Alexandra Adornetto - Politikens Forlag

“Du er jo overhovedet ikke forpustet!” stønnede hun anklagende.
“Du må godt nok være i god form.”
“eller bruge en super effektiv deo,” tilføjede taylah og tømte
sin vandflaske ned i kavalergangen, så et slæng drenge, der stod i
nærheden af banen, gloede uhæmmet på hende. “Pyh, hvor er her
pludselig varmt,” kvidrede hun og spankulerede hen forbi drengene,
fuldt bevidst om, at man kunne se lige igennem hendes våde tshirt.
Da læreren opdagede hendes optræden, kom hun styrtende
over til os som en ophidset tyr.
resten af dagen forløb uden de store begivenheder. Jeg tog mig
selv i at spejde hen ad gangene i håb om at fange et glimt af elevrådsformanden
– fyren ved navn Xavier Woods. efter det, Molly
havde fortalt om ham, var jeg smigret over, at han overhovedet
havde lagt mærke til mig.
Jeg tænkte tilbage på vores møde på molen og kunne huske,
hvordan hans blik havde slået benene væk under mig – så skærende,
klart blåt. Man turde ikke se ind i de øjne for lang tid ad
gangen af frygt for at besvime. Jeg spekulerede over, hvad der mon
var sket, hvis jeg havde sagt ja til at sætte mig ved siden af ham der
på molen. Ville vi have talt sammen, mens jeg prøvede at fiske?
Hvad ville vi have snakket om?
Jeg rystede tankerne af mig. Det var ikke derfor, jeg var blevet
sendt ned på Jorden. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville tænke
mere på Xavier Woods i de kommende dage. Hvis jeg tilfældigvis
stødte på ham, ville jeg lade som ingenting. Hvis han prøvede at
komme i snak, ville jeg svare med enstavelsesord og gå derfra. kort
sagt ville jeg ikke lade ham påvirke mig på nogen måde.
Behøver jeg at sige, at den mission ville mislykkes fuldstændigt?