Nr 151 - Orø Nyt

Fortsat fra forrige side. konfirmation med det mange år efter og i aller heldigste
fald også vie det som voksen.”
”Når du træder ind i kirkerummet, oplever du, at vi
alle er lige. Og det, der sker inde i kirken, kan vi hver
især opleve, som vi vil. For mig er Gudstjenesten så
afgjort ugens højdepunkt. Jeg glæder mig hver gang.”
Når det er for svært, kigger jeg op i loftet
Der har været perioder, hvor begivenhederne mellem
præst og menighedsråd blev stof i aviserne. Kirsten synes
ikke, vi skal snakke om det, men det er vist ingen
hemmelighed, at den giftige atmosfære på et tidspunkt
satte parret i præstegården under massivt pres. Heldigvis
er det historie nu. Og meget skal gå galt, for at Kirsten
ikke lader sig pensionere ud af Orø Kirke.
Det tænker hun måske på, når hun går en tur på Orø
Kirkegård. For i løbet af de 25 år, har hun fået et personligt
forhold til de fleste af gravstenene. Kirsten har
holdt begravelserne.
”Når man har været præst så længe det samme sted,
bliver hver begravelsesprædiken også et personligt farvel.
Tit må jeg lade være med at synge med på salmerne.
Så står jeg der med ryggen til og må kigge op i loftet
for at tårerne ikke skal få frit løb. Det er noget, der er
blevet tydeligere med årene.”
Værdierne er i krise, kø ved mailen
Står man så der efter femogtyve år og tænker sort? Nej
slet ikke. Faktisk er der under hele den lange samtale
om samfundets fjernen sig fra de kristne værdier ikke
opgivenhed at spore. Heller ikke når vi taler om at blive
lidt ældre, og se dem vi kender gå i graven. Fordi præsten
her ser ud til at mene, det hun siger. Hun tror, og
er glad ved det. Derfor er det ikke svært for hende at gå
direkte fra det bekymrende til det glædelige, barnedåb,
konfirmation, bryllup.
”Bryllupper har vi ikke så mange af. Måske mangler vi
det slot på Orø, som mange gerne vil fejre deres bryllup
på,” siger hun med et skævt smil. ”Men det er en stor
glæde at se et barn blive døbt, få lov til at forberede
14
Og så viser det sig, at præsten ikke har fået mindre at
lave, selv om værdierne falder sammen og der er færre i
kirken om søndagen. Det kan vi takke de nye medier
for. Mail og Facebook spiller en vigtig rolle.
”Det er blevet meget nemmere at sende et lille nødråb
afsted. Eller bare stille et spørgsmål. Og det gør både
unge og ældre. Nogle gange fører skriverierne til personlig
kontakt og samtaler. På nettet er det hele mere
uformelt, og det er ikke så farligt at åbne et vanskeligt
emne. Men hvem skal man rette sig til? Det virker tit,
som om jeg er den eneste vedkommende kunne finde
på at tale med om sorg, smerte eller undren. Og det er jo
også meningen. Præsten er en sjælesørger, og i tider
som disse bliver der paradoksalt nok endnu mere brug
for os.”
Fremtiden er på 33 kvadratmeter
Hvornår skal vi så skrive om Kirsten næste gang? Måske
når hun springer ud med sin fjerde roman. Det sker
i maj, og uden at røbe for meget kan vi afsløre, at den
spinder tråde tilbage til Kirsten tidligere romaner. Så
forfatteren i hende ser ud til at være kommet for at blive.
Måske det der skal fylde livet som pensionist ud, når
den tid kommer?
”Vi har jo et lille sommerhus på 33 kvadratmeter oppe
ved Nykøbing, og der kan vi måske flytte hen, når vi en
dag skal ud af præstegården. Ja, så kunne jeg godt sidde
der og skrive, dyrke min have og være præstevikar i
omegnen. Men jeg vil også lave noget frivilligt arbejde,
Frelsens Hær gør det rigtig godt, synes jeg.”
Undervejs i samtalen er den muselmalede tekande blev
koldere end lunken, og det er et godt tegn på, at sagt er
ved at være sagt. Men er der mon noget, vi glemte,
mens vi lige skulle have styr på de store linier?
”Det er der. Du må meget gerne skrive, at alle disse år
ikke var gået så fint uden medarbejderne. Fem gravere,
seks organister og tre kirkesangere. Hos os i Orø Kirke
har vi ikke holdt men fejret gudstjenester. Tak!”