Alexandra Adornetto - Politikens Forlag

Da jeg kiggede rigtigt på den sportsuniform, jeg skulle have på
i gymnastiktimen, glemte jeg alt om Xavier Woods. Jeg overvejede
faktisk at springe ud af vinduet og stikke af. Den var totalt uklædelig
med lidt for korte shorts og en t-shirt, der stumpede så meget,
at jeg ikke kunne undgå at vise mave, når jeg bevægede mig. Og
det var lidt problematisk, eftersom vi engle ikke har nogen navle,
kun helt glat, hvid hud. Heldigvis behøvede jeg ikke bekymre mig
om mine papirtynde, fjerdækkede vinger, der lå foldet helt tæt op
ad ryggen under blusen, selvom det begyndte at værke i dem, når
de ikke blev brugt. Jeg glædede mig virkelig til den flyvetur i bjergene
før daggry, som gabriel havde lovet os, at vi måtte få på et
tidspunkt.
Jeg trak ned i toppen og gik ud til Molly, som stod foran spejlet
og smurte et tykt lag gloss på læberne. Jeg vidste ikke rigtig, hvorfor
det var nødvendigt med lipgloss i gymnastiktimen, men da hun
rakte tuben til mig, ville jeg ikke virke afvisende og tog imod den.
Det lykkedes mig noget famlende at smøre et ujævnt lag på læberne.
Det skulle jeg vist øve mig lidt på. Jeg havde jo ikke eksperimenteret
med min mors sminke siden femårsalderen ligesom andre piger.
Først for nylig havde jeg set mit menneskeansigt for første gang.
“Dup læberne mod hinanden,” sagde Molly. “sådan her ...”
Jeg gjorde, som hun viste mig, og kunne mærke glossen fordele
sig jævnt, så jeg ikke længere lignede en klovn.
“Det var bedre,” sagde hun anerkendende.
“tak.”
“Du er vist ikke så vant til at gå med makeup, hvad?”
Jeg rystede på hovedet.
“nå, men det er heller ikke, fordi du behøver det. Den farve der
er nu ret god til dig.”
“Det dufter virkelig godt.”
“Den hedder Melon sorbet.” Molly så selvtilfreds ud. så blev
· 47 ·