Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af ... - Miljøstyrelsen

48
4.7 Sammenfatning
Kviksølv er et flydende metal ved normalt tryk og temperatur og optræder
som en tung, lugtfri sølvglinsende væske med et relativt højt damptryk.
Kviksølvdampene, der er syv gange tungere end luft vil kunne fordele sig
langs gulvet i et rum med utilstrækkelig ventilation.
Ved indånding af kviksølvdampe optages 80 % gennem lungerne, mens
optagelsen af det tungtopløselige og inerte metalliske kviksølv gennem huden
er < 2 %, og optagelsen er < 0,01 % i mave-tarm kanalen.
Den største kilde til indtagelse af kviksølv for den almindelige befolkning sker
med føden, f.eks. fisk. Den daglige middelindtagelse med føden er estimeret til
2-3 g kviksølv – næsten udelukkende i form af methyl-kviksølv, som er en
organisk form for kviksølv. Færinger og grønlændere, der har en særlig stor
indtagelse af fisk og havpattedyr, kan have kviksølvindhold i blodet mere end
50 gange højere end baggrundsbelastningen. Ligeledes kan erhvervsudsatte
have 10 gange mere kviksølv i blodet. Baggrundsbelastning for kviksølv kan
også findes i amalgamudsættelsen fra tandplomber, som WHO har vurderet
kan være på mellem 1,2 og 27 g kviksølv per dag, dog med begrænset
optagelse i mave-tarm kanalen. Se Tabel 4-2.
Kviksølvdamp adskiller sig fra de uorganiske kviksølvforbindelser ved let og
hurtigt at kunne passere blod-hjerne barrieren og moderkagen, og dermed kan
centralnervesystemet og det ufødte barn påvirkes. Inde i hjernen omdannes
metallisk kviksølv til uorganiske kviksølvforbindelser, ligesom methyl-kviksølv
gør. Den biologiske halveringstid af kviksølv i kroppen efter udsættelse for
kviksølvdamp er 35-90 dage. Opholdstiden i hjernen er imidlertid noget
længere. Metallisk kviksølv kan udskilles med sved og spyt samt udåndes.
Efter oxidation til uorganisk kviksølv kan dette udskilles med urinen via
nyrerne. Kroppens overskud af kviksølv akkumuleres især i nyrerne.
Menneskers belastning med kviksølv kan måles ved indhold af kviksølv i blod,
hår eller urin. Gennemsnitskoncentrationen af kviksølv i danskernes blod er
for 30 år siden blevet bestemt til 1,5 g Hg/L, og den tilsvarende
koncentration i hovedhår var 0,6 ppm Hg. Der var en tydelig korrelation
mellem indhold i blod og hår.
Måling af kviksølv i urin for ikke-udsatte personer har vist, at de udskiller
mindre end 0,5 g Hg/L urin svarende til ca. 1,5 g Hg/g creatinin. Personer
med amalgamfyldninger udskiller lidt mere (2-4 g Hg/L) og erhvervsudsatte
kan have ti gange højere udskillelse.
De fleste data om sundhedseffekter af kviksølvdamp stammer fra
arbejdsmiljøudsættelser, hvor man ved meget høje eksponeringer for
kviksølvdamp har lungerne som målorganet med irritation og ætsninger i
luftvejene som følge, og ved få timers udsættelse er der set dødelig akut
kemisk lungebetændelse. Ved udsættelse for 10 mg Hg/m 3
(10.000 µg Hg/m 3
)
er der akut livsfare. Der foreligger ikke oplysninger om ”no-effect-level” af
kviksølv ved korttidsudsættelser af mennesker.
Ved længerevarende høj udsættelse for kviksølvdampe (> 0,100 mg/m 3 eller
>100 µg/m 3
) er det kritiske organ centralnervesystemet, hvor der kan
forekomme forgiftningssymptomer som rystelser, søvnløshed, uligevægt, m.v.