Ergoterapeut Kirsten C. Pedersen April 2005 Historien om den ...

Ergoterapeut Kirsten C. Pedersen
April 2005
Historien om den grimme finger
Der var en gang en lillefinger, som gik så grueligt meget igennem for at blive
påskønnet i være en del af hele håndens funktion.
Den sad på højre hånd, og synes den var lidt udenfor samværet med alle de andre.
Ringfingeren som var tættest på, var lidt ligeglad med den – den så ned på den, fordi
den er så lille. Langemand så slet ikke til den side – synes den selv var midterpunkt
for alt, hvad hånden skulle foretage sig. Pegefingeren havde slet ikke kontakt med
lillefingeren. Den eneste som indimellem henvendte sig til lillefingeren var
tommelfingeren, fordi de sammen kunne samle bitte små ting op. Egentlig synes de
fire radiale fingre at lillefingeren var unødvendig.
Dette uvenlige samvær på hånden, gjorde at lillefingeren trak sig lidt væk, og
prøvede at hævde sig ved at stritte. Det skulle den aldrig have gjort, for en dag da
hånden havde været ude at køre i bil, kom lillefingeren i klemme i bildøren, fordi
hånden var lidt for langsom og døren blev smækket hurtigt i. Det gik ud over den
strittende lillefinger som blev klemt. Den råbte og skreg til hånden om, at den skulle
trække den væk fra døren, og langt om længe var beskeden nået via
centralnervesystemet til hjernen og videre til hånden før den reagerede.
Lillefingeren var gul og blå, og den blev større og større. Den følte at den blev
dobbelt så stor, men det var ikke nogen rar fornemmelse (selvom den altid havde
drømt om at bliver lige så stor som de andre). Det yderste af fingeren hang, og selv
om lillefingeren forsøgte, kunne den ikke bøje sig. Den var meget ulykkelig.
Hånden og centralnervesystemet reagerende ved at bede hjernen om at komme på
sygehuset. Fingrene syntes det var noget pjat, den lillefinger kunne blot tage sig
sammen og lade være med altid at beklage sig. Måske ville det være nemmere hvis
den slet ikke var der, den lavede jo alligevel aldrig noget. Det var altid de andre som
gjorde hele arbejdet.
Hånden og centralnervesystemet vidste godt at lillefingeren gjorde sin del af
arbejdet, så de besluttede sammen at tage på sygehuset, uanset hvad de andre sagde.
På sygehuset blev lillefingeren kigget på af en læge og den fik i det hele taget en
masse opmærksomhed, som de andre fingre blev meget misundelige på. De ville
også kigges på og have vurderet deres kropsfunktion. De ville også have taget

Ergoterapeut Kirsten C. Pedersen
April 2005
billeder, de syntes det var dybt uretfærdigt, at der ikke var aktivitet og deltagelse for
dem. Lillefingeren blev sat sammen af lægen, og den blev bundet ind til ringfingeren.
Ringfingeren blev meget vred. ”Hvorfor skal jeg sidde sammen med den lille gnom –
den kunne bare passe på sig selv”. Lægen hørte ikke hvad ringfingeren sagde, og
fingrene blev tapet sammen og ringfingeren måtte finde sig i det. De andre fingre var
lykkelige, fordi de slap, men samtidig bange for at de skulle lave meget mere, nu
hvor ring- og lillefinger var bundet sammen.
Da de kom hjem, skulle hånden sørge for mad fordi centralnervesystemet gav besked
fra hjernen om det. Hånden forsøgte at tage brød ud af køleskabet, finde pålæg og
tage kniv og gaffel i skuffen og finde en tallerken i skabet, men den kunne ikke, fordi
fingrene ikke kunne arbejde og holde ordentligt fast. En tallerken gik i stykker, så
højre hånd måtte bede venstre hånd om hjælp.
Lillefingeren sad stille og roligt tvunget op ad ringfingeren og så til. Den tænkte, at
de andre måske nu fandt ud af, at den også gjorde et stykke arbejde, hver gang
hjernen bad om det. Men mest af alt tænkte den på, hvordan den skulle få det godt
igen, for det gjorde ondt, og den følte sig mere og mere stiv.
Ringfingeren fandt ud af, at lillefingeren var varm og egentlig også lidt venlig og rar.
De havde aldrig tal ret meget sammen, men nu havde de ikke mulighed for andet. I
begyndelsen var det blot små nødvendigheder de talte om – her er varmt/koldt –
synes du også der er irriterende – kan du bøje dine led osv. Efter hånden blev
konversationen mere intens, De fandt ud af at de havde haft mange oplevelser
sammen, og at de havde de samme erfaringer.
Efter 3 uger med mange besværligheder for højre hånd, og hvor venstre mange gange
måtte tager over, blev bandagen fjernet omkring ring- og lillefinger, og nu troede de
alle, at alt var godt igen, men de skulle tro om igen.
Højre hånd fandt ud af at situationen var uholdbar, fordi både ring og lillefinger ikke
kunne deltage i arbejdet, de fungerede ikke på kropsniveauet. De kunne ikke bukke,
de kunne ikke strække og de var i det hele taget en begrænsning for aktiviteten og
deltagelsen. Der måtte gøres noget.
Hånden og centralnervesystemet vurderede sammen med hjernen mulighederne.
Hjernen havde hørt om håndterapi – men vidste ikke rigtigt hvor dette kunne fås.
Sammen blev de enige om at finde en computer og søge på internettet.

Ergoterapeut Kirsten C. Pedersen
April 2005
De fandt ud af at håndterapi foretages af ergoterapeuter i Danmark og Norge, i
Sverige er det både fysioterapeuter og ergoterapeuter. Hvor skulle de gå hen?? Hvad
med Malmø, det ligger tæt på Danmark, og de havde hørt at der var et kursus der,
hvor der både var terapeuter fra Sverige, Norge og Danmark.
Alle drog de til Malmø. Her blev de set på af kommende magistre i håndterapi. De
vurderede og analyserede og fandt ud af, at hvis man tager udgangspunkt i ICF var
håndens funktion væsentlig nedsat.. På kropsfunktionsniveauet var blodforsyningen
nedsat på grund af let ødem, muskelfunktionen og bevægelighed nedsat p.g.a.
manglende mobilisering, og muligvis var der også problemer med den sensoriske
gren af nervus ulnaris, fordi lillefingeren følte ikke det samme som de andre fingre.
Med hensyn til aktivitet, så kunne fingeren ikke noget som helst, den deltog ikke i
håndens arbejde fordi den ikke kunne. Den ville frygtelig gerne, men var ikke i stand
til det.
De kommende magistre i håndterapi kunne godt se at noget var helt galt. De
indhentede oplysninger fra journal og fra hånden og hjernen som kunne give
oplysninger om hele forløbet. De kommende magistre i håndterapi satte sig ned
sammen, brugte klinisk ræsonering, teoretiske forståelsesrammer og de fysiologiske
og anatomiske informationer som de havde, og de vurderede med hjælp af COPM
hvilke aktiviteter som var lillefingerens mål for behandling.
Sammen satte de kommende magistre i håndterapi et træningsprogram sammen, som
indeholdt mobilisering, udspænding, styrke, sensibilitet og koordination.
Lillefingeren fik at vide, at den skulle træne sammen med de andre fingre. Den vidste
ikke at dens skade, også havde givet de andre nedsat funktion. Omvendt vidste de
andre fingre ikke, hvor afhængig de er af at lillefingeren fungerer, før end nu, for de
kunne godt mærke at de manglede lillefingeren i det daglige arbejde og at de
sammen var stærkere når lillefingeren var med.
Træning blev iværksat, der blev trænet både i Malmø sammen med de kommende
magistre i håndterapi, og der blev også trænet hjemme efter et
hjemmetræningsprogram og med ADL. Lillefingeren oplevede at komme i varmt
vand sammen med de andre fingre, den oplevede at skulle arbejde med putty
sammen med de andre fingre, og den oplevede at både den og de andre fingre blev
bøjet og strakt af venlige og rare fremmede fingre. I løbet af ganske kort tid, kunne

Ergoterapeut Kirsten C. Pedersen
April 2005
lillefingeren bøje og strække mere og mere, den synes den fik det bedre og bedre.
Den talte lidt med ringfingeren om det, og de samme oplevelser havde ringfingeren.
Ringfingeren havde hørt, at de andre fingre havde talt om, at det egentlig var godt at
komme til træning, for de fik det også meget bedre. De kunne godt mærke, at de blev
mere smidige og bøjelige, de fik kræfterne igen og de kunne også bedre og bedre
håndtere værktøj og fungere i dagligdagen. De havde også talt om, at de er
afhængige af at lillefingeren hjalp. De følte, at når lillefingeren ikke var med, så
manglende der balance i opgaverne. Så den var alligevel nødvendig for at få
dagligdagen til at fungere.
Efterhånden som træningen skred fremad, begyndte fingrene at tale sammen,
Tommelfingeren havde kontakt med alle, og den blev brugt som budbringer og
bragte beskeder rundt. De fik lavet nogle aftaler om ” vi kan kun blive stærke – hvis
vi arbejder sammen”, ”vi skal løfte i flok”,” vi skal være enige” – ”vi skal hjælpe
hinanden”. Alle disse aftaler gjorde, at hånden fik en bedre kropsfunktion, kunne
deltage i aktiviteter og at deltagelse i hinandens opgaver blev vigtig og højt
prioriteret.
Alt i mens dette foregik, følte lillefingeren at den kom nærmere de andre fingre. Den
blev respekteret for dens værd i det arbejde fingrene udførte sammen. Den blev
tættere knyttet til de andre, og behøvede ikke længere at flytte sig væk og stritte. Den
udviklede sig til en tilfreds og glad lillefinger, den havde gode kammerater og
venner, den blev selvsikker og efter hånden som tiden gik, udviklede den sig til en
meget smuk lillefinger. Huden blev pæn igen, ødemet aftog, den blev smidig og
rigtig elegant.
Snip snap snude – nu er den fortælling ude.