August 2012 - Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub

14
Da søulkene kom hjem til eftermiddagskaffen
en onsdag i maj forlød det, at man
kunne få tjansen til at sejle Ruth til Roskilde.
Den lå nu med en tremands besætning i Marstal,
hvor den havde deltaget i det store sejlskibstræf.
Nu manglede der tre frivillige til at
klare turen hjem. Svend Friberg overtalte mig
til at tage med, og det var let, for det fristede
naturligvis, at sejle en gaffelrigger fra 1854
– uden motor. Det skulle vel ikke være nogen
sag at få den hjem på tre dage, Kalundborg,
Hundested, Roskilde.
Så søndag drog jeg af sted med tog til Nyborg,
så bus til Rudkøbing og endelig færgen
til Marstal. Her blev jeg budt velkommen af
Svend Friberg og en venlig, men bestemt
skipper. Der lå så den gamle slup, som er ført
tilbage til sit gamle udseende under kyndig
vejledning af folk fra Nationalmuseet.
For Ruth er efter en omtumlet tilværelse endt
som museumsskib. Hovmesteren bød på et
flot velkomstmåltid med stegte rødspætter,
der var tilberedt i den mørke kabys, der var
så trang at han og hans hjælper måtte sidde
på små skamler for ikke at slå hovedet op i
dækket. Herlighederne blev indtaget i det
store fælles rum, hvor vi både sov og spiste.
Det var oprindelig lastrummet, som nu tjente
som banje. Og mørkt var der, for den eneste
belysning kom fra to gamle petroleumslamper.
Mandag skulle vi afgå tidligt, for vinden
var god: vest – sydvest, så vi kunne komme
igennem sejlrenden ved Rudkøbing. Efter en
PÅ TUR MED RUTH
Sluppen Ruth
Tre dage med
Grundstødning, ankring og rømning
flot fralægningsmanøvre gled vi ud af havnen,
men den store hal ved skibsværftet tog vores
vind, så vi måtte tilbage i den smalle havn og
prøve endnu engang. Så lykkedes det, og vi
var ude i sejlrenden.
Men så opstod der forvirring. Skipper blev
overrasket over at de grønne bøjer stod til
styrbord. Vi var på vej sydover, men skulle
have været nordover. Skipper besluttede at
vi vendte, selvom sejlrenden var smal. Vi kom
rundt og gjorde to kryds med nød og næppe.
En uøvet besætning i det smalle farvand var
ikke sagen, og ved tredje vending gik det galt.
Vi kom ikke rundt og drev nu ud af sejlrenden,
og pludselig stod vi på en sandbanke lige ud
for havnehullet.
Her skulle vi så tilbringe det meste af dagen
under stadig overvågning af godtfolk og turister.
Det var ikke morsomt på den måde
at blive udstillet. Først forsøgte skipper at
overtale næstkommanderende på den lokale
hjemmeværnskutter til at trække os fri. Men
nej – det skulle gå over SOK. Ikke rart, for så
var fadæsen jo kendt og registreret. Det blev
til flere timers venten inden kutteren kom ud
og trak os fri. Dagen var gået og vi indtog
vores aftensmåltid med en tavs skipper ved
bordenden.
Tirsdag havde vi håbet på samme vind, men
det blæste op fra nordvest, så vi måtte ligge
over. Vi benyttede dagen til et langt besøg på
det flotte søfartsmuseum.