Handelsrettens dom i sagen mod Forbrugerombudsmanden - Dansk ...

- NPB
Afsagt den 20. november 2012
N-1-10
Indledning
UDSKRIFT
AF
SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
____________
DOM
Forbrugerombudsmanden
(Procedurefuldmægtig Diane Svanholm Kvist)
mod
Dansk InkassoBrancheforening som mandatar for
KGS Europe A/S
(Advokat Jane Land)
Biintervenient til støtte for sagsøgte:
Danske INKASSOadvokater
(Advokat Karsten N. Müller)
KGS Europe A/S, tidligere Global Inkasso A/S, (herefter: KGS) driver autoriseret inkasso-
virksomhed og indgår som led i denne virksomhed aftaler om afdragsordninger med skyld-
nerne. I den forbindelse anviser KGS skyldnerne forskellige betalingsformer, bl.a. betaling
via Betalingsservice, som er gratis for skyldnerne. Hvis en skyldner derimod ønsker at få til-

- 2 -
sendt et girokort hver måned, opkræver KGS et gebyr på 25 kr. pr. girokort. Hvis en skyld-
ner er flyttet uden at meddele adresseændring, og KGS kun kan finde adressen ved at rette
en forespørgsel til Folkeregistret, opkræver KGS endvidere et gebyr på 52 kr. hos skyldneren
til dækning af omkostningerne ved adressesøgningen.
Sagens spørgsmål er, om det er i strid med rentelovens § 9 a, stk. 1, og bkg. nr. 601 af 12. juli
2002 om udenretlig inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling som ændret
ved bekendtgørelse nr. 423 af 28. maj 2009 (inkassoomkostningsbekendtgørelsen) § 3, jf. bilag
1, at en inkassovirksomhed opkræver disse gebyrer hos en skyldner, som er forbruger, når
omkostningerne ved inddrivelsen af kravet derved samlet overstiger de beløbsgrænser, som
er fastsat i inkassoomkostningsbekendtgørelsens bilag 1. Sagen drejer sig endvidere om,
hvorvidt Forbrugerombudsmanden har kompetence til at påtale disse forhold.
Påstande
Forbrugerombudsmanden har nedlagt følgende endelige påstande:
Påstand 1:
KGS tilpligtes at anerkende, at udgifter til at sende giroindbetalingskort til skyldneren, hvor
denne er forbruger, er indeholdt i inddrivelsesomkostningerne i henhold til § 3, stk. 1, 1. pkt.,
jf. § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostnin-
ger i anledning af forsinket betaling som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 28. maj 2009.
Påstand 2:
KGS tilpligtes at anerkende, at udgifter til at søge skyldnerens adresse, hvor denne er for-
bruger, er indeholdt i inddrivelsesomkostningerne i henhold til § 3, stk. 1, 1. pkt., jf. § 3, stk.
2, i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anled-
ning af forsinket betaling som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 28. maj 2009, bortset fra
udgifter til adressesøgning gennem offentlige myndigheder, hvor det enten er nødvendigt
for KGS til opfyldelse af lovgivningsmæssige forpligtelser at kontakte skyldneren, eller hvor
der foreligger betalingsmisligholdelse.

KGS har nedlagt følgende endelige påstande:
- 3 -
I forhold Forbrugerombudsmandens påstand 1 har KGS principalt påstået afvisning, subsi-
diært frifindelse når 1) udsendelsen af girokort sker på skyldnerens udtrykkelige anmod-
ning, og 2) gebyrets størrelse er oplyst overfor skyldneren på forhånd og svarer til de fakti-
ske omkostninger til udsendelsen, og 3) skyldneren har gratis betalingsmåder stillet til sin
rådighed, samt afvisning af den øvrige del af Forbrugerombudsmandens påstand, idet der
ikke foreligger en konkret og aktuel retstvist.
I forhold til Forbrugerombudsmandens påstand 2 har KGS principalt påstået afvisning, sub-
sidiært frifindelse.
Sagsfremstilling
Inkassobureauet Incassoservice Danmark A/S rettede ved brev af 8. december 2003 henven-
delse til Rigspolitichefen med henblik på, at denne tog stilling til, om det ville være i strid
med god inkassoskik at pålægge debitorer yderligere omkostninger ud over maksimalsat-
serne i rentelovens § 9 b og 9 a, jf. bilag 1 til inkassoomkostningsbekendtgørelsen, f.eks. i
form af et gebyr på 10-30 kr. pr. indbetaling i forbindelse med administration af en afdrags-
ordning. Rigspolitichefen videresendte henvendelsen til Justitsministeriet, som ved brev af
28. april 2004 bemærkede, at man af ressourcemæssige og principielle grunde ikke kunne på-
tage sig at yde rådgivning til private om retlige spørgsmål, som ikke havde tilknytning til en
konkret sag. Justitsministeriet redegjorde dog for reglerne i rentelovens §§ 9 a og 9 b og be-
mærkede herefter:
”Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der ved rentelovens § 9 a og §
9 b samt bekendtgørelsen om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket
betaling er gjort endelig op med, hvilke omkostninger der kan opkræves ved
udenretlig inddrivelse i anledning af forsinket betaling. Efter § 9 b, stk. 4, i renteloven og
§ 5 i bekendtgørelsen om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket
betaling kan andet dog fremgå af aftale mellem parterne, handelsbrug eller anden sædvane,
medmindre aftalen er indgået af en erhvervsdrivende som led i sit erhverv, når
skyldneren hovedsagelig handler uden for sit erhverv.”

- 4 -
Advokat Kim B. Ulrich anmodede ved brev af 4. april 2005 Rigspolitiet om en vejledende ud-
talelse om, hvorvidt det ville være i strid med reglerne om god inkassoskik efter inkasso-
lovens § 9, at autoriserede inkassobureauer opkræver et administrationsgebyr ud over de be-
løb, der var fastsat i bilag 1 til inkassoomkostningsbekendtgørelsen.
Rigspolitiet svarede ved brev af 18. oktober 2005 bl.a. følgende:
”…
I bekendtgørelsens bilag 1 har man fastsat en række maksimumbeløb, der er forbrugerpræceptive.
Som følge heraf kan der i dag ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser
alene kræves betaling op til disse maksimumbeløb.
Rigspolitiet finder på baggrund af ovennævnte, at en fremgangsmåde, hvorved inkassobureauerne
opkræver et administrationsgebyr udover de beløb, der er fastsat i bilag 1 til
bekendtgørelse nr. 601, er i strid med rentelovens § 9 a og § 9 b.
…
Rigspolitiet skal dog bemærke, at den endelige fortolkning af renteloven henhører under
domstolene.
…
Ved behandlingen af klagesager over inkassobureauer vurderer Rigspolitiet, om inkassobureauerne
har hjemmel til opkrævning af omkostninger og gebyrer. Opkrævning af
uhjemlede omkostninger og gebyrer betragtes som brud på god inkassoskik, jf. inkassolovens
§ 9. Den inddrivelsesform, som omtales i henvendelsen af 4. april 2005, vil derfor
blive betragtet som stridende mod god inkassoskik.
…
De kan indbringe denne vejledende udtalelse for Justitsministeriet …
…”
Advokat Kim B. Ulrich opfordrede i brev af 20. februar 2006 Rigspolitiet til at udsende en
orienteringsskrivelse til samtlige autoriserede inkassobureauer om Rigspolitiets fortolkning
af reglerne. Advokaten oplyste i samme brev, at han uformelt havde forelagt spørgsmålet for
Forbrugerombudsmanden, som havde udtalt, at han mente, at der forelå en klar lovovertræ-
delse, men at han, henset til at forholdet henhørte under Rigspolitiet, ikke mente at kunne gå
ind i sagen.
Advokat Kim B. Ulrich henvendte sig igen i marts og april 2006 til Rigspolitiet og anførte, at
en række medlemmer af Dansk InkassoBrancheforening (herefter: DIB) efter hans opfattelse
opkrævede ulovlige administrationsgebyrer. På baggrund af disse henvendelser, som Rigs-

- 5 -
politiet betragtede som en klage over, at inkassobureauerne handlede i strid med god inkas-
soskik, jf. § 9 i lov om inkassovirksomhed, anmodede Rigspolitiet ved breve af 9. maj 2006 de
pågældende inkassobureauer om en udtalelse.
I et brev af 7. juli 2006 til Rigspolitiet oplyste DIBs advokat, at DIBs bestyrelse havde foreta-
get en intern undersøgelse af medlemmernes praksis for opkrævning af administrationsge-
byrer, som viste, at hovedparten af foreningens medlemmer samtidig med et tilbud om af-
vikling af tilgodehavendet tilbød skyldneren forskellige muligheder for indbetaling af de af-
talte ydelser. Indbetalingsmulighederne varierede, men en skyldner kunne altid betale kon-
tant eller ved fremsendelse af check. Derudover blev skyldneren tilbudt betaling via PBS-
overførsel, konto-til-kontooverførsel eller betaling i henhold til indbetalingskort, som blev
udstedt til og fremsendt til skyldneren af inkassobureauet. Såfremt skyldneren valgte at be-
tale i henhold til et tilsendt indbetalingskort, blev skyldneren opkrævet et gebyr herfor, som
fremgik af det frivillige forlig eller betalingsaftalen. Dette administrationsgebyr udgjorde
mellem 15 og 30 kr. pr. indbetalingskort og svarede til inkassobureauernes positive udgifter
forbundet med udstedelse og udsendelse af indbetalingskortet.
Rigspolitiet traf den 14. november 2006 afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår bl.a.:
”Rigspolitiet har tidligere ved brev af 18. oktober 2005 afgivet en vejledende udtalelse
vedrørende opkrævning af administrationsgebyrer i forbindelse med inddrivelse af fordringer.
Det er fortsat Rigspolitiets opfattelse, at en fremgangsmåde, hvorved et inkassofirma
generelt opkræver et administrationsgebyr udover de beløb, der er fastsat i bilag 1
til omkostningsbekendtgørelsen, vil være i strid med renteloven og dermed i strid med
bestemmelsen i inkassolovens § 9 om god inkassoskik.
Formålet med indsættelsen af bestemmelsen om inkassoomkostninger i rentelovens § 9 a
var at skabe hjemmel til, at fordringshaveren kan kræve dækning for udgifter, der er opstået
som følge af, at det har været nødvendigt at iværksætte inddrivelsesskridt (inkasso).
Uden denne hjemmel ville fordringshaveren kun kunne få sine udgifter i forbindelse med
inkassationen dækket af skyldneren, hvis dette var aftalt mellem parterne. Tilsvarende
ville inkassofirmaer kun kunne kræve inkassoomkostninger betalt af skyldneren, såfremt
der var hjemmel hertil i aftalen mellem skyldner og fordringshaver.
Efter rentelovens § 9 a, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte nærmere regler for, hvilke
udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1, med henblik på, at udgifterne skal
være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der
ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse
maksimumbeløb.

- 6 -
Sådanne regler er fastsat i omkostningsbekendtgørelsen. Det følger heraf, at det beløb,
der kan kræves af skyldneren, maksimalt kan omfatte den oprindelige fordring (beregnet
i overensstemmelse med bilag 1 eller bilag 2 til bekendtgørelsen) med tillæg af det (maksimale)
inkassobeløb, der ligeledes fremgår af det relevante bilag. Større beløb kan ikke
kræves af fordringshaveren eller inkassofirmaet.
Det er umiddelbart Rigspolitiets opfattelse, at disse regler ikke er til hinder for, at der
indgås aftale om, at der ved valg af en bestemt betalingsform betales et (rimeligt) gebyr
for benyttelse af den pågældende betalingsform. Det forudsættes i den forbindelse, at det
udtrykkeligt fremgår, at der er andre betalingsmuligheder, og at der er valgfrihed med
hensyn til betalingsform.
Rigspolitiet må ud fra de foreliggende oplysninger lægge til grund, at der i de konkrete
tilfælde åbnes mulighed for at vælge mellem flere betalingsformer, således at der ikke
fremsættes et generelt krav om betaling af administrationsgebyr.
Det er på den baggrund umiddelbart Rigspolitiets opfattelse, at den anvendte fremgangsmåde,
således som den er beskrevet for Rigspolitiet, ikke strider mod de hensyn til
gennemsigtighed mv., der ligger til grund for fastsættelsen af maksimumbeløb for inkassoomkostninger.
…
På baggrund af det anførte er det Rigspolitiets opfattelse, at opkrævning af de omhandlede
gebyrer i forbindelse med anvendelse af indbetalingskort ikke kan anses for at være i
strid med renteloven og omkostningsbekendtgørelsen og dermed heller ikke indebærer
en overtrædelse af bestemmelsen i inkassolovens § 9 om god inkassoskik.
Den endelige afgørelse af de rejste spørgsmål om fortolkning af renteloven og de i medfør
af denne fastsatte bestemmelser henhører under domstolene.
Denne afgørelse kan indbringes for Justitsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København
K
…”
Advokat Kim B. Ulrich påklagede på vegne af Incassoservice Danmark A/S Rigspolitiets af-
gørelse til Justitsministeriet, som ved brev af 16. august 2007 udtalte, at Incassoservice Dan-
mark A/S ikke kunne anses for at være part i sagen, hvorfor Justitsministeriet ikke fandt
grundlag for at tage stilling til Rigspolitiets afgørelse af 14. november 2006. Justitsministeriet
bemærkede endvidere bl.a., at ministeriet ikke havde fundet anledning til at tage de rejste
spørgsmål op på andet grundlag.
Herefter kontaktede advokat Kim B. Ulrich ved brev af 24. august 2007 Forbrugerombuds-
manden og anmodede denne om at gå ind i sagen. Forbrugerombudsmanden rettede på den
baggrund den 8. november 2007 henvendelse til medlemmerne af DIB og bad dem redegøre

- 7 -
for, om de i deres inkassovirksomhed indgik aftaler med skyldnere, som indebar betaling af
et gebyr for administration af aftalen, og om disse gebyrer oversteg maksimumsgrænserne
fastsat i medfør af rentelovens § 9 a og § 9 b.
På et møde mellem Forbrugerombudsmanden og DIB den 20. februar 2008 tilkendegav For-
brugerombudsmanden, at inkassovirksomhedernes praksis med opkrævning af administra-
tionsgebyrer hos skyldnerne i tilfælde, hvor der var aftalt en afdragsordning, efter hans op-
fattelse ikke var lovlig. Han skitserede samtidig to muligheder for det videre forløb, hvoref-
ter DIBs medlemmer enten kunne tilslutte sig Forbrugerombudsmandens retsopfattelse og
for fremtiden ændrede deres praksis, eller Forbrugerombudsmanden kunne lade spørgsmå-
let prøve for domstolene med forbehold for at kræve tilbagebetaling af ulovligt opkrævede
gebyrer. Efter yderligere drøftelser mellem parterne underskrev DIBs medlemmer et tilsagn
om, at de fremover ikke ville opkræve omkostninger hos skyldnerne, inkl. eventuelle admi-
nistrationsgebyrer ved betalinger i henhold til frivillige forlig, ud over de maksimumsbeløb,
der var fastsat i bilag 1 til bekendtgørelsen om udenretlige inddrivelsesomkostninger. Af be-
slutningsreferatet fra mødet fremgår endvidere bl.a.:
”…
Fra [DIBs] side var man forundret over Forbrugerombudsmandens opfattelse og henviste her-
under til, at Rigspolitiet i den ene af to skrivelser har tilkendegivet, at reglerne i inkassobe-
kendtgørelsen ikke er til hinder for betaling af et gebyr for benyttelse af en given betalingsform,
forudsat at debitor tilbydes andre betalingsmuligheder. Henrik Øe var uenig i denne fortolk-
ning.
…”
Den 8. august 2008 kontaktede Forbrugerombudsmanden de øvrige autoriserede inkassobu-
reauer, som ikke var medlem af DIB, herunder KGS, med anmodning om bureauernes be-
mærkninger, herunder at redegøre for deres opkrævninger af gebyrer hos skyldnerne. KGS
fik i den forbindelse også tilsendt et tilsagn til underskrift, som KGS imidlertid ikke under-
skrev, idet virksomheden ikke var enig i Forbrugerombudsmandens fortolkning af reglerne.
Under den videre korrespondance om sagen oplyste KGS’ advokat i brev af 15. april 2009 til
Forbrugerombudsmanden, at KGS ”i særlige situationer” ville opkræve inddrivelsesomkost-

- 8 -
ninger hos debitorer ud over de maksimumbeløb, der er fastsat i inkassobekendtgørelsen.
KGS’ advokat medsendte et eksempel på den standardtekst, som KGS ville sende ud til
skyldnerne ved indgåelse af frivilligt forlig. Af standardteksten i formularen fremgik bl.a.
følgende:
”…
Jeg er forpligtet til straks at meddele adresseændring til inkassofirmaet. Hvis adresseændring
ikke er meddelt, vil der blive opkrævet positive afholdte udgifter til adressesøgning,
pt. kr. 52,00.
Jeg er indforstået med, at betaling skal ske via PBS eller kontant på inkassofirmaets
adresse. Hvis jeg ikke anvender den angivne betalingsmåde, er der tale om en misligholdelse
af den indgåede aftale. Sker betaling på anden måde end aftalt, f.eks. via girokort,
er inkassofirmaet berettiget til at opkræve kr. 25,00 pr. indbetaling.
…”
KGS har siden ændret ordlyden af standardteksten i de frivillige forlig, som i maj 2012 bl.a.
indeholder følgende tekst:
”FRIVILLIGT FORLIG
…
Alle indbetalinger skal ske under henvisning til … KGS Europe A/S’ konto hos Den Jyske
Sparekasse med reg.nr. 8224 og konto nr. 6440239526.
…
Jeg er til enhver tid forpligtet til straks at orientere KGS om enhver adresseforandring.
Orienterer jeg ikke KGS om adresseændring, og skal KGS bruge min adresse, er jeg indforstået
med, at der afkræves mig et gebyr svarende til de faktiske omkostninger (p.t. kr.
52), hvis adressen ikke kan findes på anden måde end ved adressesøgning hos de offentlige
myndigheder.
…
Undertegnede
…
AFDRAGSORDNING
tilbyder herved at afdrage min gæld på kr. … til:
…
med betaling fra den ___/___-2012 hver måned kr._______eller hvert kvartal kr._______
Betalinger
Jeg vil gerne betale beløbet således (sæt X):

- 9 -
___ Jeg indbetaler via overførsel til konto med reg.nr. 8224 konto nr. 6440239526 (pris kr.
0,00). Jeg skal selv holde øje med antal betalinger, og med hvornår min gæld er betalt.
Der vil efter indsendelse af denne erklæring blive fremsendt amortiseringstabel til brug
for dette.
___Beløbet skal trækkes via Betalingsservice på reg.nr.______ konto nr. ________________
(pris kr. 0,00). Jeg kan på betalingsserviceoversigten følge gældens løbende nedbetaling
hver måned.
___Jeg vil have girokort tilsendt hver måned. (pris per fremsendelse af girokort kr. 25,00).
Jeg kan på de fremsendte girokort følge gældens løbende nedbetaling hver måned.
Uanset den valgte betalingsmåde, kan afdragsbeløbet til enhver tid overføres til KGS’
konto reg.nr. 8224 konto nr. 6440239526, eller betales kontant på KGS’ adresse (pris kr.
0,00).
…
Adresseændring
Jeg er til enhver tid forpligtet til straks at orientere KGS om enhver adresseændring. Orienterer
jeg ikke KGS om adresseændring, og skal KGS bruge min adresse, er jeg indforstået
med, at der afkræves mig et gebyr svarende til de faktiske omkostninger (p.t. kr. 52),
hvis adressen ikke kan findes på anden måde end ved adressesøgning hos de offentlige
myndigheder.
…”
Forbrugerombudsmanden anlagde sag mod KGS den 26. maj 2010 og udsendte i den forbin-
delse en pressemeddelelse, hvoraf fremgik, at KGS opkrævede ulovlige gebyrer ved inkasso
hos forbrugere, idet KGS udover at opkræve de beløb, der er hjemmel til i renteloven og in-
kassoomkostningsbekendtgørelsen, også opkrævede gebyr for fremsendelse af girokort og
gebyr i forbindelse med adressesøgning, selvom forbrugeren betalte alle afdrag til tiden.
Forbrugerombudsmanden har under sagen erklæret sig enig i, at KGS ud fra et erstatnings-
retligt synspunkt kan opkræve et gebyr hos skyldneren for adressesøgning i den situation,
hvor skyldneren har adressebeskyttelse, og det derfor er nødvendigt skriftligt at anmode
kommunen om adresseoplysning. Det er forudsat, at adressen ikke har kunnet skaffes på
anden vis, og at det er nødvendigt for KGS at kontakte skyldneren enten til opfyldelse af
lovgivningsmæssige forpligtelser, eller fordi skyldneren har misligholdt afdragsordningen.

- 10 -
Sideløbende med drøftelserne med inkassobranchen havde Forbrugerombudsmanden den
10. juli 2008 rettet henvendelse til Advokatsamfundet og anmodede om, at Advokatsamfun-
det som tilsynsmyndighed for advokatbranchen undersøgte om en tilsvarende praksis med
opkrævning af administrationsgebyrer hos skyldnere blev fulgt inden for advokatbranchen.
Under korrespondancen meddelte Advokatrådet bl.a., at det var Rådets opfattelse, at
”det falder uden for Forbrugerombudsmandens kompetence efter markedsføringsloven at
iværksætte søgsmål eller udstede påbud rettet mod advokaters eventuelle overtrædelse af
inkassoomkostningsbekendtgørelsen”.
I et brev af 19. maj 2009 svarede Forbrugerombudsmanden, at han ikke var enig i Advokat-
rådets synspunkt, bl.a. under hensyn til, at markedsføringsloven finder anvendelse på samt-
lige erhvervsdrivende, medmindre de er særligt undtaget fra dens anvendelsesområde i
medfør af markedsføringslovens § 2.
Forklaringer
Kurt Schmidt har forklaret, at han er direktør i KGS, der udøver autoriseret inkassovirksom-
hed. Autorisationen er udstedt af Rigspolitiet. Endvidere opkøber selskabet fordringer, som
man forsøger at inddrive.
KGS opkræver et gebyr på 25 kr. for at sende et girokort til en skyldner. De lavede i sin tid
beregninger, der viste, at de 25 kr. modsvarede deres faktiske omkostninger. KGS sender
kun et girokort, hvis dette enten er aftalt i et frivilligt forlig eller på et møde i fogedretten, og
skyldneren får altid at vide, at det koster 25 kr. at få det tilsendt.. KGS har altid kun opkræ-
vet gebyr for at sende girokortet og ikke for at håndtere betaling via giro, selvom det kan ha-
ve stået anderledes i forligsteksten. KGS stiller altid alternative, gratis betalingsmåder til rå-
dighed. Efterhånden som flere og flere betaler via netbank, er det blevet mere almindeligt, at
skyldnerne bruger det samme girokort igen og igen ved indbetaling af afdrag, og det koster
ikke yderligere gebyr, når girokortet genanvendes. De lavede forligsteksten om, så den var
mere klar og i overensstemmelse med den praksis, som KGS benytter.

- 11 -
KGS opkræver endvidere et gebyr på 52 kr. for adressesøgning, hvis det er nødvendigt at få
adressen fra Folkeregistret, fordi KGS ikke selv har kunnet finde skyldnerens adresse på an-
den måde, f.eks. via cpr-registret. KGS får cirka 100.000 kroner ind om året på gebyrerne for
girokort og adressesøgning. Gebyret for at udsende girokort går til KGS, og KGS nedsætter
ikke sit salærkrav. KGS opkræver ikke gebyret hos kreditor, hvis skyldneren ikke betaler.
Fogedretterne har altid godkendt, at gebyr for fremsendelse af girokort og gebyr for adresse-
søgning medtages som en ekstra omkostning, når KGS opgør et krav mod en skyldner. KGS
er undertiden blevet bedt om at redegøre for sådanne gebyrer, men han kender ikke til dom-
stolsafgørelser, der har underkendt gebyrerne. Hvis KGS ikke må opkræve gebyr for udsen-
delse af girokort, vil KGS holde op med at tilbyde denne service til skyldneren.
Da han blev bekendt med svaret af 14. november 2006 fra Rigspolitiet om, at inkassovirk-
somhederne måtte opkræve gebyrerne, indrettede KGS sin virksomhed efter det. Da KGS
modtog henvendelsen fra Forbrugerombudsmanden med opfordring til at underskrive til-
sagnet om, at KGS fremover ikke ville opkræve gebyret, tænkte han, at det ikke kunne være
rigtigt, at Forbrugerombudsmanden skulle blande sig i det, når Rigspolitiet havde tilladt det.
Det var underligt og ikke betryggende, at to myndigheder kunne sige hver sin ting. Han
valgte derfor at undlade at underskrive tilsagnet. KGS var først for nylig blevet autoriseret til
at drive inkassovirksomhed og havde endnu ikke opkrævet de omhandlede gebyrer. Risi-
koen ved at blive mødt med et tilbagebetalingskrav fra Forbrugerombudsmanden var derfor
ikke så stor. Vedrørende datterselskabet Global Inkasso A/S var situationen en anden. Global
Inkasso havde gennem en årrække opkrævet gebyrer for udsendelse af girokort og adresse-
søgning for i alt omkring 1 million kr. fordelt på 25.000 betalinger. Udover selve det beløb,
som skulle tilbagebetales, ville også omkostningerne til en gennemgang af det store antal be-
talinger være betydelige. De anslog dengang, at det kunne løbe op i 1 million kr., så de turde
derfor ikke andet end at underskrive tilsagnet på vegne af Global Inkasso. Han forstod det
sådan, at hvis virksomheden underskrev tilsagnet, ville Forbrugerombudsmanden ikke rejse
krav om tilbagebetaling for tiden forud for tilsagnets virkningsdato den 1. juli 2008.

- 12 -
I forbindelse med, at Forbrugerombudsmanden udsendte en pressemeddelelse, hvor det
blev oplyst, at KGS opkrævede ulovlige gebyrer, modtog de en del henvendelser, også fra
skyldnere, som ikke ønskede at betale gebyrerne. Desuden mistede KGS tre kunder på grund
af presseomtalen. Forbrugerombudsmanden har på intet tidspunkt oplyst offentligheden
om, at KGS’ fremgangsmåde er i overensstemmelse med Rigspolitiets tolkning af reglerne.
Da Forbrugerombudsmanden ændrede sin egen fortolkning af reglerne om gebyr for adres-
sesøgning, blev dette heller ikke offentliggjort. Global Inkasso opkræver fortsat ikke gebyr
for adressesøgning, selvom Forbrugerombudsmanden har ændret holdning, da man vil af-
vente udfaldet af sagen.
KGS har ca. 15.000 inkassosager og udsender girokort i ca. 500 af disse sager hver måned.
Hvis de taler med en skyldner, oplyser de om, at vedkommende kan bruge det samme giro-
kort flere gange, men de skriver ikke noget herom. KGS har vel cirka 100 skyldnere, der be-
taler ved at genbruge girokortet hver måned. Det er ikke muligt at se af indbetalingerne, om
en skyldner bruger samme girokort eller et nyt. Når KGS udsender det første inkassobrev til
en skyldner, er der vedlagt et girokort uden beregning, som både kan bruges til indbetaling
af det fulde beløb og til betaling af afdrag.
Han er ikke beskæftiget med arbejdet med adressesøgning, men det er hans fornemmelse, at
der er flere og flere, der har hemmelig adresse. Det er hans vurdering, at KGS højst sender
100 adresseforespørgsler til kommunerne om måneden. KGS har til sammenligning 500-
1.000 adressesøgninger om måneden i cpr-registret. Hvis et brev kommer retur, og de ikke
kan finde adressen, laver de en adressesøgning hos kommunen. De laver ikke adressesøg-
ning på nye sager. KGS underrettes automatisk om nye adresser, hvis adresserne ikke er
hemmelige.
Henning Gericke har forklaret, at han er formand for DIB og selv direktør i en inkassovirk-
somhed. Han har en baggrund som erhvervsjurist fra Handelshøjskolen i København. DIB
har 15-16 medlemmer, der alle er autoriseret af Rigspolitiet, ud af i alt ca. 75 autoriserede in-
kassovirksomheder. De valgte at gå ind i sagen som mandatar, da sagen har stor økonomisk
betydning for foreningens medlemmer. Det er DIBs vurdering, at fjernelsen af muligheden

- 13 -
for at opkræve gebyrer for udsendelse af girokort og adressesøgning har betydet mistet om-
sætning på et trecifret millionbeløb for foreningens medlemmer. Der er ingen af medlem-
merne, der har taget forbehold for at anlægge et erstatningssøgsmål mod Forbrugerom-
budsmanden.
Rigspolitiet fører tilsyn med inkassovirksomhederne, og klager over virksomhederne henvi-
ses til Rigspolitiet. Han ved ikke, hvor mange klager Rigspolitiet modtager, idet afgørelserne
ikke er offentligt tilgængelige. Hans egen virksomhed har pt. en klage, som endnu ikke er
afgjort. Rigspolitiet kan inddrage en virksomheds autorisation. På baggrund af udtalelsen fra
Rigspolitiet om anvendelsen af gebyrer meddelte DIB i 2006 sine medlemmer, at det var i or-
den at opkræve gebyr for udsendelse af girokort, hvis der samtidig var andre betalingsmu-
ligheder.
Han hørte først om, at Forbrugerombudsmanden var gået ind i sagen, da den inkassovirk-
somhed, hvor han er direktør, fik brev om, at gebyrerne efter Forbrugerombudsmandens op-
fattelse var ulovlige. Han var dengang endnu ikke formand for DIB. Forbrugerombudsman-
dens udmelding kom som en overraskelse. Spørgsmålet havde jo været behandlet af Rigspo-
litiet. Forbrugerombudsmanden skrev ud til samtlige medlemmer, uden at de forinden var
blevet spurgt, om de faktisk opkrævede gebyrerne. Da DIB modtog Forbrugerombudsman-
dens udspil til et forlig, opfattede han indholdet som en klar trussel om, at der ville blive
rejst et tilbagesøgningskrav, hvis medlemmerne ikke gik ind på forliget. Det ville være en
ren katastrofe for branchen. DIBs medlemmer følte sig derfor presset til at skrive under.
Medlemmerne var alle af den opfattelse, at der med deres underskrift blev slået en streg i
sandet, og at der ikke ville ske tilbagesøgning af gebyrer, som var opkrævet, inden tilsagnene
var underskrevet. Det er senere kommet frem, at Forbrugerombudsmanden vil tilbagesøge
en del af gebyrerne. DIB har ikke hørt fra Forbrugerombudsmanden, at han har ændret
holdning med hensyn til opkrævning af gebyr for adressesøgning. Når inkassovirksomhe-
derne opkræver gebyrerne, får kreditor ikke pengene. Salæret bliver ikke nedsat i forhold til
kreditor, og hvis skyldneren ikke betaler gebyret, opkræver inkassovirksomheden ikke belø-
bet hos kreditor.

- 14 -
Winnie Carrasco har forklaret, at hun er ansat som teamleder hos inkassofirmaet Intrum
Justitia A/S og tidligere har arbejdet hos Aktiv Kapital. Hun var frem til 2007 formand for
DIB og har deltaget i udformningen af inkassolovgivningen.
Inkassobranchen holder en gang om året møde med Rigspolitiet for at drøfte praksis for god
inkassoskik. Rigspolitichefen forholder sig meget detaljeret til god inkassoskik, bl.a. med
hensyn til service og telefontider, og fx at breve skal indeholde en række specifikke oplys-
ninger. Rigspolitiets fortolkning af reglerne i relation til opkrævning af gebyr for udsendelse
af girokort blev sendt ud i branchen til DIBs medlemmer og er blevet fulgt af disse. Domsto-
lene har hende bekendt ikke behandlet spørgsmålet. Det kom derfor som et chok for bran-
chen, at Forbrugerombudsmanden pludselig blandede sig i sagen. Det var ikke deres opfat-
telse, at Forbrugerombudsmanden havde tilsynskompetence i forhold til inkassobranchen.
De holdt møder med Forbrugerombudsmanden om gebyrspørgsmålet, hvor også forenin-
gens advokat deltog. Forbrugerombudsmanden sagde imidlertid, at det var ham, der havde
lavet loven, så han vidste, hvad han talte om. Forbrugerombudsmanden krævede, at de
skrev under på et tilsagn om, at de fremover ikke ville opkræve de omhandlede gebyrer, el-
lers ville de blive mødt med et tilbagesøgningskrav. Han sagde også, at kravet ville være ude
af verden, hvis de skrev under. Intrum Justitia A/S valgte på den baggrund at skrive under
på tilsagnet, men tilkendegav samtidig over for Forbrugerombudsmanden, at de ikke var
enige i hans fortolkning. Hvis Intrum Justitia A/S blev stævnet, ville det have meget store
økonomiske konsekvenser. Det ville være en katastrofe.
Intrum Justitia A/S har ikke modtaget meddelelse fra Forbrugerombudsmanden om, at han
har ændret holdning til gebyret for adressesøgning, og foreningen har ikke meldt noget ud.
Intrum Justitia A/S tør ikke opkræve dette gebyr, før denne sag er afgjort. Skyldnerne flytter
meget, og ikke alles adresseoplysninger kan findes i cpr-registeret. Fra 1. juni 2008 til 1. ja-
nuar 2012 har Intrum Justitia A/S haft udgifter på 2,5 mio. kr. til kommunerne for adresse-
søgning, som ikke er opkrævet. Intrum Justitia A/S henvender sig kun til kommunerne, hvis
en skyldner har glemt at oplyse, at han er flyttet, og Intrum Justitia A/S ikke kan finde en ny
adresse i cpr-registeret. I de fleste tilfælde får de den nye adresse fra debitorerne eller via
cpr-registret. De gebyrer, som er blevet opkrævet for at udsende girokort, er tilfaldet inkas-

- 15 -
sovirksomheden, ikke kreditor. Inkassovirksomhederne har ikke nedsat salæret i forhold til
kreditor og har ikke opkrævet gebyret hos kreditor, hvis skyldneren ikke betalte.
Parternes synspunkter
Forbrugerombudsmanden har anført, at sagen er anlagt som led i Forbrugerombudsman-
dens tilsyn efter markedsføringsloven, jf. lovens § 22, stk. 1. Det er fast antaget, at tilsynet og-
så omfatter overholdelse af den civilretlige forbrugerlovgivning, hvilket også følger af for-
arbejderne til markedsføringsloven. Renteloven og inkassoomkostningsbekendtgørelsen er
en del af denne forbrugerbeskyttelseslovgivning, og der er således ikke tvivl om, at Forbru-
gerombudsmanden har kompetence til at føre tilsyn med, om inkassovirksomhederne over-
holder disse regler og dermed handler i overensstemmelse med god markedsføringsskik ef-
ter markedsføringslovens § 1.
Markedsføringsloven finder anvendelse på alle erhvervsdrivende, medmindre de er specifikt
undtaget fra lovens anvendelsesområde. Dette gælder kun finansielle virksomheder, jf. mar-
kedsføringslovens § 2. Det er således irrelevant at sammenligne med forholdene for finan-
sielle virksomheder.
Det bestrides ikke, at der er en overlappende kompetence mellem Forbrugerombudsmanden
og Rigspolitiet i forhold til inkassovirksomhederne. Der er imidlertid den afgørende forskel,
at Rigspolitiet modsat Forbrugerombudsmanden ikke har søgsmålskompetence, hvis en in-
kassovirksomhed ikke overholder reglerne. Det er derfor nødvendigt, at Forbrugerombuds-
manden også kan tage spørgsmål som omhandlet af denne sag op efter markedsføringslo-
ven. En tilsvarende overlappende kompetence findes inden for andre af erhvervslivets om-
råder, bl.a. vedrørende radio- og tv-reklamer, miljø og kosttilskud. I forhold til advokater er
der også en overlappende kompetence mellem advokatmyndighederne og Forbrugerom-
budsmanden, jf. bemærkningerne til lovforslag nr. L 123 af 4. februar 2009 om bl.a. ændring
af markedsføringsloven.

- 16 -
Det bestrides, at Forbrugerombudsmandens påstande er for brede og upræcise og savner ak-
tualitet. KGS opkræver gebyr for udsendelse af girokort på en måde, som efter Forbruger-
ombudsmandens opfattelse er i strid med renteloven og inkassoomkostningsbekendtgørel-
sen. Der foreligger således en konkret tvist om lovgivningens rækkevidde, som Forbruger-
ombudsmanden har en klar retlig interesse i at få afklaret.. Opkrævning af gebyr for adresse-
søgning er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse som udgangspunkt også i strid med
reglerne i renteloven og inkassoomkostningsbekendtgørelsen, hvis de samlede omkostninger
derved overstiger beløbsgrænserne i inkassoomkostningsbekendtgørelsens bilag 1. Forbru-
gerombudsmanden har derfor fornøden retlig interesse i at få spørgsmålet prøvet ved dom-
stolene, uanset at Forbrugerombudsmanden i påstand 2, som Forbrugerombudsmanden om-
formulerede i sit processkrift 2 af 2. april 2012, nu har præciseret, at opkrævning af dette ge-
byr under visse betingelser er i orden. Hvis KGS er enig i påstand 2, som den foreligger, må
KGS tage bekræftende til genmæle over for den nedlagte påstand.
Rentelovens § 9 a og § 9 b samt inkassoomkostningsbekendtgørelsens § 3 med bilag 1, som er
præceptive i forbrugerforhold, gør udtømmende op med, hvilke inddrivelsesomkostninger
en kreditor kan overvælte på en skyldner, som er forbruger, når kreditor har anmodet en an-
den om at inddrive en fordring på sine vegne (fremmedinkasso). Det fremgår af bestemmel-
serne, at hjemlen til at opkræve omkostninger tilkommer kreditor. Ved fremmedinkasso op-
kræver inkassator således omkostningerne på vegne af kreditor. Ud over at inddrivelsesom-
kostningerne efter rentelovens § 9 a skal være relevante og rimelige, er der ved inkassoom-
kostningsbekendtgørelsen fastsat nærmere regler for, hvilke omkostninger en kreditor kan
kræve betalt af en skyldner, og inden for hvilke beløbsgrænser. Formålet med disse beløbs-
grænser er at skabe øget gennemsigtighed om størrelsen af inddrivelsesomkostningerne og
at sikre, at omkostningerne står i et rimeligt forhold til fordringernes størrelse. Der er tale om
absolutte beløbsgrænser, som betyder, at en kreditor ikke kan pålægge en skyldner at betale
et højere beløb i omkostninger end fastsat i bekendtgørelsens bilag 1, selvom kreditor kan
dokumentere, at de faktiske udgifter til inkassator har oversteget dette beløb. Der er utvivl-
somt tale om en udtømmende opregning.

- 17 -
Udgiften til at udsende girokort i forbindelse med administration af et frivilligt forlig er en
inddrivelsesomkostning, og der kan derfor ikke opkræves et særskilt gebyr for dette hos
skyldneren, hvis de samlede inddrivelsesomkostninger derved kommer til at overstige be-
løbsgrænserne i bilag 1 til bekendtgørelsen. I inkassoomkostningsbekendtgørelsens § 4 om
egeninkasso er det specificeret, at en kreditor kan kræve betaling for rimelige omkostninger
ved udarbejdelse og indgåelse af en betalingsaftale med skyldneren og ved administration
heraf. Justitsministeriet ønskede med denne specificering at sikre, at der ikke skete en sam-
menblanding af en virksomheds udgifter til almindelig administration med udgifterne til
inddrivelse. Ved fremmedinkasso blev det i inkassobekendtgørelsens § 3 bestemt, at kreditor
kunne kræve betaling for et rimeligt salærkrav forbundet med inddrivelsen. Ved salærkrav
forstås herved det krav, som inkassator (inkassovirksomheden eller advokatfirmaet) frem-
sætter over for kreditor som følge af inddrivelsen. Kravet omfatter således alle de inddrivel-
sesskridt, som gennemføres af inkassator på vegne af kreditor, også udgifter forbundet med
administrationen af et frivilligt forlig. Den manglende specificering af inddrivelsesskridt i § 3
betyder således ikke, at der kan sluttes modsætningsvist fra § 4. Det er en misforståelse, når
KGS henviser til, at gebyret for udsendelse af girokort er betaling for en service, som KGS
yder over for skyldneren. KGS yder en service over for en kreditor, og kan omkostningerne
herved ikke holdes inde for beløbsgrænserne i bekendtgørelsens bilag 1, må KGS opkræve
de yderligere omkostninger hos kreditor, ikke hos skyldneren. Det er en omgåelse af de be-
skyttelsespræceptive regler i inkassoomkostningsbekendtgørelsens § 3, når KGS henviser til,
at der er indgået en særskilt aftale med skyldneren om gebyr for udsendelse af girokort.
For så vidt angår udgifterne til adressesøgning har Forbrugerombudsmanden tiltrådt, at
KGS ud fra et erstatningsretligt synspunkt kan opkræve et gebyr herfor hos skyldneren, hvis
skyldneren har adressebeskyttelse, og det derfor er nødvendigt at anmode kommunen om
adresseoplysning. Udover disse afgrænsede tilfælde er opkrævning af gebyr for adressesøg-
ning hos skyldneren i strid med reglerne i renteloven og inkassoomkostningsbekendtgørel-
sen, hvis de samlede inddrivelsesomkostninger herved overstiger beløbsgrænserne i bilag 1
til bekendtgørelsen.

- 18 -
Forbrugerombudsmanden er enig i, at et frivilligt forlig er omfattet af kreditaftaleloven. Kre-
ditaftaleloven har imidlertid ikke betydning for spørgsmålet om, hvilke inddrivelsesomkost-
ninger en kreditor kan opkræve hos en skyldner. Dette er udtømmende reguleret i rentelo-
ven og inkassoomkostningsbekendtgørelsen.
Forbrugerombudsmandens forhåndsbesked om betalingsgebyr ved betaling med kreditkort
er ikke relevant for nærværende sag. Forhåndsbeskeden vedrørte den situation, hvor skyld-
neren i forbindelse med gennemførelse af en betaling har udgifter til tredjemand, nemlig
kreditkortudstederen eller pengeinstituttet. Disse udgifter falder uden for inkassoomkost-
ningsbekendtgørelsens anvendelsesområde, som vedrører betaling til kreditor.
Vedrørende sagsomkostninger bør der henses til, at KGS har ført en række vidner uden be-
tydning for sagen, som drejer sig om lovfortolkning. KGS har endvidere inddraget irrele-
vante oplysninger i sagen, idet der ikke er tale om afgørelser om finansiel virksomhed og om
arbejdsretlige forhold. De ændringer, som Forbrugerombudsmanden har foretaget af på-
standene, skyldes skiftende oplysninger fra modparten og ændrede påstande fra denne i lø-
bet af sagen. Der har alene været tale om præciseringer, som ikke skal have betydning ved
fastsættelse af sagsomkostningerne.
KGS har gjort gældende, at Forbrugerombudsmanden ikke har kompetence til at påtale de
forhold, som sagen angår. Markedsføringsloven indeholder både en civilretlig og en offent-
ligretlig regulering. Det følger af markedsføringslovens § 22, at Forbrugerombudsmanden
fører det offentligretlige tilsyn med lovens overholdelse. Som led i dette tilsyn kan Forbru-
gerombudsmanden anlægge sag om forbud og påbud efter § 20, stk. 1, jf. § 27, stk. 1, ligesom
han kan anlægge sager om civilretlige krav og indtræde i verserende civile retssager. For-
brugerombudsmanden har imidlertid i denne sag anlagt et anerkendelsessøgsmål med hen-
visning til tilsynsbestemmelsen i markedsføringslovens § 22, stk. 1, men det er uklart, om
Forbrugerombudsmanden har gjort gældende, at KGS har handlet i strid med god markeds-
føringsskik efter markedsføringslovens § 1. Forbrugerombudsmanden har derfor allerede af
den grund ikke kompetence til at anlægge sag. Forbrugerombudsmandens påstand er ikke
en betalingspåstand, og det kan allerede af den grund lægges til grund, at sagen må være an-

- 19 -
lagt som et led i Forbrugerombudsmanden tilsynskompetence, men en sådan har Forbru-
gerombudsmanden ikke i denne sag.
Af inkassoloven og bekendtgørelsen om autorisation og sikkerhedsstillelse m.v. ved ud-
øvelse af inkassovirksomhed (bkg. 752 af 26. september 1997) fremgår, at det er Rigspoliti-
chefen, som udsteder autorisation til at drive inkassovirksomhed og fører tilsyn med, om in-
kassovirksomhederne overholder inkassolovens regler om god inkassoskik. Det følger af
princippet om lex specialis, at Forbrugerombudsmandens kompetence efter markedsfø-
ringsloven må vige, hvor der i en branche er opstillet særlige regler for god skik, hvis over-
holdelse påses af et specialiseret tilsyn. I forhold til inkassovirksomhederne fører Rigspolitiet
et reelt og effektivt tilsyn med, at reglerne om god inkassoskik overholdes, og kan inddrage
en virksomheds autorisation, hvis dette ikke er tilfældet. I den situation har Forbrugerom-
budsmanden ikke kompetence til at rejse sag efter markedsføringslovens § 22, men kunne
have rejst et civilretligt tilbagesøgningskrav. Tilsvarende gælder for finansielle virksomhe-
der, hvor det offentligretlige tilsyn føres af Finanstilsynet, og i forhold til advokater hvor til-
synet med, at advokater handler i overensstemmelse med god advokatskik, føres af Advo-
katnævnet. Der kan herved også henvises til Rigspolitiets udtalelse af 6. april 2009 i en kon-
kret klagesag: ”Rigspolitiet skal endelig bemærke, at klager over inkassovirksomhed foreta-
get af advokater, herunder spørgsmålet om, hvorvidt der er handlet i strid med god advo-
katskik, henhører under Advokatnævnets kompetence”. Advokatrådet har da også selv gi-
vet udtryk for, at Forbrugerombudsmanden ikke har kompetence til efter markedsføringslo-
ven at rejse søgsmål mod en advokat for overtrædelse af inkassoomkostningsbekendtgørel-
sen. Der foreligger således en klar sondring mellem det offentligretlige tilsyn om overhol-
delse af god skik og et civilretligt krav. At sondringen er helt central, illustreres også ved, at
Forbrugerombudsmanden har fuld kompetence inden for området ”egen inkasso”, hvor
spørgsmålet om overholdelse af ”god markedsføringsskik” er relevant.
Det fremgår ingen steder i forarbejderne til inkassoloven, at Forbrugerombudsmanden fort-
sat skulle have et offentligretligt tilsyn med inkassobureauerne. Det var et direkte formål
med inkassoloven, at Forbrugerombudsmanden ikke fortsat skulle have tilsynet på dette
område.

- 20 -
At tilsynet med inkassovirksomheders overholdelse af standarden ”god inkasssoskik” ligger
hos Rigspolitiet, er tiltrådt af Forbrugerombudsmanden, som på sin hjemmeside har oplyst,
at ”erhvervsdrivende, der udfører inkassovirksomhed, skal overholde markedsføringslovens
regler, herunder god skik. For virksomheder, der udfører inkassoforretninger for andre,
gælder inkassoloven … Her gælder ”god inkassoskik”. … Inkassobureauer skal have autori-
sation af Rigspolitiet …, som samtidig fører tilsyn med, at loven ikke overtrædes.” Og end-
videre under overskriften ”Markedsføringsloven i forhold til særbestemmelser”: ”Markeds-
føringslovens anvendelse påvirkes af særlovgivning. … Er et område indgående reguleret af
særlovgivning, bringes markedsføringsloven som udgangspunkt ikke i anvendelse.”
I den foreliggende situation har Rigspolitiet som tilsynsmyndighed truffet afgørelse om
spørgsmålet om, hvorvidt det er i strid med god inkassoskik, at en inkassovirksomhed op-
kræver gebyr for udsendelse af girokort til en skyldner. I den situation er Forbrugerom-
budsmanden under alle omstændigheder udelukket fra at få det samme forhold bedømt ef-
ter markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik, selvom han ikke er enig i Rigs-
politiets fortolkning af reglerne. I modsat fald kommer man i den situation, at en virksomhed
indretter sig i tillid til en afgørelse fra branchens tilsynsmyndighed, hvorefter Forbrugerom-
budsmanden ændrer afgørelsen, hvilket ikke har været hensigten. Der henvises til
U.2009.1618S.
KGS har endvidere gjort gældende, at Forbrugerombudsmandens påstand 1 er formuleret
for bredt og ukonkret og mangler aktualitet. Påstanden er i et vist omfang hypotetisk, idet
KGS ikke opkræver gebyrer som beskrevet i påstanden, men kun hvor skyldneren udtryk-
keligt har anmodet om at få tilsendt girokort. KGS har altid oplyst skyldneren om omkost-
ningerne herved og har stillet andre gratis betalingsmåder til rådighed. Forbrugerombuds-
manden savner derfor retlig interesse i at få spørgsmålet prøvet ved domstolene.
Gebyret for udsendelse af girokort er ikke en inkassoomkostning omfattet af inkassoomkost-
ningsbekendtgørelsen, men et vederlag for en selvstændig serviceydelse til skyldneren. Gi-
rokortet tjener som en påmindelse om betaling og et redskab til betaling. Det er skyldnerens

- 21 -
eget valg, om han ønsker at benytte denne serviceydelse, og skyldneren har andre beta-
lingsmåder til rådighed Gebyret på 25 kr. er rimeligt og dækker kun de faktiske omkostnin-
ger, der er forbundet med udsendelse af girokortet. KGS er ikke forpligtet til at yde denne
service til skyldnerne, men stiller den til rådighed for skyldneren til gavn for denne. Der er
ikke tale om omgåelse af de præceptive regler, da skyldnerne ikke påtvinges at benytte giro-
kortet. Retspraksis indeholder flere eksempler på, at præceptive regler kan fraviges. Det må
endvidere kræves, at præceptive regler er klare, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag.
Dette illustreres af uenigheden mellem Rigspolitiet og Forbrugerombudsmanden om forstå-
elsen af reglerne. Forholdet kan sammenlignes med en situation, hvor KGS påtager sig at af-
hente et afdrag på skyldnerens bopæl mod betaling af et gebyr. Heller ikke dette er KGS for-
pligtet til, og betaling for en sådan ydelse må kunne kræves ud over beløbsgrænserne i in-
kassoomkostningsbekendtgørelsen. Forbrugerombudsmanden har selv erkendt, at afgræns-
ningen af, hvad der er inddrivelsesomkostninger omfattet af inkassoomkostningsbekendtgø-
relsen, kan være vanskelig. Forbrugerombudsmanden har således i en forhåndsbesked til-
kendegivet, at gebyr for betaling af afdrag med kreditkort via internettet kan væltes over på
skyldneren, selvom beløbsgrænserne i inkassoomkostningsbekendtgørelsen bilag 1 derved
overskrides. Desuden har Forbrugerombudsmanden anerkendt, at KGS ud fra et erstat-
ningssynspunkt kan opkræve erstatning hos skyldneren for udgifter til adressesøgning gen-
nem kommunen, hvor sådan adressesøgning har været nødvendig. Det er også ulogisk og
urimeligt, at man i den oprindelige låneaftale kan aftale et gebyr for girokort, men at tilsva-
rende ikke gør sig gældende i inddrivelsessituationen.
Vedrørende påstand 2 gøres det gældende, at der ikke foreligger en konkret og aktuel rets-
tvist, efter at Forbrugerombudsmanden har anerkendt, at KGS ud fra et erstatningssyns-
punkt kan opkræve et gebyr for adressesøgning svarende til de faktisk afholdte udgifter un-
der visse nærmere angivne omstændigheder. KGS har altid kun opkrævet gebyr for adresse-
søgning, når dette har været nødvendigt, som beskrevet i Forbrugerombudsmandens på-
stand 2. KGS ser ingen grund til at tage bekræftende til genmæle over for denne påstand. Det
er Forbrugerombudsmanden, som har ændret holdning, og som kunne have valgt at frafalde
påstanden, da der ikke længere foreligger en egentlig tvist om dette spørgsmål.

- 22 -
Ved fastsættelse af sagsomkostninger skal retten tage højde for, at sagen, ikke alene for KGS
men også for brancheforeningen, har haft store omkostninger, og at sagen har medført en
væsentlig indskrænkning i inkassovirksomhedernes indtjening.
Danske Inkassoadvokater har udtalt sig til støtte for KGSs påstande og har anført, at der be-
står et tresporet tilsynssystem med hensyn til erhvervsdrivendes inkassovirksomhed.
For så vidt angår inkassovirksomhederne fører Rigspolitiet tilsyn. Rigspolitiet udsteder og
tilbagekalder autorisation til at drive inkassovirksomhed og påser, at virksomhederne over-
holder god inkassoskik. Da der i henhold til inkassoloven således består et specialiseret of-
fentligretligt tilsyn med inkassovirksomhederne, medfører princippet om lex specialis, at in-
kassovirksomhedernes eventuelle tilsidesættelse af god inkassoskik ikke er en overtrædelse
af god markedsføringsskik, og Forbrugerombudsmanden har derfor ingen tilsynskompe-
tence efter markedsføringslovens § 22, jf. § 1.
I forhold til advokater, som driver inkassovirksomhed, påser advokatmyndighederne, at det-
te sker i overensstemmelse med god inkassoskik, og dermed tillige om det er i overens-
stemmelse med god advokatskik. Det er forudsat i forarbejderne til markedsføringsloven, at
Forbrugerombudsmanden ikke rejser sager, der drejer sig om bedømmelsen af advokaters
faglige standarder. Advokatrådet har da også anfægtet, at Forbrugerombudsmanden skulle
have tilsynskompetence i forhold til advokater. Der er en åbenlys parallelitet mellem
spørgsmålet om Forbrugerombudsmandens tilsynskompetence i forhold til advokater og in-
kassovirksomheder.
Ved egeninkasso fører Forbrugerombudsmanden med hjemmel i markedsføringsloven tilsyn
med de erhvervsdrivende kreditorers egne inkassoskridt.
Såfremt retten når frem til, at Forbrugerombudsmanden også har en tilsynskompetence i
forhold til inkassovirksomhederne, vil det have den konsekvens, at to myndigheder kan føre
et sideordnet tilsyn med inkassovirksomhederne med risiko for, at de to myndigheder træf-

- 23 -
fer uforenelige afgørelser. Dette vil føre til en uhensigtsmæssig retstilstand og er uaccepta-
belt i en retsstat.
Inkassoomkostningsbekendtgørelsen regulerer kun forholdet mellem kreditor og skyldner,
men ikke inkassators selvstændige aftaler med skyldnerne, for så vidt der ikke er tale om en
omgåelse. Gebyr for udsendelse af girokort er ikke omfattet af rentelovens § 9 a eller inkas-
soomkostningsbekendtgørelsens § 3, da der er tale om inkassovirksomhedens vederlag for at
sende et girokort. Skyldneren kan vælge andre, gratis betalingsformer. Gebyret opkræves ik-
ke på vegne af kreditor, og det salær, der opkræves hos kreditor, nedsættes ikke med hen-
visning til det betalte gebyr. Gebyret er således alene betaling for anvendelse af en bestemt
betalingsform, ikke betaling for et egentligt inkassoskridt. Ingen har pligt til at være behjæl-
pelig med påmindelser til skyldner, og girokortet er ikke en for inkassationen accessorisk og
nødvendig ydelse. Det er en selvstændig serviceydelse i skyldners interesse.
Sø- og Handelsrettens afgørelse
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelse af markedsføringsloven og de i
medfør af loven udstedte bekendtgørelser, ”navnlig ud fra hensynet til forbrugerne”, jf.
markedsføringslovens § 22, stk. 1.
Om Forbrugerombudsmandens tilsyn mv. fremgår det af betænkning nr. 1457/2005 om
”Markedsføring og prisoplysning” under pkt. 7.2.2., ”Generelt tilsyn og sektortilsyn med
markedsføringsregler” og pkt. 7.2.3, ”Snitfladen mellem tilsyn efter markedsføringsloven og
speciallovgivning” bl.a. at ”… Markedsføringslovens overordnede formål er at medvirke til
et velfungerende marked inden for sit anvendelsesområde. Loven fastlægger en generel mi-
nimumsstandard, idet loven kræver, at virksomhederne skal handle i overensstemmelse
med god markedsføringsskik. Lovens generalklausul og det generelle vildledningsforbud
fungerer samtidig som residualbestemmelser eller opsamlingsbestemmelser i forhold til an-
den lovgivning. Loven udspænder et sikkerhedsnet, som supplerer særlovgivningen og
gælder ved siden af særregulering, medmindre det udtrykkeligt ved lov er bestemt, at mar-
kedsføringsloven eller visse af dens bestemmelser ikke skal finde anvendelse. Tilsvarende

- 24 -
kan almindelige fortolkningsprincipper føre til, at et bestemt område er udtømmende regu-
leret af særlovgivning, således at der ikke er et selvstændigt område for markedsføringslo-
ven. En virksomhed lever normalt ikke op til kravet om god skik i markedsføringsloven, hvis
virksomheden handler i strid med anden erhvervsregulering, hvad enten der er tale om fx
aftaleloven, købeloven eller de regler, som er indeholdt i kortlægningen. Forbrugerombuds-
mandens tilsyn efter markedsføringsloven er af praktiske, ordensmæssige og ressourcemæs-
sige årsager normalt begrænset til de områder, hvor der ikke er oprettet en særlig tilsyns-
myndighed. Inden for områder, hvor der ikke findes en tilsynsmyndighed, har Forbruger-
ombudsmanden adgang til at prioritere sin indsats … Når et forhold er omfattet af både spe-
ciallovgivningen og markedsføringsloven, og der samtidig er oprettet et særligt tilsyn på
området (konkurrerende tilsynskompetencer), tager Forbrugerombudsmanden normalt ikke
sager op. Dette sker ud fra en lex specialis betragtning. …”
Det er ubestridt, at Rigspolitiet efter inkassoloven fører tilsyn med autoriserede inkassovirk-
somheders driftsførelse, herunder virksomhedernes overholdelse af bl.a. god inkassoskik i
henhold til inkassolovens § 9. Rigspolitiet er dermed udstyret med en særlig tilsynskompe-
tence på dette felt.
Henset til denne særlige kompetence for Rigspolitiet og de synspunkter, der er gengivet
ovenfor fra betænkning nr. 1457/2005, må Forbrugerombudsmanden – i hvert fald under de
foreliggende omstændigheder, hvor påstand 1 tilsigter at regulere samme forhold, som
Rigspolitiet som tilsynsmyndighed allerede havde truffet afgørelse om den 14. november
2006 – være afskåret fra at forfølge spørgsmålet efter markedsføringslovens § 22, stk. 1, jf.
generalklausulen i § 1.
Retten tager derfor i forhold til Forbrugerombudsmandens påstand 1 KGS’ afvisningspå-
stand til følge.
Efter sagens oplysninger og i øvrigt som ubestridt lægger retten til grund, at KGS alene op-
kræver gebyr for adressesøgning i tilfælde, som efter påstand 2 er accepteret af Forbruger-
ombudsmanden. Efter at Forbrugerombudsmanden under sagens forløb havde ændret sin

- 25 -
påstand til netop den formulering og det indhold, som påstand 2 havde, da den blev nedlagt
ved hovedforhandlingens start, forelå der således ikke længere nogen konkret og aktuel rets-
tvist. KGS’ afvisningspåstand tages derfor til følge.
Efter sagens omstændigheder, herunder sagens udfald, skal Forbrugerombudsmanden til
KGS betale 100.000 kr. i sagsomkostninger til dækning af udgifterne til advokatbistand. Ret-
ten finder ikke anledning til at tillægge eller pålægge biintervenienten sagsomkostninger i
henhold til retsplejelovens § 252, stk. 4.
Sagen afvises.
Thi kendes for ret:
Forbrugerombudsmanden skal inden 14 dage betale 100.000 kr. i sagsomkostninger til KGS
Europe A/S.
Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a.
Torben Kuld Hansen Claus Forum Petersen Mette Skov Larsen
(retsformand)
Peter Møgelvang-Hansen Claus Tønnesen
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den 20. november 2012