Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids - DIIS

Martin Schwarz Lausten 

Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids 

Martin Schwarz Lausten, professor 

Institut for kirkehistorie, Københavns Universitet 

Selvom forskningen i jødernes historie i Danmark, som navnlig er blevet 

dyrket i sidste halvdel af 1900-tallet, efterhånden omfatter mange områder, 

har ingen i større sammenhæng undersøgt holdningerne i kirken til 

jødedom og jøder. Det kan nok undre, da kirken lige fra middelalderen 

og indtil 1800-tallet var den store og i mange perioder den eneste meningsdanner, 

som med autoritet udtalte sig og afstak retningslinierne for 

verdslige og kirkelige øvrigheders syn på og holdning til jødedom og 

jøder her i landet. Mine egne undersøgelser har måske nok kastet lys 

over visse tendenser og hovedstrømninger inden for dette felt, men også 

vist, at meget endnu står tilbage at analysere nærmere. 1 

I den internationale forskning om antisemitismens rødder stilles jævnligt 

spørgsmålet om kristendommens og kirkens ansvar for både udformningen 

af antisemitismen og for de praktiske virkninger af denne. Ikke 

mindst i Tyskland og i USA er der efter 2. verdenskrig foregået en livlig 

debat både blandt teologer, historikere, filosoffer og i brede kirkelige 

kredse. Den har bl.a. drejet sig om spørgsmålet, om der i kristendommen 

ligefrem er indbygget, medfødt så at sige, forestillinger, som kan kaldes 

antisemitiske eller i hvert fald lede frem til dette. Endvidere har man, 

som bekendt, også ofte debatteret, om det tyske folk måske i særlig grad 

skulle være modtagelig for antisemitiske tendenser, og i givet fald, i 

hvilket omfang, man så kan tale om det tyske folks og måske specielt de 

tyske kristnes skyld. Ikke mindst de to amerikanske historikere Daniel 

Goldhagen og John Weiss har gennem deres bøger fremkaldt en større 

diskussion. Især sidstnævnte har i sin bog, som på tysk fik titlen Der lange 

Weg zum Holocaust (1996 og 1997) lagt vægt på at fremhæve, at reforma- 

1 Martin Schwarz Lausten, Kirke og synagoge. Holdninger i den danske kirke til jødedom 

og jøder i middelalderen, reformationstiden og den lutherske ortodoksi (ca. 1100- ca. 1700), 

Akademisk forlag, København 1992, 2.opl. 2000, 536 s. Zusammenfassung in deutscher 

Sprache s. 496-505. Martin Schwarz Lausten, De fromme og jøderne. Holdninger til jødedom 

og jøder i Danmark i pietismens tid (1700-1760), Akademisk forlag, København 2000, 

667 s. Zusammenfassung in deutscher Sprache s. 628-639. 

42


toren Martin Luther (1483-1546) blev ophavsmanden til den skæbnesvangre 

forening af tysk konservatisme, nationalisme og antisemitisme, 

og at dette skete på grundlag af hans religiøse antijødiske skrifter. 

Holder vi os til denne del af kristendommen, den lutherske protestantisme, 

så er det klart, at man i denne sammenhæng ofte har kredset om 

Luthers tre antijødiske skrifter fra 1543 (se nedenfor). Går der her en lige 

vej fra Luther til Hitler? 

Vigtigheden af en undersøgelse af dette problemkompleks behøver ikke 

nærmere begrundelse, men hertil kommer, at spørgsmålet også bliver 

relevant for os, for hvordan blev holdningen til jødedom og jøder i den 

danske kirke, som efter 1536 byggede på Luthers og de andre Wittenberg-reformatorers 

teologi, og som i Grundloven af 1849 tilmed fik det 

nuværende navn "Den evangelisk-lutherske kirke". 

Selvom det turde være overflødigt at nævne det, skal det dog også her 

tilføjes, at det vil være forkert at anvende ordet antisemitisme i denne 

sammenhæng, da dette begreb som bekendt først udformes i 1870´erne. 

Da jødehadet efter Oplysningstiden og udviklingen i 1800-tallet ikke 

mere som i middelalderen kunne tage udgangspunkt i det religiøse, 

måtte man finde nye veje og midler, og det blev så Wilhelm Marrs og 

andres teorier. Men uanset dette, så forsvandt det religiøse element ikke 

ud af antisemitismebegrebet. Det er dog ikke muligt at gå nærmere ind 

på dette her. I stedet for antisemitisme må man således for den ældre tids 

vedkommende tale om antijudaisme eller antijødedom. 

Den religiøse modsætning mellem jødedom og den kristne kirke er lige 

så gammel som kristendommen selv, og modsætningen drejede sig i 

første omgang om opfattelsen af Jesus. Var han, som hans tilhængere 

troede, den i jødedommen længe ventede Messias (græsk: Kristus)? Dette 

blev, og bliver, afvist af den officielle jødedom og det store flertal af 

jøder. En af årsagerne til, at opgøret mellem de to parter blev så forbitret 

var, at de var af samme rod. Jesus og de første tilhængere, og de første 

missionærer som Paulus og andre, var jøder, og debatten om Jesu messianitet 

udspilledes til at begynde med som et indrejødisk opgør, i hvilket 

også synet på Moseloven følgelig blev det store kontroverspunkt. Jesus 

43


blev henrettet af den romerske besættelsesmagt, efter at man fra den 

jødiske ledelses side havde anklaget ham for gudsbespottelse, og de 

første kristne blev forfulgt af jøderne som gudsbespottere og ødelæggere 

af jødedommen. Desuden blev det skæbnesvangert, at der allerede i 

50erne skete et gennembrud for den selvstændige hedningekristne mission, 

hvorved de hedningekristne afgrænsede sig overfor de jødekristne, 

og at de sidstnævnte hurtigt stagnerede og efterhånden gik op i den store 

fælles kristne kirke, således at også dette bånd mellem jødedom og kristendom 

blev revet over. I de skrifter af Paulus, som er bevaret i Det Nye 

Testamente afspejles det dobbelte syn på jøderne: dels et kraftigt fordømmende 

syn, dels den opfattelse, at alle jøder engang skal frelses 

gennem den kristne messiastro. Men hos de senere forfattere af evangelierne 

er det stort set kun den fordømmende linie, som er fremherskende: 

jøderne er ikke mere Guds folk. Dette er til gengæld de kristne. Op gennem 

middelalderen gentages dette dobbelte. På den ene side vedkender 

kirken sig slægtskabet med jødedommen; begge har den monoteistiske 

tro, begge bygger på Det Gamle Testamente, Jesus og de første tilhængere 

gik fortsat i synagogen og overholdt dele af Moseloven. Derfor ser 

man, at der ved flere lejligheder udsendtes "beskyttelsesbuller" fra pavestolen, 

ligesom teologer kunne gøre sig til talsmænd for forståelse og 

sympati over for jøder. Langt mere udslagsgivende blev imidlertid den 

hårde linie: fra korstogstiden sidst i 1000-tallet og fremefter var det en 

klar politik, at jøderne skulle marginaliseres og isoleres, begrænsende 

love, beslaglæggelse af besiddelser, tvangsprædikener, direkte forfølgelser 

og udryddelser fulgte i bølge efter bølge. Som etnisk og religiøst 

egenartet minoritet var jøderne svage og bestandig udsat for had og 

negativ særbehandling. 

Middelalderens kirke i Danmark (til 1536) var et led i den europæiske 

romersk-katolske kirke. Dvs. at alle pavelige udtalelser, love og bestemmelser 

også gjaldt her i landet. Kildematerialet til belysning af og i givet 

fald hvorledes kirken i Danmark tog stilling til jødedom og jøder, udgøres 

af andagtsbøger, helgenbeskrivelser, private bønnebøger, Anders 

Sunesøns teologiske værk Hexaëmeron (1220erne), kalkmalerier og anden 

kirkelig brugskunst. En kulmination nåedes hen mod den katolske middelalders 

slutning med oversættelsen til dansk af tyskeren Johs. Pfefferkorns 

antijødiske skrift Libellus de judaica Confessione, som fik titlen Jøder- 

44


nes hemmeligheder (1516). Der boede så vidt vi ved ikke jøder i Danmark 

endnu, dvs. det hele var et "importeret jødehad", indeholdende de 

kendte anklager mod jøderne for gudsmord. Fly og sky de grimme jøder, 

hed det i dette skrift, som oplyste om jødiske ritualer og skikke ved højtidelighederne 

i tiden fra Rosh Hashanah til Jom Kippur. Skriftet var 

skrevet på dansk, fordi det ville henvende sig til almindelige, ustuderede 

danskere, og det indeholdt opfordringer til myndighederne, så alle kunne 

være forberedte, dersom jøder skulle vise sig i landet. Der rettedes 

anklager mod jøderne af religiøs art, de forkastede Jesus som Messias, de 

læste Det Gamle Testamente forkert, rabbinerne fortolkede falsk. Også 

anklager for økonomisk udbytning af de kristne rettedes mod dem her. I 

det hele taget blev jøderne latterliggjort og forhånet og fremstillet som 

samfundsskadelige. Bøger var endnu kostbare at trykke og udgive, men 

den danske udgiver, en københavnsk gejstlig person ved navn Poul Ræff, 

må have regnet med tilstrækkelig afsætning af skriftet. Kirkernes kalkmalerier 

indeholdt ligeledes en lang række antijødiske motiver – over 100 

kan opregnes – og deres påvirkningsgrad har været betydelig. Søndag 

efter søndag, helligdag efter helligdag, betragtede menighederne, som for 

størstedelens vedkommende bestod af analfabeter, de samme billeder. 

Slægtled efter slægtled fik de livet igennem på denne måde fortalt, hvorledes 

jøderne var onde, fortabte menneske, som havde vendt sig bort fra 

Jesus, og havde tortureret og henrettet ham. 2 

Martin Luther (1483-1546) havde oprindelig taget afstand fra den hårde 

linie over for jøderne, som var blevet praktiseret i den katolske middelalder. 

Han mente, at man skulle komme dem i møde med "venlighed", for 

dette ville fremme deres lyst til at gå over til kristendommen. Men senere 

i livet lød andre toner, og i tre antijødiske skrifter fra 1543 gjorde han 

teologisk endeligt op med jødedommen. Til dette føjede han – i skriftet 

Om jøderne og deres løgne – en lang række praktiske, særdeles grusomme 

og afskyelige anvisninger på, hvorledes øvrigheder og indbyggere kunne 

marginalisere eller direkte fordrive jøder fra territorierne, afbrænde 

2 Martin Schwarz Lausten, Kirke og synagoge 2000, 15-156. Ulla Haastrup: Jødefremstillinger 

i dansk middelalderkunst, i: Mirjam Gelfer-Jørgensen (red.): Dansk jødisk kunst. Jøder i 

dansk kunst, København 1999, 111-167. 

45


synagoger og privathjem, inddrage deres ejendele, jage dem ud på landevejene 

osv. 

Der er ikke tid til at gå nærmere ind på dette særdeles meget omdiskuterede 

tema. Man kan måske nok søge at forklare Luthers holdning ud fra 

hans teologiske grundposition, som formuleredes i opgøret med den 

romersk-katolske kirkes teologi: intet menneske kan frembære noget for 

Gud, som skulle kunne bidrage til dets frelse. Hverken gode gerninger i 

form af et moralsk levned, deltagelse i pilgrimsrejser, fremsigelse af 

talrige bønner eller udøvelse af andre fromhedshandlinger, hjælper 

mennesket her. Det er udelukkende henvist til Guds nåde, som skænkes 

det syndige menneske. Derfor kan man heller ikke påberåbe sig afstamningen 

og hævde, at man har en særlig adgang til Gud, fordi man tilhører 

et bestemt folk. De, som forsvarer Luther, hævder, at han udelukkende 

betragtede og behandlede forholdet mellem kristendom og jødedom, 

mellem kristne og jøder, som et teologisk problem. Men dette er ikke 

rigtigt, for Luther drager netop sociale, praktiske konsekvenser af sit syn. 

Der sker hos ham den kortslutning, at den teologiske uoverensstemmelse 

omsættes til opfordringer til voldshandlinger overfor modparten. 

Gennemførelsen af den lutherske reformation i Danmark betød ingen 

ændring i den kirkelige holdning til jødedom og jøder. De danske reformatorer, 

bl.a. Hans Tausen (1494-1561) og Peder Palladius (1503-1561) 

citerer aldrig og henviser aldrig til Luthers grove og vulgære udfald mod 

jøderne, ligesom de aldrig gengiver hans praktiske forslag til jødernes 

fordrivelse. Luthers antijødiske skrifter oversættes heller ikke til dansk 

på denne tid. Dette kan dog skyldes det enkle faktum, at der endnu ikke 

boede jøder i Danmark, for i deres teologi følger de naturligvis Luther 

også her. Jøderne var ganske vist et af Gud udvalgt folk, men de mistede 

dette, da de ikke ville anerkende Jesus som Kristus og erkende, at troen 

på ham alene var vejen til frelse. Derfor blev de ramt af Guds retfærdige 

straf – Jerusalems ødelæggelse, jødernes fordrivelse, evige landflygtighed 

og underkastelse under de kristne. Jøderne er dog ikke uden videre fortabte, 

men kan frelses, dersom de omvender sig til kristendom. En enkelt 

af teologerne, Peder Tidemand (d. omkr. 1570) gør sig også til talsmand for 

det, man har kaldt en skyldens solidaritet med jøderne: kristne er som 

syndige mennesker ikke bedre i Guds øjne end jøderne. Det var menne- 

46


skeheden, som korsfæstede Jesus, "jøderne var blot vore bødler". I et vist 

omfang forskydes interessen hos ham således, at han først og fremmest 

appellerer til danskerne om, at de skal tro og leve luthersk, ellers får de 

samme skæbne som jøderne. 

Med reformatorernes store vægtlæggen på Jesu forsoningsdød kan det 

ikke overraske, at man i prædikener, taler og bogudgivelser kredsede 

meget om Jesu lidelseshistorie, og i denne sammenhæng om Jerusalems 

ødelæggelse i år 70, som de anså som straf for jødernes afvisning af Jesus 

og for hans død. Den tyske teolog Johann Bugenhagen (1485-1558) fra 

Wittenberg, som Christian d.3. havde indkaldt til København for at opbygge 

reformationskirken, forfattede en særudgave af lidelseshistorien, 

idet han sammenflettede alle de forskellige beretninger herom i Det Nye 

Testamente. Til dette føjede han et uddrag af Josefus' (d. omkring år 100) 

fremstilling af Jerusalems ødelæggelse. Dette skrift, Hierusalems iemmerlige 

oc Ynckelige Forstøring blev oversat og bearbejdet af den ovennævnte 

Peder Tidemand, og det blev kolossalt populært, ja fik næsten kanonisk 

anseelse, idet det blev trykt bagest i alle salmebøger helt frem til det 19. 

århundrede. At Josefus var og forblev jøde tog man sig ikke af. Tværtimod 

mente man, at skriftet derved netop havde endnu større værdi. Det 

blev i øvrigt også udgivet selvstændigt mange gange. Så sent som i 1888 

udgav Niels Jakobsen det, Jødefolkets Undergang og Jerusalems Forstyrrelse. 

Denne udgave var påfaldende ved udelukkende at samle sig om jødernes 

vantro og den efterfølgende retfærdige straf fra Gud, medens de tidligere 

udgaver også lagde vægt på appellen til de kristne om at leve i anger og 

bod. 

Den lutherske teologi om jødedommen og jøderne cementeredes og 

uddybedes i Jesper Brochmands godt 8000 sider store latinsk skrevne 

Universæ Theologiæ Systema (1633). Brochmand var hård i sin teologiske 

afvisning af jødedommen, men beskæftigede sig også med jødernes 

stilling i det danske samfund: de kunne nok tolereres, men man skulle 

ikke indrømme dem ret til fri religionsudøvelse; omskærelse – og polygami! 

– måtte ikke tillades dem, de måtte ikke få offentlige embeder, de 

skulle tvinges til at overvære kristne prædikener, deres udbytning gennem 

åger skulle ligesom deres "gudsbespottelse" forbydes, og de måtte 

ikke "forføre" kristne til jødedommen. Brochmands værk blev normal- 

47


håndbogen i luthersk dogmatik til langt op i det 18. århundrede, og det 

har som lærebog for generationer af landets præster haft en betydelig 

påvirkningsgrad herhjemme, ligesom det også blev udgivet i udlandet. 

På dette tidspunkt havde de første jødiske handelsmænd opnået tilladelse 

til at foretage rejser i Danmark, og da Sjællands biskop Hans Wandal 

(1624-1675) fornemmede, hvor det bar hen, erklærede han bramfrit i en 

appel til kongen (1672), at det ville være "en Satans og djævelens gerning", 

dersom kongen ville indrømme jøderne religionsfrihed. Regeringen 

valgte trods dette, efter store interne diskussioner, at give jøderne i 

København tilladelse til at afholde synagogegudstjeneste, ganske vist i 

"tillukte kamre og foruden nogen prædiken, saa at ingen forargelse deraf 

aarsages" (16/12 1684). Sjællands næste biskop, Hans Bagger (1646-1693) 

var rystet og i en indberetning til kongen (12/11 1685) kastede han sig 

over calvinister, katolikker, kvækere og jøder: 

ukrudt vokser nu dagligt iblandt os. Jøderne kan midt iblandt os kristne prædike 

deres daarlighed imod Kristus… og saaledes omspændes og omringes vi allerede 

nu af adskillige kættere, sværmere og vantro mennesker, og hvis dette bliver ved, 

hvad skal det hele saa ende med? 

Det var af erhvervspolitiske grunde, ikke af tolerancehensyn, at kongen 

var begyndt at udstede bosættelsestilladelser og betinget religionsfrihed 

til jøder. Skrappe forordninger (bl.a. anordningen af 9/9 1726) gjorde det 

klart, at det blot var velhavende jøder og jøder med "know how", man 

var interesseret i, mænd som gennem kontaktnet med udenlandske forretningsfolk 

hurtigt og effektivt kunne levere luksusvarer, starte klædefabrikationer 

eller tobaksspinderier og lignende. Fattige og illegalt indrejste 

jøder drev man klapjagt på og straffede strengt. Men for de jøder, som 

havde opnået indrejse, arbejdstilladelse, bosættelse og religionsfrihed 

gjaldt det nu om at finde balancen mellem jødisk tro og levevis og de 

regler, som gjaldt i det danske samfund. 

Da jødedom ikke kun er et spørgsmål om en bestemt tro og ritualer, men 

også griber ind i de pågældendes sociale liv og forhold til omgivelserne, 

viste sig hurtigt en række problemer. Skulle man f.eks. indrømme rabbineren 

ret til at bandlyse medlemmer af "den jødiske nation", som man 

48


kaldte dem? Bandlysningen havde både religiøse og sociale følger bortset 

fra, at bandlysningsretten i det offentlige ville styrke rabbinerens autoritet. 

Trods modstand fra Det teologiske Fakultet indrømmede regeringen 

rabbineren denne ret. Også kravet om jøders edsaflæggelse i retssager 

voldte problemer. Ligesom i udlandet mente man ikke at kunne stole på 

en jødes edsaflæggelse. Denne kunne naturligvis ikke foregå ved, at den 

pågældende svor ved Bibelen, der også indeholdt Det Nye Testamente. 

Man udformede en speciel edsformular, indeholdende en lang række 

ydmygelser og selvforbandelser i tilfælde af mened – formularen forblev 

i øvrigt i brug til et stykke op i det 19. århundrede. Hertil kom en række 

sager, som mere direkte havde med de religiøse forhold at gøre. Med 

kort tids varsel blev det forbudt kristne tjenestefolk at være ansat i jødiske 

familier (1724), da et sådant tjenesteforhold var uværdigt for kristne. 

Initiativet kom fra den jødefjendske politimester Ratheken og blev understøttet 

af Sjællands biskop Christen Worm (1672-1737), som bl.a. argumenterede 

ved at mene, at man blot bestyrkede jøderne i deres "overtro", 

dersom de lod kristne tjene hos dem. Worm henviste i øvrigt som en af 

de første teologer herhjemme direkte til Luthers ovennævnte skrift Om 

jøderne og deres løgne. Jødiske kredse klagede til kongen, og de blev dygtigt 

forsvaret af den fremtrædende overpræsident i Altona, kongens 

svoger Christian Ditlev Reventlow. Efter en interessant debat mellem 

biskoppen og ham, endte det med det helt usædvanlige, at den enevældige 

konge måtte trække anordningen tilbage – skridtvis ganske vist. 

Spørgsmålet om tvangsdåb af en 6-årig jødisk dreng, som mod forældrenes 

vilje havde ytret ønske om at blive kristen, blev ligeledes rettet fra 

kongen til Det teologiske Fakultet. Professorerne var delte, men kongen 

rettede sig efter den gruppe, som mente, at det var helt i orden at sætte 

drengen i asyl og døbe ham, hvilket skete (1725). Professorernes begrundelse 

var bl.a., at det kunne være, at det var Gud selv, som talte gennem 

drengen. Dersom man ikke døbte ham, ville han jo gå fortabt, og i så 

tilfælde ville de, kongen og de andre myndighedspersoner i denne sag 

blive fordømt på dommedag, dersom man dristede sig til at afvise hans 

ønske om dåb. 

Jødernes antal blev forholdsmæssigt aldrig stort i København. Af en 

befolkning på ca. 65.000 var der i 1728 godt 280 jødiske personer, og i 

1780 var der ca. 1600 jødiske personer ud af en befolkning på ca. 80.000. 

49


Alligevel blev det snart vanskeligt at afholde gudstjenester i den beordrede 

lejlighed. Man indsendte ansøgning om bygning af en synagoge, men 

planen blev bremset af biskop Christen Worm, som overfor kongen erklærede, 

at sligt forehavende ville faa farlige følger og blive mangfoldige Guds 

børn, som kender Kristum, til forargelse (1737), og da man fem år senere 

gentog ønsket, affærdigede Danske Kancelli det med det kortfattede 

Herved er intet at gøre. Da man mange år senere (1764) igen ansøgte om at 

måtte bygge en synagoge i Læderstræde mente Sjællands biskop Ludvig 

Harboe (1709-1773) ligesom forgængeren, at det fremførte ønske var særdeles 

dristigt og formasteligt og kunne drage farlige Fölger efter sig og blive 

mange til stor Forargelse. Ansøgningen burde afvises. Regeringen rettede 

sig ikke efter biskoppen, men gav dog kun tilladelse til indretning af en 

synagoge på anden og tredje etage i en nyopført ejendom i Læderstræde. 

En særlig synagogebygning kunne der ikke blive tale om. Ejendommen 

gik i øvrigt til grunde ved Københavns brand i 1795. 

Det var en generel tendens i første halvdel af 1700-tallet at Det teologiske 

Fakultet og Sjællands biskop i København havde klare antijødiske indstillinger. 

Det samme gjaldt Københavns Magistrat, som i udtalelser til 

regeringen gang på gang indflettede anklager mod jøderne i almindelighed. 

Jøderne klagede også ved flere lejligheder over, at de generedes og 

chikaneredes offentligt i byen. I 1727 erklærede De ældste, at gemene folk 

gik løs på jøderne med ordskælden, hug og slag, sten- og dyndkasten, forslaget 

om indretning af en jødisk ghetto, som politimester Claus Rasch 

forgæves havde anbefalet regeringen (1692), blev gentaget af to rådmænd 

(1730); denne gang foreslog de Larslejstræde. To forretningsfolk foreslog, 

at man beslaglagde samtlige jødiske formuer for at oprette en erhvervsbank 

(1727), og en anonym foreslog kancelliet, at alle jøder blev forsynet 

med et synligt jødemærke: det ene ærme på overtøjet skulle være rødt for 

at distinguere jøderne fra christne. Danske Kancelli erklærede dog kortfattet, 

at dette ville man ikke reflectere nærmere over (1745). 

Til alt dette kom nu et særligt forhold, som skulle få en vis betydning. 

Netop i begyndelsen af 1700-tallet blev hoffet og ledende personer i 

administrationen og kirken grebet af den tyske religiøse bevægelse pietismen. 

Den krævede en personlig tilegnelse af kristentroen gennem en 

omvendelsesproces og forlangte af de omvendte et aktivt kristeligt liv, i 

50


hvilket man udførte fromme gerninger og tog afstand fra verdslige fornøjelser 

og "ukristelige" handlinger. Kristne mennesker skulle gøres til 

fromme kristne mennesker, og ikke-kristne skulle omvendes til kristendom. 

Pietisterne, hvis udgangspunkt og centrum var byen Halle i Sachsen, 

udformede også et særligt missionsprogram overfor jøder (og muslimer). 

Ved det nyoprettede Institutum Judaicum et Muhamedicum i Halle 

undervistes i hebraisk og jiddisch, i rabbinsk teologi og omvendelsesmetoder, 

og herfra udsendtes missionærer til Mellemøsten og til europæiske 

lande. I tre omgange (1734, 1742, 1748) rejste sådanne "jødemissionærer" 

i tomandshold til Danmark. De var forpligtede til at skrive 

dagbøger undervejs og jævnligt sende indberetninger fra rejsen hjem til 

instituttet i Halle. Disse hidtil utrykte dagbøger leverer et særdeles detaljeret 

indblik i missionærernes metoder og oplevelser, og de giver fine 

indtryk af jødiske familiers forhold og religiøse holdninger i København, 

Nyborg og Fredericia, som vi ikke har kendt tidligere. Resultaterne var 

for missionærerne dog særdeles nedslående. Jøderne i Danmark er som 

gamle egetræer. De er ikke til at stikke i og de er rodfæstede i deres jødedom, 

konstaterede de efter både oplysende og dramatiske samtaler med bl.a. 

familierne Goldschmidt, Cantor, Unna og Nathan. 

Andre følger af pietismens syn på jødedom og jøder blev en heftig litterær 

teologisk debat herhjemme mellem ortodokse og pietistiske teologer, 

hvor man fra de ortodokses side nu direkte henviste til Luthers antijødiske 

skrifter. En anden følge var, at regeringen optog tanken om tvangsprædikener 

for jøder, som ledende tyske pietister havde foreslået. Samtlige 

københavnske jøder blev af kongen beordret til at overvære prædikener 

af et par tysksprogede præster i Vajsenhusets kirke i sommeren 1728. Vi 

har ikke tidligere kendt særligt meget til dette, men de tyske "jødemissionærer" 

skaffede sig gennem samtaler med de involverede præster efterretninger, 

som de nedfældede i deres dagbøger. Jøderne skulle i al stilhed 

lytte til de kristne prædikener og svare beskedent, dersom der blev stillet 

spørgsmål til dem. Regeringen mente, at dette ville overbevise dem om 

kristendommens sandhed. Både den tyske og den portugisiske jødiske 

menighed protesterede, men forgæves. Der blev afholdt 5 sådanne Juden- 

Predigten, temaerne var de sædvanlige kontroversemner mellem jødedom 

og kristendom, og referaterne giver god oplysninger om disse og de 

51


ledende jødiske mænds reaktioner. Efter Københavns brand i oktober 

1728 valgte man at indstille dette missionsforsøg. 

Selvom disse forskellige initiativer ikke fik direkte følger, dvs. at ingen 

jøder omvendte sig af denne grund til kristendommen, så forekom alligevel 

i pietismens tid, 1700-1760, konversioner af jøder til kristendommen. 

Medens man tidligere i forskningslitteraturen har kunnet opregne 12 

jødiske proselytansøgere og 11 børn, har mine undersøgelser kunnet 

fremvise 92 og 29 børn under 14 år, i alt 121 jødiske personer. I undersøgelsen 

har jeg nærmere redegjort for regeringens procedure, proselytternes 

motiver, undervisningen, dåben, samt i skemaform opregnet samtlige 

jødiske proselytter. 3 

Kildematerialet til undersøgelsen af de kirkelige holdninger til jødedom 

og jøder i den følgende periode, oplysningstiden (1760-1814) er atter de 

førende biskoppers, præsters og universitetsteologers prædikener og polemiske 

litteratur. Hertil kommer, at der i denne periode også forekommer 

en lang række sager, hvor regeringen, Det teologiske Fakultet, biskopper 

og andre gejstlige tager stilling til religiøse og sociale forhold 

omkring jøderne i Danmark. Det drejer sig bl.a. om kravet til jøderne om 

at betale de såkaldte Præstepenge til statskirkens præster i de sogne, hvor 

de bor, om det fornyede ønske om synagogebyggeri, om jødisk bandlysning 

og edsaflæggelse, om oprettelse af et jødisk bogtrykkeri, om ønsket om 

jødiske drenges optagelse i latinskolen, om blandede ægteskaber, om fængslede 

jøders gudsdyrkelse, om indførelse af religionsprøve for den jødiske 

ungdom. Undersøgelserne er endnu ikke helt afsluttet, men generelt kan 

man sige, at oplysningstidens ideer også trænger ind i præsteskabet og 

ved det teologiske fakultet. Det betyder hos nogle mere åbenhed og 

tolerance over for jøderne. En mand som biskop N.E. Balle (1744-1816) 

var på mange måder en foregangsmand, men samtidig var mange endnu 

hildet i de tidligere tiders opfattelser, og Balles efterfølger, den tidligere 

teologiske professor Frederik Münter (1761-1830) synes her mere reaktionær. 

Også fra denne periode er der efterretninger om jødiske konversioner 

til kristendommen. Medens man tidligere kunne opregne 12 voksne 

3 Martin Schwarz Lausten, De fromme og jøderne. Holdninger til jødedom og jøder i Danmark 

i pietismens tid (1700-1760), 2000. 

52


og 11 børn, i alt 23 jødiske personer, har mine undersøgelser foreløbig 

kunne påvise 105 jødiske personer, heraf 21 børn. 4 

Men uanset de fremskridt, der var gjort, ser man hos oplysningstidens 

teologer også de sædvanlige fordomme, forhånelser og antijødiske holdninger. 

Den kgl. konfessionarius og feterede prædikant Christian Bastholms 

lidet glorværdige optræden i Den litterære Jødefejde (1813) er et 

eksempel blandt andre. Endnu sidst i det 19. århundrede møder man 

gang på gang jødefjendskab hos ledende kirkemænd. Goldschmidts 

berømte afskedshilsen til den døende ven i Rom, Carsten Hauch (1872), 

Farvel så længe, Hauch! udløste vrede i kirkelige kredse. Det var dem absurd 

at forestille sig et gensyn efter døden mellem en jøde og en kristen. 

Antijødiske tyske skrifter kom frem i Danmark og blev citeret i kirkelige 

tidsskrifter, og Sjællands biskop, stadig en af de ledende personer i kirkeog 

kulturlivet, H.L. Martensen kunne i sin meget udbredte Den christelige 

Ethik (1878) fremføre direkte forhånelser og angreb mod jøderne i Danmark: 

de er kun gæster, og en gæst gør man dog ikke til medregerende i 

sit hus, mente han, for jøderne repræsenterer de opløsende kræfter i det 

kristelige stats- og folkesamfund. 

Det omfattende kildemateriale, som kan belyse virkningshistorien i nutiden, 

effekten af denne sejge, stædige teologi, garneret med fordomme fra 

middelalderen, er ikke undersøgt endnu. Tendensen er dog klar nok. 

Omtalen af farisæerne i Det Nye Testamente og i det hele taget af jøderne 

som én gruppe, sådan som det f.eks. sker i Johannesevangeliet, leder 

også i nutidige prædikener ofte til afstandtagen og fordømmelse af jøderne 

i almindelighed, som under eet anklages for gerningsretfærdighed og 

lovtrældom. Der er som bekendt stadig mange kristne, der tror, at det er 

kristendommen, som har opfundet næstekærlighedsbudet! Man kan i 

luthersk forkyndelse tage kraftigt afstand fra jøderi eller at leve på jødisk 

vis, og selvom der selvsagt tænkes i teologiske baner, kunne det måske 

nok være på sin plads at tænke sig om, f.eks. overveje, hvilke associationer, 

udtrykkene kan udløse hos tilhørerne. I kollekten – den bøn, som 

præsten skal bede foran alteret ved søndagsgudstjenesten – til 10. søndag 

4 Dette bind om holdninger i kirken til jødedom og jøder i oplysningstiden (1761-1814) er 

under udarbejdelse og forventes afsluttet og udgivet i 2002. 

53


efter Trinitatis, lød teksten tidligere: lad os ikke slå dit ord hen i vejret som dit 

folk, de vantro jøder gjorde! Det blev i nyere tid ændret til – som dit folk Israel 

gjorde i sin vantro! Først i 1992 slettedes disse ord. Tidligere lød kollekten 

til 25. søndag efter Trinitatis: bevar os fra al vildfarelse og kætteri, at vi ikke 

bliver utaknemlige som jøderne og foragter dit ord. Dette blev dog ændret til 

nuværende: bevar os for al vildfarelse og falsk lærdom! 

I denne sammenhæng skal det også nævnes, at forlaget Tidehverv fra den 

kirkelige bevægelse af samme navn i efteråret 1999 udgav Luthers ovennævnte 

Om jøderne og deres løgne i en dansk oversættelse. Uddrag af Luthers 

skrift var tidligere flere gange (1938, 1972 og 1988) udgivet af de 

danske nazister. I samme bind udgav forlaget et skrift af Luther mod 

"tyrkerne" (dvs. muslimerne) fra 1529. Bortset fra knap to siders forord er 

teksterne blevet udgivet uden kommentarer, men på bogens omslag 

oplyses det, at hverken muslimer eller jøder tror på Gud, fordi de ikke 

anerkender Jesus som Messias. Det, hævdes der, er Luthers mening, og 

derfor er netop denne udgivelse i netop denne tid så betydningsfuld. Synspunktet 

er senere gentaget bl.a. af en af bevægelsens tilhængere, sognepræst 

Jesper Langballe, som under debatten ved bogens udgivelse erklærede, 

at jødedommen er gudsbespottelse. 5 Antisemitisme tager man 

naturligvis afstand fra. En anden af bevægelsens ledende skikkelser, 

sognepræst Søren Krarup har i øvrigt hævdet, at jøderne selv skaber 

antisemitisme, når de fører sig frem (og taler flygtninges sag) (okt. 1998). 

Antijudaismen har, som det forudgående har vist, været stærk og vedholdende 

i den danske kirke fra middelalderen til nyere tid. Antisemitisme 

kan man vel først tale om hos en mand som biskop H.L. Martensen 

i 1870erne, da hans fordømmelse angår jøderne som folk uden at være 

religiøst betinget. En klar og markant afvisning af både antijudaisme og 

antisemitisme møder man derimod i de danske biskoppers Hyrdebrev af 

29/9 1943: Den danske Kirkes Stilling til Jødespørgsmålet. 6 

5 Martin Luther, Mod tyrken og jøden. Tre udvalgte skrifter, oversat af Chr. Truelsen, 

Tidehvervs forlag, u. st. 1999. Jesper Langballe i Kristeligt Dagblad d. 3/11 1999. 

6 Aftrykt i Martin Schwarz Lausten, Danmarks kirkehistorie, Gyldendals forlag, 2. udg., 6. 

opl. 2000, s. 3ll. 

54


Tidehvervs holdning kan ikke kaldes antisemitisk, men antijudaistisk i en 

grad, som finder sin lige hos ældre tiders strengt fundamentalistiske, 

ortodokse lutheranere. Når man så nu erfarer, at sognepræsterne Krarup 

og Langballe vil stille op til Folketinget for Dansk Folkeparti, er der 

grund til agtpågivenhed, dersom gamle antijudaistiske holdninger også 

skal føres frem politisk. 7 

I kristendommens overbevisning og lære ligger der naturligvis en afstandtagen 

fra jødedommen som religion, ligesom jødedommen også må 

tage afstand fra kernen i kristendommen. Der er tale om teologiske 

uoverensstemmelser. Men der har gennem hele historien i den danske 

kirke været mennesker, som ikke har villet nøjes med dette, og som er 

gået ud over de teologiske rammer og talt og skrevet om jøder i almindelighed. 

Hvad det har betydet for udviklingen af specielt antisemitiske 

forestillinger må undersøges i de enkelte tilfælde. At der er behov for 

løbende selvransagelse er der ikke tvivl om. Den, som ikke er villig til at 

lære af historien, er dømt til at opleve den på ny. 

7 Kort tid efter, at dette indlæg var holdt ved nærværende seminar modtog jeg et brev fra 

sognepræst Søren Krarup – som ikke havde været til stede ved seminaret. Han havde fået 

refereret mit foredrag og forstået, at jeg havde hævdet, at han og Jesper Langballe ville gøre 

sig til talsmænd for antisemitisme, hvilket han ville betragte som ualmindeligt ondsindet. 

Jeg måtte forklare ham pr. brev, at hans ukendte hjemmelsmand ikke havde forstået mit 

foredrag her. Lidt senere offentliggjorde han i bladet Tidehverv (75. Årg. Nr. 5, Lutherdom 

og jødedom. Tre breve, s. 96-99) denne brevveksling samt et længere indlæg fra sognepræst 

Jesper Langballe, som åbenbart også var blevet orienteret. Jeg meddelte, at jeg ikke agtede 

at gå ind i en polemik om sagen. 

55

Antijudaisme i den danske kirke, et historisk rids - DIIS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?