Alexandra Adornetto - Politikens Forlag

vidnede om, at jeg allerede var ude, hvor jeg ikke kunne bunde. Jeg
var så småt ved at være fortrolig med min krops signaler og kunne
tydeligt mærke, at fyren her gjorde mig febrilsk. Men neden under
nervøsiteten anede jeg en anden følelse, som jeg ikke rigtig kunne
identificere. Jeg bakkede væk fra ham, hen mod døren til klasselokalet,
hvor lyset netop var blevet tændt igen. Jeg vidste godt, jeg
opførte mig underligt, men jeg var for nervøs til tage mig af det.
Xavier så nu ikke fornærmet ud, men mere som om han morede
sig over mig.
“Jeg hedder Bethany,” lykkedes det mig at sige halvvejs inde i
klassen.
“Vi ses, Bethany,” sagde han.
Jeg følte mig tomatrød i hovedet, da jeg kom tilbage til kemilokalet,
og hr. Velt så anklagende på mig, fordi jeg havde været så
længe på toilettet.
Ved middagstid indså jeg, at Bryce Hamilton var et minefelt af
lysbilledapparater og andre fælder beregnet på at afsløre undercoverengle
som mig. i gymnastiktimen fik jeg et lettere angstanfald,
da jeg fandt ud af, at jeg skulle klæde om foran de andre piger. De
tog rask væk tøjet af og smed det i skabene eller på gulvet. stropperne
på Mollys bh drillede, og jeg hjalp hende med kluntede bevægelser
og håbede bare, at hun ikke bemærkede mine unaturligt
bløde hænder.
“Wauw, du må bruge en god håndlotion,” sagde hun.
“Hver eneste aften,” svarede jeg let.
“så hvad er dit indtryk af Bryce Hamilton indtil nu? er fyrene
hotte nok?”
“Hvordan hotte?” sagde jeg forundret. “De fleste virker da til at
have en normal kropstemperatur.”
Molly gloede på mig. Hun så ud, som om hun var på nippet til
· 44 ·