SOLTEMPLETS HEMMELIGHED Englænderne blev ... - Hindu

More documents

Recommendations

Info

ª INTERNET EXHIBITIONS MOESGAARD www.hindu.dk Soltemplet repræsenterede en enorm investering af arbejdskraft, penge og talent, det stod klart allerede i 1904. Men hvem byggede dette utrolige stykke arkitektur på så øde et sted? Hvordan var det muligt at bygge et stentempel på et sted, hvor der ingen sten var? Hvor gammelt var templet, og hvad betød de erotiske skulpturer? Verdens bedst beskrevne tempelbyggeri Da man for et par årtier siden begyndte at indsamle gamle palmebladsmanuskripter i Konaraks omegn, kom der opsigtsvækkende ting for dagen. Det viste sig, at efterkommere af de arkitekter, der i sin tid byggede templet, havde gemt detaljerede beskrivelser af, hvordan det blev bygget, hvornår og af hvem. Palmebladsmanuskripterne indeholder så mange detaljerede oplysninger, at Soltemplet nu er det bedst dokumenterede monumentalbyggeri i verden fra sin periode. Man kender nu navnene på arkitekterne og billedhuggerne. Man ved, at arbejdet blev udført af lønarbejdere og ikke af slaver, som man hidtil havde troet. Bygningsregnskabet er så udførligt, at det viser, hvem der udførte hver eneste lille del af det store tempel, og hvad de fik for det. Fx kan man læse, at på en bestemt dag fik 15 stenhuggere udbetalt l bharana og 30 gauni ris for at sætte et bestemt antal løveskulpturer på piedestaler. Bharana og gauni er lokale måle-enheder. Andre hold arbejdere, under ledelse af navngivne arkitekter, fik udbetalt 43 madha (guldmønter) for at bygge et afsnit af dansehallen foran templet. Templets bygherre var Raja Narasimha Deva I, som regerede delstaten Orissa fra 1238. Han startede byggeriet i 1245 og kun 13 år senere stod det færdigt. Kong Narasimha var en stor feltherre. I hele sin regeringstid førte han krig mod de muslimske erobrere fra Bengalen, som forsøgte at undertvinge Orissa. Det lykkedes først i 1568, og Orissa forblev derfor en enklave, hvor hinduismen og dens kultur overlevede i 2 århundreder efter, at det øvrige Nordindien var faldet for Islams hære. Soltemplets pragt og livskraft kan opfattes som kongens svar på Islams pres, et symbol på et hindu-kongedømmes vilje til at slås for sin egen kultur. Dagligdag på en 700 år gammel byggeplads På området rundt om Soltemplet lå flere bygninger. Dels et mindre tempel for sol-strålegudinden Gayatri , dels en dansehal, som var udsmykket med musikmotiver, og endelig en administrationsbygning, måske anvendt som tempelkøkken. På palmeblads-manuskripterne kan man se, at kongen forberedte byggeriet omhyggeligt. To år før man gik i gang, begyndte han at indkalde arbejdere og billedhuggere. Han udvalgte kun de bedste og stærkeste, ofte de samme folk, som deltog i hans felttog. Siden udnævnte kongen en chefarkitekt, en leder af stenhuggerne, en specialist i stukarbejde, en ekspert i jernstøbning og mange andre specialister. Der blev bygget lejre til arbejderne, og der blev skaffet enorme mængder af byggematerialer: tømmer til ingeniørredskaber, bambus til stilladser og jernmalm. Det sidste blev brugt til at smede byggeredskaber på stedet: mejsler, løftestænger, skovle, hakker og hamre. Der blev samlet elefanter til at løfte og slæbe de tunge genstande. Dernæst begyndte ingeniørerne at grave en kanal på ca. 800 m til Sola-floden, vest for templet, så man kunne sejle stenblokke frem til Konarak. Manuskriptet forklarer omhyggeligt, hvordan forskellige stenarter blev fragtet ad floden fra alle egne af Orissa: mest sandsten til de meget detaljerede relieffer og det hårde klorit til særlig
ª INTERNET EXHIBITIONS MOESGAARD www.hindu.dk vigtige skulpturer af guder. Stenblokkene blev sejlet på pramme, der ofte blev bundet sammen for at kunne rumme de store sten. Templets kæmpemæssige blokke af sandsten krævede godt løfteudstyr. Bi.a. brugte man en uthalifassa, en jernkonstruktion, som minder om underdelen til et overdimensioneret strygebræt. Dets ben kørte på hjul og var forbundet med solide tove. Når arbejderne lagde deres vægt i tovene, samledes benparrene, mens stenen blev løftet til vejrs. Lejrene for de folk, der arbejdede på templet, var stramt opdelt og organiseret. Der var et særligt køkkenpersonale, der var vandbærere, barberer og fabrikanter af betel-skrå. Der var arbejdere, som skulle fylde olie på lamperne, og læger, der var specialister i plantemedicin. Der var et politi-korps i lejrene, som ikke blot sørgede for lov og orden, men også straffede forsinkelser i arbejde og leverancer med bøder. Af og til skyndede kongen også selv på arbejderne. I en meddelelse fra kongen roses arbejderne først for deres store flid, men siden får de at vide, at nu har de været i gang meget længe, uden at taget er blevet færdigt, hvorefter kongen giver dem en frist. Manuskripterne nævner vigtige begivenheder, f.eks. besøg af kongelige personer, men de fortæller også om arbejdernes daglige liv. En kort meddelelse fortæller: »En kvindelig arbejder ved navn Suni blev gravid med en arbejder ved navn Samantha, og begge stak af. En vagt, Banu, gik til landsbyen Gopa og fangede dem der. For dette modtog han tre gauni. Da Samantha påtog sig at forsørge Suni resten af hendes liv, sluttede sagen med det, og begge kunne igen arbejde på byggepladsen.« Kvindelige arbejdere udførte lettere stenhuggerarbejde. Det fremgår, at de bortløbne elskende ikke blev straffet, man ville blot have 3 dem til at vende tilbage til arbejdspladsen, fordi uddannet arbejdskraft var svær at opdrive. Som hjælp til projektet modtog kongen arbejdere fra andre provinser, f.eks. fra Madurai, der ligger et par tusinde km. syd for Orissa. Men de stenhuggere, der blev sendt, arbejdede i en helt anden stil end templets, så de måtte i stedet for skulpturer nøjes med at lave kantdekorationer på de mindre relieffer, hvor deres fremmedartede stil ikke gjorde for megen skade. Ufarligt var arbejdet ikke. Der er mange meddelelser om ulykker, især under stilladsarbejde. Mange af de store skulpturer vejer adskillige tons, og det kunne ske, at stilladserne brød sammen, mens man forsøgte at hale skulpturerne på plads. Sådan gik det galt under arbejdet med en stor løvestatue: »Mens de halede den op, rystede løven på grund af sin vægt stilladset og 12 mennesker faldt ned. 30 vagter løftede dem op og bar dem til lægen Garudia Vaidya. Det fik de 16 gauni for (gauni =rismål).« Det er den slags dagligdags detaljer, palmebladsmanuskripterne er fulde af. Lejren var internt organiseret efter principper, der i dag virker moderne: der blev dannet en slags samarbejdsråd, bestående af to kongelige administratorer og tre arbejdere, som skulle løse konflikter i lejren. Men det ser ikke ud til, at de havde meget at lave, for organiseringen af arbejdet gik tilsyneladende meget glat. Det skyldes sikkert kaste-systemet og den specialisering, der ligger i det. Arkitekterne var for eksempel alle af samme kaste, ofte nære slægtninge, det samme gjaldt stenhuggerne og de andre arbejdere. Over alle disse specialister svævede en gruppe af lærde brahminer, som var eksperter i Silpa Shastra, den indiske kunst-teori og proportionslære. De boede i en lejr et stykke fra de andre, og deres opgave var at sørge for, at proportionerne var indbyrdes i balance og i overensstemmelse med nogle magiske talforhold, som er udledt af hinduismens hellige skrifter.
Page 1: ª INTERNET EXHIBITIONS MOESGAARD w
Page 5: ª INTERNET EXHIBITIONS MOESGAARD w

SOLTEMPLETS HEMMELIGHED Englænderne blev ... - Hindu

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?