1979-32 - Egnssamlingen

EGNSSAMLINGEN - hvor egnen samles
A _c ,,.,, .-. T
Af Vildmosens saga -1
Foto: Bent Foto, Pandrup, 1954
Tekst: v/Jørgen Skjødsholm, 1939*)
De yngre slægtkd i Vendsyssel
og de mange mennesker fra landets
andre egne, som sommeren
igennem aflægger besøg i den store
vildmose, kender kun dette område
som en lang række indhegnede
»fenner« med brogede klynger af
græssende kreaturer og systematiske
vejanlæg mellem nybygninger,
der styrker formodningen om, at
det engang skal forsøges at omdanne
mosen ikke alene til græsarealer,
men også til grobund for andre kulturplanter,
således at mosens forvandling
fra ubeboeligt vildnis til
dyrket agerland og tætbefolkede
landsbyer kan fuldbyrdes.
Flertallet af vildmosens sommergæster
betragter ganske naturligt
det udførte arbejde som et interessant
og storstilet kultiveringsforsøg
og føler intet savn ved den skete
forandring. Lidt anderledes stiller
sagen sig måske for en eller anden
Vendelbo af de ældre årgange, thi
vildmosen i sin oprindelige skikkelse
med lyng over en ubrudt flade,
så langt som øjet rakte, var dog et
stærkt og storladent træk i Vendsyssels
fysiognomi. På de mennesker,
der havde rod i de omliggende
egne, øvede den store mose med sit
næsten utilnærmelige og uudforskede
indre ganske sikkert mere
indflydelse, end de til daglig gjorde
sig klart.
Bred og tavs satte Vildmosen
gennem årtusinder skel mellem
Vendsyssels egne, så befolkningen
ved den ene bred næsten intet viste
om de mennesker, der levede og
virkede ved den anden.
Man fravristede den yderste kant
af mosen det nødvendige vinterbrændsel,
og fandt verden rigtig og
alt i lave, når sommerens evindelige
brande milevidt hærgede mosens
brune flade og kastede sit skær i ruderne
natten lang, mens sommerbrisen
spredte røgens brede vifte
over Vesterhav eller Kattegat, som
det bedst kunne træffe. Mange vil
sikkert indrømme, at de ved Vildmosens
kultivering fik en minderest
i klemme, og at Vendsyssel rent
landskabeligt set blev fattigere ved
dette foretagende.
En af de mænd, der har omfattet
Vildmosen og dens historie med
størst interesse, var afdøde mosefoged
Lars Poulsen, Sandeishus, der
anstillede sine egne betragtninger
over mosen og dens tilblivelse, ligesom
han opnoterede de sagn, der
levede i folkemunde om mosen, såvel
som de ting, der var opbygget
på et mere solidt historisk grundlag,
og da det måske netop nu under
mosens forvandling kan have
sin interesse at høre lidt om dens
fortid, skal der her fremføres et uddrag
af den gamle mosefogeds optegnelser,
der antagelig er afsluttet
for ca. 15 år siden:
Der hvor den én kvadratmil store
vildmose nu ligger, har der sikkert
i længst forsvundne tider været
skov. Dette ses af de mange træstubbe,
som man træffer på bunden
af mosen, og som på sine steder
har en mægtig tykkelse. Forleden
sommer under en langvarig tørke
blev gåselunerne helt tørre, hvilket
vist aldrig er sket før, og i lunernes
bund, som var så fast, at man kunne
gå over både på kryds og tværs,
stod det tæt med trærødder, hvilket
Mosens bund, og det er derfra vi
har de gode sorte »kultørv« i bunden
af mosen.
Efterhånden- som bunden har
hævet sig, er de forskellige arter af
vandplanter, men især tagrør, der
mange steder findes i mægtige-lag i
tørvebunden, gået til grunde, og senere
er kæruld, tørvemos og lyng
m. m. blevet dominerende. Af disse
planter, der hvert år falder til jorden,
består vore dårlige tørv, hovedsagelig
de øverste lag, som vi
kalder »hundekød«. Tørvejorden
har på sine steder haft en tykkelse
på indtil 16 fod, men ved udgrøftning
synker den betydeligt sammen.
Historien fortæller os, at i Erik
Menveds tid havde en del bønder,
der ikke ville betale de nye skatter,
som kongen så sig nødsaget til at
pålægge i anledning af de store udgifter
til hoffet og riddervæsenet,
sluttet sig til de fredløse, og at en
større bande af disse folk opholdt
sig i skovene ved Sandeisbjerg (i
mosens vestside), hvorfra de øvede
røveri og plyndring i omegnen. De
havde formodentlig deres standkvarter
i Sandeisbjerg, hvor der var
tørt samt god udsigt, men for at
komme dertil fra syd skulle de passere
en bæk, og da der på dette sted
var meget sumpet, blev der, fortæller
sagnet, lagt en stenbro over.
Dette er altså gået som sagn fra
slægt til. slægt gennem mange
hundrede år, men for ca. 10-12 år
siden stødte en tørvegraver på sten i
bunden af graven. Jeg gik så der
hen og undersøgte pladsen, og ganske
rigtigt lå der en bro af ret store
kampesten i en lige linie over, hvor
bækken ganske tydeligt har gået.
Atter en bekræftelse på, at der kan
være noget om de gamle sagn, og at
der boet mennesker her. Herom
vidner de mange begravelser, som
findes under mosens bund. Graver
man en vejgrøft eller lignende og
kommer to fod ned, støder man
mange steder på urner af samme
slags, som findes i kæmpehøjene;
således traf man, da Dalgas-vejen
blev anlagt, på urner i hundredevis,
og omkring Sandeisbjerg kan der
ikke sættes et stykke grøft uden at
støde på urner, som på sine steder
står så tæt sammen, at det ser ud
som en hel begravelsesplads.
En mængde gravhøje træffer
man også i mosen, særlig i nord- og
vestsiden; og ude midt i mosen har •
grøftegravere også fundet stensæt- >
ninger, hvori der stod urner.
Af større rovdyr har ulvene vel
nok været de værste her til lands.
Der blev gjort alt både fra det of-!
fentlige og fra private for at udrydde
dem, men det tog lange tider, og l
længe efter, at ulvene var udryddet
i det øvrige land, fandtes de dog i
vildmosen. Min fader var ladefoged
på »Hammelmose« i sidste
halvdel af det 18. århundrede,
han har fortalt, at de stadig skulli
passe på, for ulvene ville tage får oj
lam, og det traf også, at de angrel
mennesker, særlig børn.
Af større rovdyr har vildmose
en kort tid huset et par tigere. De
var årene 1627-29, da de kejserlig
tropper lå i Vendsyssel, at en un
garsk officer havde et par tamm
tigre hos sig, mens han var indkvai
teret i Sæby. Officeren døde, og d
tropperne drog ud af landet, flygte
de tigrene ud i vildmosen, hvor d
snart blev en skræk for hele egnen
Flere gange blev der foranstalts
klapjagt på de glubske rovdyr, me
det lykkedes ikke.at nedlægge dere
fordi de satte ud i mosen, så snai
de anede uråd.
Det var dog ikke længe, Vildmosen
havde den ære at huse det
sjældne vildt. Allerede i vinteren
1630-31 fandtes huntigeren ihjelfrossen
ved Hammelmose, og et
par år efter lykkedes det en jæger at
skyde hannen i Dronninglund Storskov,
hvor den havde søgt tilflugt.
Nu er ræven vort største rovdyr i
vildmosen, og den optræder forresten
ret skikkeligt. Ørnen, der havde
sit bo inde midt i mosen, har foi
længe siden forladt denne. Ørnen
har ikke ynglet i mosen det sidste
halve hundrede år, men i flere år så
vi den dog en gang imellem.
Jeg husker det første forår, jeg
boede i Sandeishus, det var i 1881,
da så vi en formiddag i april en ørn,
der stod på en tørveskrue i mosen.
I begyndelsen kunne vi ikke rigtig
se, hvad det var; det så i frastand
ud som det var et 3-4 års
barn, der stod på skruen, men
straks blev vi opmærksom på, at
25-30 favne herfra stod en lignende
skabning på en tørveskrue. Jeg gik
da ind og hentede min kikkert, og i
denne kunne det tydeligt ses, at det
var to ørne. De blev stående ganske
stille i flere timer, men så forsvandt
de, og vi så dem ikke igen før året
efter ved samme tid. Dette gentog
sig i 3-4 år, men da havde ørnen ikke
længere bo i ørnereden i mosen.
De kom tilsyneladende af længsel
efter deres gamle domicil.
Den sidste ørn, der er set i Vildmosen
(det var vistnok i 1883 eller
1884) slog sig ned i Hans Jessens
enkes gård på Ø. Hjermitslev Enge
for at bortføre en gås, men bestyreren,
Klemmen hed han, sprang til
og kastede sig over ørnen, der blev
dræbt, da en pige kom til hjælp
med en kniv.
Den målte tre alen i vingefang og
blev udstoppet i Aalborg, hvor den
mask« endnu står et eller andet sted

JYDSK FAKTURERINGS CENTRAL
.Patallelvnj 10 . Pandrup . Tlf. 24,72 54
Pandrup
Begravelsesforretning
Begravelser og ligbrænding
ordnes.
Pænt udvalg i kister og ligtøj.
Kørsel med ny rustvogn.
SNEDKER KAJ JENSEN
Pandrup . Tlf. 24 70 55
CYKLER
Reparationer udføres
* *
JENSSTØWE
Løkkenvej 23. Pandrup
Tlf. 24 71 24
skoven har strakt sig vidt omkring,
tyder egnens stednavne på, såsom
Brændskov, hvor der endnu er
gamle folk, der kan huske, at der
stod enkelte skovtræer; ligeledes
Holtebakken ved Nordkær, Aaby
Skovenge mellem mosens nuværende
grænse og Aabybro samt nærmest
ved Aabybro Buskengen, der
tyder på, at her var skovens grænse.
Denne skovbestand er formodentlig
gået under ved at denne
landsænkning er forsumpet, da klimaet
blev koldere og fugtigere.
Træerne er væltet og ligger på sine
steder - som oppe ved Aaby Bjerg -
vandret i tørvejorden; derimod
træffer vi ude i mosen næsten aldrig
træstammer, da de formodentlig,
den gang landet hævede sig, er
fulgt med strømmen og har aflejret
sig i Saltum Dale, Thise og Vrensted
enge, hvor der også findes tørvejord,
ligesom man der ofte træffer
på mægtige træstammer, men
aldrig rødder. Disse træer har antagelig
vokset i vildmosen, hvor roden
endnu står, medens grene og
blade er faldet og har suget sig fast i
Der fortælles så, at Erik Menveds
drost, Aage Johnsen, der boede
på »Bratskov« i Han herred,
drog mod Sandeisbjerg med sine
riddere og svende og ihjelslog eller
fangede banden.
Et bevis for, at rester af skoven
har stået her endnu for 150-200 år
siden, er en beretning fra præsten i
Jetsmark om, at bønderne rejste
over i skoven øst for Ryaa og hentede
bygningstømmer og gavntræ,
og så sent som i begyndelsen af forrige
århundrede har der været rester
tilbage af skoven.
En gammel mand har fortalt
mig, at da hans fader i 1814 kom
hjem fra krigen, var han om vinteren
sammen med en kammerat beskæftiget
med at rydde trærødder
op på Sandeisbjerg og i den nærmeste
omegn, og da forsvandt den sidste
rest af vildmoseskoven omtrent^
dog er de dejlige skovpartier på Aaby
Bjerg sikkert en levning af den
gamle bevoksning.
En ejendommelig kendsgerning
er det, at i længst forsvundne tider,
mens der endnu var skov, og altså
længe før mosen blev dannet, har
/. S.
") Jørgen Skjødsholm (1883-1975) f: på den vestre
gård i Skjødsholm, uddannet som landmand.
Påbegyndte lærerstudium, landejendom
i Sdr. Saltum 1908-33, beklædte flere tillidshverv,
bl. a. sognerådsformand i Saltum fra
1929. Fra 1933 kæmner l Pandrup og f rå 37 direktør
i sparekassen i Pandrup indtil 19Sf.
Var fra 1921 til 54 avismeddelmog kronikør til
Vendsyssel Tidende. 1
28.7.1979 blev hans avisarkiv overdraget
Egnssamllngen.