Alexandra Adornetto - Politikens Forlag

Jeg må have set ud, som om jeg var ved at besvime, for han rakte
instinktivt hånden ud for at gribe mig. Jeg lagde mærke til, at han
havde en smal, flettet lædersnor om håndleddet – det eneste, der
stak ud fra hans ellers regelrette ydre.
Min hukommelse havde ikke ydet ham retfærdighed. Han var
smuk som en filmstjerne, men virkede ikke til selv at være bevidst
om det. Hans læber buede svagt opad, så det så ud, som om han
gik rundt med et lille permanent smil, og det krystalklare blik havde
en dybde, jeg ikke havde lagt mærke til første gang. Han var
slank, men under uniformen anede jeg en svømmers skuldre. Han
så på mig, som om han gerne ville hjælpe, men ikke rigtig vidste
hvordan. Jeg stirrede på ham, og det gik op for mig, at det lige
så meget var hans rolige udstråling som de regelmæssige træk og
glatte hud, der gjorde ham så tiltrækkende. Jeg ville ønske, at jeg
kunne finde på en skarp replik som matchede hans selvsikkerhed,
men jeg var blank.
“Jeg er bare lidt svimmel,” mumlede jeg.
Han trådte nærmere med bekymret mine. “tror du ikke, du skal
sætte dig lidt ned?”
“nej, jeg har det fint nu.” Jeg rystede insisterende på hovedet.
Da han havde sikret sig, at jeg ikke var ved at besvime, rakte han
hånden frem og lyste op i et blændende smil.
“Jeg nåede ikke at præsentere mig, sidst vi mødtes. Jeg hedder
Xavier.”
Han havde altså ikke glemt det.
Hans hånd var bred og varm. Han holdt om min et splitsekund
længere, end han behøvede. gabriels ord om at undgå risikabel
menneskelig adfærd dukkede op i min bevidsthed og fik alarmklokkerne
til at ringe. Jeg trak hånden til mig. At lære den tiltrækkende
dreng med 100 watt-smilet bedre at kende var nok ikke det
smarteste træk, jeg kunne lave. suget i maven, når jeg så på ham,
· 43 ·