Hent udstillingskatalog [pdf] - Galleri Profilen

4
Selv en Mogens Andersen har engang været nærmest det modsatte af elegant og
spirituel i sine virkemidler. Selv han har malet med store, grove strøg og masser af
farvesubstans på enorme lærreder, der aldrig ville kunne passes ind i en dagligstue.
Selv han har tilhørt en nordisk skole i maleriet, som rakte tilbage til Edvard Munch,
Jens Søndergaard og den sære og oversete outsider Svend Guttorm. Dette nærmest
"vilde" ekspressionistiske maleri har været en erfaring, Mogens Andersen
måtte arbejde sig gennem for at nå den næste etape af sin frigørelse.
Denne nye etape handlede om at slippe de nationale bånd og dét, han havde lært
på maleren P. Rostrup Bøyesens skole. Det var en god skole, fordi den havde en
forstående lærer, som havde et særligt blik for de individuelle elevers muligheder.
Men den kunne ikke træde i stedet for et møde med den nation, som også havde
været lærerens væsentligste kunstneriske tilskyndelse.
Mødet med Frankrigs kunst betegnede den næste afgørende station på Mogens
Andersens lange vej mod at realisere sig selv. Han ville finde sig selv, sit eget
ståsted, ved at udforske det bedste inden for den metier, han havde valgt. Altså
opsøgte han de førende franske kunstnere i deres atelierer, og indtrykkene af sine
besøg samlede han i et par bøger, som for mange danske blev den første introduktion
til den franske modernisme.
For ham blev disse besøg en oplevelse for livet, og flere af disse franske artister
blev hans nære venner. Da han i starten af tresserne forlod Frankrig for at vende tilbage
til Danmark, måtte han endnu engang bryde bånd og bryde op. Men hans rejse
var på ingen måde en flugt, og han lagde ikke noget afgørende bag sig, heller