Nr 151 - Orø Nyt

25 år har ændret verden:
Vi mister nåden og barmhjertigheden
Af Simon Bordal Hansen, foto Kristian Krøger
Det tager tid at fylde en præstegård med malerier og
den der solide fornemmelse af beboethed. ”Kristian
samler jo på malerier af Dyrehavemalerne”, siger Kirsten
og registrerer min interesse for de mange smukke
billeder fra begyndelsen af sidste århundrede i den lange
entré. Senere ser jeg så, at Poul Henningsen i 1928
skrev om dem i Kritisk Revy under overskriften Dyrehavsmalere
og andre Hjemstavnsforhandlere . Hver tid har
vist sit eget perspektiv. Men kom nu inden for i den lune
stue, på bordet venter formiddagsteen.
Den generte præst
Vi skrev 1988, da den 29-årige Kirsten Schmidt fra København
holdt sin første prædiken på Orø.
”Jeg var så usikker og genert den gang for 25 år siden.
Det var svært at skrive en prædiken, og skulle jeg sige
tak, måtte jeg huske at skrive det på en seddel.”
Den generte præst. Er det stadig sådan?
”I dag glæder jeg mig til hver eneste gudstjeneste. Mit
embede her på Orø har lært mig at tale. Jeg tror, jeg i
12
dag bliver opfattet som en præst, der står med begge
ben på jorden.”
Og ude på øen siger man da heller ikke præsten men
Kirsten. Hvordan kan dét være?
”Personen Kirsten og embedet præsten er nok smeltet
sammen. Når jeg taler i kirken er jeg både præst og Kirsten,
jeg vil være til stede, og forsøger altid at lave en
tale, der rammer mig selv.”
Det store værdiskred
Så kunne historien om Orøs præst slutte lykkeligt her.
Men så enkelt er det ikke, for mens Kirsten langsomt
gled ind i opgaven som præst og det vanskelige forvandledes
til det mest glædelige, tog samfundet en tur i
forandringsmaskinen. Det store ideologiske slag om
værdierne tog fart, forbruget skød i vejret og i mere
end et årti handlede danskernes verden stort set kun
om at bruge flere penge. Enhver var sin egen lykkes
smed. Troede vi.
”Det er en meget bekymrende udvikling. Vi er ved at
sætte de bløde værdier over styr. Jeg møder borgere på