Jesper stein BYE BYE BLACKBIRD - Politikens Forlag

Axel sendte ham et blik.
Darling gav op og vendte sig mod frømanden.
“Hvor lang tid vil det tage jer at undersøge søen?”
“Mener du hele søen?”
“Jeg ved ikke, hvad jeg mener. Hvor lang tid vil det tage?”
“Hvis vi skal rundt i hele søen, kan det vare lang tid. Et døgn måske.
Den er fire meter dyb. Men hvis hun ligger hernede,” han drejede hovedet
ud mod vandet foran dem, “så finder vi hende. Snart.”
“Kan hun være båret væk af strømmen?”
“Man flyder ikke rundt dernede. Der er næsten ingen strøm. Det er
dødt vand.”
Darling vendte sig mod Axel og begyndte igen.
“Hvad er der? Det er da rigtigt, hvad jeg siger. Bare fordi vi har fundet
hendes tøj, behøver hun ikke være her. Hun kan være hvor som
helst. Det er slet ikke sikkert, hun er død. Hun kan ligge hjemme hos
en eller anden fyr og hygge sig. Måske har de taget et bad i søen, og hun
har glemt sine ting ...”
Axel lagde hånden på kollegaens underarm og klemte. Så ham i
øjnene. Stemningen havde sat ild til Darlings frygt. Og han prøvede at
snakke den væk.
“Hvorfor tror du, hun er i søen? Hvis hun er død, kan liget jo være
hvor som helst. Hun kan for den sags skyld lige så godt være ...”
“Nu stopper du,” sagde Axel. Han vendte sig om og så på snoren
igen. Bobler. Ellers ingen bevægelse. “Hun er dernede.” Han kiggede
hen mod den bolsjefarvede plastictape, som var spændt ud 50 meter
fra ham tværs over stien i begge retninger. Der var mennesker overalt,
ikke bare bag afspærringen, også på de græsklædte brinker overfor. Folk
pegede over mod dem, stivnede i deres bevægelser. En mand sad med
en telelinse og knipsede løs.
“Har I tæpper med?” spurgte han frømanden.
“Nej.”
Han vendte sig mod Darling.
“Skaf nogle tæpper.”
“Hvorfor det?”
“Nu.” Axel vendte sig mod søen igen. “Hun skal op i fred.”
8