SOLTEMPLETS HEMMELIGHED Englænderne blev ... - Hindu

ª INTERNET EXHIBITIONS MOESGAARD www.hindu.dk
vigtige skulpturer af guder.
Stenblokkene blev sejlet på pramme, der ofte
blev bundet sammen for at kunne rumme de
store sten.
Templets kæmpemæssige blokke af sandsten krævede godt
løfteudstyr. Bi.a. brugte man en uthalifassa, en jernkonstruktion,
som minder om underdelen til et overdimensioneret strygebræt. Dets
ben kørte på hjul og var forbundet med solide tove. Når arbejderne
lagde deres vægt i tovene, samledes benparrene, mens stenen blev
løftet til vejrs.
Lejrene for de folk, der arbejdede på templet, var
stramt opdelt og organiseret. Der var et særligt
køkkenpersonale, der var vandbærere, barberer
og fabrikanter af betel-skrå.
Der var arbejdere, som skulle fylde olie på
lamperne, og læger, der var specialister i
plantemedicin. Der var et politi-korps i lejrene,
som ikke blot sørgede for lov og orden, men
også straffede forsinkelser i arbejde og leverancer
med bøder. Af og til skyndede kongen også selv
på arbejderne. I en meddelelse fra kongen roses
arbejderne først for deres store flid, men siden
får de at vide, at nu har de været i gang meget
længe, uden at taget er blevet færdigt, hvorefter
kongen giver dem en frist.
Manuskripterne nævner vigtige begivenheder,
f.eks. besøg af kongelige personer, men de
fortæller også om arbejdernes daglige liv. En
kort meddelelse fortæller: »En kvindelig arbejder
ved navn Suni blev gravid med en arbejder ved
navn Samantha, og begge stak af. En vagt, Banu,
gik til landsbyen Gopa og fangede dem der. For
dette modtog han tre gauni. Da Samantha påtog
sig at forsørge Suni resten af hendes liv, sluttede
sagen med det, og begge kunne igen arbejde på
byggepladsen.«
Kvindelige arbejdere udførte lettere
stenhuggerarbejde. Det fremgår, at de bortløbne
elskende ikke blev straffet, man ville blot have
3
dem til at vende tilbage til arbejdspladsen, fordi
uddannet arbejdskraft var svær at opdrive. Som
hjælp til projektet modtog kongen arbejdere fra
andre provinser, f.eks. fra Madurai, der ligger et
par tusinde km. syd for Orissa. Men de
stenhuggere, der blev sendt, arbejdede i en helt
anden stil end templets, så de måtte i stedet for
skulpturer nøjes med at lave kantdekorationer på
de mindre relieffer, hvor deres fremmedartede
stil ikke gjorde for megen skade.
Ufarligt var arbejdet ikke. Der er mange
meddelelser om ulykker, især under
stilladsarbejde. Mange af de store skulpturer
vejer adskillige tons, og det kunne ske, at
stilladserne brød sammen, mens man forsøgte at
hale skulpturerne på plads. Sådan gik det galt
under arbejdet med en stor løvestatue: »Mens de
halede den op, rystede løven på grund af sin
vægt stilladset og 12 mennesker faldt ned. 30
vagter løftede dem op og bar dem til lægen
Garudia Vaidya. Det fik de 16 gauni for (gauni
=rismål).«
Det er den slags dagligdags detaljer,
palmebladsmanuskripterne er fulde af. Lejren var
internt organiseret efter principper, der i dag
virker moderne: der blev dannet en slags
samarbejdsråd, bestående af to kongelige
administratorer og tre arbejdere, som skulle løse
konflikter i lejren.
Men det ser ikke ud til, at de havde meget at lave,
for organiseringen af arbejdet gik tilsyneladende
meget glat. Det skyldes sikkert kaste-systemet og
den specialisering, der ligger i det. Arkitekterne
var for eksempel alle af samme kaste, ofte nære
slægtninge, det samme gjaldt stenhuggerne og de
andre arbejdere.
Over alle disse specialister svævede en gruppe af
lærde brahminer, som var eksperter i Silpa
Shastra, den indiske kunst-teori og
proportionslære. De boede i en lejr et stykke fra
de andre, og deres opgave var at sørge for, at
proportionerne var indbyrdes i balance og i
overensstemmelse med nogle magiske talforhold,
som er udledt af hinduismens hellige skrifter.