Maximilian Kolbe - Danmarks Unge Katolikker

Visioner
22
Af Gregers Mærsk-Kristensen
Man kan høre og se det for sig.
Med dyb og teatralsk stemme
kan et initiativ til sogneomstruktureringer
fremlægges for menigheder
under meddelelser og
for menighedsråd på næste møde.
Bekymringerne, ja, frygten vil da
brede sig. Man ved jo, hvad man
har, men ved ikke hvad man får. Instinktivt
kæmper man da for det,
som man har, og gør sig meget lidt
åben for det, som måtte komme.
Omvendt kunne man vel også
forstille sig et initiativ til sogneomstruktureringer
blive fremlagt
med håb og med en vision
for, hvordan vi kan få nogle langt
mere velfungerende sogne. Dette
indlæg er blot ment, som nogle
tanker, der kunne inddrages, når
sådan en samlet vision skal skabes
og formuleres.
Med nedenstående skitserede
visioner gør jeg mig ingen illusioner
om, at jeg har fundet de
vises sten. Men som præst i dette
bispedømme – også i 2020
– kunne jeg godt tænke
mig, at vi i stedet for at
frygte det værste går ind i
diskussionen omkring sogneomstruktureringer
med
åbne sind og visioner. Ja,
vi må turde lade de gamle
drømme drømme og de unge skue
syner (Joel 3,1) . For helt fundamentalt,
hvor er det, vi gerne ser
vort bispedømme være i 2020, og
hvordan kommer vi derhen? Det
må og skal være spørgsmålet.
Prioriteringer
Som jeg læser Kirkens officielle
dokumenter de sidste mange år,
så hører det med til vores berettigelse
som Kirke, at vi gør vort
yderste for at nå alle med det
mest vidunderlige budskab om
Guds kærlighed. Ja, det hører
med til vores eksistensberettigelse
som Kirke, at vi sikrer, at alle
har adgang til at opleve og forhol-
de sig til dette budskab igennem
vedkommende katekese, Ordets
forkyndelse og sakramenterne. Og
det hører med til vores eksistensberettigelse
som Kirke, at alle får
den vejledning og hjælp, de behøver
til at leve i ansvarlighed og
kærlighed i forhold til familien,
til næsten i nød og til det samfund,
som vi lever i. Prioritet må
derfor gives til evangelisering og
genevangelisering, til katekese,
til børne- og ungdomsarbejde og
til initiativer, der kan støtte op
om de katolske familier. Alt andet
i dette bispedømme – også kirkebygninger
og sognestrukturer – er
i det lys absolut sekundære til
dette og må ændres og sælges fra,
som det nu passer sig og fremmer
det ene fornødne. Gudsrigets sag
er jo en presserende sag, der ikke
kan vente!