Læs interview med Jan Guillou om MEN IKKE HVIS DET ... - Modtryk

Interview med Jan Guillou om
MEN IKKE HVIS DET GÆLDER DIN DATTER
Hvad kan den amerikanske præsidentfamilie Bush’ transaktioner med det
saudiarabiske kongehus dog have at gøre med, at en femårig pige forsvinder
fra en børnehave på Kungsholmen?
Enormt meget, viser det sig i Jan Guillous nye roman, Men ikke hvis det
gælder din datter. Her krydser storpolitiske intriger og helt private relationer
hinanden og væves sammen til en åndeløst spændende historie, hvor alle
Jan Guillous thrillerhelte mødes: agenten Carl Hamilton, journalisten Erik
Ponti, den tidligere fremmedlegionær Pierre Tanguy og politiinspektør Ewa
Tanguy.
“Jeg tænkte ganske vist, at jeg havde sagt, hvad jeg har at sige om krigen
mod terror. Men der var en ting mere at tilføje: Alle giver pokker i den her
krig – så længe den ikke rammer dem selv,” konstaterer Jan Guillou.
Som sædvanlig har han en del mere at fortælle end en spændende historie.
Hovedpersonernes private dramaer og den nervepirrende vej frem mod klimakset
er direkte forbundet med de verdenspolitiske begivenheder, vi dagligt
læser om i aviserne – og dem, vi ikke læser om. For eksempel den uhellige
alliance mellem USA og Saudi-Arabien, som journalister kun undtagelsesvis
kommer ind på og i så fald udelukkende i bogform.
“Kendsgerningen er, at Saudi-Arabien står bag 90 procent af al islamistisk
terror. Men i stedet besætter vi Irak og Afghanistan, og det skyldes de intime
forbindelser, der gennem tredve år har været mellem familien Bush og det
saudiske kongehus, siger Jan Guillou og uddyber:
“Da George W. Bush i halvfjerdserne hutlede sig igennem tilværelsen i
Texas som alkoholiseret og yderst mislykket oliehandler på fallittens rand,
dukkede der pludselig en saudisk bank op, der havde fået den idé, at den
ville til at investere i oliefirmaer i Texas. Det blev starten på en række forretningsforbindelser,
der har gjort familien Bush enormt rig og selvsagt også
har været frygtelig frustrerende for dem, der har til opgave at arbejde mod
terrorismen.
Saudiaraberne tjener to herrer. Den ene er USA, og den anden er Gud, og de
er illoyale over for dem begge.”

Ville man kunne finde en person som den grotesk rige prins Ahmed bin Salman
bin Abdul Aziz, der dør under mystiske omstændigheder i starten af historien, i
virkeligheden?
“Ja, helt sikkert. I Saudi-Arabien er der 5000 prinser, som alle på en eller
anden måde er i familie med hinanden. De 50 vigtigste, der står kongen nærmest,
får en apanage på 500 millioner dollars om året.
En af dem er en excentriker, der er vild med at bygge kopier af berømte bygninger
– nøjagtig ligesom det slot, hvor klimakset i min roman udspiller sig.
Han har både et Versailles og et Det Hvide Hus ...
Carl Hamiltons tilbagevenden til verdensbegivenhedernes centrum kommer lidt
bag på alle dem, der troede, at hans rolle var udspillet i og med din forrige bog,
Madame Terror ...
“Jeg troede længe, at han kun kunne fungere under den kolde krig, men så
viste det sig jo, at han også udfyldte sin funktion i krigen mod terror, nemlig
i ubådsmissionen i Madame Terror.
Efter det var han stadig livstidsdømt og kunne aldrig vende tilbage til Sverige,
men allerede inden jeg begyndte at skrive historien her, havde jeg
fundet ud af, hvordan han kunne komme om ved det. Og da jeg så skulle
bruge en spion på højeste niveau i min fortælling, passede han perfekt ind,
og derfor kom han med igen.”
En slags grande finale med andre ord, hvor dine forskellige hovedpersoner til sidst
mødes, og trådene bliver knyttet sammen ...?
“Ja, måske. Jeg har i hvert fald vældig svært ved at forestille mig en fortsættelse
på historien om Ewa Tanguy. Der går i forvejen tretten politifolk på
dusinet i svensk litteratur, og jeg har ikke i sinde at trænge mig på med en
hel serie om hende. Tre bøger må være nok.”
Krigen mod terror er grundlaget for historien her, ligesom den er det for dine to
foregående bøger, Madame Terror og Fjenden i os selv. Hvordan udkæmpes den
krig i dag?
“Omtrent på samme måde, som jeg skildrede i min sidste bog. Vi har ganske

vist endnu ikke oplevet et stort justitsmord som det, jeg beskrev i Fjenden i
os selv. Men lige nu er man ved at begå et lille, hvor tre personer sidder varetægtsfængslet
efter at have givet penge til nogle organisationer, som Säpo
ikke kan lide. Der er ingen beviser, men de får alligevel varetægtsfængslingen
forlænget igen og igen, fordi alle jurister stikker halen mellem benene,
så snart man siger ordet terror.
Det kan ske, fordi de ikke tilhører den hvide, veluddannede, velstillede middelklasse.
Hvis jeg var blevet mistænkt for samme lovovertrædelse, ville jeg
aldrig være røget i fængsel.”
Men ikke hvis det gælder din datter er ikke kun en politisk thriller – vi får også
en ordentlig gang action hen mod afslutningen på gidseldramaet. Er det svært at
skrive action?
“Nej, det er let! Det svære er at opbygge en troværdig optakt til actionafsnittene.
Det kræver en enorm masse forarbejde, men så kommer belønningen,
når jeg kan give mig til at beskrive, hvordan flyet nærmer sig målet, rampen
går op med hvinende hydraulik, og faldskærmsjægerne står på tåspidserne
og venter på det signal, der skal kaste dem ud til angreb i natten ...
Det er jo noget, jeg selv har prøvet, dengang jeg skrev Hamilton-romanen
Ingen mands land og var oppe at flyve med svenske faldskærmsjægere og
sprang ud i stor højde for så at hænge i en faldskærm og drive med vinden.
Bare man har prøvet det én gang, kan man når som helst finde det frem og
bruge det.”
Hvilke afsnit synes du er sværest at skrive?
“Kærlighedsforholdene. Både søde og problemfyldte kærlighedsscener er
svære at beskrive. Hvad gælder de søde, det vil sige sex, er det så indsølet
i porno i vores bevidsthed, at det næsten er umuligt at gøre så dejligt, som
man egentlig gerne ville.
Og hvad angår parforholdskoks, så er det et af litteraturens mest fortærskede
områder. Hver eneste djævel har skrevet om det, og det er svært at
gøre troværdigt og ikke klicheagtigt.”
Historien her må vel, ligesom de allerfleste af dine bøger, have krævet meget
research ...

“Ja, men en hel del havde jeg allerede styr på fra Hamilton-bøgerne. Denne
gang måtte jeg først og fremmest læse en masse om amerikansk politik og
om relationerne mellem USA og Saudi-Arabien.”
Som læser kommer man også med til steder i verden, som du må have udforsket
nøje, inden du skrev bogen?
“Åh ja. Jeg har for eksempel været meget i Rusland, men dengang jeg var i
Sankt Petersborg, hed byen stadig Leningrad og var en helt anden. I dag er
der så dyrt, at det i princippet kun er gangsterne, der har råd til at gå ud og
spise (hvilket i parentes bemærket bliver Erik Pontis fald, fordi han bliver
afsløret med en regning fra en restaurant, hvoraf det fremgår, at han har
drukket vodka for 8000 kroner, selv om det faktisk kun rakte til seks centiliter
pr. mand).
Nu tilbragte jeg sammen med min kone og forlægger, Ann-Marie Skarp, en
weekend i Sankt Petersborg, hvor vi hyrede en guide, som blev sat grundigt
ind i, hvad jeg ville skrive om: Hvor kunne en svensk admiral, der er flygtet
fra Sverige, men bliver beskyttet af Rusland og er dekoreret med både
Sankt Georgskorset og Ruslands Helt, tænkes at bo? Og hvis han fik besøg
fra Sverige og ville vise sin gæst kunstmuseet Eremitagen, hvilken af salene
ville han så vælge?
Du plejer ikke at forspilde chancen for at spidde diverse magthavere i dine bøger.
Hvem går det ud over i den her historie?
“Faktisk ikke Sikkerhedspolitiet i hvert fald. De gør jo egentlig ikke noget
forkert denne gang. Det gør medierne stort set heller ikke, selv om det er et
forkert vinklet interview med Ewa Tanguy i formiddagspressen, der udløser
hele kidnapningsaffæren. Hun lytter ikke til kloge venners råd, men hopper
på den der med, at hun nok skal få teksten at se, inden den går i trykken,
men glemmer, hvad man kan gøre med billeder, overskrifter, underrubrikker,
mellemrubrikker og faktabokse ...
Hvis nu det her er din sidste thriller inden for overskuelig fremtid, hvad kommer
din næste bog så til at handle om?
“Jeg kunne godt tænke mig at skildre 1900-tallet på en eller anden måde.

Måske i form af en slægtskrønike om en europæisk familie fra 1901 til 2001.
Det kunne udmærket handle om min egen slægt og dens skæbner i Frankrig,
Tyskland, Norge og Sverige gennem to verdenskrige.”