Alexandra Adornetto - Politikens Forlag

Alexandra Adornetto
HALO
På dansk ved Nete Harsberg
POLitikens FOrLAg

3
Venus Cove
B rYCe Hamilton-skolen lå i byens udkant, højt på en bølgende
skråning med udsigt i alle retninger. til den ene side var der
vinmarker og frodige bakker med græssende køer, og til den anden
lå de forrevne klipper langs Den Forliste kyst, som var opkaldt
efter de mange skibe, der var sunket til bunds i det lunefulde farvand
gennem det sidste århundrede. selve skolen var en af byens
originale kalkstensbygninger med buede vinduer og klokketårn,
og omkring den var vidtstrakte plæner. Bygningen havde fungeret
som kloster, inden skolen flyttede ind i 1960’erne.
en bred stentrappe førte op til hovedindgangens dobbeltdøre,
der blev skærmet af en vintilgroet buegang. i forlængelse af hovedbygningen
var et lille stenkapel, som af og til dannede ramme
om en gudstjeneste, men først og fremmest brugte eleverne det til
at hænge ud. Hele området var omkranset af en høj mur med en
gitterport, der stod åben, så bilerne kunne køre op ad den grusbelagte
indkørsel.
trods sit gammeldags udseende var Bryce Hamilton kendt for at
følge med tiden. skolen var berømt for sit socialt ansvarlige idegrundlag
og blev foretrukket af forældre, der ville undgå, at deres børn blev
udsat for mobning. De fleste af eleverne havde en tilknytning til skolen,
fordi deres forældre eller bedsteforældre havde gået der.
ivy, gabriel og jeg stod uden for porten og iagttog eleverne an-
· 32 ·

komme. Jeg koncentrerede mig om at prøve at tæmme den sværm
af sommerfugle, der dansede rundt i min mave. Det var en ubehagelig
og alligevel sært ophidsende følelse. Jeg skulle stadig vænne
mig til den effekt, følelser kunne have på min menneskekrop. Jeg
trak vejret helt ned i maven. At være engel forhindrede mig underligt
nok ikke i at blive nervøs over at skulle prøve noget for
første gang. Man behøvede ikke være menneske for at vide, at
førstehåndsindtrykket afgør, om man bliver accepteret eller holdt
udenfor. Jeg havde lagt øre til bønner fra mange teenagepiger, og
de fleste handlede om at høre til blandt de populære eller finde
en kæreste på skolens fodboldhold. selv håbede jeg bare at få en
enkelt ven.
eleverne ankom i grupper på tre og fire. Pigerne havde det samme
på som mig, mens drengene var i grå bukser, hvid skjorte og
slips med grønne og blå striber. Men selvom folk havde uniform
på, havde jeg studeret nok menneskelig adfærd i riget til nemt at
kunne skelne mellem de forskellige typer og grupper. Musikfyrene
havde pjusket, skulderlangt hår, der faldt ned over øjnene. De bar
på instrumentkasser og havde akkorder skriblet ned på de nøgne
underarme. De havde skjorterne uden på bukserne og sjoskede
tilbagelænet af sted. en lille gruppe goths skilte sig ud med tung
makeup og strittende frisurer, som klart måtte være i strid med
reglementet, og jeg undrede mig over, hvordan de slap af sted med
det. De, der opfattede sig selv som kunstneriske, supplerede uniformen
med farvestrålende tørklæder og baskerhue eller hat. nogle
af pigerne kom gående helt tæt sammen, som for eksempel en
gruppe blondiner, der krydsede vejen med armene om hinanden.
De intellektuelle typer var lette at spotte – deres skoleuniformer så
spritnye ud, og på ryggen havde de den officielle skolerygsæk. De
gik med bøjet hoved og målrettede skridt mod bibliotekets hellige
haller. et slæng af drenge med løbesko, løse slips og skjorterne
· 33 ·

uden på bukserne lå i skyggen under nogle palmer og drak cola og
kakaomælk. De havde ikke travlt med at bevæge sig ind gennem
porten, men sprang op og slog på skift ud efter hinanden og tumlede
grinende og prustende rundt på jorden. en af drengene smed
en tom coladåse i hovedet på en af sine kammerater. Den landede
skramlende på fortovet, og vennen så overrasket på den for så at
knække sammen af grin.
Vi så på med voksende forfærdelse og var endnu kun lige nået
inden for porten. en dreng slentrede forbi og gloede nysgerrigt på
os. Han havde en omvendt kasket på, og uniformsbukserne hang
og slaskede så langt nede på hans hofter, at der var frit udsyn til
hans designerunderbukser.
“Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at kapere disse modediller,”
sagde gabriel og snerpede munden sammen.
ivy lo. “Vi befinder os i det 21. århundrede,” sagde hun. “nu må
du ikke være så dømmende.”
“er det ikke det, lærere skal være?”
“Måske, men forvent ikke at blive særlig populær på det.” så kiggede
hun målrettet hen mod indgangen og rankede ryggen, selvom
hendes holdning var perfekt i forvejen. Hun gav gabriels skulder
et klem og rakte mig et plastikchartek med mit skema, et kort over
skolen og nogle meddelelser, hun havde samlet sammen til mig
tidligere på ugen. “er du klar?” spurgte hun.
“så klar, som jeg overhovedet kan være,” svarede jeg og anstrengte
mig for at holde nerverne i ro. Jeg havde det, som om jeg var på
vej i krig. “Lad os springe ud i det.”
ivy stod og vinkede ved porten som en mor, der sender sine
børn af sted første skoledag.
“Vi skal nok klare det fint, Bethany,” lovede gabriel. “Husk på,
hvor vi kommer fra.”
Vi havde regnet med, at vores ankomst til skolen ville vække en
· 34 ·

vis opsigt, men vi var ikke forberedt på, at folk direkte standsede
op og gloede eller trådte til side, som om der var kongeligt besøg.
Jeg undgik at få øjenkontakt med nogen og fulgte efter gabriel hen
til fløjen, hvor administrationen holdt til. gangen indenfor var beklædt
med et mørkegrønt tæppe, og der stod en række polstrede
stole langs væggen. gennem en glasvæg kunne vi se et kontor med
bogreoler fra gulv til loft med en opretstående ventilator foran. en
lavstammet, rund kvinde i en lyserød cardigan kom ilende over
mod os med et vigtigt udtryk i ansigtet. På et skrivebord ved siden
af ringede telefonen, og damen drejede hovedet mod en sekretær
med et demonstrativt blik, der fortalte, at det var hendes opgave at
tage den. Hun blødte en smule op, da hun kom tæt nok på til at
se vores ansigter.
“goddag, goddag,” sagde hun muntert og så op og ned ad os.
“Mit navn er fru Jordan, og det er mig, der leder sekretariatet her
på skolen. Du må være Bethany.” Hendes stemme blev lidt lavere,
da hun med tilfredshed granskede gabriels perfekte træk. “Og De
må være hr. Church, vores nye musiklærer.”
Hun kom om på den anden side af skillevæggen og klemte mappen
fast under den ene arm, inden hun ivrigt gav hånd.
“Velkommen til, Bryce Hamilton! Jeg har tildelt Bethany et skab
på anden sal. Vi kan gå derop med det samme, og derefter vil jeg
følge Dem, hr. Church, hen på lærerværelset. Der er morgenmøde
hver tirsdag og torsdag. Jeg håber, i bliver glade for at være her. Det
er et yderst livligt sted. Jeg kan forsikre jer om, at jeg ikke har kedet
mig en eneste dag i de 20 år, jeg har været her på stedet.”
gabriel og jeg udvekslede blikke og funderede over, om det mon
skulle opfattes som en diskret advarsel om, hvad der ventede forude.
Hun gennede os ud ad døren og hen forbi basketbanerne, hvor
en gruppe drenge dryppende af sved tordnede hen over asfalten og
dunkede bolden op mod kurven.
· 35 ·

“Der er en vigtig kamp her i eftermiddag,” betroede fru Jordan
os med et blink over den ene skulder. Hun kneb øjnene sammen
mod den overskyede himmel og trak på skuldrene. “Jeg håber så
sandelig, det holder tørt. Drengene bliver noget så skuffede, hvis vi
må udsætte kampen.”
Mens hun pludrede videre, så jeg gabriel vende blikket mod
himlen. Han vendte diskret håndfladerne opad og lukkede øjnene.
sølvringene på hans fingre glimtede. Og så, som svar på hans
tavse ordre, brød solens stråler gennem skydækket og badede gården
i gyldent lys.
“Jamen se nu bare dér!” udbrød fru Jordan. “et skift i vejret – i
to må bringe held!”
gangene i hovedfløjen havde bordeauxfarvede gulvtæpper. i
egetræsdørene sad der glasruder, så man kunne se ind i de gammeldags
klasselokaler. Der var højt til loftet, og rundtomkring
kunne man stadig se den originale stukudsmykning. Det stod i
skarp kontrast til de graffitiovermalede skabe langs væggene, for
ikke at tale om den kvalme lugt af deodorant og rengøringsmidler
blandet med dunsten af fedtede burgere fra kantinen. Fru Jordan
gav os en lynrundvisning, hvor hun udpegede de vigtigste lokaliteter
– den sejldugsoverdækkede gård, afdelingen for historie, sprog
og medier, afdelingen for naturvidenskab, aulaen, gymnastiksalen
og atletikbanerne, og drama- og musikafdelingen, også kendt som
DMA. Hun havde tydeligvis travlt, for efter at have vist mig hen
til mit skab, lirede hun en uklar vejvisning til skolesygeplejersken
af sig og sagde, at jeg endelig måtte spørge, hvis jeg var i tvivl om
noget, hvorefter hun tog gabriel ved albuen og førte ham videre i
en fart. Han så bekymret tilbage mod mig.
“er du okay?” mimede han.
Jeg smilede til svar og håbede, at jeg så mere selvsikker ud, end
jeg følte mig. gabriel skulle ikke bekymre sig om mig, for han havde
· 36 ·

igeligt at se til selv. i samme øjeblik gav den dybe klang af en klokke
genlyd i hele bygningen og signallerede, at min første time skulle
til at begynde. Jeg fandt pludselig mig selv stå mutters alene på en
gang fyldt med nye mennesker. De møvede sig upåvirkede forbi mig
på vej mod deres lokaler. et kort sekund følte jeg mig usynlig, som
om jeg ikke havde noget at gøre der. Jeg så på mit skema, og det gik
op for mig, at virvaret af tal og bogstaver lige så godt kunne være
skrevet på et fremmed sprog, for jeg forstod ikke noget som helst af
det. V.KES11 – hvad i alverden skulle det betyde? Jeg overvejede at
snige mig gennem mylderet og vende hjem til Byron street.
“Undskyld.” Jeg fik øjenkontakt med en pige med et væld af
blø de krøller, der susede hen ad gangen. Hun stoppede op og så
nysgerrigt på mig. “Jeg er ny,” forklarede jeg hjælpeløst og viftede
med mit skema. “kan du fortælle mig, hvad det her betyder?”
“Det betyder, at du har kemi med hr. Velt i lokale s11,” sagde
hun. “Det er lige nede ad gangen. Vi kan følges, hvis du har lyst –
vi går på samme hold.”
“tak,” sagde jeg, tydeligt lettet.
“Har du en fri’er efter kemi? så kan jeg vise dig rundt.”
“en hvad?” spurgte jeg forvirret.
“en fri’er – som i fritime.” Pigen så skeptisk på mig. “Hvad kaldte
i dem på din gamle skole?” Hun skiftede ansigtsudtryk, da hun
kom i tanke om en mere foruroligende mulighed. “eller i havde
måske ikke nogen?”
“nej,” svarede jeg og grinede nervøst. “Vi havde ikke nogen.”
“nedtur. Jeg hedder for resten Molly.”
Hun var smuk. Hendes hud var perfekt, og hun havde bløde ansigtstræk
og klare øjne. Hendes rosa kinder fik mig til at tænke på
et maleri af en hyrdinde i et idyllisk landskab, jeg engang havde set.
“Beth,” sagde jeg og smilede. “rart at møde dig.”
Molly stod tålmodigt og ventede ved mit skab, mens jeg rodede
· 37 ·

i min taske efter den rigtige bog, et noteshæfte og en håndfuld
blyanter. en del af mig havde lyst til at råbe på gabriel og bede
ham om at følge mig hjem. Jeg kunne næsten mærke hans stærke
arme omslutte og skærme mig hele vejen hjem til vores skønne
hus. gabriel havde en evne til at gøre mig tryg under alle tænkelige
forhold. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle finde ham igen på
den her kæmpe skole. Han kunne være bag hvilken som helst af de
utallige døre på de fuldstændig identiske gange, og jeg havde ingen
anelse om, hvor musikfløjen lå henne. i tankerne bebrejdede jeg
mig selv for at være så afhængig af gabriel. Jeg blev nødt til at klare
hverdagen her uden hans beskyttelse, og jeg var fast besluttet på at
vise ham, at jeg var i stand til det. Molly åbnede døren til klasselokalet
og vi gik ind. Vi kom selvfølgelig for sent.
Hr. Velt var lille med en glinsende, skaldet isse. Hans trøje med
geometriske mønstre var falmet og forvasket. Da Molly og jeg trådte
ind, var han midt i at forklare en formel på tavlen til en flok
elever, der så helt tomme ud i blikket og vist drømte sig alle mulige
andre steder hen.
“så kunne du være her, frk. Harrison,” sagde han henvendt til
Molly, som luskede hurtigt ned bagerst i lokalet. Han havde åbenbart
allerede råbt navne op, for han vidste i hvert fald, hvem jeg var.
“For sent på din første dag, frk. Church,” sagde han og smækkede
irettesættende med tungen, mens han løftede det ene øjenbryn.
“ikke just en lovende start. skynd dig at finde din plads.”
Han kom pludselig i tanke om, at han havde glemt at præsentere
mig, og stoppede skribleriet på tavlen et øjeblik, mens han introducerede
mig med ligegyldig mine. “Det her er Bethany Church, alle
sammen. Hun er ny her på Bryce Hamilton. Vær søde at gøre jeres
bedste for at byde hende velkommen.”
stort set alle øjne i rummet fulgte mig, mens jeg fandt den sidste
ledige stol. Det var nede bagi ved siden af Molly, og da hr. Velt
· 38 ·

holdt inde og bad os selv besvare en række arbejdsspørgsmål, fik
jeg mulighed for at studere hende lidt nærmere. Jeg opdagede, at
hun havde knappet den øverste knap i uniformskjolen op, og hun
havde kæmpestore sølvringe i ørene. Hun havde taget en neglefil
op af sin taske og gik i gang med at file negle under bordet, tydeligvis
ligeglad med lærerens instrukser.
“tag dig ikke af Velt,” hviskede hun som svar på mit overraskede
udtryk. “Han er en gammel stivnakke, bitter, efter at konen
smuttede. Det eneste lyspunkt i hans liv er hans nye sportsvogn,
som han ser totalt taberagtig ud i.” Hun smilede bredt og afslørede
en række kridhvide tænder. Hendes vipper var tykke af mascara,
men hendes hud havde en naturlig glød. “Bethany – sikke et sødt
navn,” fortsatte hun. “sådan lidt gammeldags i det. Men hey, jeg
hænger selv på Molly, der lyder som noget fra en børnebog.”
Jeg smilede akavet, usikker på, hvordan jeg skulle reagere på
hendes selvsikre og direkte facon.
“Ja, vi hænger jo nok på de navne, vores forældre har valgt til
os,” sagde jeg og kunne med det samme høre, hvor lamt det lød.
Jeg burde slet ikke sidde og snakke midt i timen, og desuden havde
stakkels hr. Velt brug for al den hjælp, han kunne få. Jeg følte mig
samtidig som en bedrager, for engle har ingen forældre. Jeg var
bange for, at Molly kunne gennemskue min løgn. Men det kunne
hun selvfølgelig ikke.
“Hvor kommer du så fra?” ville Molly vide og pustede på sine
negle, mens hun rystede en flaske neonpink neglelak.
“Vi har boet i udlandet,” sagde jeg og funderede over, hvordan
hun ville reagere, hvis jeg fortalte hende, at jeg kom fra Himlens
rige. “Vores forældre er der stadig.”
“er det rigtigt?” Molly lød duperet. “Hvorhenne?”
Jeg tøvede. “Flere forskellige steder. Vores forældre flytter en del
rundt.”
· 39 ·

Det syntes Molly åbenbart ikke, der var noget underligt i. “Hvad
laver de?” spurgte hun.
Jeg famlede efter et svar oppe i hovedet. Vi havde været igennem
det, det vidste jeg, men lige nu kunne jeg ikke huske noget som
helst. typisk mig at lave den første alvorlige brøler inden for den
første time som skoleelev.
så kom jeg i tanke om det. “De er diplomater,” sagde jeg. “Vi er
her med min storebror. Han er lige begyndt som lærer på skolen.
Vores forældre støder til, så snart de kan.” Jeg prøvede at presse så
meget information ind som overhovedet muligt for at tilfredsstille
hendes nysgerrighed og forhåbentlig undgå flere spørgsmål. engle
var af natur dårlige til at lyve. Jeg håbede ikke, at Molly havde gennemskuet
min historie. selvom der teoretisk set ikke var noget af
det, der var direkte løgn.
“Cool,” sagde hun bare. “Jeg har aldrig været i udlandet, kun i
nogle af storbyerne herhjemme. Du kan godt forberede dig på et
nyt liv her i Venus Cove. Her er normalt ret roligt, men der er godt
nok sket nogle underlige ting den sidste tid.”
“Hvad mener du?” spurgte jeg.
“Altså, jeg har boet her hele mit liv. Mine bedsteforældre boede
her og drev forretning. Og i al den tid er der aldrig rigtig sket nogen
ulykker, ingen brande, ingen forlis ude på havet – men nu ...” Molly
sænkede stemmen. “nu har der været røverier og en hel masse sære
uheld. sidste år endte en influenzaepidemi med at tage livet af seks
børn.”
“Hvor forfærdeligt,” sagde jeg med lav stemme. Det begyndte at
dæmre for mig, hvor meget skade Mørkets Agenter havde forvoldt,
og det så ikke godt ud. “er der sket andet?”
“Ja, der er en ting mere,” svarede Molly. “Men det skal man ikke
snakke for højt om her på skolen – der er en del, der stadig er ret
påvirkede af det.”
· 40 ·

“Bare rolig, jeg skal nok holde tæt,” forsikrede jeg.
“Det skete for et halvt års tid siden. en af de ældste drenge på
skolen, Henry taylor, kravlede op på taget for at hente en basketbold,
som var landet deroppe. Han fjollede ikke rundt eller noget,
men ville bare hente den bold. Der var ingen, der så, hvordan det
skete, men han gled og faldt ned. Han landede midt på basketbanen,
lige for øjnene af alle sine venner. Man kunne ikke få blodpletterne
helt væk, så der er ikke nogen, der spiller på den bane
længere.”
inden jeg nåede at svare, rømmede hr. Velt sig og sendte os et
skarpt blik.
“Frk. Harrison, jeg formoder, at du er i gang med at forklare
begrebet kovalent binding for din nye klassekammerat.”
“Øh, nej, ikke ligefrem, hr. Velt,” svarede Molly. “Jeg vil ikke
kede hende ihjel den første dag.”
Jeg kunne se en blodåre træde frem i tindingen på hr. Velt og
besluttede, at jeg hellere måtte gribe ind. Jeg sendte en stråle af
beroligende energi i hans retning, og til min tilfredshed så han
ud til at slappe lidt af. Han sænkede skuldrene en anelse, og hans
ansigtsfarve skiftede fra højrød til en mere normal kulør. Han så
ned på Molly og klukkede overbærende, nærmest alfaderligt. “Din
sans for humor er usvigelig, frk. Harrison.”
Molly så forvirret på ham, men var klog nok til ikke at sige mere.
“Jeg er sikker på, han har en midtvejskrise,” hviskede hun i stedet
til mig. Hr. Velt lod os være og fik travlt med at rigge et lysbilledapparat
til. Jeg snappede efter vejret og forsøgte at undertrykke
den bølge af panik, der skyllede ind over mig. selv i dagslys kan
man ane det lysskær, der udgår fra os engle. Det er stærkere i mørke,
men kan stadig skjules med lidt god vilje. Men hvad ville der
ikke kunne ske i halogenlyset fra en fremviser? Jeg ville ikke løbe
nogen risiko, så jeg spurgte, om jeg måtte gå på toilettet, og smut-
· 41 ·

tede ud på gangen. Jeg stod uden for døren og ventede på, at hr.
Velt skulle blive færdig med sit foredrag og ville tænde lyset igen.
Der lød et lille smæld, hver gang et lysbillede gled ind i apparatet,
og gennem ruden i døren kunne jeg se, at det handlede om valensbindingsteorien.
Jeg var glad for, at jeg ikke normalt skulle bruge
tid på noget så basalt.
“er du faret vild?” lød en stemme bagfra. Det gibbede i mig, og
jeg vendte mig om og fik øje på en fyr, der stod og lænede sig op ad
skabene overfor. selvom han var mere formelt klædt med skjorten
knappet helt op i halsen, perfekt slipseknude og uniformsblazer
genkendte jeg med det samme de lysende blå øjne halvt skjult under
det mørkebrune hår. Jeg havde ikke forventet at møde ham
igen, men nu stod drengen fra molen lige her foran mig og smilede
det samme tvetydige smil.
“Jeg er okay, tak,” sagde jeg og vendte mig hurtigt om mod døren
igen.
Hvis han genkendte mig, lod han sig ikke mærke med det. Jeg
vidste godt, at det virkede lidt uhøfligt at vende ryggen til ham,
men jeg håbede på, at det fik ham til at lade mig være. Han havde
stået der og betragtet mig, uden jeg vidste det, og der var noget ved
ham, der gjorde mig usikker. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle kigge
hen, eller hvad jeg skulle stille op med mine hænder. Han virkede
nu ikke, som om han havde travlt med at komme af sted.
“Altså, normalt er det smartest at modtage undervisning inde i
klasseværelset,” fortsatte han.
nu var jeg nødt til at vende mig mod ham igen og anerkende
hans tilstedeværelse. Jeg anstrengte mig for at virke uinteresseret
på en cool måde, men da jeg mødte hans blik, blev jeg totalt overrumplet
af min egen reaktion. Det føltes, som om jorden forsvandt
under fødderne på mig, og mine indvolde blev slynget rundt, og
jeg måtte støtte mig til væggen for ikke at gå i gulvet.
· 42 ·

Jeg må have set ud, som om jeg var ved at besvime, for han rakte
instinktivt hånden ud for at gribe mig. Jeg lagde mærke til, at han
havde en smal, flettet lædersnor om håndleddet – det eneste, der
stak ud fra hans ellers regelrette ydre.
Min hukommelse havde ikke ydet ham retfærdighed. Han var
smuk som en filmstjerne, men virkede ikke til selv at være bevidst
om det. Hans læber buede svagt opad, så det så ud, som om han
gik rundt med et lille permanent smil, og det krystalklare blik havde
en dybde, jeg ikke havde lagt mærke til første gang. Han var
slank, men under uniformen anede jeg en svømmers skuldre. Han
så på mig, som om han gerne ville hjælpe, men ikke rigtig vidste
hvordan. Jeg stirrede på ham, og det gik op for mig, at det lige
så meget var hans rolige udstråling som de regelmæssige træk og
glatte hud, der gjorde ham så tiltrækkende. Jeg ville ønske, at jeg
kunne finde på en skarp replik som matchede hans selvsikkerhed,
men jeg var blank.
“Jeg er bare lidt svimmel,” mumlede jeg.
Han trådte nærmere med bekymret mine. “tror du ikke, du skal
sætte dig lidt ned?”
“nej, jeg har det fint nu.” Jeg rystede insisterende på hovedet.
Da han havde sikret sig, at jeg ikke var ved at besvime, rakte han
hånden frem og lyste op i et blændende smil.
“Jeg nåede ikke at præsentere mig, sidst vi mødtes. Jeg hedder
Xavier.”
Han havde altså ikke glemt det.
Hans hånd var bred og varm. Han holdt om min et splitsekund
længere, end han behøvede. gabriels ord om at undgå risikabel
menneskelig adfærd dukkede op i min bevidsthed og fik alarmklokkerne
til at ringe. Jeg trak hånden til mig. At lære den tiltrækkende
dreng med 100 watt-smilet bedre at kende var nok ikke det
smarteste træk, jeg kunne lave. suget i maven, når jeg så på ham,
· 43 ·

vidnede om, at jeg allerede var ude, hvor jeg ikke kunne bunde. Jeg
var så småt ved at være fortrolig med min krops signaler og kunne
tydeligt mærke, at fyren her gjorde mig febrilsk. Men neden under
nervøsiteten anede jeg en anden følelse, som jeg ikke rigtig kunne
identificere. Jeg bakkede væk fra ham, hen mod døren til klasselokalet,
hvor lyset netop var blevet tændt igen. Jeg vidste godt, jeg
opførte mig underligt, men jeg var for nervøs til tage mig af det.
Xavier så nu ikke fornærmet ud, men mere som om han morede
sig over mig.
“Jeg hedder Bethany,” lykkedes det mig at sige halvvejs inde i
klassen.
“Vi ses, Bethany,” sagde han.
Jeg følte mig tomatrød i hovedet, da jeg kom tilbage til kemilokalet,
og hr. Velt så anklagende på mig, fordi jeg havde været så
længe på toilettet.
Ved middagstid indså jeg, at Bryce Hamilton var et minefelt af
lysbilledapparater og andre fælder beregnet på at afsløre undercoverengle
som mig. i gymnastiktimen fik jeg et lettere angstanfald,
da jeg fandt ud af, at jeg skulle klæde om foran de andre piger. De
tog rask væk tøjet af og smed det i skabene eller på gulvet. stropperne
på Mollys bh drillede, og jeg hjalp hende med kluntede bevægelser
og håbede bare, at hun ikke bemærkede mine unaturligt
bløde hænder.
“Wauw, du må bruge en god håndlotion,” sagde hun.
“Hver eneste aften,” svarede jeg let.
“så hvad er dit indtryk af Bryce Hamilton indtil nu? er fyrene
hotte nok?”
“Hvordan hotte?” sagde jeg forundret. “De fleste virker da til at
have en normal kropstemperatur.”
Molly gloede på mig. Hun så ud, som om hun var på nippet til
· 44 ·

at grine, men mit ansigtsudtryk overbeviste hende om, at jeg ikke
jokede. “Hot er det samme som lækker,” sagde hun så. “Har du
seriøst aldrig hørt det? Hvor gik du i skole før – på Mars?”
Jeg rødmede, da jeg forstod hendes spørgsmål fra før. “Jeg har
ikke rigtig mødt nogle fyre endnu,” sagde jeg og trak lidt på skuldrene.
“Jeg stødte ind i en, der hedder Xavier.” Jeg håbede, at jeg fik
nævnt hans navn på en nogenlunde naturlig måde.
“Xavier hvem?” forhørte Molly sig ivrigt. “er han lyshåret? Xavier
Laro har lyst hår og spiller på lacrosseholdet. Han er ret hot.
ikke så underligt, hvis du er vild med ham, men jeg tror altså nok,
at han har en kæreste i forvejen. eller er det forbi? Jeg er ikke sikker,
men jeg kan godt finde ud af det for dig.”
“Ham her har mørkt hår,” indskød jeg. “Og blå øjne.”
“Åh.” Molly skiftede ansigtsudtryk. “så må det være Xavier
Woods. Han er formand for elevrådet.”
“nå, han virkede i hvert fald sød.”
“Ham ville jeg ikke gå efter, hvis jeg var dig,” sagde hun. Hun fik
det til at lyde, som om det bare var et godt råd, men jeg havde en
klar fornemmelse af, at hun forventede, at jeg ville følge det uanset
hvad. Måske var det en af de uskrevne regler blandt teenagepiger
– venner har altid ret.
“Det er ikke, fordi jeg går efter nogen, Molly,” sagde jeg. “Hvorfor?
Hvad er der galt med ham?” kunne jeg ikke lade være med at
spørge. Den fyr, jeg havde mødt på gangen, kunne i mine øjne ikke
være andet end perfekt.
“Jamen han er flink nok,” svarede Molly. “Men lad os bare sige,
at han har noget i bagagen.”
“Hvad mener du?”
“Altså, pigerne har stået i kø for at fange hans opmærksomhed,
men han er uden for følelsesmæssig rækkevidde.”
· 45 ·

“Han har en kæreste – er det det, du mener?”
“Det havde han. Hun hed emily. Men ingen har kunnet nå ind
til ham siden ...” Hun holdt inde.
“De slog op?”
“nej.” Mollys stemme blev svag, og hun vred utilpas sine hænder.
“Hun døde i en brand for lidt over et år siden. inden det skete,
var de uadskillelige. Folk snakkede endda om, at de sikkert skulle
giftes og det hele. Der er ikke nogen, der har kunnet leve op til
hende. Jeg tror ikke, han er kommet rigtigt over det endnu.”
“Hvor er det frygteligt,” sagde jeg. “Han må ikke have været
mere end ...”
“16,” afbrød Molly. “Xavier var også ret tæt på Henry taylor og
holdt tale til hans begravelse. Han var lige ved at komme ovenpå
efter det med emily, da det skete. Alle forventede vist, at han fik
et sammenbrud, men han lukkede bare ned for sine følelser og
fortsatte, som om intet var sket.”
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. når man kiggede på Xavier,
ville man aldrig have gættet, at han havde været igennem så meget
smerte, men når jeg tænkte efter, kunne jeg alligevel godt huske
det mildt vagtsomme blik i hans øjne.
“Han er okay nu,” sagde Molly. “Han er stadig gode venner med
alle, spiller på fodboldholdet og træner juniorsvømmeholdet. Det
er ikke, fordi man ikke kan vride et smil ud af ham, han har det
bare svært med piger. Jeg tror ikke, han tør binde sig af frygt for, at
uheldet forfølger ham.”
“Det kan man jo egentlig godt forstå,” sagde jeg.
Molly opdagede pludselig, at jeg stadig havde skoleuniformen
på, og den seriøse tone forsvandt fra hendes stemme. “skynd dig
nu og skift,” kommanderede hun. “eller du er måske genert?”
“en lille smule.” Jeg smilede og forsvandt ind i en af brusekabinerne.
· 46 ·

Da jeg kiggede rigtigt på den sportsuniform, jeg skulle have på
i gymnastiktimen, glemte jeg alt om Xavier Woods. Jeg overvejede
faktisk at springe ud af vinduet og stikke af. Den var totalt uklædelig
med lidt for korte shorts og en t-shirt, der stumpede så meget,
at jeg ikke kunne undgå at vise mave, når jeg bevægede mig. Og
det var lidt problematisk, eftersom vi engle ikke har nogen navle,
kun helt glat, hvid hud. Heldigvis behøvede jeg ikke bekymre mig
om mine papirtynde, fjerdækkede vinger, der lå foldet helt tæt op
ad ryggen under blusen, selvom det begyndte at værke i dem, når
de ikke blev brugt. Jeg glædede mig virkelig til den flyvetur i bjergene
før daggry, som gabriel havde lovet os, at vi måtte få på et
tidspunkt.
Jeg trak ned i toppen og gik ud til Molly, som stod foran spejlet
og smurte et tykt lag gloss på læberne. Jeg vidste ikke rigtig, hvorfor
det var nødvendigt med lipgloss i gymnastiktimen, men da hun
rakte tuben til mig, ville jeg ikke virke afvisende og tog imod den.
Det lykkedes mig noget famlende at smøre et ujævnt lag på læberne.
Det skulle jeg vist øve mig lidt på. Jeg havde jo ikke eksperimenteret
med min mors sminke siden femårsalderen ligesom andre piger.
Først for nylig havde jeg set mit menneskeansigt for første gang.
“Dup læberne mod hinanden,” sagde Molly. “sådan her ...”
Jeg gjorde, som hun viste mig, og kunne mærke glossen fordele
sig jævnt, så jeg ikke længere lignede en klovn.
“Det var bedre,” sagde hun anerkendende.
“tak.”
“Du er vist ikke så vant til at gå med makeup, hvad?”
Jeg rystede på hovedet.
“nå, men det er heller ikke, fordi du behøver det. Den farve der
er nu ret god til dig.”
“Det dufter virkelig godt.”
“Den hedder Melon sorbet.” Molly så selvtilfreds ud. så blev
· 47 ·

hun distraheret af et eller andet og begyndte at snuse ind. “kan du
lugte noget?”
Jeg stivnede og blev pludselig usikker. Var det mig? Måske syntes
menneskene hernede på Jorden, at vi lugtede underligt. Havde ivy
sprøjtet en eller anden parfume på mit tøj, som ikke var socialt acceptabel
i Mollys verden?
“Det lugter som ... regn eller sådan noget,” sagde hun.
Jeg åndede lettet op. Det, hun kunne lugte, var ikke andet end
den karakteristiske duft af engel, som egentlig godt kunne ligne
duften af regn.
“Vær nu ikke så tomhjernet, Molly,” sagde en af hendes venner.
så vidt jeg kunne huske fra den hurtige præsentation tidligere, var
hendes navn taylah. “Det regner ligesom ikke herinde, vel?”
Molly trak på skuldrene og hev mig i ærmet ud af omklædningsrummet
og ind i gymnastiksalen, hvor en lyshåret, meget solbrændt
kvinde i halvtredserne iført stramme cykelshorts stod og hoppede
entusiastisk, mens hun råbte, at vi skulle smide os ned og lave 20
armbøjninger.
“Hader du ikke bare gymnastiklærere?” spurgte Molly og rullede
med øjnene. “De er sådan oppe at køre hele tiden.”
Jeg svarede ikke, men gættede på, at kvindens stålsatte udtryk
og min manglende interesse for sport ikke ville være den bedste
kombination.
en halv time senere havde vi løbet ti runder på den udendørs
bane, lavet 50 armbøjninger, 50 mavebøjninger og 50 knæbøjninger,
og det var endda kun opvarmning. Jeg havde ondt af de andre
elever, som halsede rundt og hev efter vejret, gennemblødte af
sved. engle har ubegrænset energi og kan ikke føle træthed, så jeg
behøvede ikke spare på kræfterne. Vi sveder heller ikke – jeg ville
kunne løbe en maraton uden at svede så meget som en dråbe. Det
undgik ikke Mollys opmærksomhed.
· 48 ·

“Du er jo overhovedet ikke forpustet!” stønnede hun anklagende.
“Du må godt nok være i god form.”
“eller bruge en super effektiv deo,” tilføjede taylah og tømte
sin vandflaske ned i kavalergangen, så et slæng drenge, der stod i
nærheden af banen, gloede uhæmmet på hende. “Pyh, hvor er her
pludselig varmt,” kvidrede hun og spankulerede hen forbi drengene,
fuldt bevidst om, at man kunne se lige igennem hendes våde tshirt.
Da læreren opdagede hendes optræden, kom hun styrtende
over til os som en ophidset tyr.
resten af dagen forløb uden de store begivenheder. Jeg tog mig
selv i at spejde hen ad gangene i håb om at fange et glimt af elevrådsformanden
– fyren ved navn Xavier Woods. efter det, Molly
havde fortalt om ham, var jeg smigret over, at han overhovedet
havde lagt mærke til mig.
Jeg tænkte tilbage på vores møde på molen og kunne huske,
hvordan hans blik havde slået benene væk under mig – så skærende,
klart blåt. Man turde ikke se ind i de øjne for lang tid ad
gangen af frygt for at besvime. Jeg spekulerede over, hvad der mon
var sket, hvis jeg havde sagt ja til at sætte mig ved siden af ham der
på molen. Ville vi have talt sammen, mens jeg prøvede at fiske?
Hvad ville vi have snakket om?
Jeg rystede tankerne af mig. Det var ikke derfor, jeg var blevet
sendt ned på Jorden. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville tænke
mere på Xavier Woods i de kommende dage. Hvis jeg tilfældigvis
stødte på ham, ville jeg lade som ingenting. Hvis han prøvede at
komme i snak, ville jeg svare med enstavelsesord og gå derfra. kort
sagt ville jeg ikke lade ham påvirke mig på nogen måde.
Behøver jeg at sige, at den mission ville mislykkes fuldstændigt?