Badeliv fra Blokhus - Egnssamlingen

Onsdag den 16. juli 1986 M
• •K-l'l 1 !• 1 1
- hvor egnen samles.,
Badeliv fra Blokhus
Tekst: Arne Højbjerg, Vendsyssel Årbog 69
Fotos: Egnssamlingens billedarkiv
Mens badning fra åben strand
i vore dage er en såre ukomplice-
H ret foreteelse, så var der anderle-
P des stil og højtid over den
daglige vandgang i Vesterhavet i
slutningen af forrige århundrede.
De to hoteller i Blokhus rådede
dengang over hver sin
såkaldte badevogn, »Klitgaarden«s
badevogn var placeret syd
for bækkens udløb, mens stranden
nordfor var forbeholdt
»Nordsøen«s gæster. Altså: også
på stranden dannede den lille
bæk skel mellem hotellernes respektive
gæster.
Badevognene var en slags
transportable badehuse - udstyrede
som de var med to svære
hjul og en kraftig trækstang. Til
hvert badehus - eller - vogn - hørte
også en bademand. »Nordsøen«s
bademand hed Elofson - en
stout og malerisk kystbo med
langt, gråt, velsoigneret skæg,
opsmøgede benklæder og bare
ben. Vedkommende, der ønskede
et forfriskende havbad lukkede
sig omhyggeligt inde i huset
og begyndte den omfattende og
besværlige omklædning til badedragt.
Når denne omsider var tilendebragt,
hejstes indefra badehuset
et lille flag som tegn på, at nu
kunne forestillingen begynde.
Derefter var det bademandens
slidsomme job at rulle huset
med indhold så langt ud i havstokken,
som vel muligt. Herefter
kunne den badende træde
lige ud i de saltfriske nordsøbølger,
nogenlunde beskyttet
mod nyfigne blikke.
Når opholdet i vandet havde
varet tilstrækkelig længe, kunne
forestillingen gentages - denne
gang blot i omvendt orden.
Foruden det noget slidsomme
arbejde som trækkraft for badevognen
var det herudover bademandens
pligt at sørge for
tørring og klargøring af badedragterne
til næste gang, nogen
agtede sig i vandet. Det blev så
hans hovedpine hvordan.
For herrebadedragternes vedkommende
har problemet næppe
været omfattende, de var
meget enkle og ligetil med skulderstropper
og halvlange ben
samt forsynede med striber på
tværs. Noget anderledes stillede
det sig med den kvindelige del af
badepåklædningen, der syntes
endog usædvanlig omfattende
og stofrig. Omtrent således:
overærbar, nærmest en hel kjole
med pufærmer og lige rundt i
halsen. Farven kunne være mørkeblå
eller rød med hvide belægningsbånd
på bærestykket.
v-,
""l
•T
• 1
Benklæderne var vide og rummelige
med flæser nederst på benene
og bundet sammen lige
under knæet. Ydermere hørte et
skørt til i samme farve som dragten,
ligeledes med hvide belægningsbånd.
Skulle en og anden
på den tid være kommet til Blokhus
uden badedragt i sin feriebagage,
da var det muligt at leje
sådanne, der var blevet bragt til
stranden i en fiskekasse på trillebør
af entreprenante kystboere,
hvilket tjener som understregning
af, hvor hurtigt og geskæf-.
tigt man på stedet havde forstået
at indrette sig efter de kontante
muligheder, som badegæsternes
tilstedeværelse indebar.
Når lige bortses fra disse noget
komplicerede badedragter
var ellers ferielivet på kysten
dengang ret enkelt og ligetil. Det
gjaldt i halvfemsernes Blokhus,
at agtede man sig ud i terrænet
eller langs ad stranden, da havde
man mulighed for at leje en eller
anden form for hestetrukken befordring.
Men som regel spadserede
man.
En undtagelse var dog
Reumert-familiens overhovede,
driftsinspektøren, idet han rådede
over en cykel, som han havde
lært sig at beherske til fuldkommenhed
- og derfor flittigt benyttede
til lange ture ad sandede,
elendige vej over det halve Vendsyssel.
Alexander Reumert var
en sand elsker'af naturen, og
omgivelserne herude med hav,
strand og klitter bjergtog så ganske
og aldeles den gæve københavner.
I timevis kunne han
under sine ture i omegnen fordybe
sig i skønne naturscenerier eller
helt falde i staver over det
idelige samspil af skiftende
stemninger havet og himlen
imellem.
Det var også i begyndelsen af
1900-tallet, da den første automobil
i Blokhus dukkede op og
som med sin tilsynekomst ganske
givet har bidraget sit til den
iøvrigt noget sparsomme underholdning.
Bilen tilhørte tobaksfabrikant
Kjær fra Aalborg,
som selvfølgelig ofte færdedes
ad stranden i sit nymodens vidunder,
og det kunne da hænde,
at bilen kørte uhjælpelig fast i et
af de mange bækudløb. Da var
så gode råd dyre, thi som oftest
lå stranden dengang komplet
øde og menneskeforladt, så
langt øjet kunne række. Der var
så ikke andet at gøre, end fabrikanten
måtte op på nærmeste
klittop for at spejde efter hjælp.
Var han heldig, kunne han herude
langt fra menneskelige våninger
få øje på en dreng, som
vogtede klitbondens får. Så måtte
herr Kjær overtage hjorddrengens
hverv med at holde
sammen på fåreflokken, mens,

knægten smed træskoene og pilede
efter hjælp.
Hotelejer N. S. Larsen, der
bestandig havde sine logerendes
velfærd for øje, lod i årene omkring
1900 i tilknytning til
»Nordsøen« opføre en pavillon,
hvor hotellets gæster kunne få
serveret kaffe og iøvrigt opholde
sig i selskabeligt samvær, når
vejret ikke fristede til at være
udendørs. Her i pavillonen arrangeredes
også til gæsternes adspredelse
med mellemrum
aftener med dansant. Det var
festlige stunder, hvortil blev indforskrevet
to spillemænd fra omegnen,
nemlig bademanden
Elofson og klitbonden Kristen
Ribergaard Thomsen. Anbragt
højt tilvejrs på en tribune af omvendte
.pakkasser trakterede de
to hver sin fiol, mens forsamlingen
lystigt svang sig til tonerne
af hine tiders muntre dansemelodier.
Inden hotelejeren fandt på det
med pavillonen, trådtes dansen
lejlighedsvis i hotel »Nordsøen«s
rullestue.