1 Henrik Lundbak: Nordværk – en tysk rustningsfabrik i Danmark ...

Henrik Lundbak: Nordværk – en tysk rustningsfabrik i Danmark 1943-44
En forårsdag i 1993 blev jeg på mit arbejde på Frihedsmuseet ringet op af en dame, som fortalte, at
der i nærheden af det sted, hvor hun boede, tæt ved Østre Anlæg i København, var sat en lejlighed
til salg. Lejligheden havde under besættelsen været beboet af en jødisk familie, og damen havde nu
fra ejendomsmægleren hørt, at den var indrettet med to hemmelige rum, hvor familien havde kunnet
gemme sig, såfremt de hørte tyskerne på trappen. Hun mente, at det måtte være af interesse for
Frihedsmuseet at fotografere disse rum, inden en ny ejer evt. lod dem fjerne.
Det kunne jeg jo kun være enig i, og via en beboer på den pågældende adresse, som samtidig
viste sig at være ejer af ejendommen, fik jeg lejlighed til at se de hemmelige rum og fotografere
dem. Det ene af rummene var bygget ind i sidepillen til en trappe, der førte til loftsetagen ovenover.
Et voksent menneske kunne stå oprejst inde i det og lukke det med en aftagelig plade, der havde
håndtag på indersiden. Når pladen sad på, ville ingen tænke på, at der var et rum inde bagved. Det
andet rum var inde under samme trappe, bag et indbygget skab, hvis bagstykke var hængslet i den
ene side, så det kunne svinge bagud med hylder og det hele. Pladsen bagved var trang. Umiddelbart
opfattede jeg det som skjulested for børn, men som det vil fremgå nedenfor, var det nok forkert.
Der var nemlig noget ved historien, der ikke passede. Da jødeforfølgelserne kom i 1943,
flygtede de jøder, der undgik arrestation, som bekendt til Sverige, hvilket også gav en langt større
sikkerhed, end man kunne have opnået ved at forblive i skjul i Danmark. En undersøgelse via
folkeregistret og telefonsamtaler med nogle af de tidligere beboere af lejligheden afslørede da også,
at den jødiske familie, der havde boet på adressen, først var flyttet ind i 1947. Fra marts 1944 havde
den derimod været beboet af en sagfører, der var den ene af ejerne bag værnemagervirksomheden
Nordværk. 1
Hvad formålet med de hemmelige rum var, fremgår indirekte af sagførerens forklaring til
politiet, efter at han var blevet anholdt i forbindelse med retsopgøret: "Den 4. september 1944, kort
efter at jeg var mødt på kontoret om morgenen, henvendte to unge mænd sig på forkontoret, idet de
angav at ville tale med mig om en ejendomshandel. Da den ene trak en pistol frem og sigtede på
mig, sprang jeg på ham og under den påfølgende kamp 'holdt den anden personalet op'. Det
lykkedes mig at vælte dem over mod hinanden og selv at slippe ind på fuldmægtigens kontor, trække
en bogreol for døren, slå en stor spejlglasrude til gaden itu og råbe om hjælp, hvorefter de to mænd
løb deres vej ... Sagen blev anmeldt til politiet, og da de to unge mænd havde efterladt en mappe på
1

mit kontor indeholdende bl.a. en plan over alle kontorlokalerne med mit navn indtegnet tilligemed
navnet på en ung mand, som formentlig også skulle likvideres, rådede kriminalassistent A. mig til at
'gå under jorden', og min familie flyttede derefter til Ribe ... I november 1944 skulle attentatet have
været gentaget, men da de pågældende opdagede, at det var en forkert person, de havde for sig - en
overassistent M., der kom ud fra ejendommen jeg boede i - lod de ham gå." 2
Det store rum i lejligheden har været et skjulested, sagføreren kunne benytte, hvis
modstandsfolk trængte ind i lejligheden for at likvidere ham. Trappen til loftsetagen var blevet
bygget som en flugtvej. Og pludselig passede også en oplysning, jeg havde fået ude på adressen: At
entredøren engang havde været pansret.
At foranstaltningerne ikke var overdrevne, godtgøres ikke kun af sagførerens egen forklaring.
Hans kompagnon, en direktør Due Petersen, slap nemlig ikke med skrækken. I det illegale
Information for d. 25. november 1944 kan man læse: "Som omtalt i INF i går fandt nogle arbejdere
fra et nærliggende snedkerværksted ved 9-tiden om formiddagen en bil, der stod på tværs af
kørevejen ved hjørnet af Hvidovrevej og Køgevej. I første omgang troede man, der var sket en
ulykke, da bilen var tørnet mod en lysmast, men en nærmere undersøgelse viste dog hurtigt, at
passagererne i bilen var blevet beskudt. En var dræbt, 2 såret og en dreng på ca. 13 år var blevet
såret let af glassplinter og havde fået et chok. Det viser sig nu, at den dræbte, der var vognens
fører, var direktør Due Petersen ... medens de to hårdtsårede var ingeniør Dill ... og direktør Due
Petersens chauffør Jens R. ... Drengen var Due Petersens søn."
At værnemagere i den sidste krigsvinter kunne have grund til at frygte ikke alene for deres
eget liv, men også for deres families, var nyt for mig. 3 Jeg måtte vide mere om, hvad Nordværk var
for en virksomhed.
Fra gasgeneratorer til ’Grossreparaturwerk BMW 801’
Historien om Nordværk handler om udviklingen fra beskeden baggårdsindustri til en af
besættelsestidens højest profilerede værnemagervirksomheder med 700 ansatte. 4 Det er samtidig
historien om, hvordan de særlige muligheder under besættelsen forøgede hastigheden såvel som
risikoen i en proces, som under normale omstændigheder kunne være forblevet en ’almindelig’
succeshistorie om to iværksætteres vej opad i erhvervslivet.
De kontakter, der skulle føre frem til Nordværk, gik tilbage til virksomheden Jeko - eller Jeko
Gen, som den oprindeligt hed - på Godthåbsvej på Frederiksberg. Jeko var blevet startet i 1940 af en
2

ingeniør Mørch og Due Petersen på sidstnævntes initiativ. Due Petersen var sønderjyde, og hans
kone var tyskfødt, fra Duisburg, men opdraget hos adoptivforældre i Sønderjylland. Han havde haft
arbejde i værktøjs- og maskinvirksomheden Schuchardt & Schütte indtil begyndelsen af 1932,
hvorefter han havde gået arbejdsløs et års tid. Derefter havde han fået ansættelse i firmaet Nordisk
Radio Industri, hvor han havde arbejdet sig op til en stilling som formand. Han havde her opfundet
et trykknapsystem, som han havde fået patenteret, men dog tilsyneladende ikke opnået nogen
væsentlig indkomst af. I 1940 var han 36 år gammel. Bekendtskabet med Mørch begrænsede sig til,
at denne engang havde købt en radio af ham. Jeko skulle producere gasgeneratorer til biler efter en
konstruktion, som Due Petersens svoger, en ingeniør Jeppesen i Kolding, var opfinder af. Jeko var
egentlig navnet på Jeppesens firma, en sammentrækning af Jeppesen Kolding. De to stiftere havde
ikke tilstrækkelig kapital, men fik en apoteker Møller til at skyde penge i produktionen. Det var her,
sagføreren kom ind i billedet, idet han varetog apoteker Møllers interesser. 5
Sagføreren var 41 år gammel i 1940. Han havde som Due Petersen selv måttet arbejde sig
frem. Han var startet som elev ved Statsbanerne og havde arbejdet her i 18 år samtidig med, at han
gennemførte jurastudiet. Efter et år som sagførerfuldmægtig havde han etableret selvstændig
forretning i 1936. En væsentlig del af sin indtægt fik han fra handel med og administration af
ejendomme. 6
Allerede i løbet af foråret 1941 begyndte markedet for generatorer at stagnere, og for at
kompensere herfor oprettede Jeko maskinværksted med produktion af presse-, stanse- og
skæreværktøj. Due Petersen opsøgte den danske repræsentant for flymotorfabrikken BMW, ingeniør
Elmar Dill, i kontorbygningen Vesterport for at forhøre sig om muligheden for at få tyske ordrer. De
kom, og fra efteråret 1941 udgjorde de grundlaget for en ekspansion af skæreværktøjsafdelingen,
således at virksomheden måtte leje yderligere lokaler i Smallegade. 7
Og det var endda kun begyndelsen. Efter nogen tid blev Due Petersen via ingeniør Dill
opmærksom på en anden virksomhed: maskinfabrikken Nordropa på Finsensvej, 8 der havde BMW
og en anden flymotorfabrik, Niederbarnimer Flugmotorenwerke, som sine største kunder. På
Nordropa fremstilledes der bl.a. skovlhjul til flymotorer og møtrikker i stor stil. 9 Nordropa havde
langt bedre lokaler end Jeko, der på begge sine adresser havde karakter af baggårdsindustri i ældre
beboelseskvarterer. Nordropa derimod havde lejemål i en moderne fleretagers fabriksbygning,
Industrigården, og desuden en filial i en ligeledes moderne bygning på Solbjergvej.
3

Nordropa var til salg, men Due Petersen havde ikke selv kapital til at finansiere en
overtagelse. Han henvendte sig til sagføreren, som på sin side inddrog sin fuldmægtig, D., der var
søn af en kollega fra sagførerens tid i Statsbanerne. Sammen stiftede de tre i marts 1943
aktieselskabet Nordværk med det formål at købe Nordropa. Aktiekapitalen var på 100.000 kr.,
fordelt med 50.000 til Due Petersen, 25.000 til sagføreren og 25.000 til sagførerfuldmægtigen. 10
Due Petersen blev direktør for den nye virksomhed.
Ved samme tid blev ingeniør Mørch koblet ud af Jeko. Mørch overdrog sine aktier til Due
Petersen og fik af Jeko overladt lokalerne på Godthåbsvej, hvor han indrettede automobilværksted.
Sagføreren indtrådte i bestyrelsen af Jeko uden dog at erhverve aktier i virksomheden. 11 Det kunne
tage sig ud som oplægget til en sammenlægning af de to virksomheder, som på produktsiden
supplerede hinanden. Foreløbig udnyttede Due Petersen den dispositionsfrihed, han opnåede som
eneindehaver af Jeko, til at flytte maskinerne fra Smallegade til de bedre lokaler på Finsensvej, hvor
de to virksomheder imidlertid fungerede som adskilte enheder. 12
Men Nordværk skulle snart få en uventet chance for at ekspandere. De tyske industriordrer i
Danmark blev placeret via myndigheden Rüstungsstab, som blev ledet af Kapitän zur See Walter
Forstmann. 13 I Rüstungsstab havde man længe ønsket at inddrage firmaet General Motors i kredsen
af leverandører til Værnemagten, specielt fordi det rådede over en nybygget og som følge af krigen
uudnyttet montagehal mellem Rovsingsgade og Aldersrogade på Nørrebro. I marts 1943 blev
General Motors stillet over for et ultimativt krav fra Rüstungsstab om enten selv at påtage sig at
reparere flymotorer eller at udleje hallen til samme formål. 14
Da General Motors stillede sig afvisende, blev det den sidste mulighed, Rüstungsstab måtte
arbejde videre med, og interessen samledes hurtigt om at få Nordropa til at påtage sig arbejdet.
Under de indledende drøftelser i Rüstungsstab var man ikke klar over, at firmaet var blevet solgt til
konsortiet bag Nordværk. Det blev først oplyst på et efterfølgende møde. I dette deltog også
repræsentanter for BMW, som oplyste, at de påtænkte ordrer ville omfatte reparation af to
forskellige motortyper: en, som ville kræve 500-600 timer pr. stk., og en, som ville kræve 1.000
timer. Man måtte regne med at skulle beskæftige ca. 1.000 mand. Montørerne mente man kunne
skaffes blandt arbejdsløse bilmekanikere. Til arbejdet ville kræves ca. 30 værktøjsmaskiner, heraf
nogle specialmaskiner, men den maskinelle bearbejdning ville være af mindre betydning end
skylning og rensning med alkaliske rensemidler. 15
4

Due Petersen synes at have hilst det uventede tilbud velkomment, mens hans to nye
kompagnoner var mere betænkelige. Tilsyneladende anså de satsningen for at være økonomisk
risikabel. Da sagførerfuldmægtig D. nogle måneder senere trak sig helt ud af Nordværk, fik han
dikteret til generalforsamlingsprotokollen, at han mente, at overenskomsten med BMW indebar for
stor en økonomisk risiko, ligesom han fremførte, at "faren for sabotage og luftangreb måtte siges at
være overhængende for en virksomhed som den i overenskomsten forudsatte". Endvidere hævdede
han, at overenskomsten gik betydeligt ud over selskabets oprindelige formål. Due Petersen på sin
side holdt på sin ret til som direktør at træffe sådanne dispositioner og truede med via ingeniør Dill
at få BMW til at trække de specialmaskiner hjem, der allerede var udstationeret på det tidligere
Nordropa. Desuden anførte han, at tyskerne ikke ville finde sig i, at aftalen blev væltet af "et par
københavnske jurister". 16
Den 21. juni 1943 blev der så, efter afsluttende forhandlinger i München, som Due Petersen
og sagføreren deltog i, skrevet kontrakt med BMW i henhold til bestemmelserne om
"Auftragsverlagerung". 17 En sådan 'forlægning' af opgaverne var i overensstemmelse med den tyske
rustningsminister Speers strategi for at øge rustningsproduktionen ved at lade udenlandske faglærte
arbejdere producere i deres hjemlande frem for at hente arbejdskraften til Tyskland. 18 Ambitionerne
fejlede ikke noget. Det endelige mål for samarbejdet var reparation af 500 motorer om måneden.
Nordværk forpligtede sig til at leje GM's lokaler, som BMW så ville finansiere indretningen af.
Nordværk skulle gradvist overtage disse indretningsudgifter i takt med afskrivningen af dem. Hver
gang afskrivningskontoen nåede op på 100.000 kr., skulle beløbet fratrækkes BMW's betalinger til
Nordværk for reparationer. Maskiner og specialværktøj blev stillet til rådighed af BMW, ligesom
BMW leverede de nødvendige reservedele. Nordværk skulle med andre ord først og fremmest stille
med arbejdskraften. Konstruktionen gjorde det muligt for partnerne bag Nordværk at opbygge en
produktion, der lå langt ud over, hvad deres eget kapitalindskud gav grundlag for.
En bestemmelse, som meget vel kan have bidraget til sagførerens og sagførerfuldmægtig D.'s
betænkeligheder, fastsatte, at BMW havde ret til at annullere samarbejdet i tilfælde af "force
majeure eller anvisning fra tyske myndigheder". Så totalt afhængig af samarbejdet med BMW, som
Nordværk var ved at gøre sig, kunne en pludselig afbrydelse af dette dårligt undgå at slå benene væk
under virksomheden, og i den situation ville aktiekapitalen formentlig gå tabt. Kontrakten med
BMW gav mulighed for at tjene penge, så længe samarbejdet varede, men om nogen fremtidssikret
investering var der ikke tale.
5

I Udenrigsministeriet blev initiativet opfattet som nævenyttigt, for det gik helt på tværs af den
linie, man fra dansk side søgte at føre m.h.t. industrileverancer til Tyskland. At der skulle leveres til
Tyskland for at få råvarer stillet til rådighed, var en selvfølge. Men fra dansk side blev der lagt vægt
på, at ordrerne blev placeret efter forhandling mellem Udenrigsministeriets Kommitterede i
Industrisager, Axel Odel, og Rüstungsstab, fordi man derved kunne sikre, at de tyske ordrer bidrog
til at holde eksisterende virksomheder beskæftiget samt modvirke, at der fandt en forvridning sted
af det danske produktionssystem for at tilgodese tyske interesser. 19 Nordværks kontrakt med BMW
repræsenterede præcis det modsatte. For danske penge, stillet til rådighed for BMW over
Nationalbankens clearingkonto, og med danske arbejdere opbyggedes en helt ny produktion,
udelukkende i tysk interesse. Udenrigsministeriets negative holdning blev udtrykt ligeud af
kontorchef Wassard på et møde i foråret 1944, hvor også repræsentanter for BMW var til stede, idet
han da tilkendegav, "at det ikke var med glæde og ikke frivilligt, at man i sin tid var gået med til at
financiere etableringen af fabrikken Nordværk, som han betragtede som en ren tysk
krigsforanstaltning". 20 Tidligere i processen var et forslag fra sagføreren om, at den kommitterede
kunne udpege en dansk ingeniør til at føre tilsyn med indretningen af GM's lokaler, kort blevet
afvist af Odel med bemærkningen: "Den kontrol må De så selv påtage Dem og så indsende de
specificerede regninger hertil til efterkalkulation." 21
Med lejemålet i General Motors' kompleks skulle det gå alt andet end glat. Da sagføreren
mødte op til den første forhandling d. 9. april 1943, indledte GM's administrerende direktør Albin
Madsen med at sige, at det ikke var frivilligt, man var gået med til at udleje en del af virksomheden,
"men at det skete efter en henstilling fra Handelsministeriet, som man ikke kunne sidde
overhørig". 22 Forhandlingerne foregik dog ellers i en høflig og saglig atmosfære, og en måneds tid
senere var man nået frem til en detaljeret aftale om vilkårene for udlejning af den sydlige halvdel af
montagehallen omfattende i alt 29.400 m 2 inkl. gårdareal for en samlet årlig leje af 838.096 kr. Der
var kun ét problem tilbage: GM ville ikke afslutte kontrakten, med mindre de fik ryggen fri gennem
et pålæg fra Udenrigsministeriet. 23
Et sådant pålæg følte Udenrigsministeriet, i betragtning af sin egen modvilje mod projektet,
næppe nogen større trang til at give, men nu var Rüstungsstab ved at tabe tålmodigheden. Den 11.
maj fremsendte kaptajn Forstmann en erklæring til GM om de vilkår, man var parat til at garantere
for udlejningen af lokalerne. De svarede punkt for punkt til den allerede færdigforhandlede
lejekontrakt. Hvis det ikke var godt nok for GM, så Rüstungsstab sig tvunget til at udvirke en tysk
6

eslaglæggelse. Forstmann forventede svar på sit brev ved et besøg hos GM samme eftermiddag.
Forstmanns irritation er sikkert ikke blevet mindre af, at to af BMW's direktører samme dag var i
København for at slutte kontrakt med Nordværk. 24 GM's direktion lod sig dog ikke kyse. De sendte
sagen videre til Udenrigsministeriet, som et par uger senere efter forhandling med den tyske
Rigsbefuldmægtigede kunne meddele, at man fra tysk side afviste at afstå fra den planlagte
benyttelse af GM's lokaler. Udenrigsministeriets henvisning til tysk ubøjelighed var så tæt på et
påbud fra en dansk myndighed, som GM kunne komme. GM gav sig og stillede lokalerne til
rådighed, men ikke uden at spille bolden tilbage til Udenrigsministeriet. Nu ønskede man ikke
længere at indgå en lejekontrakt og dermed blive part i sagen. Udenrigsministeriet måtte selv
fastsætte det vederlag, som GM skulle have for at afstå sine lokaler - og som jo dårligt kunne
tænkes at afvige meget fra den af GM selv forhandlede leje - og i øvrigt varetage GM's interesser
over for Rüstungsstab. 25
Hvad angik samarbejdet mellem de tre partnere bag Nordværk blev skårene søgt klinket på
den måde, at de d. 23. august 1943 stiftede et helt nyt aktieselskab, Teknoskan, som skulle overtage
det tidligere Nordropas afdelinger på Finsensvej og Solbjergvej, sådan at Nordværk udelukkende
ville komme til at beskæftige sig med reparation af flymotorer i GM's lokaler. Due Petersen skulle
så købe sine to kompagnoner ud af Nordværk, og de ville overføre deres investering til Teknoskan,
hvis aktiekapital ligeledes skulle være på 100.000 kr. 26 Det var en udtrykkelig betingelse i
overtagelsespapirerne, at Teknoskan fortsat skulle kunne råde over de maskiner, der var udlånt af
BMW, så der kan ikke i stiftelsen af det nye selskab læses nogen hensigt om at afskære sig fra tyske
ordrer. Men en juridisk udskillelse af den økonomisk risikable motorreparation fra firmaets øvrige
aktiviteter har formentlig kunnet begrundes også ud fra forretningsmæssige overvejelser.
Teknoskan blev imidlertid aldrig realiseret. Forholdet mellem Due Petersen og
sagførerfuldmægtig D. var blevet så dårligt, at der allerede i oktober blev indgået aftale om, at Due
Petersen skulle købe D. ud også af Teknoskan. 27 Men igen havde Due Petersen ikke den kapital, der
skulle til for først at købe sine partnere ud og dernæst indskyde penge i et nyt selskab. Derfor blev
det i første omgang ikke Due Petersen, men sagføreren, der kom til at overtage D.'s aktier i
Nordværk, således at han og Due Petersen kom til at eje hver halvdelen af virksomheden. 28
Ydermere blev Due Petersens del af aktiekapitalen i Teknoskan ikke indbetalt, og i maj 1944 opgav
man at få firmaet registreret. 29 Juridisk forblev det oprindelige Nordropa således en del af
Nordværk, men reelt blev det drevet som en selvstændig virksomhed.
7

Disse trakasserier har primært interesse, fordi Due Petersens to partnere ved politiafhøringerne
efter befrielsen hævdede, at denne havde lovet i forbindelse med oprettelsen af Teknoskan at indfri
et løfte afgivet allerede i forbindelse med overtagelsen af Nordropa om at afvikle de tyske ordrer og
optage en produktion af køleskabe. Umiddelbart tager dette sig ud som et noget søgt defensorat,
men det blev efter befrielsen bekræftet af medarbejdere fra virksomheden - bl.a. Due Petersens
svoger, den tidligere omtalte ingeniør Jeppesen, der var idemanden bag konstruktionen af skabene -
at der i 1943 var blevet oprettet tegnestue og fremstillet ti prøveskabe af stål. Så sent som i
sommeren 1944 var der blevet opstillet kalkulationer. De samme personer erklærede dog, at det ikke
ville have været muligt under krigen at få materialer, bl.a. kobber, til en egentlig produktion. 30
Planlægningen af køleskabsproduktionen giver således adskilligt bedre mening, hvis den fandt
sted som forberedelse til en omstilling af virksomheden i forbindelse med overgangen fra krig til
fred, hvor ordrerne fra den tyske flyvemaskineindustri selvfølgelig ville falde væk. Men netop
derfor er den interessant, dels fordi det forhold, at man allerede i 1943 foretog en sådan
planlægning, afspejler en forventning om, at krigen ville slutte hurtigere, end den faktisk gjorde,
men også fordi den indikerer, at man, skønt den almindelige forventning i stigende grad gik i retning
af en allieret sejr, ikke forestillede sig et retsopgør med kriminalisering af det økonomiske
samarbejde og inddragelse af fortjenester.
Nordværks lejemål i GM's monteringshal kom til at gælde fra d. 1. juli 1943, men der forestod
en del klargøringsarbejde af lokalerne, før produktionen kunne sættes i gang. Sagføreren påtog sig at
være tilsynsførende ved indretningsarbejdet, og da han tilbragte mere tid dagligt på fabrikken end
Due Petersen, opnåede han snart en uofficiel status som administrativ leder af virksomheden. BMW
indsatte en tysk ingeniør, Wilhelm Hartmann, som teknisk tilsynsførende med produktionen. 31
Ud over indretningen af GM's fabrikslokaler skulle der opføres et antal prøvestande uden for
byen, hvor de færdigreparerede motorer kunne startes og bremseprøves. Valget endte med at falde
på den militære flyveplads ved Avedøre, hvor der blev opført ti prøvestande. 32 De samlede
indretningsudgifter, inkl. opførelsen af prøvestandene, kom til at beløbe sig til knap 2,9 mill. kr. 33
Efter at 5 ingeniører og 22 mestre og undermestre havde gennemgået en 10 ugers uddannelse
hos BMW i München, 34 synes man hen mod slutningen af 1943 at have været klar til at påbegynde
den egentlige reparationsvirksomhed, 35 og formentlig i den anledning ansattes grev Harald Holstein
pr. 15. november som direktør for virksomheden. Holstein havde en bred international erfaring som
8

ingeniør, men samarbejdet med Due Petersen, der af stort set alle involverede beskrives som meget
egenrådig, gik ikke, og allerede efter ca. 2 måneders forløb blev grev Holstein fyret. 36
Kontroverserne omkring virksomhedens ledelse var formentlig en af de "tekniske og
forvaltningsmæssige vanskeligheder", der udgjorde baggrunden for, at BMW i begyndelsen af 1944
forlangte en genforhandling af kontrakten. I et tillæg underskrevet i København d. 27. januar 1944
efter forhandling mellem Due Petersen og sagføreren på den ene side og tre direktører fra BMW
blev Due Petersen reelt tvunget til at afgive den tekniske ledelse til ingeniør Hartmann. Due
Petersen bevarede dog titel af direktør og skulle yde driftsledelsen, dvs. Hartmann, "støtte ved
ordning af vanskelige forretningstilfælde, i særdeleshed ved samkvem med danske myndigheder og
kontorer". Med det formål at sikre "dannelsen af en efter danske og tyske grundsætninger
reglementeret administration" overgik den merkantile ledelse af firmaet til sagføreren, som på sin
side ville modtage "understøttelse" af lederen af BMW's nyoprettede ’Verbindungsstelle’ på
virksomheden, revisor Oscar Kolk. 37 Det var en kraftig begmand til Due Petersen, som bl.a. havde
sin baggrund i, at han i september 1943 - uden at informere hverken sagføreren eller ingeniør
Hartmann - havde lånt 70.000 kr. af Nordværks kasse til finansiering af købet af en ny ejendom i
Ryesgade til sin egen virksomhed Jeko. 38
Den ro om ledelsen, der hermed var opnået, holdt dog kun kort. Den 13. marts 1944 sendte
sagføreren et brev til Due Petersen, som tydeligt genspejlede, at han havde mistet både tilliden til og
tålmodigheden med sin kompagnon. Der fremførtes en lang række kritikpunkter rækkende fra tvivl
om hæderligheden af Due Petersens økonomiske dispositioner via irritation over hans trang til selv
at træffe alle afgørende beslutninger, skønt han kun i minimalt omfang orienterede sig om
virksomhedens forhold, til hans private brug af firmaets personbil, i hvilken forbindelse sagføreren
angav at ville betragte det som "en god spøg", når Due Petersen henviste til sin "fredelige natur" i
forbindelse med en påstand om ikke at ville skabe strid. Essensen i sagførerens standpunkt
sammenfattedes i en erklæring om, at han ikke ønskede "at have prokura i noget selskab, som du er
direktør for". Han havde desuden arrangeret formalia med henblik på at udtræde af bestyrelsen for
Due Petersens eget selskab Jeko. I sit svar en uge senere foreslog Due Petersen - ikke overraskende
- at de ophævede deres forretningsfællesskab. 39
Stillet over for denne nye situation ønskede BMW selv at overtage driften af Nordværk som
’Frontreparaturbetrieb’. 40 Det ville have indebåret, at arbejderne blev ansat direkte af Værnemagten
og samtidig unddraget de danske bestemmelser om lønkontrol og begrænsning af overarbejde.
9

Bedriftsledelsen ville således blive fri for såvel de danske myndigheders som fagforeningernes
indblanding, og man ville kunne motivere arbejderstyrken til en forøget arbejdsindsats gennem
betaling for overarbejde. 41 Ingeniør- og mesterstillingerne skulle besættes med BMW's egne folk fra
München. Af BMW's direktør Brenner fik sagføreren i fortrolighed forelagt en erklæring, som det
månedslønnede personale skulle underskrive, hvorved de blev underlagt tysk jurisdiktion.
Sagføreren valgte imidlertid at gøre personalet bekendt med erklæringen og anbefalede Due
Petersen straks at opsige det månedslønnede personale kollektivt, efter sammenhængen for at
friholde Nordværk fra de økonomiske konsekvenser af den personaleflugt, der måtte forventes. Den
følgende dag blev han afhentet af Hartmann til et møde med en meget ophidset direktør Brenner,
der truede med krigsret, eller som det udtrykkes i sagførerens beretning efter krigen: "Direktør
Brenner var ganske urimelig og slet ikke til at have med at gøre." 42
Vigtigere end sagførerens modstand var det dog utvivlsomt, at også Udenrigsministeriet
strittede voldsomt imod. Planerne havde tilstrækkelig principiel betydning til, at de blev inddraget i
de kvartalsmæssige dansk-tyske regeringsudvalgsforhandlinger d. 12.-15. april 1944. 43
Bekymringen på dansk side var, at håndhævelsen af lønkontrolloven og overarbejdsloven i forhold
til andre virksomheder ville blive illusorisk, hvis en stor virksomhed som Nordværk uhindret af
disse begrænsninger kunne tiltrække arbejdskraft ved at tilbyde bedre akkorder og betalt
overarbejde, og at fagforeningernes indflydelse tilsvarende ville blive generelt svækket, hvis
arbejdsstyrken på Nordværk om ikke formelt så dog i realiteten blev gjort til
’Wehrmachtsangehörige’. Fra dansk side signaleredes, at man var ligeglade med, om den reelle
ledelse overgik til BMW’s repræsentanter, når blot Nordværk formelt forblev et dansk aktieselskab
underlagt dansk lovgivning. Spørgsmålet blev foreløbig sendt til intern tysk drøftelse hos den
Rigsbefuldmægtigede. Kontorchef Wassard rundede den langstrakte og noget ophidsede drøftelse af
med at minde om, at der leveredes betydelige varemængder fra Danmark til Tyskland af
virksomheder, ”der ifølge sagens natur ikke kunne ledes efter de skematiske principper, som kunne
anvendes i egentlige værnemagtsvirksomheder”, og den tyske delegationsleder Dr. Walter udtalte
udglattende, at han var klar over, ”at det erfaringsmæssigt også set fra tysk synspunkt var at
foretrække, at de danske myndigheder og organisationer medvirkede ved løsningen af de
foreliggende opgaver”.
I regeringsudvalgsforhandlingerne havde Rüstungsstab fremført BMW’s synspunkter, men
muligvis uden det store ønske om at se dem imødekommet. Da det tyske Luftfartsministerium d. 20.
10

april, utvivlsomt inspireret af BMW, udstedte en befaling om oprettelse af en Frontreparaturbetrieb i
Danmark, kunne Forstmann afparere denne med henvisning til sagens politiske implikationer, der
havde nødvendiggjort en drøftelse med den Rigsbefuldmægtigede, og Dr. Best havde fundet
indretningen af en sådan virksomhed uønsket med henvisning til den hidtidige praksis. 44
I stedet aftaltes en forretningsorden for Nordværk, som endegyldigt lagde ansvaret for driften i
hænderne på BMW. 45 Som den tekniske ledelse tidligere var blevet overdraget til ingeniør
Hartmann, overgik ansvaret for økonomien nu til revisor Kolk. For at ingen skulle være i tvivl, hed
det udtrykkeligt i aftalen: "BMW udøver dermed på vegne af Verbindungsstelle
Generalluftzeugmeister og på vegne af Rüstungsstab den absolutte kontrol i alle driftsmæssige og
kommercielle forhold." Der skulle ganske vist ansættes en ny direktør i Due Petersens sted, men
denne ville blive "tilforordnet" bedriftsledelsen, dvs. ingeniør Hartmann. "Virksomheden som sådan
ledes udelukkende af bedriftsledelsen, hr. Hartmann." Oven i dette opnåede BMW’s
Verbindungsstelle på Nordværk gennem den Rigsbefuldmægtigede tilladelse til en kraftig udvidelse
af den tilladte overarbejdskvote: Fra 16 timer pr. mand pr. måned til 20 timer pr. mand pr. uge. 46
Indtrykket af den nye forretningsgang blev dog blødt lidt op ved en efterfølgende drøftelse i
Rüstungsstab, idet det blev fastslået, at den danske ledelse skulle være alene om at repræsentere
Nordværk i arbejderspørgsmål og forhandlinger med danske myndigheder, "for at der ikke skabes
indtryk af, at det drejer sig om en tyske virksomhed". 47
Men om en helt almindelig dansk virksomhed drejede det sig på den anden side heller ikke.
Jeg har set en fæstning
"Jeg var vildt imponeret! Med egne øjne havde jeg set en fæstning - fra inderst til yderst - en
armeret fabrik omgivet af elektriske pigtrådshegn, bevogtet af tavse mænd med maskinpistoler - lige
parat til kamp mod enhver, der vovede sig frem til angreb. Jeg havde stået i kommandotårnet højt
over fabrikkens tage og set ud over dette mægtige areal, hvor hundreder af mennesker hamrede og
larmede, skrev og telefonerede, regnede og spekulerede, for at tyske flyvemaskiner i tusindvis
hurtigst muligt kunne blive lappede efter det sidste havari og sendes ud igen til død og ødelæggelse,
til sejr eller nederlag i den forbandede krig." 48 Ordene er den pacifistiske overretssagfører og
antisabotageagitator Ejnar Krenchels, 49 og muligvis er Krenchels lyriske åre løbet af med ham. Det
er i det mindste ikke bevidnet fra anden side, at hegnet omkring Nordværk skulle have været
strømførende. Men fabrikken var stærkere bevogtet end normalt for værnemagervirksomheder.
11

Bevæbnede sabotagevagter havde eksisteret siden foråret 1943, men længe var reglen, at
vagterne var nødtørftigt uddannede, dårligt udrustede og relativt umotiverede. 50 På Nordværk blev
tingene fra starten grebet anderledes an. Da sabotagebevogtningen skulle opbygges i eftersommeren
1943, rettede sagføreren henvendelse til tyske myndigheder med det formål at få en navngiven
dansk SS-frivillig frigjort fra fronttjeneste for at overtage ledelsen af vagtkorpset 51 - om end
forgæves - og en baggrund som SS-frivillig synes at have været så hyppigt forekommende blandt
vagterne, at de i den almindelige bevidsthed fremstod som SS'ere 52 - til trods for at de ikke synes at
have båret nogen egentlig uniform. 53 Væsentligere end uniformeringen var dog naturligvis også, at
eventuelle sabotører måtte regne med at stå over for en modstander, der var såvel motiveret for som
i stand til at tage kampen op.
Nordværk havde da også straks gjort ophævelser over det danske politis restriktive linie mht.
bevæbning af sabotagevagterne, som konkret gav sig udslag i, at hver vagt havde fået udleveret én
pistol af ældre konstruktion samt 6 patroner, hvilket - ikke urimeligt - blev anset for utilstrækkeligt i
tilfælde af ildkamp. Humlen var jo nok, at politiet - ligesom ved bankrøverier i mere moderne tid -
var mere interesseret i at hindre en optrapning af konfliktniveauet end i for enhver pris at forhindre
sabotage. På Nordværk anmodede man imidlertid Rüstungsstab om at stille automatpistoler og
tilstrækkelige mængder ammunition til rådighed, ligesom man bad om 4 maskinpistoler til hver af
firmaets tre afdelinger: i GM's kompleks, på Finsensvej og på Solbjergvej. 54
Nordværks forhold til politiet synes hurtigt at være blevet mere end køligt. Politiinspektør
Dahl-Jensen fremførte således i september 1943 over for Rüstungsstab klager over, at
sabotagevagtkorpset på Nordværk ikke rettede sig efter politiets anvisninger, samt at vagtlederen,
ingeniør Mathiesen, over for ham havde nægtet at give oplysning om bevæbningen. 55 På Nordværk
følte man sig til gengæld udsat for en til chikane grænsende ligegyldighed fra politiets side. En
bombe kastet ind over hegnet havde vagterne selv måttet demontere, efter at politiet to gange
forgæves var søgt tilkaldt. Ved en anden lejlighed havde 7 mænd stillet sig op uden for fabrikken og
provokeret vagterne med tilråb. Vagterne havde pågrebet en af mændene, hvilket havde ført til, at
der samlede sig et opløb på ca. 100 mennesker, og da politiet dukkede op, havde betjentene optrådt
studst og uvilligt. Mathiesen havde efterfølgende ringet til politiinspektør Mellerup for at klage over
det passerede, men denne havde smækket røret på. Endelig havde en politibil en nat kørt langsomt
forbi fabrikken og eksponeret de enkelte vagtposter ved at belyse dem med projektør. 56
12

Den professionelle bevogtning stillede tydeligvis sabotørerne over for et problem - uden at det
dog lykkedes for Nordværk at undgå sabotage. Først gik det ud over det tidligere Nordropas
afdeling på Solbjergvej, som sabotører fra Holger Danske sprængte d. 17. juli 1943. 57 De var
egentlig på vej mod et andet sabotagemål, en ubevogtet fabrik, men udnyttede en pludseligt opstået
chance for at holde en vægter op og tvinge ham til at låse sig ind i bygningen på Solbjergvej, der
husede forskellige lejemål. Vægteren kunne ikke selv låse sig ind på den etage, hvor Nordværks
afdeling var beliggende, men ved at true med at skyde ham, fik sabotørerne ham til at lokke
Nordværks to vagter til at åbne døren, hvorefter disse blev overmandet.
Hovedfabrikken i GM's lokaler blev saboteret d. 29. januar 1944, da den transformatorstation
på fabriksområdet, der forsynede såvel GM som Nordværk, om morgenen blev sprængt af sabotører
fra BOPA. 58 Men sabotørerne havde så megen respekt for ’SS-vagterne’, at de valgte at trænge ind
via GM's del af komplekset, hvor bevogtningen var langt ringere, og hvor de ydermere stod i ledtog
med en af vagterne. 59 Efter at have overmandet GM's vagter kunne sabotørerne fra GM's gamle
administrationsbygning via en underjordisk reparationsgang føre sprængstoffet frem til en placering
nede under kraftcentralen.
Den psykologiske virkning af denne sabotage blev forstærket ved, at den fandt sted, mens de
tre direktører fra BMW endnu var i København i forbindelse med genforhandlingen af kontrakten. 60
I Rüstungsstab reagerede man ved at forlange, at Nordværks vagter skulle overtage bevogtningen af
hele komplekset, inklusive GM's del, idet GM's egen bevogtning blev anset for at være "altfor
ringe". I den forbindelse udtryktes der forventning om, at GM ville give sit personale besked med
henblik på at sikre, "at disse folk, der som sabotagevagter udsætter sig for livsfare, ikke risikerer at
blive smædet eller udskældt på grund af deres arbejde som sabotagevagter". Direktør Madsen fra
GM forlangte parallelt til sagen om udlejning af bygningen at modtage eventuelle direktiver via det
danske politi. Han erklærede sig indforstået med, at vagterne var "beskyttere og venner", men han
"kunne på den anden side ikke være ansvarlig for udenforstående folk, hvad de mener eller gør i
forholdet til sabotagevagterne". Desuden anførte han - formentlig helt på politiets linie - at "ingen
nok så sikker og god afspærring og bevogtning kan give 100 % sikkerhed". 61
Optrapningen af konfliktniveauet bevægede sig imidlertid videre med sin egen ubønhørlige
logik. BOPA havde i december 1943 for første gang likvideret en sabotagevagt, som med held
havde sat sig til modværge under en aktion og herunder såret en af sabotørerne med
maskinpistolskud, 62 og i foråret 1944 rettede organisationen en målrettet terrorkampagne mod
13

vagtkorpset på Jeko i Ryesgade. Man havde haft held til at infiltrere en mand i vagtkorpset og kunne
således udvælge sig ofre, der skønnedes at være særligt frastødende eller farlige. En af de udvalgte
var en tidligere SS-frivillig, der angiveligt skulle have deltaget i sabotagebekæmpelse i Holland.
"Der havde de omringet en villa, hvor der var hollandske sabotører med deres familier.
Sabotørerne derinde havde bedt om frit lejde for kvinder og børn, og det var de gået med til - dem,
der havde omringet dem. Da kvinder og børn kom ud, blev de bare mejet ned. Sådan en historie sad
han og diskede op med." 63 Den pågældende sabotagevagt blev passet op om morgenen ved den
ejendom i Willemoesgade, hvor han boede sammen med sine forældre, og skudt i gården. 64 "Så
holdt de begravelse ude på Bispebjerg, og så gik vi ud og skulle have lederen. Han stod med 'Heil
Hitler' og hils, inde på krematoriet, og: 'R.D., vi skal hævne dig!' råbte han. Så havde de kaffemøde
bagefter derovre. Så gik vi derover og fik ham udpeget og kørte efter sporvognen, han tog, og der
tog vi ham og skød ham inde på Nørrebrogade. ... Det var en af de farlige for os, når vi går ind og
laver sabotage." 65 Likvideringskampagnen havde allerede tidligere ramt endnu en sabotagevagt på
Jeko 66 samt Due Petersens bror, der arbejdede som ingeniør på virksomheden og i den egenskab
meget tænkeligt kan have haft en funktion også i forhold til sabotagebevogtningen. Han blev skudt
om morgenen d. 21. marts 1944, da han kom cyklende, på hjørnet af Falkoner Allé og Aagade. 67
Endelig blev en vagtleder på virksomheden Ambi, som også lå i Ryesgade, og som BOPA planlagde
at sabotere samtidig med Jeko, skudt. "Jeg havde inddraget en maskinpistol, jeg havde fået fat i ...
Jeg havde aldrig prøvet at skyde med sådan en, men skulle jo prøve den et sted - og gik over til
Ambi ... Vi havde også en dækningsgruppe med ude på gaden, til hvis der kom nogen og ville tage
os bagfra, for der var et vagttårn. ... Vi skulle jo lige lave noget ballade derinde. Så tænder de
projektøren, og vi havde en lille trekant at stå i mellem vagttårnet og cykelskurene, i skyggen. Så
kom de ud, sabotagevagtlederen og en mand, og hen mod os. Vi stillede os op skudklare, og lige
som jeg blev blændet, så trykker jeg af og rammer ham lige i panden. Det var et held, for jeg kunne
ikke se noget. Først da jeg fik øjne, kunne jeg se en hæl. Det var den anden mand, der løb. Jeg
sprang efter ham, men nåede det ikke, inden han var inde i fabrikken igen. Så tog jeg hans våben,
og så stak vi af." 68
Det helt præcise formål med denne likvideringskampagne kan umiddelbart være svært at få
øje på, men der har sikkert været mere end et. I et interview med en af de deltagende sabotører
antydes, at man er gået målrettet efter nøglepersoner i sabotagebevogtningen, og det kan stemme
med nedskydningen af vagtlederen fra Jeko, men næppe med aktionen ved Ambi, hvor man reelt
14

ikke kunne vide, hvem der ville komme ud. Sammesteds tales der om at føle modstanderen på
tænderne, hvilket kan passe med den direkte provokation ved Ambi. Derimod kan det næppe have
haft gyldighed for aktioner, hvor vagter er blevet overrasket og nedskudt enkeltvis uden for
arbejdspladsen, da det ikke kunne give sabotørerne noget indtryk af vagtstyrkens årvågenhed og
kampberedthed. Formålet har snarere været at skræmme og demoralisere vagtkorpsene, og hvorvidt
det lykkedes, kunne man, i hvert fald for Jekos vedkommende, bedømme via den spion, det var
lykkedes at infiltrere blandt vagterne. Endelig - og ikke mindst - har formålet vel været at statuere,
at det etablerede samfunds regler var blevet erstattet af sabotørernes, sådan at sabotagevagter, der
tog deres arbejde for alvorligt, måtte indkalkulere risikoen for at blive dræbt.
Likvideringskampagnen skulle vise sig at være et tveægget sværd. Allerede inden sabotagen
mod GM's transformatorstation havde Rüstungsstab forgæves forsøgt at få etableret tysk militær
bevogtning af Nordværks afdelinger i GM's kompleks og på Finsensvej samt prøvestandene i
Avedøre. 69 Allerede inden sabotagen var der på tysk forlangende blevet etableret midlertidig
bevogtning ved det danske politi af Nordværks afdelinger i Rovsingsgade og på Finsensvej samt af
prøvestandene i Avedøre. 70 Da antallet af drab på sabotagevagter var nået op på 6, stillede tyskerne
på tilsvarende måde krav om, at politiet øjeblikkeligt skulle overtage bevogtningen af Jeko i
Ryesgade, 71 hvortil også den del af Nordværks produktion, der tidligere havde haft til huse på
Solbjergvej, var blevet henlagt. 72
Kravet kom særdeles ubekvemt for de danske myndigheder, som sideløbende førte mere
principielle drøftelser med den tyske Rigsbefuldmægtigede, Dr. Best, om dansk politis overtagelse
af bevogtningen af en række særligt sabotagetruede virksomheder. 73 Udenrigsministeriets direktør
Svenningsen gjorde over for Best gældende, at Nordværk "var et særligt grelt eksempel på de
tilfælde, i hvilke det ville være odiøst for politiet at overtage sabotagebevogtningen". Man det hjalp
ikke. Politiet måtte overtage bevogtningen af Jeko "som en rent midlertidig nødhjælp". 74
Da BOPA søndag d. 25. juni 1944 klokken lidt i 5 om morgenen gennemførte en
dobbeltaktion mod Jeko og Ambi, var det på Jeko således ikke de forhadte sabotagevagter, men
dansk politi, sabotørerne stod over for - ikke blot på selve virksomheden, men også i form af en
udrykningsstyrke fra Politigården, som afskar flugtvejen over Dronning Louises Bro samtidig med,
at en tilfældigt opdukket tysk patrulje spærrede Fredensgade ved Blegdamsvej. To af sabotørerne
undgik kun arrestation ved at tiltvinge sig adgang til en lejlighed, hvor de truede en kvinde med et
15

lille barn til, såfremt der kom husundersøgelse - hvilket ikke skete - at sige, at de var henholdsvis
hendes mand og en slægtning. 75
Begge sabotager lykkedes, men aktionslederen ’Bøgh’ var forbitret over den iver, som i hvert
fald udrykningsstyrken fra Politigården havde udvist, specielt fordi sabotørerne på deres side havde
undladt at beskyde betjentene så effektivt, som de havde haft mulighed for. Han understregede i den
samtidige aktionsrapport, at der i fremtiden uden tøven ville "blive gjort brug af både håndbomber
og maskinpistoler, dersom en dansk udrykning ikke aldeles øjeblikkelig gør holdt, når den bliver
opfordret til det". 76
Om tjenstiveren havde været lige så stor hos de 11 betjente, der udgjorde bevogtningsstyrken
inde på virksomheden, kan være svært at gennemskue. Iflg. betjentenes forklaringer til
politirapporten blev halvdelen af styrken, som havde frivagt, sammen med vagtlederen fanget af
sabotørernes beskydning i den bygning, hvor vagtstuen lå, og måtte overgive sig tilligemed 3
betjente, der havde været posteret ude i gårdene, men havde måttet trække sig tilbage til bygningen
for sabotørernes beskydning. 77 En fjerde betjent, der havde været posteret på taget af en lav bygning
bagerst i komplekset, havde held til at flygte fra virksomheden. Den femte vagthavende betjent
havde trukket sig tilbage til portnerlogen men blev tvunget til at overgive sig under trussel om, at 3
af hans tilfangetagne kolleger ellers ville blive skudt. Trods denne formentlig tomme trussel fik den
pågældende betjent lov til at gå frit rundt i gården et stykke tid, inden to af sabotørerne krævede
hans pistol udleveret, og to af de andre betjente glemte sabotørerne helt at afvæbne. Skønt
betjentene skulle synes at have haft rig lejlighed til at iagttage sabotørerne, erklærede de
samstemmende, at de ikke ville kunne genkende nogen af dem. Det samme gjorde angiveligt en af
virksomhedens portnere, der ellers beskrev en af sabotørerne ret så livfuldt som en ”yngre, lille
grim fyr, lignede en Vesterbrodreng”. Politiets manglende vilje til at bidrage til opklaringen kan
formentlig dels forklares med ønsket om ikke at bringe kollegers liv i fare under tilsvarende
konfrontationer med modstandsbevægelsen og vel også med den holdning, at det danske politis
arbejde stoppede ved bevogtningen, mens opklaringen måtte blive Gestapos sag.
Det var for så vidt paradoksalt, at politiet var blevet presset til at overtage bevogtningen af
Jeko, da hverken denne virksomhed eller Nordværk havde figureret på den liste over truede
virksomheder, som Dr. Best havde afleveret som udgangspunkt for forhandlingerne. Senere i
forløbet tilkendegav Best, at sådanne deciderede rustningsfabrikker skulle undtages fra politiets
bevogtning og stilles under tysk militær vagt, 78 og allerede tidligere kan det vel have spillet ind, at
16

de egentlige rustningsfabrikker var de bedst bevogtede, således at de stedlige vagtkorps skønnedes
at være i stand til selv at løse opgaven. Men BOPA's skræmmekampagne over for vagterne på Jeko
havde haft den tilsigtede virkning. Drabene "havde i den grad påvirket de andre sabotagevægtere,
at disse ikke umiddelbart ønskede at fortsætte deres virksomhed". 79
Det kan måske undre, at man fra tysk side knyttede forhåbninger til, at en bevogtning ved det
danske politi ville vise sig mere effektiv. Umiddelbart var betjentene med deres bevæbning af
pistoler og karabiner underlegne over for sabotører bevæbnet med maskinpistoler – et punkt, som
bestemt ikke blev underspillet i politirapporterne. Men i hvert fald udrykningsstyrkens optræden
demonstrerede, at politiets tilstedeværelse havde mere end rent kosmetisk betydning. Ydermere
kunne konfrontationen med politiet nok være vanskeligere at håndtere for sabotørerne i forhold til
den offentlige mening. I BOPA kunne man nok tillade sig at gå ud fra, at likvideringen af nogle
sabotagevagter ville blive mødt om ikke ligefrem med forståelse, så dog med ligegyldighed. Ganske
anderledes ville det forholde sig, hvis man skulle til at gøre alvor af truslerne om at dræbe politifolk,
idet disse var repræsentanter for en respekteret samfundsinstitution.
Det er muligt at få et vist indtryk af langtidsvirkningen af sabotagen mod Jeko gennem
firmaets korrespondance med en af sine mindre kunder, Norddeutsche Elektro Akkustik (NEAG) i
Berlin. 80 Umiddelbart efter sabotagen forsikrede Rüstungsstab, formentlig som et ekko af Jekos
egen optimisme, NEAG om, at sabotagen kun ville medføre en arbejdsstandsning på 14 dage, som
endda faldt sammen med industriferien. I begyndelsen af november måtte Rüstungsstab dog
konstatere, at Jeko kun havde været i stand til at levere godt en fjerdedel af en samlet ordre til godt
en million kr. Som årsag hertil angaves, at kun 1 af 5 værktøjsslibemaskiner var funktionsdygtig
efter sabotagen. Det skinner desuden igennem, at ordrerne til BMW har første prioritet. På den
baggrund anbefaler Rüstungsstab NEAG at lade ordren overgå til et andet firma uden dog at være i
stand til at pege på en alternativ leverandør. NEAG på sin side anfører, at "en placering af
værktøjsordrerne her i Tyskland er så godt som udelukket, og flaskehalsproblemerne er uhyre
store". Jeko føjer imidlertid senere på måneden endnu et moment til forklaringen af
vanskelighederne, nemlig problemer med hærdningen, idet "størstedelen af hærderierne i
København ligger stille som følge af sabotage, hvorfor hærdningen af værktøjet indebærer de
største besværligheder for os". Derfor havde Jeko besluttet selv at indrette hærderi, men ikke desto
mindre anbefalede man NEAG at annullere fire ikke påbegyndte ordrer.
17

Sabotørernes sidste konfrontation med Nordværk skulle bekræfte, at professionelle
sabotagevagter stillede dem over for problemer. Natten mellem d. 28. og 29. september 1944
forsøgte sabotageorganisationen Holger Danske et stort anlagt angreb på Nordværk i General
Motors' kompleks. 81 Angiveligt deltog op mod 100 mand eller endog flere. 82 Formålet med at gøre
sig til herrer over virksomheden skal alene have været at erobrere vagternes våbenbeholdning, 83
hvilket måske kan hænge sammen med, at produktionen - som der vil blive redegjort for senere -
allerede var under afvikling.
Efter pres fra Rüstungsstab var bevogtningen fra midt i juni blevet forstærket ved, at der på
bygningens tag var blevet bygget tre platforme til antiluftskyts, bemandet med tyske soldater, der
også kunne belyse området med projektører. Desuden patruljerede tyske soldater på gaderne uden
om fabrikken. 84 Planen var at starte med afvæbning af en post bestående af fire sabotagevagter i
krydset Aldersrogade/Vermundsgade. Den ene vagt var sammensvoren med sabotørerne. Herefter
skulle sabotørerne forklædt med vagternes kapper overrumple de betonstøbte maskingeværstillinger
langs bygningens yderside en efter en. Når facaden mod Rovsingsgade var sikret, skulle en større
styrke, der lå i dækning i nogle kolonihaver over for fabrikken, lukkes ind tillige med 3 lastbiler til
bortkørsel af de erobrede våben.
Aktionen gik imidlertid galt allerede ved afvæbningen af de første 4 vagter, idet en af disse
satte sig til modværge og fik afgivet nogle skud, der alarmerede en tysk gadepatrulje. 85 Kort efter
kom dækningsgruppen i kolonihaverne under beskydning, bl.a. af antiluftskytset på fabrikkens tag,
og sabotørerne måtte trække sig tilbage. Ved eftersøgning i kolonihaverne den følgende dag fandt
vagterne 1 dansk maskinpistol, yderligere 2 pistoler, 3 magasiner til engelske maskinpistoler, 1
dansk håndgranat samt "en herresko str. ca. 40". Vagterne havde alarmeret det tyske hovedkvarter
på Dagmarhus samt ’SS-politiet’, der nåede frem på den ikke just imponerende tid af henholdsvis
40 og 75 minutter. 86
Det forlød i samtiden, at den sabotagevagt, der havde sat sig til modværge, var død af et skud i
hovedet. 87 Det var ikke rigtigt. Måske har den falske nyhed skullet beskytte ham mod hævnaktioner
fra modstandsbevægelsens side.
Afvikling og efterspil
Bruddet mellem sagføreren og Due Petersen i marts 1944 betød, at Due Petersen skulle opfylde sit
aldrig indfriede løfte om at købe sagførerens egen og hans fra sagførerfuldmægtig D. overtagne
18

aktieposter i Nordværk på sammenlagt 50.000 kr. Den indbyrdes opgørelse indbefattede en kontant
betaling på 23.000 kr., som Due Petersen skaffede fra Nordværks kasse som et lån til Jeko.
Sagføreren indestod, efter krav fra BMW's revisor Kolk, for dette lån, og da han således kunne
risikere at skulle betale pengene tilbage, hvis Due Petersen viste sig ude af stand til at honorere sin
forpligtelse, beholdt han foreløbig aktierne i Nordværk. 88
Ligeledes godtgjorde Due Petersen sagføreren for hans investering i det aldrig registrerede
selskab Teknoskan, hvorved Due Petersen blev eneejer af det oprindelige Nordropa, som han lagde
sammen med Jeko, der i den anledning fik sin aktiekapital forhøjet med 100.000 kr. 89
I forbindelse med en generalforsamling i Nordværk d. 13. maj 1944 tiltrådte en ny direktør, L.,
som samtidig overtog sagførerens plads i bestyrelsen. Direktør L. blev symbolsk gjort til medejer af
virksomheden ved, at Due Petersen og sagføreren hver overlod ham én aktie til 1.000 kr. - dette til
trods for, at sagføreren jo ellers havde afhændet sine aktier til Due Petersen. 90
Rent bortset fra, at Due Petersen trods sin formelle tilbagetræden fortsatte med at blande sig i
den daglige drift, fik direktør L. ikke lang tid til at sætte sit præg på virksomheden. I midten af
september standsede BMW nemlig tilgangen af motorer og begyndte at føre maskiner og værktøj
tilbage til Tyskland. 91 En likvidation af aktieselskabet Nordværk var den uundgåelige konsekvens,
og ved skæbnens ironi blev indkaldelsen til den generalforsamling, der skulle træffe beslutning
herom, udsendt d. 29. september - dagen efter Holger Danskes storstilede angreb på
virksomheden. 92 Den først berammede generalforsamling måtte dog opgives, da sagføreren, der
levede under jorden efter drabsforsøget mod ham tidligere på måneden, ikke var til stede, og
indkaldelsen i øvrigt også var sket med for kort varsel. Trods sin formelle afståelse af sine aktier til
Due Petersen regnedes sagføreren altså fortsat som aktionær. Den 18. oktober besluttedes så
likvidationen. Sagføreren holdt sig fortsat borte, men havde givet fuldmagt til direktør L., og dennes
2 aktier fik pludselig betydning, da de sammen med sagførerens aktiepost blev brugt til at forhindre
Due Petersens forsøg på at få indsat først sin prokurist fra Jeko og i næste omgang sig selv som
likvidator. 93
Virksomhedens likvidation affødte et revisionsarbejde for såvel likvidator som
Udenrigsministeriets kommitterede, og da BMW foruden værktøj og maskiner også havde medtaget
Nordværks regnskabsbilag for perioden maj-september 1944, 94 bød det på visse vanskeligheder.
Revisorerne gennemførte en række samtaler med ansatte i Nordværks administration, og disse giver
et underholdende indblik i såvel den generelle mangelsituation som de vanskeligheder, Nordværk
19

som ugleset værnemagervirksomhed måtte slås med. En af de ansatte i indkøbsafdelingen havde
således i vid udstrækning indkøbt i eget navn, for "hvis man ringer ud i byen efter varer og siger, at
det er til Nordværk, så kan man intet købe". 95 En anden ansat havde faste forbindelser til folk, der
skaffede ham varer, der var vanskelige at få. En af disse leverandører "havde vist ikke noget firma.
Det var en mand, der kom op engang imellem og havde varerne med. Når vi havde spurgt, om han
havde et eller andet, kom han som regel med varerne 8-14 dage efter ." Og det var sælgers marked:
"Hvis J. ikke fik pengene straks, tog han varerne med igen, og man blev sat i karantæne og kunne
måske ikke få varer det første halve år." Revisorerne spurgte efter muligheden for at rekvirere
fakturakopier fra leverandørerne eller i det mindste få oplyst disses adresse, men: "Når folk kommer
og gør den slags forretninger, er de ikke glade for at opgive deres navne." Handlerne var mange
gange til ’mulatpriser’ – hvormed antydes, at de officielle bestemmelser til regulering af priser og
avancer ikke blev taget så nøje. Regningen blev skrevet ud på en lille regningsblok, og hvad
adresserne angik, så var "det højeste, man kunne få dem til at opgive, telefonnummeret på en eller
anden beværtning". 96 Trods denne blomstrende skildring lykkedes det faktisk revisorerne at få en
samtale med to af de nævnte leverandører, som fortalte, at de efterspurgte varer blev indkøbt hos
detailhandlere rundt om i byen, eksempelvis hos isenkræmmere, og når der var samlet en række
småregninger, blev der afregnet, og indkøberne fik deres fortjeneste udbetalt, beregnet på timebasis
eller efter, hvor svære de enkelte ting havde været at skaffe. Hvis det var lykkedes at skaffe en vare
billigt, kunne de desuden få udbetalt differencen som en art bonus. 97
Megen energi blev ofret på at komme til bunds i en udgiftspost på mellem 40.000 og 80.000
kr. til indkøb af ’rensevæske’ hos en J. Jensen fra Rødovre eller Hvidovre. Karakteristisk nok
lykkedes det aldrig revisorerne at få en person i tale, der havde truffet den mystiske hr. Jensen.
Indkøbsafdelingen henviste til direktør L., men denne hævdede, at det havde været tyskerne, der
havde haft forbindelsen med Jensen. Der blev tilbudt forskellige forklaringer på, hvad der i
virkeligheden skjulte sig bag betegnelsen ’rensevæske’: Benzin stjålet fra tyske lagre til direktør L.'s
personbil eller til videresalg på den sorte børs eller simpelthen en samlebetegnelse for
sortbørsindkøb til fabrikkens drift. Direktør L. hævdede naturligt nok, at der virkelig var tale om
væske til at rense flymotordele i. Oprindeligt havde man fået noget, der hed P.3, fra Tyskland, som
man supplerede med det danske Jacol. Men Jacol gav arbejderne eksem, og P.3 udeblev, og man
skulle bruge ca. 200 l. rensevæske pr. dag. 98 I betragtning af, at det allerede i Rüstungsstabs
indledende samtaler med repræsentanterne for BMW var blevet betonet, at rensningen af motorerne
20

var væsentligere end den maskinelle behandling, lyder forklaringen jo i og for sig ikke urimelig.
Men med det stærke islæt af undergrundsøkonomi i Nordværks drift var det på den anden side
umuligt for revisorerne at vurdere, om nogle af de involverede havde udnyttet mulighederne til også
at berige sig selv.
Så meget stod fast, at direktør L. og tyskerne havde fået udbetalt betydelige beløb som forskud
til senere afregning. 99 Da likvidationen fremstod som en uomgængelig nødvendighed, afleverede
direktør L. en særdeles nødtørftig afregning for 37.000 kr., som han havde fået udbetalt som
forskud. 100 Kort før sin død skal Due Petersen over for ingeniør Dill have beskyldt direktør L. for at
have begået underslæb, og d. 23. november - dagen før drabet på Due Petersen - blev der afholdt et
møde med Nordværks revisor, hvor det manglende beløb blev opgjort til 200.000 kr. 101
Det åbner unægtelig for spekulationer angående drabet på Due Petersen, som ikke just bliver
mindre af, at direktør L. erkendte at have overværet nedskydningen, idet han ”tilfældigt befandt sig
på Køge Landevej for at købe kartofler”. Drabet blev begået af en gruppe med tilknytning til Holger
Danske. 102 Due Petersen har i Holger Danskes øjne utvivlsomt været et legitimt mål. En mistanke
om, at direktør L. kunne have skubbet til en hældende vogn, næres af, at han synes at have haft
mulighed for at lade oplysninger tilflyde Holger Danske. Efter befrielsen oplyste han over for
politiet, at han gennem sin chauffør var kommet i forbindelse med illegale grupper, der fik tegninger
over fabrikken udleveret samt fortegnelse over, hvor sabotagevagternes våben opbevaredes. Det
stemmer med oplysninger fra sabotørsiden om, at man forud for det mislykkede partisanangreb på
virksomheden med netop det formål at erobre vagternes våbenbeholdning havde fået en detaljeret
plan over hele vagtordningen fra en af sabotagevagterne. 103
Mistanken mod direktør L. var så stærk, at den blev efterforsket af politiet i begyndelsen af
1948. 104 De modstandsfolk, som direktør L. direkte og indirekte havde været i kontakt med i
forbindelse med udleveringen af tegningerne over fabrikken, afviste imidlertid, at han skulle have
bragt en mulig likvidering af Due Petersen på bane, og de modstandsfolk, der havde haft ansvaret
for selve likvideringen, afviste at kende noget til direktør L. Efterforskningen kastede ikke lys over
baggrunden for likvideringen, idet den modstandsleder, der havde beordret den, hævdede ikke
længere at huske, hvad grundlaget havde været.
Uanset hvad man vælger at tro om grunden til direktør L.’s tilstedeværelse på Køge Landevej,
er det imidlertid værd at holde sig for øje, at også sagføreren blev forsøgt likvideret, og at det første
likvideringsforsøg fandt sted, inden BMW afbrød samarbejdet med Nordværk, og altså også inden
21

direktør L. havde grund til at føle jorden brænde under sig. Det antyder, at ejerkredsen bag
Nordværk under alle omstændigheder var kommet i Holger Danskes søgelys på samme måde, som
sabotagevagtkorpset på Jeko tidligere havde været i BOPA's. Borgerkrigsaspektet var dog blevet
forstærket i og med, at aktionerne mod ejerne ikke synes at have haft andet formål end at rydde
fremtrædende kollaboratører af vejen.
Jeko fortsatte - trods sabotagen mod afdelingen i Ryesgade og drabet på Due Petersen - sit
arbejde for tysk regning næsten til befrielsen. Først midt i april 1945 besluttede Due Petersens enke
sig for at lade virksomheden likvidere. 105 For Jeko er bevaret en oversigt over udbetalingerne over
Nationalbankens clearingkonto i forbindelse med de enkelte rustningsordrer. Den omfatter også
produktionen på Finsensvej og Solbjergvej i den periode, hvor det tidligere Nordropa formelt var en
del af a/s Nordværk. 106 Af denne oversigt fremgår, at Jekos største kunde ikke var BMW, men
derimod Norddeutsche Dornierwerke, der tegnede sig for 36 % af omsætningen. Det hang sammen
med, at Jeko på Finsensvej i juni 1944 overtog den produktion af bl.a. pladedele og patronkasser,
som indtil en sabotage d. 6. maj havde fundet sted på Hærens Flyvetroppers værksteder på
Kløvermarksvej. 107 Derefter fulgte Niederbarnimer Flugmotorenwerke med 31 % af omsætningen,
og først på tredjepladsen kom BMW med 16 %. Jeko fik fra september 1941 frem til april 1945
udbetalt i alt godt 11,7 mill. kr. over Nationalbankens clearingkonto, varierende fra et gennemsnit
på godt 92.000 kr. pr. måned i 1942 (før købet af Nordropa) til godt 460.000 i 1944 (inklusive det
tidligere Nordropas produktion). De tyske betalinger svarede til 95 % af virksomhedens samlede
omsætning. 108
Til sammenligning fik Nordværk for det langt kortere tidsrum på ca. 15 måneder, som
fabrikken var aktiv i, udbetalt knap 10,4 mill. kr., eller omkring 800.000 kr. i gennemsnit pr. måned
i de 8 1/2 måned af 1944, hvor fabrikken var fuldt funktionsdygtig. Den eneste kunde var BMW. 109
Hvad produktionen svarede til i form af reparerede flymotorer, fremgår desværre ikke. Direktør L.
forklarede på et møde i Udenrigsministeriet d. 15. november 1944, at man i starten havde repareret
20-25 motorer om måneden, men at man senere var kommet op på 100. 110 Det lå jo betragteligt
under det stipulerede mål i kontrakten på 500 motorer om måneden. Men i hvilken udstrækning
denne forskel skal forklares med, at Nordværk ikke teknisk magtede opgaven, med generelle
materiale- eller transportvanskeligheder, med sabotagens hæmmende virkning eller med, at
Luftwaffes behov for reparationer ganske enkelt blev mindre i takt med, at luftkrigen fremstod som
tabt, lader sig ikke afgøre.
22

I forbindelse med retsopgøret opgjordes Jekos nettofortjeneste på de tyske ordrer til godt 2
mill. kr. ud af en omsætning (inkl. forudbetalinger overtaget i forbindelse med købet af Nordropa)
på godt 12,5 mill. Nordværks fortjeneste udgjorde godt 450.000 kr. af den ovennævnte omsætning
på knap 10,4 mill. At fortjenesten på Nordværk procentuelt var langt ringere end på Jeko, har sin
forklaring i, at der i fortjenesten fandt modregning sted af de knap 2,9 mill. kr., der var anvendt til
indretning af GM's lokaler og opførelse af prøvestandene i Avedøre. 111
Ved Københavns Byrets dom af 2. marts 1948 blev de to firmaers fortjeneste inddraget. Jeko
blev desuden idømt en bøde på 500.000 kr. og Nordværk en bøde på 200.000 kr. Sagføreren
idømtes fængsel i 6 måneder, sagførerfuldmægtig D. i 3 måneder og direktør L. i et år. For
sagføreren har det formentlig været alvorligere, at de alle idømtes rettighedsfortabelse, herunder af
retten til at drive sagførervirksomhed, i 5 år. Endelig fik de alle konfiskeret individuelle fortjenester,
for sagførerens vedkommende 70.000 kr. Dommene justeredes generelt nedad ved Landsrettens
dom af 4. maj 1949, for sagførerens vedkommende til 5 måneders fængsel, hvorimod
konfiskationsbeløbet blev hævet til 91.405 kr. Rettighedsfortabelsen gjaldt fortsat for 5 år.
For sagførerens vedkommende må dommene dog på sin vis have repræsenteret en lettelse i
forhold til den risiko, han havde måttet leve med i det sidste godt halve år af besættelsen. Efter
drabsforsøget i begyndelsen af september 1944 holdt han sig borte fra sit kontor, så hans forretning
sygnede hen. Medvirkende hertil kan meget vel have været en meddelelse i det illegale Information
et par uger efter attentatforsøget, hvori det hævdedes, at "tinglysningskontorerne og andre"
advarede mod ham som "mellemmand ved tyske opkøb af ejendomme og tysk kapitalanbringelse".
Dertil tilføjedes det uheldsvangert: "Dokumenter, der har passeret hans hænder, er rimeligvis kendt
af tyskerne." 112 Selv under hensyntagen til vanskelighederne ved at skaffe sig pålidelig oplysning er
det svært at frigøre sig for en mistanke om, at der var tale om en bevidst fabrikation med det formål
at skade ham økonomisk.
Rent bortset fra den kontante fare, mærkede sagføreren også på anden vis koldere vinde blæse
om sig. Efter drabsforsøget havde han reageret i overensstemmelse med sin position i samfundet og
henvendt sig - ikke på den lokale politistation, men direkte til departementschef Eivind Larsen for at
opnå dansk våbentilladelse. Men hans sociale status var ikke solidere end det fundament, den var
bygget på. Da sagføreren efter ophøret af samarbejdet med BMW forsøgte at gøre kontorchef
Wassard i Udenrigsministeriet opmærksom på nogle kritisable forhold vedrørende likvidationen af
Nordværk, ønskede denne ikke at høre på ham. 113
23

Sagførerens ejendomsforretninger havde gjort ham til medejer af et gods ved Ribe, og her lod
han sin kone og sine to små børn tage ophold. Selv kom han kun til København ca. en tredjedel af
måneden for at varetage resterne af sine forretninger, og ved de lejligheder var han ledsaget af en
bevæbnet livvagt 114 - i øvrigt en af Nordværks tidligere sabotagevagter.
Under udfoldelse af utilbørligt initiativ
Som element i Danmarks økonomiske kollaboration har Nordværk primært interesse som
undtagelsen, der bekræfter reglen. Historien om Nordværk understreger, at den danske
forhandlingspolitik rummede fordele også på det økonomiske område, idet dansk samarbejdsvilje
blev betalt med tysk hensyntagen til danske samfundsinteresser. Nordværk blev billedet på den mere
direkte økonomiske udbytning, som det lykkedes at undgå.
Men Nordværk kan måske også have interesse som en prisme, igennem hvilken man kan
betragte holdningen til den økonomiske kollaboration gennem besættelsestiden. Det kan synes så
meget desto mere relevant i lyset af tendensen i nutidens offentlige debat til at bedømme handlinger
foretaget under besættelsen ud fra nutidens moralnormer snarere end ud fra de normer, der har været
gældende for de datidige aktører. 115 Historien om Nordværk viser, at besættelsessituationen og de
normmæssige strukturer affødt af den ikke var de samme i 1941 og i 1944 - ja end ikke i 1943 og
1944. For så vidt en banalitet, men en banalitet, som der kun sjældent tages hensyn til i den
offentlige debat om besættelsestiden.
Det vil være forkert at se Nordværk som udtryk for et nazistisk initiativ. Due Petersen
indmeldte sig ganske vist i DNSAP i sommeren 1942. 116 Men på det tidspunkt havde samarbejdet
med BMW allerede stået på i mere end et halvt år, så det forekommer rimeligere at se Due Petersens
ideologiske bekendelse som affødt af de forretningsmæssige kontakter end som årsagen til dem. På
sagførerens kort i Centralkartoteket er noteret, at også han skulle være "nazistisk indstillet". 117 Men
Centralkartotekets oplysninger er indsamlet sent under besættelsen - på et tidspunkt, hvor det at
være gode venner med tyskerne og at være nazistisk indstillet var blevet et og det samme i den
offentlige bevidsthed. Efter krigen karakteriserede sagførerfuldmægtig D. sagførerens holdning som
svarende til det officielle Danmarks, 118 og sådan har denne formentlig også set på sig selv.
Motiverne bag Nordværk var økonomiske, ikke ideologiske.
Da Due Petersen i efteråret 1941 henvendte sig til ingeniør Dill for at få tyske ordrer, eller da
han og sagføreren sammen med sagførerfuldmægtig D. stiftede Nordværk i foråret 1943 for at købe
24

Nordropa, skete det formentlig ud fra forretningsmæssige overvejelser, som de selv anså for
legitime, og som også af samfundet anerkendtes som sådanne. Det officielle Danmark, forstået som
det politiske system og erhvervslivets organisationer, var i besættelsens første år alene om at
definere grænserne mellem acceptabelt og uacceptabelt i den økonomiske kollaboration, og de
afgørende parametre vedrørte ikke moral eller sympati for den ene eller anden af krigens parter, men
hensynet til virksomhedernes beskæftigelse.
Disse grænser overskred Nordværk imidlertid, da firmaet indgik kontrakt med BMW om
reparation af flymotorer i GM's samlehal, og Due Petersen og sagføreren kan ikke have undgået at
mærke det gennem den uvilje, de blev mødt med såvel hos GM og i Udenrigsministeriet som hos
politiet. Men der var tale om brud på samfundets uskrevne spilleregler, som vel nærmest kan
sammenlignes med vore dages brug af smuthuller i skattelovgivningen: Det bliver mødt med
afstandtagen i visse kredse, men ikke i alle, og over for det skal sættes, at det er økonomisk lukrativt
og fuldt ud lovligt.
Men det, som på ét tidspunkt var legitimt, opfattedes blot kort tid senere som asocialt i en
sådan grad, at det var forbundet med social udstødelse og i værste fald livsfare. Baggrunden herfor
var naturligvis ændringen i krigslykken, men hertil kom, at der var kommet nye aktører på banen i
skikkelse af modstandsbevægelsen, som havde tilkæmpet sig en position, der gav den mulighed for
at markere sin opfattelse af grænsen mellem acceptabelt og uacceptabelt. I Nordværks tilfælde var
det, som ændrede sig, for så vidt ikke selve grænsedragningen, men konsekvenserne af at befinde
sig på den forkerte side af grænsen, hvilket BOPA's kampagne imod sabotagevagterne
demonstrerede på en meget håndfast måde. BOPA tolererede kun sabotagevagter, som ikke skød
igen.
Ved befrielsen blev modstandsbevægelsens regler overtaget af samfundet med tilbagevirkende
kraft. Det angribelige blev gjort ulovligt. De ændrede formalia afspejler sig på forskellig måde i
straffesagen mod kredsen bag Nordværk. Da GM's transformatorstation var blevet saboteret i januar
1944, skulle der opstilles et nødanlæg. Ingeniør Hartmann kunne arrangere, at firmaet Elin
opstillede provisoriske transformatorer i løbet af seks uger, hvorimod Siemens erklærede at kunne
klare arbejdet på 3 1/2 uge. På sagførerens og den tyske revisor Kolks forslag besluttede man sig for
at overlade arbejdet til Siemens. Denne forretningsmæssigt set logiske disposition har fået en
medarbejder fra anklagemyndigheden til at notere "Fremskyndelse!!!" på det pågældende papir. 119
Ligeledes blev sagføreren af politiet efter befrielsen bedt om at redegøre for, hvorfor han havde
25

overtaget sagførerfuldmægtig D.'s aktiepost i Nordværk. Han forklarede, at han havde gjort det
"dels for at redde sine indskudte penge, dels for eventuelt at tjene nogle flere". Den sidste del af
sætningen om at "tjene nogle flere" er efterfølgende blevet understreget med rødt som et belastende
udsagn. 120
I sin forklaring for Byretten angav sagføreren, at han i 1943 havde anset de tyske ordrer for
økonomisk risikable, "hvorimod han på dette tidspunkt ikke havde noget imod selve det at arbejde
for tyskerne". 121 Sådan kunne man tænke i 1943 - men man mødte ingen forståelse ved at indrømme
det i 1945. Samfundets konsensus om rigtigt og forkert havde flyttet sig, og det var ikke alle aktører,
der havde haft mulighed for at flytte med. For sagføreren havde hensynet til hans investering stillet
sig i vejen, og for Due Petersen havde endnu mere stået på spil, nemlig en social opstigning fra
formand til fabrikant.
26

1 Da en del af de i artiklen omtalte blev straffet i forbindelse med retsopgøret, har en vis anonymisering været nødvendig.
Personer, hvis navne allerede har været offentligt fremme, eller som omvendt ikke kan identificeres alene via et
relativt almindeligt efternavn, er dog omtalt med navns nævnelse. Omvendt er visse underordnede aktører, som ikke har
gjort sig skyldige i noget nationalt angribeligt, omtalt alene med forbogstav for at opretholde en vis stilistisk ensartethed.
2 Citeret fra en beretning på 39 s., som sagføreren afgav til en politirapport af 6/7 1945, her s. 25, 30. I det følgende
omtales den som "sagførerens beretning". Hvor ikke andet er anført, findes de dokumenter, der refereres til, i straffesagen
mod kredsen bag virksomhederne Jeko og Nordværk: Københavns Byret, 24. afd., straffesag nr. 96/1947
(Landsarkivet for Sjælland).
3 Siden da er bredden af den kreds, der potentielt kunne falde som ofre for modstandsbevægelsens likvideringer,
efterhånden som kampen antog borgerkrigsagtige træk, blevet klarlagt i: Stefan Emkjær: Stikkerdrab. Modstandsbevægelsernes
likvidering af danskere under besættelsen. København 2000, og Peter Øvig Knudsen: Efter drabet.
Beretninger om modstandskampens likvideringer. København 2001.
4 Tallet 700 angives i en ansøgning af 17/2 1944 til Direktoratet for Vareforsyning om tildeling af kød og flæsk til
virksomhedens marketenderi. Til sammenligning angav General Motors i april 1943 at beskæftige ca. 500 arbejdere og
funktionærer (mødereferat af 9/4 1943).
5 Sagførerens beretning, s. 1, 6 f., hvor Due Petersens kone angives opvokset i Åbenrå. Ingeniør Jeppesen omtaler hende
i politirapport af 7/9 (kontinueret 20/10) 1945 som stammende fra Haderslev. Hun selv skitserer sin mands baggrund i
en skrivelse til Krisepolitiet af 25/10 1945. Mørchs forklaring til politirapport af 11/10 1945.
6 Sagførerens forklaring til politirapport af 19/5 1945. Københavns Byrets dom af 2/3 1948.
7 Generalforsamlingsprotokol for a/s Jeko: Bestyrelsesmøde d. 7/10 1941. Elmar Dills forklaring til politirapport af
27/10 1945. Ingeniør Mathiesens forklaring til politirapport af 25/7 1945.
8 Sagførerens forklaring i.h.t. Østre Landsrets vidnebog.
9 Oversigt over Nordropas ordreportefølje pr. 9/3 1943, jf. Mathiesens forklaring til politirapport af 25/7 1945.
10 Sagførerens beretning, s. 3 f. Generalforsamlingsprotokol for a/s Nordværk: Stiftende generalforsamling d. 8/3 1943.
Salgskontrakt af 9/3 1943 vedr. maskinfabrikken Nordropa.
11 Generalforsamlingsprotokol for a/s Jeko: Generalforsamling d. 29/4 1943. Revisionsprotokol for a/s Jeko, s. 7 f.
Sagførerens beretning, s. 3.
12
Mathiesens forklaring til politirapport af 25/7 1945. Den tyske ingeniør Demmels forklaring til politirapport af 11/10
(29/10) 1945.
13
Der henvises generelt til: Philip Giltner: "In the Friendliest Manner" German-Danish Economic Cooperation During
the Nazi Occupation of 1940-1945, New York 1998.
14 GM angiver i en skrivelse af 15/10 1945 til Krisepolitiet, at man d. 24/3 1943 blev opsøgt af major Kuhlmann, der var
afdelingsleder for Luftwaffe i Rüstungsstab, over for hvem man afviste såvel selv at påtage sig arbejdet som at udleje
lokalerne. Major Kuhlmann skal herefter have truet med beslaglæggelse. På et internt møde i Rüstungsstab d. 31/3 synes
Forstmann dog at gå ud fra, at GM havde besluttet sig for at gå med til udlejning som resultat af Rüstungsstabs pression
gennem Udenrigsministeriet.
15 Referater af møder i Rüstungsstab d. 31/3 og 1/4 1943.
16 Sagførerens beretning, s. 5 f., jf. forklaring til politirapport af 19/5 1945. Redegørelse af sagførerfuldmægtig D. af
25/5 1945. Generalforsamlingsprotokol for a/s Nordværk: Ekstraordinær generalforsamling d. 3/8 1943.
17 Kontrakten foreligger i en gennemslagskopi, dateret København, d. 11/5 1943, underskrevet af BMW's direktører
Kress og Schneidler og i en original (kun sidste side), dateret München, d. 21/6 1943, underskrevet af de samme foruden
Due Petersen. Sagførerens beretning, s. 9.
18 Das grosse Lexikon des Dritten Reiches, (red.) Christian Zentner & Friedemann Bedürftig. München, s. 335.
19 Giltner 1998 (se note 13), s. 90, 127, 140. Nordværks reparation af flymotorer omtales her som et atypisk eksempel
på, at forhandlingslinien blev fraveget fra tysk side, s.200 (n. 82), 116.
20 Sagførerens referat af møde i UM d. 15/3 1944.
21 Sagførerens beretning, s. 10.
22 Sagførerens referat af møde med GM's direktion d. 9/4 1943.
23 Direktør Madsen, GM, til sagføreren d. 7/5 1943 med forslag til de sidste rettelser i kontraktforslaget, herunder
udregning af den samlede leje. Formuleringen er, at GM ikke kan foretage sig videre, da man ikke har modtaget "den for
kontraktens oprettelse betingede erklæring fra det danske udenrigsministerium".
24 Rüstungsstab til GM d. 11/5 1943. Jf. ovenfor n. 17.
25 UM til GM d. 27/5 1944 med gengivelse af den Rigsbefuldmægtigedes svar og GM til Rüstungsstab d. 31/5 med
henvisning til GM's skrivelse af 29/5 til UM. Nordværk sagde tak for sidst til GM ved dels at anfægte GM's
27

kvadratmeterpris og dels afvise at betale et i den oprindelige lejekontrakt fastsat depositum på 150.000 kr., "da
brugerforholdet ikke længere havde karakter af en ren lejeaftale" (Due Petersen til UM's kommitterede d. 28/6 1943).
26
Stiftelsesoverenskomst m.v. for maskinfabrikken Teknoskan a/s af 23/8 1943 samt salgsaftale af samme dato vedr.
Nordværks afdelinger på Finsensvej og Solbjergvej. Salget skulle gælde pr. 9/3 1943 (= datoen for Nordværks overtagelse
af Nordropa).
27
D. til Due Petersen d. 7/10 1943. Jf. den foregående korrespondance, hvor D. d. 7/9 refererer til "den opståede konflikt".
Denne konflikt gik tilbage til D.'s ansættelse som kommitteret i Nordværk som en art garant for sagførerens og
D.'s investering. Due Petersen syntes tydeligvis at D. blandede sig i driften (jf. Due Petersen til D. d. 2/10 1943), mens
D. iflg. sine forklaringer til politiet efter befrielsen blev chokeret over at opdage, hvor stor de tyske ordrers andel var.
28
Sagførerens beretning, s. 11.
29
Referat af ekstraordinær generalforsamling i a/s Teknoskan d. 8/5 1944.
30
Københavns Byrets dom af 2/3 1948 med gengivelse af vidneudsagn fra sagføreren, sagførerfuldmægtig D., ingeniørerne
Jeppesen og B.M. samt bogholder J. Desuden udtalelser fra de samme til politirapporter af 19/5 1945, 7/9 (20/10)
1945 og 27/4 1946 samt redegørelse fra sagførerfuldmægtig D. af 25/5 1945.
31
Sagførerens beretning, s. 9 ff., 16 f. Hartmanns forklaring til politirapport af 27/1 1949. Sagførerens rolle som de
facto direktør for det administrative område fremgår eksempelvis af den senere direktør Holsteins tiltrædelsestale
(anonymt manuskript i sagen) samt af revisor L.B. Kirkholm til Krisepolitiet d. 25/7 1946.
32
Om disse, se hjemmesiden: http:\\ourworld.compuserve.com/homepages/ddsj/historie/htm med gengivelse af en
artikel om Avedøre Flyveplads af Hans Kofoed fra tidsskriftet Fabrik og bolig. Det industrielle miljø i Danmark, 1-
1987, samt fotos fra Flyvevåbnets historiske samling.
33
Centralanstalten for Revision's beretning af 24/9 1946, s. 14.
34
Nordværk til UM's kommitterede d. 28/6 1943.
35
En likviditetsoversigt af 29/11 1943 refererer til en startordre på øjensynlig 70 motorer.
36
Generalforsamlingsprotokol for a/s Nordværk: Bestyrelsesmøde d. 15/11 1943 og generalforsamling d. 18/1 1944. For
Holsteins baggrund, se: Kraks Blaa Bog, 1943. Allerede i sin tiltrædelsestale (jf. n. 31) tog Holstein forbehold over for
mulig indblanding fra Due Petersens side og lagde afstand til sammenblanding af Nordværks og Jekos økonomier. Se
også kaptajn Forstmann til Due Petersen d. 24/1 1944, hvor Forstmann i et noget irriteret tonefald afviser at have ført
forhandlinger med Holstein med det formål al udelukke Due Petersen fra ledelsen af Nordværk. I sin beretning betegner
sagføreren Holstein som en mand med redelig vilje til at "skabe bedre orden i den vilkårlighed og uorden i fabrikens
drift og ledelse, som D.P.'s hyppige fraværelse og vilkårlige dispositioner efterhånden havde forårsaget" (s. 22 f.). Iflg.
beretningen blev Holstein opsagt af Due Petersen, men iflg. generalforsamlingsprotokollen stillede også sagføreren sig
bag denne beslutning.
37
Ergänzung zum Vertrag vom 11. Mai 1943. Citater efter en samtidig danske oversættelse.
38
Sagførerens beretning, s. 17 f., jf. sagføreren til Due Petersen d. 13/3 1944.
39
Sagføreren til Due Petersen d. 13/3 1944 og dennes svar af 20/3.
40
Rigsarkivets microfilm (Danica 1000), spole T-77, nr. 696, s. 1907015 f.: Rüstungsstab v/ oberstløjtnant Heyne til den
Rigsbefuldmægtigede, Hauptabteilung III v/ Dr. Ebner, d. 8/4 1944, med reference til en skrivelse af 28/3 fra BMW til
Reichsminister der Luftfahrt und Oberbefehlshaber der Luftwaffe. I denne henvises der til modstandsbevægelsens
nedskydning af Due Petersens bror (se nedenfor) som årsag til, at såvel Due Petersen som sagføreren angiveligt ønskede
at udtræde af ledelsen af Nordværk. Drabet på denne fandt imidlertid først sted d. 21/3, på et tidspunkt, da bruddet
mellem Due Petersen og sagføreren allerede var en kendsgerning. Samme begrundelse nævntes fra tysk side i de dansktyske
regeringsudvalgsforhandlinger (se flg. note), men da de danske forhandlere stillede sig skeptiske, indrømmede
major Kuhlmann, at den reelle baggrund var utilfredshed med Due Petersens ledelse.
41
Odel-udvalget (Rigsarkivet), journalsag B.3.d. De principielle standpunkter på dansk og tysk side fremgår af referater
af drøftelserne i det dansk-tyske regeringsudvalg 12/4 –15/4 1944 samt et dansk resume af 15/4.
42
Sagførerens beretning, s. 20 f. Planerne har øjensynlig været fremme allerede forud for forhandlingen af kontrakttillægget,
idet sagføreren angiver at have hørt om dem fra ingeniør Hartmann før årsskiftet 1943/44. Begrebet "frontreparationsværksted",
specielt møntet på afdelingen i Rovsingsgade til forskel fra det oprindelige Nordropa, optræder så
tidligt som i en skrivelse fra Nordværk til Rüstungsstab af 31/8 1943. I en anmodning af 2/11 1943 om tysk Waffenschein
for sagføreren angives fabrikationens art ligeledes som "Frontreparaturen".
43
Som note 41.
44
Rigsarkivets microfilm (Danica 1000), spole T-77, nr. 696, s. 1907014: Forstmann til Reichsminister der Luftfahrt
und Oberbefehlshaber der Luftwaffe d. 29/4 1944 med referat af møde hos Dr. Best. Jf. Giltner 1998 (se note 13), s.
161, 167.
28

45 Rigsarkivets microfilm (Danica 1000), spole T-77, nr. 696, s. 1907012 f: Aftale af 29/4 1944 underskrevet af Due
Petersen, ingeniør Hartmann og direktør Brenner, BMW. Samtlige citater er oversat fra tysk af forfatteren.
46 Odel-udvalget, B.3.d: BMW Verbindungsstelle til Oberregierungsrat Dr. Heise d. 25/4 1944, Arbejdsministeriet til
UM d. 6/5 og UM til den Rigsbefuldmægtigede, Abt. Arbeit, d. 15/5.
47 Rigsarkivets microfilm (Danica 1000), spole T-77, nr. 696, s. 1907011: Forstmann til den Rigsbefuldmægtigede d. 2/5
1944. Citat oversat fra tysk af forfatteren.
48 Information, d. 8/6 1945.
49 I en politirapport af 5/11 1945 oplyses, at Informations artikel stammer fra manuskriptet til Krenchels ikke offentliggjorte
memoirer. Krenchel havde været juridisk rådgiver for Nordværks funktionærer i forbindelse med virksomhedens
likvidation i efteråret 1944.
50 For sabotagevagter generelt, se: Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945. København 1997, s.
174 ff.
51
Korrespondance 31/7 - 17/9 1943 mellem sagføreren, den SS-frivillige T.V. og diverse tyske myndigheder.
52
Jf. Børge Brandt og Kaj Christiansen: Sabotage. København 1945, kap. XI. Nordværks tidligere direktør L. udtalte til
en politirapport af 23/6 1945, at de fleste af vagterne var tidligere SS-mænd eller frikorpsfolk.
53
Af et udateret vagtreglement fremgår, at der skal bæres neutral, civil påklædning "uden politiske eller nationale
kendingsmærker". Påklædningen kan dog nok have fået et militært tilsnit ved, at der til vagterne udleveredes kapper og
regnslag, ligesom vagterne efter mørkets frembrud skulle bære stålhjelm. Pistol skulle bæres skjult indtil mørkets
frembrud. Af politiets afhøringer 5/2 - 21/2 1946 vedr. sabotagevagtkorpset på Nordværks afdeling på Finsensvej
fremgår, at heller ikke vagterne her var uniformerede, men bar deres pistoler synligt i hylstre.
54
Nordværk til Københavns Politi d. 28/8 1943 samt til Rüstungsstab d. 31/8.
55
Rüstungsstabs referat af møde mellem politiinspektør Dahl-Jensen og ritmester Schlüter d. 14/9 1943.
56
Nordværk til Rüstungsstab d. 29/8 1943 samt til politiinspektør Dahl-Jensen d. 17/9 og 2/11. I det sidstnævnte brev
siges det ligeud, at vagterne burde have beskudt politibilen, da der kunne have været tale om sabotører, som udspionerede
fabrikken camoufleret som politi.
57
Jørgen Kieler: Nordens lænkehunde, bind 1. København 1993, s. 365 ff.
58
Se skildringen på basis af sabotørernes samtidige aktionsrapport hos Brandt & Christiansen 1945 (se note 52), kap.
XI.
59
Den tjenestegørende vagtstyrke i Nordværks del af GM's kompleks bestod iflg. ingeniør Mathiesens oplysninger til
Rüstungsstab af 1 vagtleder og 16 mand bevæbnet med pistoler og karabiner (brev af 29/11 1943). Politiinspektør Dahl-
Jensen hævdede dog ved en tidligere lejlighed at have erfaret, at der også fandtes maskinpistoler (referat af møde i
Rüstungsstab d. 14/9 1943), og det stemmer med sabotørernes samtidige aktionsplan gengivet i Brandt og Christiansens
ovennævnte værk (s. 117), iflg. hvilken i alt 4 af de ydre poster var bevæbnet med maskinpistol. På planen refereres der
desuden - noget overraskende - til patruljering på gaden af tyske soldater, hvilket ikke stemmer med de oplysninger, der
kan udledes af forhandlingerne senere på foråret om politiets deltagelse i sabotagebevogtningen, jf. nedenfor. I GM's del
af komplekset var der kun 3 mand på vagt.
60
Sagførerens beretning, s. 18 f.
61 Referat af møde hos GM d. 21/2 1944.
62 Kjeldbæk 1997 (se note 50), s. 178 f.
63 Udskrift af sabotørinterview, venligst stillet til rådighed af museumsinspektør Esben Kjeldbæk, jf. Kjeldbæk 1997 (se
note 50), s. 269 f.
64 Daglige Beretninger om begivenheder under den tyske besættelse, København 1946, s. 123, og Information, d. 13/5
1944. BOPA har taget ansvaret for såvel dette som de i det følgende omtalte drab på en liste over uopklarede drab og
drabsforsøg i Storkøbenhavn i perioden 1/11 1943 - 7/5 1945, som Københavns Politi udfærdigede pr. 23/10 1945 og
lod cirkulere blandt forskellige modstandsorganisationer. Drabet har nr. 351 på listen. Listen er offentliggjort af Tage
Revsgaard Andersen i hæftet Likvideringer og lignende (privattryk 1996), der indgår i materialesamlingen DKP og frihedskampen
(også som CD-ROM 1999). At den pågældende faktisk var tidligere SS-frivillig, bestyrkes af et notat på
hans kort i Centralkartoteket (Rigsarkivet) om, at hans navn optræder på en "tysk Nordsee-liste af 10-2-42", dvs. en liste
fra SS-Ergänzungsstelle Nordsee i Hamburg. Jeg takker phd-stipendiat Claus Bundgård Christensen for uddybende
oplysninger.
65 Som note 63. Daglige Beretninger, s. 125. Nr. 389 på politiets liste.
66 Daglige Beretninger, s. 64. Nr. 363 på politiets liste.
67 Nr. 355 på politiets liste. Broderen var iflg. Due Petersens enke "hjemmetysker og ivrig nazist" (erklæring afgivet til
Krisepolitiet d. 25/10 1945), og sagføreren oplyser i sin beretning, at han blandede sig i forhold vedr. sabotagebevogtningen
i GM's kompleks samt lejlighedsvis optrådte i tysk underofficersuniform (s. 17).
29

68 Som note 63. Daglige Beretninger, s. 109. Nr. 390 på politiets liste.
69 Rigsarkivets microfilm (Danica 1000), spole T-77, nr. 696, s. 1907033: Höheres Kommando Kopenhagen til
Rüstungsstab d. 15/1 1944.
70 Beretning til Folketinget afgivet af den ... nedsatte kommission i henhold til Grundlovens § 45 (= Den
parlamentariske Kommissions beretning (PK)), bind VII, aktstykker, nr. 48, s. 343. Jf., Lundbak: Sabotagevagterne på
Nordværk, Over stregen – under besættelsen, red. John T. Lauridsen, København 2007, s. 627 f.
71 Udenrigsministeriet (UM), journalsag 84.G.35: Notits v/ Nils Svenningsen af 20/5 1944 vedr. samtale med Dr. Best,
den foregående dag. Best henfører samtlige 6 drab til sabotagevagtkorpset ved Nordværk, hvormed efter
sammenhængen menes Jeko i Ryesgade. Inkluderet i de 6 må dog formentlig være såvel sabotagevagtlederen ved Ambi
som nedskydningen d. 13/4 af en sabotagevagt tilknyttet Nordværk i GM's kompleks. Omstændighederne omkring dette
drab tyder ikke på en likvidering, jf. Daglige Beretninger, s. 94. Drabet er ikke med på politiets liste.
72 Jf. Centralanstalten for Revision til Krisepolitiet d. 10/9 1948.
73 Jørgen Hæstrup: Til landets bedste, bind 1. København 1966, s. 473 ff.
74 Som note 71. PK VII, aktstykker, nr. 48, s. 344 f.
75 Udskrift af sabotørinterview venligst stillet til rådighed af museumsinspektør Esben Kjeldbæk, jf. Kjeldbæk 1997 (se
note 50), s. 267 ff.
76 Citeret hos Kjeldbæk 1997 (se note 50), s. 272.
77 Kopier af politirapporterne findes i arkivet efter Forvaltningsnævnene for Krigsforsikringsforbund (Rigsarkivet),
journal 5, sag nr. 1655, især rapporter af 29/7 1944 (afhøringer af vagtstyrken) og 26/7 (afhøringer af bl.a. portnerne).
En af betjentene fra vagtstuen undgik tilfangetagelse ved at flygte ud af et vindue. Iflg. en beretning fra en af de deltagende
sabotører (citeret hos Kjeldbæk 1997 (se note 50), note169), skal betjentene have overgivet sig med ordene ”det
var sgu dejligt, I kom”. Det lader sig ikke afgøre, om det genspejler en reel mangel på vilje hos vagtstyrken til at
forsvare virksomheden, eller om der kan være tale om en lidt romantiseret erindring på basis af sympatitilkendegivelser
fra enkelte betjente efter overgivelsen.
78 UM 84.G.35.: Notits v/ Nils Svenningsen d. 8/7 1944.
79 Som note 71.
80 Korrespondancen via Rüstungsstab med dette firma samt et andet, Electroaccustic i Kiel, er af ukendte årsager blevet
bevaret i straffesagen. For det følgende henvises til: Rüstungsstab til NEAG 27/6, 7/8 og 9/11 1944, NEAG til
Rüstungsstab 31/7 og 19/11 samt Jeko til NEAG 20/11. Citaterne er oversat fra tysk af forfatteren.
81 Aktionen er skildret i: Jørgen Røjel: Holger Danske rejser sig. København 1993, s. 112 ff., til dels på basis af Røjels
eget erindringsværk, Kæft, Trit og Retning. Hvor ikke andet er angivet, støtter den efterfølgende fremstilling sig herpå.
Røjel var selv leder af aktionen.
82 Røjel 1993 (se note 81), s. 112, hvor en af deltagerne skønner deltagerantallet til 90-100, og s. 117, hvor Røjel selv
siger 150. Vagterne på fabrikken skønnede at have stået over for to grupper på henholdsvis 12 og 25-30 mand (rapport
fra vagttjenesten af 29/9 1944).
83 Røjel 1993 (se note 81), s. 113, 116.
84 Rigsarkivets microfilm (Danica 1000), spole T-77, nr. 696, s. 1907031 ff.: Rüstungsstab til Rüstungsamt d. 19/5 1944.
UM 84.G.35: Notitser v/ Nils Svenningsen af 19/7 og 25/8 1944.
85 Skildringen i: Røjel 1993 (se note 81), s. 118, stemmer stort set overens med vagttjenestens rapport af 29/9 1944.
86 Rapport fra vagttjenesten af 29/9 1944.
87 Daglige Beretninger, s. 284.
88 Sagførerens beretning, s. 22, jf. hans forklaring refereret i Københavns Byrets dom af 2/3 1948.
89 Beretning fra Centralanstalten for Revision af 24/9 1946, s. 5. Sagførerens beretning, s. 11 f. Betalingen bestod i dette
tilfælde bl.a. i overdragelse af Due Petersens andel i to håndværkervirksomheder, som han og sagføreren havde ejet i
fællesskab.
90 Generalforsamlingsprotokol for a/s Nordværk: Generalforsamling d. 13/5 1944. Dokument vedr. aktieoverdragelse af
samme dato.
91 Generalforsamlingsprotokol for a/s Nordværk: Bestyrelsesmøde d. 29/9 1944. Jf. sagføreren til Due Petersen d. 28/9.
92 Due Petersen til sagføreren d. 29/9 1944.
93 Generalforsamlingsprotokol for a/s Nordværk: Bestyrelsesmøde d. 4/10 1944 og generalforsamling d. 18/10. Sagførerens
fuldmagt af 17/10 til direktør L. er skrevet på brevpapir fra Hotel Vasegaarden i Fredericia.
94 Uddrag af Centralanstalten for Revision's dagbog for perioden 18/10 - 18/11 1944. De manglende bilag var genstand
for en del interesse i forbindelse med politiets afhøringer efter krigen. Ingeniør Dill udtalte til en politirapport af 27/10
1945, at bilagene uden tvivl var sendt til München, da BMW havde været "meget forundrede over omkostningerne ved
Nordværks drift, hvorefter man havde udbedt sig bilagene til revision". Så sent som i januar 1949 gennemførte politiet
30

afhøringer i München af en række BMW-ansatte. Kolks afløser som leder af BMW's Verbindungsstelle ved Nordværk,
Ernst Walesczek, afviste da, at bilagene var blevet ført til München (politirapport af 27/1 1949), men efter nærmere
eftertanke bekræftede han, at det havde været tilfældet (brev af 8/3 1949).
95
Referat af møde mellem revisorerne og indkøbschef A.P. d. 9/11 1944.
96
Referat af revisorernes samtale med P.K. d. 11/11 1944.
97
Referater af revisorernes samtaler med C.J. d. 21/11 1944 og med P.F. d. 1/12.
98
Erklæring fra W.A.J. til revisorerne af 7/11 1944 samt disses samtaler med samme d. 14/11, med P.K. d. 11/11 og
møde hos UM's kommitterede med direktør L. d. 15/11. Direktør L.'s forklaring til politirapport af 18/9 1945.
99
Bogholder K.I. vurderede, at de af BMW bortførte bilag dækkede forskud for mellem 200.000 og 400.000 kr.
(Centralanstalten for Revision's dagbog vedr. Nordværk 18/10 - 18/11 1944). Bogholderiassistent W.A.J. hævdede, at
direktør L. på et tidspunkt havde haft 187.500 stående som forskud (erklæring til revisorerne af 7/11).
100
Bogholderibilag af 3/10 1944, jf. diskussion af dette forskud på mødet hos UM's kommitterede d. 15/11.
101
Elmar Dills forklaring til politirapport af 27/10 1945 samt udskrift af Københavns Byrets vidnebog. I en
revisionsberetning af 2/8 1945 antydes det, at direktør L. selv kan have tilegnet sig de beløb, der ikke er aflagt
tilfredsstillende regnskab for.
102
Peter Birkelund: Holger Danske. Sabotage og likvidering 1943-45, s. 353 f. Drabet på Due Petersen er nr. 76 på
politiets liste. For citatet, se nedenfor, note 104.
103
Direktør L.'s forklaring til politirapporter af 11/5 og 23/6 1945. Røjel 1993 (se note 81), s. 116.
104
Justitsministeriets 6. kontor, j.nr. 1947/2088. Politiefterforskningen blev iværksat på begæring af anklageren i
værnemagersagen mod direktør L. Politiafhøringerne omfattede den afdelingsleder i modstandsbevægelsen, der havde
givet ordre til likvideringen, og den gruppeleder, som havde haft ansvaret for planlægningen og udførelsen. I
overensstemmelse med den praksis, der blev fulgt ved efterforskning af likvideringssager, optræder de begge anonymt.
105
Møde i Frederiksberg Skifteret d. 17/4 1945.
106
Udateret udskrift fra Nationalbankens Clearingkontor. At det oprindelige Nordropas produktion må være omfattet,
kan udledes af en skrivelse fra Centralanstalten for Revision til Krisepolitiet af 10/9 1948 kombineret med det forhold,
at omkring halvdelen af udbetalingerne angives at være overført fra Nordværk.
107
Aftale af 8/6 1944 mellem Due Petersen og ingeniør Niedorph for Norddeutsche Dornierwerke. Jf. ingeniør Mathie-
sens forklaring til politirapport af 25/7 1945.
108 Beretning fra Centralanstalten for Revision af 24/9 1946, s. 6.
109 Udateret udskrift fra Nationalbankens Clearingkontor.
110 Referat af møde hos UM's kommitterede d. 15/11 1944.
111 Beretning fra Centralanstalten for Revision af 24/9 1946, s. 7 ff., 13 f.
112 Information, d. 26/9 1944.
113 Sagførerens beretning, s. 25 f., 31.
114 Sagførerens beretning, s. 25, 30.
115 Se eksempelvis Berlingske Tidendes artikelserie (startende d. 14/11 1999) om Dansk Industrisyndikat og A.P. Møller
og opfølgningsbogen: Christian Jensen m.fl.: Krigens købmænd. København 2000, samt den heraf affødte debat.
116 Han havde desuden været medlem før krigen, jf. oplysninger fra Centralkartoteket iht. DNSAP’s medlemskartotek,
gengivet i: Justitsministeriets 6. kontor, j.nr. 1947/2088. Indmeldelserne er dateret til 23/7 1937 (ikke slettet), 30/3 1938
(slettet febr. 1939) og 18/6 1942 (slettet 23/10 1943).
117 Udskrift fra Centralkartoteket i læg med personoplysninger i straffesagen.
118 Udskrift af Retsbogen for Københavns Byrets 14. Afdeling, d. 6/2 1948.
119 Referat af fællesmøde d. 16/2 1944.
120 Sagførerens forklaring til politirapport af 19/5 1945.
121 Københavns Byrets dom af 2/3 1948.
31