3. Eksempler på plan- og reguleringssystemets virkemåde og ...

Vejle kommune nævnes som - i øvrigt eneste - eksempel med hensyn til udviklingstendenserne indenfor
dagligvareforsyningen. Vejle midtby har haft en nedgang på 25% i butiksantallet, udenfor bymidten har
nedgangen været på 60%, og i kommunecentrene har man måttet sige farvel til 40% af
dagligvarebutikkerne.
Samtidig med, at antallet af butikker har været faldende, har omsætningen i de store butikker
(supermarkeder, varehuse og lavprisvarehuse) været stigende. Fra 1969 til 1989 er de store butikkers
andel af dagligvareforsyningen steget fra knap 10% til 40%.
“Regionplan 1993" må lige som “Regionplan 1989" karakteriseres som en plan, der giver mulighed for
næsten hvad som helst, herunder lavprisvarehuse. Regionplanlægningen i Vejle Amt har dermed ikke tjent
som nogen entydig eller styrende referenceramme i forbindelse med kommune- og lokalplanlægningen.
Regionplanlægningen har i perioden 1980 – 1989 gradvist løsnet de ellers meget stramme restriktioner mod
lavprisvarehuse – og har således reguleret i modstrid med sine egne anbefalinger, fx om at det er
nødvendigt at forhindre store dagligvarebutikker udenfor byerne for at sikre en decentral butiksforsyning.
Hvorfor har regionplanmyndigheden i Vejle Amt ikke styret detailhandelsudviklingen?
Baggrunden for at regionplanmyndigheden i Vejle Amt ikke har styret detailhandelsudviklingen anderledes
end tilfældet er, skal i følge amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen 15 først og fremmest findes i det
forhold, at amterne ikke har kunnet:
”Amtet havde fra starten et uspecificeret forbud mod lavprisvarehuse i Vejle Amt. Men det skulle
specificeres 16 . Dette førte til en grænse på 1.500 m 2 for dagligvarer udenfor bymidten, pga.
hensynet til landdistrikternes butiksforsyning. Men målet gælder kun for dagligvarerne, og det er
for lidt [..], der er problemer med både arealgrænsen og definitionen”.
Det fremgår ret direkte, at amtsborgmesteren ikke anser planlovgivningens tidligste bestemmelser for
tilstrækkelige til at styre udviklingen med: Amtet prøvede at forhindre lavprisvarehuse, men kunne ikke.
Men som det vil fremgå af dels afsnit 5.6, og dels af den i afsnit 7.10.1 omtalte Tårnby Torvsag, bør der
imidlertid ikke herske tvivl om, at Vejle Amt kunne have forhindret lavprisvarehuse i regionen. I hvert fald
fra 1987. Lavprisvarehusene kunne have været forhindret igennem en langt mere detaljeret planlægning og
regulering end tilfældet var med regionplan 1989’s ene og meget generelle retningslinie 2.1.1: “Som led i
bestræbelserne på at sikre grundlaget for en decentral udvikling og den bestående egnsbalance skal
der i kommuneplanerne og i den efterfølgende lokalplanlægning fastsættes bestemmelser, der
forhindrer etablering af butikker med et dagligvaresalgsareal større end 1.500 m 2 udenfor de fire
egnscentres bymidter”.
Derfor skal baggrunden for Vejle Amts relativt lempelige regionplanregulering formentlig findes et andet
sted – enten i regionplanmyndighedens manglende evne til at anvende planlovens forhåndenværende
15
De følgende citater er hentet fra Amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen indlæg under Dansk Byplanlaboratoriums
Detailhandelskonference på Hotel Koldingfjord d. 29.-30. april 1996.
16
Forbudet mod etablering af lavprisvarehuse i retninigslinie 2.3 i “Regionplan 1980" måtte som sagt udgå, jf.
Miljøministeriet ”Miljøministeriets godkendelse af regionplan 1980 for vejle amtskommune” 1981.
56