UNDLØSE KIRKE - Danmarks Kirker - Nationalmuseet

de gestus. Naglegabene er tydelige, og den
flagrende kappe lader sidevunden fri. Tre af de
fire soldater omkring sarkofagen sover, kun den
fjerde længst til højre er vågen, men heller ikke
han ænser miraklet. Klippeformationer og en
trægruppe til venstre i baggrunden antyder
landskabet omkring klippegraven.
Nordkappen: Nedfarten til dødsriget (fig.
13). Den opstandne Kristus (med vunder og
sejrsfane) er steget ned til underverdenen, ledsaget
af to engle, der svinger røgelsekar. Porten til
dødsriget — en skærsildlignende borg med flammerne
slikkende ud af vinduerne - er slået ind,
dørfløjene revet af hængslerne, og ud strømmer
de nøgne sjæle, som trækkes op af Frelseren:
først urfædrene, Adam og Eva; endvidere en
mand med glorie samt en konge, formentlig
gammeltestamentlige bekendere, som vidnede
om Messias’ komme. I helvedesgabet er den
besejrede fjende, Satan, bundet på hænder og
fødder, mens en anden djævel forgæves søger at
rive sjælene til sig med en kødgaffel. I forgrunden
flygter en djævel, som er en blanding af
menneske og dyr.
UNDLØSE KIRKE
369
Sydkappen: Kristi himmelfart (fig. 14). De
elleve apostle med Maria og Peter i spidsen ses
knælende i bøn omkring det sted på toppen af
Oliebjerget, hvorfra Kristus netop er faret til
himmels. Kun hans fodaftryk er endnu synlige,
mens Frelseren selv er vist foroven, halvt skjult
af en skybræmme, så kun kappen og de naglegennemborede
fødder er synlige.
Vestkappen: Pinsen og Helligåndens udgydelse
(fig. 15, 18d). Maria sidder på et tronsæde
omgivet af de elleve knælende apostle, der i
lighed med deres »moder« — symbolet på kirken
- indtager bedestilling. I kappens top en skive af
lys samt duen, der formedelst stråler udgyder
Helligånden til hver enkelt, i hvem åndens virkning
illustreres med flammetungen over hovedet.
Græsbevokset jordsmon viser, at scenen
udspilles udendørs.
To af udsmykningens billeder er i sviklerne
suppleret med enkeltfigurer, som må tænkes at
skulle illustrere det syndefulde menneskeliv, og
således bevidst er modstillet hovedscenens kristne
eksempel. Muligvis er der tale om personifikation
af bestemte laster, men skikkelserne vir­