Kæmpefest, da DF overtog grænsen - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

LEDER Efter fredsbomberne... "1500 års kristendom i den serbiske provins, Kosovo, er forbi. Den sluttede, da den sidste serbiske soldat havde forladt provinsen, mens den muslimske undergrundshær, UCK, fejrede begivenheden sammen med soldater fra NATO." Dette citat stod at læse i Dansk Folkeblad på dette sted i september-nummeret 1999 - under overskriften "Det omvendte Korstog". Den ledende artikel skabte dengang vild forargelse i aviserne, TV og radio, for den var skrevet på et tidspunkt, hvor alle - efter den mest bastante ensidige medie-hjernevask i mands minde - syntes, at det var alletiders, at NATO hjalp muslimerne med at fortrænge de kristne fra Kosovo. Det var også i de måneder, vi hørte om, hvordan serberne havde myrdet i titusindvis af albanere og lagt dem i massegrave - ja, disse efterretninger var vel den reelle årsag til, at der også i den danske befolkning var stor forståelse for, at NATO med såkaldte fredsbomber jagede serberne ud af Kosovo. Massegravene med de titusinder af lig blev aldrig fundet. For der var ingen. Fra den danske regerings side blev dengang sejren over serberne fejret - og der blev udtrykt glæde over udsigterne til et fredeligt, multikulturelt samfund i Kosovo, hvor muslimske albanere og kristne serbere kunne hygge sig sammen. Oven i købet har folkeslagene dernede senere været så heldige at få en dansker, Hans Hækkerup, til at sørge for indførelsen af dette nye mønstersamfund. Såvidt drømmene! I dette nummer af Dansk Folkeblad fortælles virkeligheden. Der fortælles, hvad der skete, da NATO havde kastet den sidste fredsbombe, og UCK med de storalbanske drømme tog magten. Der fortælles en historie, som gør den afghanske taleban-regering til rene og skære kulturelle dydsmønstre, for de har trods alt kun ødelagt et par uerstattelige kulturskatte. UCK er gået anderledes grundigt til værks. Siden afslutningen på fredsbombningen, den 13. juni 1999, har de nye muslimske herremænd i Kosovo ikke alene bortjaget og myrdet kristne serbere i stort tal, men kulturelt har de heller ikke ligget på den lade side. Systematisk har de udplyndret, brændt og med dynamit sprængt 26 oldgamle kristne klostre og kirker i luften, hvortil kommer 53 kirker af nyere årgang. Og - som det dokumenteres inde i bladet: Vi taler her om ganske enestående bygningsværker. Kulturhistoriske perler. Munke- og nonneklostre helt tilbage fra det 11. århundrede, sognekirker og domkirker samt oldgamle kristne symboler langs bjergvejene. End ikke gravfreden har UCK respekteret: Kirkegårde i stort tal er ødelagt. Gravsten og monumenter tilbage fra fjortenhundredetallet har man brugt som vejbelægning - og derefter ladet bulldozerne fræse henover resterne af kirkegårdene. En kulturhistorisk vandalisme, hvis sidestykke i moderne europæisk historie kun kan findes i forbindelse med nazisternes ødelæggelse af uerstattelige jødiske synagoger i Østeuropa, har således fundet sted lige midt i vort eget Europa - og ikke en kat har løftet et øjenbryn i den anledning. Hans Hækkerup har været tavs. UNESCO, som havde travlt med at redde de budhistiske statuer i Afghanistan har ikke reageret. EU og NATO, som var fyr og flamme for at overtale Taleban til at holde sig i skindet, har ikke ytret så meget som et hjertesuk over det, der altså er foregået lige nede ad vejen og lige for næsen af vore egne soldater. Dertil skal selvfølgelig tilføjes, at det har været vanskeligt at vide, hvad der foregår, al den stund medierne herhjemme - i modsætning til eksempelvis de engelske medier - end ikke har gidet beskrive forholdene. Med rette undres man: Hvorfor er det så afgørende interessant og forargeligt, at der øves vandalisme mod budhistiske statuer i et fjerntliggende Afghanistan - og hvorfor er det modsvarende uinteressant, at der øves en endnu mere omfattende islam-vandalisme mod kristendommens kirker og klostre og oldgamle kristne symboler i Europas egen baghave? Og imens svaret på det spørgsmål hvirvles rundt i vinden, må vi andre bede til, at behjertede venner i udlandet vil vise en anelse mere interesse den dag, det er vores middelalderkirker, det går ud over. 2 INDHOLD Nyhedsbrev fra Pia Kjærsgaard 3 Efter fredsbomberne i Kosovo: Systematisk islamisk terror mod kristendommen 4-6 Årets gang Mærkedagene i foråret 7 "Danmarks fremtid - dit land, dit valg..." DF udgiver den ultimative bog om udlændingepolitikken 8-9 Alt om kæmpefesten, da DF overtog grænsen 10-13 Islam og demokratiet: Den umulige kombination 14-17 Ude i Danmark og nyt fra landsorganisationen 18-21 Gæsten Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke 22-23 Kalender bagsiden DANSK FOLKEBLAD Tidsskrift, udgivet af Dansk Folkeparti. 5. årgang, nr. 2 / April 2001. ISSN: 1397-3975 Ansv. redaktør: Søren Espersen. I redaktionen: Michael Rex og Anders Skjødt. Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Folkepartis synspunkter. Adresse: Dansk Folkeparti, Christiansborg, 1240 København K. tlf: 33-375199. Fax: 33-375191. www.danskfolkeparti.dk e-mail: df@ft.dk Næste nr. udkommer lørdag den 2. juni 2001Deadline for kalender o.l. er den 21. maj.Layout: Cre8 Tryk: Nyhavns Digital Center. Forsiden: Scanpix Nordfoto Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.
Ved vadestedet NYHEDSBREV Vi ser det overalt. Folkeskoler, sygehuse, plejehjem, ældreomsorg – overalt oplever borgerne forringelser og mangler. Velfærdsstatens institutioner er under pres. Det sku´ vær´ så godt, og så det faktisk skidt! Hvad er der gået galt med vores dejlige land? Danmark hører til blandt de rigeste i verden, men alligevel må borgerne opleve forringelser i dagligdagen. Ventelister til sygehuse er simpelthen uanstændigt i et land som Danmark. Hvorfor? Hvorfor kan vi ikke få det danske samfund til at fungere tilstrækkeligt godt? Det er utålelige forhold, som for mange lever under i et rigt og udviklet land som det danske. Jeg tror, at en af forklaringerne ligger i, at vi i Danmark har troet for meget på, at når velfærdsstaten først var etableret, ville den automatisk fortsætte med at eksistere, hvis bare bevillingerne fortsatte. Men sådan er virkeligheden ikke. Et hus skal holdes ved lige og renoveres af og til. Velfærdsstaten var i sin oprindelige form god i 2 eller 3 generationer, men den ændrer også menneskene. Hvor det solidariske samfund i sin opbygning var præget af idealisme og fællesfølelse, er det i dag mere blevet en kilde til at rage til sig. Det er kun pensionisterne i Danmark, der kender en tid med fattigdom og mangler. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ser indvandringen som en af de største farer for solidariteten i det danske samfund. Ikke kun på grund af de økonomiske midler, som går til godhedsindustrien -og hvor mange, mange flere lidende mennesker kunne i stedet hjælpes i nærområderne. Men også på grund af de holdningsændringer, som f.eks. integrationsloven må afføde i befolkningen: Danskerne skal lære at stå i anden række til boliger og institutionspladser, fordi flygtninge og familiesammenførte har ret til at komme forrest i køen. Den gennemtvungne integration i kommunerne, som sætter danskerne i anden række – hvordan påvirker det offerviljen overfor fællesskabet? Når der skal familiesammenføres en med 11 børn som på Sydals, kan danske forældre rykke længere bag i køen. Og søge forældreorlov og måske opgive jobbet. Allerede nu vælger danskerne i stor stil private løsninger, hvis de har råd. Private forsikringer til hurtig sygehusbehandling og private skoler til børnene. Er det idealet af et samfund? Vi kan godt i Danmark Vi står ved et vadested i Danmark i dag. De beslutninger, der tages i dag, har store konsekvenser i tiden fremover. Hvert kryds bliver vigtigt ved næste folketingsvalg. For det danske samfund står overfor valget mellem at slå flere og flere revner og blive mere og mere splittet, hvor sammenhængskraften i samfundet glipper. Stadigt flere opfører sig som skildpadden, der trækker sig ind i sig selv. Men vi kan godt i Danmark. På grund af landets ensartethed og en høj grad af national enighed er danskerne begunstigede. Ikke mange lande har kunnet indrette samfundet så solidarisk, hvor få har for meget og færre for lidt. Og truslen mod danskernes velfærd kommer ikke fra dårlig øko- 3 nomi, men fra dårlig politik. Der skabes værdier i erhvervslivet som aldrig før. Der burde være nok at gøre godt med. Problemet er oppe i hovederne. Problemet er ideologisk. Om danskerne fortsat vil være solidarisk med hinanden eller med menneskesmuglernes klienter. Om alle grænser skal nedlægges, så en lang række tryghedsskabende forhold udvandes i en fælleseuropæisk standard. Om der er vilje til fortsat at opretholde et dansk velfærdssamfund. Dansk Folkeparti beskyldes hver dag i medierne for at være fremmedfjendsk og nationalistisk. Men fjenden er os selv. Hvis vi kunne nå en enighed om, hvad vi ville med samfundet, kunne mange problemer løses. Indvandringen og selvopgivelsen overfor EU og Schengen er mere symptomer på, at alt for mange ledende politikere, erhvervsfolk og meningsdannere på forhånd har set sig gal på det nationale, på Danmark, og opfatter det som forældet og passé. Offervilje før regler Men et solidarisk samfund forudsætter, at mennesker kender hinanden og har et vist kulturelt, historisk og religiøst fællesskab. Det er ikke nok at dyrke menneskerettighederne. At arbejde efter reglerne, slet og ret, lammer alting. Offerviljen må altid komme før reglerne og rettighederne, og den kan ikke tvinges frem – selv ikke med fine SCANPIX NORDFOTO menneskerettigheder og mere tilsyn fra kontrollerende myndigheder. At få sygehuse til at fungere igen og få nedbragt ventelisterne, at få forholdene på plejehjemmene tilfredsstillende, at få folkeskolen mere tiltrækkende for lærere og elever, at få bedre hjemmeservice osv. - alt sammen kræver det at der er et dansk samfund at identificere sig med. Hver gang det samdrægtige enhedsparti S og V og K lægger op til at afgive suverænitet, integrere Danmark i Europa og lukke flere flygtninge ind i landet, reagerer danskerne ved lidt mere modløshed, opgivenhed og inaktivitet. Og det giver igen kolde institutioner og manglende vilje til at gøre den ekstra indsats, som varmer hjerterne. Helt konkret har vi i Dansk Folkeparti stillet mange forslag til forbedringer, hvor vi syntes, det var vigtigt at sætte ind. Til finansloven for år 2001 foreslog vi, at der skulle afsættes 500 millioner til en forstærket retspolitik, 1000 millioner til sygehusene og 324 millioner af særlig betydning for svage pensionister - ophævelse af det dobbelte personfradrag for efterlevende ægtefælle, genindførelse af efterlevelsespension for pensionister ved ægtefælles død m.v. Da vi ikke fik vores ændringsforslag igennem, har vores socialpolitiske ordfører Aase D. Madsen nu stillet forslagene som folketingsbeslutning her i foråret. Så må vi håbe, det kan samle et flertal. Kun én ting kan Dansk Folkepartis medlemmer og vælgere være sikre på: Vi giver aldrig op! Vi bliver aldrig trætte af at give vores analyse og vores bud på, hvad der er galt, og hvad der skal til for at skabe et bedre Danmark.
Page 1: NUMMER 2. APRIL 2001. 5.ÅRGANG Kæ
Page 5 and 6: e vandaliseret og sprængt Den Hell
Page 7 and 8: diktes fødselsdag. 1. maj - Valbor
Page 9 and 10: Bogen til debat på ny landsturne B
Page 11 and 12: Vel er DF's grænsestation en pæn
Page 13 and 14: EU’s uansvarlige regnskab CAMRES
Page 15 and 16: mulige kombination Iranske kvinder
Page 17 and 18: Verdens demokratiske tilstand Den e
Page 19 and 20: K. Larsen, Søren Christensen og Ke
Page 21 and 22: DF klar til folketingsvalget Dansk
Page 23 and 24: varesikkerhed er på EUplan og ikke

Kæmpefest, da DF overtog grænsen - Dansk Folkeparti

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?