Rødhus og Rødhus kirke - Egnssamlingen

Rødhus og Rødhus kirke
Sandet sletter alle spor.
Ved Blokhus vindes land
af havets nåde.
Ved Rødhus tabes land
ved hav og fråde.
Chr. Richardt
For en menneskealder siden
søgte forfatteren Erling Kristensen
sin barndoms spor, og i
»Vendsysselrejsen« skildrer han
mødet med det forblæste landskab
ved bunden af Jammerbugten.
Mennesker ser han ikke meget
til, og han fatter heller ikke, at
nogen har kunnet leve på det golde
grå-hvide klitsand. Men et par
forfaldne vejvisere fortæller
ham, at et sted kaldes Klithuse, et
andet Rødhuse. Der må altså leve
mennesker.
Men det har der ikke gjort altid.
Omkring år 1600, endnu før
navnet Rødhus eksisterede, havde
sandet slettet alle spor, og al
jordskyld var ophævet, for ingen
kunne mere bjerge livet på de
sandpiskede agre.
Sandflugten, som satte ind o.
1500, blev den store katastrofe
for Hune Sogn. Den førte til absolut
opgivelse i sognets sydlige
del, hvor nu Rødhus ligger. Som
en dyne lagde sandbankerne sig
over den frugtbare hævede havbund,
hvor der ikke alene lå en
herregård, men en jævn bebyggelse
af bøndergårde. Alt lagde
sandet øde: Mark efter mark, sø
efter sø, mose efter mose. l 1638
fandtes Lunen endnu som en stor
sø, men den deltes af sandflugten
i to, »og endnu i forrige århundrede
kunne man fiske der«,
skriver Carl Klitgaard.
Først i 1648 dukker navnet
Rødhus op. Det røde hus - bygget
til kornmagasin i skudehandelens
tid - blev symbolet på livsvilje.
I dag leder man forgæves
efter »Det røde Hus«, men ingen
af de gamle glemmer, hvad det
stod for, og adskillige af de gamle
huse og gårde i klitten bærer endnu
den smukke røde farve.
Efterhånden som hjelme og
marehalm bandt de forrevne
banker, fandt klitboerne snildt
frem til at kombinere deres liv
ved dels at være bønder, dels at
være fiskere. Men havet var den
store livgiver, for endnu i 1688 var
kun 14 tdr. under plov, og på Buje
kunne kun sås 2 tdr. byg, og
jordens værdi var så ringe, at den
ikke kunne måles i hartkorn.
Men sandflugten var ikke den
eneste ulykke, som hjemsøgte
Rødhus. Navnet »Helmisbakkerne«
syd for Rødhus-vejen erindrer
således om kvægposten i
1746-48. I gamle beretninger læses,
at næsten alle kreaturer og
heste i Rødhus døde og begravedes
i bakkerne, som nu ligger i
plantagen.
er rykket ind i det førhen så uvejsomme
og fattige distrikt.
De hundredevis af fritidshuse
vidner lige som feriebyen »Rødhus
Klit« og »Rødhus Klit Camping«
om, at den tidligere så stille
og øde egn er, som Karl Hansen
udtrykker det, »kommet op at
se«. Mange turister drages år efter
år til Rødhus af havet, af klitten
og plantagen. Et væld af stier
og veje fører ind i den storslående
natur - her ved verdens ende, hvor
de tilhviskes nyt livsmod af blæsten,
sandet og stjernerne.
Kirken ved verdens ende
Rødhus Kirke blev indviet den
19. oktober 1913, og efter indvielsen
var der fælles kaffebord i Hune
Skole. Her sagde daværende
sognefoged Søren Enevoldsen,
formand for byggeudvalget,
bl.a.: »Der går et gammelt sagn
om, at der i længst forsvundne tider
skal have stået en kirke i Rødhus,
men om sagnet taler sandt,
ved jeg ikke«. Men lærer Niels N.
Kjær beretter det samme til
Evald Tang Kristensen og tilføjer:
»Stedet har været vist, ligesom
der er fundet nogle sten efter
den. Og ikke alene en kirke, men
et helt sogn skulle være blevet havets
bytte«.
Havets bytte - eller sandets?
Alle spor er forlængst slettede og
o. 1600, da-distriktet var helt folketomt,
savnede ingen kirken,
men helt op mod 1900, hvor ca.
125 mennesker boede i Rødhus,
opstod ønsket om at få egen
kirke.
Provst Tholstrup i Jetsmark,
som fra 1909 var præst i Hune,
støttede varmt beboernes ønske,
og et andragende afgik til ministeriet,
og svaret var positivt. Der
ville blive sat 13.500 kr. af på finansloven
til en kirke, hvis beboerne
selv kunne indsamle
2.000-3.000 kr. til dens vedligeholdelse.
Så tog man fat. Lister blev båret
rundt fra dør til dør. Folk tegnede
sig for små og store beløb,
alt efter evne. 950 k r. tegnedes i
Rødhus, resten i Hune, Saltum
og Jetsmark, og da de 2.000 kr.
var rundet og indsat i stiftsmid- j
lerne, meddelte ministeriet i april
1911, at de 13.500 kr, var til
rådighed.
Hvordan man kunne få en kirke
for det beløb, er mere end gådefuldt,
men i 1913, da kirken
stod klar til indvielsen, viste regnskabet,
at 12.767 kr. var nok, og
så var inventaret også betalt! Arkitekt
Valdemar Schmidt, København,
stod for opførelsen af
det særegne bygningsværk, som
Rødhus Kirke er, hvor skib og
kor går i et og har et lille apsislignende
fremspring, alt opført af
håndstrøgne munkesten.
I det lillp våhpnhiig t>r fU
- hvor egnen samles...
udført i S.C.M. Bentzens sølvsmedie.
Døbefonten lige under
prædikestolen er bygget sammen
med kirken og har så vel
dåbskande som fad i hamret
messing, forarbejdet af L. Rasmussen,
København.
Prædikestolen bærer inskriptionen
»Ordet«, og derover
prædikede pastor Therkildsen,
Jetsmark, da kirken indvides
1913. Lige over for prædikestolen
findes vel Danmarks mindste
sakristi.
Når man forlader Rødhus
Kirke, bør man bemærke den
tympanon, der er over døren,
udført af stenhuggeren Carl
Madsen. I centrum ses korset
indrammet af de græske bogstaver
alfa o§ omega, som henviser
til Johs. Ab. 21,6 hvor Gud siger:
»Jeg er alfa og omega, begyndelsen
og enden...«.
l dag har Rødhus Kirkedistrikt
kun 49 faste indbyggere,
og man ville næppe havde rejst
kirken. Vi er derfor de gamle i
sognet taknemmelige, fordi den
nu ligger der. For på de jorder,
hvor vi tidligere traf egnens nøjsomme
bønder, husmænd og fiskere,
møder vi i dag fritidsfolket,
og på sletten syd for kirken
og viden om i distriktet »ligger
nu hus ved hus«. Og det er ikke
mindst sommerlandets gæster,
som nu søger Rødhus Kirke, kirken
ved verdens ende.
E. Gaardst ed-Jørgensen.
Onsdag den 28. november 1984
Tegningerne af Rødhus Kirke er udført af
fhv. forstander A. H. Truelseri, Åbybro.
Kilder til artiklen bl.a.: Carl Klitgaard og
Marius Madsen: Rødhus, Vendsysselske
årboger XXII, 1957-58. Søren Enevold-
sen: Erindringer III. Karl Hansen: Rødhus,
en gammeldags egn ved Jammerbugten
(Jyllands Posten 10/10 1950). Sam=
me: En vestjysk klitegn kommer op at se
(Jyllands Posten 14/4 1960).

ugten, og det navn er ingen tilfældighed.
Megen gråd og jammer
er knyttet til den strand, for
tidligere tiders strandinger krævede
mange menneskeliv. De
ilanddrevne omkomne blev efter
skik og brug begravet i klitten,
hvor en stor begravelsesplads -
det såkaldte »Dødemandsbjerg«
- opdagedes ved en tilfældighed.
De døde skulle derefter være blevet
begravet på Hune Kirkegaard,
men det oplyser hu hverken
kirkebog eller kirkegårdsprotokol
noget om
Endnu i 1950 var der 30 gåid"
og husmandssteder på Rødhussletten,
men forandringen stod
for døren, da staten opkøbte store
arealer syd for Blokhus klitplantage.
De er forlængst sprunget
i lyng, og en anden befolkning
end de gamle klitboere, som med
stude agede i deres pindevogne,
at ortocerautsiarer. t KirKerumrnet,
som har elvarme, hensættes
man til fortiden, for kun levende
lys kaster deres skær over
de hvidkalkede vægge, hvis eneste
pryd er de to nummertavler
og lysestagerne. Det flade loft
har to kroner, ligeledes med levende
lys. Det lille apsis indgiver
den besøgende fornemmelsen af
rummelighed og fylde trods kirkens
små dimensioner, og det
hvide stenalter, også opført af
håndstrøgne sten, virker tungt
og let på samme tid: Tungt som
et alter og let i sin art. Det smukke
trækors er udskåret med krisil
monogram og de fire evangelistsymboler
af billedskærer C.
Nielsen, København.
På alteret se to vægtige stager
i bronze og kirkens hellige kar,
der alle bærer indskriften »Rødhus
Kirke 1913«. Især oblatæsken
er af stor skønhed: Alt