1-2 osv. Det er konsekvensen af denne viden. Koderne henviser til de naturlige habitater og rummer den nødvendige viden om planternes naturlige hjemsted. I grove træk opereres der med ‘skovbund/skovbryn’, ‘eng/steppe’, ‘hede’, ‘bed’ og ‘sump/vand’ - og med underopdelinger efter fugtighed og jordtype. Fortolkning af engen Engen er det lysåbne landskabstræk der fremkommer hvor jorden afgræsses eller hvor der foretages høslet. Ved disse kulturindgreb - som græsningen eller høslættet jo er - fremkommer en blomsterrig vegetation med urteagtige planter som er tilpasset forholdene. Mange af engplanterne har over- eller underjordiske udløbere der gør at de ‘vandrer’ rundt på engen. Det klassiske, statiske staudebed med få planter i store flader, er derfor ikke nødvendigvis hverken det bedste eller eneste æstetisk eller driftsmæssigt set. Det bør holdes hjemme i privaten. Betragter man i stedet staudebedet som en fortolkning af 24 engen, rummer det nye muligheder. I stedet for de store, monokulturelle flader kan der tænkes mere dynamisk med relativt mange arter. Det kan give en større oplevelsesrigdom, en bedre biologisk diversitet og dermed en bedre sundhedstilstand. Arter der breder sig med udløbere, kan trives side om side med robuste, massive arter. Kortlivede eller enårige arter kan fylde huller ud og sene bladrige arter kan dække for tidlige løg. I et sådant bed behøver vi ikke at bruge arbejde på at fastholde et færdigtegnet billede, men på at understøtte og male videre. Her bliver anlæg til i et samarbejde mellem projekt, udførelse og drift, i stedet for som nu at være tre adskilte faser med hver sit aktørhold. Grøn livstidscyklus Inden for bygningsverdenen er man heldigvis begyndt at arbejde med begrebet ‘økonomisk livstidscyklus’. Man forholder sig f.eks. til hvad det koster at reparere et gammelt vindue i forhold til at skifte Bed med fx sommerfuglebusk eller en anden eksot der fungerer det ud med et nyt der kun holder en tredjedel af tiden. På samme måde burde vi se på plantninger. Hvad koster det at etablere en nyplantning i god jord, eventuelt endda med et dæklag af ukrudtsdug, 5-10 cm grus, fræsetørv eller steril muld og med tilstrækkelig stor plantetæthed og -størrelse? Og hvad koster det i drift hvor man er i en konstant, æstetisk utilfredsstillende og forgæves kamp mod ‘naturen’. Det er vigtigt at nyog/eller gennemtænke projekter i forhold til den mulige anlægs- og driftssituation. Vi er nødt til at være os meget bevidste om vigtigheden af at der skal være en sammenhæng fra tegnebordet over jorden, plantevalget, plantetætheden, anlægsarbejdet og til det færdige - og forhåbentligt vellykkede resultat. Der skal være flere ekstensive, dynamiske anlæg. Til gengæld måske færre sommerblomster og rosenbede. Der skal være bedre kvalitetskontrol og styrkelse af den grønne, faglige stolthed. Det er en klar forudsætning for at Kendskab til planters vækstkraft og dækkeevne kan mildne skvalderkåls monokulturelle tilbøjeligheder. Her reducerer den storbladede hosta kålen til at være et velfungerende bunddække. Det samme gør ganske mange andre planter som f.eks. pæoner, store græsser og bregner. erhverve sig den nødvendige viden og for at kunne levere et ordentligt stykke arbejde, der lever op til publikums (og politikernes) forventninger til det grønne. Her er vi måske tilbage ved Enköping. Måske er det lettere at løse nogle af problemerne hvis vi har en driftsform der i højere grad fokuseret på sammenhæng mellem driften og projekteringen. Det vil måske også være lettere hvis vi har en holdning til at byer gerne må blomstre - og ikke bare være ‘grønne’ - og hvis vi har mere viden om hvilke planter der duer til hvad. Ikke afvise de fremmede Der har samtidig været en stigende interesse for de hjemmehørende plantesamfund. Vi spiser ramsløg som aldrig før, og det er godt. Holdningen kan dog let komme til at rumme noget vist puritansk med hensyn til ‘fremmede’ planter. Ofte begrundet med frygten for spredningen af potentielt invasive arter. Det kan der være gode grunde til, men der bør dog efter min mening skelnes mellem anlæg der skal fungere i byen i lang tid for et bredt publikum og begrebet ‘naturgenoprettelse’ der først og fremmest har sin berettigelse i det åbne land. Bynatur er kulturnatur. Risikoen for at udbrede nye bjørneklo-aggressive planter er meget begrænset og ville kunne begrænses yderligere gennem en bedre viden og en større interesse for planter. Chancen for at frembringe velfungerende plantninger ville øges tilsvarende. En anden frygt - at fremmede planter ikke skulle være til glæde og gavn for dyrelivet - holder heller ikke helt vand. Hvorfor hedder Buddleja sommerfuglebusk på dansk, og hvorfor er der masser af bier i lavendlen? Fuglene spiser også hjertens gerne de japanske paradisæbler og de amerikanske bærmispler, så mon ikke det går med en passende blanding? ❏ KILDER 1) Kjøller, Randrup, Sejr (2007): Brugen af prydplanter i Enköping og danske kommuner. Videnblad, 3.3-40. Skov & <strong>Landskab</strong>, KU. SKRIBENT Jane Schul er landskabsarkitekt og partner i Schul <strong>Landskab</strong>sarkitekter. GRØNT MILJØ 6/<strong>2011</strong>
GRØNT MILJØ 6/<strong>2011</strong> 25