Alexandra Adornetto - Politikens Forlag

uden på bukserne lå i skyggen under nogle palmer og drak cola og
kakaomælk. De havde ikke travlt med at bevæge sig ind gennem
porten, men sprang op og slog på skift ud efter hinanden og tumlede
grinende og prustende rundt på jorden. en af drengene smed
en tom coladåse i hovedet på en af sine kammerater. Den landede
skramlende på fortovet, og vennen så overrasket på den for så at
knække sammen af grin.
Vi så på med voksende forfærdelse og var endnu kun lige nået
inden for porten. en dreng slentrede forbi og gloede nysgerrigt på
os. Han havde en omvendt kasket på, og uniformsbukserne hang
og slaskede så langt nede på hans hofter, at der var frit udsyn til
hans designerunderbukser.
“Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at kapere disse modediller,”
sagde gabriel og snerpede munden sammen.
ivy lo. “Vi befinder os i det 21. århundrede,” sagde hun. “nu må
du ikke være så dømmende.”
“er det ikke det, lærere skal være?”
“Måske, men forvent ikke at blive særlig populær på det.” så kiggede
hun målrettet hen mod indgangen og rankede ryggen, selvom
hendes holdning var perfekt i forvejen. Hun gav gabriels skulder
et klem og rakte mig et plastikchartek med mit skema, et kort over
skolen og nogle meddelelser, hun havde samlet sammen til mig
tidligere på ugen. “er du klar?” spurgte hun.
“så klar, som jeg overhovedet kan være,” svarede jeg og anstrengte
mig for at holde nerverne i ro. Jeg havde det, som om jeg var på
vej i krig. “Lad os springe ud i det.”
ivy stod og vinkede ved porten som en mor, der sender sine
børn af sted første skoledag.
“Vi skal nok klare det fint, Bethany,” lovede gabriel. “Husk på,
hvor vi kommer fra.”
Vi havde regnet med, at vores ankomst til skolen ville vække en
· 34 ·