Disciplin

udt for børn, forargeligt, syndigt. ’Glædespiger’ kaldte man med et mærkeligt
bagvendt udtryk dets hovedpersoner og tænkte vel på, at kunderne havde
glæde af dem. Men det havde også alle dem, der omgav deres miljø – de skygger,
det kastede, og dem, der belyste det. De prostituerede var omgivet af et
vældigt træn af alfonser, bordelværter og sutenører, der alle sammen levede
af pigerne og deres lovlige-ulovlige, tilladte-utilladelige gøren og laden. Men
sædelighedspolitiet levede i ikke mindre grad af dem, og det gjorde alle deres
uhyggeligt velmenende frelsere også med deres bønner, indsamlinger og
hjem for faldne kvinder. Hvad skulle man stille op, hvis man ikke havde haft
prostitutionen? Opfinde den! Den – eller noget lige så godt.
Det moderne modstykke til fortidens heksebrændinger, jagten på folk, der
havde gjort pacta med Fanden eller var blottere, kikkere, børnelokkere, prostituerede
eller i al uskyldighed homoseksuelle, er kampen mod narkotika.
Hele det vældige komparseri, der er opstillet omkring narkotika, svarer helt
til, hvad der blev stablet på benene for at komme troldkvinder og -karle og de
sorte kunster eller senere prostitutionen til livs.
Narkotika ligner hekseri og prostitution ved, at det kun er et problem, fordi
det er forbudt. Det er det blevet i det 20. århundrede. Før den tid røg folk i
Asien i al stilfærdighed deres opium, gumlede qat i Yemen eller hashish i Mellemøsten
og tyggede kola i Sydamerika. Det forlød ikke noget om, at Voltaire
skulle have taget skade på sin forstand, eller at Charles Baudelaire være blevet
mindre poetisk, fordi de brugte opium, eller at Sigmund Freud skulle have været
særligt hæmmet af at bruge kokain. Alkohol er fuldt så skadeligt som alle
andre narkotika, men det har man måttet opgive at forfølge. Amerikanernes
forsøg på at gøre det fra 1919 til 1933 faldt ikke heldigt ud.
Narkotika blev forbudt i USA i 1914, og resultatet er, at mere end en tredjedel
af alle føderale fanger sidder for narkorelaterede forbrydelser. Narkotikaen
er blevet den vare, der næst efter våbenhandlen tegner sig for flest penge i den
internationale omsætning. Og så kunne hele narkotikaproblemet, alle behandlerne,
den vældige ulovlige omsætning, politiindsatsen, de stakkel forhutlede
narkomaner, der lægger hele deres eksistens i at udfylde deres elendige rolle
som syndebukke, alt sammen kunne det afskaffes fra den ene dag til den anden
bare ved at gøre narkotikaen legal og sælge den på apotekerne for en billig
penge til dem, der – af mange forskellige grunde, som ingen andre end de
selv behøvede at interessere sig for – ville købe det.
Når det er svært at afskaffe narkoproblemet, er det af samme grund, som
det i sin tid var svært at afskaffe hekseprocesserne, og som det det stadig er
besværligt at komme af med prostitutionen. Narkoen er en ideologisk kriminalitet,
der er opfundet for at have noget afgrænset og bestemmeligt til at gnave
i samfundsformens legitimeringsgrundlag. Det er ikke engang gjort med, at
anvendelse af narkotika umuliggør disciplinering, selv om det naturligvis i sig
364
store forandringer