her handler det
helt simpelt om, at man sørger for at få alle dele af teknikken med
og får beskrevet præcis, hvad det er, der sker.
Her er det “blot” vigtigt, at træneren har organiseret stoffet, og således
har en struktur i det, der fremføres.
Et bud på en grundslagsinstruktion kunne være:
HELHEDEN:
Slagets formål beskrives.
Slaget vises.
Grebet nævnes.
BENARBEJDE:
Benarbejde til slagstedet vises og beskrives.
Variationsmuligheder.
Udgangsstillingen på slagstedet præciseres.
SLAGET:
• Tilbagesving
• Fremsving
• Træfpunkt
• Gennemsving. Alt vises i slow under forklaring
• Tilbageløb
• Benarbejdet til spillecentrum
• Klarstilling
• Afrunding. De tre “Guldkorn” om slaget - Fokus
• Eventuel instruktion i/om oplæg
Især den sidste del - afrundingen med de tre fokusområder “Guldkornene”
– er vigtige. Det vil være dét, spillerne har i hovedet, inden
de går på banen og arbejder med slaget selv, og dermed det som får
størst opmærksomhed.
Formidlingen/metoden i fremlægget er måske lidt mere diffus,
men i bund og grund drejer det sig om to enkle grundregler:
Først og fremmest er det vigtigt at tilpasse sprogbruget til målgruppen.
Træneren skal overveje, hvilke betegnelser han bruger, i forhold
til hvilke spillere han står over for.
[ ]
Her er det ikke udelukkende et spørgsmål om alder men
især om badmintonmæssig niveau. Spillere som længe
har færdes i badmintonverdenen forstår nemmere “fagudtryk”
end begyndere, og de kan lettere forholde sig til
ting, som er “ligesom i et clear” eller lignende.
Træneren bør generelt være opmærksom på ikke at snakke for detaljeret/fagligt/teknisk.
Dernæst er brug af “billeder” i instruktionen ofte succesfuld.
At tale i billeder er eksempelvis, at træneren ikke fortæller, at “smashet
ender med en fuld indadrotation i over- og underarm, hvorved
ketsjeren i gennemsvinget fortsætter mod venstre side for at ende i
en albuevinkel på 135o og en hofte rotation på 210o ”. Træneren
beder spilleren om at slutte med at klappe sig selv på venstre ben!
Ligeledes kunne en træner fortælle en servetrænende spiller, at “højre
hånd ender helt oppe på venstre skulder sådan at knoerne peger
ind mod kinden”.
Essensen i ovenstående er, at træneren ved at give et billede sikrer,
at spilleren kun kan løse problemet ved at bruge den tilsigtede teknik.
[ 27 ]

Træningen af slaget
Når et slag er instrueret, skal det naturligvis trænes i praksis – og
det på en måde så man sikrer det størst mulige udbytte og den
mindst mulige spildtid.
Spildtid vil mindske spillerens motivation og dermed lyst til badminton.
Som i al anden udvikling er det derfor vigtigt, at man i sin tekniske
træning arbejder progressivt og hele tiden sørger for, at spilleren
arbejder på et niveau, der passer til styrken netop nu – og hele tiden
har mulighed for at komme videre i sit forløb.
De overordnede linjer i et teknisk forløb kunne se ud
som følger:
1. Slaget trænes langsomt uden bold – kun ketsjerbevægelsen.
2. Slaget trænes i naturligt tempo uden bold.
3. Slaget trænes stillestående med ét oplæg ad gangen.
4. Der varieres lidt i oplæggene, så spilleren flytter sig lidt på
slagstedet.
5. Om muligt trænes slaget med “flydende oplæg” på
slagstedet.
6. Slaget trænes med benarbejde til slagstedet. Ét oplæg ad
gangen.
7. Slaget trænes med benarbejde og flydende oplæg til
slagstedet.
8. Slaget indsættes i simple sekvenser.
9. Der arbejdes med mere krævende slagtræningsøvelser.
10. Slaget trænes i spillignende øvelser. Eventuelt med bonusordninger
ved vellykket brug af slaget.
Mellem punkt 5 og 6 kunne man vælge at lave en lille afstikker, hvor
benarbejdet trænes isoleret uden bold - først langsomt og så i naturligt
tempo – inden man fortsætter træningen med bold.
Feedback
Formålet med ovenstående progressive træningsforløb er at få indlært
et nyt teknisk element eller slag så optimalt som muligt.
Få at opnå dette er det naturligvis ikke nok, at spilleren gennemfører
forløbet. Spilleren har krav på en hvis form for fejlretning og
feedback undervejs.
Et træningsforløb, hvor spilleren ikke er i dialog med træneren, vil
ikke virke særlig fremmende og heller ikke videre motiverende.
Som træner er det vigtigt at gøre sig klart, hvordan man giver feedback
til sine spillere, og især to forhold bør man gøre sig klart: Hvordan
gives feedback og hvor ofte?
Bud på feedback:
1. Giv feedback til få elementer ad gangen. Ét eller maks. to. Tal
kort og klart.
2. Ret på grundlæggende fejl, før du snakker petitesser - det
hænger ofte sammen!
3. Brug positiv feedback til at bevare motivationen, men pas på
ikke at skamrose.
[ 28 ]
4. Brug negativ feedback til at påpege fejl, men altid koblet
med information om hvordan fejlen kan løses - og det som
vel næsten er det vigtigste:
5. Lad spilleren tænke selv. Påpeg eksempelvis virkningen og
lad spilleren selv tænke sig frem til årsagen
6. Fornem hvad den enkelte spiller ønsker.
Ovenstående kan man tage med i sine overvejelser - måske sammen
med disse bud på HVOR OFTE feedback bør gives.
Prioriter “lidt til mange” frem for “meget til få” i starten af et indlæringsforløb.
Det er jo i starten at alle har brug for at få styr på de
helt grundlæggende elementer.
Giv spilleren tid til at fordøje tidligere feedback, før du læsser mere
på.
Venstrehåndede
Et område træneren bør overveje inden den egentlige tekniktræning
- og også i sin feedback under træningen - er forholdet
omkring venstrehåndede spillere.
Langt de fleste spillere – og trænere – er højrehåndede, og al teknik
er som regel beskrevet udfra en højrehåndet spiller. Dette materiale
inklusiv.
Hvad gør træneren så med den eller de spillere på holdet, som er
venstrehåndede?
Den eneste 100% rigtige måde at gribe sagen an på er ved selv at
træne sin venstre side. Træneren behøver ikke at kunne hverken
spille eller slå slaget med venstre, men det vil være en god hjælp
hvis træneren i slowmotion kan vise slaget med venstre hånd. Ud
fra det vil træneren også være i stand til at tage fat om spilleren og
føre dennes arm i de rigtige bevægelser – nøjagtig som med de højrehåndede.
At lære dette er naturligvis ikke det letteste i verden, og det kræver
en ihærdig, koncentreret og længerevarende indsats, men man
opnår til gengæld en færdighed, som mange spillere vil være glad
for, og som gør én til en bedre træner.
Et alternativ – eller supplement – til selv at kunne vise med venstre
hånd, er at agere spejlbillede for spilleren. Står man lige overfor spilleren
(front mod front) har denne nemmere ved at følge ens
bevægelser, da det nu er armen lige for, der skal følges.
Metoden er ikke optimal – men kan bruges!
Det er også vigtigt, at man som træner ikke blot ignorerer dette
område og blot tænker “det går nok”. Det er vigtigt, at træneren
giver alle spillere optimale udviklingsmuligheder og giver alle den
opmærksomhed, de har behov for og krav på – ligegyldigt hvilken
hånd spilleren og træneren spiller med.

TAP i forhånden [a]
Formål
Tap er et stejlt nedadgående slag fra den forreste del af banen. Her
slås det oftest efter lige fremløb fra baglinien.
I single bruges slaget oftest som direkte vinderslag, mens det i
double også anvendes af frontspilleren som “presslag”.
Greb
Slaget slås foran kroppen, og der holdes således næsten rent tæppebankergreb.
Udgangsstilling
Højre fod forrest pegende i boldens retning, venstrefod ca. en skulderbredde
bag pegende skråt mod venstre sidelinie.
Ketsjeren holdes højt (albuen i skulderhøjde) og langt fremme foran
kroppen. Ketsjeren ligger i lige linie ud for højre skulder.
Svingsløjfe
[a]
I tilbagesvinget udadroteres kraftigt i over- og underarm, således at
ketsjeren næsten peger vinkelret ud mod sidelinien.
Herfra indadroteres kraftigt, ketsjeren peger frem mod nettet, og
bolden træffes lige frem foran kroppen.
Slaget afsluttes ved at armen igen udadroterer let tilbage mod
klarstilling.
Albuen har således forholdt sig i samme position hele slaget igennem.
TAP i baghånden [b]
Princippet er fuldstændigt det samme som i forhånden - slaget slås
med kraftige rotationer i over- og underarm
Greb
Drejet over mod rent tommelfingergreb da bolden træffes foran
kroppen.
Udgangsstilling
Som i forhånden. Her vil ketsjeren dog ligge klar i linie ud for venstre
skulder.
Svingsløjfe
Slaget slås via en kraftig indadrotation i tilbagesvinget som går
over i en kraftig udadrotation frem mod træfpunktet fremme foran
kroppen.
Igen går ketsjeren i gennemsvinget direkte tilbage til klarstilling -
her via en let indadrotation.
Om slagene
[b]
Boldene vil have tendens til at gå en smule på kryds i banen - grundet
den kraftige krydsbevægelse i ketsjeren. Fortæl spilleren at bolden
skal rammes en anelse på “den forkerte side” - i forhåndssiden
skal bolden rammes lidt på venstre side af proppen.
[ 29 ]

Dette tankebillede vil oftest være nok til at få afpasset timingen.
I det optimale tap er der intet tilbagesving. Således vil man allerede
i klarstillingen have lavet tilbagesvingets rotation. I forhånd står
man således klar med udadroteret ketsjer.
Vær opmærksom på at albuen bliver i samme niveau - at den ikke
falder med ned og trækker boldene i nettet.
Man vil nok opleve, at mange børn kan have problemer med at få
tappene over - lige meget hvor perfekt deres teknik er. Dette skyldes
ganske enkelt, at de ikke er høje nok til at kunne slå bolden nedad
uden at slå den i nettet!
Her har træneren mulighed for at tilpasse øvelsen til den aktuelle
målgruppe ved at sætte nettet ned.
[ ]
Dette gælder i øvrigt for alle slag på nettet, når de
trænes med børn. Træner børnene ved normal nethøjde
kan det give mange uheldige tilpasninger i deres teknik,
da de skal holde ketsjeren og udføre slaget helt forkert
i forhold til kroppen. Træner de ved lavere net, bliver
teknikken rigtig, og det er alt andet lige en bedre
investering i deres tekniske fremtid end at have tillempede
slag, som de på kort sigt kan få glæde af.
[ 30 ]
Variation på tappet [a]
Finger-Power
På en meget simpel måde, kan man gøre tappet hurtigere, stejlere
og mere effektivt. Det gøres ved at droppe alle underarmsrotationer,
og fra en klarstilling med ketsjeren langt fremme foran kroppen
udelukkende anvende alene fingrene som kraftgivere i slaget.
Princippet er, at man inden slaget holder meget løst på ketsjeren for
så i træfpunktet at fæstne grebet. Herved vil ketsjeren lige i
træfpunktet bevæge sig hurtigt fremad/nedad og give bolden en
hurtig og stejl bane.
Denne teknik er også let at håndtere for begyndere.
Greb i forhånden
Der holdes et rent tæppebankergreb, således at hele ketsjerens slagflade
er parallel med nettet.
Man holder kun fast med tommel- og pegefinger, mens de øvrige
fingre blidt støtter håndtaget. Ketsjeren vipper let bagover, således
at der er 3-4 cm luft mellem håndfladen og grebet.
I træfpunktet trykker “støttefingrene” håndtaget ind i håndfladen.
[a]

Greb i baghånden [b]
Der holdes rent tommelfingergreb, således at hele ketsjerens slagflade
er parallel med nettet.
Ketsjeren hælder let bagover og lænes op af tommelfingeren. Den
støttes på forsiden løst af de 4 øvrige fingre. Der er 3-4 cm luft mellem
håndfladen og grebet.
I træfpunktet trykker “støttefingrene” håndtaget ind i håndfladen,
mens tommelfingeren trykker fremad.
[b]
Netdrop i forhånden [a]
Formål
Netdrop er et slag, der slås tæt fra egen side af nettet til tæt på
modstanderens side af nettet. Essensen i et godt netdrop er at nå
bolden så højt på nettet, at man kan slå et konstruktivt slag.
Greb
Udgangsgreb. Grebet holdes løst, og der holdes eventuelt en anelse
højere på håndtaget.
Udgangsstilling
Stemskridt på højre ben, ketsjeren ligger fremme foran kroppen
med let bøjet albue og bagudbøjet håndled således, at ketsjerhovedet
peger skråt nedad.
Svingsløjfe
Til netdroppet er der ikke nogen egentlig svingsløjfe. Ketsjeren
strækkes hurtigst muligt frem mod bolden oftest med et let stræk i
albuen.
[a]
[ 31 ]

Netdrop i baghånden [a]
Formål
Som netdrop i forhånden.
Greb
Baghåndsgreb. Grebet holdes løst og der holdes eventuelt en anelse
højere på håndtaget.
Udgangsstilling
Stemskridt på højre ben, ketsjeren ligger fremme foran kroppen
med let bøjet albue og håndleddet bøjet således, at ketsjerhovedet
peger skråt nedad.
Svingsløjfe
Til netdroppet er der ikke nogen egentlig svingsløjfe. Ketsjeren sættes
blot hurtigst muligt på bolden eventuelt med et let stræk i albuen.
Om slagene
Udover at bolden skal nås højt, er det vigtigt, at der er så lidt
ketsjerbevægelse som muligt. Herved minimerer man usikkerheden
på boldens højde og længde. Det er vigtigt, at ketsjerhovedet peger
en smule nedad, således at bolden går over nettet. Hvis ketsjerhovedet
ligger for vandret, vil bolden gå lige op i luften.
[ 32 ]
[a]
Server
Overskriften server afslører, at en serv heller ikke blot er en serv. I
badminton arbejder vi med fem forskellige server: Lang forhåndsserv,
kort forhåndsserv, svipserv i forhånden, kort baghåndsserv og
svipserv i baghånden.
Lang forhåndsserv [b]
Formål
Serven sætter spillet i gang. En god serv vil sende modstanderen
langt tilbage på banen og dale lige ned - således at den er svær at
returnere konstruktivt.
Greb
Der anvendes almindelige udgangsgreb.
[b]

Udgangsstilling
Placeret tæt ved forreste servelinie med venstre fod forrest pegende
i servens retning. Højre fod en skulderbredde bagved pegende skråt
ud mod højre side/netstolpe.
Vægten er på bagerste ben. Ketsjeren holdes bag kroppen i
udgangsposition. Modsat arm holder fjerbolden foran kroppen.
Svingsløjfe
Slaget indledes ved at albuen føres bagud – i sidste del af tilbagesvinget
begynder en udadrotation af over- og underarm.
Samtidig med udadrotationen begynder en vægtoverførsel og
kropsrotation fremefter.
Udadrotationen fortsætter i første del af fremsvinget og ud for højre
ben begynder en indadrotation i over- og underarm.
Bolden træffes skråt ud for venstre knæ, og indadrotationen føres
igennem, så højre hånd ender helt oppe ved venstre kind med knoerne
ind mod denne.
Venstre arm føres – efter bolden er sluppet og i takt med kropsrotationen
- helt om bagved kroppen for at sikre op mod 180o kropsdrejning.
Om slaget
Det er vigtigt, at vægten starter på bagerste ben og sendes fremad
stort set fra starten af slaget. Slaget slås ikke med en vuggende tilbage-frem
vægtoverførsel. Ved afslutning af slaget, skal hånden
have knoerne mod kinden. Så er man sikker på, at der har været
roteret i svingsløjfen. Højden kan eventuelt reguleres ved grebet.
For fladere bolde drejes en anelse mod tæppebanker, og for højere
bolde drejes lidt mod baghåndsgreb.
[[
Det er almindeligt, at begyndere vil slå meget korte og
høje server. Dette vil oftest skyldes, at de bukker albuen
lige inden træfpunktet og altså bevæger sig lige nede
fra og op i bolden. Her kan højden altså ikke reguleres i
grebet, men via fokus på det før beskrevne gennemsving
- udelukkes en bøjning af albuen også!
[[
Endelig er det vigtigt, at man ved begynderen er
opmærksom på, at bolden skal SLIPPES ikke KASTES. En
kastet bold vil blive upræcis og vil således forårsage
mange tillempede og uhensigtsmæssige svingsløjfer.
Dette forhold gælder i princippet for alle server.
Kort forhåndsserv
Formål
Korte server anvendes i dag af flere årsager:
Indlysende er brugen i double - grundet den kortere bane. Dermed
er risikoen for et kraftigt angreb fra modstanderne minimeret.
Dette princip har bredt sig lidt til single - især herresingle. Her er de
bedste så gode, at en lang serv er alle tiders smashoplæg, og dette
undgås naturligvis ved at serve kort.
Endelig bruges de korte server i dag i endnu højere grad end tidligere
som variation til den lange forhåndsserv.
Greb
Fra udgangsgreb drejes en anelse mod uret. Der holdes ligeledes en
anelse højere oppe på grebet for at sikre en mindre og roligere
svingsløjfe.
Udgangsstilling
Benene starter som til lang singleserv.
Ketsjeren starter lige bag kroppen, hvor underarmen er udadroteret
og håndleddet bukket bagud.
Der er altså ingen tilbagesvingsfase.
Svingsløjfe
Svingsløjfen starter direkte på fremsvinget, hvor udadrotation og
bagudbukning af håndled fortsætter i den første del, mens ketsjeren
føres i lige linie fremad/opad mod netkanten.
Vægtoverførslen starter samtidig med fremsvinget – altså helt fra
slagets start.
Bolden træffes med en let indadrotation så langt fremme foran
kroppen som muligt for at give modstanderen kortest mulig reaktionstid.
I gennemsvinget fortsætter ketsjeren en blød bane lidt op mod venstre
skulder, mens venstre arm falder ned langs siden.
Om slaget
Slaget har meget kort svingsløjfe og stiller store krav til præcision.
Derfor er en god udgangsposition vigtig. Vær opmærksom på, at
spilleren er i god balance inden slaget udføres.
Slaget kan have tendens til at blive for højt. Er svingsløjfen korrekt
kan dette afhjælpes ved at dreje grebet lidt længere mod tæppebankergreb.
Ellers kan det meget vel - som ved den lange serv - skyldes
et buk i albuen umiddelbart inden træfpunktet.
Generelt er manglende præcision i slaget udtryk for at svingsløjfen
er blevet for stor.
[ 33 ]

Svipserv i forhånden
Slaget skal helst ligne den korte serv så meget som muligt.
Svingsløjfen er derfor helt identisk - bortset fra tre faktorer som skal
sikre, at bolden kan få mere kraft:
Kraftigere bagudbøjning af håndleddet.
Kraftigere greb om ketsjeren.
Kraftigere indadrotation i træfpunktet.
Kort baghåndsserv [a]
Greb
Som udgangspunkt baghåndsgreb. Højden på boldbanen reguleres i
grebet. Jo højere oppe på ketsjeren og jo mere tommelfingergreb, jo
fladere bliver boldens bane.
Udgangsstilling
Normalt ses to forskellige - begge brugbare - benstillinger til en kort
baghåndsserv.
Enten står spilleren med parallelle fødder med ca. en skulderbreddes
afstand. Begge fødder peger lige frem i servens retning.
Ellers kan spilleren vælge at lave en opstilling med lidt forskudte
fødder - med højre fod en anelse foran venstre. Dette kan især være
en fordel for yngre eller mindre stærke spillere, som måske skal have
plads til et lidt større sving.
Bolden holdes i fjerene fremad - nedad med venstre hånd. Ketsjeren
holdes foran kroppen, således over- og underarm er indadroteret,
albuen (er i brysthøjde) peger lige ud mod sidelinien, og der er en
vinkel på ca. 120o i albuen.
Hold gerne bolden ned foran strengene med proppen lige ind i mod.
Så dømmes der ikke fejlserv for at have ramt fjerene.
Svingsløjfe
Selve slagbevægelsen er ganske enkel.
Albuen bukkes yderligere en smule, så ketsjeren trækkes ca. 20 cm
væk fra bolden.
I fremsvinget strækkes den så ganske enkelt igen og bolden træffes
lige foran kroppen. I fremsvinget kan der eventuelt udadroteres
blødt i over- og underarm.
[ 34 ]
[a]

Svipserv i baghånden
Igen skal svippet ligne den korte serv mest mulig. Således er slaget
næsten det samme.
For at sikre den lange bold indadroteres der i tilbagesvinget, og i
slutningen af dette hæves albuen en smule lige op. I fremsvinget
udadroteres med høj hastighed.
Fordele/ulemper ved for- / baghåndsserv
Et spørgsmål som trænere tit stiller sig selv og diskuterer sammen
kunne meget vel lyde: ”Hvilken serv skal vi lære børnene”? ”Hvornår
kan man begynde at serve baghåndsserv?”
Det må være helt klart, at det er et valg, man som træner selv må
træffe ud fra en række betragtninger omkring både spiller og server.
Derfor er det vigtigt, at træneren kender til både fordele og ulemper
ved de to server.
Et par af de forhold man kunne overveje kunne være:
Vinkel
Forhåndsserven har her den fordel, at den har en noget større og
mere halvcirkelformet svingsløjfe omkring kroppen end baghåndsserven
har. Dermed bliver den lettere at vinkle. Det er her blot et
spørgsmål om timing i svingsløjfen (hvor i svingsløjfen bolden rammes).
I baghånden bevæger ketsjeren sig kort og lige frem mod bolden,
hvilket gør, at man allerede inden bevægelsen skal “indstille vinklen”
- således vil modstanderen tidligt kunne se, hvor der serves hen.
Svip
Også omkring svippet har forhåndsserven - især for børn - en klar
fordel. Ketsjeren bevæger sig her lidt nedefra og op mod bolden -
samtidig med at svingsløjfen stadig er noget større end i baghånden.
Begge forhold gør, at man ved blot at lægge lidt mere kraft i slaget
forholdsvis let kan slå bolden højt og langt.
Modsat i baghånden vil kraftigere slag blot medføre en fladere bold
til modstanderen - her er man er nødt til at hæve albuen og time
udadrotationen for at lave et godt svip.
Til gengæld er fintet nok størst i baghånden.
Reaktionstid
Her er der klar fordel ved baghåndsserven. Bolden rammes tættere
på nettet end forhåndsserven, og den rammes efter et kortere sving.
Dette gør, at modstanderen har kortere reaktionstid og kortere tid
til at overveje udfaldet af serven - spillerens returneringsmuligheder
bliver derfor begrænsede.
Det korte sving gør også baghåndsserven nemmere at automatisere,
fordi bevægelsen er nemmere at gentage på samme måde hver
gang.
Serverens muligheder
Som det fremgår, er det størrelsen af svingsløjfen, der differentierer
de to server. Dette har naturligvis også indflydelse på serverens
egne muligheder.
Baghåndens korte svingsløjfe er nem at håndtere, og der laves ikke
så let placeringsmæssige fejl - samtidig med at serveren hurtigere
vil kunne opnå en optimal klarstilling efter serven.
[ 35 ]

Lob i forhånden [a]
Formål
Et lob er et defensivt slag, som slås fra den forreste del af banen. Da
spilleren oftest forsøger at vinde tid ved slaget, skal det helst være
så langt og højt som muligt.
Greb
Udgangsgreb. I et defensivt slag som dette, kan der med fordel vælges
at holde lidt længere oppe på grebet for at opnå mindre og sikrere
svingsløjfe.
Udgangsstilling
Spilleren står fremme i bredt stemskridt på højre ben, og ketsjeren
ligger klar pegende opad foran kroppen.
Svingsløjfe
Fra klarstilling føres armen bagud, og i sidste del af tilbagesvinget
udadroteres i over- og underarm således, at ketsjeren ender med at
pege lige bagud af banen.
Udadrotationen fortsætter i første del af fremsvinget. Først ca. ud
for højre ben starter den indadrotation, som slaget slås med.
Bolden træffes skråt ud for højre knæ - ca. i hoftehøjde.
I gennemsvinget fortsætter armen sin bane fra højre mod venstre
og slutter tydeligt indadroteret ved venstre skulder. Der bør her
være en vinkel på ca. 90o i albuen.
[ 36 ]
[a]
Lob i baghånden [b]
Greb
Baghåndsgreb.
Udgangsstilling
Som lob i forhånden.
Svingsløjfe
[b]
I tilbagesvinget trækkes albuen bagud og i tilbagesvingets sidste
fase begynder en indadrotation i over- og underarm. Denne fortsættes
i første del af fremsvinget, hvor albuen kører i lige bane fremad/opad
mod bolden.
Ca. ud for højre knæ begynder en udadrotation, og bolden træffes
skråt foran knæet - ca. i hoftehøjde.
I gennemsvinget roteres underarmen helt udad, og ketsjeren ender
parallelt med nettet.

Om slagene
På grund af den tydelige ketsjerbevægelse fra én side mod en anden
vil begge lob have tendens til at gå på kryds. Er dette tilfældet - og
man ønsker et lige lob - kan man foretage nogle simple tekniske
korrektioner.
I forhånden kan man med fordel udadrotere kraftigere i fremsvinget
(så ketsjeren ikke er nået så langt i rotationen mod højre, når bolden
træffes), og man kan trække albuen lidt længere ind foran kroppen/navlen,
så bolden nærmere rammes lige ud for højre knæ.
I baghåndssiden gør det omvendte sig næsten gældende.
Her indadroteres kraftigere i fremsvinget, og albuen trækkes længere
frem foran kroppen.
Benarbejdet er ikke uvæsentligt i et slag som lob. Da man er presset
i defensiv, er det vigtigt at have en stabil udgangsposition og en god
balance. Defor er det vigtigt, at stemskridtet foretages senest når
fremsvinget starter.
[ 37 ]

Indledning
Vi kender alle historien om den hovmodige hare, der blev overlistet
af den snu skildpadde i kappestriden om at kunne løbe hurtigst.
Man kan så diskutere hvorvidt der i dette tilfælde var tale om fairplay
fra skildpadden (-erne). Men pointen er, at man ved kløgtig
strategi kan overvinde selv den, som kan synes mest uovervindelig.
Det er netop det taktik handler om!
Dette materiale tager afsæt i arbejdet med ungdomsspillere på et
niveau fra letøvede til gode spillere, nogenlunde svarende til spændevidden
imellem b-rækken og mesterrækken. Kendetegnende for
den gruppe spillere er et grundlæggende slagrepertoire der beherskes
i upressede situationer. Slagrepetoiret udemærker sig ved ikke
at indeholde maskerede og holdte slag. Spillernes bevægelser vil
være begrænset af manglende springstyrke og anticiperingsevne,
men vil i øvrigt foregå med korrekt teknik - i al fald når spilleren ikke
er under pres.
Taktik for elitespillere findes i emnekurserne ”udvidet taktik”.
[ 38 ]
Doubletaktik –herre/dame
[ ]
Hvor er det i en given situation mest hensigtsmæssig
at placere bolden?
Hvor er det klogest at bevæge sig hen
efter dette slag?
Hvorvidt kan man med fordel anvende forskellige
slag i pressede og upressede situationer?
Taktik på et hvert niveau er en flersidig størrelse der er afhængig af
mange faktorer: parrets indbyrdes aftaler, modstanderen, dagsformen
mm. Dette materiale behandler ikke sådan individuel afhængig
taktik, men præsenterer en række konkrete indiskutabelt rigtige
råd og regler, som enhver double og mixdouble på det aktuelle
niveau vil have gavn af at anvende. Afslutningsvis vil blive givet en
række eksempler på områder, hvor de enkelte doublepar kan have
gavn af individuelle aftaler.
Materialet er skrevet udfra betragtninger for højrehåndsspillere,
der dog i næsten fuldt omfang
også er gældende for venstrehåndsspillere. De forskelle,
fordele, ulemper og taktiske overvejelser
der kan være omkring venstrehåndede og blandede
højre-ventrehåndsdoubler er beskrevet i ovennævnte
“udvidet-taktik”-kurser.

Herre/dame-double
Servesituationen
Serv og modtagning er unægtelig en vigtig faktor for doublespillet.
Det er her initiativet afgøres, er servene gode er det svært at
sætte et afgørende pres på serveparret. Omvendt kan servemodtageren
placere sig godt i feltet og være hurtig på alle bolde, vil det
lægge et pres på serveren, som således kan blive nervøs og komme
til at afgive for høje serve.
Serveparrets opstilling [a]
Serveren stiller sig så tæt på servelinien som muligt og ind mod
midterlinien. På den måde er der mulighed for at lave en serv med
kortest mulig bane og dermed kortest mulig reaktionstid for modstanderen.
Har serveren tendens til at serve lidt høje serve kan det
være en fordel af trække lidt tilbage. Konsekvensen vil være at boldens
bane bliver længere, men serven ville kunne flades mere ud, og
det vil ikke være så nemt for modtageren at angribe på den.
Makkeren står bagved serveren ca. midt på banen. Afhængig af hurtighed
og generel slagstyrke på baglinien skal han trække så langt
frem på banen som muligt for at nå halvdistanceboldene højt oppe,
og dermed optimere muligheden for at presse på disse. Dog må han
tage højde for at skulle kunne nå alle bolde på baglinien.
Modtagerparrets opstilling [b]
[a]
Modtageren stiller sig tæt på servelinien, med ketcheren oppe, så
der er mulighed for at presse på serven. Samtidig skal modtageren
kunne nå en eventuel svipserv, så vurdering af egne evner og hurtighed
må afgøre hvor langt modtageren ”tør at stå fremme”.
Makkeren stiller sig ca. midt på banen, så der er mulighed for at
dække hele baglinien umiddelbart efter servereturneringen på den
korte serv. Hvis der kommer en svipserv, må der trækkes lidt væk fra
midten så modtageren kan få et uforhindret tilbageløb og returnering.
Server
Den primære og også oftest sete servemulighed er kort, fladt mod
midten af servefeltet. Herved opnås at alle returneringer vil passere
ind over midten af egen bane, hvor både server og makker står placeret.
Denne effekt vil naturligvis kunne øges ved at placere serven
så tæt som muligt mod midterlien. Dog skal man her overveje hvor
meget man vil opnå ved dette frem for risikoen for at serven går ud.
En sekundær serv er at sende bolden ud mod servefeltets sidelinie.
Denne serv kan bruges som overraskelse og variation til den primære,
og bør kun afgives når man er sikker på at ens makker er helt
klar, idet man bliver meget sårbar for en returnering lige ned ad
linien.
Svipserv
Svipserv er et godt alternativ til de korte server. Fra forhåndssiden
er det altid en fordel at ”svippe” ud mod sidelinien for at undgå den
fulde kropsrotation i servemodtagningen. Ved svipserv mod forhånden
vil modtageren kun kunne slå slaget i armen, og der vil dermed
ikke komme så meget kraft i det. Ved svip til baghåndssiden vil
der modsat kunne laves saks og fuld kropsrotation i hele feltet, hvilket
giver stor kraft og mange returneringsmuligheder.
”Alt-eller-intet-serven”
[b]
En svipserv fra højre servefelt ind mod midterlinien er en ofte benyttet
serv, fordi den kan være svær at nå for modtageren, da boldens
bane går indover modsatte servefelt. Derfor bliver det tit en direkte
vinder, netop hvis man husker kun at benytte den som en variation.
Faren ved denne serv er, hvis modtageren når den i rimelig balance
vil returneringen komme lige tilbage på kroppen af serveren, og
reaktionstiden vil være begrænset. Derfor er det oftest en “alt eller
intet serv”
[ 39 ]

Servereturneringer
Kort serv
På den korte serv er den optimale servereturnering et fladt nedadgående
slag mod serverens makker. Presset på kroppen er svært at
returnere med et godt slag, fordi der er mindre bevægelsesfrihed
tæt på kroppen. Generelt kan det siges, at holde presset midt på
banen giver større mulighed for at dække næste bold for både netog
bagliniespiller. Så returneringer til mellemdistancen med en vinkel
nedad og udad er også optimale.
Der findes flere sekundære valg i forbindelse med returneringen af
den korte serv, som er gode alternativer til den førstnævnte returnering.
En af mulighederne er at presse fladt mod de dybe hjørner.
Dette er især en god mulighed, hvis modstanderen er svag på baglinien
eller ikke har så stor rækkevidde. Et pres i baghåndssiden vil
være det bedste valg i de fleste tilfælde, fordi det oftest er baghånden,
der er klart den svageste side. Dog er et pres mod det
dybe forhåndshjørne også en god returnering, der ofte vil presse
modstanderen til at løfte.
På en kort serv er et drop lige over nettet også en god returnering,
vel at mærke hvis netspilleren ikke står helt oppe ved netkanten
klar til at slå den ned. Hvis netspilleren står lidt væk er det til
gengæld rigtig godt, fordi der efterfølgende kun kan forekomme et
løft.
Svipserv
Returnering af svipserv skal så vidt mulig være nedadgående. Den
optimale returnering er et smash langs linien eller et smash mod
serveren. Alternativet er et drop mod midten, som kan benyttes,
hvis serveren trækker væk fra nettet efter serven.
I en defensiv situation er det primære valg en clear. Er modtageren
presset, handler det om at få bolden så langt væk fra sig selv som
muligt. En lige clear er det nemmeste og ville være en god løsning.
Hvis modtageren har en god slagstyrke er en krydsclear også en
mulighed med den fordel at makkeren efterfølgende står til det lige
hårde smash.
Defensiv [a]
Kendetegnet ved en defensiv position er at parret placerer sig side
om side på banen. På den måde dækkes banen mest effektiv, og det
giver den bedste mulighed for at samle et eventuel smash op.
En mere nuanceret udgave af den defensive opstilling side om side
er en ”forskudt opstilling”. Defensiven forskydes ved at ”pakke for-
[ 40 ]
svaret” mod en af siderne. Er der lagt op i højre side, vil det defensive
par trække mod højre side for at dække det lige smash bedre. Den
ene spiller trækker over mod sidelinien og lidt tilbage, så han kun
dækker det lige smash (Se billede). Makkeren bevæger sig ind mod
midten og lidt fremad således han dækker de smash, der slåes mod
midten af banen. Disse smash er knap så hårde som de lige smash,
derfor kan han tillade sig at trække lidt fremad og være klar til at
lave en konstruktiv opsamling. Ligeledes er det ham, der skal være
klar til at bevæge sig fremad og tage et eventuelt drop med vinkel
ind i banen.
[a]
Præcis hvordan det defensive par skal placere sig er afhængig af
modstanderparrets smashmulighed. Jo blødere smash der forventes,
jo længere fremme kan ”krydsmanden” placere sig og være klar
til at returnere med en flad opsamling. Forventes der modsætningsvis
et hårdt smash, er det nødvendigt at placere ”krydsmanden” længere
tilbage.
[ ]
For at benytte den forskudte defensiv, er det nødvendigt
konsekvent at løfte tydeligt mod hjørnerne
på baglinien. En forskudt defensiv er ubrugelig,
hvis oplæggene placeres midt på banen. Det vil
naturligvis ske alligevel indimellem i pressede situationer,
hvor parret så må stå side om side eventuelt
med den ene trukket lidt ind mod midten.

Offensiv
Den offensive opstilling kan indtages når parret er i position til at
slå angrebsslag, eller når modstanderen er presset og kun kan løfte.
Den offensive situation deles op i tre niveauer, hvor hvert niveau
fortæller noget om angrebets muligheder.
Angrebsniveau 1 [b]
Et typisk eksempel på angrebsniveau 1, er et højt langt oplæg, der
ligger helt tilbage på baglinien. Her vil der være mulighed for at
smashe, men det vil ikke blive et særlig hårdt smash, fordi det kommer
helt fra baglinien.
I denne situation placerer netspilleren sig således, at hele nettet
kan dækkes på næste bold, og enhver kort opsamling må betragtes
som en mulighed. Da den hyppigst forekommende korte
opsamling vil være lige over nettet, trækker netspilleren et lille
skridt ind under smasheren, så denne dækkes en anelse bedre.
Returneringsmulighederne for bagliniespilleren på et løft helt tilbage
på baglinien vil være stiksmash, lige tungt smash og clear.
Der må ikke satses 100% på at afgøre bolden fra dette angrebsniveau,
men derimod skal det være et sikkert slag, der kan skabe
mulighed for at komme i en bedre angrebsposition på næste bold.
Hvis bagliniespilleren vælger at slå et clear, trækker netspilleren
tilbage, og parret ender i en defensiv position.
Angrebsniveau 2
[b]
Her angriber bagliniespilleren længere fremme på banen. Typisk
udløst af et for kort løft fra modstanderen til ca. omkring forreste
baglinie.
I denne position står det offensive par med virkelig gode angrebsmuligheder.
Et godt bud på en returnering vil være et tungt lige
smash. Netspilleren trækker derfor nu længere ind under smasheren
for især at dække den lige korte opsamling. Foregår angrebet
fra baghåndsiden, er det nødvendigt for netspilleren at trække lidt
længere over mod sidelinien, for at dække nettet bedre.
På angrebsniveau 2 vil et krydssmash også være en god mulighed,
og samtidig vil det åbne muligheden for en ”offensiv rokade”. Hvis
netspilleren placerer sig ca. midt på banen, er det en indikation på,
at bagliniespilleren kan lave et krydssmash og efterfølgende selv følge
fem til nettet og dække en kort krydsopsamling [c]. Samles der
lige kort eller lige langt op på krydssmashet, er det netspilleren, der
dækker disse områder. Ved en lang opsamling fuldføres rotationen,
og netspilleren er nu placeret på baglinien. Det er en god rokeringsmulighed,
hvis bagliniespilleren har slået flere gange i træk og
trænger til en pause ved nettet, eller hvis der i doublen arbejdes
med bestemte roller, og den aktuelle bagliniespiller er stærkest ved
nettet.
Angrebsniveau 3 [d]
[c]
Her vil løftet typisk komme midt på banen og den optimale
angrebsposition er nået. Bolden skal herfra gerne afgøres direkte
eller på det efterfølgende slag. Netspilleren giver i denne situation
plads til smasheren, så han selv kan følge sit slag op. De mest sikre
slag at benytte er lige tungt smash eller smash mod kroppen af
modstanderen.
[d]
[ 41 ]

Contra
Contra betegner situationen, hvor det lykkes det forsvarende par at
vende spillet og selv komme i angreb. Slaget der udløser denne situation,
vil ofte være en hurtig flad opsamling, der går forbi modstanderens
netspiller.
Det er vigtigt at contrafasen udløser en optimal angrebssituation
for parret, og derfor bør der fokuseres på at spilleren, der ender som
smasher ved baglinien, får lige tilbageløb med mulighed for fuld
rotation og saks, som medfører det hårdest mulige smash.
Dette betyder, at man selv følger med frem, når man slår den flade
opsamling på kryds, mens makkeren så kan løbe lige tilbage som
smasher. Slår man den flade opsamling lige, lader man makkeren
følge frem, mens man selv trækker lige tilbage som smasher. [a].
[ 42 ]
[a]
Alternativet til den flade opsamling som contraslag vil være en kort
opsamling. Slår man fra den defensive opstilling en kort opsamling,
bør man selv følge med til nettet - uanset om man slår bolden lige
eller kryds.
Forskel mellem herredouble og damedouble.
Dette materiale har som det ses i ovenstående beskæftiget sig med
“de rene doubler” uden særlig focus på hverken herre eller damedouble.
På det aktuelle niveau, med middelgode ungdomsspillere er
forskellene på de to kategorier også forsvindende lille, og ikke relevante
at behandle i et grundlæggende materiale som dette.
For spillere på højere niveau og ikke mindst for ældre spillere, vil det
være relevant at tale om deciderede taktiske forskelle mellem herreog
damedouble bundende i udviklingsmæssige fysiske forskelle.
Almengyldige regler
Ud over de ovenfor nævnte situationsbestemte retningslinier, kan
man for de rene doubler opstille en række almengyldige regler og
generelle overvejelser, som kan og bør indgå i alle spilsituationer.
Variation er vigtig.
Som i al anden taktik er variation vigtig i doublerne. Spilles samme
slag altid med samme styrke, vinkel og placering bliver spillet for let
forudsigeligt, og modstanderen kan lave modtræk.
Sørger man for hele tiden at variere blot en smule, har modstanderen
aldrig et “fast udgangspunkt”. Mest oplagt er at variere mest
muligt på vinkelen i sine server og placeringen af sine smash.
Smash højt, lavt, på venstre side af kroppen, højreside af kroppen,
hårdt, blødt osv.
Favoritopstilling
Mange sammenspillede doubler arbejder med en egentlig favoritopstilling.
Én spiller der er bedst ved nettet, og én spiller der er bedst
ved baglinien. Par med en sådan favoritopstilling bør forholde sig
kritisk til en række af de ovenstående regler, og måske ændre slag
og bevægelsesmønstre, så favoritopstillingen lettere opnås.
Typisk vil dette dreje sig om de offensive rokader ved angreb fra
niveau 2 og 3, contrasituationen og placering i defensiven. Eksepelvis
vil det være uhensigtsmæssigt for et par med en sammenspillet
favoritopstilling altid at lave rokade efter krydssmash, så den egentlige
netmand må løbe tilbage. Omvendt kunne man aftale, at hvis
den bedste netmand er røget til baglinien, forsøger han oftest at
krydssmashe og lave offensiv rokade.
Vanereturneringer / stærke og svage sider
Et område som en double på det aktuelle niveau ligeledes skal være
opmærksomme på, er egne og modstanders stærke og svage sider.
På et niveau, som det vi her beskæftiger os med, vil de fleste par
have områder, hvor de er specielt stærke eller specielt svage, lige-

som de fleste vil have tendens til en række vanereturneringer, som
altid kommer til det samme sted fra den samme position.
Et par, der registrerer sådanne forhold, kan med fordel dispensere
fra de egentlige regler og spille på de svage sider og vanereturneringerne.
Eksempelvis kan man mod visse par have stor fordel af næsten udelukkende
at slå sine servereturneringer fladt mod det dybe baghåndshjørne,
eller netspilleren kan allerede næsten inden et godt
smash er afgivet bevæge sig mod det modsatte korte hjørne, da
modstanderen altid forsøger at samle kort kryds op.
Kommunikation
Double er et spil med to tænkende individer på hver side af nettet -
og tanker hører som bekendt kun én selv. Det er derfor vigtigt, at
man i doublen får snakket med sin makker undervejs, og gjort vedkommende
opmærksom på de ting, man registrerer hos både modstander
og hos én selv. Skal der ændres eller opnås noget i en double,
kræver det indsats fra begge spillere, og dette opnås naturligvis
kun, hvis begge spillere er bekendt med, hvad man søger at opnå.
Samtidig er en god double kendetegnet ved at spillerne er i stand til
at opmuntre hinanden, støtte hinanden og “trækker makkeren op” i
både gode og dårlige perioder af kampen. Små opløftende bemærkninger,
øjenkontakt og skulderklap mellem spillerne er derfor også
essentielle for succes.
Aftaler
Endelig skal det bemærkes, at det enkelte par naturligvis skal forholde
sig til alle de her nævnte regler udfra egne stærke og svage
sider og modstanders ditto.
Parret kan indbyrdes lave aftaler om andre opstillinger, slag der ofte
anvendes, slag der ikke anvendes, og hvordan der rykkes efter disse,
hvis man pga. egne eller modstanders forudsætninger mener at
have større gavn af dette.
[ 43 ]

Kroppens udvikling
Kroppen skal holde hele livet, den skal passes og plejes. Fysisk aktivitet
er en vigtig del af dette, men det er ikke ligegyldigt, hvilken
måde man er fysisk aktiv på. Badmintonspillere har mange forskellige
mål med det at spille badminton. Det kan være for hyggens skyld,
for den ugentlige motion, for at gå til noget i fritiden, for at blive en
dygtig spiller eller noget helt femte. Både børn, unge, voksne og
ældre spiller badminton, nogle har gjort det i mange år, andre er
lige begyndt. Alle disse faktorer spiller en eller anden rolle, når man
som træner eller spiller vil planlægge den fysiske aktivitet eller den
fysiske træning, som det også hedder, når aktiviteten bliver målrettet
med henblik på at få en bedre kondition/styrke.
[ 44 ]
KROPPENS UDVIKLING
Det skal gøre ondt før det gør godt!! Underlig formulering, som udgangspunkt
for det at træne ens krop.
Specielt er det vigtigt at have en viden om kroppens udvikling, og
hvordan fysisk aktivitet påvirker den. Det er især i børne- og ungdomsårene,
at kroppen udvikler sig. Børn er nemlig i konstant
udvikling, fra de bliver født, og til de er først i tyverne. De forskellige
udviklingsperioder er fælles for alle, mens tidspunkt for start og
varighed er vidt forskellige fra spiller til spiller.

Den periodiske vækst og udvikling
Det er almindeligt at inddele et menneskets fysiske vækst i forskellige
perioder ud fra, hvad der rent udviklingsmæssigt sker med kroppen
gennem en livstid.
Figuren angiver rækkefølgen af trinnene i en normal udvikling. Den
opgivne alder er dog kun omtrentlig.
Nyfødt Moderens østrogen udskilles fra barnets krop.
(fra fødsel til ca. 4 uger)
Barndom (kroppens første år) Jævn vækstperiode med stor længdetilvækst. Udvikling af grundlæggende
(ca. 4 uger til ca. 6 år) bevægelser og grovmotorik. Kort koncentrationstid.
Førpuberteten (kroppen vokser til) Eksplosiv motorisk udvikling. Udvikling af finmotorik. Ens vækst hos piger
(ca. 6 – 10 (12) år) og drenge.
Puberteten (kroppen vokser til) Vækstspurten indtræffer. Kønsmodning hos begge køn.
(piger ca. 10 –18 år) Kønsmodningen hos pigerne betyder udviklede kønsorganer, behåring,
(drenge ca. 12 –20 år) bryster, et større fedtlag under huden og et bredere bækken.
Pigernes første menstruation.
Kønsmodningen hos drengene betyder udvikling af deres kønsorganer og behåring på
kroppen. Stor højdetilvækst og bredere skulderparti.
Voksen Øget muskelstivhed. Udvikling af motoriske færdigheder gennem kropslig erfaring (indlæring
– træning).
Alderdom Motorisk svækkelse starter allerede ved 20 års alderen.
Som træner skal man som sagt være opmærksom på, at varigheden
af de enkelte trin og alderen, hvor de indtræffer, er forskellige fra
spiller til spiller i børne- og ungdomsårerne. Det betyder, at en ungdomstræner
ofte må planlægge en meget fleksibel træning, hvor
både de motorisk dygtige og de knapt så dygtige kan lære noget.
I det følgende beskrives kroppens fysiske og anatomiske udvikling
kort og overordnet. For en mere detaljeret gennemgang henvises til
DGI badmintons emnekurser. Beskrivelsen er trænerens baggrundsviden
og udfra denne viden tilrettelægges træningen, så den passer
bedst muligt til spillernes udviklingsmæssige niveau.
Motorikken kan vedligeholdes via aktivitet gennem et helt livsforløb.
[ 45 ]

Kropsdimensioner og kønsmodningen
Sammenligner man et voksent menneske med et lille nyfødt barn,
vil man hurtigt kunne se, at forholdene mellem de forskellige kropsdele,
hoved, krop, arme, og ben er meget forskellige.
I løbet af de første leveår sker der en stor længdetilvækst hos børn.
[ 46 ]
I en træningstrup bestående af børn i
alderen 10 – 12 år kan højdeforskellen
mellem piger og drenge tydeligt
ses - pigerne er generelt set på dette
tidspunkt højest.
Denne vækst er ens hos begge køn og udgør i gennemsnit 22 cm pr.
år. Væksten aftager gradvist ind til puberteten, hvorefter den
såkaldte “vækstspurt” i forbindelse med puberteten indtræder. For
pigernes vedkommende indtræder puberteten ca. i 8 - 10 års alderen
og ca. i 10 – 12 års alderen for drengenes. I denne 2-årige vækstspurt
i starten af puberteten vil man se en stor vækst i de forskellige
kropsdele og i kropsvægten. Samtidig med vægt- og vækstforøgelsen
vil kroppens tyngdepunkt sænkes fra et sted under brystbenet
til ud for den 5. lændehvirvel. Det lavere tyngdepunkt giver en
bedre balance og dermed mere sikre bevægelser.
Efter den 6 årige pubertetsperiode vil drenge typisk være ca. 13 cm
højere end piger. Længdetilvæksten stopper som regel for pigerne i
16 års alderen, mens drengene fortsætter med at gro yderligere et
par år.
I puberteten sker der også en stor følelsesmæssig udvikling af børnene. Nogle børn vil
gøre oprør mod alt og alle, andre bliver mere indelukkede, og nogle bliver slet ikke
påvirkede. Trangen til at prøve noget nyt og få andre udfordringer er ofte stor i denne
periode, og det får mange børn til at stoppe med at spille badminton. Som træner for
denne aldersgruppe er det derfor vigtigt med stor variation i træningen, inddragelse af
spillerne i planlægningen og tid til at snakke med spillerne om stort og småt. Samtidig
skal man være opmærksom på de forskelligheder, der kan opstå på grund af drengenes
senere indtræden i pubertetsperioden.

De pludselig længere knogler kan få det til at gøre ondt i led og
muskler. Samtidig oplever mange en motorisk svækkelse, idet arme
og ben bliver sværere at kontrollere grundet længdetilvæksten. For
at vedligeholde niveauet af de motoriske færdigheder, som blev
udviklet før vækstspurten, skal der i selve pubertetsperioden trænes
meget med gentagelser af bevægelsesmønstre og måske kan det
være en hjælp at udføre bevægelserne i slowmotion.
Drengene vil ofte have større problemer med motorikken end pigerne,
hvilket skyldes den større længdetilvækst og øgede muskelstyrke
i forhold til pigerne.
Når pigerne og drengene er blevet til kvinder og mænd, dvs. efter
endt kønsmodning og længdevækst, sker ændringerne i kropsdimensionerne
primært pga. en øget vægt. Gennem voksenlivet er
det helt naturligt, at vægten øges en smule med årerne, idet kroppen
gradvist behøver mindre og mindre energi for at holde sig i
gang. En næsten konstant vægt er et godt udtryk for, at man forbruger
den mængde energi, man indtager.
Skelettet
Skelettet er under udvikling i ca. 20 år. Børns knogler er bløde og
dermed meget sårbare overfor ensformig, tung og langvarig belastning.
Særlig udsat er knogler i lår, læg og ryg. Samtidig er blødheden
i knoglerne med til at mindske risikoen for skader, da de er bedre
til at give efter for forkerte eller for store belastninger. Så børn er
skabte til at bevæge sig! Undersøgelser bekræfter, at børn med en
inaktiv opvækst får svage og spinkle knogler, mens børn der er
meget fysisk aktive får en større knoglediameter dvs. et sundere og
mere stabilt skelet. (Hvis knoglerne bruges rigtigt! Knoglerne kan i
denne periode også påvirkes til fejlvækst, hvis de anstrenges forkert
og ensformigt.)
Så konklusionen er at børn skal lave megen forskellig fysisk aktivitet
for at stimulere væksten af deres knogler, men at man aldrig må
lave træning med ydre belastninger f.eks. tunge håndvægte. En god
rettesnor er kun at lave øvelser, hvor børnene bruger deres egen
kropsvægt som belastning.
I puberteten kan man begynde at systematisere træningen og bruge
lette belastninger, som f.eks. medicinbolde.
[ ]
Knogler holder sig længere,
når man er fysisk aktiv.
Efter endt længdevækst er knoglerne fuldt udviklede, dvs. hårde og
meget modstandsdygtige. Men knogler er stadig levende væv, der
konstant fornyr sig for at forblive stærke.
For at denne fornyelse kan finde sted, er det vigtigt, at der indtages
rigeligt med kalk.
Mælk er altså ikke kun aktuelt for børn der vokser, men også for
voksne mennesker.
Denne fornyelse stimuleres ved fysisk aktivitet. Som voksen holder
ens knogler sig altså stærkere længere, ved at man er fysisk aktiv.
Dog kan en ekstrem hård træning have den modsatte virkning,
nemlig at knoglerne nedbrydes, fordi de ikke kan følge med i fornyelsesprocessen.
Det er især, når unge piger og kvinder træner så
hårdt, at deres menstruation udebliver, at de har risiko for at få
afkalkede knogler.
En del af knoglernes fornyelsesproces er styret af hormoner. Når
kvinder når menopausen (overgangsalderen) sker der ændringer i
hormonsystemet, og knoglerne påvirkes af dette. De bliver afkalkede
dvs. svagere og porøse. Især hos ældre kvinder ser man mange
brud på håndled og hofte efter fald. Denne svækkelse af knoglerne
kan delvis imødekommes ved at være fysisk aktiv, men ikke stoppes
helt. Som ældre har man svagere knogler.
Muskler
Hos mindre børn vil man ofte se store og simple bevægelser som
f.eks. et kast uden brug af krops- og armrotation. Dette hænger
sammen med, at det er de store muskler, der udvikles før de små.
Barnet har simpelthen ikke forudsætningerne for at lave finmotoriske
bevægelser før i 10-12 års alderen. En finmotorisk bevægelse er
f.eks. en korrekt svingsløjfe til et clear slag.
[ ]
Mænds muskelstyrke er ca. 35% større end
kvinders, men korrigerer man for den generelle
højdeforskel mellem mænd og kvinder er forskellen
reelt ca. 20%.
Selve muskelmassen udgør hos børn, set ud fra totalvægten, en
mindre del end hos voksne. Den relative muskelmasse øges derfor
fra fødsel til voksenalderen. Det betyder alt andet lige, at børn hurtigere
bliver trætte end voksne. Men på den anden side er børn så
hurtigere friske igen. Derfor passer aktiviteter, der veksler mellem
aktivitet og pause, bedre til børns muskulære forudsætninger fremfor
aktiviteter, der bygger på at bruge musklerne i længere tid ad
gangen.
Indtil puberteten har piger og drenge de samme muskulære forudsætninger.
Dog starter væksten i muskelmassen før hos piger som
[ 47 ]

følge af, at piger tidligere kommer i puberteten. Men under
puberteten er drengenes vækst af muskelmassen større. Dvs. at
drengene efter puberteten er stærkere end pigerne.
Som voksen når man sin maksimale muskelstyrke omkring 30
års alderen for mænds vedkommende og omkring 25 års alderen
for kvinders vedkommende. Både opbygningen af og faldet i den
maksimale muskelstyrke er meget afhængig af den træning, man
laver. Derfor kan man med målrettet træning holde en forholdsvis
stor muskelstyrke langt op i årene.
Åndedræt og kredsløb
Via lungerne optages ilt fra omgivelserne, og ilten overføres herfra
til blodbanen, der forsyner kroppen med ilt. Den CO2, der dannes
ved forbrænding transporteres via blodbanen til lungerne hvorfra
det udåndes. Udviklingen af åndedrætssystemet følger den almindelige
udviklingen af kroppen.
Åndedrættet er hos børn hurtigere end hos voksne.
Lungerne vokser stærkt i og efter puberteten. Drengenes lungekapacitet
er større end pigernes og specielt under puberteten øges
denne forskel yderligere. Ligeledes vil brystkassen få sin endelige
form under puberteten.
Hjertet er den muskel, der sørger for, at iltet blod bliver transporteret
fra lungerne og ud i kroppen og ligeledes sørger for, at affaldsstoffet
CO2 transporteres tilbage til lungerne og ud af kroppen.
Børns hjerte slår flere gange end voksnes, samtidig med at børn har
en højere kropstemperatur i forhold til voksne.
[ 48 ]
Iltet blod
Uiltet blod
Resten af
kroppen
Højre
forkammer
Højre
hjertekammer
Den motoriske udvikling gennem modning
og læring
Børn får normalt altid styr på bevægelserne i hovedet og armene før
bevægelserne i benene. Ligeledes vil man kunne registrere, at det er
de grove bevægelser, der kommer før de fine i og med, at det er de
store muskler, der udvikles først. Det vil med andre ord sige, at grovmotorikken
udvikles før finmotorikken.
Bevægelsesudviklingen i kroppen følger i store træk et bestemt
mønster. Der startes øverst i kroppen og sluttes nederst samtidig
med, at der sker en udvikling fra kropsmidten og udad.
Koordination af forskellige bevægelser udvikles umiddelbart efter
indlæring af de enkelte færdigheder i kroppen.
Alle bevægelser undtagen de modningsbestemte må læres. De modningsbestemte
er: kravle, gå, løbe, hoppe, balancere, rulle, krybe,
gribe, hænge, kaste, bevæge sig rytmisk og orientere sig i rum.
Den grundlæggende læring sker allerede i barnets første leveår. Her
opbygges en “database” af forskellige bevægelseserfaringer, og jo
flere der automatiseres, jo bedre er forudsætningerne for at lære
nye.
Udvikling betinget af træning - ændringer
i de fysiologiske parametre
Venstre
forkammer
Venstre
hjertekammer
Træning og fysisk aktivitet er den bedste måde at holde kroppen i
god form på. De umiddelbare resultater er et bedre helbred og en
sundere krop. Ydernere det er træning med til at beskytte kroppen
mod nedslidning og skader.
Med undtagelse af kropsdimensionerne ændres de overnævnte fysi-

ske parametre i større eller mindre grad via træning.
Indlæring- og træningsmæssigt findes der i løbet af et menneskes
liv forskellige gunstige perioder, hvor det er fordelagtigt at
lære/træne de forskellige fysiske parametre.
I nedenstående beskrivelser af træningens effekt er der ligeledes
givet eksempler på, hvornår træningen af de forskellige parametre
bør startes. Det skal dog pointeres, at disse starttidspunkter kan
variere mere eller mindre fra individ til individ.
Kredsløbsvirkning
Den træningsmæssige effekt på kredsløbet, ses via en delvis forbedring
af hjertets pumpeevne.
Denne forbedring skyldes, at hjertet, som en hvilket som helst
anden muskel, bliver større og stærkere ved træning.
I forhold til en utrænet person, vil en trænet være i stand til at
udføre det samme stykke arbejde som den utrænede dog med en
lavere puls. Den træningsmæssige effekt gør endvidere, at den
trænede person vil kunne præstere et større maksimalt arbejde end
den utrænede.
Lungernes størrelse kan ikke forøges ved træning. Derimod kan
respirationsmusklerne trænes, således at der kan indåndes og dermed
udåndes en større mængde luft (op til 3%). Der er altid lidt luft
tilbage i lungerne, der ikke kan udåndes, og idet lungernes volumen
er konstant, vil denne træning gøre, at mere luft presses ud af lungerne.
Denne træning foregår da kun på elite niveau.
Den perifære virkning
Lokalt i musklerne sker der ændringer forårsaget af træning.
Kapillærtrætheden i musklerne øges, hvilket gør, at der kan tilføres
mere ilt til muskelcellerne.
Hver enkel celle danner endvidere flere mitochondrier, stedet hvor
den aerobe energiproces foregår. Det gør, at den aerobe energiforsyning
forbedres. Begrebet aerobe energiprocesser dækker blot over,
at det er muskelarbejde, hvor der er ilt tilstede.
Det centrale og perifere (kredsløbssystem) trænes begge ved aerob
træning. Denne træning bør aldersmæssigt indrages i starten af
puberteten og derefter blive en del af den daglige træning.
Den muskelmæssige virkning
Muskeltræning forbedrer musklernes evne til at arbejde hurtigere,
være mere udholdende og stærkere.
Træningsvirkningen er meget synlig, musklerne bliver ganske enkelt
større/tykkere. Ændringerne skyldes, at den enkelte muskelfiber bliver
større/tykkere.
Via anaerob udholdenhedstræning, mælkesyretræning, bliver
musklerne trænet til bedre at kunne arbejde med store mælkesyrekoncentrationer.
Den anaerobe udholdenhed, mælkesyretræning, bør først for alvor
tage del i den fysiske aktivitet i 17 - 18 års alderen, det vil sige efter
puberteten.
[ ]
Muskeltræning med henblik på muskelstyrke og udholdenhed
kan have en positiv virkning på børns fysiologiske
udvikling. Dog skal man være opmærksom på, at
træning af børn før puberteten bør tilrettelægges efter
udøvernes formåen.
Den hårde styrke/vægttræning må under ingen omstændigheder
startes før efter puberteten.
Den motoriske virkning
Ved koordinationstræning opøves og forbedres samspillet mellem
muskler og nerver. Det gør, at musklen via træning bliver bedre til at
udføre finere og mere nøjagtige bevægelser.
De sanser, der har stor betydning for udviklingen af motorik, er
syns-, høre- og følesanserne. For at opnå en god koordination mellem
muskler og nerver er det derfor vigtigt, at disse parametre stimuleres
allerede i perioden inden puberteten.
Ligeledes er koordinationstræning en vigtig del i træningen af børn
og unge inden, under og efter puberteten.
Den bevægelighedsmæssige virkning
Træning af bevægelighed er med til at øge og eller vedligeholde ledudslagene
i kroppens forskellige led. Træningen er ligeledes med til
at mindske risikoen for skader og med til, at mange aktiviteter kan
udføres med større kraft.
Som barn har man en god bevægelighed i leddene, og det er derfor
ikke hensigtsmæssigt at lave yderligere træning herfor. I og efter
puberteten er det vigtigt at bevare den frie bevægelighed, hvilket
gøres ved, at udstrækning bliver en naturlig del af træningen.
[ 49 ]

Opvarmning
Når vi taler om opvarmning i badminton, er vi nødt til at opdele den
i 2 forskellige opvarmningsgrupper: Senior-/konkurrenceopvarmning
og børneopvarmning.
Senior-/konkurrenceopvarmning
Den fysiske effekt
Undersøgelser har vist, at opvarmning med stigende fysisk aktivitet
har en positiv virkning på det videre aktivitetsniveau.
Fysiologisk sker der under opvarmningen det, at temperaturen inde
i musklerne stiger som følge af øget arbejde. Desuden får musklerne
et øget iltbehov, hvorfor blodgennemstrømningen stiger. Derved
sker der en øget tilførsel af næring og ilt til musklerne, samtidig
med at affaldsstofferne hurtigere transporteres væk og ud af kroppen.
Den øgede blodgennemstrømning og stigningen i temperaturen
har en skadeformindskende virkning. Det hænger sammen med, at
leddene bliver mere bevægelige/eftergivende, og at nerveimpulserne
lettere og hurtigere overføres/afgives til og fra de arbejdende
muskler.
Kroppen er med andre ord hurtigere reagerende og mere opmærksom
på de farlige situationer.
Den psykologiske effekt
Den øgede aktivitet forårsaget af opvarmningen har en stor virkning
på koncentrationen samtidig med, at opvarmningen giver
mulighed for at afkoble dagens stress og gøre kroppen motiveret og
koncentreret med henblik på den kommende opgave.
Mange mener endvidere, at opvarmning er med til at øge ens selvtillid.
Det hænger sammen med, at opvarmning (og fysisk aktivitet i
det hele taget) udløser hormonelle ændringer, som de allerfleste
oplever som øget selvtillid til gavn for den efterfølgende opgave.
Opvarmning - hvordan?
Badminton er et spil, der sætter store krav til størstedelen af kroppens
muskler. For at opnå en stor effekt af opvarmningen, og for at
få aktiveret så mange muskelgrupper som muligt, er det vigtigt
med stor variation i øvelserne.
Tidsmæssigt bør et opvarmningsprogram have en varighed af ca. 15
– 20 min.
Det kan være en god ide at planlægge opvarmningsprogrammet, så
det indeholder både en generel og en specifik del.
Den generelle del bør fokusere på øget kropstemperatur og gennemvarmning
af alle de store muskelgrupper.
Den specifikke del bør rette sig mod selve spillet. Dette kan gøres
via korrekte benarbejdsøvelser, badmintonrelevant konditionstræning
eller hurtighedstræning.
[ 50 ]
Variationerne er mange, men en grundmodel kunne se ud som følger:
1. Forskellige løbeformer rundt i hallen (alm. løb, gadedrengehop,
sidelæns, baglæns, hælspark, høje knæløft og armsving). Man
skal her være opmærksom på, at intensiteten i starten af programmet
bør være lav og efterfølgende stige gennem programmet.
2. Sving og gulvøvelser (sidebøjninger, hofterulninger, armsving
m.v.).
3. Styrkeøvelser for mave, ryg, arm, skulder (lige/skrå maveøvelser,
rygbøjninger med og uden arme over hovedet, armbøjninger,
brede armbøjninger).
4. Kortvarige og intensive benøvelser (hopserie, stigningsløb, fangeleg
m.v.).
5. Badmintonrelevant benarbejde på banen (punkttræning, side by
side, frem og tilbage, trekant og firkant løb). Her bør der fokuseres
på korrekt benarbejde og mindre på effektivitet og hastighed.
6. Udstræk og start på slagtræning.
Man skal være opmærksom på, at de forskellige muskelgrupper ikke
bør belastes i mere end maks. 8 – 15 sek. ad gangen, da man risikerer
mælkesyreophobninger i musklerne, hvilket kan virke hæmmende
for den videre aktivitet.
Alt afhængig af den efterfølgende aktivitet, kan opvarmningen
mere eller mindre indpasses hertil. Er der tale om opvarmning inden
en vigtig konkurrence, er det vigtigt, at opvarmningen er meget
badmintonlignende.
Er man i en mindre seriøs periode, hvor der f.eks. skal lægges vægt
på det motiverende og sociale, kan meget af opvarmningen foregå
som leg, forskellige boldspil, stafetter m.m.
Dog bør man altid være opmærksom på, at intensiteten i opvarmningen/legen
bør være stigende, og at man, af risiko for skader, bør
starte i et moderat tempo.

Opvarmning af børn
Opvarmningsdelen i børnetræning bør i høj grad være forskellig fra
den sædvanlige senior-/konkurrenceopvarmning. Det eneste, de to
opvarmninger bør have tilfældes, er deres placering i starten af en
træning samt evnen til at samle og motivere.
Når vi taler om opvarmning af børn, er der i højere grad tale om leg,
eller som det også kan siges en form for skjult indlæring via leg.
Mange mener, at børn bør vænnes til den traditionelle opvarmning
med løb rundt om net, mave-, ryg og armøvelser, for senere at føle det
som en naturlig del af træningen. Men hvorfor spille kostbar haltid,
når denne kan bruges til indlæring og finpudsning af teknik og taktik?
For at få et overblik over de forskellige opvarmningsmetoder man
som træner af børn står over for og for at få fantasien sat i sving, følger
kort en præsentation af nogle af de forskellige måder opvarmning
af børn kan foregå på.
Man taler groft om fire forskellige slags opvarmninger med hver sin
hensigt.
Motiverende- og social opvarmning
Her er der i høj grad tale om leg, og kun fantasien sætter grænser
for dens udformning, varighed m.v.
Den motiverende- og sociale opvarmning er specielt god i starten af
en træningssæson. Her løber man tit ind i at børnene er meget fastlåst,
dels pga. de pludselig mange nye ansigter, usikkerheden om
den måske helt nye idrætsgren og den nye træner.
I en sådan situation er det vigtigt, at man som træner formår at få
samlet truppen, og at børnene får tid til at se hinanden lidt an.
Legene i begyndelsen af en sæson må gerne være kendte, eksempler
kan være ståtrold, kædetagfat, stikbold m.v. Det at børnene på forhånd
kender legene kan gøre, at de nemmere falder ind i legen, hurtigere
bløder op og måske helt glemmer alle de mange nye ting.
Den motiverende og sociale opvarmning kan bruges hele sæsonen,
dog skal man være opmærksom på, at børn hurtigt bliver trætte af
de samme lege, og at denne form for opvarmning kræver stor
nytænkning og kreativitet. Dermed ikke sagt, at man behøver at
finde på helt nye lege, men man kan med stor succes ændre på
enkelte regler i de allerede kendte og derved have skabt nye og
spændende opvarmningslege for børnene.
Teknik og indlæringsopvarmning
Den bedste måde at lære børn den grundlæggende teknik - både
slag og benarbejde - er via ”skjult tekniktræning igennem leg.
Mange børn har svært ved direkte at forestille sig en ny bevægelse,
hvis den blot bliver vist af en træner. Ønsker man et hurtig resultat,
skal man sørge for, at der arbejdes med bevægelser udfra allerede
kendte bevægelser.
Et clear kan derfor præsenteres som en overhåndskastebevægelse,
et lob kan præsenteres som en underhåndskastebevægelse, et drop,
som en overhåndskastebevægelse der stoppes osv.
At man starter indlæringen på dette niveau gør, at mange nye og
svære slag hurtig bliver kendt og accepteret som en naturlig
bevægelse.
I selve opvarmningsdelen skal der fokuseres på den allerede kendte
bevægelse. Fokuseres der f.eks. på slaget clear, kan man starte med
at lade børnene kaste fjerbolde til hinanden med overhåndskast,
man kan lade dem konkurrere i, hvem der fra baglinjen af en badmintonbane
kan kaste en bold over nettet, hvem der kan kaste
længst, hvem der kan ramme et bestemt sted osv.
Herved vil børnene, uden videre at tænke over det, træne clearslaget,
samtidig med at de leger og har det sjovt.
Teknisk- og indlæringsopvarmning kan være en god indledning til
senere tekniktræning, ligesom den kan bruges til indlæring af benarbejde.
Som træner er det vigtigt, at man, selv om der er tale om leg, er hurtig
til at rette ved forkert slag eller forkert benarbejde, så børnene
allerede fra grunden får lært den rette teknik.
Motorikopvarmning
Motorisk kan badminton være en stor udfordring for mange børn.
Den store ketsjer, det høje net, den store bane med de mange forskellige
streger og ikke mindst den lille hurtigflyvende bold i luften
kan virke uoverkommelig for mange børn.
For at gøre spillet mere overskueligt er det derfor vigtigt, at man,
som med indlæring af den nye teknik, får kørt hver enkel ting ned
på et niveau, hvor det nærmest er som en ”leg”.
Den store ketsjer kan udskiftes med en håndflade, det høje net kan
udskiftes med et lavt net eller måske intet net, den store bane kan
indsnævres til et enkelt felt eller en halv bane og den hurtige, lille
bold, kan udskiftes med et stykke papir, en ballon eller en skumbold.
Alle disse hjælpemidler er med til at gøre spillet sjovere, mere tilgængeligt
og succesgivende.
Selve opvarmningsdelen bør igen opbygges som en leg. Ønsker man
at træne koordinationen mellem ketsjer og bold, kan man f.eks.
give hvert barn en ballon og lade dem løbe rundt i hallen spillende
med denne. Det, at ballonen er længere tid i luften samtidig med, at
den er større, gør det lettere for børnene at time og koordinere
ketsjer og bold.
Man kan ligeledes give dem forskellige opgaver, som de skal løse
samtidig med, at de spiller med ballonen. Lade dem spille to og to
eventuelt over net med og uden ketsjer osv.
Jo bedre de bliver til at koordinere ketsjer og bold, jo flere og større
opgaver kan man stille dem, og jo tættere kommer man det rigtige
badmintonspil.
Ligeledes har man som træner, med denne opvarmningsform,
mulighed for at niveaudele opvarmningen, så de der er knap så hurtigtlærende
får succes, samtidig med at dem der lærer hurtigt får
nye udfordringer.
[ 51 ]

Indlæring af regler og banekendsskabsopvarmning
Regel- og banelæring er en vigtig, men til tider en meget tidskrævende
del af børnetræningen.
Mange børn har svært ved at skulle koncentrere sig både om spillet
med ketsjer og bold, samtidig med at de skal kunne huske, hvor bolden
er ude og inde og ydermere skal bekymre sig om, hvorvidt de
skal stå i højre eller venstre servefelt.
Meget af den tid man bruger på indlæring af regler og banekendskab
kan henlægges til opvarmningen. Her kan man lave fangeleg
på de streger der afmærker enten single- eller doublebanen. Lave
stafetter, hvor det gælder om hurtigst muligt at kunne stille sig i
det rigtige felt, afhængig af en given stilling i en kamp. Lade børnene
være dommere for hinanden, eventuelt med rigtige dommerstole
og stillingsangivelser osv.
Fælles for aktiviteterne er, at de alle er rettet mod indlæring af regler
og banen, og at de alle gør indlæringen til en leg.
Sammenfatning af de forskellige opvarmningsformer
De ovennævnte opvarmningsformer stiller alle krav til trænerens
fantasi.
Man skal som træner ikke være bange for at afprøve nye ting, og
ligeledes ikke være bange for at ændre og justere allerede kendte
lege. Det, der ofte er med til at give succes hos børn, er nytænkning
og kreativitet, så der er ingen grund til at gå og gemme sjove og
anderledes aktiviteter.
Vigtigt er det ligeledes, at man som træner er opmærksom på, hvilke
udviklingstrin børnene befinder sig på, og at man herudfra planlægger
øvelserne.
Tid og placering
Det kan være svært at sætte fast tid på en børneopvarmning. Som
en fast regel kan man sige, at opvarmningen er slut, når man som
træner kan fornemme, at lysten og motivationen er lav hos børnene.
Det er vigtigt, at man ikke kører legen ud til den er direkte kedelig,
men i stedet har en anden aktivitet på hånden, hvis den første
ikke passer til børnenes motivation.
Opvarmningen bør placeres i starten af træningen - dog kan mange
af de nævnte aktiviteter bruges som en form for motiverende elementer
i en eventuel teknik- eller taktikundervisning.
[ 52 ]
Konklusion
Vi har nu været igennem to former for opvarmning:
• Senior/konkurrenceopvarmning
• Børneopvarmning.
Umiddelbart virker de to former meget forskellige, men der er ingen
hindringer for, at man i en senioropvarmning indfører nogle af øvelserne
fra børneopvarmningen og omvendt.
Fælles for begge typer af opvarmning er, at de udover at opvarme og
indstille kroppen på en videre aktivitet også er med til at gøre
træningen sjovere og anderledes, og at kun fantasien sætter
grænser for udformningen.
Der kan ikke præcist fastsættes aldersgrænser for, hvilke typer af
opvarmning der bør foretrækkes. Dog er en ting sikkert: ingen
tager skade af at lege, blot det bliver gjort på den rigtige måde og
med det rigtige motiv.

Egne noter
[ 53 ]

Egne noter
[ 54 ]

[ 55 ]

Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger
Vingsted Skovvej 1 · 7100 Vejle
Tlf. 79 40 40 40 · Fax 79 40 40 80
E-mail: info@dgi.dk · www.dgi.dk