Karismatikkens historie. - Lyd i Natten
Karismatikkens historie. - Lyd i Natten
Karismatikkens historie. - Lyd i Natten
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Karismatikkens</strong> <strong>historie</strong>.<br />
Fra http://www.svchapel.org/<br />
Marts 1999.<br />
Af Gary Gilley<br />
Det, der begyndte i et hjørne ved skiftet til det tyvende århundrede, farer nu af sted med flyvende<br />
fart ved udgangen af samme århundrede. Hvad der engang var kendt som Pinsekirken, er nu splittet<br />
op i mange forskellige, men overlappende bevægelser: Pinsebevægelsen, Karismatikken, Vineyard,<br />
Word of Faith, Holy Latter.<br />
Målet med vore artikler om dette emne vil være at informere, afklare, dokumentere og advare om<br />
nogle af læresætningerne og praksis hos dem, der hævder at være Karismatiske (ordet vi vil bruge,<br />
med rette eller urette, som en fællesbetegnelse på alle de ovennævnte udbrydergrupper). Frelsen af<br />
de Karismatiske er ikke emnet her. Vi tror, at mange er genfødte. Faktisk står over halvdelen af alle<br />
"evangeliske" med deres åndelige fødder i en eller anden fløj af denne bevægelse. På den anden<br />
side forudsætter vi heller ikke deres frelse. Vores undersøgelse vil koncentrere sig om deres<br />
synspunkter og praksis med hensyn til læren om Helligånden og Skriften. Vi begynder med et kort<br />
historisk overblik over bevægelsen som helhed. Senere vil vi undersøge de forskellige grene, som<br />
de eksisterer i dag.<br />
Skønt den Karismatiske bevægelse er gået på vingerne i løbet af det tyvende århundrede, kan<br />
lignende synspunkter og manifestationer lejlighedsvis findes gennem hele <strong>historie</strong>n.<br />
I oldtiden var den praksis, der taler i uforståelige sprog under religiøs ekstase, ikke ukendt. Fra det<br />
11. århundrede f. Kr. kommer der rapporter fra Egypten om ekstatisk tale, og senere i den Græske<br />
verden talte profetinden af Delphi og præstinden Sibylline i ukendte tunger. Blandt de Romerske<br />
mysteriereligioner blev den Dionysiske kult kendt for denne praksis.<br />
Flere af de tidlige kirkefædre nævner tungetale i kirken. Irenæus (d. 200) og Tertullian (d. 200)<br />
udtaler sig positivt om det; Chrysostomos (d. 407) afviste det og Augustin (d. 430) erklærede, at<br />
gaven kun var for Det Nye Testamentes tid. Montanist-bevægelsen i slutningen af andet århundrede<br />
inkluderede profetinder, påstande om ny åbenbaring, tungetale og et asketisk og lovbundet<br />
udseende. Bevægelsen blev erklæret for kættersk af den officielle kirke og tungetale synes at have<br />
været sjælden i kirken efter denne tid.<br />
I løbet af middelalderen blev der rapporteret om tungetale i klostre i den Ortodokse Kirke. I det<br />
syttende århundrede synes det at have været praktiseret i Frankrig blandt Huguenotterne<br />
(Protestanter) og Jansenister (Pietistiske Katolikker). I det nittende århundrede blev tungetale<br />
praktiseret i Amerika blandt Shakers og Mormoner, og i Skotland og London blandt tilhængere af<br />
Edward Irving, som så dette som ”Latter-Rain” udgydelsen af Helligånden forud for Herrens præmillenniale<br />
genkomst (citat taget fra Millard Erickson’s Christian Theology og Walter Elwell’s<br />
Evangelical Dictionary of Theology, dvs. "Montanisterne", "Pinsebevægelsen" og "Tungetale.")<br />
Resten af dette notat er en tilpasning af en artikel med titlen "The New Charismatics," af Michael<br />
G. Moriarty, Biblical Perspectives , bd. IV, nr. 3, maj-juni 1991.<br />
Hvad dukker op i dit sind, når du hører ordet "Karismatisk"? Tænker du på en gruppe mennesker,<br />
der er sultne efter Herren, vandrer i Åndens kraft, åndelige i gudsdyrkelse, aggressive i<br />
evangelisering og rige på kærlighed, eller ser du personer, der er oplevelsesorienterede,<br />
imperialistiske af indstilling (kun de har det fulde evangelium), elitære i standpunkt, ukontrollerede<br />
i tilbedelse og uden nogen reel forståelse af Bibelen, men går videre end blot det, der kan prøves på<br />
teksten. Måske er du i den neutrale lejr, der bliver så forvirret over spørgsmålet - hører både godt og
dårligt - at du har valgt ikke at tage parti. Desuden er Karismatik vokset hurtigt og er blevet mere<br />
varieret, og derfor ville det være misvisende at placere alle under samme hat.<br />
Ikke desto mindre erklærer de fleste af de troende, der betragtes som "Karismatiske", dvs Oral<br />
Roberts, Larry Lea, Earl Paulk, Dick Iverson, Ken Copeland, Bob Tilton, mv. ., i dag, at den<br />
"Karismatiske bevægelse" er sluttet, og at Guds "nye bevægelse" er i gang. Bill Hammon, en<br />
beundret "moderne profet" i de Karismatiske samfund, siger: ”Joshua-generationen” fører fremad,<br />
og præsteskabets præster bærer Arken med Guds genoprettede tilstedeværelse over hele Jordan.<br />
Den Karismatiske bevægelses har opfyldt sit formål: at bringe kirken til sin Jordan-flod. Nu er<br />
skyen om dagen og ilden om natten taget bort, og profeter og profetiske præster har rejst sig for at<br />
give beskyttelse, retning og tidspunkt for kirkens bevægelse... Profeterne ser dog i horisonten af<br />
Guds hensigt med sin Kirke, en genoprettende bølge af en så ubegribelig gigantisk proportion - som<br />
en tusind fods flodbølge - at det ryster fantasi og tro hos både dem, der har set det profetisk og dem,<br />
der har hørt om det. Det vil være større end alle tidligere genoprettelses-bevægelser til sammen."<br />
Denne nye genoprettelses-bevægelse, som anbefales af de fleste nuværende Karismatikere, har<br />
frembragt en underdønning af Karismatiske ledere, der vil åbne sig for nye åndelige åbenbaringer<br />
og dybere doktrinære sandheder. Den teologiske menu, der i dag serveres i de fleste Karismatiske<br />
kirker, er fyldt med nye ideer, ny doktrinær lære og usædvanlig praksis.<br />
Skønt der er nogle grundlæggende forskelle mellem de nye bevægelser, der opstår blandt<br />
Karismatikere, er deres overordnede teologiske perspektiv (f. eks genetablering af moderne apostle<br />
og profeter) og deres eskatologiske retning den samme. De nye Karismatikere proklamerer, at en ny<br />
overnaturlig bevægelse af Guds Ånd fejer hen over kloden. Dette nye skridt vil være så<br />
revolutionerende, at hele kursen i menneskets <strong>historie</strong>s snart vil blive ændret. Men for at denne<br />
herlige drøm kan virke, må de fleste af de kristne kirker forene sig i filosofi og formål. Derfor er et<br />
af målene for de ”Ny-Karismatiske” at gøre Karismatikere og ikke-Karismatikere (og også ikkekristne<br />
) til "Ny-Karismatikere." Med andre ord, de Karismatikere, der tilslutter sig nygenoprettelses<br />
tanken, ønsker varmt, at alle troende vil smage denne "nye bevægelse" i Helligånden<br />
og forene sig med dem i deres bestræbelser på overnaturligt at forandre verden.<br />
De fleste henviser til denne blomstrende nye udvikling, der vokser over hele verden, som<br />
"Genoprettelse" eller "Latter-Rain Genoprettelse". De mener, at <strong>historie</strong>n er på vej mod et åndeligt<br />
klimaks, hvor Guds kraft vil blive udgydt over Kirken, som aldrig før. Støtterne af Genoprettelsen<br />
mener, at denne nye bevægelse kunne være Herrens endelige bevægelse, hvor Kirken vil blive iført<br />
ny kraft til at kristne verden, før Jesus kommer igen. For at dette herredømmes formål kan<br />
realiseres, må det femdoblede præsteskab, som er uddybet i Ef. 4:11 (apostle, profeter, evangelister,<br />
hyrder og lærere) anerkendes af Kirken som helhed og gives plads til at udøve deres overnaturlige<br />
gaver og Gud-ordinerede myndighed.<br />
Nogle nutidige Genoprettelses-bevægelser, som rummes under paraplyen "Ny-Karismatikere" er:<br />
Kongerige Teologien, populariseret af den uklare biskop/profet, Earl Paulk, Trosbevægelsen /Den<br />
Positive Bekendelses Bevægelse, ledet af tros-lærere som Ken Hagin og Copeland, og Den tredje<br />
Bølge eller Tegn og Under Bevægelsen, populariseret af den kontroversielle Vineyard-præst, John<br />
Wimber. Disse grupper har et fælles bånd, som støtter, at Gud bevæger sig på en ny, overnaturlig<br />
måde gennem tegn og undere, at Kirken skal tilbage til første århundredes apostolske kristendom,<br />
før Jesus kommer igen, og at moderne apostle og profeter vil spille en central rolle i denne proces.<br />
For at forstå den nye udvikling og lære, som breder sig gennem den Karismatiske verden, er vi nødt<br />
til at gå tilbage i <strong>historie</strong>n for kortvarigt at undersøge nogle af de indflydelsesrige "Højere Liv"<br />
bevægelser i det tyvende århundrede, begyndende med Pinsebevægelsen. At spore oprindelsen af
disse bevægelser vil give os et bedre indblik i, hvordan visse doktriner er opstået og udviklet<br />
gennem årene, og hvorfor visse Karismatiske doktriner fremhæves så stærkt i dag.<br />
DEN PENTEKOSTALE EKSPLOSION<br />
Genoplivelsen af 1906-13 i Azuza Street var den affyringsrampe, der lancerede en<br />
verdensomspændende Pinsebevægelses-fornyelse. Det vigtigste træk ved denne Pinsebevægelsesudgydelse<br />
var "dåben med Helligånden," en oplevelse efter frelsen, som understreges af at tale i<br />
andre tungemål. Dette var kronjuvelen, genoplivet af, hvad mange kaldte den "anden pinse." Der<br />
var dog åndelige glimt, der gik forud for Azuza, og som beredte vejen for dens indvielse. Den 1.<br />
januar 1901 i Topeka Kansas talte Agnes Ozman, en studerende ved Charles Parham’s Bethel<br />
bibelskole, i tunger. Nogen tid senere havde Parham selv den samme oplevelse, og fra da af<br />
prædikede han, at alle troende, der søgte tungetale-erfaringen flittigt, ville modtage velsignelsen. De<br />
fleste genkender Parham, som grundlæggeren af Pinsekirken.<br />
Parham, en ivrig helligheds-prædikant, blev næret i de religiøse oplevelsers kultur. I sin søgen efter<br />
noget mere, blev tungetale den berømte stødpude, der udfyldte dette tomrum. I 1905 kom en nidkær<br />
sort helligheds-prædikant ved navn William J. Seymour under formynderskab af Parham i Alvin,<br />
Texas, et par miles syd for Houston. Det varede ikke længe, før Seymour modtog tungetalen og tog<br />
pinsebevægelsens besked med til Azuza Street i Los Angeles.<br />
Skønt der var åndelige antændelse, inden flammen nåede Azuza, var det dér, flammen blev glohed<br />
og begyndte at spredes over hele verden. Efter at Parham og Seymour havde modtaget tungetaleoplevelsen,<br />
begyndte de en ambitiøs indsats for at sprede, hvad de troede var genoprettelsen af en<br />
glorværdig apostolisk doktrin: dåben med den Hellige Ånd bevist ved tungetale. Parham lærte, at<br />
Kristi genkomst ville ske i hælene på en verdensomspændende ”Latter-Rain”-vækkelse, hvor<br />
Helligånden ville genskabe mirakuløse gaver, der genererede en stor høst i endetiden. Denne<br />
”Latter-Rain” forventning døde ud i begyndelsen af 20erne, eftersom Pinsebevægelsen indoptog<br />
visse principper fra Dispensationalismen.<br />
Ikke desto mindre står Pinsebevægelsen som en klassisk Genoprettelses-bevægelse, der udspyr flere<br />
nye søster-bevægelser med det syn, at Kirken vender tilbage til den Ny-Testamentlige herlighed.<br />
Det klassiske Genoprettelses-motiv i Pinsebevægelsen, der angiveligt bragte en større sult efter<br />
åndelig virkelighed, var "dåben med Helligånden", bekræftet ved tungetale.<br />
DEN NEOPENTEKOSTALE FORLØSNINGS VÆKKELSE<br />
Et af de især betydelige, men kontroversielle, fænomener, som kraftfuldt dukkede op sammen med<br />
Pinsebevægelsen, er doktrinen og præsteskabet for guddommelig helbredelse. Siden sidste halvdel<br />
af det nittende århundrede har helbredelses-praksis eksisteret i Amerika. Men den engagerende<br />
Pinsebevægelsen - næret af uafhængige evangelister, som lagde "ny" vægt på helbredelse - tiltrak<br />
en folkelig tilhængerskare. Betydningen af befrielsens (helbredelsens) genopblomstring, som nåede<br />
sit højdepunkt mellem 1947 og 1958, ligger i dens entydige udbredelse af et koncept for frelse, der<br />
omfatter sundhed og helbredelse som en væsentlig del af den troendes forløsning.<br />
Pinsebevægelsens religion fortsatte med at strække sig ud over hele kloden gennem 30'erne, men i<br />
midten af 40'erne, da mange uafhængige evangelisters karriere toppede, var der en "ny"<br />
vægtlægning; den mirakuløse "Åndsdåb" blev stadig prædiket, men der var ikke længere fokus på<br />
vækkelses-mødet. Det fælles hjerteslag i "enhver tjeneste, var miraklet - det hypnotiske øjeblik,<br />
hvor Ånden helbredte de syge og oprejste de døde".<br />
Pinsebevægelsens mødepladser gik, ligesom ”Assemblies of God”, ikke ind for befrielse og<br />
betragtede befrielses-evangelisterne som "uafhængige ekstremister." Pinsebevægelsens ledere<br />
væmmedes ved den manglende integritet blandt befrielses-prædikanterne, som ofte kom med
påstande, præget af absurd overdrivelse. Fremvisningen af påståede mirakler var blevet så aparte, at<br />
befrielses-møderne blev forvandlet til "personligheds-kulter." Historikeren, David Harrell, citerer en<br />
pinse-leder, der rapporterede: "De helbredende evangelister lever i konstant dialog med engle og<br />
dæmoner, Den Hellige Ånd og sygdomsånder fra afgrunden, og nogle oplever en elektrisk strøm<br />
gennem hænderne, når de beder for de syge. Andre har en glorie omkring hovedet, når de bliver<br />
fotograferet, og hos andre igen viser der sig olie på deres hænder, når de beder." Mange af nutidens<br />
"tele-evangelister" har adopteret den melodramatiske prædiken-stil fra befrielses-prædikanterne i<br />
midten af det tyvende århundrede.<br />
”LATTER-RAIN” BEVÆGELSEN<br />
Tre pionerer på forkant af befrielses-åbenbaringen var William Branham, Oral Roberts, og<br />
Gordon Lindsey. Disse mænd havde bemærkelsesværdigt forskellige personligheder, men var<br />
uden tvivl det brændstof, der holdt en genoplivning kørende. Branham antændte en genoplivning i<br />
den rørte skare med tilsyneladende mirakler og profetiske evner. Roberts blev populariseret med sit<br />
hjerteskærende budskab om, at Gud er god og vil, at hans folk trives og bliver helbredt. Han var den<br />
første til at bringe helbredelses-korstoget ind i millioner af hjem, der aldrig havde været udsat for<br />
det helbredende budskab, ved at indlede et nationalt ugentligt tv-program. Lindsey var<br />
organisatoren, der frembragte sammenhold med fremragende administrative evner.<br />
Branham’s lære påvirkede kraftigt en ny sekt, der udsprang af neopentekostal befrielses-åbenbaring,<br />
kendt som "New Order of the Latter- Rain". Branham formede også tanker og praksis hos mange<br />
nøglepersoner i Pinsebevægelsen.<br />
”Latter-Rain” bevægelsen var løst orienteret og en entusiastisk enhed af allierede, der var forenede<br />
af deres indædte opposition til almindelige betegnelser. Denne kometagtige bevægelse skabte stor<br />
opstandelse blandt Pinsebevægelsens organisationer, som ”Assemblies of God”, og pralede af at<br />
være en frisk vækkelse, der fortrænger de "apostoliske" pinsefolk. Skønt dens påvirkning var af lille<br />
målestok, var dens effekt alligevel følbar i hele verden, og den blev en af flere katalysatorer for den<br />
Karismatiske bevægelse fra 60erne, den uafhængige Karismatiske bevægelse (”Word of<br />
Faith/Positive Confession” Karismatikere) fra 70erne, og ”New Charismatic Movement”, der<br />
dukkede op i 80erne og 90erne. Som reaktion på den åndelige tørhed, som findes i<br />
Pinsebevægelsens cirkler, så "The New Order of Latter-Rain" sig selv som en forfriskende oase, der<br />
vendte tilbage til det "fulde evangelium" fra det første århundredes Kirke.<br />
Det doktrinære system i ”Latter-Rain” indbefattede fremstødet for Pinsebevægelsens åndsdåb,<br />
bevidnet ved tungetale, og ”New Pentecostale”s udfrielses-åbenbaring ved mirakuløse helbredelser.<br />
Men den brændende bevægelse havde også sit eget særpræg. Lad os kort se på syv af de nye<br />
doktriner, der formede ”Latter-Rain”.<br />
Restorationisme - Denne videreudvikling af genoprettelses-teologien opfattede Gud som gradvist<br />
genoprettende sandheden i Kirken siden reformationen.<br />
Femfoldigt Præsteskab - Undervisningen om, at Gud er ved at genoprette apostle og profeter i<br />
Kirken til at fungere med de tre øvrige nådegave-embeder: evangelister, hyrder og lærere (Ef 4:11.<br />
). Apostle og profeter tilvejebragte med nye åbenbaringer en retning, der ville spille en vigtig rolle i<br />
at bane vejen for Kristi andet komme.<br />
Håndspålæggelse - Et ritual, udført af moderne apostle og profeter for at formidle Helligånden og<br />
andre åndelige velsignelser og gaver.
Profeti – Man betragter praksis med "personlig profeti" som genoprettet for Kirken. Profeti vil ikke<br />
længere være begrænset til generelle formanings-ord, men vil omfatte personlige detaljerede<br />
åbenbaringer til vejledning og instruktion.<br />
Gendannelse af sand tilbedelse - Troen på, at Guds manifesterede nærvær er afhængigt af en<br />
bestemt orden i tilbedelsen, der involverer at synge i tunger, klappe, råbe, synge profetier, samt en<br />
ny orden med lovprisning i dans.<br />
Udødelighed for de hellige - Troen på, at de troende, der går frem i sandheden i ”Latter-Rain” –<br />
ikke nødvendigvis alle i Kirken – vil opnå et stadium af udødelighed, før Jesus kommer igen.<br />
Enhed i troen – Den lære at Kirken – som regel opfattet som en skare af sejrende i neopentekostale<br />
rækker – vil opnå enhed i troen, før Kristus kommer igen.<br />
DE GAMLE KARISMATIKKERE<br />
De fleste historikere daterer begyndelsen af den Karismatiske bevægelse til den 3. april 1960. På<br />
denne dag annoncerede Fader Dennis Bennett ved St. Marks Episkopale Pastorat i Van Nuys,<br />
Californien, til sin menighed, at han havde modtaget Helligåndens fylde og kraft, og hvordan dette<br />
blev ledsaget af at "tale i ukendte tunger." Efter at have mødt megen modstand, fratrådte Bennett sin<br />
stilling ved St. Marks og tog imod en invitation til at blive præst i St. Luke’s Episkopale Church i<br />
Seattle, Washington, som voksede til en af de stærkeste Karismatiske kirker i Nordvest. I et årti var<br />
den et af de store centre, hvorfra tungetale bredte sig ud over hele verden, især til de dominerende<br />
menighedsgrupper.<br />
Betydningen af den Karismatiske bevægelse ligger i udbredelsen af Pinsebevægelsens tunge-praksis<br />
i de dominerende organisationer. Dette skabte en ny åbenhed over for hele spektret af de åndelige<br />
gaver, der er anført i Første Korintherbrev 12:8-10 (visdom, kundskab, tro, helbredelse, mirakler,<br />
profeti, bedømmelse af ånder, tungetale, og tolkning af tungetale), der aldrig havde været der før.<br />
Bestemt ikke alle de dominerende kirker understøttede denne nye bevægelse, men tusindvis af<br />
mennesker i mainline-kirkerne oplevede "at tale i tunger" samt andre åndelige manifestationer.<br />
Dette avlede en stærk overbevisning om, at alle de overnaturlige "nådegaver" (f.eks tunger,<br />
helbredelse, mirakler og i nogle tilfælde profeti) var for i dag.<br />
Selvom den Karismatiske udgydelse fortsatte med at sprede sig gennem de dominerende Kirker,<br />
forlod mange ledere de traditionelle Kirker for at starte uafhængige menigheder. Inden længe kom<br />
disse menigheder, der skød op som paddehatte, under indflydelse af ”Word of Faith/Positive<br />
Confession”, der forplantede sig ved uafhængige Karismatikere som Hagin, Copeland, Charles<br />
Capps og andre. Deres primære fokus var tros-undervisning, guddommelig helbredelse og finansiel<br />
velstand. Troende, der konsekvent skabte en positiv bekendelse om deres fysiske og åndelige<br />
situation og demonstrerede stor tro, ville modtage rigelige velsignelser fra Gud.<br />
De mest militante bevægelser, der rejste sig ved siden af den Karismatiske bevægelse, var<br />
"Manifested Sons of God". Denne afvigelse indsamlede mange af sine doktrinære særpræg fra<br />
”Latter-Rain” bevægelsen og stortrivedes i 60erne og 70erne. ”Manifested Sons” fulgte William<br />
Branham’s lære og hævdede, at menighederne var hedenske organisationer med et babylonisk<br />
fundament. Mange, der brød deres menigheds-bånd og sluttede sig til ”Manifested Sons of God”,<br />
troede, de kom ind i den eneste arena, hvor frelse var muligt. De mere militante ”Manifested Sons”<br />
åndeliggjorde Jesu andet komme ved at lære, at Jesus og Hans Kirke ville blive ét i natur og<br />
inderste væsen. At være ét med Kristus ville samlet set resultere i et legeme af "lille Kristus i<br />
kødet", der manifesterede Jesus Kristus på jorden som Hans fortsatte inkarnation.
En anden bevægelse, der voksede frem under den Karismatiske bevægelse, blev kendt som<br />
"Shepherding" eller "Discipelskab". Denne bevægelse voksede ud af ”Latter-Rain”/Karismatisk<br />
tradition og opnåede sin største fremdrift i midten af 70erne. ”Shepherding” udsprang af en<br />
bekymring for effektivt discipelskab og lagde stor vægt på behovet for lydighed imod de åndelige<br />
ledere. Bevægelsen stammede fra fem undervisere i menigheder udenfor Ft. Lauderdale, Florida –<br />
Bob Mumford, Charles Simpson, Derek Prince, Don Basham og Ern Baxter (en Branham<br />
discipel).<br />
Ved slutningen af 70erne forårsagede ”Shepherding”-bevægelsen en dyb splittelse i Karismatiske<br />
kredse på grund af den strenge kontrol, som mange hyrder udøvede over deres medlemmer. I<br />
midten af 80erne blev udtrykket "Shepherding" droppet, da bevægelsen fik et dårligt ry for sit<br />
kultiske, autoritære misbrug. Ikke desto mindre trives "Shepherding"-konceptet” stadig i forskellige<br />
kredse i dag under etiketter som "afskærmning" eller "pagts-relationer."<br />
Væksten i den Karismatiske bevægelse og andre grænse-bevægelser, som skød op i 60erne og<br />
70erne og lagde mere vægt på subjektive oplevelse end på de Bibelske sandheder, åbnede en<br />
"Pandora-æske" i den kristne verden. Den Karismatiske bevægelse har været skadelig for Kirken<br />
ved at åbne mange døre for den altid tilstedeværende påvirkning af erfaringsmæssige og ubibelsk<br />
ideer. Dette vil vise sig ved undersøgelse af nogle af de farlige nye tendenser, der fejer gennem de<br />
Karismatiske samfund i dag.<br />
Oversat fra: http://www.svchapel.org/resources/articles/19-charismatics/28-the-history-of-thecharismatics