Hent udstillingskatalog [pdf] - Galleri Profilen

6
ikke denne gang. Hvad han kunne bruge af al det, han havde set og tilegnet sig i
Frankrig, deponerede han i sit maleri som essensen af en stor klassisk tradition, set
gennem hans eget temperament.
Erfaringerne fra mødet med kunstnere som Georges Braque, Henri Laurens, Jean
Bazaine, André Marfaing og Pierre Soulages beholdt han hos sig som tilskyndelser
til at arbejde videre ad den vej, han allerede var slået ind på. Og det var ingen særlig
befærdet vej i forhold til, hvad der allerede rørte sig i efterkrigstidens danske kunst.
For den lå hverken i forlængelse af Cobra eller af den abstrakt konkrete kunst, der
havde samlet sig under navnet: Linien 2. Uden kendskab til Mogens Andersens produktion
i fyrrerne vil man næppe være opmærksom på, at en lang serie naturemortér
inspireret af især Braque blev de umiddelbare forudsætninger for det maleri,
han malede i halvtredserne og tresserne, og som betegnede hans gennembrud.
Mogens Andersens maleri er diskretionen selv. Og det gør en æstetisk dyd af sine
forbehold. Det røber intet om de overvejelser, der ligger bag dets tilblivelse, intet
om anstrengelserne foran staffeliet, og intet om de forstadier, som findes i form af
andre malerier. Det efterlader sig ingen spor i form af skitser og forarbejder. Det går
også stille med de inspirationer, som kunstneren kan have modtaget i Paris, mens
han var i nærkontakt med modernismen i det, der endnu var kunstens hovedstad:
der er ingen citater, ingen referencer, ingen hentydninger til virkeligheden uden for
atelieret. Der eksisterer heller ikke, denne forfatter bekendt, fotografier af Mogens
Andersen, mens han iført plettet malerkittel selvforglemmede fortaber sig i arbejdet
med billedet på staffeliet.