Blik for billeder, maj 2007

Avisen i Undervisningen maj 2007 

Læs om bladet side 3/ TEMA: Blik for billeder, fx Hvordan sætter man billeder på noget så abstrakt som 

syv års ventetid? Side 4-7/ Det sværeste er ideen side 10-13/ Man kommer langt med humor side 16-18/ 

Produkter til hornhinden side 23. Læs også om Smertefri adgang til unikke billeder side 28.

PILLEREGLER 

S K R I V T I L A V I S E N 0 7 

Avisen i Undervisningen Danmarks Skolebibliotekarer

FORSIDEN 

Untitled-3 1 25/04/07 12:03:08 

MIKKEL JANGAARD/ 

WIN-WIN AGENcy 

Overalt maser de sig på. Billederne. Bedst som vi tror os fredet, trænger de sig ind bag 

blikket. Kræver vores opmærksomhed. Bemægtiger sig vores rum. Inde og ude. 

Somme tider blot i et splitsekund, indtil vores bevidsthed registrerer endnu et jakkesæt, 

som ser på os fra avisens spalter og efterlader os i mat ligegyldighed. 

Somme tider mere vedvarende. Billedet slår sin klo i os og skubber til vore følelser. Vi 

overgiver os. Går nysgerrigt på vandring i billedets historie og tager imod oplevelsen. 

Smiler måske - eller ryster på hovedet. Lader os påvirke for en stund og løsriver os så. 

Somme tider møder vi billeder, som påvirker os for livet. De er stedsegrønne, som Mads 

Brügger udtrykker det i sin klumme her i bladet. De holder os i et fast greb og tvinger 

deres stumme fortællinger ind under huden på os. Og vi glemmer dem aldrig. 

Men hvilke tanker og overvejelser gør billedmagerne sig, inden de trykker på udløseren, 

sætter pennen til papiret eller manøvrerer musen frem til det optimale grafiske udtryk? Det 

handler dette nummer af prent om. 

På www.aiu.dk/prent er der opgaver til nogle af bladets artikler. 

TEMA: BLIk FOR BILLEDER 

Side 4: Hvordan sætter man billeder 

på noget så abstrakt som 

syv års ventetid? 

Side 8: På vej fra newspaper til viewspaper 

Side 10: Det sværeste er ideen 

Side 14: Det tredje sprog 

Side 16: Man kommer langt med humor 

Side 19: Supergode multitaskere 

Side 20: Er det tekstillustration eller annonce? 

Side 23: Produkter til hornhinden 

Kirsten Holck Rantorp 

UNDERvISNINg 

Redaktør 

Side 24: De unge skal ind i avisen 

Side 26: Billeder ind under huden 

Side 28: Smertefri adgang til unikke billeder 

ANMELDELSER 

Side 29: Små og let læselige artikler om 

politik og medier 

Side 31: På feltarbejde i nyhedsverdenen 

Avisen i Undervisningen er navnet på alle danske avisers fælles tilbud til undervisningssektoren. Som en 

del af dette tilbud udsendes bladet ‘prent‘ gratis til lærerne i grundskoler, ungdomsuddannelser og på 

seminarier tre gange årligt. Se også Avisen i Undervisningens hjemmeside: www.aiu.dk 

Avisen i Undervisningen. Skindergade 7, 1159 København K. Tlf. 3397 4000, Fax. 3314 2350. 

Alle hverdage 8.30 - 16.15. Redaktion: Kirsten Holck Rantorp (ansvh.), Aslak Gottlieb, Christina Ove Holm, Karin Breinholt, 

Johannes Fibiger og Peter Hartmann. Layout: Lotte Kirkeby. Tryk: Svendborgtryk. Oplag:10.500. Issn: 1603-9106. 

Tryksag 

541 - 072

lik for billeder 

Hvordan sætter man 

billeder på noget 

så abstrakt som syv 

års ventetid? 

Miriam Dalsgaard er fotojournalist på Politiken. Læs om hendes mission. Om hendes følelse, når et 

billede lykkes. Og om frustrationen, der melder sig, når hun ikke kan få lov til at vise læserne den 

skinbarlige sandhed 

Af journalist Christina Ove Holm 

Ejsa kigger os direkte ind i øjnene. Intenst. 

Insisterende. Næsten så intenst, at man som læser 

bliver nødt til at tage øjnene væk i et kort øjeblik. 

Miriam Dalsgaard har taget billedet. Det var 

på asylcentret Kongelunden en dag i maj 2006. 

Miriam Dalsgaard er fotojournalist på Politiken, og 

i januar i år fik hun Cavlingprisen for artikelserien, 

som hun lavede sammen med journalisterne på 

Politiken, Olav Hergel og Lea Korsgaard. En ar- 

tikelserie, hvor 32 børn blev spurgt om deres drøm- 

me, deres livret, deres håb, deres frygt og om, hvad 

der kan gøre dem allergladest i hele verden. 

Dommerkomiteens begrundelse for prisen var: 

”Med deres registrerende, indtrængende stil 

og i et tæt samspil mellem tekst og billeder har de 

bragt børnenes skæbner til offentlighedens kend- 

skab. Det lykkes Olav Hergel, Lea Korsgaard og 

Miriam Dalsgaard at finde ind til børnenes indre 

liv, drømme og forhåbninger – og de får sat navne 

og ansigter på børn, som betaler en høj pris, mens 

de i årevis opholder sig på asylcentret”. 

Billedet af Ejsa er det billede fra Kongelunden, 

som Miriam bedst kan lide. 

- Portrættet af Ejsa er det stærkeste. Det var, som 

om de små børn, vi snakkede med, ikke helt havde 

forstået ventetiden, og hvor hård en situation de 

var i. Mens de ældre børn havde noget tungt og 

noget melankolsk over sig. Ejsa lå lige midt i mel- 

lem. Hun var 11 år. Hun var barn, men hun havde 

alligevel det voksne, melankolske over sig, som 

hun i virkeligheden var alt for ung til at bære, siger 

Miriam Dalsgaard. 

Jeg møder folks forfængelighed 

Hele artikelserien fra Kongelunden med alle 32 

interviewede og fotograferede børn er noget af det, 

Miriam er mest stolt af fra sin hidtil korte karriere. 

- Hvordan sætter man billeder på noget så 

abstrakt som syv års ventetid? Hvordan sætter man 

ansigt på de smerter og den sorg, mennesker har, 

når de har ventet mange år på asyl og derefter får 

at vide, at de skal tage hjem til det land, de er flyg- 

tet fra? Det er svært, men med de meget rensede 

fotografier af børnene og poesibøgerne om dem, 

kommer man helt tæt på: Her kan man se et barn 

på syv år, som er født på Kongelunden, og aldrig 

har oplevet andet. 

Da Miriam Dalsgaard kom til Kongelunden, bad

hun om et lokale, hvor hun kunne være alene med 

hvert barn, der skulle fotograferes. Først når hun 

er alene med dem, kan hun opbygge den tillid og 

ro, der skal til for at tage et godt portræt. 

- Jeg besluttede mig for, at billederne af børnene 

skulle være rensede for alt andet end deres ansig- 

blik for billeder 

ter. Derfor ville jeg fotografere dem op af en hvid 

baggrund, så der ikke var andet, der forstyrrede, 

fortæller Miriam Dalsgaard. 

Da Ejsa blev foto- 

graferet, var hun 11 

år. Hun kommer fra 

Eksjugoslavien, og 

dengang havde hun 

været i Danmark 

i 2½ år. Ejsa blev 

fotograferet sam- 

men med 31 andre 

børn fra asylcen- 

tret kongelunden 

i københavn til 

en reportage til 

Politiken. Billedet af 

Ejsa var på forsiden. 

Ejsa elsker slik, 

pizza, vingummi og 

kage. Hun kan ikke 

lide drenge, og hun 

drømmer om at få et 

stort hus med mange 

tjenere. 

Foto: Miriam 

Dalsgaard/Politiken 

- Det er små ting, der skal til for at opbygge den 

tillid, der gør, at en person føler sig godt tilpas. 

Det er meget få mennesker, der virkelig synes det 

▼


er skønt at blive fotograferet. Så det første, jeg gør, 

er at kigge personen i øjnene, mens jeg præsenterer 

mig selv og fortæller, hvad billederne skal bruges 

til, siger hun. 

- Når jeg tager portrætter af folk, møder jeg 

deres forfængelighed og usikkerhed. Den skal jeg 

arbejde med, så jeg ikke ender med at få et bil- 

lede, der kun ridser i overfladen, siger Miriam og 

indrømmer, at det er svært at forklare, hvad der 

præcist skal til for at få kontakt til den person, der 

skal fotograferes. 

En overraskende ærlighed 

På Kongelunden mødte Miriam Dalsgaard en 

ærlighed hos børnene, som hun ikke har mødt hos 

andre, hun har fotograferet. 

- Jeg var virkelig overrasket over, hvor ærlige 

børnene var, da de stillede sig op foran kameraet. 

De fleste mennesker begynder at smile eller fjolle 

rundt, når de skal fotograferes. Men de her børn 

stirrede bare så hudløst ind i kameraet. Ingen gri- 

masser. Ingenting. 

Miriam Dalsgaard blev uddannet billedjour- 

nalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2005. 

Derudover har hun en uddannelse i Visuel 

Kommunikation fra Designskolen i Kolding. Hun 

var i praktik på Politiken og har haft fast job der, 

siden hun blev færdiguddannet. 

Som fotograf har hun også oplevet at blive 

begrænset i sit arbejde. Det var, da hun besøgte 

Guantanamobasen på Cuba. 

- Da George Bush var på besøg i Danmark, invi- 

terede han pressen til Guantanamobasen, for at vi 

kunne se, at forholdene for fangerne var i orden, 

som han sagde. Så Mina Skau, som er journalist på 

udlandsredaktionen, og jeg tog til Cuba. Inden vi 

fik lov at komme ind, skulle vi underskrive et hav 

af papirer, hvor jeg blandt andet var tvunget til at 

indvilge i, at mine billeder var underlagt censur. 

Hver aften blev mine billedfiler tjekket for 

motiver, jeg ikke måtte fotografere. Jeg måtte ikke 

fotografere fangernes ansigter, tatoveringer og 

andre kendetegn, og vi fik ikke lov til at interviewe 

fangerne. Vi indvilgede i forholdene, inden vi kom 

ind på basen, så vi kunne ikke gøre andet end at 

rette os efter reglerne, men det var frustrerende, at 

jeg ikke kunne vise mine læsere virkeligheden fra 

fængslet. De billeder, vi bragte, var ikke den reelle 

virkelighed. Det var de billeder, vi måtte bringe. 

Men der var meget mere end det, siger Miriam 

Dalsgaard.

Den reelle virkelighed 

For Miriam Dalsgaard handler den reelle virke- 

lighed også om, at læserne skal kunne stole på, at 

det, de ser på hendes billeder, er virkeligheden. Og 

intet andet! 

- Den digitale udvikling har gjort det let at 

manipulere med billeder. For mig og for Politiken 

er det meget vigtigt, at vi aldrig nogensinde benyt- 

ter os af manipulation. Læserne skal kunne stole 

på, at det, jeg laver, er virkelighed, siger Miriam 

Dalsgaard og erkender, at hun trods sine 35 år er en 

smule ”gammeldags”. 

- Jo, det er jeg nok. Men et billede er med til at 

fortælle en historie om et stykke virkelighed. Og 

fordi en ledning for eksempel bryder det komposi- 

toriske i billedets helhed, kan man ikke blot fjerne 

den, siger hun. 

Kun på én betingelse kan hun acceptere mani- 

pulation: 

- Nogle fotografer, som for eksempel Ulrik 

Jantzen, fortæller åbent, at han manipulerer, og han 

har gjort det til sin stil at gøre det. Og det synes 

jeg er helt fint. Desuden har han meldt sig ud af 

Pressefotografforbundet. Og han tager primært bil- 

leder til magasiner, som er en helt anden slags bille- 

der end pressefotografiet, siger Miriam Dalsgaard. 


Drivkraften i Miriam Dalsgaards arbejde er, at 

hun gerne vil bidrage til samfundsdebatten med 

sine billeder. 

- Mine fotografier kan bruges som historiske 

dokumenter. Man kan sige, at det er min mission 

at vise, hvordan virkeligheden ser ud her og nu, 

og det synes jeg er sjovt. På uddannelsen bliver vi 

uddannet til selv at tænke historier, og det benytter 

jeg mig af. Men samarbejdet med journalisterne er 

også meget vigtigt, og på Politiken prøver vi på at 

starte samarbejdet mellem fotografer og journali- 

ster så tidligt som muligt i processen, sådan at for- 

tællingen og fotografiet næsten smelter sammen. 

Som ansat på en avis bliver Miriam sat til mange 

forskellige opgaver. En dag er det sport. Næste dag 

er det et blødt genrebillede. En reportage. Et por- 

træt. 

Et af Miriam Dalsgaards yndlings- 

billeder er fotoreportagen, som 

hun lavede som hovedopgave 

på Journalisthøjskolen. Hun 

fulgte den kvindelige musiker og 

komponist Signe Høirup Wille- 

Jørgensen med kunstnernavnet 

Jomi Massage, som var inviteret 

til at spille på musikfestivalen Les 

Femmes sén Melent. Dalsgaard 

fotograferede hende i de 10 dage, 

hvor hun var på turné. På billedet 

til venstre ses musikeren, der 

tager bad på sit hotelværelse. Og 

til højre ses udsigten fra hendes 

hotelværelse en sommernat i det 

sydlige Frankrig. 

Foto: Miriam Dalsgaard 

- Fælles for de fleste opgaver er kunsten at få 

dufte, relationer mellem mennesker, kærlighed, 

angst eller andre følelser formidlet ned i et todi- 

mensionelt fotografi. Det er super svært, men også 

det, der er udfordringen og dermed drivkraften i 

mit arbejde. Og det er lige præcis dét, der gør, at 

jeg får et sug i maven, hver gang jeg starter bilen og 

kører ud på en ny opgave. n


Tag fat på mediernes historie og besøg 

museets nye permanente udstiling, de 

arbejdende værksteder og skiftende særudstillinger. 

Bestil et undervisningsforløb, hvor eleverne 

i 3 timer arbejder med temaer som: 

• tv-avisens historie og virkemidler 

• massemedier, demokrati og ytringsfrihed 

• tegneserier og den debatskabende streg 

• reklamens billeder og budskaber 

I museets tv-studie er eleverne tv-journalister 

for en dag og producerer en dagsaktuel 

nyhedsudsendelse. 

Besøg også Brandts søndag den 3. juni 

på Historiens dag, en dag for hele 

familien. www.brandts.dk/historiensdag 

Brandts Torv 1, 5000 Odense C, 65207000 

Info: www.brandts.dk/ formidling 

Af journalist og forfatter Niels krause-kjær 

To aviser, to forsider, to billeder og to virkelighe- 

der. 

På vej fra n 

Oftere og oftere kan avisernes forsider se ud, 

som om de laves på forskellige planeter. Sjældent 

så tydeligt, som den 22. februar 2006, hvor 

Politiken kunne fortælle, at ”Presset på regeringen 

vokser” samtidig med, at Socialdemokratiets for- 

mand Helle Thorning-Schmidt - netop hjemkom- 

met fra skiferie - på forsiden af Jyllands-Posten 

forsikrede, at ”Jeg ved præcis, hvad folk taler om 

ude ved kakkelbordene”. 

Begge virkeligheder var udstyret med fotos, 

der levede op til overskrifter og tekst. Tekst er 

indhold og sammenhæng. Foto er følelser og ind- 

tryk. Når kommunikationen fungerer optimalt, 

spiller alle ingredienserne - overskriften, teksten 

og billedet - samme melodi. Man kan ikke have 

billedet af en glad og selvsikker statsminister til 

en historie om, at han er politisk presset i bund. 

Statsministeren er mere presset i Politiken end 

i Jyllands-Posten. I det omfang statsministeren 

overhovedet smiler, er der derfor også færre af 

den slags billeder i Politiken. 

Sådan har det ikke altid været. 

I de senere år er der sket en politisering af de 

danske aviser - det gælder især de tre store mor- 

genaviser Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og 

Politiken. Dermed er udviklingen gået lidt i ring. 

I gamle dage var de fleste aviser tilknyttet politi- 

ske partier og opførte sig i høj grad derefter. Det 

blev i 1970erne afløst af aviser, der så sig selv som 

partipolitisk uafhængige med en forpligtelse til at 

være kritiske over for alle. Man søgte at være en 

avis for de fleste danskere, hvorfor aviserne også 

kom til at ligne hinanden meget. Det var svært at 

adskille artiklerne, overskrifterne, billederne og

ewspaper til viewspaper 

ofte også prioriteringerne af dem fra den ene mor- 

genavis til den anden. 

Sådan er det ikke længere. 

Profilering påvirker prioritering 

Den borgerlige regerings såkaldte kulturkamp, 

kampen om værdierne, Irak-krig og Muhammed- 

krisen har fungeret som et syrebad for de politiske 

holdninger og dermed også for prioriteringerne i de 

store morgenaviser. Udviklingen fra newspaper til 

viewspaper er i gang. 

Spørgsmålet er, hvor den stopper. 

Der er stadig en fælles forståelse af, hvad der er 

væsentlig og fair journalistik, men prioriteringerne 

i verdensbilledet er blevet forskelligt på en række 

områder. En historie om huspriser i Nordsjælland 

eller iranske flygtninge i Sandholmlejren vinkles 

i dag mere forskelligt i de tre aviser end for fem 

eller ti år siden. Et forskningsprojekt under bl.a. 

Københavns Universitet har undersøgt netop 

prioriteringen af historier i forbindelse med Irak- 


krigen i 2003. 

Undersøgelsen 

viste blandt 

andet, at avi- 

sensholdnin- ger i lederen 

smittede af på 

prioriteringen 

af stoffet. Ikke 

den enkelte 

artikels ind- 

hold eller 

vinkel, men 

prioriteringen 

af historien. 

Der var altså 

en vis sammenhæng mellem forside og leder, kon- 

kluderede forskerne. 

Aviserne forsøger at holde fast på læserne og er 

derfor på godt og ondt ved at udvikle sig til store 

menighedsaviser med skarpe krydderier i sup- 

pen, der passer lige netop til deres læseres ganer. 

Berlingske Tidende har gennem flere år arbejdet 

med fænomenet under navnet ”tættere på læserne”. 

Politiken har en højt profileret og opinionsdan- 

nende chefredaktør og ser vel sig selv som en 

oppositionsavis. Og Jyllands-Postens rolle under 

Muhammed-krisen har tydeligt smittet af på den 

redaktionelle selvforståelse. 

Vi er langt fra propaganda og partiaviser. 

Enkelte gange kammer det dog over, som den 22. 

februar 2006 med en presset Fogh og en Thorning 

hjemkommet fra skiferie. n 

www. 

Rapporten ”Mediernes dækning af invasionen i 

Irak” findes på www.modinet.dk/aktiviteter

10 


Af tegner Roald Als, Politiken 

For 20 år siden - det var under overenskomstfor- 

handlingerne - ringede min idemand ”Negeren” til 

mig og sagde: 

- Hør her: Du tegner Lillian Knudsen. Hun lig- 

ger splitternøgen med spredte ben og siger: - Nu 

venter vi bare på jernet. 

- Vi arbejder på Weekendavisen, sagde jeg, det er 

en pæn avis. Den går ikke. 

Så her for et par år siden skete der det, at SID og 

Kvindeligt Arbejderforbund fusionerede. Negeren 

og jeg var i mellemtiden blevet ansat på Politiken, 

og en redaktionssekretær ringede til mig og bad 

om en tegning til en artikel om de to fagforbunds 

alliance. 

Jeg ringede til ham og sagde: 

- SID fusionerer med Kvindeligt 

Arbejderforbund. De vil have, jeg 

tegner til det. 

Det sværeste er 

ideen 

Jeg vidste det egentlig godt. 

Langt nede, bagest i min hjerne, 

vidste jeg det godt. 

- Hør her, sagde Negeren, du 

tegner Lillian Knudsen. Hun ligger 

på dobbeltsengen med spredte ben. 

For fodenden står Poul Erik Skov 

Christensen og... 

Jeg havde faktisk grinet af 

ideen allerede første gang. Der var 

gået 15 år, og Politiken var ikke 

Weekendavisen. Så jeg lavede den, 

og sex sælger. Den tegning har jeg 

fået meget ros for. 

vi er tolerante mennesker 

Ellers gælder det om at vælte regeringer. Ikke for 

os alle sammen. Der findes kolleger, hvis ambition 

er at lave kunst på avispapir. Andre vil lave grafi- 

ske helhedsløsninger og kompositioner, der spiller 

tegningen ud mod teksten. Andre igen vil bare 

have folk til at grine. 

Ikke mig. 

Når jeg sætter mig til papiret og griber pen- 

neskaftet og dypper pennen i tuschflasken for at 

lave dagens tegning, er det målet at vælte ministre 

– helst dem alle sammen –, forhindre broer, lukke 

atomkraftværker, få Danmark ud af EU og Anker 

tilbage som statsminister, men først og fremmest 

ser jeg det som min pligt at skaffe landet af med 

den skændsel af en regering, vi har nu. 

Det er derfor, jeg tegner politiske satiretegninger. 

kvindeligt Arbejderforbund og SID slutter sig sammen. 

Politiken, 25. marts 2002

Nyhederne 

I disse dage er det fire år siden, at Danmark gik i krig i Irak /Politiken 21. marts 2007 

Ikke, at det lykkes hver gang. Men jeg giver 

ikke op, bare fordi det ikke lykkes den første uge. 

Schlüter slap vi da af med til sidst, og selvom både 

Storebælts - og Øresundsbroerne på trods af mine 

tegninger blev bygget, opgav Uffe Ellemann kam- 

pen i 94. Og vi fik nej til Maastricht og slap for 

Euroen, efter at jeg havde ført årelange kampagner 

stik imod min chefredaktør Tøger Seidenfadens 

ledere. 

Folk spørger tit, om der ikke er bøvl med det. 

Det er der ikke. Vi er begge tolerante mennesker, 

og hans ledere generer ikke mig, for jeg ved, at én 

tegning har meget større gennemslagskraft end 

spalter fyldt med akademiske betragtninger. 

Det ved Tøger også. Han har et par brister, og 

en af dem er Lomborg. Det er lige før, det er Tøger, 

der har opfundet Lomborg, og han bruger en hvil- 

ken som helst lejlighed til at forsvare fjolset. Så da 

Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed 

fortalte Lomborg, at det var han, fór Tøger til 

tastaturet og skrev et stærkt ophidset angreb på 

Udvalgene. Da jeg læste det, blev jeg stærkt ophid- 

set og fór til tuschflasken og lavede en tegning. 

Et par dage efter mødte jeg Tøger på trappen. 


Han takkede mig hjerteligt, fordi jeg havde forhin- 

dret mange abonnenter i at opsige deres abonne- 

ment i raseri over hans artikel. 

Nå, har du en ide? 

Det sværeste ved dagens tegning er ideen. 

Det vil alle avistegnere undtagen Jens Julius på 

Horsens Folkeblad skrive under på. Han sprøjter 

ideer ud. Det gør jeg ikke, så derfor har jeg en ide- 

mand ansat. Han kalder sig selv for Negeren, og 

det ér politisk korrekt, for det er han ikke. 

Vi blev i 1980 ansat sammen på Weekendavisen 

og har arbejdet tæt sammen siden dengang. Uden 

ham var jeg på den, for ikke kun er han god til at 

få sjove ideer, han er også god til at fortælle, når en 

ide ikke duer. Og det er en sjælden evne. 

Typisk mødes vi om morgenen, den dag, hvor 

jeg skal lave dagens tegning. Så spørger jeg: ”Nå, 

har du en ide?” 

Det har han nogen gange, og nogen gange er 

den også sjov. Og hvis der kun er én person på teg- 

ningen, laver jeg den. Men idefolk har en svaghed 

for det begreb, man kalder for myldretegninger. 

Dem elsker redaktører og læsere også. Det er klart. ▼ 

11

12 

NYHED 

n IDE 

n INTERvIEW 

n FORMIDLINg 

n LAYOUT 

De fem trin fører eleverne 

frem til en færdig nyhedsartikel. 

Eleverne kan vælge opgaver, som 

tager hensyn til, at de lærer på forskellig 

måde. 

Bogen er indtalt på to cd’er, som 

er placeret i lommer på indersiden af 

omslaget. 

For elever fra 6. klasse. 

Pris: 105 kr. -25 procent rabat ved 

bestilling af 20 stk. og derover. 

Bestil bogen på www.aiu.dk 

Avisen i Undervisningen 

Skindergade 7 

1159 københavn k 

Telefon: 3397 4000 

Det er ikke dem, der skal sidde fra morgen til 

aften og tegne hele regeringer inklusive politisk 

bagland i slagsmål med det meste af kultureliten. 

- Og så tegner du lige en 12 - 14 stykker af de 

menige politikere i baggrunden, siger negeren så. 

- Nej! svarer jeg. 

Bagstoppere hos ATS 

Det hænder, at vi ikke kan finde på noget, 

Negeren og jeg. Vi kan sidde to timer sådan en 

morgen og få den ene dårlige ide efter den anden. 

Så går vi fra hinanden og aftales at ringes ved, 

når radioavisen har været der. Og det gør vi så og 

kan alligevel være på den. Men så har jeg et par 

bagstoppere. Gorm og Ole. 

De laver ATS, og de kan af og til, når jeg er 

på spanden, få en ide, som jeg kan score på. Som 

dengang kogalskaben rasede i både aviser og på 

landet. 

- Jeg kan ikke finde på noget, sagde jeg til 

Gorm. 

- Du tegner Ritt Bjerregaard, sagde Gorm. Hun 

står og dirigerer et kor af køer, som synger: ”I 

kan ikke slå os ihjææl! vi´e en del af jer sæ´l!!”. 

Den gamle Christiania-slagsang du ved. 

- Den er da ikke sjov, indvendte jeg. 

- Det er den da, påstod Gorm, spørg Ole. 

Det gjorde jeg. Og jeg spurgte også de andre 

på gangen, og damerne i biblioteket. Halvdelen 

I kampen mod kogalskab vil EU destruere køer over 

30 måneder. /28. februar 2001

forstod den ikke, og halvdelen syntes, at den var 

sjov. 

- Jeg forstår den ikke, sagde jeg til Gorm. 

- Lav du den bare, sagde han, og da jeg ikke 

kunne finde på andet, gjorde jeg det. 

Næste dag kom en masse mennesker hen til 

mig og sagde: Fantastisk tegning i dag. God idé! 

ikke. 

Jeg tog rosen til mig, men jeg forstår den stadig 

Året efter sad jeg igen på avisen uden en ærlig 

idé i hovedet. Gorm var i gang med ”At Tænke 

Sig” og sad og bladrede i dagens avis. Der stod en 

artikel om brevduer, som ifølge den nyeste forsk- 

ning ikke havde et kompas indbygget i hjernen, 

men fulgte jernbanelinjer og motorveje, når de 

skulle finde hjem. 

Akkurat som os andre. 

- Du tegner en due, der kommer senere hjem 

end de andre, fordi der var kø på Helsingør- 

motorvejen, sagde han. 

- Den vælter ikke regeringen! sagde jeg. Og 

det gjorde den ikke. Men jeg kunne ikke finde på 

andet, og negeren var sygemeldt med en ny hofte, 

så... 

Men jeg gir ikke op. Fogh skal ned med nakken 

akkurat som Schlüter og Uffe. 


Ingen statsminister skal om 60 år komme og 

sige, at jeg gik ind for samarbejdspolitikken. 

Der er langt mellem klagerne 

Folk spørger tit, om ofrene ikke bliver sure, 

når jeg tegner dem. Det er faktisk meget sjældent, 

det sker. Oftere får jeg ros. Og det kan godt være 

surt, når jeg f.eks. har jagtet Uffe Ellemann i ti år 

og troet, at han hadede mine tegninger og var tæt 

på at gå af på grund af dem, at han beder om at 

købe en originaltegning. Og Fogh har flere gange 

udtalt, at siden jeg begyndte at tegne ham, er han 

gået frem fra valg til valg. 

Men endelig er der en, der har klaget. Rege- 

ringen fik Kenneth Plummer ansat som generaldi- 

rektør i Danmarks Radio, for at han kunne muge 

ud blandt de røde lejesvende dér. Og siden har jeg 

tegnet ham som Brians velafrettede skødehund, 

når jeg har tegnet ham. 

Det har han klaget til Tøger over og bedt denne 

om at sørge for, at der ikke kommer flere tegnin- 

ger af ham i lænker i Politiken. For det sårer ham. 

Hvad han ikke ved er, at det kunne Tøger ikke 

drømme om at blande sig i. Jeg har faktisk den 

aftale med ham, at han ikke censurerer mine teg- 

ninger politisk. Måske skulle Plummer lave den 

samme aftale med sine medarbejdere, for så kan 

jeg ikke mere tegne ham i snor som Brians skøde- 

hund. n 

Det viser sig, at brevduer følg- 

er de menneskeskabte færdsel- 

sårer, når de skal finde hjem. 

Politiken 7. februar 2004 

1

1 


Det tredje sprog 

Af grafiker og journalist Rie Jerichow 

Da de allierede styrker under Operation Dessert 

Storm i 1991 gik angreb på Saddam Husseins Irak, 

blev en masse moderne teknologi luftet for første 

gang. Både i militæret og på avisernes tegnestuer. 

Usynlige Stealth fly og smarte bomber impone- 

rede verden, og grafikere kunne med lige så stor 

betagelse fylde hele avissider med tegninger af det 

effektive isenkram med hjælp fra de nye Mac´er. 

At tegne på en computer var lidt af en revolu- 

tion. Ikke alene kunne man nu klikke sig frem til 

irakiske landkort og diverse bombefly, der kunne 

genbruges i en uendelighed. Man kunne også sætte 

tekst direkte på tegningerne. Man kunne tegne 

bokse og give dem skygger så let som ingenting. 

Man kunne hente nyhedsgrafik via modems fra 

amerikanske nyhedsbureauer. Og man kunne 

arbejde flere sammen på samme opgave – på hver 

sin computer. Hurra for de nye computere og hu 

hej, hvor det gik. 

I dag er de gamle tegninger meget primitive at 

se på, og det er også spørgsmålet, om de var sær- 

ligt informative. Men dengang var begejstringen 

uden ende, for grafikkerne skabte et nyt, effektivt 

blikfang, der cementerede en ny udtryksform i avi- 

serne. 

Den gode grafik skaber forståelse 

”Det tredje sprog” har den svenske bogtilret- 

Rabat på aviser til 

undervisning www.aiu.dk 

telægger, Sven Lidman, kaldt den type tegninger, 

der hverken er billeder eller tekst, men noget midt 

imellem. De skal både ses og læses. Når de virker 

allerbedst, er de en fuldstændig integration af det 

visuelle og det verbale. 

En grafik skal først og fremmest hjælpe læseren 

til at skabe en større forståelse. Den bør være i 

stand til at stå alene, mens den på samme tid sup- 

plerer artiklen. I gode grafikker er overskriften fak- 

tuel og præcis. Meget gerne fængende og sproglig 

spændstig, men aldrig ironisk eller kryptisk. Den 

efterfølgende korte indledning er ”krogen”, der 

skal fortælle, hvorfor grafikken bliver bragt og give 

en kort introduktion til problemstillingen. Sproget 

skal være klart og enkelt og om nødvendigt forkla- 

re vigtige begreber. Hvis læseren hægtes af allerede 

her, er han på Herrens mark. 

kurver, søjler og lagkager 

Overordnet set er der to typer grafik. Den kon- 

tante, grafiske fremstilling - for eksempel et kort, 

der viser, hvor en begivenhed har fundet sted. Eller 

det kan være talmateriale, der er omsat til kurver 

og grafer. 

Kurver er bedst til at beskrive en tendens eller 

en udvikling - for eksempel benzinprisernes him- 

melflugt. Søjlediagrammer er velegnede til at vise 

enkelte tal, der skal kunne sammenlignes med 

hinanden - for eksempel priserne på en burger i 

forskellige EU-lande. Og lagkagediagrammer bru-

ges, når enkelte dele skal kunne 

sammenlignes, men samtidig vise 

forbindelsen til helheden. Det kan 

for eksempel være sundhedsud- 

gifternes andel af statens samlede 

udgifter. Hvis tallene varierer for 

meget til et diagram, eller hvis 

der er for mange kategorier, er 

sidste udvej et skema. 

En anden type grafik er den 

kreative og visuelle fremstilling – for eksempel 

til at forklare, hvorfor noget er sket, eller hvordan 

noget fungerer. Ofte er der ikke brug for så mange 

ord: ”Show it – don´t tell it” er det optimale. Det 

er for eksempel grafikker, der viser, hvorfor en 

tsunami er så ødelæggende, hvorfor en togulykke 

kunne finde sted, eller hvordan det nye metrobyg- 

geri tidsmæssigt vil skride frem. 

Detaljen skal være på plads 

Informationsgrafik er et stærkt virkemiddel, 

men det stiller store krav til præcise oplysninger. 

Hvor en journalist som regel kan skrive sig ud af 

mere uklare detaljer, kan der ikke laves mange 

kurver ud af ”en stor stigning”. Grafikeren må 

have helt nøjagtig information – og det gælder 

ikke kun i kurver og grafer. 

Selv små detaljer skal være helt på plads. Hvis 

opgaven for eksempel er at visualisere et flystyrt, 

er det en bommert at tegne et fly med motorer 

under vingerne, hvis det uheldige fly også havde 

en motor i haleroret. Og hvis grafikken skal vise, 

hvordan man kan kurere nærsynethed med en 

laserbehandling, skal tegningerne være så enkle, 

at alle læsere forstår dem, men samtidig så korrek- 

te, at ingen øjenlæger kan sætte en finger på dem. 

Troværdigheden er konstant på prøve. n 


Denne grafik er godt tænkt og alle oplys- 

ninger er sandsynligvis pinligt korrekte. 

Alligevel fejler den og efterlader læseren 

relativt desorienteret. Meningen er at sam- 

menligne størrelsen på fem gratisaviser, 

men læserne får umiddelbart indtryk af, 

at Urban og MetroExpress er de mindste, 

selv om de i virkeligheden fylder hele avis- 

standen ud og er langt de største. Ja, det 

ser faktisk ud som om, der slet ikke ligger 

nogle aviser i de to avisstandere. 

www. 

Illustrationen findes på side 11 i dette 

link: http://www.ritzau.dk/fileadmin/user_ 

upload/documents/ggrafik_BookLet.pdf 

115

1 


Man kommer 

langt med humor 

vi mennesker bombarderes med reklamer fra medier 

og i bybilledet. Nogle reklamer vækker opmærksomhed 

og følelser – positive eller negative. Andre 

lægger vi dårligt nok mærke til. 

Men hvilke tanker gør reklamemagerne sig for at 

fange forbrugernes opmærksomhed? kreativ direktør 

Mikkel Jangaard, Win-Win Agency, giver et par bud. 


- Da jeg fik opgaven fra den københavnske Metro 

var beskeden, at virksomheden gerne ville vise 

sine nye flotte tog og fortælle, at folk kunne komme 

hurtigt og bekvemt rundt i byen med metroen. Den 

besked blev jeg nødt til at tænke længe over, for jeg 

troede ikke på, at et billede af et moderne tog ville 

sige folk ret meget. Jeg ville gerne sende et bud- 

skab, hvor folk selv skulle konkludere, at man kom- 

mer hurtigt gennem byen med de nye tog, fortæller 

Mikkel Jangaard. 

- Jeg vidste, at min ramme var København, 

idet metroen kører i København. Derfor valgte 

jeg at lave nogle scener fra forskellige steder i 

København. Steder som i hvert fald københav- 

nere kan nikke genkendende til. Dertil satte jeg 

en håndfuld mennesker, som jeg opfattede som 

moderne københavnere. Jeg lavede fem forskellige 

reklamer med fem forskellige mennesker på. Én af 

dem er faktisk min eks-kæreste, én af dem er min 

tidligere svigerfar, én er en kollega og én er en af 

mine gode venner, siger Mikkel Jangaard. 

Og så skulle der tilsættes en god portion humor. 

Når Mikkel Jangaard kigger på de reklamer, han 

har lavet, ser han humor som et gennemgående 

tvist i de fleste. Også i Metro-reklamerne. 

- Det ser jo sjovt ud, at hendes ben ser sådan 

ud, griner Mikkel Jangaard og peger på bil- 

ledet af kvinden, der ubesværet lægger mascara 

på, mens hun bener – ja, næsten svæver – gennem 

København. 

- Underspillet humor er en vigtig ingrediens for 

mig. Jeg tror, at man kommer langt med humor i 

reklamer, fordi det får folk til at stoppe op. Fundere 

over reklamen. Måske grine og tage en pause. 

For Mikkel Jangaard er det vigtigt, at hans rekla- 

mer sætter hjernen på arbejde. 

- En reklame, der er alt for ligetil, dvæler man 

ikke ved. Det gør man derimod med reklamer, der 

kræver, at man skal tænke, siger han. 

Reklamerne for metroen er rent teknisk lavet 

ved, at Mikkel har taget flere billeder af perso- 

nerne, som er sat sammen. Ét billede, hvor kvinden


løfter benet højt op foran sig. Ét hvor 

hun sparker langt bagud. Og ét hvor hun 

lægger mascara på. De andre billeder i 

serien er lavet på samme måde. 

Information-reklame 

- Da jeg fik opgaven fra Information 

tænkte jeg: Hvilken avis er Information? 

Hvordan adskiller den sig fra andre avi- 

ser? Og hvorfor læser man egentlig avis? 

Som svar på det sidste spørgsmål 

mener jeg, at man blandt andet bruger 

avislæsning til at blive klogere og der- 

med få argumenter til diskussioner, som 

man for eksempel fører ved middagsbor- 

det. Eller med andre ord: Ammunition 

til diskussion. Og det er netop, hvad 

Information kan: Forsyne sin læser med 

ammunition, fortæller Mikkel Jangaard 

og peger på billedet, hvor en mand er 

overdynget af ord, som kvinden ved 

siden af ham har ”fyret” af mod ham. 

Kvinden ser ganske afslappet ud, som hun sid- 

der der med bare fødder og med benene trukket op 

under sig i den bløde sofa. 

- Det er netop meningen. Jeg vil signalere, at 

du kan slappe af, når bare du læser Information. 

Så har du styr på, hvad der sker. Så har du styr på 

dine argumenter, fortæller Jangaard. 

Igen har Mikkel Jangaard brugt humor i sit 

arbejde. 

- Jeg kalder det selv for humor med kant. Man 

kan ikke lade være med at trække på smilebåndet. 

Og man kan ikke lade være med at undersøge 

reklamen nøje. Hvad sker der i den? Hvorfor ser 

personerne sådan ud? Det er ordene i reklamen, 

der smadrer, hvilket er en måde at vise på, at der ▼ 

1

1 


her er tale om en avis med power, siger 

Jangaard. 

Én af de retningslinjer, Mikkel Jangaard 

fik fra Information, da han skulle lave 

reklamen, var, at avisen ikke måtte signa- 

lere ”venstrefløjsavis”. 

- Jeg har med vilje lavet det her creme- 

farvet ”latte-miljø”, hvor personerne ligner 

et ungt ambitiøst par, der bor i noget, der 

ligner en Østerbro-lejlighed i København, 

griner Mikkel og siger: 

- Du må ikke citere mig for det der med 

”latte-miljøet”, men det er faktisk ret ram- 

mende for segmentet, siger han. 

- Information har i hvert fald tidligere været en 

”venstrefløjsavis”, og det image vil avisen gerne 

ryste lidt af sig. Derfor var det vigtigt for mig at 

vise, at også de her mennesker læser Information, 

siger han og peger igen på billedet af den ordrige 

kvinde. n 

kreativ direktør Mikkel Jangaard 

med stort M

SupergoDe 

MultitaSkere 


En gruppe unge drenge løber ned til Peblingesøen 

ved Dronning Louises Bro i København. De hiver 

tre dynamitstænger op af en taske og kaster dem 

ud midt i søen. En af drengene i våddragt ligger 

klar på et surfbræt og begynder at padle ud mod 

midten. En kæmpe eksplosion får vandet til at stå 

mange meter op i en søjle og enorme bølger rejser 

sig. Den unge mand på surfbrættet griber straks 

chancen og surfer rundt på bølgerne. 

Scenen er fra en såkaldt viral reklame, der siden 

februar 2007 har ligget på internettet. Brugerne 

sender den til hinanden, og det siges, at den er set 

af op mod 20 millioner mennesker. 

Filmen er en reklame for tøjmærket Quicksilver, 

men intet sted i filmen, som er lavet som en ama- 

tørvideo-optagelse i tvivlsom kvalitet, ser man 

Quicksilver-mærket. Først da filmen slutter, står 

der Quicksilver på skærmen. 

Viral markedsføring er den helt nye måde at 

annoncere på. 

Især unge er modtagelige over for den form for 

markedsføring, fortæller Mikkel Jangaard, der er 

kreativ direktør i Win Win Agency. 

- De synes, at virale film, som den Quicksilver 

har lavet, er fede, fordi de er vilde, blærede, vovede 

og sindssyge, siger han. 

Win Win Agency står ikke bag filmen fra 

Quicksilver, men hvis en kunde ønsker en viral 

film, tager bureauet gerne udfordringen op. 

- Jeg har ingen etiske overvejelser om, hvorvidt 

unge kan se, at viral markedsføring er en reklame 

eller ej. Det kan de fleste sagtens gennemskue. Men 

der er naturligvis visse produkter, som jeg ikke 

vil lave reklame for til de 15-25-årige. Blandt andet 

sprut og cigaretter, siger Mikkel Jangaard. 

- Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke 

forsøger at manipulere 

forbrugerne til at købe 

den vare, jeg laver rekla- 

mer for. Jeg arbejder jo 

netop i den her branche, 

fordi jeg synes det er 

sjovt, siger han. 

Generelt er de 15-25- 

årige mere modtagelige 

over for reklamer end 

ældre. Og det er Win 

Win Agency bevidste 

om. 

- De unge er super- 

gode til at multitaske. 

De bruger tv, radio, internet og sms på samme tid. 

De er vant til at blive bombarderet fra mange kana- 

ler, og de er også åbne over for reklamer. Men sam- 

tidig er de dygtige forbrugere på den måde, at de er 

kritiske over for de budskaber, der bliver sendt til 

dem. De æder ikke bare alting råt, forklarer Mikkel 

Jangaard. 

Win Win Agency bruger en del ressourcer på at 

samle viden om de unge forbrugeres adfærd. For 

at kende de unges medie- og forbrugsvaner har 

bureauet ansat et hold ”planere”, der har til opgave 

at researche blandt de unge. 

- Man skal vide, hvad de unges verden består 

af, så man kan ramme dem på deres hjemmebane. 

Myspace, Secondlife, YouTube, msn og sms er nogle 

af de medier, de unge bruger rigtig meget. Og de 

bevæger sig hele tiden nye steder hen. 

www. 

Se Quicksilver-filmen på: 

http://www.youtube.com 

Skriv Quicksilver i søgefeltet. 

viral markedsføring 

Viral markedsføring benyt- 

ter sig af modtagernes eksi- 

sterende sociale netværk. 

Budskabet spredes ved 

’mund til mund metoden’ 

og bruger ofte følgende 

medier: 


Flash spil 

Blogs 

Video clips 

Online communities 

Interaktive websites 

Mobiltelefoner 

Viral = virus. Virus = 

ultramikroskopisk smit- 

stof. Spredning. 

1

20 


26 / URBAN / MERE LIV TIL BYEN / TIRSDAG 20/03/2007 

LUXE 

REJSER 

Luksus 

i Berlin 

To klenodier i ritushylderne har alt fra Gam- 

den tyske homel 

Dansk til ukendte whiskys 

fra de yderste hebrider. Årets 

vedstad fejrer 

100 års fødselsdag. 

KaDeWe 

er kontinentets 

første asparges, som koster en 

formue, er netop ankommet til 

grønsagsafdelingen. 

Det gode ved sjettesalen er, at 

man også kan få helt almindelige 

produkter. Man kan altså købe 

alt, hvad man behøver, i bedste 

kvalitet, og styrer man uden- 

største varehus, om hebridewhiskyen og de første 

asparges, behøver man ikke 

Hotel Adlon et at lænse tegnebogen. Man får 

af Europas fine- oven i købet en fortrinlig betjening 

af ekspedienter, som ved, 

ste herberger. hvad de sælger, og ingen varer 

Begge adresser 

er et besøg 

værd. 

står i papkasser eller grim belysning. 

Trænger man til en hjertestyrkning, 

er der hjælp at hente 

fra de 33 kogeøer, hvor kokke 

tilbereder retter til omgående 

spisning. 

Af Michael Kuttner 

> Den tyske hovedstad er en af 

verdens bedste feriebyer. Men 

det er ikke på grund af traditionerne. 

To store krige har skabt 

sår, som er svære at hele. 

De fleste markante bygninger 

er fra efter 1945. Men der er 

undtagelser. En af dem hedder 

KaDeWe. En anden er Adlon. 

Begge fejrer 100 års fødselsdag 

og er værd at besøge, hvis man 

vil snuse til atmosfæren fra en 

svunden tid. 

KaDeWe, det største varehus på 

kontinentet, er især kendt for sin 

bombastiske fødevareafdeling 

på sjette sal. Udbudet står mål 

med Harrods i London. På 7.000 

kvadratmeter tilbydes bl.a. 1.300 

slags oste, 1.200 pølse- og skinkesorter 

og 400 slags brød. Der 

er 3.400 forskellige vine, og spi- 

Større ombygning 

Varehuset er netop sluppet igennem 

en større ombygning i anledning 

af jubilæet. De 2.000 

ansatte og 50.000 kunder, som 

dagligt flokkes i den gamle kasse 

i Tauentzienstrasse ved indkøbsgaden 

Kurfürstendamm, 

har siden 2004 måttet finde sig 

i larm og støv. Store varegrupper 

er flyttet, så stamgæster har 

svært ved at finde rundt, og hele 

afdelinger er nedlagt. Således 

handler KaDeWe ikke længere 

med ægte tæpper eller senge. 

Men huset er blevet mere luksuriøst, 

dels fordi eksklusive mærker 

som Gucci og Louis Vuitton 

har fået deres egne butikker i 

butikken, dels fordi alt er blevet 

poleret og indrettet med henblik 

på nydelse. I bogafdelingen 

(1.000 kvadratmeter på femte 

sal) er der f.eks. små, røde læder- 

sofaer, så man kan smuglæse i 

fred og ro. 

Damer vil sætte pris på parfumeafdelingen 

i stuen og modeudbudet 

på anden sal (med lingeri 

på tredje). For herrerne er 

der en god chance for, at indkøb 

af en ny skjorte eller et par bukser 

kan blive næsten en fornøjelse 

på førstesalen, hvor der ikke 

er trangt, selv om tekstilmængden 

er overvældende. Hos frisøren 

Tröndle på tredje sal (med 

priser et godt stykke lavere end 

i Danmark) er der en børneafdeling, 

som ligefrem gør det sjovt 

at blive klippet, skønt man ikke 

er voksen. 

Dramatisk historie 

Vil man endnu et trin op ad luksusstigen, 

er Adlon et godt bud. 

Det er et af Europas fineste ho- 

teller, og det har en historie, der 

er næsten så dramatisk som Berlins. 

Det blev åbnet på Unter den 

Linden, pragtgaden i Østberlin, 

i efteråret 1907 og blev hurtigt 

en magnet, der tiltrak kræsne 

ganer og magelige kroppe. Den 

tyske kejser, Wilhelm II, foretrak 

ofte en suite på Adlon frem 

for sit eget palads. Også Marlene 

Dietrich, Charlie Chaplin, Henry 

Ford og Franklin D. Roosevelt 

boede her, og da forfatteren 

Thomas Mann 1929 var på vej 

fra München til Stockholm for 

at modtage nobelprisen i litteratur, 

var det en selvfølgelighed, 

at han indlagde hvilepause netop 

her. Mann var livet igennem 

tiltrukket af hotelatmosfære, og 

på et billede fra Berlin-besøget 

ser han ganske tilfreds ud. 

Såvel KaDeWe som Adlon fik 

93,5 millioner 

kroner var overskuddet sidste år hos charterselskabet Star Tour. 

Fire ud af ti rejseglade gæster valgte at købe deres rejse på nettet. 

Omsætningen i selskabet, der er en del af TUI Nordic, fik sidste år 

en omsætning på 873 millioner kroner. 

HOTEL ADLON er et af Europas fineste. Her starter værelsesprisen på 3.150 kr. per nat. Her ses et udsnit af hall’en. 

en hård medfart under Anden 

Verdenskrig, hotellet mere end 

varehuset. KaDeWe blev næsten 

fuldstændigt ødelagt ved et 

amerikansk flystyrt 1943, men 

genåbnede de første to etager 

1950, og seks år senere var hele 

huset genskabt. 

Adlon slap stort set uskadt gennem 

krigen, men udbrændte, på 

nær en sidefløj, natten mellem 2. 

og 3. maj 1945. Da var Berlin allerede 

indtaget af sovjetiske tropper. 

Rygtet siger, at ilden opstod, 

efter at russiske soldater havde 

besigtiget vinkælderen og måske 

smagt vel meget af produkterne. 

I DDR-tiden hutlede hotellet 

sig igennem, så godt man kunne 

i den ene fløj, men i 1984 blev resterne 

revet ned. 

Først efter Murens fald i 1989 

og Tysklands genforening var 

det muligt at genrejse den gamle 

dame, og i 1997 blev det nye 

Adlon indviet. Såvel arkitektonisk 

som servicemæssigt læner 

man sig op ad sin forgænger, i 

reglen med udmærket resultat. 

Hotellet er godt besøgt, et utal 

af kronede hoveder (herunder 

Dronning Margrethe) og præsidenter 

(Bill Clinton og George 

W. Bush) har opslået kvarter her 

under Berlin-besøg. Hovedparten 

af gæsterne er fra USA og 

Storbritannien, men Skandinavien 

er også ved at komme med, 

siger talsmanden Sabina Held, 

der med en mor fra Danmark 

mestrer modersmålet med en 

let jysk klang. 

At det overhovedet er lykkedes 

at fastholde disse to luksusetablissementer 

i en by, hvor penge 

Rejsedetektivernes yndlingsside 

Find rejsen der passer dig på 

Af journalist Søren Søgaard 

Egentlig er det meget enkelt: Redaktionel tekst 

og annoncer må ikke blandes sammen, altså 

ikke i aviserne. Det kan man læse i de såkaldte 

”Vejledende regler for god presseskik”, som blev 

formuleret af medieansvarsudvalget i betænkning 

nr. 1205/1990 og gengivet som bilag til bemærk- 

ningerne til den nugældende medieansvarslov. 

I reglernes afsnit B, som handler om ”Adfærd i 

strid med god presseskik”, står der i punkt 4, efter 

punkterne om beskyttelse af privatlivet, nænsom- 

hed over for selvmord og beskyttelse af ofre for 

forbrydelser: ”Der bør opretholdes en klar skillelin- 

je mellem annoncering og redaktionel tekst. Tekst 

LUXE REJSER 

HOTEL ADLON er værd at besøge, hvis man vil snuse til atmosfæren fra en svunden tid. 

I VAREHUSET KADEWE finder man 34.000 forskellige produkter. 

ne ikke ligger løst i lommen – 

ledigheden er over 18 procent og 

den kommunale gæld 60 milliarder 

euro (450 mia. kr.) – er ingen 

selvfølgelighed. 

For især vestberlinerne er Ka- 

DeWe imidlertid blevet et slags 

familiemedlem – selv om man 

ikke har råd til alverden, tager 

fruer på sjette sal for at drikke en 

kop kaffe eller et glas sekt med 

veninden gennem 40 år, og selv 

DDR-diktatoren Erich Honecker 

satte pris på etablissementet. 

Det fortælles, at Honecker sendte 

en mand, der havde samme 

mål som han selv, til KaDeWe 

for at købe habitter, så han slap 

for at gå rundt i østtysk polyestersnit. 

Det nye Adlon havde 

indtil sidste år en direktør, der 

viste sig at være tidligere stikker 

for DDRs hemmelige politi, men 

KaDeWe og Adlon 

det er en anden historie. (Han 

blev tvunget til at fortsætte karrieren 

i Dubai.) 

Sørgelig historie 

KaDeWe og Adlon er også knyttet 

sammen om end på sørgelig 

vis. Da varehusets jødiske ejere 

1933 blev tvunget til at afhænde 

stedet og gøre plads for en arisk 

direktør, skete det på hotellet. 

Her blev den hidtidige direktion 

frataget deres pas for at sikre, at 

de ikke stak af med deres egne 

værdier. 

Historien spiller stadig en rolle. 

En jubilæumsudstilling på 

Adlon viser ikke alene spisekort 

og den sølvbakke, som blev anvendt 

til at overbringe Mann et 

telegram, men også billeder af 

nazispidser, der brugte hotellet 

som gæste- hus for uden- 

landske gæster. 

»Det er en tid, vi ikke kommer 

uden om,« siger Sabina Held. Hos 

KaDeWe satser man mere på de 

lyse sider. Forbindelsen mellem 

de to huse bevares bogstaveligt. 

Der er limousineservice for Adlon-gæster, 

der ønsker at købe 

ind. Andre dødelige kan dog tage 

S-toget eller en taxi. 

Forbindelserne er fortrinlige, 

og man behøver ikke at 

købe en Louis Vuittonkuffert 

til sin hotelsuite 

for at nyde de gode 

forhold. Men derfor 

kan man jo godt klæde 

sig pænt til fødselsdagen. 

Det er, for at sige 

det rent ud, næsten en 

forudsætning, hvis man 

vil feste med på Adlon. 

Berlingske Tidende 

KaDeWe, der åbnede 27. marts 1907, er med sine 60.000 kvadratmeter 

det største varehus på kontinentet. Især fødevareafdelingen på sjette sal er 

et trækplaster. Alene her er der 34.000 forskellige produkter, ikke mindst fra 

Frankrig, men også fra resten af verden. Åben mandag-torsdag 10-20, fredag 10-22, 

lørdag 9.30-20. Adresse: Tauentzienstras- se 21-24 (U-bane Wittenbergplatz), Vestberlin. 

Internet: www.kadewe-berlin.de 

Hotel Adlon, der åbnede 23. oktober 1907, er et af Europas fornemste herberger. Der er 304 

værelser samt 48 små og 30 store suiter, bl.a. flere præsidentsuiter. Officielt begynder prisen for et 

værelse, enkelt eller dobbelt, ved 420 euro (3.150 kr.) pr. nat, men over internettet kan man uden videre 

komme ned på 330 euro (2.475 kr.). Leder man længe nok eller har kontakt med et godt rejsebureau, 

er der formentlig endnu mere at spare. Også ikke-overnattende gæster kan nyde eftermiddagste i lobbyen. 

På mezzaninen vises frem til 31. oktober en udstilling om de første 100 år. For udenhus gæster 

er der officielt åbent den første søndag eftermiddag hver måned, men er man pænt klædt og ikke-larmende, 

kan man liste op på andre tidspunkter også. Adresse: Unter den Linden 77 (U-bane Unter den 

Linden, ved Brandenburger Tor), Østberlin. Internet: www.hotel-adlon.de 

og billeder foranlediget af direkte eller indirekte 

merkantile interesser bør kun bringes, hvis et klart 

journalistisk kriterium taler for offentliggørelse.” 

Det har alle aviser og blade naturligvis taget 

til efterretning, og en hurtig rundtur i de trykte 

mediers normsæt viser en forbavsende enslydende 

regel med hensyn til adskillelsen af ”redaktionel 

tekst” og annoncer. Uanset om man henvender sig 

til en landsdækkende avis som Jyllands-Posten, 

en gratisavis som Nyhedsavisen, fagbladet Fag og 

Arbejde, Ugeavisen Odense eller en ugeavis som 

Lokal-Bladet Budstikken i Sønderjylland, får man 

en stort set enslydende besked, som i gennemsnit 

kan gengives sådan her: ” Enhver annonce, der 

efter bladets skøn kan forveksles med redaktionel 

tekst, skal øverst i annoncen forsynes med ordet 

’ANNONCE’ og en satsstreg.” 

REJSEPANELET 

SOPHIE HULGARD 

Branch Manager Danmark 

www.travellink.dk 

FREDRIK KINNUNEN 

Brand Manager Danmark 

www.rejsefeber.dk 

ANGELICA MUNOZ 

Rejseagent 

www.fl ybillet.dk 

Hvis jeg skulle... 

...Nej, aldrig dér igen 

. . . KØ R S E LV 

S O P H I E H U L G A R D 

> Vi rejser meget, og nogle steder 

er mindre fascinerende end 

andre, men aldrig så skrækkelige, 

at jeg har tænkt ‘aldrig mere’. 

Nej – det er mere måden at rejse 

på, som gør en forskel for mig. 

I sommerferien har vi prøvet 

at pakke bilen med kufferter, 

campingbord, solstole og parasol, 

puder og tæpper, badedyr, 

bamser, legetøj og køletasker 

fyldt med mad for at drage 

sydpå ud i friheden uden at 

vide, hvor vejen ville føre os hen. 

Det lyder forjættende. Men efter 

ganske få timer på de tyske motorveje 

ligner bilen en slagmark, 

det er varmt som i et drivhus, 

der er stadig kortere mellem bilkøerne, 

og ungerne skændes på 

bagsædet. Nej – jeg skal aldrig 

mere på kør-selv ferie i Europa! 

Nu flyver vi! Det er hurtigt, let 

og slet ikke så dyrt. 

Se her: På tre timer 

er du på 

Mallorca i 

påsken for 

2.974 kr. 

for en uge 

med fly og 

hotel. 

. . .T I L R H O D O S BY 

F R E D R I K K I N N U N E N 

> Aldrig, aldrig mere rejser jeg 

igen til Rhodos by. Jeg elsker ellers 

Grækenland: Det blå hav, det 

fine køkken (som faktisk er så 

meget mere end souvlaki, tsatsiki 

og moussaka), den afslappede 

stemning ude på landet og 

de hyggelige tavernaer og barer. 

Og Rhodos har sikkert også sine 

fine steder, men aldrig igen bruger 

jeg en uge i Rhodos by. 

Du skal være meget dygtig for at 

ikke blive hevet ind i hver anden 

eller tredje bar af en eller anden 

Georgios i smart ‘jeg-kan-fangealle-blonde-piger’-tøj. 

Og når så 

Georgio desuden vil vide, hvor 

TIRSDAG 20/03/2007 / URBAN / MERE LIV TIL BYEN / 27 

du kommer fra og på fint svensk 

insisterer på at være din ven – ja 

så knækker kæden for mig. 

Byen er ulideligt varm, der er 

heftig græsk trafik alle vegne, 

og hotellerne er så vant til, at det 

hele bare er fyldt op af dumme 

turister, at du bliver betragtet 

som et stykke kvæg, som bare 

skal ind og lægge nogle penge 

undervejs. Når man så til sidst 

. . . I E N TOWN S H I P 

A N G E L I C A M U N OZ 

Så langt så godt. Men længere nede i forret- 

> På trods af at Sydafrika er et 

fantastisk smukt land, skal man 

passe meget på med kriminaliteten. 

I ca. 18 dage havde jeg plaget 

min guide om at tage os med 

til en township. Til sidst indvilligede 

han og kørte os ind til bydelen 

ved Cape Town. Guiden 

tog en ladt pistol frem og lagde 

den på sit skød med et lille klæde 

over. Han havde ingen intentioner 

om at stoppe bilen, så billederne 

måtte knipses løs fra mini-bussens 

tag, som kunne åbnes. 

Ikke længe efter vi var kørt 

ind, så jeg en gruppe børn stå på 

et hustag og råbe noget, jeg ikke 

forstod. Glad og naiv turist, som 

jeg var på det tidspunkt, råbte 

jeg tilbage ‘Happy New Year’! og 

vinkede til dem. Guiden sagde, at 

det er noget, de gør for at advare. 

I min naivitet troede jeg, at det 

var for at advare os. Guiden sagde, 

at det var for at advare de kriminelle, 

fordi de havde set politiet 

patruljere i området. Sekunder 

efter stødte vi på en pansret 

politibil med gitter for vinduerne. 

De kom hen for at høre, hvad 

vi dog i himlens navn lavede dér. 

De ville straks ekskortere os ud. 

Vi nåede lige at være i township’en 

i ca. fem minutter. 

Jeg kan bestemt ikke 

anbefale, at man 

laver sådan en 

tur på egen 

hånd. Men 

jeg havde 

heller ingenforestilling 

om, 

at guiden 

ville vælge 

at tage os 

med hen til 

den største og 

mest kriminelle 

township af dem 

alle. Dér kommer jeg 

aldrig igen. Flybilletpris 

fra 5.400 kr per person. 

www.southafrica.com 

www.southafrica.net 

SKAL DU TIL RHODOS, så undgå selve byen, men gå ned til Mandrakihavnen, 

hvor du finder gode restauranter. F OTO : S C A N P I X 

finder ned til stranden Elli, kan 

man hverken finde en plads eller 

få lov til ligge i fred for alle 

dem, som vil sælge øl, vandmeloner, 

cola, kopivarer, træskulpturer, 

mere øl…argghhhh! Men 

Mandrakihavnens restauranter 

er faktisk ok, og man kan jo også 

tage op langs kysten til Lindos. 

Det er fint. Men Rhodos by – aldrig 

igen. 

Er det tekstillustration ell 

Alle er enige om, at annoncer og redaktionelt 

indhold er to vidt forskellige ting, og at læserne 

ikke må bringes i tvivl. Men der er mange måder 

at svæve rundt om den regel på. En af dem er at 

flyve i varmluftballon. 

ningsbetingelserne for Lokal-Bladet Budstikken, 

som udkommer gratis til over 300.000 husstande i 

Syd- og Sønderjylland hver uge, finder vi en krea-

28 / URBAN / MERE LIV TIL BYEN / TIRSDAG 20/03/2007 

LUXE REJSER 

Råkraften fra 

de islandske 

gejsere er hele 

udflugten over 

både Atlanterhavet 

og 

kilometervis 

af størknede 

lavalandskaber 

værd. Man får 

livet ind under 

huden i den 

ramsalte luft 

heroppe. 

Af Susser Feit 

»4,3,2,1 og nuuuuu« tæller en søskendeflok 

på hollandsk af deres 

lungers fulde kraft, netop 

som gejserens hede, boblende 

vand løfter sig i en blank azurblå 

kuppel for et splitsekund senere 

at bruse op i en gigantisk vandsøjle 

med en øredøvende larm. 

Dampen lægger sig om forsamlingens 

akkumulerede 

spænding som et lægende omslag, 

og vi bryder på vore mange 

tungemål ud i lovprisninger 

og drøftelser om netop dette udbruds 

størrelse og kraft, sammenlignet 

med de forrige. Vandet 

løber tilbage i krateret. Det 

koger og syder igen dernede, og 

vi tager tid, mens tavsheden atter 

sænker sig. 

En lyslevende gejser er uvirkelig 

voldsom at opleve på tæt 

hold. Man står blot fem-seks 

meter fra denne her, der hedder 

‘Strokkur’. Heden fra det kogende 

vand, støvlerne plantet på 

de flagede silica-aflejringer, som 

vandet har efterladt, og tanken 

om, at det bliver overophedet 

blot 20 meter under os og med 

et kæmpe overtryk pumpet op 

i denne spektakulære søjle af 

drama, er storslået. Børnene 

omkring dette sjældne naturfænomen 

kan heller ikke få nok, 

men vil hele tiden se én til! Mellem 

to og fem minutter går der 

imellem udbruddene, så det er 

fristende lige at tage det næste 

med...og det næste. 

Hekserier 

Hele området herude 

ligner et kæmpe 

udendørs hekselaboratorium 

med dampende 

og boblende gryder 

og sprækker 

overalt. Nogle af gejserne 

springer kun efter 

jordskælv, én er aktiv 

forud for vådt vejr. Mens 

‘Sisjødandi’, der betyder ‘altid 

kogende’, ligner en sprutboblende 

æggegryde, nogen 

har glemt at skrue ned for. Og 

vandet fra den opvarmer hele 

Hotel Geysir ovre på den anden 

side af landevejen! Børnene stir- 

rer derned og spørger, hvad der 

ville ske, hvis man faldt i? Gyset 

er både uhyggeligt og 

dragende. Mest 

berømt er den 

e n o r m e 

‘Geysir’ der 

har givet 

navn til 

dette fænomen, 

som 

udover på Island 

kun forekommerenkelte 

andre steder på 

kloden. Afspærringen 

– blot en smule snor, såmænd 

– er i en pæn afstand, 

hvilket antyder, at 

der er kraft på, når der sker noget. 

For tiden springer den to til 

fire gange om dagen. Damp og 

Jordens 

trykkogere 

sære boblelyde stiger op fra krateret, 

der hvilede fra 1954 til år 

2000, hvor Geysir pludselig tog 

fat igen. Hvorfor? Fornyet røre i 

undergrunden? Vulkanudbrud 

på vej? 

Det kan virke lidt skræmmende 

med al denne naturkraft. For 

virkeligheden heroppe er jo ikke 

noget, man kan slukke for eller 

spole i, når det bliver for voldsomt... 

Én stor lavasten 

Guderne skal vide, det kan være 

et job at få fragtet et par unger 

til Island, få dem proppet i 

hensigtsmæssig beklædning, og 

kørt dem ud af rumlede veje i timevis. 

Til gengæld får man så deres 

entusiasme, da det går op for 

dem, at hele øen rent faktisk ér la- 

tiv imødekommenhed, som slører konturerne en 

anelse. Her står nemlig, at uanset om din markeds- 

føring drejer sig om salg af produkter, butiksåb- 

ning, udsalg, firmaprofiler eller noget helt specielt, 

hjælper Lokal-Bladet Budstikken gerne med din 

markedsføring. Og derefter hedder det: ”Hen over 

hele året bringer Lokal-Bladet Budstikken forskel- 

lige temaer i vores aviser. Ofte er disse temaer en 

interessant miks af annoncer og redaktionel tekst. 

På den måde får de tusindvis af læsere - og poten- 

tielle kunder - gode oplevelser.” De omtalte temaer 

kan f.eks. være Køkken og bad, Hus og have, 

Sundhed, Golf samt Bil, båd og camping. Det vil 

sige, at læserne (og annoncørerne) tilbydes en tæt 

totaloplevelse af beslægtede annoncer og redak- 

tionelle tekster, som måske ikke sådan lige er til at 

holde ude fra hinanden. 

vet 

af 

lavas 

t e n . 

At det ér 

vulkaner, 

vi ser i horisonten. 

Ægte. 

Som små bjerggeder 

klatrer de omkring 

på det fremmedartedemosklædte 

landskab og 

finder sorte sten af 

størknet lava til en anseelig samling. 

Jeg sender en bekymret 

tanke til Icelandair´s takster for 

overvægt, 

mens de 

stolt viser 

mig klen 

o d i e r n e 

og med bestemte 

miner 

propper deres 

geologiske skatte 

i rygsækken. 

Det er en gave at få 

lov til at vise sine børn 

klodens store undere. 

For selv om de, når sommerferien 

nærmer sig, plager 

om burgere, badeland og børneklubber, 

står man sig af og til 

bedst ved at overhøre deres ønsker 

og forære dem det rigtige 

liv derude. 

Berlingske Tidende 

Under jordoverfladen overophedes 

vandet, indtil det 

presses i vejret af overtrykket i 

en gevaldig brusende, kogende 

søjle af drama. 

Rejseinfo 

Transport: Icelandair flyver 

flere gange daglig fra København 

til Reykjavik. Også 

lavprisselskabet Iceland Express 

flyver dagligt. Flybus 

fra Keflavik Lufthavn til Reykjavik 

tager en times tid. Taxa 

er meget dyrt. 

Der går busture fra Reykjavik 

til mange af Islands store 

naturfænomener, men det 

er fleksibelt og på børnenes 

præmisser at køre selv. Regn 

1,5-2 timer hver vej fra Reykjavik 

til Geysir området. 

Biler kan lejes deroppe eller 

bookes på forhånd: Tag 

en highwheeler med 4-hjulstræk. 

Normale personbiler 

klarer kun de asfalterede veje. 

Ophold: Reykjavik har mange 

hoteller fra 4-stjernet til 

beskedne guesthouses. Det 

er billigst at booke en pakke 

med fly. 

Kontakt: www.visiticeland. 

com. 

www.geysircenter.is. 

www.icelandair.dk 

er annonce? 

Og kreative formater og løsninger er der mange 

af i medierne. Produkter bliver f.eks. omtalt i deres 

redaktionelle stof, f.eks. i et livsstilstillæg eller 

boligtillæg til en avis eller i et tv-program, hvor 

 

 

 

 

 

 


studieværten f.eks. besøger et byggemarked, en 

messe eller en virksomhed i en knivskarp balance 

mellem reklame og redaktionelt stof, og i en del 

tilfælde er der utvivlsomt tale om skjult reklame. 

Andre eksempler på kreative løsninger kan være 

· en aftale mellem f.eks., en avis/et blad og en 

virksomhed om omtale af virksomheden og/eller 

dets produkter, 

 

De næste to onsdage fejrer Onsdags Lotto ballon-safari fødselsdag med lodtrækning blandt 

alle rækker med bare 3 rigtige. Der trækkes lod om i alt 20 eksotiske ballon-safarirejser for to personer 

med 1 mio. i lommepenge. Vær med i lodtrækningen om de første 10 rejser med 1 mio. i lommepenge nu på onsdag. 

Gælder trækningen onsdag den 21. marts 2007 Læs mere om rejsen på danskespil.dk 

· annoncer, der er bestilt af annoncører, og som 

bliver udarbejdet af det blad, der bringer annoncer- 

ne (de såkaldte ”advertorials” eller ”promotions”). 

· pressemeddelelser fra erhvervsdrivende, der er 

udformet som redaktionel tekst og derfor ofte uden 

videre kan indgå som en nyhed i medierne 

· en svøbannonce, dvs. en annonce, hvor avisens 

omslag (forside, side 2 samt næstsidste side og bag- 

siden) udgør én, stor annonce. Forsiden af en avis 

er jo ellers traditionelt forbeholdt de redaktionelle 

hovedoverskrifter og nyheder 

· aviser og blades temanumre eller tematillæg 

eller selvstændige annoncetillæg som følger med 

21 

▼

22 


dagbladene. Der kan være tale om livsstilstillæg 

og særtillæg om f.eks. have, biler, mode og rejser; 

Forbrugerombudsmanden har bemærket, at beteg- 

nelsen ”annoncetillæg” ikke betyder, at tillægget 

herefter frit kan indeholde både annoncer i de sæd- 

vanlige kendte former og annoncer i form af omtale 

af virksomheder og virksomheders produkter 

· gratis aviser og gratis blade, som under ét kan 

betragtes som annoncer, f.eks. blade som Idé-Nyt, 

Hus og Have og Bolig og fritid 

· blade, som udgives af erhvervsdrivende til for- 

brugere. Det er blevet almindeligt, at virksomheder 

udgiver blade til forbrugerne som led i virksomhe- 

dens markedsføring. I udseende og indhold ligner 

disse blade almindelige uge- og månedsblade. 

På alle disse områder har Forbrugerombuds- 

manden og/eller Pressenævnet grebet ind i løbet 

af de sidste ti-femten år og bragt vildfarne medier 

tilbage på dydens smalle vej, for det er ikke kun 

de vejledende regler for god presserskik, der er i 

spil her, men også Markedsføringsloven, hvor det 

i § 4 hedder: ”En reklame skal fremstå således, at 

den klart vil blive opfattet som en reklame uan- 

set dens form og uanset, i hvilket medium den 

bringes.” Overtrædelse af § 4 straffes med bøde, 

medmindre højere straf er forskyldt efter anden 

lovgivning. Det vil sige, at en virksomhed, som 

reklamerer på en måde, så det ikke kan ses, at det 

er reklame, kan få en bøde. Og sidste år udsendte 

Forbrugerombudsmanden "Reklameidentifikation 

– skjult reklame, Forbrugerombudsmandens vej- 

ledning, juli 2006", som på mange måder er spæn- 

dende læsning og kan give alle interesserede et 

overblik over en meget vildtvoksende græsplæne, 

hvor ukrudtet synes at blive ved med at skyde op. 

Det er i denne sammenhæng, man skal se den 

oplevelse, læserne fik i trafikavisen Urban d. 20. 

marts 2007 og i gratisavisen dato en uge senere. 

Her sejlede læserne lige ind i tre farvestrålende 

varmluftballoner på en højreside midt i tekster om 

henholdsvis rejser og udlandsstof. Der hænger de 

bare, tre balloner i forskellige størrelser og med 

tekstomløb, uden forbindelse til teksten eller noget 

andet på siden i øvrigt. Ballonerne viser sig at være 

det, man kalder ”teasere”, for på det næste opslag 

sejler de videre på venstresiden (stadig omgivet af 

tekst om rejser og udlandsstof) og fører os så i mål 

på højresiden: En helsides annonce for onsdags- 

lotto (med samme farveholdning som ballonerne, 

naturligvis), som lover os en ekstra fødselsdagslod- 

trækning om 10 ballonsafarirejser med 10 x 1 mio. i 

lommepenge. 

Hvad er nu det? En skjult reklame, som bør 

anmeldes til forbrugerombudsmanden? En sam- 

menblanding af redaktionel tekst og annoncer i 

strid med de vejledende regler for god presseskik? 

Det mener Allan Lillelund, annoncedirektør på 

Urban og dato, ikke. 

- Det er klart, at en annonce som denne her 

har været oppe at vende i chefredaktionen et par 

gange, fordi der jo skal være et helt tydeligt skel 

mellem redaktionel tekst og annoncer, men det 

mener vi også, der er i det her tilfælde, siger Allan 

Lillelund. 

- Vi overholder selvfølgelig de gældende regler, 

men vi vil også gerne gøre vore kunder tilfredse, 

og det er den balance, vi mener, er i orden her, 

fordi ballonerne fører direkte ind i annoncen. Der 

skal mere og mere til i form af kreative formater 

og løsninger i det bombardement af informationer, 

mediebrugere udsættes for, og faktisk synes jeg, at 

lige netop den annonce er rigtig god. 

Men uanset hvordan det nu forholder sig med 

teasere og andre varmluftballoner, er der nok at 

holde øje med i et marked, hvor kreativiteten til- 

syneladende er uudtømmelig, samtidig med at 

kampen om annoncekronerne bliver stadig hår- 

dere: personer (kendte og ukendte) anvendt som 

reklamesøjler, duftmarkedsføring, vennehverv- 

ning, forhandlerpræmiering, sponsorering, skjulte 

reklamer på konferencer, i spillefilm, kunstværker, 

radio- og tv-programmer og oplysninger fra det 

offentlige samt kreativitet over for børn og unge, på 

internettet, m.m.m. Onsdagslottos lille ballonsafari 

ind over opslagene i Urban og dato vil måske vise 

sig at være noget af det mere uskyldige, vi som 

læsere og mediebrugere i øvrigt vil blive udsat for i 

de kreative formaters og løsningers ekspanderende 

univers. n

Produkter til hornhinden 

Af journalist og forfatter Mads Brügger 

Pyramiden med de nøgne irakere og den lille 

kvinde, som håner dem. Det er klart, hvad jeg 

tænker på, ikke? 

”Jeg blev instrueret af en person af højere rang 

til bare at stå dér, holde tommelfingeren frem, smile 

og kigge ind i kameraet. Og de tog et billede til 

PsyOps, og det er alt hvad jeg ved ...,” sagde 

soldaten Lynndie England, den 12. maj 2004 til tv- 

journalisten Brian Mass. 

Lynndie England er den underligt aseksuelle 

drengepige i amerikansk uniform, der optræder 

på billederne af fangemishandlinger i Abu 

Ghraib fængslet uden for Bagdad, billeder som 

gestaltede USAs militære indsats i Irak på samme 

måde som marinesoldaterne, der hejser Stars and 

Stripes på bakketoppen på Iwo Jima under Anden 

Verdenskrig og de skrigende børn med napalm på 

kroppen på vejen i Vietnam. 

Abu Ghraib-billederne blev ikoner med lynets 

hast og indgår nu i de fleste moderne menneskers 

referenceapparat. 

Disse billeder vil simpelthen ikke gå væk, de 

er stedsegrønne, men spørgsmålet er bare, hvem 

der har taget dem, og hvorfor? I hvert fald rummer 

fotografierne fra fængslet en flair for det perverse, 

som man ikke umiddelbart ville tiltænke en kvinde 

som England, der tydeligvis ikke er den mest spidse 

blyant i penalhuset, og det samme kan siges om 

hendes kolleger. Var de virkelig i stand til det? 

Den konventionelle udlægning af miseren i Abu 

Ghraib er, at billederne er taget til privat brug 

af en flok fangevogtere, som var ude af kontrol. 

Og fordi vi lever i en pivåben og digital verden, 

hvor alt før eller siden kommer frem i lyset, slap 

billederne ud ved en fejl. Muligvis. Men i citatet 

ovenfor nævner Lynndie England faktisk PsyOps, 

kort for ”psychological operations”, den afdeling 

klummen udefra 

i den amerikanske hær, som beskæftiger sig med 

psykologisk krigsførelse. Jeg har ikke kunnet finde 

andre interview med England, hvor hun bringer 

PsyOps på banen. 

PsyOps holder til ved Fort Bragg, hvor de 

amerikanske specialstyrker uddannes. I bogen 

”Mændene som stirrer på geder” fortæller den 

fremragende engelske journalist Jon Ronson om, 

hvad der sker inde bag pigtråden i Fort Bragg. 

Ronson besøger PsyOps og taler med en officer 

om de ”produkter”, han udvikler. Et ”produkt” kan 

være et billede, en hændelse, en film eller en fly- 

veseddel, som skal påvirke en bestemt målgruppe 

i en bestemt retning. Og spørgsmålet er så, om 

billederne fra Abu Ghraib i virkeligheden var 

nogle ”produkter” fra PsyOps, som udelukkende 

var tiltænkt irakerne i fængslet? Billeder som skulle 

vises til de andre fanger for at true dem? Eller var 

det meningen, at billederne faktisk skulle offentlig- 

gøres, så irakerne kunne se, at amerikanerne slet 

ikke er så rare at bide skeer med? 

”Vi tænker over, hvordan en iraker reagerer 

på vores produkter, ikke hvordan en amerikaner 

reagerer på dem,” siger en anonym officer, som 

kalder sig Dave, og fortsætter: ”Nogle gange skal 

man sælge noget til dem, som man ved, de ikke 

ønsker sig i deres hjerter. Det fremkalder blandede 

følelser. Det er ligesom at sælge D-vitaminer til 

nogen. De har ikke lyst til det, men har brugt for 

det for at overleve.” 

Så merkantilt kan det siges. D-vitamier til 

irakernes hornhinder 

- produkter, simpelthen. 

Er det sandheden om 

billederne? Laver de 

også produkter til vores 

hornhinder? Det gad jeg 

godt vide. n 

2

2 

underViSninG 

De unge skal ind i 


” Get them young and you will have them for life ” 

Sådan lød en one-liner under World Young Reader 

Conference, arrangeret af World Association 

of Newspapers (WAN) og netop gennemført i 

Washington D.C. 

Konferencen hed ”Making New Connections”, 

og præmissen for emnet er klar: De unge papir- 

avislæsere ”siver”. Men de er i høj grad medie- 

konsumerende. Online- og mobiltjenester er deres 

foretrukne mediekanaler. Og hvis aviserne tænker 

kreativt, kan de måske tiltrække/fastholde de 

unge læsere. 

Alle undersøgelser peger på, at børn og unge, 

der er vant til at arbejde med aviser i skolen, og 

som er vokset op med en avis i hjemmet, får let- 

Andre Haughton, 

18 år, 

Florida, USA 

Jeg ser en del tv, 

og jeg er altid på 

internettet. Jeg tjek- 

ker South Florida 

Sun-Sentinel’s hjem- 

meside flere gange 

dagligt, fordi det 

er den avis, jeg 

arbejder på som unge-skribent. Jeg vil afgjort betale 

for at få en kvalitetsavis, når jeg får mit eget hjem 

engang. Jeg læser mest avis i weekenden, hvor 

jeg elsker at sidde og spise en snack, mens jeg 

læser avis. Jeg foretrækker klart avisen, når jeg skal 

slappe af frem for at læse på et website. Det er 

fornemmelsen af at have avisen i mine hænder, jeg 

godt kan lide. 

tere ved at lære generelt. Og der er stor sandsyn- 

lighed for, at de bliver flittige læsere af bøger, 

magasiner og ikke mindst aviser. 

Et fælles budskab til aviserne fra oplægshol- 

derne på konferencen var: Vær til stede der hvor 

de unge er. Altså online og på mobilen. Og de 

unge skal være en del af avisens indhold: 

· Som faste ungereportere og som kilder. 

· Som led i brugerinddragelse: mulighed for 

at uploade videofiler, oprette blogs, deltage i 

communities, debatfora og andet. Bemærk, at det 

stadig er attraktivt for de unge at komme i avi- 

sen, fx i form af citater eller billeder fra online- 

tjenesten. 

gabriella Moses, 

16 år, virginia Beach, USA 

Vi har selv produceret avis i skolen én gang. Det var 

sjovt og det gjorde, at jeg kiggede mere på aviser 

bagefter. Nu kendte jeg de forskellige genrer, og 

derfor var det sjovere at læse avis. 

Jeg læser avis et par gange om ugen derhjemme. 

Jeg læser den avis mine forældre holder. Jeg læser 

mest ”Teen-section”, kultur-tillægget, artikler om 

mode og altid forsiden 

af avisen, hvor jeg 

skimmer overskrifterne. 

Jeg vil absolut abon- 

nere på en avis, når 

jeg bliver voksen. Jeg 

er vant til avis fra mit 

hjem, og jeg tror ikke, 

jeg kan undvære den, 

når jeg vokser op.

avisen 

WAN havde samlet et unge-panel fra hele 

verden. De kom med deres bud på, hvad der 

får dem til at læse avis. 

Unge-ambassadørerne var enige om, at 

det, de ser ved første øjekast i avisen, er altafgørende 

for, om de læser videre. Med tesen 

”What catches my eye…” skal enten rubrikken, 

billedet, grafikken eller underrubrikken 

fange deres opmærksomhed og fastholde 

den. Medieudbuddet er så enormt, at førstehåndsindtrykket 

bliver afgørende for, om 

artiklen bliver læst eller videoen downloadet. 

Avisen i Undervisningen, som deltog i 

konferencen i Washington, fik lejlighed til at 

tale med nogle af de unge ambassadører om 

deres medievaner. n 

Sonja Magdalenic, 18, 

växjö, Sverige 

Jeg læser faktisk kun 

webaviser. Aftonbladet. 

se, dn.se og e24.se 

(svensk erhvervs-webavis, 

red.). Jeg har ikke 

adgang til papiraviser 

på kollegiet, hvor jeg 

bor. Så er der aviser 

i skolen, men der har 

jeg ikke tid til at læse dem. Jeg læser mest i byenstof 

og kultur. Også om økonomi og udland. Sport 

er også ret cool. Men aldrig lokale nyheder. Jeg 

læser aldrig Smålandsposten, selvom jeg arbejder 

der som unge-reporter. 

Jeg regner ikke med at komme til at betale for 

et avisabonnement. Jeg kan jo få alle nyhederne 

på nettet, så hvorfor skulle jeg betale for dem? 

Milena Metrak, 18 år, 

Odense, Danmark 

Jeg læser avis af og 

til. I hvert fald i alle 

pauserne på skolen. Så 

læser jeg de aviser, der 

ligger på skolen, som 

er Urban, MetroXpress 

og Xtra. Jeg bladrer 

dem igennem for at se, 

om der er nogen, jeg 

kender i avisen. Ellers læser jeg mest kultur, musik og 

teater. Og så kigger jeg på sjove overskrifter eller 

billeder, der fungerer godt. Når jeg bliver voksen, vil 

jeg afgjort holde avis. Jeg tror slet ikke, at jeg kan 

undvære en avis. Og i længden er det nok ikke tilstrækkeligt 

bare at læse de hurtiglæste gratisaviser. 

John Slack, 17 år, Ohio, USA 

Jeg læser avis hver mor- 

gen som en del af mit job 

(unge-reporter på Tribune 

Chronicle, Warren, red.). Jeg 

skal ud fra overskrifter vælge 

artikler, som jeg tror vil inte- 

ressere andre teenagere. Så 

det er kun i weekenderne, at 

jeg frivilligt læser aviser, altså 

hvis jeg føler, at jeg ikke har 

andet at lave. Og det er ret sjældent. Når jeg læser 

aviser, er det mest nyheder, jeg kigger efter. Lokale 

nyheder og politik. Også artikler om samfundet 

generelt. 

underViSninG 

Jeff Jiefei Lu, 17 år, 

Hong kong 

Jeg læser næsten aldrig 

aviser. Engang i mellem 

om søndagen. Så køber 

jeg kinesisk take-away 

mad og spiser det, 

mens jeg læser avisen 

derhjemme. Ellers er det 

kun radio. 

2

2 

underViSninG 

Af forfatter og journalist Asger Liebst 

Hvem er jeg? Det er spørgsmålet, som de unge 

mere end noget andet ønsker svar på, og som rekla- 

men mere end noget andet ønsker at lægge billet 

ind på. Med formlen ’jeg er, hvad jeg forbruger’ 

trækker erhvervsliv og menneskeliv således på 

samme hammel. Det skal der her gives tre eksem- 

pler på. 

’Mere action, mindre mormor’ lød sloganet, da 

et nyt sladdervornt billedblad målrettet unge for 

nogle år siden skulle lanceres. Sloganet synes over- 

taget af Hifi Klubbens annonce for stereoanlæg, der 

illustrerer problemet at spille moderne musik på et 

gammeldags musikanlæg. Heavy metal-musikeren 

er smeltet sammen med den kvindelige pensionist 

foran kakkelbordet. Som betragter skal man et par 

nanosekunder omkring en detaljerig realisme for 

at komme til surrealismen, hvor forbløffelsen og 

smilet udløses. Den virker meget dansk og næsten 

socialdemokratisk, denne solidariske parodi på 

generationskløften. Og når først velviljen over for 

reklamebureauets afvæbnende leg med personlig- 

heder har bredt sig som en behagelig varme hos 

betragteren, tager man godt imod budskabet: Køb 

et anlæg, som giver dig nye hørbare kræfter og 

egen identitet. 

BilleDer inD 

Denne læsning er tro mod reklamebureauets 

hensigt. Andre læsninger er mulige – misforståel- 

ser, sammenblandinger, overfortolkninger, latterlig- 

gørelser. Den slags forekommer hele tiden i medie- 

virkelighedens forvirrede skynding. Skal mærke- 

lige læsninger forties? Nej, ikke nødvendigvis, for 

træning af fantasiens muskel kan vise sig nyttig, 

blandt andet til at åbne kritiske rum. En fejllæsning 

af annoncen kunne være, at den minder så eventyr- 

ligt om Rødhætte og Ulven. I stuen sad bedstemor 

med strikketøjet: 

»Sikke store øjne, du har, bedstemor.« 

»Det er, for at jeg bedre kan se dig.« 

»Men sikke store hænder, du har, bedstemor.« 

»Så kan jeg bedre holde på dig.« 

I det samme sprang bedstemoren med dødnin- 

gehovedet op fra sofaen og slugte den stakkels 

Rødhætte. Jo, undervurdér aldrig drifternes styrke. 

Småborgerlig hygge og pæn makeup er blot en 

tynd skal, der dækker over vanviddet, og selv den 

nærmeste kan vise sig at være – et monster. Ho ho 

ho.

unDer HuDen 

Vi bliver i musikkens verden med annoncen 

for Schweppes sodavand. Og her er endnu et dob- 

beltmenneske, der skræver over to kulturer og 

generationer. Den udfordrende tatoverede krop står 

i modsætning til det forfinede fløjtespil. Billedet 

sætter samtidig lighedstegn mellem fløjte og flaske, 

som begge betjenes med munden. Der fortælles en 

historie om ’voksne’ remedier, det klassiske instru- 

ment og den bitre drik, der gør dig mere sofistikeret 

og egenartig end masserne, der blot gurgler sød cola 

i sig. Det hjælper på selvfølelsen at være tatoveret, 

men det er ikke nok til at gøre personligheden til ’et 

brand’. Der må den ekstra drejning til, nemlig den 

som produktet kan levere. 

underViSninG 

Den sidste annonce for Lee cowboybukser benyt- 

ter sig som de forrige også af kropsbemaling/tatove- 

ring som tema. Men ellers sprænger den det traditi- 

onelle reklameunivers og dets iscenesatte drømme- 

billeder, optaget i professionelle studier. Lee bryder 

muren til forbrugerne ned ved (tilsyneladende) at 

bede alle amatører indsende egne fotos og tekster. 

Hermed skriver Lee sig ind i netværkssamfundet 

og signalerer med genren, at man er på lige fod 

med forbrugerne eller i hvert fald mulig at snakke 

med. Og billedet her er selvfølgelig nøje udvalgt, en 

tvetydig knytnæve lige i synet. Had eller kærlighed 

– det er ligegyldigt, blot følelserne rummes i tøj fra 

Lee. n 

2

2 

underViSninG 

Smertefri adgang til 

unikke billeder 

Af undervisningskonsulent og lærer Aslak gottlieb 

Det er dagen efter nyheden om massakren på 

Virginia Tech. Endnu en skudepisode på en ameri- 

kansk skole, denne gang med 32 dræbte. Nyheden 

er overalt. Også på msn. Så eleverne i udskolingen 

har helt sikkert hørt om den. Sagen har høj nyheds- 

værdi og indeholder principielle spørgsmål om fx 

våbenkontrol, som også er til diskussion i Danmark 

i forbindelse med det at bære kniv. 

Undervisningsmæssigt kunne dansk- og/eller 

samfundslæreren i 8.-10. klasse efter en koncentre- 

ret klassesamtale om sagen omdele dagens aviser 

og fx stille opgaven: 

”Find billeder på nettet, der illustrerer mindst tre 

forskellige vinkler på sagen. Skriv nøgleord til 

hvert af billederne. Fremlæg dem for hinanden 

i grupper. Kår det bedste billede i hver gruppe. 

Begrund kåringen mundtligt for resten af klassen”. 

Nyhedsbilleder skal fylde i den daglige undervis- 

ning på linie med andre udtryksformer. Men de er 

ikke altid nemme at finde på nettet. Billedgooglede 

man ”Virginia Tech” dagen efter massakren, gav 

det næsten en halv mio. hits, men ingen hits havde 

med massakren at gøre. Det hjalp ikke at tilføje 

”massacre” i søgefeltet. Foretog man samme søg- 

ning i Polfotos database, tilgået via avisnet.dk, gav 

det 523 hits. 1000 gange færre, men til gengæld 

brugbare resultater. Alene på grund af muligheden 

for at datoafgrænse søgningen, fremkom kun de 

seneste fotos – vel at mærke unikke fotos, som ikke 

fremkommer via Google eller andre søgemaskiner. 

I det hele taget tilbyder Polfoto via Avisnet profes- 

sionelle redskaber til at kvalificere elevernes bil- 

ledsøgning. 

n Find tjenesten på avisnet.dk/polfoto 

n Via Avisnet får man adgang til 

Nyhedstjenesten. Det gør man ikke via SkoDa 

n Trunkér søgninger med * 

n Se temamapper fremstillet til undervisning 

under ”Lysbord” 

n Lær eleverne at præcisere deres søgning 

med redskaberne under ”Søg” 

n Brug bare ti minutter på tjenesten, inden 

eleverne slippes fri.

Små og let læselige artikler om 

politik og medier 

Af lektor Henrik Adrian 

Herlev gymnasium 

Mediernes politiske betydning er blevet afgørende for 

det politiske demokrati og for de politiske processer. 

Fogh-regeringen og den politiske Christiansborg-proces 

siden 2001 har sat nye betingelser for den politiske 

kommunikation samtidig med, at der er en klar opløsning 

af den mediestruktur, som dominerede i det sidste 

århundrede. 

Først røg partiaviserne og 4-bladsssystemet, så 

begravedes statsradiofoniens monopol og den direkte 

politisk styrede public service kanal blev til konkurrerende 

delvist reklamefinansierede medieinstitutioner – 

og så kom gratisaviserne og en internationalisering af 

nyheder, reklamer og underholdning gennem kabelnet 

og internet. Et multimediemarked med få store aktører 

er virkelighedens verden. 

Der er ikke meget tilbage af den gode gamle 

medieverden. 

Det er klart, at det har politisk betydning for den 

måde politik og politiske diskussioner gennemføres på i 

alle de (vest)europæiske samfund. 

Denne overskuelige artikelsamling handler mest om 

journalistikkens side af problemfeltet. Det er en intern 

og noget lukket dansk diskussion, der føres af de 

forskellige forfattere – der er tale om bearbejdede 

oplæg fra en konference på Syddansk Universitet om 

feltet politik, demokrati og medier – og der er bidrag 

fra mange forskellige, mest folk der er eller har været 

tilknyttet medieuddannelserne, eller som er mediearbejdere. 

En enkelt politiker (Connie Hedegaard) med 

direkte medieerfaring er dog også med blandt bidragyderne. 

underViSninG 

n Peter bro, Rasmus Jønsson og Ole Larsen (red.): 

Politisk journalistik og kommunikation. 

Forandringer i forholdet mellem politik og medier. 

Forlaget Samfundslitteratur 2006 

180 sider. 128 kr. 

Hvad handler artiklerne så om? Det er de mange 

ændringer i mediebilledet og mediearbejdernes nye 

opgaver og muligheder i det postmoderne samfund, 

der diskuteres. Og det er den politiske proces, der står 

i centrum. Overvejelser om spindoktorernes indtog og 

deres betydning og muligheder – og de modtræk som 

kritiske journalister skal være i stand til at foretage, 

hvis ikke de demokratiske oplysningsprocesser skal 

blive helt fordrejede. Interessante er de problemer, som 

Connie Hedegaard opstiller, og de overvejelser som 

Rasmus Jønsson udvikler om den udvikling, der er sket 

med både medier, kampagnestrategier og partiernes 

brug af professionelle mediefolk i det sidste tiår. 

Mange af artiklerne går kort og direkte til benet. 

Oplysningskampagner, valgforskning, politiske partiers 

kampagnestrategier og overvejelser om indhold og 

▼ 

2

underViSninG 

0 

spindoktores arbejdsformer. 

Mangler der noget? Der mangler alt det, der har 

med den reelle magtudøvelse at gøre. Hvordan er det 

med ejerforholdenes betydning og public service virk- 

somhedernes styrings- og beslutningskæde? Hvad er 

det, vi som almindelige vælgere går glip af, og hvor- 

dan kan det være, at Foghs mediestrategi i den grad 

kan styre både oppositionens politiske dagsorden og 

det politiske billede af, hvad befolkningen mener, det 

er værd at diskutere? For ikke at tale om den magt- 

mæssige betydning det har, at vi for første gang i 

mange år har en regering, der (med Dansk Folkepartis 

velvillige støtte) virkelig har sat oppositionspartiernes 

mediemæssige muligheder ud af kraft. Eller er de 

bare ude af stand til at bruge de nye professionelle 

mediearbejdere? 

Artikelsamlingen er jo på en måde en hyldest til de 

nye kritiske mediearbejdere og de nye uddannelser, 

som er opstået, efter at Journalisthøjskolen i Århus 

også har måttet opgive sit monopol. 

Journalisterne opfattes som individuelle uafhængige 

aktører i de fleste artikler. Men virkeligheden er en 

anden. Journalisterne og mediearbejderne er som 

alle andre indføjet i en arbejdsdeling og magtstruktur, 

der ikke alene kan opfattes individuelt, men som er 

samfundsmæssig, og først da begynder en ordentligt 

analyse af medieverdenen. 

De mange små artikler egner sig glimrende til 

”klip” i en gymnasie- eller hf-klasses medieundervis- 

ning, og der er artikler, der både er meget korte og 

lette at læse (som fx David Trads’ gode råd til en 

kritisk journalist) og mere fagligt tunge artikler som 

Rasmus Jønssons med udblik, teori og støtte til elevers 

egne analyser. n 

Avisens fotos - de er her 

ÅRETS PRESSEFOTO 2006/2007 

Årets Pressefoto 2006/2007 er fotograferet af Mads Nissen, freelance 

De nyeste: 

Årets Pressefoto 

2006-2007 

128 kr. 

De historiske: 

Det evige øjeblik - 

Årenes pressefoto 

1912-86 

98 kr. 

Du finder det hele og mere til hos os 

www.djh.dk/ajour 

De tidligere: 

12 årgange i en bunke. 

Den ældste fra 1990/91, 

den nyeste fra 2005/06 

168 kr.

Af lektor Johannes Fibiger 

Silkeborg Seminarium 

Hvorfor bliver nogle begivenheder til nyheder, når 

andre ikke gør? Følger de danske nyhedsmedier deres 

barnelærdom fra journalisthøjskolen, eller er det andre 

logikker, der hersker? De spørgsmål har Ida Schultz, 

der er adjunkt på RUC, undersøgt i sin omarbejdede 

ph.d.-afhandling Bag nyhederne. 

Hun har lavet tre måneders feltarbejde på dr-tv’s, 

tv-2’s og Jyllands-Postens nyhedsredaktioner, hvor hun 

har været fluen på væggen ved redaktionsmøderne, 

interviewet 30 journalister og redaktører og ført sam- 

taler med 70. Dette empiriske materiale har hun anlagt 

et teoretisk perspektiv på ved at inddrage sociologen 

Pierre Bourdieus feltteori, der især handler om ’doxa’ 

og ’habitus’, dvs. de uskrevne regler og handlingsmøn- 

stre, der ligger bag nyhedsudvælgelsen. 

Bogen er akademisk, og selv om ph.d.-afhandlin- 

gen er omskrevet og tilføjet pædagogiske begrebs- 

udredninger efter hvert kapitel, er den tungt formidlet 

i et abstrakt videnssprog. Bogens styrke ligger klart 

i feltstudiet og de overvejelser om de indkørte pro- 

cedurer, der gør en række valg ubevidste for aktø- 

rerne. Et andet interessant aspekt er formuleringen 

af eksklusivitetskriteriet som et sjette nyhedskriterium, 

hvor nyhedsmediets positionering og/eller journalistens 

egen meritering udgør væsentlige pejlemærker for 

udvælgelsen frem for de klassiske fem nyhedskriterier: 

aktualitet, væsentlighed, konflikt, identifikation og sen- 

sation. 

På feltarbejde 

i nyhedsverdenen 

Desværre har Ida Schultz valgt en tynd nyhedsdag, 

nemlig 4. marts 2004 i tv-byen, hvor hun har fulgt 

tilblivelsen af 18.30 og 21-nyhederne. Hun fravælger 

bevidst sammenligning med andre dage og andre 

medier ud fra det besynderlige argument, at det har 

andre gjort før, og at det vil ændre fokus. Ved samti- 

dig at anonymisere samtlige kilder og kun have tynde 

underViSninG 

nyheder filtreret et sted bliver det meget blodfattigt, 

men nemt at gå til for skribenten. 

Det interessante ved bogen er det nyhedsetnogra- 

fiske feltarbejde, der anlægger en anden vinkel på 

nyhedsstrømmen, end traditionel forskning gør. Ved 

at tydeliggøre nyhedsværdier, arbejdsprocesser og 

interne procedurer ses nyhedsprioriteringen med andre 

øjne, der må få journalister og redaktører til at tænke 

over, om de ved, hvad de gør, eller gør, hvad der virk- 

er. Feltarbejdet viser, at det er journalisternes ubevidste 

forforståelse og indkørte rutiner, der styrer valget af 

historier. Det bør vække til eftertanke, hvis påstanden 

er sand. Ved redaktører og journalister virkelig ikke, 

hvad de gør? 

n Ida Schultz: 

Bag nyhederne 

Forlaget samfundslitteratur 

249 sider. 218 kr. 

Uden for pressekredse vil bogen kunne tiltrække 

mediestuderende, og her udviser bogen et suverænt 

overblik over international forskning i nyhedsjourna- 

listik, som diskuteres kvalificeret. For den almindeligt 

interesserede læser eller lærer, der interesserer sig for 

massemedier, er Bag nyhederne ikke et indlysende 

valg, fordi den sætter sig mellem to stole i dilemmaet 

mellem forskning og formidling. Og det kan de pæda- 

gogiske ordforklaringer ikke redde. Mange banaliteter 

bliver fremstillet gennem den bourdieuske begrebs- 

maskine, mens de virkeligt interessante ting lader sig 

sige uden om teorien. Bogens gentagelser og ortogra- 

fiske fejl fremmer heller ikke just læseglæden. n 

1

Tryk på 

aktuelle temaer 

Ny undervisningsavis om EU 

EU står over for en række store udfordringer: 

Skal fællesskabet fortsat udvides - 

og hvor går grænsen? Er der plads til 70 

millioner - overvejende muslimske - tyrkere 

i den ellers ”kristne klub”? Og kan 

forfatningstraktaten vækkes til live igen? 

Det er nogle af de spørgsmål, som 

undervisningsavisen europa går tæt på. 

Avisen er derfor højaktuel og oplagt at 

bruge i et undervisningsforløb om EU. 

Avisen kommer desuden rundt om 

emner som: 

• Europas historie 

• EU set med unge politikeres øjne 

• Ung i Europa 

• EU - den bløde supermagt 

Undervisningsavisen 

• Temabaseret avis på 16-24 sider 

• Billigere end fotokopiering 

• I øjenhøjde med eleverne 

• Aktuelt og alsidigt 

Se alle undervisningsaviser som pdf på 

www.undervisningsavisen.dk. 

Her findes også 

opgaver, oplæg til 

undervisningsforløb, 

kvalitetskontrollerede 

links og 

medieliste. 

Kr. 450,- ex moms 

for klassesæt med 30 eks. 

NAVN 

SKOLE 

Nyhed! 

Til samfundsfag og 

historie i 8. - 9. klasse 

Ja tak, jeg vil gerne købe ___ stk. klassesæt af europa 

ADRESSE 

POSTNR./BY 

Gyldendal • Klareboderne 5 • 1001 Kbh. K. • Bestil også på tlf. 33 75 55 60 • fax 33 75 57 22 

eller køb direkte på www.gyldendal.dk/uddannelse og få 4% online-rabat! 

undervisningsavisen 

fra Gyldendal og Politiken

Blik for billeder, maj 2007

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?