SPEKTRUM - Fysik-c

More documents

Recommendations

Info

Granulationen Et nærbillede af Solens overflade viser tydeligt en boblet struktur ligesom havregrød, der koger. Det kaldes granulationen, og de enkelte "bobler" kaldes for konvektionsceller. Konvektion kendes fra en radiator, hvor der dannes en luftstrøm med varmt opadstigende luft, og hvor rummets koldere luft strømmer hen mod radiatoren for neden. Man kan selv lave granulationsceller ved at opvarme spiseolie på en stegepande. I konvektionscellerne i Solen sker noget tilsvarende: Materialet varmes op et stykke ned i Solen, det varme stof bliver lettere end omgivelserne og stiger til vejrs, det når Solens overflade, det afkøles ved energiudsendelse til omgivelserne (verdensrummet), det bliver derved tungere og synker ned i Solen igen. Soloverfladen set ude ved randen, hvor man kan se højdevariationerne svarende til konvektionscellerne. Stregerne i kanten af billedet markerer en afstand på 1000 km. Levetiden for cellerne er 5-10 minutter, og højdevariationen er mellem 200 og 450 km. Inden for den enkelte celle er der en temperaturvariation på nogle hundrede grader. De mørke felter for oven i billedet er områder med små solpletter. Optaget i det synlige lys med det svenske teleskop SST på La Palma. - 4 -
Solpletterne har typisk en diameter på 30.000 km. De optræder altid i par, og af lyset derfra kan man registrere, at magnetfeltet fra Solen stikker ud ved det ene hul og ind ved det andet. Hullerne fremtræder sorte på den lyse baggrund, men temperaturen, der sørger for lysudsendelsen er kun ca. 1000 grader lavere i solpletten svarende til, at lysudsendelsen pr. kvadratmeter i pletten er knap halv så stor som for resten af Solen. Man gætter på, at magnetfeltet låser for energistrømmen fra det indre af Solen, og derfor bliver områderne koldere. I umbraen er der et meget kraftigt magnetfelt vinkelret ud fra Solen. De magnetiske feltlinjer er bundet til stoffet, der er ioniseret. Nede i Solen kan stoffet kun bevæge sig i feltets retning, og det låser den sædvanlige konvektionsstrøm i konvektionscellerne. Stoffet kan ikke komme til at vende rundt hverken ved overfladen eller nede i Solen for enden af - 5 - Nærbillede af en solplet set fra Jorden med det svenske teleskop SST på La Palma. Ved hjælp af en særlig teknik kompenserer man for den atmosfæriske uro, og derfor ses detaljerne på soloverfladen tydeligt. Yderst til venstre ses den normale granulation med konvektionscellerne. Til højre ses solpletten, hvor den sorte del kaldes umbraen. Omkring ses en stribet spiralstruktur kaldet penumbraen. Temperaturen i centrum af pletten er ca. 4700 K. Den lavere temperatur bevirker, at umbraen udsender knapt halvt så meget energi pr. kvadratmeter, som i billedets lyse områder. Man regner med, at det er Solens magnetiske felter, der ved en solplet blokerer for energistrømmen fra Solens indre. Når overfladen ikke konstant tilføres energi fra de underliggende lag, køles den af. Derfor kommer pletten til at se sort ud.
Page 1 and 2: Solen HALSE · WÜRTZ SPEKTRUM FYSI
Page 3: Galilei opdagede solpletterne. Det
Page 7 and 8: Flares Der optræder undertiden gig
Page 9 and 10: tyngdekraften, som søger at samle
Page 11 and 12: Stjerners liv og død Når en stjer
Page 13 and 14: Grundstofomdannelse I Solens livsf

SPEKTRUM - Fysik-c

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?