36 Thomas Hverring Litteraturliste Primær Porsborg, Søren; Aristoteles Etikken, 2000, Det lille Forlag. Sekundær Bywater, I.; Ethica Nicomachea, 1894 (første trykkeår), Oxford University Press. Thomson, J. A. K.; Barnes, Jonathan; Tredennick, Hugh (rev.); Aristotle Ethics, 1976, Penguin Classics. Ross, Sir David; Aristotle, 1977, Methue & Co LTD, London. Guthrie, W.K.C.; A History Of Greek Philosophy – Volume VI – Aristotle An Encounter, 1981, Cambridge University Press. Hutchinson, D.S.; Barnes, Jonathan (ed.); The Cambridge Companion To Aristotle, 1995, Cambridge University Press. Tertiær Stigen, Anfinn; Hartnack, Justus (red.); Sløk, Johannes (red.); Aristoteles (De Store Tænkere), 1964, Berlingske Forlag.
En bestemmelse <strong>af</strong> moralen og dens fundering i HQIKWN NIKOMACEIWN Bilag 1 Første Bog Alle aktiviteter sigter mod et mål 40 , og der må være et overordnet mål for alle aktiviteter, for hvilket vi handler. Den videnskab, som behandler dette, må være den ypperste og derfor den politiske videnskab, da den indeholder de mest respekterede praktiske evner, og fordi den fortæller os, hvad vi bør og ikke bør gøre. Målet for denne må være det højeste gode. Dette højeste gode er ikke den universelle definition på samme, da den ikke vil gøre mennesker lykkelige – det er snarere det <strong>af</strong> denne videnskab, som »emanerer« gennem de ting, vi vælger for deres egen skyld. Det højeste gode for mennesket må være lykken, hvilket også er, hvad den politiske videnskab stræber efter. Lykken er beskrevet som forskellig, i forhold <strong>til</strong> hvem eller hvad der stræber efter den. Dette kan være i forhold <strong>til</strong> levned, <strong>af</strong> hvilket der er tre: det fornøjelige liv (mængdens), det politiske og det filosofiske. Lykken som det ultimative mål for mennesket må ses gennem menneskets særegne funktion, som må være det rationelle væsens praktiske, aktualiserede og aktive liv minus ernæring, vækst og det sansende liv. Mennesket er et socialt, tænkende og politisk dyr, så de rent kropslige nydelser ville ikke adskille os fra de andre dyr. Lykken synes også at være en slags sjælens aktivitet, hvor<strong>til</strong> andre goder må være nødvendige, for at man kan blive lykkelig. Disse er henholdsvis nødvendige forudsætninger og praktiske værktøjer <strong>til</strong> opnåelse <strong>af</strong> lykken. Sjælen synes at have en rationel og en irrationel side. Den politiske videnskab <strong>til</strong>stræber en vis karakter hos borgeren, og det synes netop at kræve en sådan for at leve lykkeligt; lykken må nemlig bestå <strong>af</strong> dyd eller en del dyd. Man skal altså være et godt menneske. For at opnå det højeste gode må man handle vel, for handlingen bestemmer den dydige person og ikke blot <strong>holdning</strong>en, som også er hos den uvirksomme. Og den, som handler godt, må gøre det <strong>af</strong> egen fri vilje, da han ikke vil være god, hvis handling er modvillig, og det må bringe ham glæde, uden at det er den efterfølgende <strong>til</strong>fredss<strong>til</strong>lelse, som er det overordnede mål, men selve handlingen. Da sjælen har to sider, må dyden opdeles i den etiske 41 og den intellektuelle dyd. Anden Bog Den intellektuelle dyd kan <strong>til</strong>læres og opnår sin vækst herigennem, og den etiske dyd opnås igennem vanen. Ingen <strong>af</strong> dem opstår altså <strong>af</strong> naturen i os, men vi er <strong>af</strong> naturen modtagelige for dem. De bliver først potentielle, og siden aktualiserer vi dem. Vores <strong>holdning</strong>er opstår altså <strong>af</strong> de <strong>til</strong>svarende aktiviteter, og vi må forme vores <strong>holdning</strong>er på rette måde 42 , da dyden er en <strong>holdning</strong>. Dyden er den måde, hvorpå vi opfylder vores særegne funktion godt. Vi gør dette ved at observere midten 43 mellem nydelser og smerter, og den, som er et godt menneske, er bevidst herom og vælger det rigtige. Dyden er <strong>af</strong> essens et midtermål men er altså et endemål i forhold <strong>til</strong> menneskets stræben efter det højeste gode. Midten kan ikke udregnes aritmetisk i forhold <strong>til</strong> mennesket, den er individuel. Nogle ting kan dog ikke henregnes under midterbegrebet, da de er slette <strong>af</strong> natur. Hele undersøgelsen er generel, men handlingerne, der definerer dyden, er partikulære. Yderpunkterne og midtermålet er alle i modsætning <strong>til</strong> hinanden. Midten synes en mangel i forhold <strong>til</strong> overdrivelsen og en overdrivelse i forhold <strong>til</strong> manglen; dette skubber uvægerligt midten mod yderpunkterne. Ligesom man kan sige, at man kan <strong>brug</strong>e yderpunkterne <strong>til</strong> at nærme sig midten (fra det ene yderpunkt mod det andet). Selvom disse er modsætninger <strong>til</strong> hinanden, er yderpunkterne i højere grad modsætninger <strong>til</strong> midten i forhold <strong>til</strong> det modsatte yderpunkt, dette når det ene yderpunkt er noget direkte andet end midten, hvor det andet blot er en ekstrem <strong>af</strong> midten, og et yderpunkt kan være en større modsætning i kr<strong>af</strong>t <strong>af</strong> vore <strong>til</strong>bøjeligheder. Tredje Bog Der er frivillige, ufrivillige og ikke-frivillige handlinger. En ufrivillig handling er en, der er fuldstændigt 37
Change language