Alexandra Adornetto - Politikens Forlag

politikensforlag.dk

Alexandra Adornetto - Politikens Forlag

Alexandra Adornetto

HALO

På dansk ved Nete Harsberg

POLitikens FOrLAg


3

Venus Cove

B rYCe Hamilton-skolen lå i byens udkant, højt på en bølgende

skråning med udsigt i alle retninger. til den ene side var der

vinmarker og frodige bakker med græssende køer, og til den anden

lå de forrevne klipper langs Den Forliste kyst, som var opkaldt

efter de mange skibe, der var sunket til bunds i det lunefulde farvand

gennem det sidste århundrede. selve skolen var en af byens

originale kalkstensbygninger med buede vinduer og klokketårn,

og omkring den var vidtstrakte plæner. Bygningen havde fungeret

som kloster, inden skolen flyttede ind i 1960’erne.

en bred stentrappe førte op til hovedindgangens dobbeltdøre,

der blev skærmet af en vintilgroet buegang. i forlængelse af hovedbygningen

var et lille stenkapel, som af og til dannede ramme

om en gudstjeneste, men først og fremmest brugte eleverne det til

at hænge ud. Hele området var omkranset af en høj mur med en

gitterport, der stod åben, så bilerne kunne køre op ad den grusbelagte

indkørsel.

trods sit gammeldags udseende var Bryce Hamilton kendt for at

følge med tiden. skolen var berømt for sit socialt ansvarlige idegrundlag

og blev foretrukket af forældre, der ville undgå, at deres børn blev

udsat for mobning. De fleste af eleverne havde en tilknytning til skolen,

fordi deres forældre eller bedsteforældre havde gået der.

ivy, gabriel og jeg stod uden for porten og iagttog eleverne an-

· 32 ·


komme. Jeg koncentrerede mig om at prøve at tæmme den sværm

af sommerfugle, der dansede rundt i min mave. Det var en ubehagelig

og alligevel sært ophidsende følelse. Jeg skulle stadig vænne

mig til den effekt, følelser kunne have på min menneskekrop. Jeg

trak vejret helt ned i maven. At være engel forhindrede mig underligt

nok ikke i at blive nervøs over at skulle prøve noget for

første gang. Man behøvede ikke være menneske for at vide, at

førstehåndsindtrykket afgør, om man bliver accepteret eller holdt

udenfor. Jeg havde lagt øre til bønner fra mange teenagepiger, og

de fleste handlede om at høre til blandt de populære eller finde

en kæreste på skolens fodboldhold. selv håbede jeg bare at få en

enkelt ven.

eleverne ankom i grupper på tre og fire. Pigerne havde det samme

på som mig, mens drengene var i grå bukser, hvid skjorte og

slips med grønne og blå striber. Men selvom folk havde uniform

på, havde jeg studeret nok menneskelig adfærd i riget til nemt at

kunne skelne mellem de forskellige typer og grupper. Musikfyrene

havde pjusket, skulderlangt hår, der faldt ned over øjnene. De bar

på instrumentkasser og havde akkorder skriblet ned på de nøgne

underarme. De havde skjorterne uden på bukserne og sjoskede

tilbagelænet af sted. en lille gruppe goths skilte sig ud med tung

makeup og strittende frisurer, som klart måtte være i strid med

reglementet, og jeg undrede mig over, hvordan de slap af sted med

det. De, der opfattede sig selv som kunstneriske, supplerede uniformen

med farvestrålende tørklæder og baskerhue eller hat. nogle

af pigerne kom gående helt tæt sammen, som for eksempel en

gruppe blondiner, der krydsede vejen med armene om hinanden.

De intellektuelle typer var lette at spotte – deres skoleuniformer så

spritnye ud, og på ryggen havde de den officielle skolerygsæk. De

gik med bøjet hoved og målrettede skridt mod bibliotekets hellige

haller. et slæng af drenge med løbesko, løse slips og skjorterne

· 33 ·


uden på bukserne lå i skyggen under nogle palmer og drak cola og

kakaomælk. De havde ikke travlt med at bevæge sig ind gennem

porten, men sprang op og slog på skift ud efter hinanden og tumlede

grinende og prustende rundt på jorden. en af drengene smed

en tom coladåse i hovedet på en af sine kammerater. Den landede

skramlende på fortovet, og vennen så overrasket på den for så at

knække sammen af grin.

Vi så på med voksende forfærdelse og var endnu kun lige nået

inden for porten. en dreng slentrede forbi og gloede nysgerrigt på

os. Han havde en omvendt kasket på, og uniformsbukserne hang

og slaskede så langt nede på hans hofter, at der var frit udsyn til

hans designerunderbukser.

“Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at kapere disse modediller,”

sagde gabriel og snerpede munden sammen.

ivy lo. “Vi befinder os i det 21. århundrede,” sagde hun. “nu må

du ikke være så dømmende.”

“er det ikke det, lærere skal være?”

“Måske, men forvent ikke at blive særlig populær på det.” så kiggede

hun målrettet hen mod indgangen og rankede ryggen, selvom

hendes holdning var perfekt i forvejen. Hun gav gabriels skulder

et klem og rakte mig et plastikchartek med mit skema, et kort over

skolen og nogle meddelelser, hun havde samlet sammen til mig

tidligere på ugen. “er du klar?” spurgte hun.

“så klar, som jeg overhovedet kan være,” svarede jeg og anstrengte

mig for at holde nerverne i ro. Jeg havde det, som om jeg var på

vej i krig. “Lad os springe ud i det.”

ivy stod og vinkede ved porten som en mor, der sender sine

børn af sted første skoledag.

“Vi skal nok klare det fint, Bethany,” lovede gabriel. “Husk på,

hvor vi kommer fra.”

Vi havde regnet med, at vores ankomst til skolen ville vække en

· 34 ·


vis opsigt, men vi var ikke forberedt på, at folk direkte standsede

op og gloede eller trådte til side, som om der var kongeligt besøg.

Jeg undgik at få øjenkontakt med nogen og fulgte efter gabriel hen

til fløjen, hvor administrationen holdt til. gangen indenfor var beklædt

med et mørkegrønt tæppe, og der stod en række polstrede

stole langs væggen. gennem en glasvæg kunne vi se et kontor med

bogreoler fra gulv til loft med en opretstående ventilator foran. en

lavstammet, rund kvinde i en lyserød cardigan kom ilende over

mod os med et vigtigt udtryk i ansigtet. På et skrivebord ved siden

af ringede telefonen, og damen drejede hovedet mod en sekretær

med et demonstrativt blik, der fortalte, at det var hendes opgave at

tage den. Hun blødte en smule op, da hun kom tæt nok på til at

se vores ansigter.

“goddag, goddag,” sagde hun muntert og så op og ned ad os.

“Mit navn er fru Jordan, og det er mig, der leder sekretariatet her

på skolen. Du må være Bethany.” Hendes stemme blev lidt lavere,

da hun med tilfredshed granskede gabriels perfekte træk. “Og De

må være hr. Church, vores nye musiklærer.”

Hun kom om på den anden side af skillevæggen og klemte mappen

fast under den ene arm, inden hun ivrigt gav hånd.

“Velkommen til, Bryce Hamilton! Jeg har tildelt Bethany et skab

på anden sal. Vi kan gå derop med det samme, og derefter vil jeg

følge Dem, hr. Church, hen på lærerværelset. Der er morgenmøde

hver tirsdag og torsdag. Jeg håber, i bliver glade for at være her. Det

er et yderst livligt sted. Jeg kan forsikre jer om, at jeg ikke har kedet

mig en eneste dag i de 20 år, jeg har været her på stedet.”

gabriel og jeg udvekslede blikke og funderede over, om det mon

skulle opfattes som en diskret advarsel om, hvad der ventede forude.

Hun gennede os ud ad døren og hen forbi basketbanerne, hvor

en gruppe drenge dryppende af sved tordnede hen over asfalten og

dunkede bolden op mod kurven.

· 35 ·


“Der er en vigtig kamp her i eftermiddag,” betroede fru Jordan

os med et blink over den ene skulder. Hun kneb øjnene sammen

mod den overskyede himmel og trak på skuldrene. “Jeg håber så

sandelig, det holder tørt. Drengene bliver noget så skuffede, hvis vi

må udsætte kampen.”

Mens hun pludrede videre, så jeg gabriel vende blikket mod

himlen. Han vendte diskret håndfladerne opad og lukkede øjnene.

sølvringene på hans fingre glimtede. Og så, som svar på hans

tavse ordre, brød solens stråler gennem skydækket og badede gården

i gyldent lys.

“Jamen se nu bare dér!” udbrød fru Jordan. “et skift i vejret – i

to må bringe held!”

gangene i hovedfløjen havde bordeauxfarvede gulvtæpper. i

egetræsdørene sad der glasruder, så man kunne se ind i de gammeldags

klasselokaler. Der var højt til loftet, og rundtomkring

kunne man stadig se den originale stukudsmykning. Det stod i

skarp kontrast til de graffitiovermalede skabe langs væggene, for

ikke at tale om den kvalme lugt af deodorant og rengøringsmidler

blandet med dunsten af fedtede burgere fra kantinen. Fru Jordan

gav os en lynrundvisning, hvor hun udpegede de vigtigste lokaliteter

– den sejldugsoverdækkede gård, afdelingen for historie, sprog

og medier, afdelingen for naturvidenskab, aulaen, gymnastiksalen

og atletikbanerne, og drama- og musikafdelingen, også kendt som

DMA. Hun havde tydeligvis travlt, for efter at have vist mig hen

til mit skab, lirede hun en uklar vejvisning til skolesygeplejersken

af sig og sagde, at jeg endelig måtte spørge, hvis jeg var i tvivl om

noget, hvorefter hun tog gabriel ved albuen og førte ham videre i

en fart. Han så bekymret tilbage mod mig.

“er du okay?” mimede han.

Jeg smilede til svar og håbede, at jeg så mere selvsikker ud, end

jeg følte mig. gabriel skulle ikke bekymre sig om mig, for han havde

· 36 ·


igeligt at se til selv. i samme øjeblik gav den dybe klang af en klokke

genlyd i hele bygningen og signallerede, at min første time skulle

til at begynde. Jeg fandt pludselig mig selv stå mutters alene på en

gang fyldt med nye mennesker. De møvede sig upåvirkede forbi mig

på vej mod deres lokaler. et kort sekund følte jeg mig usynlig, som

om jeg ikke havde noget at gøre der. Jeg så på mit skema, og det gik

op for mig, at virvaret af tal og bogstaver lige så godt kunne være

skrevet på et fremmed sprog, for jeg forstod ikke noget som helst af

det. V.KES11 – hvad i alverden skulle det betyde? Jeg overvejede at

snige mig gennem mylderet og vende hjem til Byron street.

“Undskyld.” Jeg fik øjenkontakt med en pige med et væld af

blø de krøller, der susede hen ad gangen. Hun stoppede op og så

nysgerrigt på mig. “Jeg er ny,” forklarede jeg hjælpeløst og viftede

med mit skema. “kan du fortælle mig, hvad det her betyder?”

“Det betyder, at du har kemi med hr. Velt i lokale s11,” sagde

hun. “Det er lige nede ad gangen. Vi kan følges, hvis du har lyst –

vi går på samme hold.”

“tak,” sagde jeg, tydeligt lettet.

“Har du en fri’er efter kemi? så kan jeg vise dig rundt.”

“en hvad?” spurgte jeg forvirret.

“en fri’er – som i fritime.” Pigen så skeptisk på mig. “Hvad kaldte

i dem på din gamle skole?” Hun skiftede ansigtsudtryk, da hun

kom i tanke om en mere foruroligende mulighed. “eller i havde

måske ikke nogen?”

“nej,” svarede jeg og grinede nervøst. “Vi havde ikke nogen.”

“nedtur. Jeg hedder for resten Molly.”

Hun var smuk. Hendes hud var perfekt, og hun havde bløde ansigtstræk

og klare øjne. Hendes rosa kinder fik mig til at tænke på

et maleri af en hyrdinde i et idyllisk landskab, jeg engang havde set.

“Beth,” sagde jeg og smilede. “rart at møde dig.”

Molly stod tålmodigt og ventede ved mit skab, mens jeg rodede

· 37 ·


i min taske efter den rigtige bog, et noteshæfte og en håndfuld

blyanter. en del af mig havde lyst til at råbe på gabriel og bede

ham om at følge mig hjem. Jeg kunne næsten mærke hans stærke

arme omslutte og skærme mig hele vejen hjem til vores skønne

hus. gabriel havde en evne til at gøre mig tryg under alle tænkelige

forhold. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle finde ham igen på

den her kæmpe skole. Han kunne være bag hvilken som helst af de

utallige døre på de fuldstændig identiske gange, og jeg havde ingen

anelse om, hvor musikfløjen lå henne. i tankerne bebrejdede jeg

mig selv for at være så afhængig af gabriel. Jeg blev nødt til at klare

hverdagen her uden hans beskyttelse, og jeg var fast besluttet på at

vise ham, at jeg var i stand til det. Molly åbnede døren til klasselokalet

og vi gik ind. Vi kom selvfølgelig for sent.

Hr. Velt var lille med en glinsende, skaldet isse. Hans trøje med

geometriske mønstre var falmet og forvasket. Da Molly og jeg trådte

ind, var han midt i at forklare en formel på tavlen til en flok

elever, der så helt tomme ud i blikket og vist drømte sig alle mulige

andre steder hen.

“så kunne du være her, frk. Harrison,” sagde han henvendt til

Molly, som luskede hurtigt ned bagerst i lokalet. Han havde åbenbart

allerede råbt navne op, for han vidste i hvert fald, hvem jeg var.

“For sent på din første dag, frk. Church,” sagde han og smækkede

irettesættende med tungen, mens han løftede det ene øjenbryn.

“ikke just en lovende start. skynd dig at finde din plads.”

Han kom pludselig i tanke om, at han havde glemt at præsentere

mig, og stoppede skribleriet på tavlen et øjeblik, mens han introducerede

mig med ligegyldig mine. “Det her er Bethany Church, alle

sammen. Hun er ny her på Bryce Hamilton. Vær søde at gøre jeres

bedste for at byde hende velkommen.”

stort set alle øjne i rummet fulgte mig, mens jeg fandt den sidste

ledige stol. Det var nede bagi ved siden af Molly, og da hr. Velt

· 38 ·


holdt inde og bad os selv besvare en række arbejdsspørgsmål, fik

jeg mulighed for at studere hende lidt nærmere. Jeg opdagede, at

hun havde knappet den øverste knap i uniformskjolen op, og hun

havde kæmpestore sølvringe i ørene. Hun havde taget en neglefil

op af sin taske og gik i gang med at file negle under bordet, tydeligvis

ligeglad med lærerens instrukser.

“tag dig ikke af Velt,” hviskede hun som svar på mit overraskede

udtryk. “Han er en gammel stivnakke, bitter, efter at konen

smuttede. Det eneste lyspunkt i hans liv er hans nye sportsvogn,

som han ser totalt taberagtig ud i.” Hun smilede bredt og afslørede

en række kridhvide tænder. Hendes vipper var tykke af mascara,

men hendes hud havde en naturlig glød. “Bethany – sikke et sødt

navn,” fortsatte hun. “sådan lidt gammeldags i det. Men hey, jeg

hænger selv på Molly, der lyder som noget fra en børnebog.”

Jeg smilede akavet, usikker på, hvordan jeg skulle reagere på

hendes selvsikre og direkte facon.

“Ja, vi hænger jo nok på de navne, vores forældre har valgt til

os,” sagde jeg og kunne med det samme høre, hvor lamt det lød.

Jeg burde slet ikke sidde og snakke midt i timen, og desuden havde

stakkels hr. Velt brug for al den hjælp, han kunne få. Jeg følte mig

samtidig som en bedrager, for engle har ingen forældre. Jeg var

bange for, at Molly kunne gennemskue min løgn. Men det kunne

hun selvfølgelig ikke.

“Hvor kommer du så fra?” ville Molly vide og pustede på sine

negle, mens hun rystede en flaske neonpink neglelak.

“Vi har boet i udlandet,” sagde jeg og funderede over, hvordan

hun ville reagere, hvis jeg fortalte hende, at jeg kom fra Himlens

rige. “Vores forældre er der stadig.”

“er det rigtigt?” Molly lød duperet. “Hvorhenne?”

Jeg tøvede. “Flere forskellige steder. Vores forældre flytter en del

rundt.”

· 39 ·


Det syntes Molly åbenbart ikke, der var noget underligt i. “Hvad

laver de?” spurgte hun.

Jeg famlede efter et svar oppe i hovedet. Vi havde været igennem

det, det vidste jeg, men lige nu kunne jeg ikke huske noget som

helst. typisk mig at lave den første alvorlige brøler inden for den

første time som skoleelev.

så kom jeg i tanke om det. “De er diplomater,” sagde jeg. “Vi er

her med min storebror. Han er lige begyndt som lærer på skolen.

Vores forældre støder til, så snart de kan.” Jeg prøvede at presse så

meget information ind som overhovedet muligt for at tilfredsstille

hendes nysgerrighed og forhåbentlig undgå flere spørgsmål. engle

var af natur dårlige til at lyve. Jeg håbede ikke, at Molly havde gennemskuet

min historie. selvom der teoretisk set ikke var noget af

det, der var direkte løgn.

“Cool,” sagde hun bare. “Jeg har aldrig været i udlandet, kun i

nogle af storbyerne herhjemme. Du kan godt forberede dig på et

nyt liv her i Venus Cove. Her er normalt ret roligt, men der er godt

nok sket nogle underlige ting den sidste tid.”

“Hvad mener du?” spurgte jeg.

“Altså, jeg har boet her hele mit liv. Mine bedsteforældre boede

her og drev forretning. Og i al den tid er der aldrig rigtig sket nogen

ulykker, ingen brande, ingen forlis ude på havet – men nu ...” Molly

sænkede stemmen. “nu har der været røverier og en hel masse sære

uheld. sidste år endte en influenzaepidemi med at tage livet af seks

børn.”

“Hvor forfærdeligt,” sagde jeg med lav stemme. Det begyndte at

dæmre for mig, hvor meget skade Mørkets Agenter havde forvoldt,

og det så ikke godt ud. “er der sket andet?”

“Ja, der er en ting mere,” svarede Molly. “Men det skal man ikke

snakke for højt om her på skolen – der er en del, der stadig er ret

påvirkede af det.”

· 40 ·


“Bare rolig, jeg skal nok holde tæt,” forsikrede jeg.

“Det skete for et halvt års tid siden. en af de ældste drenge på

skolen, Henry taylor, kravlede op på taget for at hente en basketbold,

som var landet deroppe. Han fjollede ikke rundt eller noget,

men ville bare hente den bold. Der var ingen, der så, hvordan det

skete, men han gled og faldt ned. Han landede midt på basketbanen,

lige for øjnene af alle sine venner. Man kunne ikke få blodpletterne

helt væk, så der er ikke nogen, der spiller på den bane

længere.”

inden jeg nåede at svare, rømmede hr. Velt sig og sendte os et

skarpt blik.

“Frk. Harrison, jeg formoder, at du er i gang med at forklare

begrebet kovalent binding for din nye klassekammerat.”

“Øh, nej, ikke ligefrem, hr. Velt,” svarede Molly. “Jeg vil ikke

kede hende ihjel den første dag.”

Jeg kunne se en blodåre træde frem i tindingen på hr. Velt og

besluttede, at jeg hellere måtte gribe ind. Jeg sendte en stråle af

beroligende energi i hans retning, og til min tilfredshed så han

ud til at slappe lidt af. Han sænkede skuldrene en anelse, og hans

ansigtsfarve skiftede fra højrød til en mere normal kulør. Han så

ned på Molly og klukkede overbærende, nærmest alfaderligt. “Din

sans for humor er usvigelig, frk. Harrison.”

Molly så forvirret på ham, men var klog nok til ikke at sige mere.

“Jeg er sikker på, han har en midtvejskrise,” hviskede hun i stedet

til mig. Hr. Velt lod os være og fik travlt med at rigge et lysbilledapparat

til. Jeg snappede efter vejret og forsøgte at undertrykke

den bølge af panik, der skyllede ind over mig. selv i dagslys kan

man ane det lysskær, der udgår fra os engle. Det er stærkere i mørke,

men kan stadig skjules med lidt god vilje. Men hvad ville der

ikke kunne ske i halogenlyset fra en fremviser? Jeg ville ikke løbe

nogen risiko, så jeg spurgte, om jeg måtte gå på toilettet, og smut-

· 41 ·


tede ud på gangen. Jeg stod uden for døren og ventede på, at hr.

Velt skulle blive færdig med sit foredrag og ville tænde lyset igen.

Der lød et lille smæld, hver gang et lysbillede gled ind i apparatet,

og gennem ruden i døren kunne jeg se, at det handlede om valensbindingsteorien.

Jeg var glad for, at jeg ikke normalt skulle bruge

tid på noget så basalt.

“er du faret vild?” lød en stemme bagfra. Det gibbede i mig, og

jeg vendte mig om og fik øje på en fyr, der stod og lænede sig op ad

skabene overfor. selvom han var mere formelt klædt med skjorten

knappet helt op i halsen, perfekt slipseknude og uniformsblazer

genkendte jeg med det samme de lysende blå øjne halvt skjult under

det mørkebrune hår. Jeg havde ikke forventet at møde ham

igen, men nu stod drengen fra molen lige her foran mig og smilede

det samme tvetydige smil.

“Jeg er okay, tak,” sagde jeg og vendte mig hurtigt om mod døren

igen.

Hvis han genkendte mig, lod han sig ikke mærke med det. Jeg

vidste godt, at det virkede lidt uhøfligt at vende ryggen til ham,

men jeg håbede på, at det fik ham til at lade mig være. Han havde

stået der og betragtet mig, uden jeg vidste det, og der var noget ved

ham, der gjorde mig usikker. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle kigge

hen, eller hvad jeg skulle stille op med mine hænder. Han virkede

nu ikke, som om han havde travlt med at komme af sted.

“Altså, normalt er det smartest at modtage undervisning inde i

klasseværelset,” fortsatte han.

nu var jeg nødt til at vende mig mod ham igen og anerkende

hans tilstedeværelse. Jeg anstrengte mig for at virke uinteresseret

på en cool måde, men da jeg mødte hans blik, blev jeg totalt overrumplet

af min egen reaktion. Det føltes, som om jorden forsvandt

under fødderne på mig, og mine indvolde blev slynget rundt, og

jeg måtte støtte mig til væggen for ikke at gå i gulvet.

· 42 ·


Jeg må have set ud, som om jeg var ved at besvime, for han rakte

instinktivt hånden ud for at gribe mig. Jeg lagde mærke til, at han

havde en smal, flettet lædersnor om håndleddet – det eneste, der

stak ud fra hans ellers regelrette ydre.

Min hukommelse havde ikke ydet ham retfærdighed. Han var

smuk som en filmstjerne, men virkede ikke til selv at være bevidst

om det. Hans læber buede svagt opad, så det så ud, som om han

gik rundt med et lille permanent smil, og det krystalklare blik havde

en dybde, jeg ikke havde lagt mærke til første gang. Han var

slank, men under uniformen anede jeg en svømmers skuldre. Han

så på mig, som om han gerne ville hjælpe, men ikke rigtig vidste

hvordan. Jeg stirrede på ham, og det gik op for mig, at det lige

så meget var hans rolige udstråling som de regelmæssige træk og

glatte hud, der gjorde ham så tiltrækkende. Jeg ville ønske, at jeg

kunne finde på en skarp replik som matchede hans selvsikkerhed,

men jeg var blank.

“Jeg er bare lidt svimmel,” mumlede jeg.

Han trådte nærmere med bekymret mine. “tror du ikke, du skal

sætte dig lidt ned?”

“nej, jeg har det fint nu.” Jeg rystede insisterende på hovedet.

Da han havde sikret sig, at jeg ikke var ved at besvime, rakte han

hånden frem og lyste op i et blændende smil.

“Jeg nåede ikke at præsentere mig, sidst vi mødtes. Jeg hedder

Xavier.”

Han havde altså ikke glemt det.

Hans hånd var bred og varm. Han holdt om min et splitsekund

længere, end han behøvede. gabriels ord om at undgå risikabel

menneskelig adfærd dukkede op i min bevidsthed og fik alarmklokkerne

til at ringe. Jeg trak hånden til mig. At lære den tiltrækkende

dreng med 100 watt-smilet bedre at kende var nok ikke det

smarteste træk, jeg kunne lave. suget i maven, når jeg så på ham,

· 43 ·


vidnede om, at jeg allerede var ude, hvor jeg ikke kunne bunde. Jeg

var så småt ved at være fortrolig med min krops signaler og kunne

tydeligt mærke, at fyren her gjorde mig febrilsk. Men neden under

nervøsiteten anede jeg en anden følelse, som jeg ikke rigtig kunne

identificere. Jeg bakkede væk fra ham, hen mod døren til klasselokalet,

hvor lyset netop var blevet tændt igen. Jeg vidste godt, jeg

opførte mig underligt, men jeg var for nervøs til tage mig af det.

Xavier så nu ikke fornærmet ud, men mere som om han morede

sig over mig.

“Jeg hedder Bethany,” lykkedes det mig at sige halvvejs inde i

klassen.

“Vi ses, Bethany,” sagde han.

Jeg følte mig tomatrød i hovedet, da jeg kom tilbage til kemilokalet,

og hr. Velt så anklagende på mig, fordi jeg havde været så

længe på toilettet.

Ved middagstid indså jeg, at Bryce Hamilton var et minefelt af

lysbilledapparater og andre fælder beregnet på at afsløre undercoverengle

som mig. i gymnastiktimen fik jeg et lettere angstanfald,

da jeg fandt ud af, at jeg skulle klæde om foran de andre piger. De

tog rask væk tøjet af og smed det i skabene eller på gulvet. stropperne

på Mollys bh drillede, og jeg hjalp hende med kluntede bevægelser

og håbede bare, at hun ikke bemærkede mine unaturligt

bløde hænder.

“Wauw, du må bruge en god håndlotion,” sagde hun.

“Hver eneste aften,” svarede jeg let.

“så hvad er dit indtryk af Bryce Hamilton indtil nu? er fyrene

hotte nok?”

“Hvordan hotte?” sagde jeg forundret. “De fleste virker da til at

have en normal kropstemperatur.”

Molly gloede på mig. Hun så ud, som om hun var på nippet til

· 44 ·


at grine, men mit ansigtsudtryk overbeviste hende om, at jeg ikke

jokede. “Hot er det samme som lækker,” sagde hun så. “Har du

seriøst aldrig hørt det? Hvor gik du i skole før – på Mars?”

Jeg rødmede, da jeg forstod hendes spørgsmål fra før. “Jeg har

ikke rigtig mødt nogle fyre endnu,” sagde jeg og trak lidt på skuldrene.

“Jeg stødte ind i en, der hedder Xavier.” Jeg håbede, at jeg fik

nævnt hans navn på en nogenlunde naturlig måde.

“Xavier hvem?” forhørte Molly sig ivrigt. “er han lyshåret? Xavier

Laro har lyst hår og spiller på lacrosseholdet. Han er ret hot.

ikke så underligt, hvis du er vild med ham, men jeg tror altså nok,

at han har en kæreste i forvejen. eller er det forbi? Jeg er ikke sikker,

men jeg kan godt finde ud af det for dig.”

“Ham her har mørkt hår,” indskød jeg. “Og blå øjne.”

“Åh.” Molly skiftede ansigtsudtryk. “så må det være Xavier

Woods. Han er formand for elevrådet.”

“nå, han virkede i hvert fald sød.”

“Ham ville jeg ikke gå efter, hvis jeg var dig,” sagde hun. Hun fik

det til at lyde, som om det bare var et godt råd, men jeg havde en

klar fornemmelse af, at hun forventede, at jeg ville følge det uanset

hvad. Måske var det en af de uskrevne regler blandt teenagepiger

– venner har altid ret.

“Det er ikke, fordi jeg går efter nogen, Molly,” sagde jeg. “Hvorfor?

Hvad er der galt med ham?” kunne jeg ikke lade være med at

spørge. Den fyr, jeg havde mødt på gangen, kunne i mine øjne ikke

være andet end perfekt.

“Jamen han er flink nok,” svarede Molly. “Men lad os bare sige,

at han har noget i bagagen.”

“Hvad mener du?”

“Altså, pigerne har stået i kø for at fange hans opmærksomhed,

men han er uden for følelsesmæssig rækkevidde.”

· 45 ·


“Han har en kæreste – er det det, du mener?”

“Det havde han. Hun hed emily. Men ingen har kunnet nå ind

til ham siden ...” Hun holdt inde.

“De slog op?”

“nej.” Mollys stemme blev svag, og hun vred utilpas sine hænder.

“Hun døde i en brand for lidt over et år siden. inden det skete,

var de uadskillelige. Folk snakkede endda om, at de sikkert skulle

giftes og det hele. Der er ikke nogen, der har kunnet leve op til

hende. Jeg tror ikke, han er kommet rigtigt over det endnu.”

“Hvor er det frygteligt,” sagde jeg. “Han må ikke have været

mere end ...”

“16,” afbrød Molly. “Xavier var også ret tæt på Henry taylor og

holdt tale til hans begravelse. Han var lige ved at komme ovenpå

efter det med emily, da det skete. Alle forventede vist, at han fik

et sammenbrud, men han lukkede bare ned for sine følelser og

fortsatte, som om intet var sket.”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. når man kiggede på Xavier,

ville man aldrig have gættet, at han havde været igennem så meget

smerte, men når jeg tænkte efter, kunne jeg alligevel godt huske

det mildt vagtsomme blik i hans øjne.

“Han er okay nu,” sagde Molly. “Han er stadig gode venner med

alle, spiller på fodboldholdet og træner juniorsvømmeholdet. Det

er ikke, fordi man ikke kan vride et smil ud af ham, han har det

bare svært med piger. Jeg tror ikke, han tør binde sig af frygt for, at

uheldet forfølger ham.”

“Det kan man jo egentlig godt forstå,” sagde jeg.

Molly opdagede pludselig, at jeg stadig havde skoleuniformen

på, og den seriøse tone forsvandt fra hendes stemme. “skynd dig

nu og skift,” kommanderede hun. “eller du er måske genert?”

“en lille smule.” Jeg smilede og forsvandt ind i en af brusekabinerne.

· 46 ·


Da jeg kiggede rigtigt på den sportsuniform, jeg skulle have på

i gymnastiktimen, glemte jeg alt om Xavier Woods. Jeg overvejede

faktisk at springe ud af vinduet og stikke af. Den var totalt uklædelig

med lidt for korte shorts og en t-shirt, der stumpede så meget,

at jeg ikke kunne undgå at vise mave, når jeg bevægede mig. Og

det var lidt problematisk, eftersom vi engle ikke har nogen navle,

kun helt glat, hvid hud. Heldigvis behøvede jeg ikke bekymre mig

om mine papirtynde, fjerdækkede vinger, der lå foldet helt tæt op

ad ryggen under blusen, selvom det begyndte at værke i dem, når

de ikke blev brugt. Jeg glædede mig virkelig til den flyvetur i bjergene

før daggry, som gabriel havde lovet os, at vi måtte få på et

tidspunkt.

Jeg trak ned i toppen og gik ud til Molly, som stod foran spejlet

og smurte et tykt lag gloss på læberne. Jeg vidste ikke rigtig, hvorfor

det var nødvendigt med lipgloss i gymnastiktimen, men da hun

rakte tuben til mig, ville jeg ikke virke afvisende og tog imod den.

Det lykkedes mig noget famlende at smøre et ujævnt lag på læberne.

Det skulle jeg vist øve mig lidt på. Jeg havde jo ikke eksperimenteret

med min mors sminke siden femårsalderen ligesom andre piger.

Først for nylig havde jeg set mit menneskeansigt for første gang.

“Dup læberne mod hinanden,” sagde Molly. “sådan her ...”

Jeg gjorde, som hun viste mig, og kunne mærke glossen fordele

sig jævnt, så jeg ikke længere lignede en klovn.

“Det var bedre,” sagde hun anerkendende.

“tak.”

“Du er vist ikke så vant til at gå med makeup, hvad?”

Jeg rystede på hovedet.

“nå, men det er heller ikke, fordi du behøver det. Den farve der

er nu ret god til dig.”

“Det dufter virkelig godt.”

“Den hedder Melon sorbet.” Molly så selvtilfreds ud. så blev

· 47 ·


hun distraheret af et eller andet og begyndte at snuse ind. “kan du

lugte noget?”

Jeg stivnede og blev pludselig usikker. Var det mig? Måske syntes

menneskene hernede på Jorden, at vi lugtede underligt. Havde ivy

sprøjtet en eller anden parfume på mit tøj, som ikke var socialt acceptabel

i Mollys verden?

“Det lugter som ... regn eller sådan noget,” sagde hun.

Jeg åndede lettet op. Det, hun kunne lugte, var ikke andet end

den karakteristiske duft af engel, som egentlig godt kunne ligne

duften af regn.

“Vær nu ikke så tomhjernet, Molly,” sagde en af hendes venner.

så vidt jeg kunne huske fra den hurtige præsentation tidligere, var

hendes navn taylah. “Det regner ligesom ikke herinde, vel?”

Molly trak på skuldrene og hev mig i ærmet ud af omklædningsrummet

og ind i gymnastiksalen, hvor en lyshåret, meget solbrændt

kvinde i halvtredserne iført stramme cykelshorts stod og hoppede

entusiastisk, mens hun råbte, at vi skulle smide os ned og lave 20

armbøjninger.

“Hader du ikke bare gymnastiklærere?” spurgte Molly og rullede

med øjnene. “De er sådan oppe at køre hele tiden.”

Jeg svarede ikke, men gættede på, at kvindens stålsatte udtryk

og min manglende interesse for sport ikke ville være den bedste

kombination.

en halv time senere havde vi løbet ti runder på den udendørs

bane, lavet 50 armbøjninger, 50 mavebøjninger og 50 knæbøjninger,

og det var endda kun opvarmning. Jeg havde ondt af de andre

elever, som halsede rundt og hev efter vejret, gennemblødte af

sved. engle har ubegrænset energi og kan ikke føle træthed, så jeg

behøvede ikke spare på kræfterne. Vi sveder heller ikke – jeg ville

kunne løbe en maraton uden at svede så meget som en dråbe. Det

undgik ikke Mollys opmærksomhed.

· 48 ·


“Du er jo overhovedet ikke forpustet!” stønnede hun anklagende.

“Du må godt nok være i god form.”

“eller bruge en super effektiv deo,” tilføjede taylah og tømte

sin vandflaske ned i kavalergangen, så et slæng drenge, der stod i

nærheden af banen, gloede uhæmmet på hende. “Pyh, hvor er her

pludselig varmt,” kvidrede hun og spankulerede hen forbi drengene,

fuldt bevidst om, at man kunne se lige igennem hendes våde tshirt.

Da læreren opdagede hendes optræden, kom hun styrtende

over til os som en ophidset tyr.

resten af dagen forløb uden de store begivenheder. Jeg tog mig

selv i at spejde hen ad gangene i håb om at fange et glimt af elevrådsformanden

– fyren ved navn Xavier Woods. efter det, Molly

havde fortalt om ham, var jeg smigret over, at han overhovedet

havde lagt mærke til mig.

Jeg tænkte tilbage på vores møde på molen og kunne huske,

hvordan hans blik havde slået benene væk under mig – så skærende,

klart blåt. Man turde ikke se ind i de øjne for lang tid ad

gangen af frygt for at besvime. Jeg spekulerede over, hvad der mon

var sket, hvis jeg havde sagt ja til at sætte mig ved siden af ham der

på molen. Ville vi have talt sammen, mens jeg prøvede at fiske?

Hvad ville vi have snakket om?

Jeg rystede tankerne af mig. Det var ikke derfor, jeg var blevet

sendt ned på Jorden. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville tænke

mere på Xavier Woods i de kommende dage. Hvis jeg tilfældigvis

stødte på ham, ville jeg lade som ingenting. Hvis han prøvede at

komme i snak, ville jeg svare med enstavelsesord og gå derfra. kort

sagt ville jeg ikke lade ham påvirke mig på nogen måde.

Behøver jeg at sige, at den mission ville mislykkes fuldstændigt?

More magazines by this user
Similar magazines